I do good, therefor I am good

I do good, therefore I feel good

In Patti Smith’s memoir, Woolgathering, she writes that the “only thing you can count on is change.” Not change as going from A to B. Rather as an ongoing movement: the world is constantly changing. 

Graham Music, who is a Consultant Child and Adolescent Psychotherapist, pleads in his book, The Good Life, for a change. Unlike Smith, his metaphysical foundation is not that everything is changing or becoming. Instead, his approach favors that some things are not changing, e.g. what is good and bad. He is a moral Platonist.

Plainly speaking, Music’s approach is how we humans can move from being selfish to becoming more altruistic; from being anti-social towards being pro-social. He, quite stimulating, challenges the prerogative of evolution theory in biology and psychology. He, both implicitly and explicitly, illustrates how viewing the behavior of our ancestors as being more authentic or original, unfortunately, becomes a pretext of doing nothing. The author of The Good Life wants to act. 

It is, therefore, a book with an agenda: How can we improve morally? This agenda, at times, makes the book too simple – especially when the focus changes from the individual to the society.

The critical part first. Music mentions how the global business market can share products and services. The morale is that sharing is good. And yes, sharing might be attractive, but it is still a part of the same global market structure. To share, sponsor, volunteer, or participate in sustainable tourism requires that you have something to share or give. Many of the “good” ideas are, therefore, reserved for a financially privileged group. Are the people, who are spending their money in helping others, changing or just reproducing the structures that created the inequalities to begin with?  

The question touches upon the underlying thesis: Doing morally good, makes you feel good and vice versa. Even so, the distinction is often much more blurry in real life (or less abstract). There may be situations where anger or even selfishness can be productive. There may be situations where you don’t feel like cooperating. There may be situations where you, like Bartleby, feel like saying, “I would prefer not to.”

It is obvious that Music is not Bartleby; he wants to do something. At his best, he mentions studies showing a disproportionate number of psychopaths among people in power positions, e.g. politicians, CEO, heads of cults, etc. “We might be living in a world which values charismatic individual leadership over cooperative action, logic over emotional connection, in which it is easier for people with sociopathic tendencies to flourish.” He emphasizes the need for a change. 

He shows that the battle between emotion and reason is wrong. It is not either-or. On the contrary, emotions help us when we make moral decisions, e.g. being able to care about people who can’t survive without our caring. Emotions can question a rigid reason (or moral rules), just as the reason can make sure that we don’t take moral decisions because we are emotionally seduced. “The psychology of morality has changed dramatically in recent years, and our understanding of the balance between emotion and reason is central to this shift.” He pleads for a move towards a more generous ethics, that is to say, a less utilitarian approach.

I am tempted to quote Patti Smith again, when she says: “In movement is blessing.” I think Music would agree.  

Regardless of the fundamental differences in approach between Smith and Music, then he actually opens for movement. He shows with many examples how it is possible to make people more compassionate and empathic. And once that happens, then they might notice “that we could live better lives, lives we are proud of, in which we could be truer to who we want to be, whatever that might be,” as he concludes. 

The Good Life is a mixture of personal reflections, passionate debate books (calling for empathy, altruism, cooperation and fairness), as well as useful textbooks that could inspire other therapists, teachers and, hopefully, decision-makers.

Despite my few critical comments, I think that Music succeeds in challenging Richard Dawkins’ powerful claim from The Selfish Gene. In this book Dawkins “suggests that human beings are primarily selfish and competitive and not naturally fair or cooperative,” as Music writes. 

Now, with the help of Music, we have a new list of empirical arguments telling us that even a selfish gene can transform.

First reviewed in Metapsychology, 2014

At magte glæden

I 1968 udgav Gilles Deleuze et af sine to-tre hovedværker, Spinoza et le problèm de l’expression (eng. Expressionism in Philosophy: Spinoza). Der er tale om en nærlæsning af Spinozas værker, især hans Etik. Til tider en parafrasering, der – som altid hos Deleuze – formår at betone hans Spinoza. Værket udgør den ene del af Deleuzes to doktorafhandlinger, hvoraf den anden var Forskel og gentagelse (se også Meningens logik).

De fleste Spinoza-kendere hævder at læsningen er både original og kontroversiel; Spinozas tanker gøres levende, men de gøres – som nævnt – også til Deleuzes. En af grundene til denne levendegørelse er, at Deleuze beskæftiger sig meget med den del af Spinozas Etik, der handler om følelsernes natur: affekter, glæde, magt, drifter og så videre.

Enhver læser kan med det samme se, at bogen adskiller sig fra en typisk Deleuze-bog: den er stramt organiseret, den placerer Spinoza filosofisk – både i hans og Deleuzes samtid, fx læses Spinoza i samspil med Descartes og Leibniz, og Deleuzes mere kontroversielle påstande udfoldes ved hjælp af Spinozas breve, hvorved Deleuzes ideer fremstår som en yderligere korrektion af Spinozas svar til en af sine venners misforståelser.

Det problematiske i forbindelse med udtrykket hos Spinoza hænger sammen med hans tre nøglebegreber: substans, essens og attribut. Det kan være svært at adskille disse. Deleuze skriver: ”Substansen udtrykker sig selv, attributterne er udtryk, og essensen er udtrykt.” Det vil sige, at en essens ikke har nogen eksistens udenfor attributten, som den udtrykkes igennem, mens essensen qua essens relaterer sig til substansen. En attribut og en essens er altså forskellige, men kun for så vidt at enhver essens er udtryk for en substans essens, ikke en attributs. ”Der er ikke kun én substans for hver attribut, men der én kun en substans for alle attributter.”

Mere forsimplet. Substansen er privilegeret, idet den kan leve i kraft af sig selv (a.k.a. gud). En attribut kan ikke eksistere alene, men eksisterer kun i kraft af dens relation til den essens, som den udtrykker. En attribut er en egenskab ved essensen, en måde at eksisterer på, en livsform. Attributter får derved en ontologisk rolle, vil jeg mene. Ligeledes synes attribut/essens parret – til sidst i bogen – at få en mere erkendelsesmæssig rolle. ”Forskellen ligger i de immanente eksistens modi involveret i hvad vi føler, gør og tænker.” Det virker som, at Deleuze på den måde lader substansen, essensen og attributterne folde sig om sig selv, eller folder dem sammen i et plan. Det hele udspiller sig på noget.

Hvad? Forskellen. Den forskel, som gør at noget blive til, kan blive. Et plan for livet.

Det er lidt svært, men ikke desto mindre givende at læse.

Sådan forløber de første kapitler med tungen lige i munden frem til femte kapitel, hvor det bliver lidt lettere – for denne læser – at orientere sig.

Magtbegrebet får eksempelvis en anden betydning end ”magt over.” Snarere bevæger det sig hen imod en medskabende magt. ”Forståelse har ikke mere magt til at vide end dens objekt har magt til at eksistere og handle; tænkningens og erkendelsens magt kan ikke være større end at den nødvendigvis står i forbindelse med magten til at eksisterer.”

Hermed begynder det etiske så småt at træde mere klart frem. Kapaciteten eller styrken til at eksistere er et spørgsmål om magt, fx magten til at bevare sig selv. Her kan man eksempelvis drage en parallel til kunstens verden, hvor litteraturen kan bevare noget, fastholde nogets eksistens i al evig såfremt en forfatter besidder magten eller styrken til at bekræfte det.

Magten er altid en handlen, siger Spinoza. Af samme grund er magten altid aktuel. Den udtrykker sig på to måder: Magten til ”at handle” versus blive ”handlet med” – begge er aktuelle, men den sidste besidder et potentielle for en større positiv handlekraft.

