Tag: Nietzsche

Pragmatism

“For empirical knowledge, like its sophisticated extension, science, is rational, not because it has a foundation but because it is a self-correcting enterprise which can put any claim in jeopardy, though not all at once.” – Wilfrid Sellars

The philosophical tradition of Pragmatism challenges the implicit assumption that our practices are necessarily inadequate and require backup from some standard or unchangeable principle that lies beyond them. This tradition argues, among many things, that there is no other world to which we can refer. Philosophy is not religion by other means; it is not babysitting, but an ongoing struggle for survival.

The reason for this post is the book Pragmatism: An Introduction, by Michael Bacon that I recently read.

Pragmatism is mainly an American story, and to some extent American philosophers tend to debate with each other. It is a closed party, which is both an advantage and a disadvantage, since, for example, the debate becomes intense but sometimes also too parochial. This book tries to provide a broader and more inclusive view.

The themes of Pragmatism are not just an American phenomenon but an interesting American phenomenon. The main difference between European and American philosophers is that many European philosophers understand philosophy, I think, as a form of life (such as the existentialist tradition from Kierkegaard, Nietzsche, and Sartre to Deleuze), which has formed many thinkers regardless of their differences. The way a person thinks, feels, and acts are part of the way they live their life. Americans (I generalize) are more philosophers by profession, although this is also a tendency that is growing in Europe.

Enough of this; let us deal with the book Pragmatism. It starts with Charles Sanders Peirce, but only because William James refers to him in a lecture given in 1898. Bacon´s book presents the history of Pragmatism through a series of profiles of prominent Pragmatists: Dewey, Rorty, Davidson, Putnam, etc. Most of these are familiar faces regardless of one’s knowledge of Pragmatism per se. The book also presents profiles of a few interesting thinkers I haven´t read; yet, such as Brandom and Bernstein.

There are beliefs that the Pragmatists share, such as the view that ideas should never become rigid ideologies that refer to transcendent norms. They believe that everything is fallible and nothing is certain in all eternity, which they understand to mean unquestionable. Several Pragmatists deal with the relationship between “the game of giving and asking for reasons.” The goal of philosophy is not truth; rather, philosophy is an ongoing inquiry that may make us wiser in overcoming the various struggles or setbacks that fill our lives.

Personally, I like the style of James and Dewey, because they write very clearly, without too much jargon. The same can be said about Rorty, although some may find him too jovial at times. In my opinion, he has written some interesting essays, for instance, one on Nabokov and cruelty, which argues that the trouble with rights is that they address predetermined forms of cruelty; the idea that everything is given makes our thinking shrink (Badiou was saying something similar in a previous post).

In one interview, Rorty said, “If we take care of freedom, truth can take care of itself,” thereby emphasizing that what is most important in philosophy is freedom, not truth. The truth does not set anyone free; it is just another example of an unquestionable postulate. Being free, however, makes one amenable to a richer understanding of life.

Another interesting figure that Bacon presents is Sellars. Sellars deals with the myth of the given by stressing that the human being is distinct in his or her ability to bring understanding to the world through the creation of concepts. His ideas lead to the views of Brandom, or some of them. One very interesting idea is that language is not merely a tool. Rather, what we do is intrinsic to the structure of language. Language is not a tool to reach a goal, as some pop-coaching methods claim; rather, the interests in a goal cannot exist prior to language. If they do, then they do not have any transformative potential, which may be why some forms of coaching often comprise a never-ending story, trying to convince the poor victim (or paying client) about the significance of the goal. This idea is also related to Brandom´s idea about negative and positive freedoms, which appears to place itself in alignment with Foucault´s idea about resistance and Deleuze’s understanding of the will to power as a will to create–that is, freedom being understood as becoming through a mixture of resistance and creation. “Without a suitable language there are some beliefs, desires, and intentions that one simply cannot have.”

Some portraits, of course, I find less interesting—es lo que hay—but in general, the book serves it purpose: it introduces the reader to a vast number of thinkers related to Pragmatism in a very precise and clear way.

In conclusion, Bacon emphasizes that Pragmatists are united in what Putnam calls “the supremacy of the agent point of view,” and what Brandom calls “the primacy of the practical,” whether this concerns knowledge, communication, reasoning, etc. A very interesting result of Pragmatism is that we—all of us human beings—are in a constant clash of mentalities (not cultures, por favor!), or of standpoints and beliefs.

New readers may start to think now.

***

If interested, see also my comment on Richard J. Bernstein’s book, Why Read Hannah Arendt Now

Socialpsykologi

Den spanske psykolog José Luis Gonzáles García har skrevet en interessant socialpsykologisk bog: La construcción social del sujeto, Psicoterapia, ideología y poder en las sociedades avanzadas.

I begyndelsen slår han tonen an: Psykologi og psykoterapi handler om frigørelse. I dag er de dog reduceret til økonomiske værktøjer, der hjælper den enkelte med at restituere, så han eller hun kan håndtere det pres, som et kapitalistisk og konkurrencepræget samfund efterspørger. Kapitalen presser mennesket. Det primære problem, er, at mennesket reduceres til noget mekanisk. Denne menneskelige reduktion medfører bl.a. stress og burnout.

