Du er ikke (kun) din hjerne

Min krop er min hjerne, dette kunne være mottoet for denne kommentar. Min krop guider mig gennem livet. Skærper mit nærvær …

I bogen Out of Our Heads: Why You Are Not Your Brain, and Other Lessons from the Biology of Consciousness , forsøger den amerikanske filosof Alva Noe, at gøre op med hjernens altoverskyggende rolle i stort set alle facetter af livet. Der går en alt lige linje fra Cognitive Science til Cognitive Economy.

Noes tese er: ”Bevidsthed er ikke noget, som finder sted indeni os. Det er noget vi gør … eller bedre: det er noget vi opnår.”

Mennesket er altså ikke dets hjerne. Vi lever ikke i et lukket rum, der består af vores egne ideer og fornemmelser. Bevidsthed er – som livet – en verdens-involverende og dynamisk proces. Vi er bogstaveligt ude af vores hoveder. Sagt anderledes: Min bevidsthed – lige her og nu – afhænger ikke kun af, hvad der sker i min hjerne, men i lige så høj grad af min historie, min nuværende situation og interaktion med verden omkring mig.  Bevidst er mere end ren og skær fordøjelse. Hjernen er en del af mig, en del af hvem jeg er, ja, men jeg er ikke min hjerne. Det er derfor computeren, som metafor for hjernen er dårlig – eller direkte forkert. Tænk for eksempel følgende: Hvis du bliver stresset, så kan du ikke som Nero i filmen The Matrix bare downloade et nyt program, der kan gøre dig bedre til at håndtere livets udfordringer. Det at tænke andeledes hænger sammen med at leve anderledes.

Okay, lad mig tage et eksempel fra bogen: Når jeg ser en appelsin hos frugthandleren, hvor ved jeg så fra, at appelsinen har en bagside? På grund af det faktum, at jeg på en både kropslig og praktisk måde ved, at jeg kan bevæge mig, hvorved jeg kan bringe appelsinens bagside ind i mit synsfelt. At se er at tro, da det at tro, er at se. Det vil sige, at se er en interagerende evne med de ting, som vi ser. Af samme grund er opmærksomhed og nærhed i nuet vigtige for den menneskelige erkendelse, hvilket filosofien altid har understreget. Noe kalder det for ”livet i tanken” – en ide, som Noe har fra Evan Thomson’s Mind in Life. En åbenhed i mødet med verden er af samme grund vigtig.

Hjerneforskning fundament er ikke nyt (at vi er vores hjerne). Det minder om Descartes’, der ligeledes opererede med en dualisme mellem kroppen og tanken. Denne dualisme er for længst smuldret, i hvert fald i filosofiens verden, men Noe viser, hvordan flere hjerneforskere gentager Descartes’ ideer, som var der tale om nyt stof. Desværre overser de (læs: flertallet af hjerneforskerne, dog er der undtagelser, fx Damasio), at livet lægger an på os, hvorved det er mere end hjernens tanker (som var det hjernen og tanken det samme!). Noe selv refererer til den franske filosof Maurice Merleau-Ponty, der sagde, at vores bevidsthed altid finder sted i nogle omgivelser, et miljø eller kontekst, fx gulvet, væggene, støjen, det der sker ude foran vores åbne vindue – alt sammen noget, som udgør baggrunden for det vi nu engang er i færd med, fx bage eller læse. Nærheden er virtuel, lidt som når du kære læser, nu sidder og læser dette, så er vi socialt engageret. Nogle finder det måske trist, men det er ikke anderledes end jeg også erindrer i nuet, hvorved visse ting igen blive nære.

Konklusionen er, at hjerne, krop og verden former en proces af dynamiske interaktioner, hvori vi selv bliver til. Verden er ikke vores konstruktion, den er allerede tilstede for os, vi er i den – og sker med den. Noes svageste punkt, er, at han ikke helt formår at tænke bevægelsen, som bevægelse (han er nok for fænomenologisk til mig). Altså, at vi bevæger os for at interagere med verden fra forskellige vinkler (jf. appelsinen), men verden bevæger os også – sidste punkt overser han. Vi påvirker og påvirkes. Det vil sige, at vi foldes med verden, på en måde som gør det svært, at adskille. Det hele smelter sammen. Men, ikke desto mindre er det en fin og klar tekst, der bryder den kedelig ”hjerne mig her og der-tendens”.

Hvad betyder alt dette for mit forhold til verden, til livet? Verden er ikke en tekst (eller en bog), som vi skal tolke. Meningen er relationel. Hvis vi er åbne og modtagelige, så støder vi sammen med verdens virtuelle kræfter. Og det betyder, at vi ikke er passive modtagere af eksterne påvirkninger, men derimod skabninger, der modtager indflydelse fra noget, som vi selv er indlejret i.

De tanker og følelser, som vi hver især har, er også de tanker og følelser, som vi hver især har fortjent på baggrund af vores forhold livet. Dette får mig til at tænke på Andy Warhol, som engang spurgte: ”Hvad får mennesker til at bruge tid på at være trist, når de kunne blive glade?” Filosofien kan stadigvæk lære os mere om det gode liv end en hjernes forskellige farver på en MRI-scanning. Heldigvis er tværfagligheden indenfor dette felt voksende, idet ikke kun filosoffer, men også antropologer og psykologer, kan give hjerneforskningen et sundt og tiltrængt modspil.

Socialpsykologi

Den spanske psykolog José Luis Gonzáles García har skrevet en interessant socialpsykologisk bog: La construcción social del sujeto, Psicoterapia, ideología y poder en las sociedades avanzadas.