Herfra indsætter Deleuze en spurt. Han beskriver Spinozas tanker om ”passive og aktive kræfter,” hvor de aktive kræfter er udtryk for det, som en krop kan, mens de passive er udtryk for det, som ikke er godt for kroppen. Det vil sige, ethvert møde med en anden krop øger eller minimere ens aktive kræfter. Udfordringen bliver hvordan en krop kan overvinde en relation, som er dårlig. Eller hvordan man kan organisere møder mest hensigtsmæssigt.

Det er vigtigt at forstå, at der for Deleuze og Spinoza ikke findes noget Godt og Ondt i naturen per se, men ene og alene møder, som enten dræner eller øger vores evne til at handle. I Hume-bogen talte Deleuze om at ethvert møde er ydre betinget, dvs. at en krops møde med en anden krop ændrer de to kroppes komposition. En måde at evaluere et sådan møde på sker bl.a. igennem begreberne glæde og tristhed. I en note citeres Spinoza for sætningen: ”Erkendelsen af Godt og Ondt er ikke andet end en følelse af glæde og tristhed, såfremt vi er bevidste herom.”

Glæde er det, skriver Deleuze, som øger min magt til at handle. Og ofte kan jeg øge min glæde ved at fremme min forståelse for (eller af), hvad det er, som gør mig trist, fx at være sammen med et selvoptaget mennesker. Glæden afhænger af, hvorvidt mødet ”enes med min natur”, eller om forholdet kan ændres til noget mere gunstigt. Derudover forudsætter min magt til handle, selvfølgelig en modtagelighed. Pointen er at mange handler på baggrund af noget unaturligt, fx moralske dogmer i stedet for at udvikle ens fornuft til at handle kvalificeret på baggrund af ens åbenhed og modtagelighed.

Disse tanker medfører nogle bombastiske, men strengt nødvendige konklusioner. ”Alt hvad en krop kan (dets magt) er ligeledes dets ’naturlige ret’” – ”Alle søger, hvad der er nyttigt og godt for dem.” De påvirkninger som et møde foranlediger bestemmer, hvad der er nyttigt for at bevare sig selv. Hvad en krop kan gøre er dens ret, siger Deleuze. Den enkeltes ret til at handle overtrumfer eventuelle pligter. Påstanden er dog, at vi har brug for hinanden, fordi det er i kraft af relationerne at vores magt til at handle øges – selv når vi påvirkes negativt aktiverer det kroppen og tankens magt til at handle for at overkomme ”det dårlige”. Med mindre der er tale om ren impotens.

Hos Spinoza er filosofien frigørende som en løsrivelse fra det, der separerer os fra et liv fuld af glæde.

Deleuze genfortæller Spinozas genfortælling om Adam og Eva i paradisets have. Ifølge Spinoza er Adam ikke fornuftig, fri og perfekt før han bider i æblet. Ingen fødes fri eller fornuftig. Snarere er Adam et barn; han er svag og ignorant. Han er ulydig som et barn, fordi han ikke forstår det naturlige forhold mellem handling og konsekvenser. Adam tror fejlagtigt, at de naturlige love er moralske love. Gud forbyder Adam at spise æblet, fordi det vil ødelægge hans krop, ikke fordi det er moralsk forkert at spise æbler. Etik er lidt som at spise og drikke det, som er godt for ens krop. Af samme grund er det at blive fornuftig en langsom læreproces, der handler om at lære og forstå, hvordan man kan enes med naturen. Nogle gange er en Jack Daniels bedre end en urtete.

Et sted skriver Deleuze: ”Få temaer i Etik vender mere hyppigt tilbage end dette: at alt hvad der er trist er dårlig og slavebinder os; alt hvad der involverer tristhed udtrykker tyranni.”

Hvordan kan vi udfolde vores kapacitet til at blive påvirket, hvorved vores magt til at handle øges? Hvordan kan vi øge vores magt til det punkt, hvor vi producerer aktive affekter?

Spinoza er frihedens tænker. Som Deleuze citerer: ”En fri mand tænker mindst af alt på døden, og hans visdom er en meditation over livet, ikke døden.”

Bogen rækkes hermed videre til andre, der ikke vil underkues eller forblive et brokkehoved. Deleuzes store (han skrev senere en mindre) Spinoza-bog læser du, mens du siger: Fuck, fuck, av, av, av, men til sidst ruller du om på siden, og brøler: JA.

Empirisme og fantasi

”In fact, empiricism is a philosophy of the imagination and not a philosophy of the senses.” – Gilles Deleuze

Henover sommeren vil jeg genlæse et par af den franske filosof Gilles Deleuzes bøger. Primært nogle af dem, der har det med at blive overset. Læsningen tjener som opvarmning til min deltagelse i en Deleuze-konference, som holdes i Orhan Pamuks hjemby i juli.

Lad mig starte med Deleuzes første bog, den nok mest oversete, nemlig Empiricism and Subjectivity. An Essay on Hume´s Theory of Human Nature. Deleuze udgav denne, mens han blot var en knægt i starten af tyverne. Eterfølgeren, hans fremragende bog om Nietzsche, udkom otte-ni år senere.

Er der en grund til, at Hume-bogen er overset? Ja og nej.

Fra Nietzschebogen og frem, er Deleuze en yderst original læser og tænker, men ikke desto mindre rummer Hume-bogen mange interessante ideer, som foldes ud senere i forfatterskabt.

I forordet til den engelske udgave udtaler Deleuze, at David Hume foregriber Kant ved hjælp af begrebet tiltro. Tro erstatter viden. At tro, er at foregribe, skriver Deleuze.

Hvad er konditionerne for en velbegrundet tro? På baggrund af dette spørgsmål udvikler Hume, ifølge Deleuze, en teori om sandsynlighed. Og denne sandsynlighedsteori er baseret på en relationslogik, der viser, at alle relationer (mellem mennesker og ideer) er ydre. Det er meget kort fortalt bogens plot.

Flere steder skriver skriver Deleuze: “Relations are external to their term.” Der er her tale om en måde at tænke på, som er sigende for Deleuze. Sætningen understreger, at relationer ikke repræsenterer eller forholder sig til en eller anden given identitet. Snarere at livet styres af ydre kræfter. En kraft er relationens kapacitet, dvs. at kræfter ikke determinerer relationen for sig selv, eller i sig selv, men kommer til udtryk i selve mødet. Sagt mere simpelt, de fleste relationer mellem mennesker går i stykker, når noget, fx ens forhold til ens partner, pludselig evalueres i lyset af et bestemt ideal eller identitet. Forholdet er ikke længere blivende, men ER enten lig idealet eller ej.

Hos Deleuze er der ingen model for livet. Senere i sit forfatterskab uddyber han, at en kraft er lig med dens rækkevide, dvs. dens sortiment af mulige møder med andre kræfter.

Vender vi tilbage til distinktionen mellem tiltro og viden, skriver Deleuze bl.a.: “I believe in what I have neither seen nor touched.” Det er en smuk sætning, synes jeg. Empirisme handler mere om imagination end vores sansers evne til at sanse. Dette er ligeledes en tanke, som er tilstede i hele forfatterskabet. Denne ide påvirker endvidere den gængse forståelse af forholdet mellem årsag og virkning. Effekterne eller virkninger er vigtigere end ens eventuelle gisninger om, hvad der mon er årsagen. Der er trods alt visse følelser og tanker, som vi ikke kan ignorere, skønt vi ikke med sikkerhed ved, hvorfra de kommer.

Et andet sted skriver Deleuze “… philosophy, being a human science, need not search for the cause, it should rather scrutinize effects. The cause cannot be known, principles have neither cause nor an origin of their power. What is original is their effects upon the imagination.”

