Category: Finn Janning

Character as moral fiction

There is a growing interest in virtue ethics. For example, studies with Positive Psychology and Leadership often use the term virtuousness to refer to a kind of high performance or excellence. Mark Alfano’s book; Character as Moral Fiction places itself within this ongoing debate that has roots going back to Aristotle’s.

In short Alfano’s thesis is as follows: if you tell a person that he or she is honest or respectful, the person will be motivated to act in accordance herewith. His idea is strongly related to the self-fulfilling prophecies that we associate with the placebo effect, where the belief involved in placebos is that “they are true because they are announced, not announced because they are true.” 

 Alfano’s argument is, therefore, not utilitarian, i.e. because it produces good consequences; nor deontological, i.e. because it is based on an absolute rule of moral behavior. Instead Alfano injects moral philosophy with the idea that fictional inventions can improve us morally. What Alfano does is that he quite ingeniously takes a well-known phenomenon that words can create belief or even obedience to certain virtues, e.g. something similar is seen in personal selection, appreciative inquiry, and recognition management. The point is that a description (or postulate, even) can affect us.

To begin with Alfano distinguishes between normative theory (e.g. what is good and virtuous), moral psychology (e.g. describing and explaining human conduct), and moral technology that “attempts to bridge the gap between moral psychology and normative theory by proposing ways in which we … can become more as we should be.” Thus, Alfano doesn’t interfere with the moral categories or the definitions of moral virtuous. Instead he presents us with a moralizing pep-talk that shows that we can do more of what is already defined as being virtuous. It’s an optimistic book.

A large part of the book reads like a dense literature study that also aims at defending his thesis — especially against the challenge of the situation.  Alfano’s contribution to this debate is that he tries to change the relative strength between the agent, the social environment, and the environment as such. Instead of letting a specific situation or context affect us, it is better to create individual expectations that would affect the outcome. Hereby he also adds to the triad within social psychology. Philip Zimbardo, for example, refers to the individual, the situation and the system. To put is simple: Zimbardo tries to avoid vicious behavior by creating a virtuous situation, whereas Alfano tries to overcome a potential bad situation by stimulating the individual towards doing good by saying that he or she already is good — it is here fiction can play a role since the positive characteristic of the person may only be an invention.  

Alfano defines a “factious virtue” as a creative making or calibration. For example, a person “may not be virtuous in fact“; however, a “tactically deployed fictions result in factitious virtue.” The idea is very attractive. Yet, I still think that Alfano is too limited in his use of fiction and the potential to create new experiences, perhaps even provide us with new concepts by which to live. 

Let us imagine a young academic. Just like anyone else, he or she is subjected to the slogans of positive thinking that dictates more efficiency and personal growth, just because he or she can. Based on Alfano’s thesis the young academic will live up to this positive description of his or her factitious virtuous, yet these virtuous might also be the ones that will lead the same person straight to depression, anxiety, and stress. Our young academic might not be doing what he or she really can, because he or she is being persuaded or motivated into playing the role of being good according to the ideals defined by someone else, i.e. efficient according to what objectives; growth according to what ideals? 

The problem with the thesis, therefore, is not whether being honest and generous are attractive characteristics, but how one might live out these virtues even if they contrast with the ideals of the majority, i.e. with the norms of our present performance society. This debate is absent in Alfano’s work.

Thus, the core challenge for Alfano is, as I see it, whether we actually know what is good beforehand or not. Alfano assumes that we do know beforehand. However, What if the context is not given? What if lying actually is the only way for a person to remain generous? His use of fiction is restricted by what is already defined as being good, right and virtuous. Yet, the most serious moral and ethical challenges today are so due to their uncertainties.

 Regardless of my interventions, this book is what both moral psychology and normative theory needs: a fresh and courageous approach. It is especially enriching for students of moral psychology, because the author generously refers to so many studies, but it could also serve the vast theory within management and organizational studies that tries to convert people. 

Alfano’s “factious virtue” proposes how we might become more as we should be. He wants to guide us, but as with any guide, one should be courteous in respect of the objectives.

First published in Metapsychology, 2014.

I do good, therefor I am good

I do good, therefore I feel good

In Patti Smith’s memoir, Woolgathering, she writes that the “only thing you can count on is change.” Not change as going from A to B. Rather as an ongoing movement: the world is constantly changing. 

Graham Music, who is a Consultant Child and Adolescent Psychotherapist, pleads in his book, The Good Life, for a change. Unlike Smith, his metaphysical foundation is not that everything is changing or becoming. Instead, his approach favors that some things are not changing, e.g. what is good and bad. He is a moral Platonist.

Plainly speaking, Music’s approach is how we humans can move from being selfish to becoming more altruistic; from being anti-social towards being pro-social. He, quite stimulating, challenges the prerogative of evolution theory in biology and psychology. He, both implicitly and explicitly, illustrates how viewing the behavior of our ancestors as being more authentic or original, unfortunately, becomes a pretext of doing nothing. The author of The Good Life wants to act. 

It is, therefore, a book with an agenda: How can we improve morally? This agenda, at times, makes the book too simple – especially when the focus changes from the individual to the society.

The critical part first. Music mentions how the global business market can share products and services. The morale is that sharing is good. And yes, sharing might be attractive, but it is still a part of the same global market structure. To share, sponsor, volunteer, or participate in sustainable tourism requires that you have something to share or give. Many of the “good” ideas are, therefore, reserved for a financially privileged group. Are the people, who are spending their money in helping others, changing or just reproducing the structures that created the inequalities to begin with?  