García foretager en horisontal idehistorisk læsning for at vise, hvilke kræfter og magter, som til forskellige tider har været dominerende, fx religiøse, politiske og kapitaliske. Han går også i kødet på den postmoderne relativisme, hvor ”alt er lige meget værd” – en tankegang, der ofte medfører, at ingen tør sige fra eller til. Det ender nemt i en falsk pluralisme, som reelt blot dækker over en kønsløshed, idet intet jo er noget værd. García inddrager også fysikken, fx Heisenberg (som konsekvent staves med ’m’) for at tydeligøre, at observatøren og det observerede ikke er to uafhængige instanser, hvilket Newton mente (jf. mekanisk). Popper tækkes frem for at understrege, at ingen teori eller metode er ufejlbarlig. Der er ingen universel lov.

De menneskelige værdier og overbevisninger tager farve af det system, som opretholder eller skaber bestemte situationer. Eksempelvis lever vi i et kapitalistisk samfund, hvor politikere og ledere (i.e. systemet) opretholder eller skaber en social kontekst, hvor det er normalt at tro, at flere penge altid er bedre end færre. Eller, hvor stort set alt værdifastsættes i forhold til økonomi, fx hvilken opdragelsesform eller institution er mest rentabel, dvs. hvilken løn ender børn fra en Rudolf Steiner skole med kontra en privat kontra en offentlig. Gad vide om det er sådan en kalkule, der har fået den danske statsminister til at sende sine børn på en privatskole, selvom hun som øverste repræsentant for systemet har mulig for at skabe en uddannelsesmæssig situation, som ikke favoriserer familier med penge. Pointen er, at  en kapitalistisk kontekst præger mennesket i retning af egoisme, da systemet ynder at udnytte sine ressourcer uden anden målestok en bundlinjens. Det har stået på så længe, at selv nye ledere blot gør mere af det samme. Omkvædet lyder: Kan det betale sig? (og man kunne spørge: Kan det betale sig, at spørge så stivbenet?)

Problemet er, at der er for mange underdanige. Det vil sige, personer som mangler en kritisk sans, men – og det er et stort MEN – der er også tale om en kritisk sans, som selvsamme system selvfølgelig ikke favoriserer, idet fx danske politikere ønsker forskning, der skaber fakturaer eller kunst, der understøtter et opdragende og politisk formål. Samfundet former sine borgere. Dette ses, fx når de fleste former for selvhjælp blot er blevet til en anden form for konsumering, som reelt intet ændrer.

Det enkelte menneske er en receptor for de værdier, overbevisninger og ideologier, som strømmer gennem samfundet. Tænk blot på, hvordan anerkendelse er tæt forbundet med indkomst, titler og status. Her er det samfundets værdier og normer, som præger hvad idealborgeren tillægger større eller mindre anerkendelse. Af samme grund er det sociale vigtigt, jf. socialpsykologi.

Løsningen for García er ikke en eksistentialisme a la Kierkegaard, Nietzsche og Sartre – personligt finder jeg meget gods i disse tænkere. Sagen er jo den, at ’jeg’ er mange, hvilke García også nævner, men ikke helt følger op på. Derimod appellerer han for mere samarbejde. Argumentet er historisk, idet det selvfølgelig er samarbejde, ikke konkurrence, som er grunden til at mennesket har udviklet sig.

Til sidst, taler han kort om nye former for terapi. Han er ikke fortaler for en naiv socialkonstruktivisme a la: Min hjerne eller tanker skaber min virkelighed. Nej, verden er i færd med at blive. Vi lever i og med den, men ved hjælp af sproglige konstruktioner, kan vi nærme os de mange kræfter og energier, som er til stede. Af samme grund er der intet slutmål, kun praksisformer. Som Nietzsche sagde: religionen er en praksis, men dens objekt er ren og skær fiktion. Det betyder, som jeg læser ham, at terapeuten ikke skal lede patienten et bestemt sted hen, men bringe denne i kontakt med verden uden dette filter af præ-definerede værdier, ideologier og normer, som gennemsyrer kapitalistiske samfund. Det betyder endvidere, at det ikke er ’mig’, som er det aller vigtigste, men hvordan ‘jeg’ formår at give plads til det, som er i færd med at blive – måske endda række noget givende videre. Det vil sige, noget har værdi, nemlig det, som bringer liv.

Og hvad der giver liv, ved ingen jo på forhånd. Det er grunden til at livet, er så forbandet interessant.

Du må ændre dit liv

Hvad er mennesket andet end et dyr, der kræves alt for meget af?

Sådan spørger filosoffen Peter Sloterdijk i bogen You Must Change Your Life (Du må ændre dit liv). Et par linjer længere nede, skriver han: Mennesket kan ikke opfylde, hvad der kræves. Af samme grund er udsagnet: Du må ændre dit liv! for alle og ingen. Nøjagtigt, som Nietzsches filosofi. Udsagnet henvender sig nemlig direkte til en, men det taler også til alle andre. Det er ikke kun mig, som må ændre mit liv, men også dig kære læser. Der er ingen kære mor!

