Tag: tour de france

The Wise Tadej Pogačar

Three weeks of watching the Tour from my sofa led me to one conclusion: Tadej Pogačar isn’t just a great cyclist. He’s becoming wise.

The Slovenian cyclist Tadej Pogačar, from the Alpine town of Komenda, has just won his fourth Tour de France out of six participations. In the two others, he finished second. Beyond his remarkable physical and physiological strength, this year he also revealed a new dimension: mental strength. I would argue that Pogačar has become wise.

Some background is helpful. Pogačar won his first Tour at just 21 years old, dramatically defeating fellow Slovenian Primož Roglič in the final time trial. That victory—young, bold, and unexpected—immediately thrust him into the spotlight. He won again the following year, but then lost the Tour in 2022, partly due to overconfidence, partly due to the rise of another extraordinary talent: Jonas Vingegaard. In 2023, an injury disrupted Pogačar’s preparation—a broken wrist—and he suffered another loss. Then, in 2024, he made a comeback. He was 25.

Psychology and Sports Performance

Psychology is a significant factor in determining performance in sports. It shapes how an athlete (and their team) prepare for, respond to, and recover from challenges. This year, Pogačar was mentally tested in new ways. He had to prove once again that he was the best. He lost his most crucial support rider, João Almeida, to a crash before the mountains. Then he was criticized for winning too much—and later, paradoxically, for not winning enough in the third week. “When you win, people start already to think about the next big win, or they say you’re winning too much,” he said. It echoed the Rolling Stones lyric: “You can’t always get what you want.”

Throughout the Tour, Pogačar responded with striking honesty—a rarity in a sporting world where athletes often say nothing or fall back on clichés about “good days” and “bad legs.” In interviews, he was introspective and emotionally open to the point of being vulnerable. This level of introspection is a key factor in his personal growth and is something the audience can relate to.

Early in the race, Pogačar was still his usual self—the young man who fears only one thing: not winning. In Stage 4, in Rouen, he earned his 100th careervictory. In the press room, he described it just like any of his other wins—with the intensity and drama you might expect from a manga hero: “There are so many good riders in the final, you are always a bit on the edge and nervous. You never know what is going to happen, and you never know until the final. Like today, you get this adrenaline and it is pure racing – I really enjoy it” (Cyclingnews).

Then came the Pyrenees. On the first day there, almost by accident, he sealed the Tour. At the foot of Hautacam, according to Carlos Arribas in El Pais, teammate Tim Wellens half-seriously suggested, “What if we do what we did in the Dauphiné and launch you from the bottom?” Another teammate, Jhonny Narváez, took it seriously and launched an attack. Pogačar, caught by surprise, had no choice but to follow—and in a moment of pure serendipity, he discovered that Vingegaard was struggling. The Dane cracked, losing 2 minutes and 14 seconds. Combined with earlier setbacks in the Caen time trial and on the Peyragudes climb, the Tour was effectively decided.

The younger, more aggressive Pogačar briefly reappeared on Peyresourde after his fourth stage win. As he put it in a post-stage interview: “I’m not here to make enemies, but it’s the Tour de France. You cannot just back off. The team pays you to win, not to give away. If there’s an opportunity, you go for it.” He added, “When I finish my career, I probably won’t talk to 99 percent of the peloton anyway. I’ll focus on my close friends and family” (Velo).

Could this be the first sign of wisdom?

Wisdom, Intelligence, and Intuition

Wisdom is not the same as intelligence. A person can be intelligent and still lack wisdom, especially if they use their intellect only to reinforce their own beliefs. True wisdom includes recognizing one’s own limitations—something Pogačar seemed to do during this Tour, while his rival Vingegaard often appeared to be convincing himself. Pogačar became more introspective—not robotically, as in Vingegaard’s stoic “It’s not over”—but in a way that felt alive, spontaneous. As if he were thinking out loud. You get the sense he’s actually reflecting—not performing a role.

Also, wisdom isn’t the same as intuition. It may draw on intuition, but it goes further: it adds critical thinking, emotional elasticity, and moral reflection. It’s a careful weighing—even of things that cannot be easily measured. As cognitive scientist John Vervaeke and others argue, wisdom blends two dimensions: cognitive and moral. It means being able to tolerate uncertainty, to grasp complexity, and to balance emotion with perspective. It involves putting the common good ahead of self-interest, knowing what can and can’t be changed, and remaining flexible—intellectually and emotionally. Above all, wisdom is not theoretical; it results in action.

