Tag: VM

Giv Danmark VM

Danmarks herrefodboldlandshold har kvalificeret sig til VM i Qatar. Problemet er, at Qatar står for alt det, som ingen bryder sig: død, korruption og grådighed.

Skal Danmark så boykotte?

Det er indlysende, at den moralske anstændighed er stærkt dalende, hvis ikke ligefrem forsvundet i den øverste ledelse af fodbolden, FIFA.

Men denne kynisme gælder ikke i selve sporten. Fodboldspillet og spillerne er ofte mere velopdragne end resten af samfundet. Ja, der er eksempler på voldelige fans, racisme og sexisme, men ikke mere end i andre dele af samfundet. Med hensyn til sexisme synes denne form for diskrimination at være mere udbredt på ledelsesgangene i Danmark end på græsplænen.

Ergo er problemet de ledere, der kontrollerer spillet.

Jeg har selv været moderat tilhænger af boykot, men er i dag imod. Det skyldes ikke, at Danmarks fodboldspillere er gode og har en reel chance for at vinde. Jeg er ikke opportunist. Problemet er snarere, at spillerne betaler for noget, som ikke er deres fejl.

Det svarer til, at de studerende ikke kan komme til eksamen, fordi de skal straffes for deres skoledirektørs alkoholsmisbrug. I stedet for boykot kunne Danmark og to-tre andre nationer, som har kvalificeret sig, påtage sig afholdelsen af VM. Det ville være i Kasper Hjulmands ånd. Han siger, at fodbold og samfund hænger sammen. Hjulmands kerneværdier er: holdet, tillid, ‘kort vej mellem mennesker’ og ‘hellere lille og vågen’.

Holdet betyder, at vi – alle mennesker – er forbundne. Tillid, at vi bærer hinandens liv i vores hænder. Den korteste vej mellem mennesker er glæden ved spillet, da penge altid kommer på tværs. Og hvem ville ikke foretrække et lille og vågent VM spillet på små stadions uden dyre tv-rettigheder, men hvor spillet er i fokus.

Finn Janning, PhD. filosof og underviser i sportsetik og sportspsykologi. Indlægget blev bragt i Ekstra Bladet.

Blandt de råbende var mødre!

I gamle dage hed det politisk korrekthed. I dag hedder det wokeism eller cancel culture. Fælles for alle er en ekstrem påstået moralsk korrekthed, der sjældent giver plads til tvivl, usikkerhed eller nuanceringer. 

Senest har Information brugt fodbolden, som en anledning til at plædere for moralske korrektioner. Under overskriften ”Det er tid til at ændre fodboldkulturen”, reducerer lederskribenten fodboldkulturen til én bestemt ting: noget moralsk forkastelig. 

Eksemplet lyder: ”Fisse, kusse, Schmeichel er en mur!” råbte de danske roligans tidligere denne sommer, når landsholdsmålmand Kasper Schmeichel leverede gode redninger i Parken under EM i fodbold. Blandt de råbende tilskuere var børn, unge og helt almindelige familiefædre og -mødre. Det er svært at forestille sig de samme mennesker råbe noget lignende i en hvilken som helst anden sammenhæng, fodbolden.”

Eksemplet er velvalgt, idet de jo ikke giver nogen mening. To – måske stødende – ord for det kvindelig kønsorgan, råbes sammen med efternavnet på en målmand. Jeg kan på ingen måde se sammenhængen eller relevansen – altså sammenhængen mellem en målmands evner og kønsorganer. 

Sangen ville heller ikke blive bedre, hvis navne for det mandlige kønsorgan var anvendt, eller frugter, grøntsager, bildele, etc. Sætningen er meningsløs. Men mere praktisk tydeliggør den muligvis, at det mest af alt handler om at sige noget sammen – i fællesskab.

Forargelsen er dog stor hos Information, der ser ”helt almindelige familiefædre” blandt de syngende – hvordan ser en almindelig familiefar ud? Og sågar mødre, skriver de. Mødre er som bekendt kvinder, og kvinder er som bekendt mere woke, end mænd (i hvert fald i Information). 

Kiggede lederskribenten lidt mere indgående på kulturbegrebet, ville vedkommende bemærke, at kultur er noget foranderligt. Ingen kultur er ukrænkelig og original. Fodboldkulturen udvikles, den ændres. Det sker blandt andet, når fans bliver gjort opmærksom på noget upassende i deres opførsel. Det kunne eksempelvis være, at de bliver bevidste om, hvad de synger. Og at det sårer nogen.

Filosoffen Søren Kierkegaard sagde, at livet leves forlæns, mens forstås baglæns. Ole Fogh Kirkeby sagde, jeg ved først, hvad jeg mener, når jeg har hørt mig selv sige det (eller synge det). Os andre dødelige, ynder at sige, at vi tager ved lære. 

Jeg er sikker på at næste gang en dansk målmand skal motiveres, er kønsorganer ikke en essentiel del af peptalken. Ikke fordi ordet kusse eller fisse per defintion er problematisk – selvom de er det for nogle – men fordi det ikke giver mening. Ordene skærper ikke målmandens opmærksomhed.

Er Informations leder et eksempel på tidens herskende cowboy-moral, hvor mange skyder før de tænker?

Denne tendens peger i retning af manglende kritisk nysgerrighed, empati og forståelse for andre menneskers eksistensvilkår.  

