"Write your way out of it." – J.D. Salinger
At lægge øre til de catalanske forestillinger om selvstændighedens lyksagligheder er som at lytte til en mand med ægteskabsproblemer. Alt ondt kommer fra hans spanske kone, alt godt fra ham selv. Han fortjener noget bedre, men drømmer kun i romantiske utopier.
Læs resten af kronikken i Information.
“And don’t say anything. Think of your children,” a woman close to me said.
The woman was not the first and probably will not be the last to tell me not to participate in the debate about what takes place in Spain and Catalonia.
I have lived in Catalonia for almost a decade, my children go to school here, and I love the Catalan and Spanish people here and the mixture and humor they create due to the small differences between them. Yet, I miss critical thinking. I miss that you don’t have to defend yourself constantly, I miss a world where things are not always either black or white, I miss breathing and thinking without all these limitations caused by rigid identity markers.
Let me be very clear: I am against all kinds of police violence, I think that the Spanish president Rajoy is incompetent to the level where I am tempted to call him stupid. But I am not in favor of a Catalan nation, I am not an independentista. And this is where the problem begins. Because if I am not for it, then I must be a fascist, or in favor of state brutality, etc. But I am not.
This very simple exercise is difficult for many to grasp.
The Catalan schools and especially the media have played a very unfortunate role in the creation of a Catalan narrowmindedness. The output of the Catalan state-owned television channel TV3 resembles state propaganda. In order words, what is unfortunately very difficult to find in this region is reflection, self-critique, or even self-irony.
Let me recap once again, I don’t want to be labeled a fascist.
I am for a legitimate referendum. I think that Rajoy should resign and I hope he will. I have always been against monarchy (also in Denmark), so seeing the king speak to the Catalans almost turned me into an independentista: the king was embarrassing for all thinking human beings. And, just to stress once again, I hate violence. Instead I am for compassion, understanding, and love. These are the remedies for thinking, for democracy. I see that there is a lot of unity in Catalonia and Spain, but unfortunately there are also militant and hateful forces – on both sides. Some people in Catalonia were happy that the police showed a violent side, whereas for many it was humanity that was losing; some people in Madrid hope that the Catalan president will remain stubborn so they can put him in prison.
Still, I ask myself, is it my responsibility to participate? I am just a tourist from Denmark, who happens to live here. I think it is. I think it is almost all people’s obligation to participate. I have no hidden agenda. On the contrary, I have listened to the independentistas’ arguments for nine years. The arguments are emotive and touching in their historical references, but they also rely on stereotypes and are often unjust (e.g. the civil war was not “Barcelona versus Madrid” but was in fact Spain being at war with itself; Madrid was the last city to fall for Franco’s regime. Or the claim that Catalonia today is oppressed or even colonized, I believe the living standard in Barcelona is quite high and liberal). At worst, however, the arguments are nationalistic, protectionist, and capitalistic, three things I can’t see anything positive in. And yet, it’s the hate that affects me most. I do not doubt that there are Spanish people who hate Catalans, just as I have witnessed many Catalans who hate everything related to Spain. Luckily, these are two extremes, because every day I also see and meet caring people who see themselves as both Catalan and Spanish. Unfortunately, many of these are silent because of a mental or even moral pressure that implies everything independent is good. I am, like many here, a feminist, an ecologist, and a cosmopolitan, yet I am still not an independentista.
The debate culture, if it exists at all, is claustrophobic. I have spoken with school teachers who are against independence but who say to me “don’t tell anyone, I might lose my job.” I have spoken with people who feel like putting the Spanish flag up on their balcony, but are afraid of being thrown out of their apartments. I have spoken with several people who just tell me to shut up.
I don’t believe that I know the truth; rather, in a very pragmatic way, I think that we gradually become wiser by sharing and debating openly and honestly. The crucial element is that all should be free to speak, and should not be afraid, should not feel “forced” to vote, as some people have told me they felt.
So, yes, there is something rotten in Spain, but there is also something rotten in Catalonia. It’s a utopian island located in an ocean that doesn’t exist, a seductive dream. But as the philosopher Gilles Deleuze once emphasized, the real utopia is “now-here”. Start acting, living, thinking with love, por favor.
I write this love-letter because I love more than a handful of pure-blooded Catalans and a few Spanish people, and I see that there is much more bringing them together than separating them. I am tired of the propaganda, tired that neither the arguments nor the premises or logic behind them are debated, tired of being wrong simply for not being in favor of independence. George Orwell could not write his Homage to Catalonia today, but would find much inspiration for a new edition of Nineteen Eighty-Four.
So, let me now step down in the hope that Rajoy and Puigdemont will do so as well. No more rigidity, no more violence. There is so much love in Spain. People don’t come here for the sun, but for the alegria, the pure joy of life.
Should the majority of people – not just 40% – wish to develop a new state, then I will follow, gladly, and my gift to the new state would be free courses in critical thinking. Something that has apparently never been taught in Catalan schools before.
