Grumset catalansk nationalisme

Den 11. september 1714 blev Barcelona besejret af den spanske hær; en hær, der blev ledet af den spanske konge Philip den V.

Siden denne skæbnevanger dag har den 11. september været Cataloniens nationaldag. Skønt Catalonien ikke er en nation. Endnu.

Cataloniens historie er fuld af krige. Regionen har været underlagt Rom, muslimer og Spanien.

I 1137 blev Catalonien en del af det spanske rige. I de følgende mange år var Catalonien en spansk region med særlige rettigheder.

I 1701 udbrød der krig om den kongelige spanske arvefølge. Her valgte Catalonien at heppe på Østrig, hvilket var en strategisk dårlig beslutning. Eventyret sluttede for alvor i 1714, hvor regionen mistede sin særstatus.

Kigger man nærmere på historien, er det dog ikke sådan, at Catalonien ikke selv har udlevet imperialistiske drømme.

Eksempelvis tales der catalansk visse steder i Frankrig, Spanien, Andorra og Italien. Catalonierne truede de steder befolkningen med fængsel eller døden, hvis de ikke talte catalansk.

Faktisk er der steder i Sicilien, hvor forældre siger til deres uartige børn: »Opfør dig ordentligt ellers kommer catalonierne.«

Historien er altid mere grumset end en fodboldkamp.

Den spanske borgerkrig, der hærgede i landet fra 1936 til 1939, var eksempelvis ikke en kamp mellem Madrid og Barcelona. Sådan bliver det nogle gange udlagt – måske især af F.C. Barcelonas fodboldtilhængere, der dermed overser at Madrid var den sidste by der faldt for Francos tropper.

Borgerkrigen var en lidelse for mennesker alle steder i Spanien.

Spoles tiden frem til Catalonien anno 2014, er historien ligeledes kompliceret. Det skyldes til dels at historien altid er til debat qua kilder og metoder, men også at historien ofte anvendes politisk.

Der er eksempler på konferencer, hvor historikere, som er fagligt uenige med hensyn til den catalanske nations undfangelsesdato, ikke er blevet inviteret. Der var altså ikke tale om forskning, men om propaganda, idet resultatet var givet på forhånd.

Fornylig holdt museet og kulturinstitutionen CCCB i Barcelona en debataften, der handlede om den catalanske selvstændighed og identitetsdannelse. Her var alle de inviterede talere enige om, at det var det rigtige at blive en selvstændig nation.

Flere, som jeg talte med, virkede frustreret over den manglende debat i CCCB.

Propaganda og kontrol er der nok af. Eksempelvis har den catalanske præsident Artur Mas, som har regeret siden 2010, bedt det lokale styre – la Generalitat – straffe tre lokale radiostationer med en bøde, fordi de ikke reklamerede for proforma valget den 9. november.

De fleste nærer en vis sympati for en sag, når de hører, at den handler om frihed. Frihed er et positivt begreb – om end et begreb, der kan være svært at definere uden at ødelægge begrebets kraft.

Catalonien vil gerne blive fri fra Spanien. Faktisk er hele den catalanske identitet knyttet op på ikke at være Spanien.

Catalonien er ikke Spanien, står der på bannere, når Barcelona spiller vigtige fodboldkampe. Det er en negativ identitet, som – sådan vurderer de fleste iagttagere – kan mønstre cirka halvdelen af Cataloniens befolkningen. Regionen er tvedelt.

Proforma valget den 9. November gav et klart ja til selvstændighed, men valgprocenten var lav – omkring 32%. Den lave valgdeltagelse skyldes angiveligt, at valget ingen juridisk eller demokratisk kraft havde.

Så frihedskampen fortsætter. Præsidenten Artur Mas har satset hele sit karriere på selvstændighed. Han er stædig.

Uagtet, hvorvidt et flertal ønsker selvstændighed eller ej, går projektet ud på at blive en selvstændig nation.

Den anerkendte spanske og catalanske filosof Victoria Camps har udtalt i avisen El Diario, at »det største problem ikke er flaget, men pengene.« Selvstændighedskampen er motiveret af penge.

Catalonien er Spaniens rigeste region. Et industrielt og turistmæssigt lokomotiv.  Når vi i Danmark – nok mest i sjov – siger om spanierne, at de altid siger: Mañana mañana, så gælder det ikke catalonierne.

I hvert fald ikke ifølge catalonierne selv. De siger nemlig det samme om spanierne. Siesta er ligeledes et spansk fænomen. Tid er som bekendt penge, og penge er vigtige i Catalonien.

Catalonien er den region i Europa, hvor udbredelsen af private uddannelser er størst, fx privatskoler. Andelen af privatskoler er på mere end 40 procent.