And that’s what Pogačar did.

With the Tour essentially won, something shifted. He discovered the fear of losing it. A feeling not of youth, but of age. Young athletes—or young people in general—are rarely scared of losing, because they have little to lose. But this acknowledgment changed how he raced. On two stages, he rode defensively. Or wisely.

He showed vulnerability again at the top of the Tourmalet, saying, “At one point, I got pretty scared descending. I could only see Sivakov wrapped in white fog. I couldn’t even see the road” (Cyclingnews). Later, reflecting on what it all meant, he added: “What’s the point of anything? … I built my life around the bike. I met my closest friends and my fiancée through cycling. You just have to enjoy the moment – not just the victories” (L’Équipe).

The confession deepened a week later, after the dreaded Col de la Loze.

“I’ve reached a point where I wonder why I’m still here…” he said aloud. “It’s three very long weeks. You just count the kilometres to Paris, and yes, I can’t wait for it to be over so I can do some other nice stuff in my life as well” (Velo).

Alongside his extraordinary physical and physiological gifts—and a relentless will to train, prepare, and sacrifice—Tadej Pogačar has become wise. Wisdom comes along with doubt and vulnerability that then becomes an existential strength. He places his performance within the context of his life. He asks himself, “How do I want to live?” 

Perhaps, without knowing it, he passes that question on to us—the fans. “How do you want to spend your life?” It makes me recall Annie Dillard, who once wrote: “How we spend our days is, of course, how we spend our lives” (The Writing Life).

Wisdom is not necessarily flashy or marketable. It is often quiet, grounded in patience and self-awareness. It culminates in action, not just analysis. And that’s what Pogačar showed: not just brilliance, but balance. Not just ambition, but depth. Becoming wise at 26 adds a philosophical layer to his sporting performance—one that makes it all the more authentic, difficult to beat, but still easy to admire.

First published in Psychology Today.

Sporten rummer muligheden for det umulige

“Dér var den igen. 

Den fornemmelse af, at det utrolige kunne lade sig gøre. At afstanden mellem forventning og forløsning kunne mindskes til ingenting. At utopien kunne glide ned over verden og blive til virkelighed. 

Ja, at drømmene kunne gå i opfyldelse. 

Og dér var den igen. 

Erkendelsen af, at sejren alene eksisterede i vores forestillinger. At ideerne splintrer i mødet med realiteterne, og det, der vækker længslen i så mange, endnu er uden for rækkevidde. 

Det er den type indre bevægelser, som danskerne har kunnet observere i dem selv i denne sportens sommer.

Under et tordenvejr røg det danske herrelandshold ud af Europamesterskabet i fodbold, da Tyskland vandt 2-0 i ottendedelsfinalen. Siden røg tennisstjernen Holger Rune ud ved den legendariske Wimbledon-turnering. Om cykelrytteren Jonas Vingegaard, der to år i træk har vundet Tour de France, også vil lykkes i år, afgøres først endeligt denne søndag. Senere på sommeren skal danske atleter dyste om olympiske medaljer og hæder i Paris. 

Spørgsmålet er, hvad det er, der rejser sig i os, inden virkelighedens kamp udspiller sig. Og hvad er det så for en sandhed, der røbes om danskerne i nederlagets øjeblik? 

Det første er let at svare på, men vanskeligt at formulere, mener sportsfilosof Finn Janning, der er forfatter og ph.d. i filosofi fra CBS. Sporten rummer muligheden for det usandsynlige, der går imod alle realistiske betragtninger. På den måde er der plads til de irrationelle følelser og håb, der ellers ikke levnes meget rum i det moderne samfund. 

Samtidig findes der også ofte en længsel i forventningen, mener Finn Janning. 

“Den hårde dom er, at vi mangler noget. Noget meningsfuldt, som vi mærker i fællesskabet. Måske det at give én, man ikke kender et knus. Og så længes vi efter at se lidt af det samme, som vi har set før eller hørt om fra andre. I så høj grad, at det kan opleves som en slags kosmisk orden, der alene kommer i balance, hvis Danmark vinder,” siger han. 