I begyndelsen slår han tonen an: Psykologi og psykoterapi handler om frigørelse. I dag er de dog reduceret til økonomiske værktøjer, der hjælper den enkelte med at restituere, så han eller hun kan håndtere det pres, som et kapitalistisk og konkurrencepræget samfund efterspørger. Kapitalen presser mennesket. Det primære problem, er, at mennesket reduceres til noget mekanisk. Denne menneskelige reduktion medfører bl.a. stress og burnout.

García foretager en horisontal idehistorisk læsning for at vise, hvilke kræfter og magter, som til forskellige tider har været dominerende, fx religiøse, politiske og kapitaliske. Han går også i kødet på den postmoderne relativisme, hvor ”alt er lige meget værd” – en tankegang, der ofte medfører, at ingen tør sige fra eller til. Det ender nemt i en falsk pluralisme, som reelt blot dækker over en kønsløshed, idet intet jo er noget værd. García inddrager også fysikken, fx Heisenberg (som konsekvent staves med ’m’) for at tydeligøre, at observatøren og det observerede ikke er to uafhængige instanser, hvilket Newton mente (jf. mekanisk). Popper tækkes frem for at understrege, at ingen teori eller metode er ufejlbarlig. Der er ingen universel lov.

De menneskelige værdier og overbevisninger tager farve af det system, som opretholder eller skaber bestemte situationer. Eksempelvis lever vi i et kapitalistisk samfund, hvor politikere og ledere (i.e. systemet) opretholder eller skaber en social kontekst, hvor det er normalt at tro, at flere penge altid er bedre end færre. Eller, hvor stort set alt værdifastsættes i forhold til økonomi, fx hvilken opdragelsesform eller institution er mest rentabel, dvs. hvilken løn ender børn fra en Rudolf Steiner skole med kontra en privat kontra en offentlig. Gad vide om det er sådan en kalkule, der har fået den danske statsminister til at sende sine børn på en privatskole, selvom hun som øverste repræsentant for systemet har mulig for at skabe en uddannelsesmæssig situation, som ikke favoriserer familier med penge. Pointen er, at  en kapitalistisk kontekst præger mennesket i retning af egoisme, da systemet ynder at udnytte sine ressourcer uden anden målestok en bundlinjens. Det har stået på så længe, at selv nye ledere blot gør mere af det samme. Omkvædet lyder: Kan det betale sig? (og man kunne spørge: Kan det betale sig, at spørge så stivbenet?)

Problemet er, at der er for mange underdanige. Det vil sige, personer som mangler en kritisk sans, men – og det er et stort MEN – der er også tale om en kritisk sans, som selvsamme system selvfølgelig ikke favoriserer, idet fx danske politikere ønsker forskning, der skaber fakturaer eller kunst, der understøtter et opdragende og politisk formål. Samfundet former sine borgere. Dette ses, fx når de fleste former for selvhjælp blot er blevet til en anden form for konsumering, som reelt intet ændrer.

Det enkelte menneske er en receptor for de værdier, overbevisninger og ideologier, som strømmer gennem samfundet. Tænk blot på, hvordan anerkendelse er tæt forbundet med indkomst, titler og status. Her er det samfundets værdier og normer, som præger hvad idealborgeren tillægger større eller mindre anerkendelse. Af samme grund er det sociale vigtigt, jf. socialpsykologi.

Løsningen for García er ikke en eksistentialisme a la Kierkegaard, Nietzsche og Sartre – personligt finder jeg meget gods i disse tænkere. Sagen er jo den, at ’jeg’ er mange, hvilke García også nævner, men ikke helt følger op på. Derimod appellerer han for mere samarbejde. Argumentet er historisk, idet det selvfølgelig er samarbejde, ikke konkurrence, som er grunden til at mennesket har udviklet sig.

Til sidst, taler han kort om nye former for terapi. Han er ikke fortaler for en naiv socialkonstruktivisme a la: Min hjerne eller tanker skaber min virkelighed. Nej, verden er i færd med at blive. Vi lever i og med den, men ved hjælp af sproglige konstruktioner, kan vi nærme os de mange kræfter og energier, som er til stede. Af samme grund er der intet slutmål, kun praksisformer. Som Nietzsche sagde: religionen er en praksis, men dens objekt er ren og skær fiktion. Det betyder, som jeg læser ham, at terapeuten ikke skal lede patienten et bestemt sted hen, men bringe denne i kontakt med verden uden dette filter af præ-definerede værdier, ideologier og normer, som gennemsyrer kapitalistiske samfund. Det betyder endvidere, at det ikke er ’mig’, som er det aller vigtigste, men hvordan ‘jeg’ formår at give plads til det, som er i færd med at blive – måske endda række noget givende videre. Det vil sige, noget har værdi, nemlig det, som bringer liv.

Og hvad der giver liv, ved ingen jo på forhånd. Det er grunden til at livet, er så forbandet interessant.

Mer’ positiv psykologi

”Why always accuse, why always condem? That’s a sad ethics indeed, for sad people.” – André Comte-Sponville

Positiv psykolog har rødder tilbage til den eksistentielle og humanistiske psykologi, med prominente navne såsom Abraham Maslow og Carl Rogers. Fælles for de to – og flere – var, at de ikke forbeholdt sig til det ”syge” menneske placeret i yderpolerne, men til hvorvidt de ikkesyge kunne blive mere sunde og lykkelige. Det lyder svulstigt: lykke, men der er dog jordforbindelse. Tag fx begrebet motivation. Her finder man i den ene ende den afhængige, hvor et menneske simpelthen ikke kan lade være med forfølge sprutten, hvorved denne hang kommer til at dominere alle vedkommendes handlinger. I psykologen taler man om et overvældende begær. På værtshuset taler man om en overvældende tørst. I den anden ende finder man mennesker, som besidder en unaturlig aversion overfor noget, fx kørsel med andre mennesker i en bus på en regnfuld torsdag.