I dag er der ingen autoriteter, som kan udtale dette. Ingen vise mænd eller kvinder. (Vismænd er en term, som Sloterdijk griner lidt af, måske på grund af de økonomiske associationer). Den eneste autoritet, der reelt er i en position til at sige: Du må ændre dit liv! er den globale krise. Som talte jorden direkte til os. Og den eneste mulighed for at sikre menneskets fremtid, er, ved kun at række dét videre, som det vitterligt er værd at gentage for de kommende generationer.

Sloterdijk taler om immunologi, som en måde at overskride hidtidige distinktioner på; distinktioner, som ikke gør andet end hæmme, fx mellem hvad der en ens eget, og hvad der er fremmed (’os’ og ’dem’). Overskrides denne, kollapser distinktionen mellem fjende og ven ligeledes. Sagen er jo den, at min egen historie trods alt er for lille, og den fremmede behandles konsekvent for dårligt, fordi ’jeg’ bilder mig ind, at ‘min’ egen er både vigtigere og større end den i grunden er.

Sloterdijk taler endvidere om en global co-immunitet. Det er, når det universelle bliver konkret, når det romantiske bliver operationelt. En universel co-operativ askese. Det hele munder ud i følgende opfordring: Mennesket må tage en beslutning, nemlig den, at påtage sig de gode vaner for fælles overlevelse. Dette valg skal tydeliggøres igennem den enkeltes daglige øvelser. Det vil sige vedkommendes daglige og frie tilgang til livet. Askese kommer af det græske ord áskesis og betyder øvelse eller træning. Nietzsche var en af de første, der påpegede at moralen inddeler askesen i henholdsvis de sunde og de syge, hvor sidstnævnte ender i afmagt. En træning fokuserer i stedet for på at udvide sine evner, som altså ikke skal ses indenfor en allerede given målestok (jf. det frie og ikke-normative).

I bogen præsenterer Sloterdijk et imponerende vue over mennesket, som en tilblivende væsen, der træner og øver sig på at blive menneske. Der er mange teknikker i bogen, fx filosofiske, buddhistiske, hinduistiske, etc. som behandles sagligt og vidende. Der er ikke tale om religion, men om akrobatik. Sloterdijk spiller på ordet akrobatiks etymologi, når han betoner hvordan den menneskelige udvikling er forbundet med en kreativ praksis, hvor det handler om at komme oven på. Gå på tæerne.

Forfatterens antropo-teknik fokuserer på den form for praksis, øvelse og træning, som især er kendetegnende for kunsten. Livskunsten, som en etik hvilket jeg selv forsøgte at udfolde i forbindelse med Jørgen Leth. Et andet eksempel kunne være sultekunstneren, der formår at overvinde naturen, idet sulten fortrænges til fordel for et større behov, nemlig behovet for at skabe, skrive. Eller, et digt af Rainer Maria Rilke, hvor der står: ”for there is no place/ that does not see you. You must change your life.”

Digtet er Rilkes hyldest til Rodins skulptur af Apollos torso, hvor pointen for Sloterdijk netop er, at kunstneren (Rilke) bliver en seer, fordi han ser at tingen (i.e. torsoen) har noget at sige, som overskrider velkendte dikotomier (jf. akrobatik). Når deltageren eller beskueren investerer i subjekt-objekt relationen, så nedbrydes denne distinktion i en form for blandet legeme. At se betyder i grunden, at tro på det sete, hvilket enhver med lidt øvelse og træning er i stand til. Det svarer til at være i stand til at se resten af Apollos krop, selvom Rodin kun har skulpteret en torso.

For Sloterdijk er livet en lang anden fødsel, hvor mennesket træner, ”an exercise of existence.” Sloterdijks styrke er hans evne til at skrive klart og bredt, men stadigvæk ret præcist. Hans projekt kan føres tilbage til forfatterens artikel Regeln für den Menchenpark, som blev bragt i Der Spiegel i 1999. Det var også første gang jeg hørte om Sloterdijk. Jeg kan huske, at han var omtalt som en ny Nietzsche, hvilket fik mig til at købe Der Spiegel og læse artiklen. Jeg skal dog ærligt tilstå, at jeg i 1999 ikke forstod, hvor radikal og interessant han i grunden er. Nu er jeg i bedre træning.

Hvad er det, som gør kunstneren værd at beskæftige sig med? Det er ikke kunstens systemiske selvreference, hvor kunstnere, gallerister, kuratorer, redaktører og kunstskribenter gnider sig opad hinanden i en fælles ekshibitionistisk glæde. En pseudoreligiøs eskapisme. Ej heller kunstneren som en ny guddom, der jo ikke understreger andet end et behov for guddomme. Ak nej. Sloterdijk drager sågar en parallel mellem sportens doping og kunsten, idet kunst i større og større grad blot eksisterer for kunstsystemets egen skyld. F.eks. gallerister der køber deres egne kunstners værker til overpris, hvorved de fastholder kunstnerens markedværdi.