Helt klassisk er Humes filosofi en kritik af rationalismens repræsentationsfigur, fordi “representations cannot present relations …” Vores tanker er ikke fornuftige. Snarere er vores fornuft en affekt af vores tanker. Måske er det derfor at fornuf ofte kaldes instinkt, vane eller natur (jf. noget er logisk). Man kan sagtens finde nyttige argumenter mod hjerneforskningens trættende påstand om at mennesket er dets hjerne – y nada mas. Deleuze vil sige, at vores forestillinger og tanker er underlagt ydre kræfter. Dette hænger igen sammen med at enhver relation er ydre betinget.

Når Deleuze senere i sine skriverier taler om tilblivelse, er det aldrig forstået som en selv-skabelse, snarere en selv-overvindelse. At lade sig forme; at slippe illusionen om at kunne kontrollerer alt.

Der redegøres også for, at moral ikke er noget naturligt, men noget skabt. “It is not our nature which is moral, it is rather our morality which is in our nature,” skriver han.

Han (Hume og Deleuze) taler om sympati for det kommende. Hume kritiserer klassiske kontraktteorier, idet de udspringer af frygt og egoisme (fx Hobbes). Der er en manglende tro på menneskets evne til at samarbejde. Problemet er med andre ord et spørgsmål om tiltro. Eller hvordan noget sandsynliggøres. Lad mig give et eksempel. Statens problem, siger Hume, er, at den ikke formår at gøre den generelle interesse troværdig. Hvad er eksemplevis den generelle interesse blandt danskere? Det er nok ikke økonomisk vækst, som politikerne konstant snik-snakker om, men noget mere alment menneskelige såsom velvære, trivsel og meningsfuldt arbejde. Hvorfor skal vi forføreres til at tro, at mere økonomisk vækst partout giver mere velvære og mening, når selvsamme vækst også genererer flere eksistentielle sygdomme, fx angst, stress, depressioner?

Udfordringen er bl.a. at gøre ens fantasi eller forestillingsevne troværdig; transformere denne til noget sandsynligt. Hvilket kun er muligt, når og hvis, ens fantasi har et holdepunkt, fx i kraft af det som berører en: mødet, dvs. relationerne. Det vil altså være en fejl at tro, at Deleuze sætter pris på fantasien som sådan. Tværtimod. Dumhed er og forbliver dumhed uanset, hvor fantasifuldt den indpakkes. Den er altid forankret i et møde, noget konkret.

Flere af disse ideer leder til interessante tanker om hvad et subjekt er (hvis det er og ikke snarere bliver til). Et par citater kan understrege dette: “… believing and inventing is what makes the subject a subject” – “The given is no longer given to the subject; rather, the subject constitutes itself in the given.” – “The subject invents and believes; it is a synthesis of the mind.”

Tro og opfindelse. Subjektet tror på det, som sker eller er givet, mens det opfinder eller konstituerer sig selv i lyset heraf. Vanen er det, som konstituerer subjektet, idet vanen er foregribende. Vanen har tillid til fortiden og dens eventuelle varen mod fremtiden. Her tænker Deleuze allerede med Bergson, som han senere skriver en monografi om. Hvad der er vigtigt er dog, at subjektet hele tiden står i relation til tiden, hvorved subjektet ændrer sig pga. dét, som lægger an. Tid er forandring. Fortiden og nutiden er derfor ikke givet, men skabes gennem subjektets forsøg på at give sig selv en oprindelse. Det er aldrig for sent at få en god barndom, som nogle ynder at sige.

Bogen viser, at relationer er ikke noget, der kan eller bør ses som en svag afglans af et eller andet givet ideal. Der findes ikke noget ideal for hvordan ens barndom, ens familie eller ens forhold skal være. Snarere er enhver relation et middel til aktivitet, til handling. Alt bliver til i mellemrummet, skriver Deleuze sammen med Guattari omkring tredive år senere.

Disse ideer (og flere) leder Deleuze til at give en rimelig klar definition af filosofi, som senere raffineres. “Philosophy must constitute itself as the theory of what we are doing, not as a theory of what there is. What we do has its principles; and being can only be grasped as the object of a synthetic relation with the very principles of what we do.”

Sagt anderledes: filosofi handler om de givende forskelle, fx de forskelle, der gør noget ved os; de forskelle, som det er en udfordring at skabe tiltro til. Deleuze er ikke fænomenolog, men kreativ eller radikal empirist.

Hume-bogen er langt fra Deleuzes bedste, men den er på ingen måde i nærheden af at være dårlig.

Don’t mind

Evolutionsbiologen Marc D. Hausers bog Moral Minds forsøger at vise, hvordan naturen skabte menneskets fornemmelse for, hvad der er rigtigt og forkert. Han prøver – ganske vedholdende – at tænke psykologi, moral, kognition og biologi sammen, hvilket er blevet umådeligt populært de seneste år. Ikke desto mindre virker bogen lidt for søgt.

Hausers ærinde er, at naturalisere filosofferne David Hume og Immanuel Kants tanker. Det vil sige, bringe – især – Kant i samspil med evolutionsbiologien. Sagt anderledes: mennesket har udviklet sig til at følge de imperative love, som Kant redegjorde for.

Rent filosofisk er sådan en læsning selvfølgelig problematisk, idet filosofi ikke er en supplement til biologisk liv (eller andre videnskaber). Når filosofi beskæftiger sig med livet, et liv, er det de forskellige måder, hvorpå et liv kan leves, tænkes, føles, som vækker noget bemærkelsesværdigt, ikke hvorvidt de føler et ideal. Det er det levende, som sådan der er i fokus. Og det levende, kan ikke reduceres til den menneskelige organisme. Det interessante er af samme grund ikke, hvordan visse tanker passer ind i en større plan, men hvad de muliggør, hvilke former for liv de åbner.

En anden måde at se Hausers bog på er, ved at sammenligne den med Noam Chomskys ide om en universel grammatik. For interesserede, så har Deleuze og Guattari påpeget nogle problemer hos Chomsky i Tusind plateauer, fx at der findes ikke et homogent system (som Chomsky hævder), der ikke allerede er påvirket af en vedvarende, regulerende og iboende proces af variationer. Chomsky vil eliminere alt det skæve. Det vil svare til at kalde Junot Diazs bøger for grammatisk forkerte. Det ville svare til at hævde, at flere tusinde mennesker i USA (og sikkert mange andre steder), ikke taler rigtigt, fordi de ”taler” Spanglish … Ja, det svarer til at afskære alle de menneskelige handlinger, som vi finder onde og modbydelige, som afvigelser i systemet, der intet fortæller os om mennesket. Det ”naturlige” bliver nemt et abstrakt ideal. Det minder lidt om brugen af begrebet autentisk, der ofte tolkes som noget naturligt og oprindeligt, hvorved det naturlige også nemt får en moralsk værdi. Tænk bare på, hvordan nogle formår at brande deres egen godhed, fordi de helt naturligt ikke ser fjernsyn, helt naturligt ikke spiser kød, helt naturligt ikke spiser hovedpinepiller. Who gives a fuck?

På samme vis mener Hauser, at der er en universel moral for mennesket. Selvom jeg ikke bifalder ideen, er den interessant. Påstanden er, at mennesket – alle mennesker uanset kulturforskelle – deler en moralsk intuition, der mere eller mindre ubevidst formår at afgøre, hvad der er rigtigt og forkert. ”He was endowed with a sense of right and wrong merely relative to this. This sense is as much a part of his nature, as the sense of hearing, seeing, feeling; it is the true foundation of morality,” som der står. Sætningen kunne gælde for både Jønke og Hilda Heick, alt efter hvem der fører pennen. Så til en vis grad, nikker jeg. Og dog. Der er også talrige eksempler på det modsatte, fx lydighed.