The question touches upon the underlying thesis: Doing morally good, makes you feel good and vice versa. Even so, the distinction is often much more blurry in real life (or less abstract). There may be situations where anger or even selfishness can be productive. There may be situations where you don’t feel like cooperating. There may be situations where you, like Bartleby, feel like saying, “I would prefer not to.”

It is obvious that Music is not Bartleby; he wants to do something. At his best, he mentions studies showing a disproportionate number of psychopaths among people in power positions, e.g. politicians, CEO, heads of cults, etc. “We might be living in a world which values charismatic individual leadership over cooperative action, logic over emotional connection, in which it is easier for people with sociopathic tendencies to flourish.” He emphasizes the need for a change. 

He shows that the battle between emotion and reason is wrong. It is not either-or. On the contrary, emotions help us when we make moral decisions, e.g. being able to care about people who can’t survive without our caring. Emotions can question a rigid reason (or moral rules), just as the reason can make sure that we don’t take moral decisions because we are emotionally seduced. “The psychology of morality has changed dramatically in recent years, and our understanding of the balance between emotion and reason is central to this shift.” He pleads for a move towards a more generous ethics, that is to say, a less utilitarian approach.

I am tempted to quote Patti Smith again, when she says: “In movement is blessing.” I think Music would agree.  

Regardless of the fundamental differences in approach between Smith and Music, then he actually opens for movement. He shows with many examples how it is possible to make people more compassionate and empathic. And once that happens, then they might notice “that we could live better lives, lives we are proud of, in which we could be truer to who we want to be, whatever that might be,” as he concludes. 

The Good Life is a mixture of personal reflections, passionate debate books (calling for empathy, altruism, cooperation and fairness), as well as useful textbooks that could inspire other therapists, teachers and, hopefully, decision-makers.

Despite my few critical comments, I think that Music succeeds in challenging Richard Dawkins’ powerful claim from The Selfish Gene. In this book Dawkins “suggests that human beings are primarily selfish and competitive and not naturally fair or cooperative,” as Music writes. 

Now, with the help of Music, we have a new list of empirical arguments telling us that even a selfish gene can transform.

First reviewed in Metapsychology, 2014

Better humans?

What do we talk about when we talk about making “better” humans? It sounds like a Raymond Carver story, but it’s just one of the questions that the philosopher Michael Hauskeller addresses in his book, Better Humans? Understanding the Enhancement Project.  

The human enhancement-discussion is full of conflicting normative views. This is valid for the “bio-conservatives” (the skeptics) as well as the “transhumanists” (the optimists). Both positions choose a set of values and norms that serve their respective project, for example, when both claim that, “the natural assumes a normative role” (p. 63). The only difference is that natural functions either as a sacred gift (i.e. bio-conservative), or as a natural human desire to become better (i.e. transhumanists). 

Hauskeller unfolds many of these ethical dilemmas. Additionally, he illustrates some of the more desperate postulates, for instance, that happiness and authenticity goes hand in hand. “The unhappy life is therefore ipso facto inauthentic” (p. 69). If authenticity refers to a natural or honest state of mind, then most people would be quite unauthentic if they were happy all the time.

Making better humans, Hauskeller argues, requires a purpose within a specific context. “Thus a tennis player who wins most of her matches, even against strong opponents, will certainly be seen as a good tennis player, but that does mean that she will be seen as a good human” (p. 8). 

Unlike most books dealing with human enhancement, this one doesn’t try to frame the project within a set of moral categories. Instead, it remains within the project of becoming “better humans.” It is a difficult, but commendable task. The approach alone makes the book a needed contribution. It opens up the project and brings new energy to the debate.

The attractive thought that guides Hauskeller, as I see it, is that each human life is a multiplicity. For this reason it is difficult to judge morally, what we should or ought to do. The fact is that we still don´t know what the human being is capable of – with or without enhancement. For example, he shows that a smarter, stronger or more beautiful human being is not an indicator of moral goodness. Beautiful people are also cheating. It makes sense. Yet, when it comes to what actually makes us human, the author appears to be somewhat indecisive, at times romantic. At one point, he even becomes unnecessary polemical. 

In the chapter “Getting stronger,” Hauskeller he solely views sport as a stupid activity without any purpose. “There does not seem to be any real point in winning athletic competitions, or at least not more points than there would be, say, in a hamster’s decision to become the fastest wheel-runner” (p. 157). He claims that the athlete, seen from the perspective of human enhancement, no longer is the object, but only a means for technology. This assumption, though, requires a romantic view of what is natural. Isn’t culture the only nature? Also, I guess that practicing a tennis serve over and over doesn’t tell Hauskeller anything about concentration or discipline as means of enhancement, although these strengths might help the person outside the sport. Roger Federer is just a hamster with a racket!

Hauskeller doesn’t know what to do with the human body, even though he refers to thinkers for whom the body is furnished with sensors (e.g. Alva Noë). To give an example: if we listen, the body tells us not only when to eat, sleep and drink, but also when we have reached our limits. Why is it that many people who suffer from stress or burnout find it useful to train their capacities to listen to their bodies, for instance, through meditation? 

Another concept that is present throughout the book, but only treated vaguely is experience. At one point, he treats it as something relative. “[R]eading and being able to understand and appreciate Proust is better than reading Tom Clancy. But why and in what sense would it be better?” (p. 88). How can a preference be justified? For Hauskeller such justification rests on a certain idea about what it means to be a human. “Human enhancement,” he writes, “is thus proposed as a way of eventually turning us into what we are meant to be” (p. 86). 