Since 2008, I’ve lived in Barcelona, in Catalonia, Spain. My wife is from Barcelona. She’s both Catalan and Spanish, and so are our three children, who are also Danish. Still, to be honest, all of these national markers say nothing. Rather, they serve as a means of control. After all, we’re all human beings who far too often forget how we’re interconnected with and accountable to one another, because we focus too much on the colour of our passports.
Read the rest of the essay here.
Nedenfor er en artikel, Grumset catalansk nationalisme, der handler om Catalonien og Spanien. Jeg skrev den for et par år siden til magasinet Modkraft. Jeg deler den, igen, fordi den nuværende journalistiske David mod Goliath-vinkling – som flere medier belejligt anvender – er lidt for naiv.
I Barcelona ligner livet p.t. på mange måder sig selv. Folk går på arbejde, børnene i skole og cafeerne er fulde. I går, da Barcelona spillede fodbold, ventede flere med at slå på gryder og pander indtil der var pause. Ideen med at slå på gryder og pander er et charmerende eksempel på, hvordan man viser sin utilfredshed. Og da mine fem-seks naboer var færdige med gryderne, var der så en eller anden, der satte den spanske nationalmelodi på. Nabokrig!
Det er dog alvor. I første omgang er det vigtig at anerkende, at der er megen smerte i Spanien og Catalonien pga. borgerkrigen, som aldrig er blevet forløst. I stedet for at kigge smerten i øjnene og prøve at forstå, undgås dette ømtålelige emne bag stereotypiske angreb fra begge parter. På den måde bliver sorgen nemt til vrede og, desværre også, had. Der er mange følelser på spil, som begynder at træde tydeligere frem i det daglige. Skal to ekstremer udpeges, så ser nogle Spanien som en besættelsesmagt, mens andre ser sig selv som både spaniere og cataloniere.
Der er mange spørgsmål, som dukker op: Er løsningen at stikke af, fordi man vil noget bedre? Er løsningen at konfrontere problemerne i fællesskab? Er nationen andet end en anakronistisk og romantisk ide, der bygger på forestillingen om kontrol af ens egen velfærd i en verden, hvor de fleste problemer kun kan løses i fællesskab: immigration, klima, finanskrise, sexisme og racisme? Er det penge, der spiller ind i den catalanske nationalfølelse? Er alt vitterligt spaniernes skyld? Har Spanien forsømt eller ignoreret Catalonien? Er det frygten for at miste det catalanske sprog og kultur, som ellers anvendes i skoler og i al offentlig kommunikation, der spiller ind? Er det forfængelighed? Ren og skær magt, der spiller ind hos begge partere? Og hvad er skolesystemets rolle i Catalonien, når så mange unge slet ikke nærer noget tilhørsforhold til Spanien? Nogle taler om en strategisk uddannelsesfabrik af unge uafhængighedshungrende cataloniere? Andre taler om, at der dybt inde i den spanske regering stadigvæk er nogle af Francos gamle venner? Og alle taler selvfølgelig om mediernes rolle, især de catalanske mediers manglende kritiske journalistisk, når det drejer sig om uafhængighedsspørgsmålet. Eksempelvis er den catalanske fjernsynskanal TV3 kendt for at afholde debatter om uafhængig, hvor de inviterer én gæst, der er imod, og tre gæster, der er for. Flere sager kører mod de catalanske medier for ikke at være upartiske.
Der er heldigvis en masse gode kræfter i hele landet, men de har desværre alt for længe været tavse med henblik på at skabe forståelse, fx har kunsten ikke spillet nogen afgørende rolle i flere år med værker, der kunne skabe en forløsning m.v.
Lige nu er det overladt til et politisk teater, hvor en af hovedaktørerne er meget snu og strategisk, mens den anden mangler det man på tysk kalder gefühl. Og i et politisk teater, hvor alt er symbolik, smides der så igen rundt med begreber om frihed, demokrati, nationalisme osv. Af samme grund er det vigtigt, at forsøge at holde hovedet lidt køligere. Og det er svært. I et par uger har jeg fuldt debatten på Twitter, som mest af alt er ren og skær propaganda, hvor jeg både blev revet lidt med, inden jeg dog blev for deprimeret over al den vrede, smerte og også dumhed, som florerer.
Måske er kløfterne blevet for dybe til at se det, som cataloniere og spaniere deler. Hvilket er mere end det, som skiller dem, men dette betyder ikke altid noget, hvis hullet er blevet for dybt.
Et eller andet sted, burde hele nationen sætte sig ned, holde hinanden i hånden, trække vejret dybt, sammen, og bare sidde, helt stille. Og der ville ikke gå mere end ti minutter inden flere ville bryde grædende sammen. Mest af alt er det trist, det som sker.
Om jeg bor i Spanien eller Catalonien på mandag er uvist … Der er håb og fortvivlelse. Og nu blev denne artikels manchet lidt mere end det.
***
Den 11. september 1714 blev Barcelona besejret af den spanske hær; en hær, der blev ledet af den spanske konge Philip den V.
Siden denne skæbnevanger dag har den 11. september været Cataloniens nationaldag. Skønt Catalonien ikke er en nation. Endnu.
Cataloniens historie er fuld af krige. Regionen har været underlagt Rom, muslimer og Spanien.