Det er mellem disse to ekstremer, at en sund form for motivation træder frem. Fx en person, der er motiveret til at lære at blive bedre til at være til stede i enhver situations rytme, hvad enten denne situation er en enerverende lang kø bag en svendende mand, eller det at gå ned ad las Ramblas i Barcelona bag en flok desperate østeuropæiske piger, der vakler kluntet på deres alt for høje hæle.

Dette lange forspil, skulle egentligt blot tjene som en slags positionering af positiv psykologi, som i bund og grund ønsker at hjælpe et menneske med at få et mere tilfreds liv. Et bedre liv.

En af disse psykologer Christopher Peterson har udgivet en lille bog med titlen Pursuing the Good Life. 100 Reflections on Positive Psychology. Bogen består af 100 korte kommentarer, tidligere blodindlæg, som berører forskellige tematikker og problemer indenfor positiv psykologi. Typisk forholder hver refleksion sig til en forskningsartikel, eller en triviel populistisk kritik af positiv psykologi. Bogens styrke er dens ligefremhed og lethed. Og, så er næsten halvdelen af refleksionerne interessante, så alt i alt en udmærket bog, der intet sted bliver ren og skær candyfloss, men heller aldrig nogen åbenbaring.

Peterson forholder sig eksempelvis til de kritikkere der siger, at lykke og glæde ikke er noget nyt. Det er rigtigt, siger han. Og ingen positiv psykolog har vel sagt det! Snarere har dette felt efterhånden fået opbygget en stor del empirisk materiale, som kan understøtte gammel visdom. (En anden bog, som gør lidt af det samme, men lidt mere kedeligt er fx The Happiness Hypothesis: Putting Ancient Wisdom to the Test of Modern Science).

Positiv psykologi bekræfter, hvad mange af os godt ved, men som alt for mange stadigvæk ikke har lært, fx at taknemmelighed er godt for ens mentale heldbred. Så tak. Dette kan også siges anderledes: Nogle gamle grækere, et par romerske kejsere og en håndfuld eksistentialister har allerede sagt det, endda sagt det smukkere. Men hvem læser disse i dag? Desværre. Jeg tror, at megen af den kritik, som positiv psykolog mødes med bunder i uvidenhed, akademisk arrogance og dårlige groupies. Den akademiske arrogance er en del af hele denne autentiske-bølge, som vælter indover Vesten, som et moraliserende og oprindeligt ideal (forbeholdt de velstillede?). Men bliver det mere autentisk, at skrive en journal, fordi Marcus Aurelius gjorde det, fordi Foucault talte varmt herom, eller fordi Seligmann påpeger de positive sidegevinster ved at notere dagens glædelige begivenheder ned i en journal inden man slukker natlampen? Derudover har en håndfuld psykologer skrevet en artikel, der netop understreger, at jagten på lykke nemt gør en mere trist end glad. (Måske skulle Peterson have valgt en anden titel!). Lykke tilhører øjeblikket, mens en godt liv snarere er et liv fuld af glæde. Glæde over at være i live. Velbefindende er måske et bedre ord.

Tilsvarende, er der nogle som anklager positiv psykologi for at advokere for et hurtigt fiks. (Dette er sikkert sandt, når en fotomodel udlægger lektien i hendes skrig-om-hjælp-bog). Hertil svarer Peterson, at det drejer sig om praksis, det vil sige, at leve et godt liv er hårdt arbejde. Skal man fx tillægge sig andre vaner, andre måder at tænke på, så er 10 års reglen ikke urealistisk. Det er derfor det er så komisk, når man engang imellem møder en, som er taget til Barcelona i fire måneder for at skrive en roman, vel og mærke en person som aldrig har skrevet, som ikke kan skrive, og som intet har på hjertet. Dette er naivt. Måske endda dumt. Det er ikke et spørgsmål om bare lige at finde en lidenskab – og så fyre den af. Det tager tid. Igen velkendte oplysninger for mange, men desværre stadigvæk for alt for få.

I samme boldgade beskyldes positive psykologer tit for en naiv og ukritisk optimisme. Peterson taler for en balanceret optimisme, fx er det naivt at bilde sig ind at Nobelprisen i kemi venter lige rundt om hjørnet, fordi man kan huske formlen for vand. Derimod er det ok, at være optimist med hensyn til en bestået studentereksamen, hvis man også kan det periodiske system, og ved, at der er forskel på protoner og elektroner. Problemet her er nok snarere de mange business groupies, som netop ikke kender til det periodiske system, men som ikke desto mindre danser rundt i en slags lykkelig uvidenhed.

Moralen er, at et bedre liv kan læres. Praksis. Øvelse. Ingen gør det alene. Relationer er vigtige, fx familie, venner, frihed, engagement og mening (uden at jeg vil definere disse begreber yderligere, så giver det jo ganske god mening). På samme måde plæderer positive psykologer ikke for én vej til lykke, der er en mangfoldighed. Fx kan man styrke ens opmærksom i nuet ved at dyrke yoga, men også ved at læse Roberto Bolaño (jeg vælger så afgjort den sidste, som jeg da gerne læser med at sammenrullet yoga-måtte under nakken, selvom jeg foretrækker en pude).

Peterson fortæller også, at penge kan gøre folk mere lykkelige. Det ved enhver, der vitterligt ikke har nogen penge. Men han fortæller også, at rigdom ikke er nogen garanti for lykke. Det stagnerer på en vist niveau. Man kan som bekendt ikke købe sig til kærlighed og alt sådan noget, hvilket The Beatles allerede har skrålet om for længst. Måske det hele begyndte med the Fab Four.

