Tag: frihed

Frihedens bånd

“Det er klart, at den enkeltes følelser og grænser bør respekteres. Eksempelvis er det uacceptabelt, hvis den samme person – gentagne gange – skal have at vide, at hans adfærd er uønsket. Dog er der minimum to grunde til, at det ikke bør bero på den krænkedes opfattelse alene. For det første, fordi det lige nu er uklart, hvad vi som samfund forstår med ordene ”upassende”, ”krænkelser” og ”seksuelle overgreb,”” skriver filosof Finn Janning i denne kronik om #Metoo, frihedsbegreberne og krænkelseskulturen.

I 1958 udgav filosoffen Isaiah Berlin essayet Two Concepts of Liberty, hvor han argumenterer for, at der findes to former for frihed: En negativ og en positiv.

Helt basalt er den negative frihed en frihed fra noget, mens den positive frihed er en frihed tilnoget. Den negative frihed kunne referere til fraværet af forhindringer, barrierer og indskrænkninger. Det kunne være forskellige former for statslig tvang.

Den form for frihed handler om den individuelles ret til at udfolde hans eller hendes naturlige instinkter og drifter. Vi er eksempelvis frie til at følge vores drifter hele vejen hen til swinger-klubben. Den negative frihed er stort set synonym med den juridiske frihed, hvor loven sikrer, at folk kan blive skilt, eller at børn eller minoriteters  rettigheder ikke indskrænkes, såvel som grundlæggende negative frihedsrettigheder som religions- og ytringsfrihed.

Læs resten af kronikken her

Sportsfilosofi

Sportsfilosofi – når filosofi bliver en sport

Kære potentielle læser

Velkommen til Sportsfilosofi – et laboratorium om sporten i filosofien og filosofien i sporten.

Filosofien besidder en kærlig eller venskabelig tilgang til visdom. Dette kommer til udtryk i måden hvorpå filosofien bekymrer sig om, undersøger, udforsker, gransker og eksperimenterer med alle facetter af livet, idet livets visdom er en integreret del af verden. 

Filosofi er en kærlighedsaffære med livet – i al dets spraglede rigdom.

Sporten, der oprindeligt betyder “adspredelse”, “distraktion” eller “tidsfordriv” er en oplagt arena for filosofiske refleksioner, kritiske tanker og argumentation. Ikke kun fordi sporten er en del af verden på samme måde, som litteratur, politik og økonomi er det. Snarere fordi, at de få gange et menneske virkelig tænker, eller får en såkaldt “lys ide”, ødsler vedkommende gerne med sin tid. Det vil sige, at vedkommende er distraheret med hensyn til dagligdagens mange strategiske og opportunistiske gøremål. 

Det er klart, at sport også handler om konkurrence, ligesom sporten i stigende grad er blevet kapitaliseret. En vare. Ikke desto mindre er det sportens legende element, der fascinerer mig. Det er min klare overbevisning, at legen er frigørende, fordi den er et mål i sig selv. Modsat arbejde, der altid er et middel til noget andet: status, prestige, magt, rigdom. 

Sporten besidder altså en modstand, som kan være eksistentielt frigørende. 

Sportsfilosofi er for alle, der er interesseret i sport, men som gerne vil perspektivere, nuancere, kritisere eller erkende mere af dette bemærkelsesværdige fænomen: Sport. 

Eller Sportsfilosofi er for alle dem, der søger en mere sporty tilgang til filosofien. 

Sportsfilosofi har reelt været på banen længe, men tog sin form i forbindelse med coronakrisen. Det er ideen, at indlæggene vil udkomme relativt struktureret, hvilket vil sige med et indlæg cirka hver anden eller tredje uge. Om der er tale om et COVID19-projekt, hvilket vil sige, hvorvidt jeg lukker ned, når samfundet lukker op, er endnu uvist. 

Tænk med her!

Hvad kan vi lære af coronavirussen?