Hvordan kan ”helt almindelige familiefædre og -mødre” have en større lyst til at være sammen om noget, selvom dette noget måske ikke er videre meningsfuldt, sågar formår at krænke enkelte? Skyldes det, at vi lever i et samfund, hvor fællesskabet er blevet en kliche? Skyldes det, at vi lever i et opportunistisk konkurrencesamfund, hvor der er gået sport i hvem, der kan være mest moralsk (læs: hvem kan ophøje sig selv, ved at fordømme de andre mest nederdrægtigt)? Skyldes det, at vi slet ikke er så åbne og tolerante, som vi bilder os ind; skyldes det, at vi ikke bryder os om ”de andre”, især når de ikke lige mener, tænker og føler som os selv. Måske det skyldes, at ingen lytter til hvad de selv (eller andre) siger, som handlede det blot om at sige noget?

Kulturændringer – som reelt hele tiden sker – forudsætter kritiske, ansvarlige og bevidste borgere. Modsat tidens moralske skråsikkerhed, forudsætter læring en kritisk perspektivisme og nysgerrig ydmyghed. Det vil i praksis sige, en løbende nuancering af ens egne antagelser om korrekthed. Det kunne være forestillingen om eksistensen af ”den almindelige familiefar”, eller ”mødrene”. 

Hvad nu, hvis vi i stedet for at observere hinanden med det formål, at dømme og forbyde de andre, observerede hinanden, fordi vi bekymrede os om hinanden, fordi vi gerne vil hjælpe andre mennesker med at blive bedre – ligesom de fleste af os håber, at de andre vil hjælpe os med at blive bedre? 

Filosofi besidder dette aspirerende element. 

Det er i bund og grund det, som er en stor del af fodboldkulturen går ud på: at hjælpe ens hold. Gode intentioner er selvfølgelig aldrig nok, men fodboldkulturen er på mange måder mere kærlig, empatisk og respektfuld, end eksempelvis den aktuelle danske politiske kultur, hvor nogle – helt bogstaveligt – gramser på eller befamler dét, som andre blot synger om. 

Det er altså ikke svært, at forestille sig noget lignende og værre, andre steder end i fodbolden, selvom lederskribenten netop påstår dette. 

I bedste Aristoteles-stil kunne jeg spørge: Hvem ville du helst lade passe din børn: En netop tilbagevendte konservativ politiker, eller en rød og hvidklædt fodboldfan, der engang sang kusse?

Superliga og mangfoldighed

Så sker det endelig. Superligaen går igen i gang. Fodbold…denne simple sport kan på mange måder fortælle os lidt om livets mangfoldigheder. Tag bare C-tribunen i Parken. Her står jeg hver anden søndag sammen med en masse andre FCK’ere og hepper på de hvide drenge. Netop det faktum at vi holder med byens hold gør, at vi har noget tilfælles, hvilket i mange tilfælde også er det eneste. Der er plads til forskelligheder: Nogle synger med, andre ikke; de fleste synger falsk, nogle ikke; de fleste har hvide trøjer på, enkelte har ikke osv. Et er sikkert, vi holder med det samme hold, på hver sin måde. 

Tænkt nu hvis man også kunne være dansker på hver sin måde, og ikke kun på regeringens eller Pia Kjærsgaards måde. Danskere er om muligt en endnu mere diversificeret gruppe end fansene på FCKs C-tribune. Alligevel fremstår disse fodboldtosser væsentlig mere humane, end førnævnte politikere. Ingen holder jo med FCK på den præcis samme måde eller af en overskyggende grund, som skal gælde for alle. Nej, f.eks. holder jeg med FCK, fordi det er min klub, det var der jeg sparkede min første inderside, det er dem med det fedeste stadion, de sejeste spilledragter, de bedste spillere – og så bor jeg i København. Andre vil måske komme med andre begrundelser, og det er der plads til. Desværre er der i Danmark kun plads til den strømlinede borgere, der arbejder dagen lang, og som skal kunne recitere årstal og kende til bøger, jeg aldrig har hørt om. I Danmark smider vi folk ud, hvis de kvajer sig. I parken smider man kun folk ud, som holder med Brøndby, hvilket trods alt også nærmest er et svensk hold. 

Derfor når fodboldsæsonen nu starter og de fleste såkaldte intellektuelle tager sig til deres sparsomme hår, så tænk på, at de fleste fodboldfans er tolerante og uhøjtidelige. Vi er sammen på hver sin måde, hver søndag. Og skulle FCK – imod al forventning – tabe en kamp, så er der altid en ny om en uge. Der er tale om en lethed, som et selvhøjtideligt Danmark desværre har glemt. I sportens verden siger man gerne, at ingen er bedre end deres sidste kamp. De sidste par kampe, som den danske regering har spillet på den internationale scene, har mildest talt været miserable. Udskiftning og trænerfyring ville være kutyme. Faktisk er Danmark så sløje til alt det internationale, at vores fodboldhold fremstår betydeligt bedre internationalt end dansk politik. Folk med kendskab til fodbold ved godt, hvor det placerer Danmark. I røven af tredje division. 

Noget så simpelt som fodbold kan faktisk lære os om kærlighed, fordi der på lægderne er plads til alle livsformer. Uanset hvor forskellige vores naboer kan synes at være, så er der altid noget der binder os sammen. Nogle gange er det sport, andre gange religion, politik eller seksuel observans.

Måske skal vi lære af fodbolden og tage udgangspunkt i det, der binder os sammen, og ikke det, som adskiller os. Når fodboldkulturen er blevet mere rummelig end nationens generelle kulturelle strømninger, så er det jeg bliver glad for, at superligaen starter på ny.

Første gang bragt i Information 13. marts 2006

Blog at WordPress.com.

Up ↑