Min anke er, sagt meget simpelt, at moral og biologi vikles sammen på en måde, hvorved det gode menneske retfærdiggør sin egen godhed, som noget naturligt. Det er en form for selvrefleksion, som forsømmer at filosofiske begreber ofte gør vold på en. De slår en omkuld, hvorved det hele ikke bare passer ind, men kræver en anden form for involvering i det, som sker. Af samme grund taler Deleuze (og andre) om en immanent etik, hvor det mere handler om at acceptere det, som sker, som var det noget man selv havde valgt. Her er det ambitionen at lade sig påvirke, selvom man ikke kan kontrollere alt det, som påvirker en? Hvorfor, fordi det levende som sådan er interessant.

Måske det hele kan siges anderledes: det er ikke kun Hitler og Pol Pot, som er afvigelser; det samme er Nelson Mandela, Martin Luther King og Gandhi. Hauser anvender selv dette, som et eksempel uden rigtigt at folde det. Hvem er så mest naturlig? Er naturlig det samme, som god? Og hvad er god? De tre nævnte ”positive” ledere, er alle eksempler på social ulydighed, hvorved det gode også bliver berørt af magtrelationer og individuel heroisme.

Dér, hvor etik og moral bliver interessant er, hvor vi ikke ved, hvad der er rigtigt og forkert. Dér, hvor der er tale om et dilemma. Og her er kriteriet måske ikke, at følge en master-plan, men spørge: hvad er også muligt, hvad kan jeg også gøre? Der er noget opfindsomt forbundet med at generere alternativer. Her kan ekstraordinære mennesker inspirere os, ikke kun qua deres medfølelse eller idealisme, men snarere pga. deres kreative tilgang til de muligheder de havde. Det er ikke Gandhis uafhængighed som inspirerer, men hans ikkevoldsstrategi; det er ikke Martin Luther Kings rettigheder som inspirerer, men det at hans ”drømme,” kunne aktualisere sådanne rettigheder; det er ikke Mandelas opløsning af apartheid som inspirerer, men hans pacifistiske rummelighed. Gandhi, Mandela og King viser, at den menneskelige evolution ikke er noget lineært og velordnet, men noget opfindsomt, kreativt og muterende.

Enhver begivenhed er en mangfoldig i den forstand, at dens aktualisering afhænger af en beslutning – og nogle gange kan den ene beslutning være ligeså god eller dårlig, som den anden. Konklusionen er derfor, at etik stadigvæk er en sats, men vel og mærke på et stadie, hvor det ikke drejer sig om at stjæle, mishandle eller slå ihjel. Ingen behøver læse Kant eller Hume her (eller gå i kirke).

Så mit problem med Hauser er nok, at evolution bliver en form for moralsk dannelse, der stopper dér, hvor det bliver etisk svært. Af samme grund beskæftiger filosofi (i hvert fald nogle filosoffer) sig med det potentiale i tænkningen, som ikke kan reduceres til mennesket. Filosofien har blik for det, som endnu ikke kan tænkes, hvorved filosofien adresserer et problem, som der p.t. ikke er nogen løsning på. Her bliver filosofien skabende og opfindsom, idet den forsøger at skabe plads til det, som der lige nu ikke er plads til. Friheden til at skabe mere virkelighed. Af samme grund mente Nietzsche også, at adskillelsen af filosofi og litteratur kun er forbeholdt bibliotekarer.

Better humans?

What do we talk about when we talk about making “better” humans? It sounds like a Raymond Carver story, but it’s just one of the questions that the philosopher Michael Hauskeller addresses in his book, Better Humans? Understanding the Enhancement Project.  

The human enhancement-discussion is full of conflicting normative views. This is valid for the “bio-conservatives” (the skeptics) as well as the “transhumanists” (the optimists). Both positions choose a set of values and norms that serve their respective project, for example, when both claim that, “the natural assumes a normative role” (p. 63). The only difference is that natural functions either as a sacred gift (i.e. bio-conservative), or as a natural human desire to become better (i.e. transhumanists). 

Hauskeller unfolds many of these ethical dilemmas. Additionally, he illustrates some of the more desperate postulates, for instance, that happiness and authenticity goes hand in hand. “The unhappy life is therefore ipso facto inauthentic” (p. 69). If authenticity refers to a natural or honest state of mind, then most people would be quite unauthentic if they were happy all the time.

Making better humans, Hauskeller argues, requires a purpose within a specific context. “Thus a tennis player who wins most of her matches, even against strong opponents, will certainly be seen as a good tennis player, but that does mean that she will be seen as a good human” (p. 8). 

Unlike most books dealing with human enhancement, this one doesn’t try to frame the project within a set of moral categories. Instead, it remains within the project of becoming “better humans.” It is a difficult, but commendable task. The approach alone makes the book a needed contribution. It opens up the project and brings new energy to the debate.

The attractive thought that guides Hauskeller, as I see it, is that each human life is a multiplicity. For this reason it is difficult to judge morally, what we should or ought to do. The fact is that we still don´t know what the human being is capable of – with or without enhancement. For example, he shows that a smarter, stronger or more beautiful human being is not an indicator of moral goodness. Beautiful people are also cheating. It makes sense. Yet, when it comes to what actually makes us human, the author appears to be somewhat indecisive, at times romantic. At one point, he even becomes unnecessary polemical. 

In the chapter “Getting stronger,” Hauskeller he solely views sport as a stupid activity without any purpose. “There does not seem to be any real point in winning athletic competitions, or at least not more points than there would be, say, in a hamster’s decision to become the fastest wheel-runner” (p. 157). He claims that the athlete, seen from the perspective of human enhancement, no longer is the object, but only a means for technology. This assumption, though, requires a romantic view of what is natural. Isn’t culture the only nature? Also, I guess that practicing a tennis serve over and over doesn’t tell Hauskeller anything about concentration or discipline as means of enhancement, although these strengths might help the person outside the sport. Roger Federer is just a hamster with a racket!

Hauskeller doesn’t know what to do with the human body, even though he refers to thinkers for whom the body is furnished with sensors (e.g. Alva Noë). To give an example: if we listen, the body tells us not only when to eat, sleep and drink, but also when we have reached our limits. Why is it that many people who suffer from stress or burnout find it useful to train their capacities to listen to their bodies, for instance, through meditation? 

Another concept that is present throughout the book, but only treated vaguely is experience. At one point, he treats it as something relative. “[R]eading and being able to understand and appreciate Proust is better than reading Tom Clancy. But why and in what sense would it be better?” (p. 88). How can a preference be justified? For Hauskeller such justification rests on a certain idea about what it means to be a human. “Human enhancement,” he writes, “is thus proposed as a way of eventually turning us into what we are meant to be” (p. 86). 

However, “better” doesn’t necessarily refer to what is canonized by science (or the cultural elite), but whether a writer explores new nuances of the human experience. To be a human being is not, per definition, to appreciate Proust. But, Proust might enhance humans. Proust probably violates more people´s habitual way of thinking, than Clancy. Is that good? Yes, because it creates a fictional space where different experiences can emerge. The funny thing is that Hauskeller apparently agrees with my intervention, because 100 pages later he writes, “can we really believe that what makes Mozart great is entirely comparative, that there is nothing of intrinsic value in his music?” (p. 177). It is both implausible, Hauskeller says, and it contradicts the whole human enhancement project, if all values are relative. Still, athletic competitions are like hamster races; Proust is like Clancy; the body may be strong or look good, but not be trained to achieve a better balance in life.

The inconsistencies are worth mentioning, because they touch upon Hauskeller’s own premise that the idea of better humans depends on our human experiences (or our present human form). So, does Proust interfere with Hauskeller’s final words, when he says that a “lively appreciation of giftedness” may well serve as a precondition for the good life (p. 181)? 

Does the human enhancement project expand our space of experiences, or not? Is that the question?

Readers will find much to agree and disagree upon, however, Hauskeller´s book is without doubt a good example of how philosophy fruitfully can contribute to a discussion that involves all of us.