I de her dage, hvor corona-epidemien vender op og ned på mange menneskers hverdag, kan situationen så give noget positivt til vores liv. Hvis man spørger forfatter og filosof Finn Janning, så kan situationen give os en fornyet klarhed om vores eget liv. Daniel Cesar taler med forfatter og filosof Finn Janning.

Du kan høre udsendelsen her

Ingen forbudte spørgsmål

Forfatter og ph.d i praktisk filosofi Finn Janning tror og håber, flere vil tage de erkendelser, de gør sig sammen med familien under coronakrisen, med videre.

”Travlhed er ikke et udslag af handlekraft eller vigtighed, men snarere et vidnesbyrd om, at den forjagede person ikke ved, hvor han eller hun er på vej hen i livet.”

Sådan skrev Finn Janning, der er forfatter og ph.d. i praktisk filosofi, tidligere på ugen i et debatindlæg i Information. Heri pointerede han også, at ”hastværk er tæt forbundet med generel uopmærksomhed”.

Men hvordan mener Finn Janning, det ses i forhold til familielivet, var jeg nødt til at spørge. Her er han ikke i tvivl:

– Mange familier kører efter et ret stramt skema; skole, arbejde, fritids- og sportsaktiviteter, legeaftaler mv. Det betyder, at der kan være en tendens til at kigge mere på uret end på ens børn eller partner. Det handler mere om at nå frem i tide, end at være til stede. Dette er en triviel pointe, men ikke desto mindre glemmer mange at efterleve den, selvom det er klart, at den største gave, vi kan give vores børn – og andre – er vores opmærksomhed, siger han til fødslen.dk.

Læs resten af interviewet her.

Efter 14 dages husarrest …

Jeg forudser, at de fleste i løbet af de næste 14 dage vil opleve udgangsforbuddet medføre en frigørende klarhed om eget liv. Coronaen kan fortælle os, at frihed er at være bundet af nogle meningsfulde bånd. Og at disse bånd aldrig er kapitalismens, men kærlighedens, skriver forfatter og filosof Finn Janning i dette debatindlæg.

Læs kronikken i Information.

Luften i Catalonien

De catalanske seperatisters adfærd er sadistisk, mens de ekstreme højre-kræfter i Spanien er masochister. Og modsat , hvad nogen tror, så er sadisten ikke interesseret i masochisten og omvendt.

Drengen er ni år gammel. Når han synger, kan man se, at han mangler to tænder, og allerede har tre plomber. Jeg stirrer ind i den åbne mund, mens han brøler “som gent pacifica”, hvilket er catalansk, og betyder “vi er et pacifistisk folk.”

Drengen har, som så mange andre børn – også yngre – været til demonstrationer med sine forældre. Nogle gange kun den ene part, hvis den anden part ikke er separatist.

Sådan er dagligdagen i den spanske region Catalonien – både politiseret og polariseret. Flere lærere bærer synlige politiske symboler, og de lærere, som ikke ønsker at deltage i en demonstration, mister anseelse blandt de andre. Hele tiden dette mentale pres.

En lærer fra mine børns skole, hvor hovedparten af forældrene er tilhængere af uafhængighed, fortæller mig, at børnene i skolegården leger politi mod personer, en variant af politiet mod røverne. Blandt tilhængere af uafhængighed er politiet de slemme. Der er altid denne klare dikotomi i regionen. Intet er til debat, der er ingen tvivl eller usikkerhed. Spanien er de onde, mens selvstændighed er løsningen.

Læs resten af kronikken i Berlingske.

Kronikken var åbenbart mere end “la Generalitat de Catalunya” (Den nordiske delegation), kunne klare. De valgte i hvert fald at kontakte Berlingske for at fortælle, at mine eksempler ikke bare var forkerte, simple og trivielle, men også, at de, selvfølgelig kunne være avisen behjælpelige med de “rigtige” fakta. Et glimrende eksempel på, hvordan politiske institutioner prøver at manipulere, hvilket svarer til hvad filosoffen Gilles Deleuze kaldte “kontrolsamfundet.” Eller hvad mange blot vil kalde patetisk ynk!