I 1137 blev Catalonien en del af det spanske rige. I de følgende mange år var Catalonien en spansk region med særlige rettigheder.
I 1701 udbrød der krig om den kongelige spanske arvefølge. Her valgte Catalonien at heppe på Østrig, hvilket var en strategisk dårlig beslutning. Eventyret sluttede for alvor i 1714, hvor regionen mistede sin særstatus.
Kigger man nærmere på historien, er det dog ikke sådan, at Catalonien ikke selv har udlevet imperialistiske drømme.
Eksempelvis tales der catalansk visse steder i Frankrig, Spanien, Andorra og Italien. Catalonierne truede de steder befolkningen med fængsel eller døden, hvis de ikke talte catalansk.
Faktisk er der steder i Sicilien, hvor forældre siger til deres uartige børn: »Opfør dig ordentligt ellers kommer catalonierne.«
Historien er altid mere grumset end en fodboldkamp.
Den spanske borgerkrig, der hærgede i landet fra 1936 til 1939, var eksempelvis ikke en kamp mellem Madrid og Barcelona. Sådan bliver det nogle gange udlagt – måske især af F.C. Barcelonas fodboldtilhængere, der dermed overser at Madrid var den sidste by der faldt for Francos tropper.
Borgerkrigen var en lidelse for mennesker alle steder i Spanien.
Spoles tiden frem til Catalonien anno 2014, er historien ligeledes kompliceret. Det skyldes til dels at historien altid er til debat qua kilder og metoder, men også at historien ofte anvendes politisk.
Der er eksempler på konferencer, hvor historikere, som er fagligt uenige med hensyn til den catalanske nations undfangelsesdato, ikke er blevet inviteret. Der var altså ikke tale om forskning, men om propaganda, idet resultatet var givet på forhånd.
Fornylig holdt museet og kulturinstitutionen CCCB i Barcelona en debataften, der handlede om den catalanske selvstændighed og identitetsdannelse. Her var alle de inviterede talere enige om, at det var det rigtige at blive en selvstændig nation.
Flere, som jeg talte med, virkede frustreret over den manglende debat i CCCB.
Propaganda og kontrol er der nok af. Eksempelvis har den catalanske præsident Artur Mas, som har regeret siden 2010, bedt det lokale styre – la Generalitat – straffe tre lokale radiostationer med en bøde, fordi de ikke reklamerede for proforma valget den 9. november.
De fleste nærer en vis sympati for en sag, når de hører, at den handler om frihed. Frihed er et positivt begreb – om end et begreb, der kan være svært at definere uden at ødelægge begrebets kraft.
Catalonien vil gerne blive fri fra Spanien. Faktisk er hele den catalanske identitet knyttet op på ikke at være Spanien.
Catalonien er ikke Spanien, står der på bannere, når Barcelona spiller vigtige fodboldkampe. Det er en negativ identitet, som – sådan vurderer de fleste iagttagere – kan mønstre cirka halvdelen af Cataloniens befolkningen. Regionen er tvedelt.
Proforma valget den 9. November gav et klart ja til selvstændighed, men valgprocenten var lav – omkring 32%. Den lave valgdeltagelse skyldes angiveligt, at valget ingen juridisk eller demokratisk kraft havde.
Så frihedskampen fortsætter. Præsidenten Artur Mas har satset hele sit karriere på selvstændighed. Han er stædig.
Uagtet, hvorvidt et flertal ønsker selvstændighed eller ej, går projektet ud på at blive en selvstændig nation.
Den anerkendte spanske og catalanske filosof Victoria Camps har udtalt i avisen El Diario, at »det største problem ikke er flaget, men pengene.« Selvstændighedskampen er motiveret af penge.
Catalonien er Spaniens rigeste region. Et industrielt og turistmæssigt lokomotiv. Når vi i Danmark – nok mest i sjov – siger om spanierne, at de altid siger: Mañana mañana, så gælder det ikke catalonierne.
I hvert fald ikke ifølge catalonierne selv. De siger nemlig det samme om spanierne. Siesta er ligeledes et spansk fænomen. Tid er som bekendt penge, og penge er vigtige i Catalonien.
Catalonien er den region i Europa, hvor udbredelsen af private uddannelser er størst, fx privatskoler. Andelen af privatskoler er på mere end 40 procent.
Når friheds- og selvstændighedstrangen er motiveret af penge, hænger det blandt andet sammen med at regionen betaler flere penge end andre regioner i Spanien til Madrid, som derefter distribuerer dette beløb til resten af Spanien, fx til de mindre rige regioner.
Det irriterer flere cataloniere – især nu, hvor der har været finansiel tørke. Og det bekymrer dem, fordi de ikke føler nogen solidaritet med resten af Spanien. Tværtimod. Der er flere som føler, at Catalonien er okkuperet af Spanien.
På den catalanske nationaldag i år, mødte jeg en mor fra min søns klasse. Hun var højgravid. Henover sin udspændte mave stod der: »Jeg håber, at vokse op i et frit land.«
Det kan være svært at tage helt seriøst, hvis begrebet frihed skal have nogen mening. Catalonien er ikke just Afghanistan (og Afghanistan er ellers ikke Spanien, hvorfor netop dette land ifølge den catalanske definition burde være frit, som alle andre lande, der ikke er Spanien).