En udmærket bog, der tager sit felt seriøst uden at oversælge det.

”It is paradoxical that many educators distinguish between a time for learning and a time for play without seeing the vital connection between them.” – Leo Buscaglia

Burnout

”People think I’m a miserable sod, but it’s only because I get asked such bloody miserable questions.” – Nick Cave

Jeg har i den seneste tid kigget nærmere på begrebet ’burnout’. Et kort status:

Det, der slår mig mest, når jeg har talt med personer, der har været ramt af burnout (og som er tilstrækkeligt langt i forvandlingsprocessen) eller, når jeg læser om udbrændte personer, er, hvor glade de synes at være. Alle, uden undtagelse, ser det at brænde ud, som en ny chance for virkelig at leve, dét liv, som de gerne vil leve. Det vil sige, et liv, der stemmer mere overens med vedkommendes egne mål, drømme og værdier. Der er noget befriende i at stå imod de styrende idealer og normer, der konstant fortæller, hvordan man bør søge anerkendelse, prestige og magt, mens man alt for ofte må gå på kompromis i effektivitetens ulidelige navn.

Burnout er et signal om, at ens liv skal ændres. Nu.

Der er flere myter om burnout. En er, at det kun sker for personer, der arbejder med omsorg. En anden er, at det kun kan ske for ambitiøse perfektionister. En tredje er, at det er et decideret klasseproblem: Jo lavere i det sociale hierarki, desto større er chancen for at brænde ud.

Sandheden er dog, at både mænd og kvinder, unge og gamle, højt uddannede og lavt uddannede, karrierefreaks og arbejdsløse kan brænde ud.

Helt kort, så skyldes det, at det ydre pres bliver for hårdt. Dette pres kan være mange ting (eller en kombination), fx jobmæssigt (for mange opgaver eller for svære); pengemæssigt (det er trods alt en lykke, ikke at skulle bekymre sig om penge); det kan dreje sig om tidens normer og idealer, der putter ens levevis under pres (fx idealet om karriere, som var et liv uden arbejde lig med et sandt helvede); det kan dreje sig om manglende kontrol eller forudsigelighed (fx, når man pludselig føler, at ens liv er blevet kidnappet); det kan også skyldes forskellige hændelser, som flår ens selvbillede i stykker, etc. Listen er laaaang.

Så antagelsen om, at kun personer der brænder for noget, kan brænde ud, er forkert. Den spiller for meget på bål-metaforikken. Men, ok, selv små bål brænder ud, såfremt ingen tager vare på dem. Ingen mennesker er ens.

Når vi taler om mennesker (ikke bål), så drejer det sig om at tage vare på sig selv, hvilket hænger sammen med at kende sig selv. Og omvendt. Det er her flere psykologer, spirituelle og filosoffer kan inspirere med forskellige praksisser for, hvordan den enkelte kan tage magten tilbage fra den ydre instans, som alt for længe har forvaltet vedkommendes liv. Det drejer sig om at genfinde glæden ved at være i live. Intet andet.

Hvad vil det sige, at kende sig selv og tage vare på sig selv – sådan helt kort. Lad mig give et simpelt eksempel: Hvis din krop sender triste signaler, som du vedholdende ignorerer, så kender du tilsyneladende ikke dig selv nok til, at tage vare på dig selv. Eller også er du netop presset af noget ydre, som har gjort dig handlingslammet. Signalerne er ellers markante nok: irritation, søvnbesvær, manglende sexlyst, lav energi, langsommelighed i ens arbejde, følelsesmæssigt træt, over-følsom, selvcentreret, øget druk, fysiske problemer (hovedpine, hjerteflimmer, kronisk snot), etc. Denne liste er også rimelig lang.

Det er selvfølgelig svært, at gøre noget drastisk, når lokummet brænder. Det er svært, at besidde modet til at lytte og gøre noget radikalt anderledes, hvilket bl.a. hænger sammen med, hvorvidt man reelt kan forestille sig et anderledes liv. De fleste af os er vokset op i et konkurrenceforstyrrende system, hvor idealet ikke er, at hvile i sig selv eller et fredfyldt sind, men at drømme om mere. Sådanne drømme kaldes også mareridt.

Brænder du ud, så er det kroppens måde at yde modstand på. En sidste skanse. Alt det du, sådan rent fornuftmæssigt (nærmest helt business rationelt) har ignoreret eller udskudt, viser sig ikke at være særligt smart. Selv Aristoteles var bekendt med dette, da han talte om både intellektuel og praktisk fornuft. Sidstnævnte kommer af at lytte opmærksomt til livet. Skabe balance. Tage ved lære. Blive klogere.

Grunden til at flertallet ser burn-out som en positiv begyndelse, er, at det kan være svært at ændre sit liv, hvis det ikke lige var fordi, at der ikke er andre muligheder. En udbrændt person føler, at han eller hun sidder i guillotinen, og har netop hørt en svuppende lyd.

Tænk på Nick Cave. Han fremstår som en skiderik (siger han), fordi han må besvare de spørgsmål, som journalisterne stiller ham. De skiderikker. Han er bare ærlig og høflig (i nævnte rækkefølge). Den eneste grund til at nogle brænder ud, er, at vi lever i et samfund, hvor alt for mange instanser og systemer ynder at brænde liv af.