Forestillingen om sejren kan være utopisk og naiv, mener han. Men det er også i den, drømmen, at sporten overhovedet finder sin bestemmelse, i tilskuernes begejstring og skuffelse, og det ville være et nådesstød at være det foruden, understreger han. 

Forklaringen er simpel, forklarer Finn Janning: 

“Uden troen på det næsten umulige, ville det ganske enkelt blive for kedeligt at se sport.”

Når drømmen så ofte knuses under præstationerne af mægtigere sportsnationer, er det ikke kun et nederlag på banen, men også et angreb mod den enkeltes forestillinger om sig selv. Det sætter sig i kødet, siger Finn Janning. Nogle bliver mere aggressive, og ifølge statistikker er der mere vold efter et nederlag, forklarer han.” 

Skrevet af journalist Tobias Bondolo, bragt i Kristeligt Dagblad den 20. juli, 2024

Armstrong – a convenient scandal?

For some, former cyclist Lance Armstrong is like an annoying stain you can’t get rid of, and for others, he is just a good story—the archetype of a modern scandal. For me, he is both, but mostly the latter. I still believe that the Armstrong story has something to tell us about the media’s uncritical desire for scandal.

The media have a penchant for scandal because it’s easy to angle: for or against, right or wrong, good or evil. Furthermore, the media has a proclivity for finding someone personally responsible. When a single person is highlighted, the journalist—and we, the readers or fans—need not worry so much about the context, the surrounding culture. Very conveniently, we can distance ourselves from the scandal.

Read the rest of this article here

Jørgen Leth

Sommeren virkede næsten uendelig. Dengang, hvor jeg spillede fodbold ude i haven, mens Jørgen Leth talte sig varm i en skurvogn et sted i Frankrig. Indimellem løb jeg ind i stuen og så på alle cykelrytterne, der svedte. Ofte blev jeg hængende sammen med min far i sofaen, mens jeg lyttede til Leth.

I dag fylder han 80 år. Tillykke.

I 2014 udgav jeg bogen Den gavmilde digter – Et essay om Jørgen Leth (se mere her). Kort tid efter var der en venlig læser, som formidlede en kontakt til Leth, hvorefter Leth sendte mig en mail, senere en bog, og så videre. Det er nu ikke dette, jeg vil fortælle om.

Forrige sommer mødte jeg Leth i lufthavnen i Barcelona. På det tidspunkt havde jeg netop fået tilsendt min roman Hvem myrdede Gilles Deleuze?, som jeg derfor havde med mig i bagagen. Efter lidt overvejelse – og et kærligt pres fra min kone – præsenterede jeg mig for Leth og gav ham bogen. Udover en kort korrespondance, havde jeg aldrig set ham i øjnene.

Da vi landede i København, havde han læst det meste af bogen. (Den er kun 80-90 sider lang). ”Den er godt skrevet. Jeg læser kun hvis jeg er fanget, og den fangede mig.”

Jeg fulgte ham hen til bagagebåndet, hvor jeg nævnte Tour de France. Og her skete det! Forløsningen. Ordet alene – “Tour de France” – fik hans øjne til at lyse op. Fuld af kærlighed og livsvarme. Det var – og er – denne begejstring, som er så unik for ham. Han dømmer ikke, men tillader sig at blive tiltalt af livet, hvorefter han så gavmildt rækker lidt videre. Jeg tror, at det smil, de øjne som lyste, var grunden til at jeg skrev bogen. Livsglæden.

Inden vi skiltes, sagde han: ”Jeg er glad for din bog. Den viser en anden side af mig, som de andre (i.e. Lars Movin og Dan Ringgaard) ikke havde blik for. Den eksistentielle. Tak for det.”

Leth er indbegrebet af de uendelig somre. Der, hvor du ser andre hænge ind over deres cykelstyr, som du også hænger indover dit; der, hvor du rejser rundt i Frankrig, ser cykelløb, læser romaner og digte, skriver noter; der, hvor du indimellem er i tvivl om det, som skete, virkelig skete. Der, hvor hele den literære verden åbnede sig for dig.

Det er mig, der siger tak Jørgen.