Som de fleste ved blomstrer retorikken lystigt i politik. Desværre overser mange, at sproget farver vores blik og tanker. Jeg spurgte hende, hvad hun helt præcist mente, hvortil at hun svarede: »Det hele er meget kompliceret og følsomt.«
Sådan svarer de fleste. Der er ikke en decideret debatkultur i Spanien. I hvert fald siges tingene typisk så tilpas vagt, at ingen reelt ved, hvad der siges.
Victoria Camps siger det dog klart: »Uafhængighedsprocessen er styret af noget indre mere end dømmekraften.« Det er kompliceret.
Jeg har talt med ældre i Barcelona, som med tårer i øjnene mindes, hvordan de blev kaldt rotter, fordi de talte catalansk. Ligesom jeg har talt med ældre, som på trods af borgerkrigens rædsler også havde et positivt billede af General Franco, fx hans stærke katolicisme og familieværdier, sågar hans forbedringer af sundhedssystem.
Det er grumset. Og derfor vælger mange – desværre – at undlade samtalen eller debatten. Det hele bliver enten-eller.
Victoria Camps udtaler i samme interview, at selvstændighed, nationalisme og eksklusion er en tendens, der florerer i Europa, hvor immigranter blandt andet holdes ude. Nationer er per definition egoistiske, siger hun.
Det betyder blandt andet, at de catalanske politikere (og medier, hvoraf flere er kontrolleret af politikerne, fx TV3) ikke beskæftiger sig med meget andet end dette spørgsmål. Det minimerer muligheden for en dialog internt i Catalonien, men også i Spanien, hvor det hele reduceres til for eller imod.
Selvstændighedsprojektet er altså ikke en fortsættelse af de røde rebelers frihedskamp mod nogle fasister, der sidder i Madrid og styrer det hele.
Historien gentager sig til dels, men med omvendt fortegn.
Den catalanske forfatter Nuria Amat har i et længere indlæg i avisen El Paissagt undskyld til George Orwell.
Orwell beskrev i bogen Homage to Catalonia [Hyldest til Catalonien] situationen i Barcelona under borgerkrigen. Han hylder frihedskampen og arbejderklassens sammenhold.
Tingene har ændret sig. Amats konklusion er, at det catalanske selvstændighedsprojekt har nået nationalistiske, ja, nærmest fascistiske højder. Det er et patriotisk projekt.
De nationalistiske separatister har forsømt at læse Orwell, skriver hun.
Er Catalonien blevet et eksempel på hvad George Orwell i et senere værk kaldte »dobbelttænkning«? Taler man om fasisme og manglende frihed, mens man selv er ekskluderende?
Er der tale om »newspeak«, når Madrid kaldes korrupt, mens den tidligere catalanske præsident gennem 19 år, Jordi Pujol er Senor Corrupción per se? Ikke desto mindre sidder han i en fin lejlighed, og ikke i et fængsel. Hvad er Artus Mas rolle?
Der snakkes i krogene med lav røst, hvilket selvfølgelig hænger sammen med den manglende tillid til systemet.
Mistroen hænger også sammen med det, som den franske filosof Gilles Deleuze betonede, da han sagde at minoriteten ikke er et spørgsmål om antal, men om magt og kontrol.
I Catalonien er det spanske sprog en minoritet. Tilhængere af Spanien er en minoritet, selvom forholdet er cirka 50/50 for og imod.
Sproget, det catalanske, anvendes strategisk. De, der taler spansk i stedet for catalansk – især, hvis de reelt kan tale catalansk – må forklare sig.
Medierne er ikke neutrale. Det catalanske flag blafrer fra balkoner, avisstandere, biler og rundkørsler i hele regionen. Ingen er i tvivl: Dette er ikke Spanien.
En anden forfatter, den berømte og interessante Javier Cercas, taler i tidsskriftet Letres Libres om, hvordan hans generation, det vil sige generation X eller den generation, hvis forældre og bedsteforældre var involveret i borgerkrigen, har opført sig uansvarligt. De har undgået samtalen.
Der er korruption – både blandt spanske og catalanske politikere, påpeger han. Der peges fingre, siger han.
Cataloniens finansielle krise er Spaniens skyld, ikke Cataloniens, siger catalonierne. Denne uansvarlighed har ingen ende, skriver Cercas. I Frankrig er det Bruxelles skyld. I Danmark er det Sveriges skyld. Der mangler en form for selvkritik i den catalanske region.
Det er igen den manglende dialog; den manglende evne til at se sig selv i øjnene uden at de løber i vand af selvtilfredshed.
Antropologen Maria Teresa Giménez Barbat, ligeledes i Letre Libres, beskriver hvordan hun er bekymret for denne hang til nation-dannelse.
Hendes tese er, at der er belæg for at sige, at der i dag er færre krige i verden på grund af en reduktion af nationer.
Eksempelvis har det catalanske styre ihærdigt fremmet en nationalidentitet i skolesystemet ved gradvist er eliminere det spanske sprog. I stedet for at få tosprogede børn, uddanner Catalonien i dag børn i catalansk. Første andetsprog er engelsk. Dernæst spansk.