However, “better” doesn’t necessarily refer to what is canonized by science (or the cultural elite), but whether a writer explores new nuances of the human experience. To be a human being is not, per definition, to appreciate Proust. But, Proust might enhance humans. Proust probably violates more people´s habitual way of thinking, than Clancy. Is that good? Yes, because it creates a fictional space where different experiences can emerge. The funny thing is that Hauskeller apparently agrees with my intervention, because 100 pages later he writes, “can we really believe that what makes Mozart great is entirely comparative, that there is nothing of intrinsic value in his music?” (p. 177). It is both implausible, Hauskeller says, and it contradicts the whole human enhancement project, if all values are relative. Still, athletic competitions are like hamster races; Proust is like Clancy; the body may be strong or look good, but not be trained to achieve a better balance in life.

The inconsistencies are worth mentioning, because they touch upon Hauskeller’s own premise that the idea of better humans depends on our human experiences (or our present human form). So, does Proust interfere with Hauskeller’s final words, when he says that a “lively appreciation of giftedness” may well serve as a precondition for the good life (p. 181)? 

Does the human enhancement project expand our space of experiences, or not? Is that the question?

Readers will find much to agree and disagree upon, however, Hauskeller´s book is without doubt a good example of how philosophy fruitfully can contribute to a discussion that involves all of us.