Burnout er last call. Eller sagt anderledes: Lyt til kroppen. Værn om livet, mens du lever. Eller, læs Jim Morrisons digte: Yeah I’m leaving town/ On the midnight train/ Gonna see me change/ Change, change, change …

Det posthumane

Lad mig slå en ting fast: Jeg kan godt lide Rosi Braidotti. Hendes måde at tænke på. Hun tænker i forlængelse af primært Gilles Deleuze og Spinoza, men også i et interessant samspil med en vifte af feminister og posthumane filosoffer. Nu har Braidotti skrevet en ny bog The Posthuman. Det er en interessant bog, selvom den har lidt svært ved at komme rigtigt i gang. Hun bruger lidt for meget energi på at positionere sig selv og sit projekt, hvilket der ikke er megen fornuft i. Til gengæld tilgiver jeg hende gerne, når hun i bogens tredje kapitel skriver om livet på den anden side af døden. Kapitlet rummer gentagelser fra hendes fine bog Transposition, men ikke desto mindre er det smukt. Døden er bag os, som den begivenhed, der har gjort os opmærksom på det endelige.

Bogen udfolder et filosofisk projekt, som kan placeres under titlen Det posthumane. Det udspringer både af Nietzsche berømte erkendelse: Gud er død, og Foucaults, næsten, lige så berømte erkendelse af menneskets død. Pointen for et posthumant projekt er, at vi må lære at tænke anderledes om os selv. Tænke udover alle dikotomierne, fx kultur og natur; mand og kvinde. Eller de normative ideologiske løgne, der fx fortæller at et rigtigt menneske er en mand, helst en kaukasisk mand på 33, der til forveksling ligner visse malerier af en, der hedder Jesus.

Det posthumane bryder med tidligere tiders normative konventioner. Det åbner op for et mere komplekst og relationelt subjekt, der legemliggør affekter, empati og begær. Intet er givet. Heller ikke ens subjektivitet, som snarere er tilblivende og selvskabende, når den undslår sig rigide normer og værdier for at bekræfte det, der rent faktisk giver plads til liv. Det posthumane er altså ikke det samme, som det anti-humane. Det er ikke en del af den dualistiske dans mellem humanisme og alt det andet, men en konstruktiv måde at tænke videre på anno i dag. Selv skriver hun et sted: ”The ethical ideal is to actualize the cognitive, affective and sensorial means to cultivate higher degree of empowerment and affirmation of one’s interconnectedness to other in their multiplicity.”

Problemet med de humanistiske forkæmper er, at de ofte fokuserer på humanismens sårbarhed, som en form for nostalgisk drøm om at vende tilbage til nogle universelle idealer. Braidotti ruller i stedet for ærmerne op. Hun vil begribe samtiden. Og hun lader andre om piberiet, fx Nussbaum og Agamben (en kritik, som jeg personligt fandt befriende). Braidotti anvender (som Agamben, (men ikke helt som ham)) også begrebet zoe – en ikke-human, men vital livskraft. Det nøgne menneske er dog ikke sårbart, men fuld af muligheder for at etablere nye givende forbindelser. ”Just a life,” som hun skriver, nu og her. Det kræver arbejde. Livet, altså. Vi ejer ikke livet. Vi bebor det bare, lidt som en timeshare lejlighed. ”Zoe is always too much … a constant challenge for us to rise to the occasion, to be ’worthy of our times.’” Det kræver noget at begribe livets intensitet. Der er altid for meget liv. Udfordringen er, at affirmere livet, som potentia, som energi.

Det er en halvteoretisk bog, som forsøger at henvende sig til et bredere publikum. Den gentager lystigt pointerne. Braidotti anvender nogle få eksempler, som egentligt er klargørende, men hun godt have foldet denne del lidt mere ud. Et af hendes eksempler drejer sig om Drone-flyvet, altså hvorvidt disse ubemandede fly gør det lettere at dræbe (læs mere inhumant eller kynisk). Svaret er negativt. Det er ikke lettere. I stedet for en svedig pilot, der er stærkt påvirket af situation, så har du en håndfuld beslutningstager i et rum – et sikkert rum – hvor de (måske) kan tage en mere frugtbar beslutning med hensyn til om et hus skal bombes eller ej. Hun nævner også kort symptomer som stress og burn-out, som en form for kropslig modstand overfor den kapitalistiske politik, hvorved alt i dag vareliggøres. Vi lever i en konkurrencelysten og profithungerende verden, hvor der ikke er megen plads til at høre græsset gro, eller mærke regnen falde på ens bare hud. Det er trist.

”We need a vision of the subject that is worthy of the present.” Vi ved ikke, hvad en posthuman krop er i stand til at gøre. Ligesom vi hellere ikke ved, hvad en posthuman hjerne er i stand til at tænke. At tænke er at eksperimentere – eksperimentere på en både kritisk og kreativ måde, hvor nye koncepter åbner op for nye relationer, fx det posthumane. Et godt sted at starte for nye filosofiske modstandsfolk med en forkærlighed for livsglæde, er her.

Ikke som viden om

Det er en ældre bog, som jeg har fået tilsendt. Jeg kan huske den fra mine studier i videnskabsteori. Er det virkelig så lang tid siden?

The Theory of Knowledge hedder bogen, den er fra 1998, og den beskriver ganske pædagogisk de erkendelsesmæssige problemer, som filosofien beskæftiger sig med. Helt centralt står begrebet viden. Hvad er viden? Hvordan kan man få adgang til viden? Hvordan kan man verificere eller falsificere viden? Det er med andre ord en introducerende bog, der behandler begrebet viden tematisk.

En klassisk definition af viden stammer fra Platons dialog Menon. Den lyder: Viden er begrundet sand overbevisning (Justified True Belief – JTB). Det er en flot definition, men ikke helt gnidningsfri.