Relationen til Spanien ødelægges bevidst, fordi den catalanske identitet er negativt defineret. Eller i hvert fald fremstår sådan. Desværre.
Uanset om man er for, imod eller neutral med hensyn til catalansk selvstændighed, kan man kun håbe, at 2015 vil bringe mere debat og dialog. Det vil give projektet en mere positiv positionering, men også fremme forståelsen og minimere de mange misforståelser.
Spanien, som Catalonien stadigvæk er en del, er en såret nation, der trænger til at blive helet. Catalonien, som stadigvæk er spansk, er en region fuld af ressentiment.
Finn Janning er forfatter og filosof bosat i Barcelona.
Mindfulness drejer sig om at leve ved fuld bevidsthed. Bevidstheden er ikke kun noget kognitiv, men i lige så høj grad noget kropsligt. Med den franske filosof Merleau-Pontys begreb ”la chair” (kødet) kan man sige, at erfaringen – det at leve – sætter sig i både sindet og kødet på en.
Bevidstheden er en passagen mod større og større grad af opmærksomhed. For at skærpe ens opmærksomhed og nærvær opererer mindfulness med to vinger: 1) koncentration (samatha meditation) og 2) observation (vipassana meditation).
Koncentrationen svarer til at stikke en pind i jorden, hvor du sætter en elastik omkring. Indenfor elastikkens rækkevidde kan du observere koncentreret, det vil sige uden at blive forstyrret eller lade dig distrahere. Du kan læse koncentreret, selvom bilerne larmer udenfor. Men kan du også læse koncentreret i en bus fuld af skolebørn? På camp nou, mens Barcelona taber til Real Madrid? Gradvist kan elastikkens elasticitet udvides. Erfaringen af nye øjeblikke, kan hjælpe en med bedre at kende ens egne begrænsninger. I realiteten kan ens rummelighed eller elasticitet udvides så meget, at hele ens liv leves i en koncentreret observation: mindfulness.
Mindfulness handler om at blive fortrolig med det ufortrolige, bekvem med det ubekvemme, idet man formår at etablere en indre stilhed, hvorved man uforstyrret kan observere, det som sker, uden at dømme. Af samme grund kan man også handle mere hensigtsmæssigt i stedet for blot at reagere.
For den franske filosof Gilles Deleuze handler etik om ikke at være uværdig til at bære eller rumme det, som sker. Det, som livet møder en med. Etikken bliver en livsform, mere end et regelsæt. Hvordan udvider man løbende sin kapacitet til at blive påvirket uden pludselig at lukke af, fordi man ikke rumme mere? Hvordan gøres ens elastik mere elastisk?
I sin korteste form er mindfulness meditation (jf. opmærksomhed og observation), men meditation alene fører nødvendigvis ikke til en mere etisk og vis levevis, selvom dette er intentionen. Der findes flere forskellige former for meditation, der alle har til formål at transformere eller kultivere sindet. Den amerikanske meditationslære Joseph Goldstein, skriver: ”Hvis du vil forstå dit sind, sæt dig ned og observer det.”
Kunsten er at leve opmærksom og nærværende. Hele tiden. Meditation er på den måde kun laboratorieundersøgelser. Personligt ønsker jeg ikke at leve hele mit liv med min røv placeret på en pude, mens jeg med krydsende ben observerer mit sind. Snarere vil jeg gøre hele livet til et stort laboratorium, hvilket filosoffer altid har gjort.
Mange praktiserer i dag mindfulness for at minimere flere af livets store og små utilfredsheder. Det kan være det stressende pres, der udspringer af især samfundets neoliberale præstationskrav. Der er dog også mange, der stresser sig selv på grund af deres tilgang til livet. De vil ikke gå glip af noget. Af samme grund er der mange, der praktiserer mindfulness for at kunne forholde sig anderledes til verden, fx med en større grad af venlighed og generøsitet.
Ifølge Buddhismen, hvorfra mindfulness stammer, er ethvert liv lidelsesfuldt, men disse lidelser kan undgås (eller minimeres) ifølge Buddha, såfremt en person formår at leve koncentreret (mindfulness), etisk og vist. Denne trebenede skammel behøver selvsagt samtlige ben, hvis ikke det hele skal vælte omkuld. Eksempelvis vil en øget forståelse eller visdom lede til en mere ansvarlig, etisk eller moden levevis, som igen kan skærpes ved at man løbende udvikler og udvider sit refleksions- og erfaringsrum. Eller omvendt. Der er ingen rangering. En øget selvindsigt medfører, at selvbedraget gradvist minimeres. Det betyder, at de erfaringer og erkendelser som opstår, når du observerer sindet har betydning for din måde at leve og tænke på – såfremt man tør acceptere disse.
* * *
Når du mediterer, vågner du op. Det er i hvert fald ideen med meditation, selvom nogen sikkert falder i søvn eller drømmer. Meditation er reelt blot at sætte sig ned, rette ryggen, trække vejret og give slip på ens tanker. Ikke at tænke intet, som det så mytisk påstås af nogle, men at give slip på alle de tanker og følelser, der strømmer gennem en. Uden at dømme de tanker, som passerer.