Når friheds- og selvstændighedstrangen er motiveret af penge, hænger det blandt andet sammen med at regionen betaler flere penge end andre regioner i Spanien til Madrid, som derefter distribuerer dette beløb til resten af Spanien, fx til de mindre rige regioner.

Det irriterer flere cataloniere – især nu, hvor der har været finansiel tørke. Og det bekymrer dem, fordi de ikke føler nogen solidaritet med resten af Spanien. Tværtimod. Der er flere som føler, at Catalonien er okkuperet af Spanien.

På den catalanske nationaldag i år, mødte jeg en mor fra min søns klasse. Hun var højgravid. Henover sin udspændte mave stod der: »Jeg håber, at vokse op i et frit land.«

Det kan være svært at tage helt seriøst, hvis begrebet frihed skal have nogen mening. Catalonien er ikke just Afghanistan (og Afghanistan er ellers ikke Spanien, hvorfor netop dette land ifølge den catalanske definition burde være frit, som alle andre lande, der ikke er Spanien).

Som de fleste ved blomstrer retorikken lystigt i politik. Desværre overser mange, at sproget farver vores blik og tanker. Jeg spurgte hende, hvad hun helt præcist mente, hvortil at hun svarede: »Det hele er meget kompliceret og følsomt.«

Sådan svarer de fleste. Der er ikke en decideret debatkultur i Spanien. I hvert fald siges tingene typisk så tilpas vagt, at ingen reelt ved, hvad der siges.

Victoria Camps siger det dog klart: »Uafhængighedsprocessen er styret af noget indre mere end dømmekraften.« Det er kompliceret.

Jeg har talt med ældre i Barcelona, som med tårer i øjnene mindes, hvordan de blev kaldt rotter, fordi de talte catalansk. Ligesom jeg har talt med ældre, som på trods af borgerkrigens rædsler også havde et positivt billede af General Franco, fx hans stærke katolicisme og familieværdier, sågar hans forbedringer af sundhedssystem.

Det er grumset. Og derfor vælger mange – desværre – at undlade samtalen eller debatten. Det hele bliver enten-eller.

Victoria Camps udtaler i samme interview, at selvstændighed, nationalisme og eksklusion er en tendens, der florerer i Europa, hvor immigranter blandt andet holdes ude. Nationer er per definition egoistiske, siger hun.

Det betyder blandt andet, at de catalanske politikere (og medier, hvoraf flere er kontrolleret af politikerne, fx TV3) ikke beskæftiger sig med meget andet end dette spørgsmål. Det minimerer muligheden for en dialog internt i Catalonien, men også i Spanien, hvor det hele reduceres til for eller imod.

Selvstændighedsprojektet er altså ikke en fortsættelse af de røde rebelers frihedskamp mod nogle fasister, der sidder i Madrid og styrer det hele.

Historien gentager sig til dels, men med omvendt fortegn.

Den catalanske forfatter Nuria Amat har i et længere indlæg i avisen El Paissagt undskyld til George Orwell.

Orwell beskrev i bogen Homage to Catalonia [Hyldest til Catalonien] situationen i Barcelona under borgerkrigen. Han hylder frihedskampen og arbejderklassens sammenhold.

Tingene har ændret sig. Amats konklusion er, at det catalanske selvstændighedsprojekt har nået nationalistiske, ja, nærmest fascistiske højder. Det er et patriotisk projekt.

De nationalistiske separatister har forsømt at læse Orwell, skriver hun.

Er Catalonien blevet et eksempel på hvad George Orwell i et senere værk kaldte »dobbelttænkning«? Taler man om fasisme og manglende frihed, mens man selv er ekskluderende?

Er der tale om »newspeak«, når Madrid kaldes korrupt, mens den tidligere catalanske præsident gennem 19 år, Jordi Pujol er Senor Corrupción per se? Ikke desto mindre sidder han i en fin lejlighed, og ikke i et fængsel. Hvad er Artus Mas rolle?

Der snakkes i krogene med lav røst, hvilket selvfølgelig hænger sammen med den manglende tillid til systemet.

Mistroen hænger også sammen med det, som den franske filosof Gilles Deleuze betonede, da han sagde at minoriteten ikke er et spørgsmål om antal, men om magt og kontrol.

I Catalonien er det spanske sprog en minoritet. Tilhængere af Spanien er en minoritet, selvom forholdet er cirka 50/50 for og imod.

Sproget, det catalanske, anvendes strategisk. De, der taler spansk i stedet for catalansk – især, hvis de reelt kan tale catalansk – må forklare sig.

Medierne er ikke neutrale. Det catalanske flag blafrer fra balkoner, avisstandere, biler og rundkørsler i hele regionen. Ingen er i tvivl: Dette er ikke Spanien.

En anden forfatter, den berømte og interessante Javier Cercas, taler i tidsskriftet Letres Libres om, hvordan hans generation, det vil sige generation X eller den generation, hvis forældre og bedsteforældre var involveret i borgerkrigen, har opført sig uansvarligt. De har undgået samtalen.