Bogens styrke er dens nidkære gennemgang af disse tre komponenter. Eksempelvis, beskriver bogen hvordan ens overbevisning eller tro kan variere afhængig af ens hukommelse. Hvis du ikke kan huske statsminister Anders Fogh Rasmussen (måske har du fortrængt ham!), kan du så for alvor tro, at det er sandt, at han engang drev Danmark i krig på en løgn?

Noget er overbevisende eller troværdigt, hvis det giver mening, hvis det repræsenterer noget, det vil sige er om noget. Det er klart, at denne repræsentationsfigur har det med at reducere viden til noget, som vi allerede kan forklare, noget som allerede giver mening. Jævnfør hele ideen om viden om.

En stor del af den vestlige videnskabshistorie er reducerende, idet den foretrækker at se bort fra anomalierne, fejlene eller støjen i systemet. Alt det som ikke lige passer ind. Den vestlige videnskabshistorie arbejder alt for ofte ud fra en ide om linearitet. Det vil sige, kender vi mindstedelene i en hændelse, så kan vi forudsige ”næste” skridt. Lidt ligesom at tælle: 1, 2, 3, 4 … kender man reglen +1, så er det nemt at forudsige næste tal. En sådan tilgang kan være hæmmende, som når nogle mennesker tror, at en filosof anno 2013 partout er mere vis end en, som ville fylde 200 år i 2013. Nej, vel? Den kan også være normativt hæmmende i sin higen efter det samme. Men, men, men. Heldigvis, har Michel Serres  (og mange andre) lært os, at det netop er støjen, som får systemet til at fungere. Der er ting, som vi ikke kan forudsige, som får os til at tænke. Der er en masse ting som kan give os viden, selvom vi ikke kan forudsige, hvad der vil ske i morgen eller om tyve år. Vi kan kun vide dette, ved at gennemleve disse tyve år. Viden, ikke som viden om, men som erfaringsdannelse. Det er også i forlængelse heraf, at ens tilgang bliver interessant, fx hvorvidt man er åben og opmærksom, såvel som accepterer at ens nuværende viden ikke ligefrem kvalificerer en til nogen som helst sammenligning med Oraklet i Delfi. En sådan diskussion mangler bogen.

Tilbage til bogen, så er spørgsmålet om tro eller overbevisning relateret til den information, som er tilgængelig. Virker den troværdig eller ej. Et svar herpå afhænger selvfølgelig af den enkelte persons opvækst, familie, kultur m.v., da dette præger ens tolkning eller forståelse af informationerne. Samt en kildekritisk sans. Under hvilke omstændigheder sagde X dette?

Anderledes stringent forholder det sig med begrebet sandhed. Det er vigtigt at sandhed og begrundelse holdes adskilt, da denne adskillelse tillader falsificering, fx af en ubegrundet sand overbevisning (fx abduktion eller intuition); eller en begrundet falsk overbevisning (jf. en overbevisning om masseødelæggelsesvåben i Irak). Med hensyn til sandhed, så ridser bogen de klassiske ideer op: Korrespondens, kohærens, relativisme, m.fl. (man kunne indvende, fx med Foucault at sociale livsformer sjældent er kohærente, men stadigvæk producerer viden). Det hele synes dog at pege i retning af, at begrundelsesprocessen er vigtigst. Man kunne sige, at sandheden er overbevisende. Det er et overbevisende argument, som kunne udfoldes mere, ja, overbevisende.

I bogen er sandheden noget, som man kan komme frem til ved hjælp af forskellige metoder: induktion, deduktion eller abduktion. Sidstnævnte (abduktion) foldes ikke rigtigt ud, da bogen generelt er skeptisk overfor pragmatisme. Til slut runder bogen af med at beskrive forskellige kilder til viden, fx om mennesket fødes fuld af viden, som bare skal lirkes ud af en kyndig Sokrates. Eller om mennesket fødes som en ren tavle, etc.

Et problem, som behandles alt for kort er the Gettier problem. I en artikel fra 1963 beskrev Gettier nogle problemer med JTB. Hvis P er en begrundet sand overbevisning, så er det fordi du ved P. Men nogen gange ved du ikke P, men er bare heldig eller uheldig. Det betyder også, at viden eller begrundet sand overbevisning ofte kædes sammen med validitet, reliabilitet, gyldighed, sikkerhed m.v. – treenigheden kan ikke stå helt alene.

Bogen er rimelig lige til. Jeg husker den bedre. Det vil sige, at jeg i min læsning anno i dag finder flere svage punkter, fx den lidt skødeløse sidebemærkning om Wittgenstein og begrebet kontekst, pragmatisme og Gettier. Den bruger lidt for meget krudt på skepticisme (så hellere kritik). Dens styrke er dyrkelsen af dens egen måde at begrunde på, men dens svaghed er ligeledes dens overbevisning og forestilling om sandheden, som noget givet. Viden bliver gjort til et lidt for køligt begreb. Jeg savner lidt ignorancens betydning for skabelsen af ny viden. Ikke ignorance forstået som dumhed, men erkendelsesmæssig ydmyghed; en accept af alle de spørgsmål, som ens manglende viden åbner op for. Ignorance er det, som i det lange løb gør os klogere.

Kunsten at filosofere

”Life is a search for the impossible via the useless,” sådan citeres sociologen Gabriel Tarde i Peter Sloterdijks nye bog. Det er en bog, der handler om filosofi som en praksisform; den praksis, som finder sted et sted mellem ren aktivisme og kontemplation.

Det umulige er udødeligheden, hvis man altså ikke netop hedder Platon, Nietzsche eller Kierkegaard. Det ubrugelige er hoben, hvor alle festryger som en Rolf Sørensen. Det er et sted der imellem, at der bliver gået til stålet.