Meditation handler ikke om navlepilleri. Snarere om at løsrive sig fra den del af verden, hvor titler, prestige, status og magt florerer. At gøre sig mindre forbundet eller afhængig af disse sociale identiteter. Der er tre ting, som er vigtige i forbindelse med meditation eller mindfulness. 1) Det handler ikke om dig, så drop dit ego, 2) Alle levende organismer er en del af den samme verden, gensidigt forbundet, og 3) Medfølelse er afgørende for alt liv.
At anvende mindfulness som en form for ego-trip, har derfor intet med mindfulness at gøre. Det er blot et ego-trip i forklædning.
Det er ikke svært at mediterer, men måske at ville det. Vi trods alt i en verden, hvor det er meget nemt at lade sig distrahere eller underholde. Hele verden synes at være til stede i vores lommer, hvis det altså er der, vi har mobilen. Meditation kan dog hjælpe en med at prioritere.
Hvad er det, som du vil bruge din tid på?
At meditere er en tålmodig og krævende praksis, men også givende. Gradvist har jeg selv erfaret at meditation kan muliggøre længere erkendelser af ren og skær sammenhørighed med livet. En erkendelse af at alt er forbundet.
* * *
Meditation er en slags ikke-gøren, hvilket ikke er det samme som en passiv accept. Snarere et forsøg på aktivt at gøre sig værdig til at erfare, det som sker. Ved fuld bevidsthed. Det minder om Gandhis begreb om ikkevold, som jo heller ikke er et passivt, men derimod en aktiv strategi om ikke at gøre vold. Den tysk-koreanske filosof Byung-Chul Han har i flere værker plæderet for en ikke-gøren, som et sagligt alternativt til den undertrykkelse, som vi selv skaber i vores iver efter at præstere.
Det hele er for så vidt ganske banalt.
Meditation kan fremme en større taknemmelighed, fordi den kan træne vores opmærksomhed på det, som forekommer, mens det forekommer. Denne ide om at selve aktiviteten – nu og her – er værdifuld, findes hos både de stoiske filosoffer og Aristoteles.
* * *
Mindfulness, som flere kalder for hjertet af Buddhismen, er en oversættelse ordet ”sati”, der er skrevet på det ældste buddhistiske sprog Pali. ”Sati” refererer til hukommelse såvel som opmærksomhed. Hvad er det, som man vælger at huske? Som man ikke vil glemme? Er denne sindsstemning kompetent eller inkompetent? Er denne sindsstemning værd at kultivere eller bedre at opgive?
Mindfulness refererer også til hjertet, ikke kun som en muskel (eller en lidt søgt poetisk metafor), men som en følelsesmæssig intuition, der kan trænes som var det en muskel. Ideen er nu ikke at vi skal følge vores hjerte, som i en romantisk popsang, men træne hjertet ved hjælp af disciplin. Jeg er nok ikke den eneste, der har erfaret at mit ”hjerte” vil noget, som reelt ikke er givende for mig. Men hjertet er et vigtigt organ – selv i disse tider, hvor alt reduceres til hjernen.
Recordar er det spanske ord for at huske og mindes noget; et ord som oprindeligt betyder at noget ”vender tilbage og passerer hjertet.” Ideen er, at ens erindringer passerer hjertet, hvorved man kan prøve at forholde sig anderledes til de ting, som kan ændres, og ikke bekymre sig om de ting, som ikke ændres. Det handler om at rydde op, så man kun gemmer de givende minder eller de minder, som man kan acceptere uden vedvarende frustrationer. Der er ingen grund til at slås med fortiden. Der er ingen grund til at gemme på alt det, som ikke står ens hjerte nært.
Det er altså muligt at etablere en mere givende relation til sin egen fortid. Det vil sige ikke længere gøre sig til offer af ens skæbne, men betragte ens skæbne – uanset hvad – som noget man selv har valgt.
De stoiske filosoffer og Nietzsche, talte om det frigørende i at positionere sig i denne ene verden. Der findes ikke andre. I stedet for at klandre guder eller underkaste sig transcendente idealer, kunne du selv prøve at skabe en flugtvej ud af meningsløsheden.
Selvom mindfulness er et bevidst, opmærksomt og ikkedømmende nærvær i hvert øjeblik, skal man passe på med ikke at gøre nuet til noget helligt. Ethvert nu rummer altid noget fortidigt, som ikke er blevet fuldt ud aktualiseret, ligesom det rummer noget fremtidigt, som endnu er i færd med at blive udfoldet.
Når mindfulness taler om nuet, er det primært af pædagogiske hensyn, for at vi ikke skal dvæle unødigt ved fortiden eller bekymre os om fremtiden. Men nuet som sådan eksisterer ikke, da det jo hele tiden forandrer sig. Sagt anderledes, hunde synes altid at være tilstede i nuet, logrende med halen, på jagt efter et klap eller en kiks, men de er ikke bevidste eller opmærksomme, mens de logrer på halen. Ellers ville de ikke kunne æde sig selv ihjel.