First reviewed in Metapsychology, 2014

Økonomiens ABC

  1. Økonomien har lært os at økonomisere med sproget.
  2. Økonomien opererer med et bestemt mål for øje: profit.
  3. Økonomien påvirker vores forståelse. I dag behøver ingen at sætte ordet ’økonomi’ foran begreberne anerkendelse, sikkerhed, tryghed eller frihed. Det er indlysende, at de fleste mener ’økonomisk’-frihed, ’økonomisk’-tryghed, ’økonomisk’-sikkerhed, når disse begreber anvendes.
  4. Filosoffen Gilles Deleuze skrev i et af sine sidste essays (Efterskrift til kontrolsamfundet), at den fremherskende sociale kontrol fungerer som en slags modulering af mennesket. Det enkelte menneske er underlagt nogle økonomiske normer. Det tør ikke længere sige nej (jf. anerkendelse og identitet).
  5. Der er stor forskel på, hvad psykologer og økonomer mener med inter-relationelle kompetencer. Sagt lidt firkantet: en forskel mellem glæde og (mulig) profit.
  6. Penge er ikke økonomiens problem. Økonomiens problem er derimod de værdier, livssyn og den snævre kredit-debet moralisme, som følger i kølvandet.
  7. Økonomien er god til planlægning af visse ting, fx en flybillet til Barcelona. Det er fint. Markedet kan selvfølgelig ændre sig, planerne kan gå i vasken, flyselskabet kan krakke, men det er svært at se et alternativ. Den ros fortjener økonomien.
  8. Økonomien adskiller sig en lille smule fra religionen, idet ingen ynder at stille spørgsmål til dens idealer og mål. Det diskuteres trods alt, hvorvidt Gud eksisterer eller ej, om en eventuel Gud har bryster eller ej; men hvorvidt ejendomsretten er et ubetinget gode eller ej – det diskuteres stort set ikke.
  9. Karikaturtegninger af pengesedler ville være ren blasfemi. Det ville føre til en abnorm og global krise.
  10. Et samfund er en betegnelse for nogle mennesker, der har fundet sammen. Selve ordet samfund har flere interessante rødder, fx er det tæt forbundet med det latinske ord ’socius’, der betyder partner, følgesvend eller forretningspartner. De to filosoffer Gilles Deleuze og Félix Guattari anvender denne betegnelse i deres bog Anti-Ødipus, hvor de definerer socius som en kanalisering af produktionen, hvorved produktion er en form for udvinding af de sociale kræfter. Det vil sige, at socius indeholder et organiserende element, der er kontrolleret af et organiserende ideal. Hvem sagde penge?
  11. Er det drømmen om rigdom, der binder folk sammen på tværs af racer, religion og kulturer?
  12. Michel Houellebecq skriver i The Map and the Territory, at ”we’re at a point where sucess in market terms justifies and validates anything, replacing all the theories. No one is capable of seeing further.” Jeg har altid godt kunne lide Houellebecq, fordi han ser lidt længere, idet han er i stand til at se det, som er i færd med at blive.
  13. Økonomi er en politisk ideologi, der fremmer én bestemt type samfund, nemlig business- eller præstationssamfundet. Dette ses ved at studerer så forskellige økonomer, som Adam Smith, John Maynard Keynes og Karl Marx.
  14. Alt andet lige …, men hvad med alt det skæve?
  15. Hvem sagde, at Kina er en alt for strategisk vigtig partner til at tage hensyn til noget så absurd, som menneskerettigheder? Sikkert en politiker rådgivet af en økonomisk vismand.
  16. Viden forstået som en økonomisk ressource, hvilket vil sige en knap ressource medfører, at hver gang jeg sælger min viden, så bliver jeg dummere. Analogien er simpel: Viden sættes lig med mine 100 kroner i lommen, som jeg ved at give til en anden altså mister. Set i dette lys er det sjovt at tænke på videnarbejde og videnledelse. Jo mere de tjener, desto dummere bliver de? Modsat, når viden bliver noget som skabes sammen med andre, så deles viden helt automatisk. Ingen ønsker at eje viden, men alle ønsker at blive klogere. Ingen mister noget ved at give sine erkendelser videre. Tværtimod.
  17. Del.
  18. Businesssamfundet fremmer performance i henhold til et givet ideal, hvorved det bliver til et præstationssamfund. Jeg ville foretrække læring uden andet mål end at blive bedre, klogere, gladere.
  19. Alting har en pris, siger nogen. Er det sandt?
  20. Nej. Kun et menneske uden anden værdi end penge, ville sige Ja.
  21. Det er koldt på toppen! I forhold til hvad? At leve på gaden? At gå sulten i seng? Ikke at have råd til medicin til sine børn? Sælge sig selv? Samle flasker for at få råd til en øl, en sandwich?
  22. Det er koldt på toppen, fordi eksistensen brændes af på vejen op. Livet er varmt, men det er sjældent at et liv værdsættes på toppen. Det er snarere størrelsen på kontoen eller ens magt til at få folk til at gøre, hvad folk helst vil undgå at gøre og så videre.
  23. Der findes utallige ledere. Ikke desto mindre er det relativ få, der stikker ud og inspirerer som eksempelvis Nelson Mandela.
  24. Gid vi alle kunne være rige på kærlighed. Ak, hvilken romantisk ide.
  25. Hvis der er noget økonomien ikke besidder, er det tålmodighed. Heller ikke, når det drejer sig om dens egen undergang.
  26. David Foster Wallace spørger i bogen The Broom of the System, hvad der er fejekostens vigtigste bestanddel. Kosten (i.e. hårene) eller skaftet? Hvis du vil feje, hvilket vil sige rydde lidt op i systemet, omrokkere og pudse af, så er det kosten. Men det kunne også være skaftet, hvis du vil smadre systemet. Det hele afhænger af så meget.
  27. I økonomien er konteksten altid givet. De fleste andre steder i livet skabes konteksten, hvilket fremmer opfindsomheden.
  28. Ejendomsret = stilstand. En af mine bekendte sidder på fjerde eller femte år i sin villa, som hun ikke har råd til at sælge til nuværende markedspris.
  29. Business og samfund hænger sammen. Det er konteksten, som den p.t. er skabt og skabes af politikerne. De hænger sammen, selvom intet i denne sammenhæng hænger sammen. Business og samfund udgør konteksten, fordi de hænger sammen, men i businesssamfundet hænger ingen sammen. Mennesker smuldrer og går i opløsning. Se bare på tidens krise, hvor folk går fra hinanden pga. penge. Politiske partier går i opløsning. Ja, politikere skifter parti, som fodboldspillere der skifter klub for at vinde trofæer. Anerkendelse, prestige, magt, penge.
  30. Når sport bliver professionelt forsvinder etikken, siges det. Hvad fortæller det os om økonomi?
  31. Privatejendomsret har gjort os til idioter, sagde Karl Marx. Det samme har den offentlige ejendomsret. Hvorfor dette behov for at eje? Er det fordi at folk generelt ødelægger alt, som ikke bærer deres eget navn?
  32. Hvorfor er det så svært at forstå, at relationer opstår, når intet længere tages for givet?
  33. Kærlighed står i stærk kontrast til ejendomsret. Der går en lige linje fra ejerskab til impotens.
  34. Prostitution kaldes det første erhverv. Nu er alt prostitueret. Næsten. Vi er i hvert fald alle slaver, som Melville skriver i Moby Dick.
  35. At andet lige, så er alt andet lige lige muligt i en fri verden, men i en økonomisk verden er dette ikke tilfældet. Økonomi og frihed er som Britney Spears og kunst. Uforeneligt.
  36. Allokeringen af knappe ressourcer. Sådan definerer økonomien sig. Først var der en knap ressource: penge, så var der to knappe ressourcer: penge og arbejdskraft, derefter tre knappe ressourcer penge, arbejdskraft og tid. Nu er der fire, de tre foregående, men også eksistensen eller livet som sådan. Alt er blevet økonomiseret.
  37. I Haiti kan du købe et barn for under 100 dollars. Det er rigtigt.
  38. Businesssamfundet har sat eksistensen på økonomisk formel. Sat alt på denne rigide formel. Måske er det derfor at der i Vesten fødes så få børn. Børn koster penge, omsorg og kærlighed. Og et muligt afkast er tvivlsomt, fordi det jo afhænger af ens eget engagement; et engagement, som fjerner fokus fra en eventuel karriere.
  39. Filosofien forsøger at bringe livet ud i det åbne. Helt ud i den afgrund, hvor intet er givet på forhånd.
  40. Okay. Et simpelt spørgsmål: Hvad er bedst, 100 kroner i min lomme eller Judith Hermanns novellesamling Alice i min reol?
  41. Tak Judith.
  42. I gamle dage kunne filosoffer diskuterer om tiden var underlagt rummet, hvorved vi kunne opstille begivenhederne i vores liv på en lang perlerække. Eller om tiden var underlagt bevægelsen, det vil sige at tiden er en varen, hvor noget af fortiden endnu er med os i nuet, der foregriber fremtiden. I dag er det blevet lettere. Tid er penge.
  43. Så tid er penge og vi skal økonomisere med sproget. Hvem har i fremtiden tid til at læse Marcel Proust? Eller “bare” Donna Tartts fine historie om Theo?
  44. Tid er ikke penge; tid er forandring.
  45. Hvad skete der med kulturen, da den blev kulturøkonomi; hvad skete der med oplevelser, da de blev en del af oplevelsesøkonomien; hvad skete der med viden, da den blev til videnøkonomi? De mistede deres særegne værdi.
  46. Hvad sker der med eksistensen, da den blev til råstof i økonomiens værdikæde? Stress, burnout og depression.
  47. Hvorfor drak filosofferne i Platons Symposion? Fordi de som filosoffer var visionære. De så, at det allerede dér begyndte at gå ned ad bakke. Af samme grund er vækst i skateboards og kælke.
  48. Filosofiens formål har altid været at destruere ethvert endegyldigt formål, fordi filosofien ønsker at mennesket skal blive skabende. Tænke uden prædefinerede systemer.
  49. Fri til hvad? Til at lave intet eller til at lave noget, fx leve uden et økonomisk GPS-system, der ånder dig i nakken.
  50. Friheden gør en seende.
  51. Fri til hvad? Elske, læse bøger, slappe af, erkende, lege …
  52. Fri til ikke at økonomisere med sproget. Det er ok at vrøvle.
  53. Er der en morale? Måske denne: livet er til låns. Det er derfor det er værd at værne om.
  54. Hellere række en erfaring videre end en krøllet EURO-seddel.