Sloterdijk er dog ikke interesseret i kunstneren, som en selviscenesat klovn, men akrobaten. Han er interesseret i den kunst, der formår at tydeliggøre, hvad der er værd at gentage, og hvad der ikke er værd at gentage. En praksis, der placerer sig mellem Arendts aktive og kontemplative liv, en livspraksis eller livskunst (jf Leth).

I en tid, hvor det vælter ud med bøger, der kan hjælpe den enkelte med at vælge sig selv, snurre rundt om sig selv, græde over sig selv (især egen godhed), er det befriende med en filosofisk bog, der tager den menneskelige træning og øvelse seriøst. Det er en klog bog. Det er en lang bog. Det er en fornøjelig bog. En overbevisende bog. Det er en bog om livskunst, der især henter sin inspiration hos Nietzsche og den tidlige og sene Foucault (ikke den gale!), til dels hos Heidegger. Livet som en workshop. På alle måder en bog, der er værd at læse for enhver, da ingen trods alt kan det hele. Det kan ikke være anderledes: Du må ændre dit liv!

Deleuze og etik

Den franske filosof Gilles Deleuze (1925-1995) er blevet kaldt mange ting, fx og’ets filosof. Hans tanker etablerer en løbende dialog på tværs af felter, der lidt skolelæreagtigt opdeles i henholdsvis filosofi versus skønlitteratur, eller æstetik versus erkendelsesteori. Denne lidt rigide inddeling går tilbage til Kant. Når Deleuze beskæftiger sig med film eller litteratur, er det dog på grund af de erkendelser, som florerer i litteratur og film. De erkendelser, som genereres i en læsning af Marcel Proust er selvfølgelig ikke mindre værd end de erkendelser, som genereres i en læsning af Bergson, Nietzsche eller Spinoza. Det, som synes at forbinde alle Deleuzes bøger (inklusiv de fire han skrev sammen med Félix Guattari) er en etik, forstået som en måde at leve på, en eksistensmåde eller livsform. En forbindende praksis (apropos og’et). De guidende spørgsmål i denne praksis er: Hvilke kræfter er i spil? Hvordan fungerer de? Hvad muliggør de?

I de seneste år har der været en eksplosiv vækst af bøger med ”Deleuze” i titlen, ofte i form af ”Deleuze og ’X’”, hvor x’et i teorien kunne være hvad som helst. Kritiske røster spørger: Er der tale om en filosofi på samlebånd? Jeg ved det ikke. Selv har jeg kun læst Michael Hardts Deleuze-bog fra halvfemserne før antologien Deleuze and Ethics, som jeg vil omtale her. (Hardts bog læste jeg i forbindelse med et Skizofreni og kapitalisme-kursus, som Hardt holdte på Duke). Nærværende antologi giver nu ikke grund til bekymring, selvom der sikkert er en del redundans, da flere af de samme kommentatorer går igen. Dog er det vigtigt at understrege, at det aldrig kan blive en filosofs problem, at han eller hun læses med hovedet under armen. Generelt er det en god ide, at være påpasselig med sekundærlitteratur – især indtil man selv har fået et rimeligt begreb om tankerne, ellers bliver man nemt forført eller ligefrem hæmmet i et frit møde med teksten.

Nå, ikke mere tilløb. Den pågældende antologi er redigeret af Nathan Jun og Daniel W. Smith – sidstnævnte har, apropos Deleuze-kommentatorer, skrevet en fornemt forord til essaysamlingen Critical and Clinical. Bogen rummer flere gode artikler, fx Jeffrey Bells, der sagligt viser hvorfor Deleuze og Guattari ikke legitimerer det, som Boltanski og Chiapello kalder Den nye kapitalistiske ånd. Problemet er, at Deleuze og Guattari nok anvender begreber som i dag er inkorporeret i kapitalen (hvilke begreber er ikke det?), men de forstår noget andet end en business manager, når de taler om kreativitet og opfindsomhed. Problemet er snarere at kapitalen ikke er fri nok, idet den konstant bremser tilblivelsesprocessen. Kapitalen vil i mål, mens Deleuze og Guattari vil mere. Det kan tilføjes, at kapitalen sjældent er særligt udviklende, idet den konstant sætter nye mål på baggrund af fortidens succeshistorier.

Et af de bedste bidrag er Levi R. Bryants. Han viser, hvordan man kan tænke etisk med Deleuze. Etiske problemer handler ikke om, hvorvidt man må stjæle eller slå ihjel eller overholde en kontrakt – med mindre man er inkarneret idiot. Derimod handler det om beslutninger, hvor det er lidt mere kompliceret, hvad der er godt eller mindre godt, fx i spørgsmål om vaccinationer af raske personer (hans eksempel). Udfordringen er, at gøre sig værdig til det, som rent faktisk finder sted. Det sker ved at erkende, at vi ikke har andre våben end vores kritiske sans og intuitive evne til at opfinde nye problemer. Bryant spørger: Hvordan komponerer vi os videre på sådan en måde, at vi fremmer styrken til at handle? Spørgsmålet er en del af den etiske praksis. Eksempelvis handler det ikke om at spørge, hvordan vi bør handle; men i stedet for spørge: Hvad er også muligt? Hvad åbner situationen op for? Dette er en måde at problematisere på, som er etisk.