Sloterdijk er fortaler for en filosofi, der skal forstås som en praksis eller en vedvarende øvelse. Og det er det, der mangler i dag: Øvelse. Den filosofiske praksis forsømmes, selvom den er fuldt ud kompatibel med andre praksisser, som i dag er i høj kurs, fx spirituelle øvelser fra Østen. Derudover er en filosofisk praksis vigtig, fordi alle gode ideer skrives i vand. De opløses, hvis ingen gentager dem eller bekræfter dem. Der er altså ikke behov for nye definitioner af hvad filosofi er, skriver han, men for filosoffer der tænker, det vil sige øver, træner, praktiserer. Det tætteste han kommer – lidt paradoksalt, måske – på en egentlig definition af filosofien, er filosofi forstået som et sammensurium af sociale kampe, der opstår når filosoffen blotter sig selv. Det vil sige, filosofi som en interdisciplinær kampteknik.

Ja, den tyske filosof Peter Sloterdijk har skrevet endnu en bog, denne gang et lille hæfte med titlen: The Art of Philosophy. Bogen rummer ikke en egentlig praksis, men den forsøger at vise, hvordan visdom er knyttet til en livskunst.

Bogen tager udgangspunkt i Edmund Husserls begreb ’epoche’. Han dissekerer et brev, som Husserl skrev til digteren Hofmannstahl, hvori Husserl skriver, at han og Hofmannstahl er en del af samme ’fænomenologiske’ bevægelse. For Husserl handler det om at tage en position. Men for digteren og for Sloterdijk drejer det sig mere om perspektivisme. Relationerne. Det betyder i praksis at mennesket – eller akademiet –ikke skal lukke sig selv ude, som var et universitet en arkitektonisk ækvivalent til begrebet ’epoche’. Sloterdijk sammenligner ’epoche’ med en købers adfærd, når denne trisser gennem supermarkedet uden at se noget. En al for stiv tro på egne ideer gør filosofien blind, døv og på ingen måde vis. Filosofi er altså er en social praksis.

Sloterdijk taler endvidere om en naiv romantisme, som når den kloge professor Husserl forsøger at teoretisere sig ud af sin egen lidelse, fx ved at begrunde hvorfor han ikke kan indgå i et normalt fællesskab, idet hans ophøjede rolle jo er at observere verden (fra sin lukrative position). Husserl  skriver et sted, at han må filosofere for at leve, hvilket for Sloterdijk er et eklatant eksempel på filosofi, som en kompensation for egen ufuldkommenhed. Det er netop denne form for ressentiment, som Nietzsche harcelerede over. Og, som Sloterdijk polemiserer lystigt over. Pointen er følgende: Filosofi handler ikke om terapi som en form selvrealisering, men snarere som selvovervindelse eller afvikling. Man øver sig på at bære det, som er værd at bære videre, og ikke på at værne om ens egen forfængelighed. Professoren er bære af et fag, en disciplin, en praktisk visdom – og ikke styret af et behov for at profilere sig selv.

Sloterdijk er polemisk. Han er også ret sjov. Han gør grin med tænkeren,  der ser nederlaget, som et privilegium; han gør grin med tænkeren, der ser melankolien som en drivkraft; han gør grin med ideen om grænseløs læring (i stedet for en læring, der udspringer af mødet med verden og de problemer, som nu engang opstår). For ham er disse romantiske forestillinger noget, som tilhører en slags borgerskabets filosofi, hvor tænkning aldrig bliver til andet en lidt morgengymnastik. Det svarer til riges mennesker behov for at drive lidt velgørende fundraising, som et forsøg på at dulme egen kedsomhed. For Sloterdijk er der mere på spil. For visse eksistenser er filosofi en måde at leve på, ikke en måde at overleve på. Der er tale et blottet og udsat liv. Filosofi drejer sig ikke om at definere en lukrativ eller tørskoet position. Snarere at acceptere, at enhver position flyder. Sådanne flydende eksistenser, kan ikke forholde sig strategisk til det, som skal overkommes af hensyn til prestige, status, netværk og hensyn til ens fremtidige rolle på universitet (eller arbejdspladsen). Den tænker, som Sloterdijk hylder, er den, der som Sokrates accepterer at forsvinde, idet han rammes af tanken, hvorved Sokrates bliver stående, eller han lader sig slå et helt andet sted hen. Tanken gør vold. Den søger ikke konsensus. Sloterdijk plæderer altså ikke for den moderne forsker, som påduttes af sin institutleder at komme i medierne for at synliggøre sig selv og instituttet. Sloterdijk plæderer ikke for det institut, som hylder månedens mest citerede medarbejder, som var forskning blevet lig med kunsten at vende en burger. Nej, han er interesseret i den forsker, der raffinerer sin praksis, fordi denne genererer viden, der er værd at række videre til næste generation..

Hvis bogen har et ærinde, er det at få mennesket til at tænke igen (eller få flere til at tænke).

Beyond humanity?

Den amerikanske filosof Allen Buchanan har skrevet en tiltrængt bog om biomedicinsk forbedring (biomedical enhancement). Bogen hedder Beyond Humanity? Bogen er nødvendig, fordi den ikke fedter rundt i den klassiske dikotomi mellem fordele og ulemper, som ofte udspringer af fejlagtige antagelser eller ren og skær trods. Ja, eller romantiske forestillinger om, hvad der reelt er naturligt. I stedet for tydeliggør Buchanan, hvilke udfordringer et samfund står overfor, når det nu er muligt, at forbedre mennesket ved hjælp af biomedicinske tiltag.