First reviewed in Metapsychology, 2014

Sant Jordi – den legemliggjorte

Det fortælles at ridderen Sant Jordi red videre efter at have reddet prinsessen fra dragen. Hvor hen, ved ingen. Nogle hævder dog, at han blev hængende, og fik det halve kongerige, som det hører sig til i eventyrene. Jeg ved det ikke. Der er noget heroisk i begge historier.

Sant Jordi også kaldet Sankt Jørgen er mere end ridderen, som redder hele byen – og prinsessen – fra den modbydelige drages gab. I den spanske region Catalonien er han den symbolske figur per se. Han bekæmper ikke kun dragen, men undertykkelse og frygt. Sant Jordi er ridderen, der vil Cataloniens selvstændighed. Han er en del af løsrivelsesprocessen. Efter at have spiddet dragen med sit spyd, dyppede han sine fingre i dens varme blod, og kørte fire blodige fingre henover ørkenens gule sand. Resultat: Fire røde striber på en gul baggrund, nøjagtigt som i det catalanske flag. Senere voksede en masse smukke roser op.

Hvorfor nu Sant Jordi? Skal det handle om eventyr? Nej, i hvert fald ikke mere end det plejer.

Dagen i dag er også bøgernes dag. Det er dagen, hvor selveste romanens fader Cervantes blev født, hvor Shakespeare døde (eller blev født, er lidt i tvivl). Det er dagen, hvor alle skoler i Catalonien afholder en poesi-konkurrence. Det er dagen, hvor mændene køber en rose til pigerne, mens damerne køber en bog til drengene. Det lyder sikkert sexistisk og meget forkert, men byen dufter af roser og er fuld af bøger. Det er ikke en kun en dag, hvor en forfatter kan være glad, men alle, der kan lide at læse og dufte og se på noget smukt, bliver berørt – især, når solen så også skinner.

Sant Jordi legemliggør den catalanske frihedskamp. Det er dog ikke den politiske debat, som jeg vil berøre, men begrebet legemliggøre.

I bogen The Embodied Mind foretager forfatterne Francisco Varela, Evan Thompson og Eleanor Rosch en af de første filosofiske læsninger af buddhismen. De sætter filosofisk ”kød” på begrebet mindfulness, som de definerer mere eller mindre som opmærksomhed. Mindfulness er et begreb, der desværre har det med at blive misbrugt i management og selvhjælpslitteratur, fordi opmærksomheden pludselig bliver strategisk. Opmærksom på noget.

Bogens filosofiske udgangspunkt er Merleau-Ponty, der definerer begrebet legemliggørelse (eller inkarnation), som noget der både omfatter kroppen, som en levet og eksperimenterende struktur, og kroppen, som konteksten for ens kognitive mekanismer. Sagt anderledes: Livet sætter sig i kødet på os. Afhængigt af konteksten.

Et eksempel: Lige nu hyperventilerer jeg. Det er underligt, idet jeg sidder ned. Havde jeg derimod lige været ude og løbe, ville konteksten have været anderledes. Selvfølgelig kan min åndedragsfrekvens også skyldes for meget kaffe, at jeg skal undervise på spansk, at jeg lige har set Zlatan nøgen i en reklame … kontekst. Hvordan er hvad muligt?

Mindfulness betyder at kroppen er nærværende i legemliggjorte erfaringer.

I bogen kæder forfatterne, som nævnt, ideen om mindfulness tæt sammen med opmærksomhed. Apropos opmærksomhed, så sagde Henry Miller at opmærksomhed var den bedste etik, ligesom det var den vigtigste kapacitet for en forfatter. Jeg er enig. Flere kunne nævnes, men ikke her. Pay attention. Når vi er opmærksomme, bliver vi mindful, det vil sige vi erfarer, hvad sindet eller vores tanker gør, mens den gør det. Det handler om at blive nutidig eller nærværende i ens tanke. Det handler altså ikke om refleksion eller abstraktion. Det handler ikke om tankens tanke. Det handler ikke om at træde ud af sine tanker og evaluere disse i forhold til et ideal. Det handler i bund og grund om at bringe kroppen og tanken sammen. ”To be mindful of the mind as it takes its own course,” som de så smukt skriver.

En anden måde at forstå mindfulness på er ved at relatere det til Descartes berømte udsagn: Jeg tænker, derfor er jeg. Problemet for buddhisten er, at Descartes konkluderer, det vil sige at han træder ud af tanken i stedet for at blive i processen. Noget tænker. Basta. Tilsvarende kunne man sige, at bevidsthed er noget, og ikke om noget. Det er også her at selvet forsvinder. Buddhismen fortæller dog ikke, at du ikke må tro, at du besidder et selv eller ej. Ingen er stædige. Snarere påpeger de, at ens ekstreme opmærksomhed tydeliggør, at der ikke er et anker, en essens for hvad ”jeg” tænker. Selvet er noget blivende, noget som sker. Det er ikke mig, som tænker, men noget som lægger an på mig. Jeg er noget tænkt. Jeg formes.

At tænke er en måde at blive mere opmærksom på. Uden andet formål end opmærksomhed på det, som finder sted. Det er blandt andet det, som skriften kan. Den findes. Den bevæger sig. Udvikler sig. Den ånder. Nogle gange kan den præcist levendegøre noget, hvorved det bliver muligt at dele erfaringer, idet der skabes rum for ens erfaringsdannelse i kraft af sproget. Sproget er opmærksomt.

Det hele er ifølge bogens forfattere et spørgsmål om sansning. Tanken er den sjette sans. Det er ikke kun kvinder, som besidder en sjette sans. (Med mindre man mener, at kun kvinder tænker). Det gør alle, som tænker. Tanken er afhængig af kontakt. Sant Jordis blodige hånd smelter sammen med jorden. Han berøres og røres; påvirkes og påvirker. Det tørre sand befrugtes med det mest livgivende: blod. Sant Jordi rækker livet videre. Han ser, hører, smager, lugter og rør, men han tænker også. Tanken er den erfaring, som rækkes videre. Den erfaring som siger, at kun kærligheden kan matche døden, at kærligheden er den eneste mulige protest mod dødeligheden. Sant Jordi legemliggør livet.

Det fortælles dog ikke, at Sant Jordi af samme grund også er større end det catalanske projekt. I hvert fald symbolsk.

Bogen er en fin indføring i mindfulness i en filosofisk kontekst. Enkelte steder er den lidt outdated, fx i afsnittene om kognition. At den halter lidt er dog ikke bogens skyld, men min. Min omtale af bogen er outdated, The Embodied Mind udkom i 1991. Dengang havde jeg ikke hørt om Merleau-Ponty eller budisme, men ikke desto mindre indset, at jeg er min krop.