Både Daniel W. Smith og Anthony Ullmanns artikler er præcise. De handler begge om, hvordan en immanent-etik kan åbne op for nye måde at tænke på, som en forskel mellem to former for affekter, nemlig den aktive og den passive, hvor den første øger vores magt til handle, mens den anden leder os fluks ind i impotensens ulidelige verden. Spinoza og Nietzsches immanenstænkning er mærkbar. De er begge klassisk filosofihistoriske, selvom Ullmann også berører det bioetiske. William James behandler spørgsmålet om døden, hvor han blandt andet viser at døden altid kommer ude fra, hvorved det pludseligt bliver muligt for et liv at dø. Døden versus at dø.

Deleuzes pointe, som går igen i de fleste artikler, er, at det transcendente (det som ligger udenfor vores erfaring) er hæmmende. Det kan fx være at fælde en dom baseret på transcendente normer eller universelle værdier, hvilket altid undertrykker muligheden for tilblivelsen af noget nyt, noget andet. Det transcendente, uanset hvor smukt det end er, er altid et eksempel på afmagt. Der er tale om en etik, der vil mere, blive mere, skabe nye forbindelser af liv. Dette understreger, at etikken er en eksistentiel praksis, hvor den enkelte livsform eksperimenterer med livet ved at forholde sig produktivt til det, som sker, uden et prædefineret retteark at forholde sig til. Det kræver mod. Det kræver fantasi. Det kræver frihed til at blive. Det kræver på mange det, som det digteren Arthur Rimbaud skrev i det såkaldte ”seer-brevet”, mens han endnu var teenager. Der står noget i retning af: Digteren må blive seende i kraft af en intens omkalfatring af hele sanseapparatet … Digteren må gennemsøge sig selv … udstøde al giften i sig selv … han må gå igennem tortur … han må aktivere sine supermenneskelige styrker … hvorved han bliver den store forbandet (ramt af forbandelse!) – og den højeste lærde mand! – fordi han har nået det ukendte.

Det ukendte … at konfrontere ens ignorance. Hvad er også muligt? Et muligt svar er at tage et skridt ind i det ukendte. Eksperimentere. Det er det, som gør Deleuzes filosofi etisk. Det ”gode” ligger efterfølgende i at række det ukendte videre til nye generationer, som ikke blot skal gentage det nu kendte (qua virkeliggjort), men derimod lade sig inspirere til selv at tænke nyt, til selv at turde blive etisk, til selv at nå ukendt terræn. Tænke hinsides det alt for menneskelige. Producere nye kreative linjer af liv. Det er et spørgsmål om, hvordan den enkelte folder livets kræfter, hvorved man ikke producerer et nyt subjekt (fx en bedre version af migselv, ak nej), men et kunstværk (som Deleuze skriver et sted). En givende organisering af et møde mellem kræfter.

Antologien er en interessant samtalepartner, hvis man har et vist kendskab til Deleuze – og lidt til etik. Det kunne dog have været interessant med en lidt mere kritisk artikel, fx hvordan det at overtage magten (vende styrkeforholdet) ofte hænger sammen med en løsrivelse fra det, som ikke medfører andet end afmagt. Det, som er udenfor ens råderum. Plæderer Deleuze for et fredfyldt sind, mens naboens lokum brænder, fordi det netop ’kun’ er naboens? Eller, adskiller Deleuze sig netop her fra stoikerne, idet hans filosofi ikke vender den enkelte mod sig selv, men mod verden? For mig at se er Deleuzes filosofi verdensvendt. Den gransker ikke selvet, Den er ikke båret af medlidenhed. Snarere af kreative transformationer, som til tider kan virke kyniske. At ville livet kræver et anstrengende engagement, som også tydeliggør at en kreativ skabelse hos Deleuze på ingen måde er beslægtet med den kreative klasses forståelse heraf.

Positiv psykologi

I det følgende vil jeg omtale positiv psykologi, som den præsenteres i de populærvidenskabelige bøger Learned Optimism, Authentic Happiness og Flourish. Alle tre er skrevet af psykologen Martin E. P. Seligman, som er en af ophavsmændene til denne psykologiske retning.

Lad os begynde med noget mindre positivt, fx en depression. Ifølge Seligman kan en depression forstås ved hjælp af tre samspillende ting: jeg, vi og selvværd. Seligman skriver om depression:

  1. Når jeget fejler i henhold til eget selvbillede, fx ikke lever op til egne mål og ambitioner.
  2. Når individuelle fejl eller tilbageslag ikke bliver afhjulpet, perspektiveret eller nuanceret af et større og stærkere ’vi’, fx en familie, et samfund, en fællesskab. De sociale institutioner er i dag svækket, hvorfor individet er blevet mere sårbart, der er ingen kære mor.
  3. En persons selvværd kan ses som et symptom på, hvordan et menneske håndterer livet, som igen er afhængig af 1 og 2.