Et par eksempler på biomedicinske forbedringer af mennesket:

  • Kognitive forbedringer, fx skærpet opmærksomhed, forbedret hukommelse, hurtigere kognitiv behandling af informationer.
  • Forlængelse af levealderen.
  • Embryologi, fx kan en scanning af fosteret med signifikant statisk sandsynlighed vise om et foster har Downs Syndrom, hvilket ofte – hvis det er tilfældet – resulterer i en abort. Hvad nu, hvis det er muligt at forbedre kromosomfejlen?
  • Forbedringer, der minimerer kropslige og kognitive skavanker, som stiger med alderen, fx syn og hørelse.
  • Forbedringer af immunforsvaret, fx ved at indoperere menneskelig eller ikkemenneskelig genmasse eller kunstige kromosomer.

Buchanan forsøger at trække debatten i en både historisk og realpolitisk retning. Eksempelvis viser han, at forbedringer ikke er noget nyt, og ikke noget der er forbeholdt de biomedicinske fremskridt, som har fundet de seneste år. Menneskets historie er fuld af forbedringer. Tænk blot på selve det at kunne læse og skrive, som jo er en kognitiv færdighed, der ikke kun gør det muligt at dele viden, men også medfører større velfærd og velvære. Tænk på udviklingen i informationsteknologien, hvor de fleste nok vil erkende, at en computer i dag gør det nemmere at overkomme visse problemer (eller i hvert fald blive mere effektiv med hensyn til at gøre det, som vækker glæde hos den enkelte). Tænk på proteser. Tænk på bevægelsen fra et landbrugssamfund til et industrisamfund, etc. Nogle vil sikkert indvende, at disse fremskridt alene afhænger af ydre omstændigheder, men herved overser man selvfølgelig, hvilken rolle social indflydelse, identitet, anerkendelse og kultur spiller i udviklingen af menneskelige kapaciteter. Hvem har ikke ønsket, at forbedre sit engelsk for at kunne synge med på The Doors?

Biomedicinsk forbedring kan defineres som en velovervejet intervention, hvor der anvendes biomedicinsk viden for at forbedre en eksisterende kapacitet, som alle (eller næsten alle) mennesker besidder. Eller, interventionen sker for at skabe en ny kapacitet, fx ved at påvirke den menneskelige krop eller hjerne direkte. Det afgørende er, hvorvidt de involverede er velinformerede og oplyste. Og det er i forlængelse heraf, at Buchanan gerne ser at samfund bliver mere aktive, hvorved de bedre kan vejlede og rådgive borgerne. Han ser gerne, at de biomedicinske muligheder legitimeres, så det ikke ender med at Ritalin skal købes på det sorte marked. Eller, at sociale skel blot vil vokse yderligere. De rige og privilegerede har en forkærlighed for en nulsumslogik, hvor alt er en vare. Har du penge, så kan du få, men har du ingen … Modsat, hvis forbedringer bliver tilgængelige for alle, vil et helt samfund få fordele. Nøjagtig, som når en person deler sin viden med sine studerende, så formoder ingen – det håber jeg – at underviseren bliver dummere og dummere for hver gang. Vækst er stadigvæk noget, som de fleste økonomer har svært ved at forstå.

Hvordan kan debatten blive mere produktiv? Buchanan siger: Giv det enkelte menneske frihed til at vælge. Det vil forudsætte at politikere fokuserer på:

  1. Forskning der kan lede til forskellige optimeringsteknologier.
  2. En informativ offentlig debat omkring fordele og ulemper ved de forskellige optimeringsteknologier (der er altså ikke tale om en debat ud fra et givet ideal, sådanne debatter er forbeholdt præstegården)
  3. Skabe effektive og moralsk sensitive politiker og institutioner, der løbende kan forholde sig til de udfordringer der opstår i forbindelse med mulige forbedringer. Fx hvad er det for et samfund, som politikerne ønsker at skabe, er det et, hvor flere og flere får mulighed for at kunne leve det liv, som de værdsætter; eller er det et samfund, hvor der gradvist vil vokse et skel mellem de, som har midler til optimering og resten af os, der må nøjes med at ’høre med røven’, når vi har rundet de 70 år?

Det drejer sig om at gøre biomedicinsk forbedring til et samfundsanliggende. Buchanan nævner flere gange sit yndlingseksempel, nemlig evnen til at læse og skrive, som netop er et gode, der bliver mere og mere værd, desto flere som besidder dette. Med mindre man altså lever i en diktaturstat, hvor analfabetisme ligefrem bliver et middel til at fastholde befolkningen i den uvidenhed, som kan sikre ens magtfulde position.

Det er en debat fuld af fordomme og faldgrupper, fx på grund af selve retorikken: forbedre, rette fejl, optimere, etc. Det er dog vigtigt at fastslå, at de fleste der beskæftiger sig med biomedicinsk etik sjældent opererer ud fra et ideal om perfektion, men mere lavpraktisk taler om at forbedre fra et niveau til et andet. Snarere er det kritikerne, som opererer med et ideal, fx et religiøst eller neo-konservativt.

Bogen er interessant, fordi den rent faktisk nuancerer debatten. Og, fordi den er fuld af gode spørgsmål. Hvad vil det betyde for et lands sociale problemer og kriminalitet, hvis borger med en IQ på 60-70 (normalen er mellem 90-110) kunne hæve den til 100? Hvad ville det betyde for Nørrebro, hvis bandemedlemmer gratis kunne forbedre intelligensen til et normalt niveau? Ville flere se det dumme i at gå med kniv, i at slås og skyde (forbi) hinanden, etc.?

Bogen er værd at læse.

Blog at WordPress.com.

Up ↑