Psykologen Viktor Frankl var en hovedfigurerne bag den psykologiske praksis, der kaldes logoterapi. Det er en praksis, der – modsat psykoanalysen – kigger fremad i stedet for bagud. Han arbejdede på ideen i starten af fyrrene inden han blev sendt til en tysk koncentrationslejr. Dette ophold var med til at skærpe hans ide om meningens betydning med hensyn til at leve et givende liv. Det har han skrevet om i bogen Man’s Search for Meaning – en gammel klassiker. Det er ikke en videnskabelig afhandling, og som sådan er tankerne heller ikke epokegørende, men ikke desto mindre er den stadigvæk et forfriskende pust i disse omklamrende selvhjælpstider.

For Frankl handler det om at skabe mening eller finde noget, som kan give en mening. Nu er mening selvfølgelig et omdiskuteret filosofisk begreb, men hvis vi undlader alle digressionerne, er Frankls forståelse af mening meget dagligdags, lidt a la Wittgensteins. Det afhænger af konteksten. Det er konteksten, som er afgørende for, hvorvidt noget virker brugbart eller funktionelt. Tag fx en person uden arbejde. Dette kan for mange være lig med en meningsløs tilværelse, fordi vedkommende ikke føler sig brugbar, fordi vedkommende ikke føler at hun har en funktion. Pointen er at begrebet er relationelt, og ikke noget indre, fx en eller anden proces i hjernen. Det er heller ikke betinget af en ultimativ reference, fx en Gud.

Ifølge logoterapi er der tre måder, hvorpå en person kan opdage (eller skabe, tilføjer jeg) mening i sit liv:

1. ved at arbejde eller gøre en tjeneste (fx den gestus det er at dele ens sidste stykke brød med en kammerat i en koncentrationslejr),
2. ved at erfare noget, eller støde ind i en person eller ide (fx møde noget, der kan forvandle en),
3. i kraft af vores tilgang til det ubærlige, selve livets lidelser.

Livet er med andre ord ikke en søgen efter glæder og fornøjelser, som Freud sagde. Heller ikke magt, som Adler sagde, men ene og alene mening. Helt kort, så kan en persons jagt efter lykke og glæde være lige netop det, som gør vedkommende ulykkelig. Lykke er ikke andet end en sidegevinst ved at leve et meningsfuldt liv. Et bingo-begreb.

Grundideen kan koges ned til et Nietzsche-citat, som Frankl selv nævner et par steder, det lyder: Den, som har et HVORFOR at leve for, kan bære næsten et hvilken som helst HVORDAN. Pointen er, at det er nemmere at overkomme en lidelse, hvis der er noget, som understreger grunden til at man ikke skal give op, men netop konfrontere lidelsen og leve videre – på trods. En vilje til skabelse, måske. En kreativ kraft. I den forbindelse citerer Frankl Spinoza, som i sin Etik skriver: ”Emotion, which is suffering, ceases to be suffering as soon as we form a clear and precise picture of it.”

Frankls styrker ligger i hans mange praktiske eksempler, hvor HVORFOR A.K.A. det meningsfulde kan være alt lige fra at færdiggøre et projekt; etablere et projekt; udvikle nye kapaciteter, hvorved forhindringer kan overvindes; blive et bedre menneske; gense sine børn; ironisere over eget begær, perspektivere ens liv, etc. Det er et forsøg på at gøre sig værdig til ens situation. Hvilket er muligt i kraft af det enkelte menneskes frihed til at forholde sig til det skete på en ansvarlig, men personlig måde.

Jeg kan huske, da jeg selv afsluttede mit PhD-forløb, og ønskede at bruge min tid på at skrive, så sagde min vejleder filosoffen Ole Fogh Kirkeby noget i retning af: Det er vigtigt at have et projekt for ikke at smuldre hen. Mit første projekt blev derfor en samtalebog med ham (kan læses her), som ligeledes var en passende affyringsrampe for et forløb med et givende og inspirerende menneske. Det er vigtigt, at meningen ikke bliver en bastant afslutning eller et endemål, men noget som blot rækker videre. En ny bog, etc.

Har bogen en relevans i dag? Ja. Frankl retter en berettiget kritik af det kan kalder den herskende metalhygiejne, der moraliserer. Fx, når denne fortæller HVAD et menneske bør og skal gøre for at blive lykkeligt. Han er fortaler for en fundamental ændring (anno 1950) med hensyn til vores tilgang til livet. Det drejer sig ikke om, hvad den enkelte forventer af livet, men hvad livet forventer af os. For Frankl er det vigtigere at handle end at meditere og reflektere.

Bogen er præcis i sit brud med lykkens monopol-tænkning, som ofte ikke producerer andet end ulykke, hvilket dernæst producerer mere ulykke, da det nærmest er ulovligt at være trist, selvom denne tristhed netop kan medvirke til at vedkommende genvinder magten eller styrken over livets besværligheder. En sådan følelse kan skærpe ens vilje til at skabe mening. Og dette hænger sammen med ideen om at et menneske ikke besidder en fri vilje, men friheden til at vælge HVORDAN hun vil forholde sig til omstændighederne. Det vil sige, vokse med begivenheden i stedet for at klandre den, for ikke lige at passe ens forventninger.

En fin lille bog.