Det minder lidt om Martin Bubers Jeg og du, hvor det er mødet eller relation mellem ’jeg’ og ’du’ (her ’vi’), som udgør grundforholdet i et ethvert liv. Mødet med de andre er altid givende.

Det, som Seligman opdagede i 70’erne var, at en ændring fra en pessimistisk til en mere optimistisk tilgang til livet kunne forebygge eller forhindre depression og angst. Han påpegede ligeledes, at hvis børn lærer at tænke optimistisk før puberteten, men sent nok i barndommen til at de er metakognitive (tænke om det at tænke), er det en frugtbar strategi, når de drejer sig om depression og velvære. Børn overtager tit sine forældres tilgang.

Positiv psykologi er ligetil. Helt Monty Pynthon-agtigt drejer det sig om ”always look on the bright side of life”. Enten er du optimist eller pessimist. Det, der kendetegner en pessimist er, at vedkommende har en tendens til at tro at dårlige hændelser vil vare ved, at de vil underminere alt og, at det hele er den enkeltes egen fejl. Modsat vil en optimist se et nederlag, som noget temporært; optimisten tror heller ikke, at et nederlag er vedkommendes fejl alene. Derimod betoner optimisten at tingene ses i sin rette kontekst. Optimister har det med at møde modstand, som en udfordring, der inspirerer til mere hårdt arbejde. Pessimisten føler sig let forfulgt af livet, som var lige netop han specielt hårdt ramt. Mulige indvendinger er selvfølgelig, at optimisten kommer til at fremstå ukritisk overfor egen præstation, eller måske ligefrem undskylder denne ved at bebrejde andre (fodboldtræneren José Mourinho er en klassisk optimist, hvorfor han også er ganske succesfuld).

Det, som positiv psykologi hævder er, at en pessimist kan lære at blive mere optimistisk ved at tilegne sig nye kognitive færdigheder, eller fx ved fokusere på en persons karakterstyrker. Kendetegnede for pessimisme er hjælpeløshed. En form for afmagt eller impotens. Uanset, hvad du gør, så sker der ingenting. Hjælpeløsheden er den form for resignation, som de fleste af os nok har oplevet, når vi gentagende gange afvises med et forehavende. Vi accepterer, vi resignerer. Pointen er dog, at finde nye kreative veje, hvorved man undgå denne følelse af afmagt, idet det i længden er trættende at tale til dør. Det positive i positive psykologi er netop denne simple grundide om, at et menneske gerne vil forbedre sig, overkomme sådanne forhindringer, idet de færreste drømmer om at blive dårligere til at leve.

Pointen bliver tydeligere. Ethvert liv begynder i hjælpeløshed, men i kraft af en gradvist voksende personlig kontrol, vilje og styrke bliver det gradvist muligt at ændre ting, hvilket er det modsatte af hjælpeløshed. Det er en bevægelse fra at reagere til at agere, eller fra at fokusere på instinkter til at fokusere på læring. Forskning viser, at mennesker der har for vane at tænke pessimistisk forvandler flere af livets tilbageslag eller modgang til noget katastrofalt. Ofte forvandler pessimisten egen uskyldighed til skyld. Der er noget moraliserende på spil, da moral ligeledes har det med at producere ofrer.

Moralen har ofte været psykoanalysens problem. Fx frigjorde Lacan psykoanalysen fra denne normative tendens. Han viste, at man må skelne mellem Jeg’et, som er en imaginær enhedsfigur og Subjektet. Ifølge Lacan har subjektet ikke nogen substans eller ’natur’, men afhænger af sprogets kontingente udvikling og begærobjekternes singulære historie. Det vil sige, at enhver opfattelse af den psykoanalytiske behandling – en genoprettelse af et ’normalt’ begær – er en skrøne, idet der ikke nogen norm der kan understøtte ideen om et ’menneskeligt subjekt’ med særlige pligter og rettigheder. Deleuze og Guattari tænker videre, når de både bryder med Freuds ødipale trekant (mor, far, mig), og når de tænker udover det ubevidste. I stedet for taler de om iboende kræfter, og mennesket som maskinelt, det vil sige forbindende uden nogen form for skabelon eller hierarki. Den lille pige lider ikke af ødipale drømme om at gifte sig med Erik, fordi han kan erstatte hendes far, etc. Måske er Erik bare sød og lækker.