Mona Lisa smiler endnu

Alt for mange synes at brokke sig. Det er blevet for legitimt, ligefrem prisværdigt at brokke sig. Det sker uden andet formål end selve brokkeriet. Problemet er ikke brokkeriet som sådan. At få lidt luft er uden tvivl ok. Snarere at denne ødelæggende praksis, har minimeret det skabende og sunde element i en saglig kritik.

Lad mig komme med et par dagligdagseksempler.

En af mine venner siger, at alt i fjernsynet er dårligt. Jeg tror ham ikke, men jeg ved det ikke. Jeg ser ikke rigtigt fjernsyn, kun fodboldfinaler og Tour de France. Nogle af disse finaler og cykelløb er gode. Det afhænger af hvem, der vinder. Alligevel tror jeg, at der i dag laves bedre fjernsynsprogrammer end tidligere. Der er simpelthen flere dygtige og kritiske journalister. Jeg tror også, at der laves bedre tv-serier end tidligere. Kvaliteten og den kunstneriske opfindsomhed har formået at udnytte dette medie ved hjælp af narrative teknikker, som ellers tidligere var forbeholdt litteraturen. De fleste danskere ved, hvem Mads Skjern fra tv-serien Matador er. Det sørger Danmarks Radio for, idet de genudsender serien hvert fjerde-femte år. Mads Skjern er mange ting, men mest af alt er han ret firkantet. Han er mere eller mindre den samme i alle afsnittene. Han minder om karaktererne i en krimi, som selv efter sytten bind stadigvæk opfører sig præcist, som i bind et. Det er utroværdigt. Et menneske påvirkes, et menneske forandrer sig, det udvikles. Tag dernæst reklamemanden Don Draper i tv-serien Mad Men, selv efter fire-fem afsnit (har ikke set flere) fremstår Draper væsentligt mere kompleks end Mads Skjern. Der er øjeblikke, hvor Draper konfrontereres med sine barndomserindringer; andre, hvor han formår at lade sig påvirke i nuet, hvorved han tager beslutninger, der bringer ham videre – og som bringer serien videre. Mængden af møg i fjernsynet er uden tvivl vokset, men det er ikke det samme, som at alt er dårligt.

Et andet eksempel. En af mine bekendte siger, at der ikke er nogle originale forfattere, der skriver p.t. Jeg foreslog, at hun orienterede sig lidt bredere end udvalget i Føtex. Ja, selv lidt bredere end hvad den lille danske andedam kan levere – skønt der i Danmark findes originale forfattere, som også vil blive læst om ti, tyve og tredive år. Det er klart, at der i dag er flere forfattere end nogensinde. Alle kan stort set få udgivet en bog, eller om ikke andet selv udgive den. Det medfører en eksplosiv stigning i misbrug af papir og blæk og ord. Ikke desto mindre udgives der stadigvæk romaner, noveller, digte, essays og rejseskildringer, som fylder mig med stor taknemmelighed.

Et tredje eksempel. En af mine kolleger brokker sig over Facebook og Twitter. Han brokker sig over den manglende tid. Den stigende overfladiskhed. Jeg får lidt ondt af ham. Så megen negativitet. Så megen kønsløs brok. Måske er Facebook og alt det andet sociale mediegøgl spild. Jeg ved det ikke. Jeg nåede ikke at komme på, og har aldrig haft lysten til at følge trop. Problemet er dog ikke Facebook eller andre sociale medier, men at mange ikke kan finde ud af at sige ”nej”. Og det kan de ikke, fordi de ikke ved, hvad de vil sige ”ja” til. De ved med andre ord, ikke hvad de vil, hvad der vigtigt. Så længe der ikke er nogen passion, kan alt tage sig ud som spild af tid. Måske er det passionen min kollega mangler. I hvert fald har han ikke lavet meget andet end ingenting det meste af sit liv.

Apropos Facebook, så læste jeg fornylig en psedudokritisk overskrift, der stillede spørgsmålet i forbindelse med Facebooks ti år fødselsdag: Hvor meget tid har du spildt? Det ville være spild af tid at besvare sådan et spørgsmål. Er det virkelig niveauet for kritik?

Et fjerde eksempel. En eller anden brokker sig over dagens ledere – især politikerne. De er dumme. Rigtig dumme. Det er der intet nyt i. Alligevel er der trods alt også nogle, som gør et ret godt stykke arbejde, når man nu tager befolkningen in mente.

Et femte eksempel. En af mine gamle venner brokkede sig over at kvinderne i dag ikke vil kærligheden. De tør den ikke. En af mine andre venner siger det samme, men hun er kvinde, og hun er ikke lesbisk. Det er selvfølgelig altid belejligt, når man kan generalisere. Måske er det særlig rart, hvis man kan overbevise sig selv om, at ens manglende attraktivitet ikke skyldes en selv, men en flok kønsbehårede feminister eller androgyne mænd, som ikke kan holde ud at være sammen med et andet menneske. Det kan være svært at give sig hen. Det kan være svært at turde miste sig selv. Alligevel ser jeg hver dag mænd og kvinder, voksne og unge, som gør ting ved hinanden som varmer mig. Jeg ser kærlighed. Jeg ser menneskelig generøsitet.

Hvad er pointen med alle disse trivielle eksempler?