Der er korruption – både blandt spanske og catalanske politikere, påpeger han. Der peges fingre, siger han.

Cataloniens finansielle krise er Spaniens skyld, ikke Cataloniens, siger catalonierne. Denne uansvarlighed har ingen ende, skriver Cercas. I Frankrig er det Bruxelles skyld. I Danmark er det Sveriges skyld. Der mangler en form for selvkritik i den catalanske region.

Det er igen den manglende dialog; den manglende evne til at se sig selv i øjnene uden at de løber i vand af selvtilfredshed.

Antropologen Maria Teresa Giménez Barbat, ligeledes i Letre Libres, beskriver hvordan hun er bekymret for denne hang til nation-dannelse.

Hendes tese er, at der er belæg for at sige, at der i dag er færre krige i verden på grund af en reduktion af nationer.

Eksempelvis har det catalanske styre ihærdigt fremmet en nationalidentitet i skolesystemet ved gradvist er eliminere det spanske sprog. I stedet for at få tosprogede børn, uddanner Catalonien i dag børn i catalansk. Første andetsprog er engelsk. Dernæst spansk.

Relationen til Spanien ødelægges bevidst, fordi den catalanske identitet er negativt defineret. Eller i hvert fald fremstår sådan. Desværre.

Uanset om man er for, imod eller neutral med hensyn til catalansk selvstændighed, kan man kun håbe, at 2015 vil bringe mere debat og dialog. Det vil give projektet en mere positiv positionering, men også fremme forståelsen og minimere de mange misforståelser.

Spanien, som Catalonien stadigvæk er en del, er en såret nation, der trænger til at blive helet. Catalonien, som stadigvæk er spansk, er en region fuld af ressentiment.

Finn Janning er forfatter og filosof bosat i Barcelona.

Artiklen blev oprindeligt bragt i Modkraft den 12. december 2014.