Tilbage til positiv psykologi. Ideerne udspringer af tresserne, hvor det ikke længere var nok at kunne forklare alt i velkendte pressefolder. Proces og forandring kom i fokus (som de havde været det for Bergson nogle år tidligere). Det er specielt adfærdspsykologiens ”hvis, så”-logik, der bliver kritiseret. Psykologien bevægede sig gradvist mod et større fokus på det enkelte individs forventninger, præferencer, beslutninger, kontrol, disciplin og hjælpeløshed.  Indtil 80’erne var der fx to måder, hvorpå man kunne tale om depression: Psykoanalytisk og biomedicinsk. Den psykoanalytiske, der er baseret på Freuds arbejde, her forstås depression som en vrede vendt mod en selv, fx når den depressive ser sig selv som værdiløs, uden funktion.  Depressionen er et produkt af konflikter i barndommen, som ikke er blevet løst. I forlængelse heraf har vi også arvet dybdemetaforikken, fx dybe spørgsmål eller dybsindighed. Seligman påpeger at individet bliver gjort til et offer, idet en karakterbrist nærmest har forårsaget den depression, som vedkommende lider af. Den lidende ønsker sin lidelse qua sin karakter. For Freud kan der være noget motiverende i denne form for afstraffelse af en selv – der er selvfølgelig klare religiøse paralleller. For Seligman handler det om at fokusere på ens styrker, som måske har været undermineret på af grund alt for trykkende normative idealer.

Den biomedicinske tilgang påpeger at depression er et udslag af en dårlig fungerende hjerne. Seligman m.fl. siger ikke, at der ikke er behov for medicinsk behandling, men de påpeger at mange lidelser kan afhjælpes mere simpelt. Et par vejledende spørgsmål lyder:

  • Hvad, hvis en depression ikke er en sygdom, men en ekstrem lav sindsstemning?
  • Hvad, hvis individet ikke er offer af fortiden, men initieret af nutidige kræfter?
  • Hvad, hvis en depression opstår i kraft af ens pessimistiske tilgang til de tilbageslag og ulykker, som ethvert liv rummer?
  • Hvad, hvis tilgangen er altafgørende?

Det, som er på spil er “the power of non-negative thinking”. Styrken ved ikke at tænke negativt. Dette er typisk stedet, hvor de mere seriøse skilles fra de mindre seriøse, idet negative tænkning ikke er det samme, som en kritikfri tænkning. Kritikken er nødvendighed for at forholde sig til de endnu ikke virkeliggjorte muligheder, etc. Der, hvor frygten for kritik bliver til en kønsløs positiv tænkning forsvinder ethvert forandringspotentiale. Hvilket ofte sker, når disse tanker inkorporeres ukritisk i en økonomisk sammenhæng, hvorved de nemt ender i en blind form for anerkendelse, der ikke producerer andet end tanketomme mennesker, der ikke formår at vurdere en given situation, fordi det hele bare er så forbandet godt. Det er med andre ord vigtigt at besidde en veludviklet intuition eller dømmekraft, som kan sikre at man rent faktisk lærer af ens erfaringer. En kønsløs positivisme strider sågar imod kognitiv terapi, hvor den enkelte jo forholder sig kritisk og evaluerende til sig selv. Et mere interessant spørgsmål er selvfølgelig om et ’selv’ vitterligt kan træde ud af sig ’selv’, eller om et ’selv’ er givet, men her bevæger vi os over i en ontologisk diskussion.

Positiv psykologi er dog ikke helt uden skyld i den lidt for frelste hymne. Et sted skriver Seligman, at det ikke er særligt opbyggeligt at lytte til Eminem (hvorved han moralisere, selvom han hævder at være deskriptiv). Men faktisk kan man få meget positivt ud af at lytte til Eminems vrede, hans usikkerhed og had, da Eminem på mange måder virker mere tilfreds for hver gang han skråler sin gamle kærestes navn krydret med et par negative tillægsord. Pointen er selvfølgelig at Eminem ikke arbejder ud fra et sukkersødt ideal, men derimod arbejder med de kræfter som rør sig i ham. Det betyder også at Eminem på sigt opnår det, som mange positive psykologer stræber efter, nemlig velvære. (Seligman udskifter selv begrebet lykke med flourish, der ligger tættere på Aristoteles eudaimonia, som ikke kun betyder lykke, men snarere dét, som gør et liv værd at leve). Eminem tydeliggør, er jeg sikker på, at vi kan lære meget positivt i det negative. Jeg er nok ikke den eneste, der ligefrem kan finde glæde i Eminem og Linkin Parks vrede og aggressivitet. Sådan er livet jo også. Hvem ville ikke hænge sig i laden, hvis livet var en lang Keld og Hilda-sang?

Positiv psykologi bryder med adfærdspsykologiens forestilling om læring – en ændring i respons – som noget, der kun sker i kraft af straf og belønning. Adfærdspsykologerne overså de menneskelige kræfters betydning for læring, idet de overså begreber som tænkning, forventning, hukommelse, drømme, fantasier, ambitioner, etc. Adfærdspsykologien gjorde mennesket et dyr, et offer (hvilket jo ligeledes er sket på mange arbejdspladser, når disse kun formår at tænke læring og motivation i forhold til straf og belønning, eller kun tænker på at minimere stress for at højne produktiviteten. Hvor mange æg skal en høne lægge før den begynder at anvende prævention?). Heldigvis er der mennesker, som ikke vil gøres til et offer; de kæmper imod, hvilket kræver en stor anstrengelse, der ofte hyldes af de andre og vækker stor taknemmelighed, fordi modstanden jo understreger at mennesket ikke er givet.