Frihed og moralske forpligtelser

Frihed opstår, når man er klar, det vil sige intellektuelt moden, til at lade sig binde af moralske forpligtelser og en respekt for andre mennesker, der tænker en smule anderledes. Så langt er de catalonske separatister endnu ikke kommet. Til gengæld er de gode til at marchere i takt. Og lige for tiden også gode til at brænde biler af.

Det har altid interesseret mig, hvordan vi mennesker opfinder måder, hvorpå vi kan føle os bedre end andre mennesker, eller bedre end en anden gruppe mennesker. De fleste af os kender til de sørgelige eksempler, som kan rubriceres under racisme, sexisme, misogyni og så videre. Uanset omstændighederne, så findes der i mine øjne ikke noget værre end denne form for selvforherligelse på bekostning af andre.

Af samme grund har jeg heller ingen sympati for de catalonske separatisters uafhængighedskamp. Jeg kan føle empati for deres frustrationer og vrede, forstå de unge menneskers energi, men – og det er et enormt vigtigt men – jeg har også set, hørt og erfaret, hvordan de catalonske separatister ophøjer sig selv på bekostning af resten af Spanien, inklusive de mange cataloniere, som ikke ønsker selvstændighed.

De catalonske separatister er ikke bare bedre, klogere, og mere arbejdsomme, end resten af Spanien, de er også moralsk overlegne. Ifølge dem selv.

Faktisk ophøjer de sig selv så meget, at de mener at være over loven. Ligesom de mener at have en særlig forståelse af begreber som demokrati, fascisme og frihed, som intet har med love, sandhed og moralske forpligtelser at gøre. De catalonske separatister tror, at de kan blive frie ved at kappe alle bånd til andre end sig selv. De er blevet fanget af deres egen selvpromoverende fortælling, der ganske paradoksalt fastholder dem i ufrihed.

Frihed opstår, når man er klar, det vil sige intellektuelt moden, til at lade sig binde af moralske forpligtelser og en respekt for andre mennesker, der tænker en smule anderledes. Så langt er de catalonske separatister endnu ikke kommet. Til gengæld er de gode til at marchere i takt. Og lige for tiden også gode til at brænde biler af.

Finn Janning er filosof og bosiddende i Barcelona

indlægget bragt i Information, 21. oktober 2019

Og helvede?

»Og helvede?,« spørger journalisten Mónica Maristain den chilenske forfatter Roberto Bolaño, og han svarer: »Det er ligesom Ciudad Juárez, vores forbandelse og spejl, en foruroligende refleksion af vores frustrationer, og af vores berygtede fortolkning af frihed og af vores begær.«

Læs mit essay Hver eneste forbandet ting er vigtig i anledning af Roberto Bolaños fødselsdag i 1953.

Den catalanske utopi

At lægge øre til de catalanske forestillinger om selvstændighedens lyksagligheder er som at lytte til en mand med ægteskabsproblemer. Alt ondt kommer fra hans spanske kone, alt godt fra ham selv. Han fortjener noget bedre, men drømmer kun i romantiske utopier.

Læs resten af kronikken i Information.

Catalonien – mellem frihed og kontrol

Den chilenske forfatter Roberto Bolaño har sagt, at det er umuligt ikke at blive påvirket af det, som sker udenfor ens vindue. Udenfor mit vindue i Barcelona udspiller der sig et politisk spil om frihed, magt, kontrol og økonomi; et spil, som reelt ikke kun vedkommer Spanien, men også resten af Europa. Er der grænser for friheden?

”Det er en lidelseshistorie, ” fortæller den spanske filosof Victoria Camps mig en solrig sommerdag i Sant Cugat. Vi mødes for at tale om ”det catalanske problem”, eller det, som andre kalder ”det spanske problem.”

Det drejer sig om den spanske region Cataloniens uafhængighedsprojekt. Et ønske om at blive en selvstændig nation.

Det er et problem, som ikke kun adskiller cataloniere og spaniere, men også cataloniere internt. Ikke alle i Catalonien drømmer om at blive en selvstændig nation. Mange cataloniere ser sig selv som spaniere.