Økonomiens ABC

  1. Økonomien har lært os at økonomisere med sproget.
  2. Økonomien opererer med et bestemt mål for øje: profit.
  3. Økonomien påvirker vores forståelse. I dag behøver ingen at sætte ordet ’økonomi’ foran begreberne anerkendelse, sikkerhed, tryghed eller frihed. Det er indlysende, at de fleste mener ’økonomisk’-frihed, ’økonomisk’-tryghed, ’økonomisk’-sikkerhed, når disse begreber anvendes.
  4. Filosoffen Gilles Deleuze skrev i et af sine sidste essays (Efterskrift til kontrolsamfundet), at den fremherskende sociale kontrol fungerer som en slags modulering af mennesket. Det enkelte menneske er underlagt nogle økonomiske normer. Det tør ikke længere sige nej (jf. anerkendelse og identitet).
  5. Der er stor forskel på, hvad psykologer og økonomer mener med inter-relationelle kompetencer. Sagt lidt firkantet: en forskel mellem glæde og (mulig) profit.
  6. Penge er ikke økonomiens problem. Økonomiens problem er derimod de værdier, livssyn og den snævre kredit-debet moralisme, som følger i kølvandet.
  7. Økonomien er god til planlægning af visse ting, fx en flybillet til Barcelona. Det er fint. Markedet kan selvfølgelig ændre sig, planerne kan gå i vasken, flyselskabet kan krakke, men det er svært at se et alternativ. Den ros fortjener økonomien.
  8. Økonomien adskiller sig en lille smule fra religionen, idet ingen ynder at stille spørgsmål til dens idealer og mål. Det diskuteres trods alt, hvorvidt Gud eksisterer eller ej, om en eventuel Gud har bryster eller ej; men hvorvidt ejendomsretten er et ubetinget gode eller ej – det diskuteres stort set ikke.
  9. Karikaturtegninger af pengesedler ville være ren blasfemi. Det ville føre til en abnorm og global krise.
  10. Et samfund er en betegnelse for nogle mennesker, der har fundet sammen. Selve ordet samfund har flere interessante rødder, fx er det tæt forbundet med det latinske ord ’socius’, der betyder partner, følgesvend eller forretningspartner. De to filosoffer Gilles Deleuze og Félix Guattari anvender denne betegnelse i deres bog Anti-Ødipus, hvor de definerer socius som en kanalisering af produktionen, hvorved produktion er en form for udvinding af de sociale kræfter. Det vil sige, at socius indeholder et organiserende element, der er kontrolleret af et organiserende ideal. Hvem sagde penge?
  11. Er det drømmen om rigdom, der binder folk sammen på tværs af racer, religion og kulturer?
  12. Michel Houellebecq skriver i The Map and the Territory, at ”we’re at a point where sucess in market terms justifies and validates anything, replacing all the theories. No one is capable of seeing further.” Jeg har altid godt kunne lide Houellebecq, fordi han ser lidt længere, idet han er i stand til at se det, som er i færd med at blive.
  13. Økonomi er en politisk ideologi, der fremmer én bestemt type samfund, nemlig business- eller præstationssamfundet. Dette ses ved at studerer så forskellige økonomer, som Adam Smith, John Maynard Keynes og Karl Marx.
  14. Alt andet lige …, men hvad med alt det skæve?
  15. Hvem sagde, at Kina er en alt for strategisk vigtig partner til at tage hensyn til noget så absurd, som menneskerettigheder? Sikkert en politiker rådgivet af en økonomisk vismand.
  16. Viden forstået som en økonomisk ressource, hvilket vil sige en knap ressource medfører, at hver gang jeg sælger min viden, så bliver jeg dummere. Analogien er simpel: Viden sættes lig med mine 100 kroner i lommen, som jeg ved at give til en anden altså mister. Set i dette lys er det sjovt at tænke på videnarbejde og videnledelse. Jo mere de tjener, desto dummere bliver de? Modsat, når viden bliver noget som skabes sammen med andre, så deles viden helt automatisk. Ingen ønsker at eje viden, men alle ønsker at blive klogere. Ingen mister noget ved at give sine erkendelser videre. Tværtimod.
  17. Del.
  18. Businesssamfundet fremmer performance i henhold til et givet ideal, hvorved det bliver til et præstationssamfund. Jeg ville foretrække læring uden andet mål end at blive bedre, klogere, gladere.
  19. Alting har en pris, siger nogen. Er det sandt?
  20. Nej. Kun et menneske uden anden værdi end penge, ville sige Ja.
  21. Det er koldt på toppen! I forhold til hvad? At leve på gaden? At gå sulten i seng? Ikke at have råd til medicin til sine børn? Sælge sig selv? Samle flasker for at få råd til en øl, en sandwich?
  22. Det er koldt på toppen, fordi eksistensen brændes af på vejen op. Livet er varmt, men det er sjældent at et liv værdsættes på toppen. Det er snarere størrelsen på kontoen eller ens magt til at få folk til at gøre, hvad folk helst vil undgå at gøre og så videre.
  23. Der findes utallige ledere. Ikke desto mindre er det relativ få, der stikker ud og inspirerer som eksempelvis Nelson Mandela.
  24. Gid vi alle kunne være rige på kærlighed. Ak, hvilken romantisk ide.
  25. Hvis der er noget økonomien ikke besidder, er det tålmodighed. Heller ikke, når det drejer sig om dens egen undergang.
  26. David Foster Wallace spørger i bogen The Broom of the System, hvad der er fejekostens vigtigste bestanddel. Kosten (i.e. hårene) eller skaftet? Hvis du vil feje, hvilket vil sige rydde lidt op i systemet, omrokkere og pudse af, så er det kosten. Men det kunne også være skaftet, hvis du vil smadre systemet. Det hele afhænger af så meget.
  27. I økonomien er konteksten altid givet. De fleste andre steder i livet skabes konteksten, hvilket fremmer opfindsomheden.
  28. Ejendomsret = stilstand. En af mine bekendte sidder på fjerde eller femte år i sin villa, som hun ikke har råd til at sælge til nuværende markedspris.
  29. Business og samfund hænger sammen. Det er konteksten, som den p.t. er skabt og skabes af politikerne. De hænger sammen, selvom intet i denne sammenhæng hænger sammen. Business og samfund udgør konteksten, fordi de hænger sammen, men i businesssamfundet hænger ingen sammen. Mennesker smuldrer og går i opløsning. Se bare på tidens krise, hvor folk går fra hinanden pga. penge. Politiske partier går i opløsning. Ja, politikere skifter parti, som fodboldspillere der skifter klub for at vinde trofæer. Anerkendelse, prestige, magt, penge.
  30. Når sport bliver professionelt forsvinder etikken, siges det. Hvad fortæller det os om økonomi?
  31. Privatejendomsret har gjort os til idioter, sagde Karl Marx. Det samme har den offentlige ejendomsret. Hvorfor dette behov for at eje? Er det fordi at folk generelt ødelægger alt, som ikke bærer deres eget navn?
  32. Hvorfor er det så svært at forstå, at relationer opstår, når intet længere tages for givet?
  33. Kærlighed står i stærk kontrast til ejendomsret. Der går en lige linje fra ejerskab til impotens.
  34. Prostitution kaldes det første erhverv. Nu er alt prostitueret. Næsten. Vi er i hvert fald alle slaver, som Melville skriver i Moby Dick.
  35. At andet lige, så er alt andet lige lige muligt i en fri verden, men i en økonomisk verden er dette ikke tilfældet. Økonomi og frihed er som Britney Spears og kunst. Uforeneligt.
  36. Allokeringen af knappe ressourcer. Sådan definerer økonomien sig. Først var der en knap ressource: penge, så var der to knappe ressourcer: penge og arbejdskraft, derefter tre knappe ressourcer penge, arbejdskraft og tid. Nu er der fire, de tre foregående, men også eksistensen eller livet som sådan. Alt er blevet økonomiseret.
  37. I Haiti kan du købe et barn for under 100 dollars. Det er rigtigt.
  38. Businesssamfundet har sat eksistensen på økonomisk formel. Sat alt på denne rigide formel. Måske er det derfor at der i Vesten fødes så få børn. Børn koster penge, omsorg og kærlighed. Og et muligt afkast er tvivlsomt, fordi det jo afhænger af ens eget engagement; et engagement, som fjerner fokus fra en eventuel karriere.
  39. Filosofien forsøger at bringe livet ud i det åbne. Helt ud i den afgrund, hvor intet er givet på forhånd.
  40. Okay. Et simpelt spørgsmål: Hvad er bedst, 100 kroner i min lomme eller Judith Hermanns novellesamling Alice i min reol?
  41. Tak Judith.
  42. I gamle dage kunne filosoffer diskuterer om tiden var underlagt rummet, hvorved vi kunne opstille begivenhederne i vores liv på en lang perlerække. Eller om tiden var underlagt bevægelsen, det vil sige at tiden er en varen, hvor noget af fortiden endnu er med os i nuet, der foregriber fremtiden. I dag er det blevet lettere. Tid er penge.
  43. Så tid er penge og vi skal økonomisere med sproget. Hvem har i fremtiden tid til at læse Marcel Proust? Eller “bare” Donna Tartts fine historie om Theo?
  44. Tid er ikke penge; tid er forandring.
  45. Hvad skete der med kulturen, da den blev kulturøkonomi; hvad skete der med oplevelser, da de blev en del af oplevelsesøkonomien; hvad skete der med viden, da den blev til videnøkonomi? De mistede deres særegne værdi.
  46. Hvad sker der med eksistensen, da den blev til råstof i økonomiens værdikæde? Stress, burnout og depression.
  47. Hvorfor drak filosofferne i Platons Symposion? Fordi de som filosoffer var visionære. De så, at det allerede dér begyndte at gå ned ad bakke. Af samme grund er vækst i skateboards og kælke.
  48. Filosofiens formål har altid været at destruere ethvert endegyldigt formål, fordi filosofien ønsker at mennesket skal blive skabende. Tænke uden prædefinerede systemer.
  49. Fri til hvad? Til at lave intet eller til at lave noget, fx leve uden et økonomisk GPS-system, der ånder dig i nakken.
  50. Friheden gør en seende.
  51. Fri til hvad? Elske, læse bøger, slappe af, erkende, lege …
  52. Fri til ikke at økonomisere med sproget. Det er ok at vrøvle.
  53. Er der en morale? Måske denne: livet er til låns. Det er derfor det er værd at værne om.
  54. Hellere række en erfaring videre end en krøllet EURO-seddel.