9788793204201

De cyklende munke

”Cykelryttere er mennesker, der bruger meget tid alene,” skriver Daniel Dencik i bogen Sportshjerte. Det samme kan man sige om mennesker, der bruger meget tid på at meditere. Det skriver Jes Bertelsen om i bogen Dejlig er jorden.

De to bøger er begge letlæselige og vedkommende essays. Det ene handler om en forfatters passion for cykelsporten; den anden en forfatters passion for at redde jorden. Jeg deler begge passioner.

I forrige weekend var jeg et smut i Danmark, hvor jeg købte de to bøger, som jeg derefter læste næsten simultant. Og her slog det mig, at cykelsporten er mere mystisk og spirituel, end Bertelsen, som ellers er en meget erfaren meditationslære ved Vækstcentret, der ligger et sted i Jylland.

Ok, jorden er dejlig, men den er under et kraftigt eksistentielt pres. Der er behov for en bæredygtig udvikling, der forudsætter en spirituel transformation af os selv og vores organisationer, skriver FN i en rapport, som Bertelsen citerer. Problemerne med hensyn til forurening, grådighed og egoisme er velkendte, mere uvist er, hvad vi kan gøre, samt hvordan vi kan gøre det.

Den amerikanske forfatter Terry Tempest Williams har engang sagt, at det ikke er de stærkeste, der overlever. Snarere er det de meste medfølende. Bertelsen vil sandsynligvis være enig, selvom hans nøglebegreb er empati. ”Men empati for andre end de nærmeste vokser ikke ud som hår og skæg,” skriver han. Empati må trænes. Ligesom ingen rytter nogensinde har vundet Tour de France ved hjælp af præstationsfremmende stoffer alene. De træner. Hver dag. (Og ja, Armstrong og Riis vandt – se mere her, hvis du er i tvivl.)

En måde at træne empati på kan ske ved at kultivere fem sider af menneskets nærvær og bevidsthed. Bertelsen tager udgangspunkt i en femkant, som han har udviklet. Femkanten refererer til fem naturlige færdigheder: Åndedrættet, kroppen, hjertet, kreativiteten og bevidstheden.

Herefter inviterer den mediterende jyde med til træning af disse fem kompetencer, der handler om at udvide horisonten for bevidst nærvær. Det hele fremmer evnen til at tænke over det at tænke. Meditation er en slags meta-tænkning. Eller en ”evne til at være vidne til det, man føler eller oplever.” En ”vidnefunktion,” som det så smukt nævnes.

Nogle af de samme ting kan styrkes ved at betragte cykelsporten. ”Ingen anden sportsgren opviser så ærlige menneskeportrætter,” står der. En af Denciks styrker er, at han giver plads til rytterne, idet han lader dem være vidner, fx siger Jacob Fuglsang et sted: ”Der behøver ikke ske noget andet hele tiden. Det er vildt nok at sidde her og drikke en tår kaffe fra den kop. Hvis den da eksisterer.”

Fuglsang fremstår som noget så unik, som mindful atlet.

Rasmus Quaade siger om den berygtede enkeltstart, at der ikke er plads til nogen tanker, mens man træder i pedalerne. Ingenting – ikke forstået som noget dybt, men som noget frigørende. ”At køre mig selv ud er for mig det ultimative, det er kernen i, hvem jeg er. Det er så svært at beskrive, hvad der sker i hovedet på en enkeltstart. Fordi der sker nemlig ikke noget. Men du har samtidig nogle vilde oplevelser. Især af smerte. Det er ligesom at meditere …” siger Quaade.

Selv filosoferer Dencik, så jeg var helt i tvivl om jeg sad med Bertelsens bog, når han siger: ”At vi vil udforske vores inderste, men samtidig blive høje af noget andet og større. Det er sandt, at underkastelsen kan være formet som en kærlighedserklæring til verden.”

Bertelsen taler flere gange om at arbejde kontemplativ med at fremme en global empati, fx ved at iagttage billedet af vores planet, eller forholde sig til, hvad der sker andre steder i verden af lidelser, eller give bevidst afkald på al det gøgl, som vi ikke har brug for. Meditation og cykelløb handler om gradvist at erfare, hvordan alt er forbundet. Eksempelvis kan ingen se det hele af et cykelløb. ”Indimellem må man bare nyde, at man går glip af noget,” skriver Dencik. Transmissionen af et løb begynder typisk, når der allerede er kørt mange kilometer. Ligesom ingen bliver bevidste før de allerede er godt i gang med livet.