Økonomiens ABC

  1. Økonomien har lært os at økonomisere med sproget.
  2. Økonomien opererer med et bestemt mål for øje: profit.
  3. Økonomien påvirker vores forståelse. I dag behøver ingen at sætte ordet ’økonomi’ foran begreberne anerkendelse, sikkerhed, tryghed eller frihed. Det er indlysende, at de fleste mener ’økonomisk’-frihed, ’økonomisk’-tryghed, ’økonomisk’-sikkerhed, når disse begreber anvendes.
  4. Filosoffen Gilles Deleuze skrev i et af sine sidste essays (Efterskrift til kontrolsamfundet), at den fremherskende sociale kontrol fungerer som en slags modulering af mennesket. Det enkelte menneske er underlagt nogle økonomiske normer. Det tør ikke længere sige nej (jf. anerkendelse og identitet).
  5. Der er stor forskel på, hvad psykologer og økonomer mener med inter-relationelle kompetencer. Sagt lidt firkantet: en forskel mellem glæde og (mulig) profit.
  6. Penge er ikke økonomiens problem. Økonomiens problem er derimod de værdier, livssyn og den snævre kredit-debet moralisme, som følger i kølvandet.
  7. Økonomien er god til planlægning af visse ting, fx en flybillet til Barcelona. Det er fint. Markedet kan selvfølgelig ændre sig, planerne kan gå i vasken, flyselskabet kan krakke, men det er svært at se et alternativ. Den ros fortjener økonomien.
  8. Økonomien adskiller sig en lille smule fra religionen, idet ingen ynder at stille spørgsmål til dens idealer og mål. Det diskuteres trods alt, hvorvidt Gud eksisterer eller ej, om en eventuel Gud har bryster eller ej; men hvorvidt ejendomsretten er et ubetinget gode eller ej – det diskuteres stort set ikke.
  9. Karikaturtegninger af pengesedler ville være ren blasfemi. Det ville føre til en abnorm og global krise.
  10. Et samfund er en betegnelse for nogle mennesker, der har fundet sammen. Selve ordet samfund har flere interessante rødder, fx er det tæt forbundet med det latinske ord ’socius’, der betyder partner, følgesvend eller forretningspartner. De to filosoffer Gilles Deleuze og Félix Guattari anvender denne betegnelse i deres bog Anti-Ødipus, hvor de definerer socius som en kanalisering af produktionen, hvorved produktion er en form for udvinding af de sociale kræfter. Det vil sige, at socius indeholder et organiserende element, der er kontrolleret af et organiserende ideal. Hvem sagde penge?
  11. Er det drømmen om rigdom, der binder folk sammen på tværs af racer, religion og kulturer?
  12. Michel Houellebecq skriver i The Map and the Territory, at ”we’re at a point where sucess in market terms justifies and validates anything, replacing all the theories. No one is capable of seeing further.” Jeg har altid godt kunne lide Houellebecq, fordi han ser lidt længere, idet han er i stand til at se det, som er i færd med at blive.
  13. Økonomi er en politisk ideologi, der fremmer én bestemt type samfund, nemlig business- eller præstationssamfundet. Dette ses ved at studerer så forskellige økonomer, som Adam Smith, John Maynard Keynes og Karl Marx.
  14. Alt andet lige …, men hvad med alt det skæve?
  15. Hvem sagde, at Kina er en alt for strategisk vigtig partner til at tage hensyn til noget så absurd, som menneskerettigheder? Sikkert en politiker rådgivet af en økonomisk vismand.
  16. Viden forstået som en økonomisk ressource, hvilket vil sige en knap ressource medfører, at hver gang jeg sælger min viden, så bliver jeg dummere. Analogien er simpel: Viden sættes lig med mine 100 kroner i lommen, som jeg ved at give til en anden altså mister. Set i dette lys er det sjovt at tænke på videnarbejde og videnledelse. Jo mere de tjener, desto dummere bliver de? Modsat, når viden bliver noget som skabes sammen med andre, så deles viden helt automatisk. Ingen ønsker at eje viden, men alle ønsker at blive klogere. Ingen mister noget ved at give sine erkendelser videre. Tværtimod.
  17. Del.
  18. Businesssamfundet fremmer performance i henhold til et givet ideal, hvorved det bliver til et præstationssamfund. Jeg ville foretrække læring uden andet mål end at blive bedre, klogere, gladere.
  19. Alting har en pris, siger nogen. Er det sandt?
  20. Nej. Kun et menneske uden anden værdi end penge, ville sige Ja.
  21. Det er koldt på toppen! I forhold til hvad? At leve på gaden? At gå sulten i seng? Ikke at have råd til medicin til sine børn? Sælge sig selv? Samle flasker for at få råd til en øl, en sandwich?
  22. Det er koldt på toppen, fordi eksistensen brændes af på vejen op. Livet er varmt, men det er sjældent at et liv værdsættes på toppen. Det er snarere størrelsen på kontoen eller ens magt til at få folk til at gøre, hvad folk helst vil undgå at gøre og så videre.
  23. Der findes utallige ledere. Ikke desto mindre er det relativ få, der stikker ud og inspirerer som eksempelvis Nelson Mandela.
  24. Gid vi alle kunne være rige på kærlighed. Ak, hvilken romantisk ide.
  25. Hvis der er noget økonomien ikke besidder, er det tålmodighed. Heller ikke, når det drejer sig om dens egen undergang.
  26. David Foster Wallace spørger i bogen The Broom of the System, hvad der er fejekostens vigtigste bestanddel. Kosten (i.e. hårene) eller skaftet? Hvis du vil feje, hvilket vil sige rydde lidt op i systemet, omrokkere og pudse af, så er det kosten. Men det kunne også være skaftet, hvis du vil smadre systemet. Det hele afhænger af så meget.
  27. I økonomien er konteksten altid givet. De fleste andre steder i livet skabes konteksten, hvilket fremmer opfindsomheden.
  28. Ejendomsret = stilstand. En af mine bekendte sidder på fjerde eller femte år i sin villa, som hun ikke har råd til at sælge til nuværende markedspris.
  29. Business og samfund hænger sammen. Det er konteksten, som den p.t. er skabt og skabes af politikerne. De hænger sammen, selvom intet i denne sammenhæng hænger sammen. Business og samfund udgør konteksten, fordi de hænger sammen, men i businesssamfundet hænger ingen sammen. Mennesker smuldrer og går i opløsning. Se bare på tidens krise, hvor folk går fra hinanden pga. penge. Politiske partier går i opløsning. Ja, politikere skifter parti, som fodboldspillere der skifter klub for at vinde trofæer. Anerkendelse, prestige, magt, penge.
  30. Når sport bliver professionelt forsvinder etikken, siges det. Hvad fortæller det os om økonomi?
  31. Privatejendomsret har gjort os til idioter, sagde Karl Marx. Det samme har den offentlige ejendomsret. Hvorfor dette behov for at eje? Er det fordi at folk generelt ødelægger alt, som ikke bærer deres eget navn?
  32. Hvorfor er det så svært at forstå, at relationer opstår, når intet længere tages for givet?
  33. Kærlighed står i stærk kontrast til ejendomsret. Der går en lige linje fra ejerskab til impotens.
  34. Prostitution kaldes det første erhverv. Nu er alt prostitueret. Næsten. Vi er i hvert fald alle slaver, som Melville skriver i Moby Dick.
  35. At andet lige, så er alt andet lige lige muligt i en fri verden, men i en økonomisk verden er dette ikke tilfældet. Økonomi og frihed er som Britney Spears og kunst. Uforeneligt.
  36. Allokeringen af knappe ressourcer. Sådan definerer økonomien sig. Først var der en knap ressource: penge, så var der to knappe ressourcer: penge og arbejdskraft, derefter tre knappe ressourcer penge, arbejdskraft og tid. Nu er der fire, de tre foregående, men også eksistensen eller livet som sådan. Alt er blevet økonomiseret.
  37. I Haiti kan du købe et barn for under 100 dollars. Det er rigtigt.
  38. Businesssamfundet har sat eksistensen på økonomisk formel. Sat alt på denne rigide formel. Måske er det derfor at der i Vesten fødes så få børn. Børn koster penge, omsorg og kærlighed. Og et muligt afkast er tvivlsomt, fordi det jo afhænger af ens eget engagement; et engagement, som fjerner fokus fra en eventuel karriere.
  39. Filosofien forsøger at bringe livet ud i det åbne. Helt ud i den afgrund, hvor intet er givet på forhånd.
  40. Okay. Et simpelt spørgsmål: Hvad er bedst, 100 kroner i min lomme eller Judith Hermanns novellesamling Alice i min reol?
  41. Tak Judith.
  42. I gamle dage kunne filosoffer diskuterer om tiden var underlagt rummet, hvorved vi kunne opstille begivenhederne i vores liv på en lang perlerække. Eller om tiden var underlagt bevægelsen, det vil sige at tiden er en varen, hvor noget af fortiden endnu er med os i nuet, der foregriber fremtiden. I dag er det blevet lettere. Tid er penge.
  43. Så tid er penge og vi skal økonomisere med sproget. Hvem har i fremtiden tid til at læse Marcel Proust? Eller “bare” Donna Tartts fine historie om Theo?
  44. Tid er ikke penge; tid er forandring.
  45. Hvad skete der med kulturen, da den blev kulturøkonomi; hvad skete der med oplevelser, da de blev en del af oplevelsesøkonomien; hvad skete der med viden, da den blev til videnøkonomi? De mistede deres særegne værdi.
  46. Hvad sker der med eksistensen, da den blev til råstof i økonomiens værdikæde? Stress, burnout og depression.
  47. Hvorfor drak filosofferne i Platons Symposion? Fordi de som filosoffer var visionære. De så, at det allerede dér begyndte at gå ned ad bakke. Af samme grund er vækst i skateboards og kælke.
  48. Filosofiens formål har altid været at destruere ethvert endegyldigt formål, fordi filosofien ønsker at mennesket skal blive skabende. Tænke uden prædefinerede systemer.
  49. Fri til hvad? Til at lave intet eller til at lave noget, fx leve uden et økonomisk GPS-system, der ånder dig i nakken.
  50. Friheden gør en seende.
  51. Fri til hvad? Elske, læse bøger, slappe af, erkende, lege …
  52. Fri til ikke at økonomisere med sproget. Det er ok at vrøvle.
  53. Er der en morale? Måske denne: livet er til låns. Det er derfor det er værd at værne om.
  54. Hellere række en erfaring videre end en krøllet EURO-seddel.