Viljestyrke fremmer selvværd, ikke omvendt

”Evnen til at regulere os selv, er i dag den største sociale patologi.” Viljestyrke suppleret med selvkontrol og selvdisciplin er afgørende for at forbedre ens liv. Uanset, hvordan den enkelte så end definerer ”et bedre liv”. Intet kommer af sig selv. Der er altid en vilje bag. Og i dag er denne evne svækket. Heldigvis er begrebet ”viljestyrke” i fremdrift. I hvert fald indenfor psykologien. En af bagmændene bag er psykologen Roy Baumeister, som sammen med journalisten John Tierney har skrevet en ganske god bog herom. Den hedder: Willpower. Why Self-Control is the Secret to Success. Titlen siger det hele, som strategiske amerikanske titler gerne gør.

Der er tale om en populærvidenskabelig psykologi-bog – en bogtype, der er eksploderet markant de seneste 10-15 år. Forskellen mellem de gode af slagsen, er, at de er generøse med den forskning, som finder sted, og at de aldrig prøver på at lyde klogere end de er. De værste af slagsen rubriceres bedst under betegnelsen selvhjælpsbøger, som aldrig for alvor synes at hjælpe det ”selv”, som ynder at konsumere disse. I hvert fald er det sigende, at de mennesker som konsumerer disse, gør det om og om igen. Det er en industri. Selvhjælpsbøger er som lune krydderboller. De smager sikkert udemærket, men mætter kun så længe du sidder og tygger på den lune dej, som ofte er ret svær at sluge.

Willpower er ikke en fortvivlet selvhjælpsbog, men en bog der gerne vil dele en simpel pointe: At viljestyrke, selvkontrol og selvregulering er de vigtigste egenskaber i skabelsen af at bedre liv.