* * *
Så, kan mindfulness alene redde verden? Nej. Ingen eller intet kan redde noget som helst alene. Ændringer kræver et fælles engagement.
Verden bliver nødvendigvis ikke bedre, fordi en eller anden mediterer. Men meditation kan skærpe den enkeltes opmærksomhed på de sociale og politiske strukturer, som hæmmer forskellige former for liv, fx det nuværende præstationssamfunds rigide idealer. Ligesom meditation kan skærpe den enkeltes opmærksomhed på sproget, fx hvordan visse ord implicit undertrykker køn, racer eller seksuelle tilbøjeligheder. Mindfulness kan endvidere fremme et mere opmærksomt forhold til ens eget forhold til verden. Af samme grund kan mindfulness være dét skub, som nogle mangler for at vågne op, og involvere sig i skabelsen af en mere venlig og bæredygtig verden. Sammen.
Today, we live in a society organized mainly around capitalism. Not only are making money and, to some extents, having a career objectives that guide many people’s lives, but prestige, status, and social identity also are typically measured within a capitalistic mindset. Even when corporations claim that “people come first,” they refer to their employees’ skills and experiences as “human capital” or “cultural capital.” Everything we do has monetary value attached to it.
According to the philosopher Byung-Chul Han, this tendency is part of today’s achievement society, which can be seen starkly in digital communication, including social media, changing us from citizens to consumers. Han’s latest book, In The Swarm, is a wakeup call to action, declaring that it’s time for citizens to care more about society’s welfare than their own egos. “Responsibility for the community defines citizens. Consumers lack responsibility, above all,” he writes.
Han was born in Seoul in 1959. He studied metallurgy in Korea before moving to Germany in his early 20s to study philosophy, German, and theology. Today, Han is a professor at the University der Künste in Berlin. His initial fame sprang up mainly after publication of his book Mudigkeitsgesellschaft, which, directly translated, means “the fatigue society.” However, in English, this was cleverly translated to The Burnout Society. He is the author of more than 20 books, which have been translated into many languages and are well-read among socially and philosophically aware readers.
Han’s philosophy dovetails with French philosopher Gilles Deleuze’s idea about seeing our current achievement society as a “control society.” Unlike Michel Foucault’s disciplinary society, in which people know that their freedom is limited, people in a control society actually–and very falsely–believe that they are free. It’s a shift from disciplining the body to controlling the mind in a seductive way. The consequence is that people tend to exploit themselves aggressively until they burn out, collapse, or suffer from depression. Usually “exploitation” entails someone being exploited by someone else, Han claims that we actually do it to ourselves. “The crisis we are now experiencing follows from our blindness and stupefaction,” Han writes in In The Swarm. By “crisis,” he refers to at least two things: First our democratic crisis caused by the shallowness of digital communication, social media, information overload, etc., which he says undermines critical thinking, respect, trust, etc. Second the consequences it has on a personal level cf. stress, depression, burnout, suicides, etc.
Han is part of a growing number of sociologists and philosophers who conduct social analyses. Similar ideas can be found elsewhere among theorist related to the Frankfurter school, but also among other critical psychologist, spiritual teachers and so forth. Some of these ideas are how a too-rigid positivity is destructive, especially when it comes to self-development; how technology makes everything accelerate; and how we are always at work. Still, Han contributes to this debate not so much by adding new idea, but by presenting clearer, almost poetic descriptions of what’s going on. His books advance the idea that philosophy is for everyone. His postulating and concrete style always forces the reader to reflect, to wit: “Digital devices have mobilized work itself. The workplace is turning into a portable labor camp from (which) there is no escape.” Do we live in a labor camp?
He also asserts that freedom has become a constraint. “Exhausted achievement-subject(s) can rest only in the same way that a leg falls asleep.”
Han’s main claim is that today’s neoliberal psycho-political power appears to be invisible and imperceptible unless we pay very careful attention. But–and this is the problem–we rarely pay attention because that which works as an invisible or imperceptible power is also what prevents us frompaying attention, e.g., Twitter and Facebook. Therefore, a traditional critique of capitalism is not sufficient. The point really is that we must understand that our daily lives and our ideas about freedom have become nothing but cogs in the machinery of capitalism.
One of the reasons for this is that a digital culture is based on counting. “In contrast, history means recounting.” On Twitter or Facebook, one counts followers, likes, retweets, or friends, whereas real friendship, Han says, “is an account, a narrative.” Digital culture is also tied to the mantra of transparency found in modern political and corporate-governance literature, which only diminishes trust while monitoring and controlling every click we make online.
“Transparency is ruled by presence and the present tense,” Han claims. However, to think, we need distance — physical and mental — that is what constitutes the public sphere. It is from distance that we learn to respect, reflect, and analyze. “A society without respect, without the pathos of distance, paves the way for the society of scandal.” Still, some may ask, couldn’t we use these same media outlets — YouTube, Twitter, Facebook, etc., — to activate a critical awareness, bringing academia out of the ivory tower and into the broader society?
Two guiding concepts work as analytical tools for Han in all his books: freedom and power.