Det catalanske uafhængighedsprojekt er primært knyttet op på ikke at være Spanien. Det er en negativ identitet, som kan mønstre knap halvdelen af Cataloniens befolkningen. Regionen er tvedelt. Alligevel ynder den nuværende præsident Charles Puigdemont (ligesom den forrige Artur Mas), at lade som om, at de taler på alle cataloniernes vegne, når de siger ”vi” vil være selvstændige.

”Det er ikke sandt,” siger Camps. ”Politiken i Catalonien har de seneste år været præget af et monotema,” uddyber hun, ”som forsømmer mange af de andre politiske gøremål i regionen.”

Ifølge Camps begyndte hele uafhængighedsbevægelsen primært under Jordi Pujols præsidentembede, der løb fra 80 til 2003. Han ville opbygge en nationalitetsfølelse, som samtidig skulle udslette enhver forbindelse med Spanien. Dette projekt indførte han blandt andet i skolerne, hvor båndene til Spanien blev udvisket. Undervisningen blev ændret. Både med hensyn til undervisningssprog – fra spansk og catalansk til udelukkende at foregå på catalansk – og indhold. I de seneste år har Pujols eftermæle været præget af flere korruptionsskandaler, fx bankkonti i udlandet, hvidvaskning af penge, nepotisme, etc.

Camps understreger, at selvstændighedskampen er motiveret af penge. Regionen er Spaniens rigeste. Et industrielt og turistmæssigt lokomotiv. Dog overser flere cataloniere, at infrastruktur, uddannelse, politisk og forretningsmæssig good will også er forbundet med Spanien. Dette fokus på penge gjorde, at uafhængighedsprojektet først for alvor fik tilslutning i 2008, da Spanien blev ramt af finanskrisen. Denne krise var for mange i Catalonien ene og alene Spaniens skyld.

Når pengene spiller så en stor rolle hænger det blandt andet sammen med at regionen betaler flere penge end andre regioner i Spanien til Madrid, som derefter distribuerer dette beløb til de mindre rige regioner. ”En mere fair fordelingspolitik, ville uden tvivl tilfredsstille flere uafhængighedstilhængere,” udtaler Camps. En sådan fordelingspolitik har det dog svært, fordi både de catalanske og spanske politikere simpelthen er for smålige til at agere på folkets, og ikke egne interesser. Der mangler storsind i begge lejre.

Uafhængighedsprojektet er national romantisme. Måske sågar kapitalistisk. Marx og Engells sagde i Det kommunistiske manifest, at enhver kritik af kapitalen kræver, at man frasiger sig privat ejendomsret og ideen om en national stats. Dette kan end ikke de såkaldte mere socialistiske tilhængere, da de tror på national kontrol er lig med social velfærd. Det er protektionisme, der minder om Brexit og Trump.

Nationer er per definition egoistiske, påpeger Camp, og understreger: ”Den form for nationalisme, som prægede Franco er nu overtaget af de cataloniere, der vil uafhængigheden.”

Denne hårde kritik er hun ikke alene med. Den catalanske forfatter Nuria Amat har i avisen El Pais sagt undskyld til George Orwell. Orwell beskrev i bogen Homage to Catalonia situationen i Barcelona under borgerkrigen. Han hyldede frihedskampen og arbejderklassens sammenhold. Tingene har ændret sig. Markant. Amats konklusion er, at det catalanske selvstændighedsprojekt har nået nationalistiske, ja, nærmest fascistiske højder. Det er ikke et arbejderklasse projekt.

De nationalistiske separatister har forsømt at læse Orwell, skriver hun.

Det er fristende at spørge, hvorvidt Catalonien er blevet et eksempel på hvad Orwell i et senere værk kaldte »dobbelttænkning«? Taler tilhængerne om facisme og manglende frihed, mens man selv er ekskluderende?

Artiklen blev bragt i Netudgaven (der nu er lukket), august 2017.

Blog at WordPress.com.

Up ↑