Bogen er fuld af referencer og eksempler – de fleste rimeligt interessante. Det hele begynder i 60’erne, da en psykolog undersøger nogle børns viljestyrke med hensyn til at spise et stykke slik – lige her og nu – eller vente i ti-femten minutter, for så at kunne spise to stykker slik. Nogle børn kan ikke vente, de propper instinktivt munden, mens andre er gode til at distrahere sig selv, fordi de gerne vil have to stykker slik. Flere år senere vender den samme psykolog tilbage til deltagerne i dette eksperiment, og ser, at de børn som besad viljestyrke til at vente, generelt har klaret sig bedre med hensyn til kærester, venner, karaktere, jobs, sundhed, mindre druk, etc.

Et nyt spørgsmål dukkede op: Var der en sammenhæng mellem viljestyrke og succes? Ja, selvfølgelig.

Forfatternes pointe er for mange triviel, men der, hvor den træder tydeligst frem er i forbindelse med børneopdragelse. Her har omkvædet længe været, at børn med selvværd opnår bedre resultater i livet, fx bedre karaktere. Men, som de to forfattere viser, er der intet belæg for denne påstand. Tværtimod, så viser forskningen, at det er lige omvendt. Hvis du opnår noget, så medfører det selvværd. Og ingen opnår særligt meget uden en smule selvdisciplin. Derfor: viljestyrke eller selvkontrol fører til øget selvværd. ”Forget about self-esteem. Work on self-control,” skriver de. Dette kunne også være en politisk pointe, da nogle samfund synes at bekymre sig mere om befolkningens selvværd end at fremme den indstilling, som kan føre til et velbegrundet selvværd. Der skal typisk en masse hårdt arbejde til, snarere end anerkendende kys og kram før nogen forbedrer sig. Eller sagt anderledes: At give god og saglig kritik, kan være ganske fremmende.

Det samme argument foldes ud, så det dækker både stress, overvægt, alkoholisme m.v. Den bedste måde at undgå stress på, er ved at blive bedre til at organisere sit liv, ja, men denne organisering sker i kraft af den enkeltes evne til at kontrollere sig selv, fx vide hvornår du skal sige nej. Eller ved at blive bedre til at erkende, hvad der er vigtigt. Selvkontrol eller selvdisciplin er heldigvis noget, som kan trænes, jf. børneopdragelse, hvor det kan være en god ide at sætte visse grænser og agere konsistent. Fx bliver børn forvirrede, når deres forældre ikke kan finde ud af at være entydige, ofte fordi forældrene selv mangler selvdisciplin. Det er trods alt lettere, at lade ens børn passe sig selv end det er at skabe lidt struktur i deres liv. Det er derfor, det er så dum en ide, at få børn for at redde et ægteskab eller i et forsøg på at give ens tomme liv lidt mening.

Konklusionerne er ikke revolutionerende, hvilket forfatterne heller ikke påstår. Nogle af de ting, som kan træne ens viljestyrke er bedre planlægning, gode sociale relationer (det er en grund til AA rent faktisk hjælper mange med at droppe alkoholen, fordi du deler dit mål med andre), mere realistiske mål er hjælpsomt, selverkendelse (fx er det bedre, hvis du vil tabe dig, at du vejer dig hverdag og nedskriver din vægt end aldrig at veje dig), selvkontrol er af samme grund vigtigt. Andre måder at træne sin viljestyrke på: at læse, at spille computerspil, at dyrke yoga, at sidde med ret ryg, at meditere. Eksempelvis beskæftiger zen- meditation sig med at tælle ens åndedrag: 1, 2, 3, … 10 for så at gentage denne proces. Det er en form for mental disciplinering, der kan være meget effektiv for folk, der har svært ved at fokusere.

Et par ord mere om selvkontrol. Det er vigtigt, at evaluere en selv, ikke i forhold til præ-definerede normer og idealer, da det at evaluerer jo altid er at evaluere et liv. Ens eget liv. Eksempelvis har vi alle, hver især de følelser og tanker, som vi fortjener. Og er disse følelser triste, kunne det være at man skulle organisere sit liv anderledes. Dette kræver selvsagt viljestyrke.

Bogen rummer flere eksempler fra forfattere og kunstnere, der om nogen har behov for en stærk viljestyrke. Fx sad Raymond Chandler hver dag i fire timer og ventede på inspiration. Hvis denne ikke kom, så lavede han ikke noget andet, men ventede. Skriv eller ingenting! Denne selvdisciplin kan virke anti-kreativ, selvom pointen netop er, at denne praksis skærper ens opmærksomhed. Digteren Jørgen Leth afsætter eksempelvis tid til at skrive en digtsamling. Det betyder, at han i en bestemt periode er fuldstændig fokuseret, men det betyder ikke, at han ikke løbende tager noter. Sagen er den, at det som man laver, hvad enten dette er at skrive en roman eller noget andet, jo gerne skulle føre til noget. I forlængelse heraf ligger en anden vigtig pointe, nemlig at ens viljestyrke kører på energi. Af samme grund er det vigtigt, ikke at stoppe med at ryge samtidig med at man vil tabe ti kilo. Eller skrive en digtsamling samtidig med at man kommenterer Tour de France. Det handler ret beset om at organisere livet bedst muligt ud fra de evner, som man nu engang har.