Brokkeriet overser, at enhver kritik altid er fuld af glæde. Det som jeg kalder brok er trist ynk. Det trætter mig. Jeg er opdraget med den tyske filosof Friedrich Nietzsche på natbordet. Det vil sige, han har ligget på mit natbord siden min brors al for tidlige død gjorde mig opmærksom på en ting: livet er alvor. Det er endeligt. Det skal tages seriøst. Jeg var 19 år gammel.

Det var Nietzsche som sagde, at kritik altid er fuld af glæde. En nøgtern kritisk rummer altid et alternativ. Du kritiserer ved at skabe nye værdier. Du kritiserer ved at producere ny mening. Dengang, hvor Nietzsche sagde at Gud var død, så kritiserede han ikke alene nihilismen. Snarere kritiserede han det manglende mod og vilje til at skabe værdier og mening. Han efterlyste Overmennesket, som aldrig stod på skuldrene af nogle højere og bedre idealer. Nej. Overmennesket evnede at skabe. Skabe plads til det levende.

Det kan også siges anderledes med litteraturen, som reference. Ingen bliver partout en stor forfatter, fordi han eller hun har oplevet noget særligt. Brokkeriet bunder, som i mine eksempler, altid i den personlige erfaring, som de færreste formår at almengøre. Det drejer sig altså om, hvad man evner at gøre med det materiale, som man nu engang har. Der er for eksempel en dansk forfatterinde, som har formået at forvandle en barndom på landet, nogle æbler og en bageplade til noget ganske sensuelt. En anden har konstrueret et bjerg. En hel komposition opstod på grund af bjergets indflydelse på alt omkring det.

Jeg er træt af brok. Hvilket jo er et dilemma, fordi brok kun fører til mere brok. Den giver grimme rynker og sur mave; den mangler det som Nietzsche kaldte ”vilje til magt”, denne kreative kraft til at ville det, som man kan. Nietzsche vidste, at frihed ikke handler om at gøre det man vil, men om at ville det, man kan.

Så ikke mere brok.

Eksempelvis kunne brokkehovederne prøve at skabe nogle rammer, hvor det kunne være muligt at elske, skrive, se fjernsyn, lave politik, som er bedre end i dag. Dette kræver selvsagt mod. Det kræver fantasi, vel og mærke en fantasi der er forankret i en virkelighed. Brok er alt for nemt. Første skridt må derfor være, at frigøre sig fra de ting som åbenbart undertrykker en, de ting som hæmmer.

Det jeg ønsker eller det, som jeg plæderer for, er en konstruktiv kritik; den form for kritik, der ikke bare brokker sig, men som bruger det, der er, til at komme videre. Jeg ønsker, at den enkelte tager lidt ansvar for sin egen skæbne. Jeg ønsker, at den enkelte formår at gøre sig værdig til det, som sker. Livet er for kort til at brokke sig over fjernsynet eller Facebook, når det ikke er synderligt at svært at slukke eller logge af.

Jeg skriver dette, fordi jeg helt naivt og romantisk drømmer om en mere kærlig verden. Jeg er en nutidsutopiker. Jeg drømmer om en verden fuld af mindre brok, ikke mindre kritik. Min mor sagde engang, som så mange andre mødre før hende: ”Har du ikke noget pænt at sige, så hold din kæft.” Filosoffen Ludwig Wittgenstein sagde noget tilsvarende, blot mere genialt (undskyld mor!): ”Det, hvorom man ikke tale, om det må man tie.”

Kan du, kære brokker, ikke forestille dig noget bedre. Kan du, kære brokker, ikke producerer ny mening. Evner du, kære brokker, ikke at skabe værdier, der bekræfter det livagtige i livet, hvorved de taknemmelige tårer springer frem, så må du tie. Pænere kan det ikke siges.

Brok er dræbende, fordi ingenting for alvor bliver sagt. Tomgang. Enhver skabelse er derimod en lille kærlig protest, som holder liv i livet. Måske er det netop grunden til at det stik modsatte af brok er kunst. Kunsten er den eneste ting, der formår at overvinde døden. Mona Lisa smiler endnu.

Bedre mennesker?

Filosoffen Michael Hauskeller har skrevet en interessant bog, der hedder Better Humans? Understanding the Enhancement Project. Bogen er velskrevet, saglig, polemisk og næsten helt igennem kohærent.

Jeg har skrevet en anmeldelse til Metapsychology, som kan læses her.

Det mentale vadested

Krise. Dette ord, som både kan betyde mulighed og destruktion – hvis man har hang til japanske symboler – hænger tungt i luften. Vi står p.t. i et åndeligt og mentalt vadested. Mulighed eller destruktion. I Danmark er den menneskelige psyke i krise, ikke psykologien. At give sidstnævnte skylden, svarer til at give træneren skylden, når fodboldholdet spiller dårligt. Det er for nemt. Alligevel har træneren jo et særligt ansvar, fordi han eller hun som træner leder holdet. Psykologerne leder imidlertid ikke en nations psyke, men man kan godt forvente at de opfanger visse symptomer …

Gør de så det? Ja.