Cykelryttere er nutidens munke. De lever asketisk, som enkelte meditative udøver også gør. Begge – hvis vi tager bøgernes ord for gode vare – gør det ikke for deres eget egos skyld. Det er ”ikke fordi jeg vil i historiebøgerne,” siger Fuglsang, ”men fordi det er et eventyr.” Det er derfor rytterne træner – hele tiden. Det er derfor nogen mediterer. Meditation er heller ikke at nå en destination, men – jeg ved det lyder som en kliche – en eventyrlige rejse i sindet.

Bertelsen siger endvidere, at det ”er en stor illusion at tro, at det er nok at almengøre idealistiske og fornuftige principper. Det skal implementeres. Og der skal en viljeshandling til, for man skal øve sig i empati.”

At blive vidne til det, der sker i en og omkring en. Det kræver, at vi udvider vidden for vores vågenhed, skriver Bertelsen, såvel som vores evne til at fokusere. Til tider kræver det individuelt arbejde at gøre noget gavnlig for fællesskabet. Eller som Dencik skriver med Rousseau i baghjulet: ”Ensomhed eksisterer ikke kollektivt, snarere kan der opstå en følelse af samhørighed i ensomheden, som langt kan overstige ethvert fællesskabs bånd.”

Bøgerne er oplagte partnere i sofaen, måske mens Jørgen Leth gavmildt fortæller os, hvordan et cykelløb rummer mere end op- og nedture. Det afgørende sker altid i mellemrummet, mellem startlinjen og slutlinjen, mellem fødsel og død.

Det uærlige spil

I essayet ”Litteraturen og det onde,” beskriver Karl Ove Knausgård “den nymoralistiske bølge der for tiden går hen over Skandinavien, og hvor litterære værker i fuld alvor og med stor inderlighed bliver vurderet ud fra om det de udtrykker, er rigtigt eller forkert, godt eller dårligt, ikke i forhold til kvalitet, men i forhold til moral” (Knausgård 2014: 315-26). Denne bølge rammer ikke kun litteraturen, men hele samfundet. Flere og flere bedrifter vurderes i forhold til moral, ikke i forhold til selve præstationen. Samtiden præges af en intens stræben efter fairplay eller fairness.

I dette essay vil jeg anvende sporten som et eksempel på en konflikt. Jeg vil se nærmere på dopingproblematikken, som den har udfoldet sig i kølvandet på cykelrytteren Lance Armstrongs indrømmelser i januar 2013. Med dette eksempel vil jeg vise, at fairness er tidens ideal, og at dette ideal konstruerer flere konflikter end det løser.

Læs videre her.

100 år med Tour de France

Tour de France fejrer i år sig selv. De hylder sig selv, som verdens største cykelløb gennem 100 år. Men trods den høje alder, er det ikke en moden fødselar. Snarere en lidt naiv teenager, der fejres. Og måske er det ganske indlysende, at det er sådan. Ud af de 100 år er der flere, som Tour de France ikke vil kendes ved. Eksempelvis de 7 år, hvor Lance Armstrong sejrede. Forestil dig tilsvarende, at du er til fødselsfest hos en god ven som fylder 50 år, men som ikke ønsker at vedkende sig 3-4 af sine levede år. Det betyder ret beset, at din ven ikke ønsker at tage ved lære. Fortrængning.

Okay, lad os holde os til fakta. Det første faktum: Armstrong snød. Og nu er han den store stygge ulv, som ingen vil hænge ud med. Mindst af alt Tour de France. Men hvorfor spørger Tour de France ikke, hvorfor så mange – hvis ikke alle cykelryttere i 90’erne og 00’erne – har snydt? Hvorfor ikke spørge, hvad der er galt med reglerne siden de ingen funktion har? Et andet faktum: Doping begyndte ikke med Armstrong; den stoppede ikke med ham. Ja, den begyndte heller ikke med cykling, ligesom den heller ikke stopper der. Zinedine Zidane er nok ikke den eneste fodboldspiller, som har anvendt væksthormonet kreatin, eller bloddopet sig.