Frembringelsen af geniet

”Der findes en eneste vej i denne verden, som ingen anden end du kan gå: Hvor fører den hen? Spørg ikke, følg den.” – Nietzsche

Friedrich Nietzsche er en filosof, der muliggør intime erfaringer med hans lidenskab, hans temperament, hans had og kærlighedsforhold. Han er en tænker med stil. Stilen er vigtig, fordi vi tænker og lever i sproget, som han skriver et sted i sine notesbøger. Filosofi er ligeledes en livsstil for Nietzsche. Han er ikke en af disse kateder-filosoffer, der tænker af hensyn til den årlige performance evaluering med afdelingslederen. Snarere ser han tanken, som noget der er uadskilleligt fra ens måde at leve på. Kan man leve efter ens tanker eller ej, det er spørgsmålet. Det er et glimrende kriterium.

Der er desværre tendens til at mange læser Nietzsche værker, som enten lidt for ungdommelige (læs: uregerlige); eller lidt for sene (læs: for tæt på hans spirituelle sammenbrud). Det kan også siges bedre: Nietzsche er en både original og genial tænker. Det kan virke skræmmende for nogle.

Informations forlag har fornyligt udgivet et af Nietzsche tidligere værker Schopenhauer som opdrager. Det er en lille perle af en bog. Nietzsche skriver, så man skal være godt og grundigt pakket ind i goretex for ikke at blive berørt.

Værket polemiserer, debaterer, nuancerer og perspektiverer flere ting. Nietzsche viser, hvordan den sande opdrager også er en befrier, ”der fjerner ukrudt, affald og alle de orme, der vil befamle planternes sarte kim,” som han skriver. Opdrageren er den, som gør det muligt at overkomme den dovenskab, der præger tiden.

Nietzsche værner om geniet (eller helten), ham eller hende, der senere vil blive kaldt for Overmennesket. Geniet revurderer samtidens værdier. ”At leve er at være i fare,” skriver han, fordi geniet må ofre sig, idet han eller hun rækker sandheden videre.

Værket berører også politik og staten, fx har Nietzsche ikke meget tilovers for akademikeren, der arbejder for staten og husholdningen i stedet for sandheden. Desværre har mennesket indrettet sig således, ”at en permanent adspredelse af tankerne forhindrer os i at mærke livet,” slår han fast. Her kunne man sagtens tro, at Nietzsche sad og skrev inde i stuen ved siden af.

Værket berører også noget, som mange kunne lade sig inspirere af i dag, nemlig det faktum at udvikling er en selvovervindelse, ikke en selvrealisering. ”Det heroiske menneske er bedøvende ligeglad med sit eget velbefindende eller sin egen ulykke, med sine dyder og laster og med sig selv som alle tings målestok.”

Og så er der stilheden. Ligesom Kierkegaard, skriver Nietzsche om tidens hastværk, hvor enhver er på flugt fra det, som mærker eller imprægnerer vedkommende (læs: på flugt fra livet). ”Vi frygter erindring og inderliggørelse … Når vi er alene og stille, bliver vi bange for, at der skal blive hvisket os noget i øret, og derfor hader vi stilheden og bedøver os med selskabelighed.” Et andet ord for selskabelighed er underholdning.

For meget underholdning, selviscenesættelse, hastværk, dovenskab … for lidt liv.

Alt dette leder frem til Nietzsches endelige projekt, som er kulturen. Hvad er det, som kulturen skal fremme eller bekræfte? Kulturen skal arbejde på at bringe filosoffen, kunstneren og helgenen frem i os. Det er ambitiøst. Kulturen skal altså gøde grunden for de individer, der gør det muligt for en kultur at overvinde sig selv. Målet for en arts udvikling, skriver han, ligger der, ”hvor den har nået sin grænse og er ved at udvikle sig til en højere art, og ikke i den eksemplariske masses velbefindende.” Det mener jeg ligeledes, at man sagtens kan lade sig inspirere af i dag.

Nietzsches metode er eksemplarisk, fordi han bevæger sig mellem pars destruens og pars construens. En slags ikke-metode. Pars destruens tydeliggør, at intet ideal eksisterer, som kan definere hvad et menneske skal eller bør per se; mens pars construens bekræfter den praksis eller livsform, som gør det muligt at leve. Hos Nietzsche er det geniet eller helten, der fremmer det levende, fordi denne i sine handlinger beviser, ”at kærligheden til sandheden er frygtelig og voldsom.” Han er til stede. Her og nu.

Nietzsche leverer stadigvæk noget af den bedste form for kulturkritik, der er skrevet. Han forsømmer aldrig det opbyggelige i kritikken. Så, hermed de bedste anbefalinger til læsestof, der passer smukt til en solrig dag i parken. Det er en bog for alle.

Mona Lisa smiler endnu

Alt for mange synes at brokke sig. Det er blevet for legitimt, ligefrem prisværdigt at brokke sig. Det sker uden andet formål end selve brokkeriet. Problemet er ikke brokkeriet som sådan. At få lidt luft er uden tvivl ok. Snarere at denne ødelæggende praksis, har minimeret det skabende og sunde element i en saglig kritik.

Lad mig komme med et par dagligdagseksempler.

En af mine venner siger, at alt i fjernsynet er dårligt. Jeg tror ham ikke, men jeg ved det ikke. Jeg ser ikke rigtigt fjernsyn, kun fodboldfinaler og Tour de France. Nogle af disse finaler og cykelløb er gode. Det afhænger af hvem, der vinder. Alligevel tror jeg, at der i dag laves bedre fjernsynsprogrammer end tidligere. Der er simpelthen flere dygtige og kritiske journalister. Jeg tror også, at der laves bedre tv-serier end tidligere. Kvaliteten og den kunstneriske opfindsomhed har formået at udnytte dette medie ved hjælp af narrative teknikker, som ellers tidligere var forbeholdt litteraturen. De fleste danskere ved, hvem Mads Skjern fra tv-serien Matador er. Det sørger Danmarks Radio for, idet de genudsender serien hvert fjerde-femte år. Mads Skjern er mange ting, men mest af alt er han ret firkantet. Han er mere eller mindre den samme i alle afsnittene. Han minder om karaktererne i en krimi, som selv efter sytten bind stadigvæk opfører sig præcist, som i bind et. Det er utroværdigt. Et menneske påvirkes, et menneske forandrer sig, det udvikles. Tag dernæst reklamemanden Don Draper i tv-serien Mad Men, selv efter fire-fem afsnit (har ikke set flere) fremstår Draper væsentligt mere kompleks end Mads Skjern. Der er øjeblikke, hvor Draper konfrontereres med sine barndomserindringer; andre, hvor han formår at lade sig påvirke i nuet, hvorved han tager beslutninger, der bringer ham videre – og som bringer serien videre. Mængden af møg i fjernsynet er uden tvivl vokset, men det er ikke det samme, som at alt er dårligt.