I 2012 udgav psykologen Carsten René Jørgensen bogen Danmark på briksen, der fortæller to historier. Den om danskerne, som et af verdens lykkeligste folk. Og så den, hvor der i 2009 var omkring en halv million danskere i antidepressiv medicinsk behandling. Eller den om, hvordan antallet af drenge og unge mænd i behandling for ADHD er eksploderet inden for de seneste år, selvom ADHD mere er genetisk bestemt. Eller den, hvor flere og flere – især unge kvinder – foretager selvskadende handlinger pga. af følelsesmæssige problemer og mistrivsel. Eller den, hvor mere end en halvmillion voksne danskere har et skadeligt forbrug af alkohol. Han viser også, hvad alle der har arbejdet i hvert fald ved, at mange lider af stress og burnout-symptomer – mindst 300.000 mennesker i den arbejdsdygtige alder – er mere eller mindre permanent ’parkeret’ uden for arbejdsmarkedet. Han nævner dog ikke, som jeg vil her for perspektiveringens skyld, at cykelrytteren Alberto Contador havde 0,000000000005 gram per milliliter af stoffet Clenbuterol i blodet. Det er klart, at netop Contador vækker fordømmelse. Det er simpelt hen ikke er nok til at kunne mærke en ordentlig effekt; en effekt, som 585.000 danskere trods alt kender til pga. de væsentlig større mængder rødvin, som skvulper i blodbanen.

Flere eksempler kunne nævnes på psykologisk ansvarlighed, men pointen er klar nok. Noget er galt.

Lad mig uddybe. Lad os springe frem i tiden.

I dansk fjernsyn vises der p.t. et afkog af psykologen Philip Zimbardos berømte og berygtede Stanford Prison Experiment. Det viste, hvordan almindelige unge mænd nemt bliver påvirket af omgivelserne; den sociale situation. De faktorer, som påvirker kan være alt lige fra påklædning (tænk på soldater og uniform), briller (der skjuler øjne), roller (fx indsat versus betjent), normer (som aldrig er andet en menneskeskabt, sorry siger jeg til manden med tavlerne). Jeg har skrevet mere on dette eksperiment her: Friheden er afstressende – en socialpsykologisk tese om stress.

Zimbardo var inspireret af sin kollegas Stanley Milgram (Yale University), og hans, måske, endnu mere berømte eksperiment omkring lydighed og autoritet. Dette eksperiment viste, at almindelige mennesker ikke havde de store problemer med at give andre elektrochok, fordi en autoritet sad ved siden af i en hvid kittel, og sagde det. Eksperimentet påstod (overfor deltagerne) at handle om læring og straf, mens det reelt handlede om, hvorvidt mennesket kunne begå ondt.

Milgram var inspireret af filosoffen Hannah Arendts revolutionerende beskrivelse af den tyske bøddel Eichmann. Hun sagde – i forbindelse med retssagen, der kørte mod ham i Tel Aviv – at Eichmann ikke var ond per se, men en banal kontornusser, som ikke var i stand til at tænke; en kedelig stakkel, der kun evnede at følge ordre. Der er noget banalt forbundet med det onde, fx den fysiske og emotionelle afstand til andre mennesker, påklædningen, umenneskeliggørelsen af de andre, som ens beslutninger berører. (Læs mere om eksperimentet her)

Det banale er uden dybde. Det er det, som gør det onde så skræmmende.

Det er ikke svært at se en relation til kapitalismen, som måske ikke er ond, men i hvert fald banal. Den er så simpel, at de fleste kan se forskellen mellem profit og debet. Problemerne opstår dog, når der ikke kun betales med penge, men med ens velvære. Omkostninger ved kapitalen er med andre ord ikke kun finansielle, men i stigende grad eksistentielle.

Det, som de social psykologiske studier har vist, er, at det enkelte menneske sjældent er lige så robust, som vedkommende forestiller sig. ”Det vil aldrig ske for mig,” siger de fleste, selvom de mange studier viser, at mellem 60-80 procent er villige til at give elektrochok. Det er interessant, at der forskelle mellem kulturer, men ikke mellem køn, fx er kvinder per definition ikke bedre eller venligere, måske har de historisk bare været situationelt forskånet, hvilket de ikke længere er.

Pointen er, at tilhørsforhold, normer, gruppepres, identitetspres, ideologisk pres, autoritativt pres og så videre betyder noget.

Vender vi tilbage til Zimbardo, så opererer han med tre begreber i hans bog The Lucifer Effect (obligatorisk læsning for alle, der har ansvar for mere end deres egen morgenbarbering eller menstruation).

1) Individet med dets genmasse, dets personlighed og karaktertræk;

2) Situation (eller kulturen);

3) Systemet.

Systemet er de ledere, som fastholder eller ændrer kulturen eller situationen; det vil sige den situation, som påvirker individet. Et simpelt eksempel. Mange vil gerne gøre cykelrytteren og individet Lance Armstrong til den stygge mand i cykelsporten, men faktum er, at han var en del af en cykelkultur, som anvendte doping; en kultur, som blev opretholdt af cykelsportens ledere, som var blevet overbragt til ham og hans generation af hans forgængere. Måske sker der noget her. Det ser i hvert fald ud til det.

Videre. Et andet sted i Danmark fortæller Peter Gøtzsche, direktør ved Det Nordiske Cochrane Center ved Rigshospitalet, at psykofarmaka skal tages af markedet. Alt for mange popper piller, som var der tale om pastiller mod dårlig ånde. Hele pharma-industrien har ændret, hvad der er normalt og ikke-normalt. Men ikke ud fra et psykologisk blik, men fra et forretningsmæssigt perspektiv.

Okay. Flere spiser grønne og gule piller. Skyldes det, at det enkelte menneske er blevet mere sårbart, eller skyldes det omgivelserne? Hvorfor bliver flere diagnosticeret i dag end tidligere? Hvorfor er der flere depressive, stressramte og udbrændte i dag end tidligere?