Alt dette leder igen tilbage til selverkendelse, det vil sige hvis man kender sig selv nok til at vide, hvornår noget spolerer ens måde at leve på, så kunne man prøve at undgå det – eller om ikke andet minimere ens omgang med den, det eller de. Det er lettere sagt end gjort. Som Samuel Beckett skrev i Wortward Ho: ”Ever tried. Ever failed. No matter. Try again. Fail again. Fail better.” Det er dog viljen, som får en forfatter tilbage til tastaturet, skønt manglende hurraråb eller anerkendelse, fordi denne vilje udspringer af en bestemt måde at leve på, som for vedkommende er givende. Praksis. Øvelse. David Foster Wallace, sagde det meget præcist: Som forfatter er alt andet end at skrive mindre motiverende. Roberto Bolaño sagde: at skrive er et værn mod kedsomhed.

Lysten eller glæden til at skrive … eller lysten til X er afgørende i ethvert liv. Og, det er måske et endnu større problem end den manglende viljestyrke: At så mange ikke ved, hvad der er vigtigt eller alvor for dem. Alt for mange mangler en passion eller lidenskab, hvorfor de heller ikke er i stand til at lide for denne passion – dvs. regulere eller kontrollere sig selv. Problemet er sandsynligvis, at alt for mange ikke er fri til at turde udleve en eksistens, fordi de ikke har modet til at stå imod de dominerende normer, måske heller ikke evnerne til at skabe plads til sig selv. ”Jeg har ikke tid”, er jo aldrig andet end en dårlig undskyldning.

Så, ja, det er et spørgsmål om viljestyrke. Hvilket vil sige, at bogens morale er ganske simpel, som så meget her i livet, men det gør den ikke nemmere at efterleve.

Beyond humanity?

Den amerikanske filosof Allen Buchanan har skrevet en tiltrængt bog om biomedicinsk forbedring (biomedical enhancement). Bogen hedder Beyond Humanity? Bogen er nødvendig, fordi den ikke fedter rundt i den klassiske dikotomi mellem fordele og ulemper, som ofte udspringer af fejlagtige antagelser eller ren og skær trods. Ja, eller romantiske forestillinger om, hvad der reelt er naturligt. I stedet for tydeliggør Buchanan, hvilke udfordringer et samfund står overfor, når det nu er muligt, at forbedre mennesket ved hjælp af biomedicinske tiltag.

Et par eksempler på biomedicinske forbedringer af mennesket:

  • Kognitive forbedringer, fx skærpet opmærksomhed, forbedret hukommelse, hurtigere kognitiv behandling af informationer.
  • Forlængelse af levealderen.
  • Embryologi, fx kan en scanning af fosteret med signifikant statisk sandsynlighed vise om et foster har Downs Syndrom, hvilket ofte – hvis det er tilfældet – resulterer i en abort. Hvad nu, hvis det er muligt at forbedre kromosomfejlen?
  • Forbedringer, der minimerer kropslige og kognitive skavanker, som stiger med alderen, fx syn og hørelse.
  • Forbedringer af immunforsvaret, fx ved at indoperere menneskelig eller ikkemenneskelig genmasse eller kunstige kromosomer.

Buchanan forsøger at trække debatten i en både historisk og realpolitisk retning. Eksempelvis viser han, at forbedringer ikke er noget nyt, og ikke noget der er forbeholdt de biomedicinske fremskridt, som har fundet de seneste år. Menneskets historie er fuld af forbedringer. Tænk blot på selve det at kunne læse og skrive, som jo er en kognitiv færdighed, der ikke kun gør det muligt at dele viden, men også medfører større velfærd og velvære. Tænk på udviklingen i informationsteknologien, hvor de fleste nok vil erkende, at en computer i dag gør det nemmere at overkomme visse problemer (eller i hvert fald blive mere effektiv med hensyn til at gøre det, som vækker glæde hos den enkelte). Tænk på proteser. Tænk på bevægelsen fra et landbrugssamfund til et industrisamfund, etc. Nogle vil sikkert indvende, at disse fremskridt alene afhænger af ydre omstændigheder, men herved overser man selvfølgelig, hvilken rolle social indflydelse, identitet, anerkendelse og kultur spiller i udviklingen af menneskelige kapaciteter. Hvem har ikke ønsket, at forbedre sit engelsk for at kunne synge med på The Doors?