Det positive i positiv psykologi er dens fokus på den specifikke situation, som noget singulært, ikke noget universelt.

Hvad åbner et møde op for? I Flourish beskriver Seligman positiv psykologi, som en teori om velvære eller trivsel, hvor den forsøger at kigge på positive emotioner, engagement, mening, positive relationer og bedrifter (det er den del, som for alvor blomstrede op i midt 90’erne). Ideen er at ens velvære kan optimeres ved at justere på de pågældende parametre. Desværre synes visse positive psykologer (eller groupies), at genindføre ideen om det universelle, fx når jagten på lykke gøres til et normativt krav, eller at en bestemt form engagement er et must, hvilket ofte kan have den stik modsatte effekt, nemlig at du bliver mere og mere ulykkelig.

Ambitionen er, at den enkelte på et tidspunkt får et tilstrækkeligt kendskab til sig selv, hvorved vedkommende kan tage vare på sig selv. Dette drejer sig ikke om normer, men om evnen til at folde tingene ud. Selvrealisering bliver til afrealisering i konstruktionen af nye former for liv (her er Nietzsche selvfølgelig stadigvæk foran). Dette er velkendte tanker, som er behandlet både af de gamle grækere og, fx Michel Foucault i hans sexede trilogi. Folk der ikke tager ved lære, formår sjældent at kende sig selv nok til at tage vare på sig selv, det vil sige blive uden endemål. I stedet for bliver de nemt en byrde for andre, som må tage vare på dem. Her kunne man godt forestille sig at en normativ brug af positiv psykologi rent faktisk medfører, at færre formår at tage vare på sig selv. Tværtimod. De bliver nærmest fremmedgjorte eller tingsliggjorte, hvorved de så søger hjælp hos nogen, der så blot tilbyder endnu et normativt ideal. Det er en ond spiral. Desværre kan det for mange være svært at bryde ud af de normative bølger, især når flere og flere anerkendes for at leve på en bestemt måde. Økonomien er adfærdsregulerende, hvorfor denne også egner sig bedst til organiseringen af en hundekennel. Positiv psykologi har til dels brudt med en normativ og hæmmende tilgang, men er måske i gang med at erstatte et ideal med et andet (eller også opererer den bare indenfor adfærdsøkonomien, hvorved den blot sparker positive huller i luften, idet den bliver en del af den ulidelige ukritiske anerkendelses-bølge, som på ingen måde virker frigørende).

Med hensyn til bøgerne, så er Learned Optimism og Flourish at foretrække. De er generøse med referencer til andre studier indenfor positiv psykologi (fx mening, positive relationer mv.), hvor interesserede så efterfølgende kan finde forskningsartikler på nettet (ofte gratis). Den tredje bog er rimelig tynd. Alle tre er letlæst, hvilket her er positivt.

Er det værd at gentage?

Everything becomes and recurs eternally — escape is impossible!

— Friedrich Nietzsche

Hvis der er en etik, er det den: Den evige gentagelse. Her er det nemlig fremtiden, som gentages. Det, der er værd at række videre, som et midlertidigt fundament for fremtidig skabelse. Det lyder måske uklart, men det svarer til de situationer, hvor du en gang imellem læser den samme bog igen, eller ser den samme film flere gange.

Hvad gør dem denne gentagelse værdig?

Hvad åbner gentagelsen op for?

Hvis du ikke orker at gentage en bestemt aktivitet igen i morgen, hvorfor så gøre den i dag (med mindre selve aktiviteten i dag eliminerer aktiviteten i morgen)?

Det, der er værd at gentage er det, som i morgen gør det muligt at opfinde nye måder at tænke og leve på. Hvis skoene allerede klemmer i dag, så smid dem dog ud.

Dette her skulle have været en anmeldelse af en Nietzsches bøger. Dernæst af en bog om Nietzsche. Dernæst en anden bog om Nietzsche. Men jeg kunne ikke lige finde en vinkel. Jeg vil gerne anbefale to styks, som er gode. Den ene er dansk og skrevet af Mette Blok. Den hedder Nietzsche som etikker her tages de tidligere værker op, hvorefter de knyttes sammen med de senere. Hun viser overbevisende, hvordan især den engelsksprogede moralfilosofi har haf det svært med tyskeren. Den anden bog er klassikeren Nietzsche: Philosopher, Psychiatrist and Antichrist af Walter Kaufmann, som også har oversat flere af Nietzsches bøger til engelsk. Her får man hele historien, som den tog sig ud for 50 år siden. Der er faktisk flere sammenfald i de to bøger, fx at begrebet selvrealisering for Nietzsche handler mere om selvafvikling eller selvovervindelse. Dette kunne tidens mange profeter lære lidt af.

Ellers er et godt sted at starte Således talte Zarahustra. Jeg læste den i gymnasiet for første gang. Siden har jeg læst den igen, fordi den er værd at genlæse og gentage.

Blog at WordPress.com.

Up ↑