Mulige svar er følgende. I dag er psykologer og læger – som alle andre faggrupper (spørg skolelæren, sygeplejersken, hjemmeplejen, forskeren) – under pres, hvorved de (som alle andre) ofte må gå på kompromis med deres faglighed. Sørgeligt, men sandt. Dernæst medfører en diagnose en form for prædikat, som gør at den enkelte kan sættes op på en hylde og skubbes videre hen ad samfundets effektive samlebånd. Der er tale om en Tayloriske organisering af mennesket, der er effektiv, men umenneskelig. Endelig giver en diagnose mange en vis tryghed, fordi det giver mening, det vil sige at følelsen af at være uden funktion, får en årsag. I forlængelse heraf bliver diagnosen let en sovepude for enkelte. Det er her de socialpsykologiske resultater bruges negativt. Hvem har ikke hørt: ”Ingen vil have mig og mine kvalifikationer,” eller: ”Jeg er en særling.” Moralen for alle synes at være: Hellere lidt syg på en smart og moderne måde end normal og arbejdsløs. Der er dog intet smart i stress eller burnout. Stress eller burnout er ikke forbeholdt særlige faggrupper (tidligere var der en sådan tendens), men i dag rammer den alle. Symptomerne kan opstå, når presset er for stort. Uanset om dette pres er et resultatet af at følelse sig udenfor, hvilket blandt andet opstår blandt ældre eller arbejdsløse; eller, fordi man er presset til at performe bedre og hurtigere, hvilket er gældende for stort set alle erhvervsgrupper; eller, fordi alle samfundets normer og idealer tvinger en ned i træningscenteret, i swingerklubben, presser en til at blive mere sund, mere lækker, mere sexet, mere spirituel og så videre.

Det er svært at undslå sig dette pres. Uden funktion, ingen mening. Uden mening, en trist liv. Det vil sige, heller være en ond fængselsbetjent med en funktion end ingenting.

Følger man Zimbardos tredeling kunne man spørge: Hvordan påvirker visse situationer mennesket? Det kunne være situationer, hvor mennesket konstant skal måles og vejes, hvor mennesket konstant skal sammenlignes med andre, hvor mennesket konstant konkurrerer om at få anerkendelse, identitet og accept. Det kunne være en situation, hvor mennesket kun anerkendes på grund af deres målbare meriter. Man kunne ligeledes spørge: Hvem fastholder eller forsøger at ændre sådanne situationer?

Jeg ved ikke om særligt mange forsøger at ændre situationen, konteksten eller kulturen. Enkelte gør. Jeg ved dog, at ansvaret ligger hos beslutningstagerne, det vil sige politikerne og andre ledende figurer i samfundet.

Okay. Hvordan hænger hele møget sammen. Et sidste eksempel. Zimbardo har vist, at de uhyrligheder som fandt sted i Abu Graib fængslet i Irak, ikke kun var forårsaget af enkelte rådne medarbejdere, det vil sige enkelte rådne individer. I lige så høj grad var overgrebne forårsaget af systemet. Han understreger, at han ikke ønsker at fjerne ansvaret fra den enkelte, men at perspektivere forestillingen om det enkelte onde individ, hvorved han også vil inddrage ledelsen.

Hvad så han i Abu Graib? Han så at torturingen af fanger, de nedværdigende billeder, de seksuelle udskejelser og så videre primært foregik om natten. Han så, at om natten var fangevogterne ikke uddannet til at håndtere krigsfanger. Om natten var fængslet kontrolleret af et dårligt uddannet personale, der ikke magtede denne opgave. Samtidig så han, at ledelsen ikke førte samme opsyn med fængslet og dets personale om natten, som om dagen. Pointen er selvfølgelig, at der er tale om dårlig organisering af kompetencer, dårligt tilsyn og sparring med personale, som derfor kunne gøre, hvad de ville. Det er ledelsens ansvar at organisere og sikre, at visse principper og etiske retningslinjer opretholdes. Fængselspersonalet var ikke onde per se, selvom det altid er belejligt for en ledelse at se det sådan. De kedede sig om natten. Den ene lille forsømmelse ledte til den næste. Der går gradvist konkurrence i ondskaben. Tingene eskalerer. Ingen siger stop. Ingen råber nej. Og dog, heldigvis er der næsten altid en helt. Helten var her en mening soldat, som sendte billederne videre i systemet. Helten findes altså.

Desværre synes mange andre ting at eskalere i Danmark (og andre steder).

Det hele sker gradvist. Ligesom alt andet. Det er nemt at overse. Idealerne ændres. Arbejdets normative rolle forstærkes. Uden arbejde = ingen identitet, ingen rolle, ingen funktion, intet liv. Kontrollen strammes. Det, som ikke kan måles, eksisterer ikke. Af samme grund har kærligheden det så svært.

Ingen kan helt holde styr på, hvornår det begyndte, men pludselig begynder almindelige danskere at falde fra. De bliver deprimeret. De får stress og brænder ud. Ingen stiller spørgsmålstegn til systemet, fx kapitalismen, som jo ikke stopper for noget som helst. Tværtimod. Systemet forsøger selv at overkomme alle de grimme tilfælde af langsommelighed. Ikke ved at ændre sig selv, men ved at optimere på de små mekaniske fjolser, som også kaldes mennesker. De fyldes med piller. Alle dem, som ikke passer ind, forsøger en hel industri at få til at passe ind. De fyldes dog ikke kun med piller, men også med ligegyldig selvhjælpslitteratur. Problemerne vokser. Sygdommen er blevet en industri.

Der er penge i diagnoserne.

Noget må ske. Hvis ikke, så virker det næsten som om, at mennesket er det eneste dyr, der slet ikke bryder sig om selv sig.

Noget sker. En debat har i hvert fald fået ny energi. Det håber jeg. Enten vader vi videre i det psykiske og mentale vadested, eller vi kommer videre.

Jeg ser frem til at følge slaget fra Barcelona, mens jeg vil lave formålsløse aktiviteter, såsom at skrive.

Blog at WordPress.com.

Up ↑