Et andet eksempel. En af mine bekendte siger, at der ikke er nogle originale forfattere, der skriver p.t. Jeg foreslog, at hun orienterede sig lidt bredere end udvalget i Føtex. Ja, selv lidt bredere end hvad den lille danske andedam kan levere – skønt der i Danmark findes originale forfattere, som også vil blive læst om ti, tyve og tredive år. Det er klart, at der i dag er flere forfattere end nogensinde. Alle kan stort set få udgivet en bog, eller om ikke andet selv udgive den. Det medfører en eksplosiv stigning i misbrug af papir og blæk og ord. Ikke desto mindre udgives der stadigvæk romaner, noveller, digte, essays og rejseskildringer, som fylder mig med stor taknemmelighed.

Et tredje eksempel. En af mine kolleger brokker sig over Facebook og Twitter. Han brokker sig over den manglende tid. Den stigende overfladiskhed. Jeg får lidt ondt af ham. Så megen negativitet. Så megen kønsløs brok. Måske er Facebook og alt det andet sociale mediegøgl spild. Jeg ved det ikke. Jeg nåede ikke at komme på, og har aldrig haft lysten til at følge trop. Problemet er dog ikke Facebook eller andre sociale medier, men at mange ikke kan finde ud af at sige ”nej”. Og det kan de ikke, fordi de ikke ved, hvad de vil sige ”ja” til. De ved med andre ord, ikke hvad de vil, hvad der vigtigt. Så længe der ikke er nogen passion, kan alt tage sig ud som spild af tid. Måske er det passionen min kollega mangler. I hvert fald har han ikke lavet meget andet end ingenting det meste af sit liv.

Apropos Facebook, så læste jeg fornylig en psedudokritisk overskrift, der stillede spørgsmålet i forbindelse med Facebooks ti år fødselsdag: Hvor meget tid har du spildt? Det ville være spild af tid at besvare sådan et spørgsmål. Er det virkelig niveauet for kritik?

Et fjerde eksempel. En eller anden brokker sig over dagens ledere – især politikerne. De er dumme. Rigtig dumme. Det er der intet nyt i. Alligevel er der trods alt også nogle, som gør et ret godt stykke arbejde, når man nu tager befolkningen in mente.

Et femte eksempel. En af mine gamle venner brokkede sig over at kvinderne i dag ikke vil kærligheden. De tør den ikke. En af mine andre venner siger det samme, men hun er kvinde, og hun er ikke lesbisk. Det er selvfølgelig altid belejligt, når man kan generalisere. Måske er det særlig rart, hvis man kan overbevise sig selv om, at ens manglende attraktivitet ikke skyldes en selv, men en flok kønsbehårede feminister eller androgyne mænd, som ikke kan holde ud at være sammen med et andet menneske. Det kan være svært at give sig hen. Det kan være svært at turde miste sig selv. Alligevel ser jeg hver dag mænd og kvinder, voksne og unge, som gør ting ved hinanden som varmer mig. Jeg ser kærlighed. Jeg ser menneskelig generøsitet.

Hvad er pointen med alle disse trivielle eksempler?

Brokkeriet overser, at enhver kritik altid er fuld af glæde. Det som jeg kalder brok er trist ynk. Det trætter mig. Jeg er opdraget med den tyske filosof Friedrich Nietzsche på natbordet. Det vil sige, han har ligget på mit natbord siden min brors al for tidlige død gjorde mig opmærksom på en ting: livet er alvor. Det er endeligt. Det skal tages seriøst. Jeg var 19 år gammel.

Det var Nietzsche som sagde, at kritik altid er fuld af glæde. En nøgtern kritisk rummer altid et alternativ. Du kritiserer ved at skabe nye værdier. Du kritiserer ved at producere ny mening. Dengang, hvor Nietzsche sagde at Gud var død, så kritiserede han ikke alene nihilismen. Snarere kritiserede han det manglende mod og vilje til at skabe værdier og mening. Han efterlyste Overmennesket, som aldrig stod på skuldrene af nogle højere og bedre idealer. Nej. Overmennesket evnede at skabe. Skabe plads til det levende.

Det kan også siges anderledes med litteraturen, som reference. Ingen bliver partout en stor forfatter, fordi han eller hun har oplevet noget særligt. Brokkeriet bunder, som i mine eksempler, altid i den personlige erfaring, som de færreste formår at almengøre. Det drejer sig altså om, hvad man evner at gøre med det materiale, som man nu engang har. Der er for eksempel en dansk forfatterinde, som har formået at forvandle en barndom på landet, nogle æbler og en bageplade til noget ganske sensuelt. En anden har konstrueret et bjerg. En hel komposition opstod på grund af bjergets indflydelse på alt omkring det.

Jeg er træt af brok. Hvilket jo er et dilemma, fordi brok kun fører til mere brok. Den giver grimme rynker og sur mave; den mangler det som Nietzsche kaldte ”vilje til magt”, denne kreative kraft til at ville det, som man kan. Nietzsche vidste, at frihed ikke handler om at gøre det man vil, men om at ville det, man kan.

Så ikke mere brok.

Eksempelvis kunne brokkehovederne prøve at skabe nogle rammer, hvor det kunne være muligt at elske, skrive, se fjernsyn, lave politik, som er bedre end i dag. Dette kræver selvsagt mod. Det kræver fantasi, vel og mærke en fantasi der er forankret i en virkelighed. Brok er alt for nemt. Første skridt må derfor være, at frigøre sig fra de ting som åbenbart undertrykker en, de ting som hæmmer.

Det jeg ønsker eller det, som jeg plæderer for, er en konstruktiv kritik; den form for kritik, der ikke bare brokker sig, men som bruger det, der er, til at komme videre. Jeg ønsker, at den enkelte tager lidt ansvar for sin egen skæbne. Jeg ønsker, at den enkelte formår at gøre sig værdig til det, som sker. Livet er for kort til at brokke sig over fjernsynet eller Facebook, når det ikke er synderligt at svært at slukke eller logge af.

Jeg skriver dette, fordi jeg helt naivt og romantisk drømmer om en mere kærlig verden. Jeg er en nutidsutopiker. Jeg drømmer om en verden fuld af mindre brok, ikke mindre kritik. Min mor sagde engang, som så mange andre mødre før hende: ”Har du ikke noget pænt at sige, så hold din kæft.” Filosoffen Ludwig Wittgenstein sagde noget tilsvarende, blot mere genialt (undskyld mor!): ”Det, hvorom man ikke tale, om det må man tie.”

Kan du, kære brokker, ikke forestille dig noget bedre. Kan du, kære brokker, ikke producerer ny mening. Evner du, kære brokker, ikke at skabe værdier, der bekræfter det livagtige i livet, hvorved de taknemmelige tårer springer frem, så må du tie. Pænere kan det ikke siges.

Brok er dræbende, fordi ingenting for alvor bliver sagt. Tomgang. Enhver skabelse er derimod en lille kærlig protest, som holder liv i livet. Måske er det netop grunden til at det stik modsatte af brok er kunst. Kunsten er den eneste ting, der formår at overvinde døden. Mona Lisa smiler endnu.

Blog at WordPress.com.

Up ↑