Tilbage til Tour de France.

Tour de France er mønstereksemplet på det, som den franske filosof Jean-Paul Sartre kaldte ”den falske tro”. Tour de Frances bevidsthed eller selvbillede er formet på en sådan måde, at den som organisation ikke kan agere. Tour de France er forført af sin egen falske tro eller bevidsthed, som touren ynder at svøbe sig i. Tour de France er ren på samme måde, som penge ikke har nogen slibrig hukommelse. En tusindlap bevæger sig fuldstændig nonchalant fra den magtfulde mands lomme til luderens BH, som sender den videre til bageren, som betaling for seks tebirkes. Tour de France er ikke i stand til at agere, selvom ingen jo tvinger dem – eller har tvunget dem til at organisere alle tiders dope show. Tour de France er guidet af en falsk tro eller en ekstremt sløj bevidsthed, da de er underlagt den styrende ideologi, der hedder fortielse. A.K.A. Money don’t tell. De håber at ingen bemærker, at de i 100 år har været del af et teknologisk laboratorium, hvor mennesket har prøvet sig selv og forskellige medikamenter af. Heri ligger en del af fascinationen. Hvis så bare Tour de France med 100 år på bagen havde været modig og moden nok til at sige, ok, something is rotten here, men nej. Armstrong er fjernet. Skåret væk, som et væskende siddesår. Hvorfor lægger de ikke et større pres på UCI eller andre uafhængige institutioner? Hvorfor ikke spørge, hvorvidt Armstrongs hold virkelig var ekstraordinært dopet? Hvad ved vi om følgende cykelholds organisering: Telekom, Once, Banesto?

Jeg har fulgt Tour de France i mere end tyve af de 100 år. I disse år er der reelt meget få vindere, da følgende ryttere udover Armstrong jo også har været dopet, selvom de ikke har været jaget vildt: Pantani, Ullrich, Riis, Landis, Contador, Indurain … listen er sikkert længere. Ja, jeg kan da også huske Sørensen, Jalabert, Vinokurov, Zabel, Virenque … Så faktisk kan jeg huske et løb, som reelt ikke eksisterer. Ingen har reelt kørt i den grønne pointtrøje, den prikkede bjergtrøje eller gule førertrøje. Hvad med den store sprinter Abdoujaparov eller den smukke løve Cipollini, den rolige Zülle, etc. Nej, de var alle dopet. Selv Skibby og Holm, selv den gamle Meckx (er han med i præsentationsvideoen?).

Det virker næsten som at begrebet sportsidiot giver god mening, selvom det ikke har noget med sport at gøre, men ene og alene penge. Tour de France redigerer i fortiden af hensyn til fremtidens bundlinje. Ikke af hensyn til de atleter, som voksede op i en dopingkultur; en kultur, som aldrig er skabt af rytterne, men af sportens ledere.

Det ville klæde Tour de France, at anerkende at de tjener to banker. Den ene er den finansielle, som efterhånden styrer al sport (ja, alt). Den anden er blodbanken. Problemet er, at den ene bank får bank så det batter, mens den anden stadigvæk tjener godt på at fastholde en falsk tro. Den ene bank består af mennesker, som får deres liv ødelagt, fordi de var del af en kultur, hvor det var (måske stadigvæk er) ok, at dope sig. Den anden bank … her er ingen blod, slet ingen ilt.

Fortsætter Tour de France og andre magtfulde instanser i cykelsporten på lignende vis, så kvæler de sig selv. Der er grænser for det ledelsesmæssige hykleri i cykelsporten; der er grænser for, hvor meget disse ledere kan hænge enkelte atleter ud, når den enkelte reelt viser sig, at dække dem alle sammen.

Tour de France fejrer i år alle tiders dope show, som får Marilyn Manson til at ligne Pippi Langstrømpe. Jeg elsker stadigvæk løbet på grund af rytterne, ikke på grund af de klovne, som sidder på taget af de røde biler. Der er intet fascinerende i gamle magtfulde mænd.

Så hvis ingen andre vil, vil jeg gerne takke Lance Armstrong, Bjarne Riis, Marco Pantani, Jan Ullrich og Albert Contador for godt cykelløb. Alle store vindere af et stort cykelløb.

Blog at WordPress.com.

Up ↑