Biomedicinsk forbedring kan defineres som en velovervejet intervention, hvor der anvendes biomedicinsk viden for at forbedre en eksisterende kapacitet, som alle (eller næsten alle) mennesker besidder. Eller, interventionen sker for at skabe en ny kapacitet, fx ved at påvirke den menneskelige krop eller hjerne direkte. Det afgørende er, hvorvidt de involverede er velinformerede og oplyste. Og det er i forlængelse heraf, at Buchanan gerne ser at samfund bliver mere aktive, hvorved de bedre kan vejlede og rådgive borgerne. Han ser gerne, at de biomedicinske muligheder legitimeres, så det ikke ender med at Ritalin skal købes på det sorte marked. Eller, at sociale skel blot vil vokse yderligere. De rige og privilegerede har en forkærlighed for en nulsumslogik, hvor alt er en vare. Har du penge, så kan du få, men har du ingen … Modsat, hvis forbedringer bliver tilgængelige for alle, vil et helt samfund få fordele. Nøjagtig, som når en person deler sin viden med sine studerende, så formoder ingen – det håber jeg – at underviseren bliver dummere og dummere for hver gang. Vækst er stadigvæk noget, som de fleste økonomer har svært ved at forstå.

Hvordan kan debatten blive mere produktiv? Buchanan siger: Giv det enkelte menneske frihed til at vælge. Det vil forudsætte at politikere fokuserer på:

  1. Forskning der kan lede til forskellige optimeringsteknologier.
  2. En informativ offentlig debat omkring fordele og ulemper ved de forskellige optimeringsteknologier (der er altså ikke tale om en debat ud fra et givet ideal, sådanne debatter er forbeholdt præstegården)
  3. Skabe effektive og moralsk sensitive politiker og institutioner, der løbende kan forholde sig til de udfordringer der opstår i forbindelse med mulige forbedringer. Fx hvad er det for et samfund, som politikerne ønsker at skabe, er det et, hvor flere og flere får mulighed for at kunne leve det liv, som de værdsætter; eller er det et samfund, hvor der gradvist vil vokse et skel mellem de, som har midler til optimering og resten af os, der må nøjes med at ’høre med røven’, når vi har rundet de 70 år?

Det drejer sig om at gøre biomedicinsk forbedring til et samfundsanliggende. Buchanan nævner flere gange sit yndlingseksempel, nemlig evnen til at læse og skrive, som netop er et gode, der bliver mere og mere værd, desto flere som besidder dette. Med mindre man altså lever i en diktaturstat, hvor analfabetisme ligefrem bliver et middel til at fastholde befolkningen i den uvidenhed, som kan sikre ens magtfulde position.

Det er en debat fuld af fordomme og faldgrupper, fx på grund af selve retorikken: forbedre, rette fejl, optimere, etc. Det er dog vigtigt at fastslå, at de fleste der beskæftiger sig med biomedicinsk etik sjældent opererer ud fra et ideal om perfektion, men mere lavpraktisk taler om at forbedre fra et niveau til et andet. Snarere er det kritikerne, som opererer med et ideal, fx et religiøst eller neo-konservativt.

Bogen er interessant, fordi den rent faktisk nuancerer debatten. Og, fordi den er fuld af gode spørgsmål. Hvad vil det betyde for et lands sociale problemer og kriminalitet, hvis borger med en IQ på 60-70 (normalen er mellem 90-110) kunne hæve den til 100? Hvad ville det betyde for Nørrebro, hvis bandemedlemmer gratis kunne forbedre intelligensen til et normalt niveau? Ville flere se det dumme i at gå med kniv, i at slås og skyde (forbi) hinanden, etc.?

Bogen er værd at læse.

Modstand

Hvordan kan mennesket blive frit?; hvordan kan mennesket begynde at elske? Ifølge filosoffen Finn Janning er det et spørgsmål om modstand forstået som en måde at eksistere på.

I Modstand åbnes for en frigørende etik. Der er tale om en skabende kraft, der udvikler alternative måder at eksistere på overfor de tanker og systematikker, som undertrykker mennesket. Det sker ved at stå imod tiden udviklingstrang og andre kontrollerende normer.

En sådan modstand er tæt forbundet med et eksistentielt mod og fantasi, hvorved den enkelte tør leve et liv i frivillighed.

Bogen er et modigt opgør med ideen om frihed som et økonomisk begreb knyttet til valg mellem forskellige givne valgmuligheder eller goder. Frihed er derimod en skabende modstand, som åbner for, at mennesket kan genfinde eller opdage kærligheden, der er livets egentlige og eneste formål.

Bogen kan købes her.

Læs interview forbindelse med bogen her.

Blog at WordPress.com.

Up ↑