Freedom, according to Han, is both a problem and a possibility. It is becoming, as Deleuze would say, emphasizing that we become by combining courage to stand up against dominating ideals and norms with the belief that things could be different. Freedom is becoming whatever, i.e., in some way disobeying power. Real freedom is socially anchored, as he says in Psychopolitics. “Freedom is a synonym for the community that succeeds.”
But today, we are not free, Han claims in In The Swarm: “Information fatigue includes symptoms that characterize depression. Above all, depression is a narcissistic malady,” he writes. We, or many of us, only hear the echoes of ourselves, for example, when we cry with joy when strangers follow us on Twitter, or when our tweets are retweeted. At the same time, this freedom to constantly polish and refine social profiles–and gain more “cultural capital” while others comment, like, or retweet–creates more pressure. “As such, it marks the end of freedom…The achievement subject exploits itself until it collapses.”
Although there is a tendency toward redundancy in Han’s many books, his critiques of concepts such as freedom, power, control, and transparency are highly relevant.
In In The Swarm, however, one might detect something old-fashioned in Han’s philosophy–or perhaps even wrong–in some of his claims. For example, he writes “the mass is power” because it shares an ideology, whereas the digital swarm is narcissistic and is not unified. “They do not march.” This, of course, is wrong. After the election of U.S. President Donald Trump, one of the most encouraging things has been how people marched in the streets. First, there was the women’s march in January, then marches this month against recent white-supremacist activity in Charlottesville. Furthermore, do we really need a new ideology against the online swarm to overcome another (i.e., capitalism)?
Han operates with a romantic ideal about authenticity and truth, yet perhaps we just need to push the underlying idea of the Internet further. Allow it to have no roots, no control, no editing. Instead, view it as a rhizome that grows horizontally without a beginning or end. Pure becoming. When nothing is given, one is free to harmonize his or her life with reality, to change according to the rhythms of existence–no longer caring whether what he or she is doing would fit into a neoliberal mindset.
Critical voices might say that the downsides of neoliberalism—and especially of the Internet–that Han discusses have been explored before. However, Han focuses on something else. Basically, he not only raises questions regarding the condition of our current society, but also asserts that the real problem is that we don’t raise such questions. He is part of a growing choir claiming that many of us are becoming the kind of easily malleable citizens that totalitarian dictators dream about.
Han’s philosophical encourages us to think, and I view that as a good enough reason to read his books.
Published in Metapsychology, Volume 21, Issue 35.
For more on Byung-Chul Han, please see my portrait The Philosophy of Byung-Chul Han,
Or my essay, Which dish of noodles are your life worth?
Or my review of, Saving beauty.
In Danish: anmeldelse af Transparenssamfundet , I Sværmen & Træthedssamfundet
In One World Now: The Ethics of Globalization, Peter Singer, an Australian moral philosopher, discusses humanity’s shared ethical responsibility and sovereignty. We live in a global world that—unlike the older term “internationalization” conveys—emphasizes that we are moving; that is, “moving beyond the era of growing ties between states,” he says.
Within his text, Singer addresses a central question: is the nation state loosing sovereignty? Perhaps. Should it? Yes, according to Singer. And he makes a strong case for overcoming it. Whether or not the nation state is losing its sovereignty is a difficult question to answer.
On the one side, there is a growing nationalism, not only in the United States where president Trump claims that “America is for Americans only” (regardless of who the term “Americans” refers to), but in other countries as well. In Europe, for example, the Catalan fight for independence in Spain is fueled by nationalism combined with a strong desire to have an influence on the monetary resources of the region. Countries such as France, Austria, and the Netherlands are also flirting with nationalistic principles—perhaps it’s a universal trend, other countries could be added to the list.
On the other side, in spite of this expanding sentiment, there is also a growing countermovement, perhaps the most imminent in the U.S. This countermovement would probably have a lot of sympathy for Singer’s project.
In One World, Singer looks closely at the relationship between states and the world through different lenses, including atmospheric, economic, legal, and communal perspectives. For instance, he observes that an organization such as the World Trade Organization could minimize a state’s power and sovereign control. In other words, state sovereignty can be reduced (and accepted by most) through reasonable global organs. In addition, Singer advocates for a universal law when it comes to crime and terror. Most importantly, however, Singer speaks about how people and nations will have to abdicate their sovereignty when it comes to environmental concerns.
Singer’s thesis is based on the fact that we live in one world. The phrase “one world” stands “as a description of the increasing interconnectedness of life on this planet and as a prescription of what the basic unit for our ethical thinking should be.” His logic, therefore, is that one world needs one world government that can overcome each nation’s self-interest and that “we need a sound global system of criminal justice.”
I agree completely with the fact that everything is interconnected, whereas I am not completely convinced that a world government is the solution to overcome our current problems.
For those who are familiar with Singer’s philosophy, it becomes clear that his ethical advice is based on the principles of utilitarianism. This theory requires that we all act in a way that maximizes the happiness of all human beings (who are all sentient creatures). He stresses the importance of this by referring to an UN report that says, “In the global village, someone else’s poverty very soon becomes one’s own problem: of lack of markets for one’s products, illegal immigration, pollution, contagious disease, insecurity, fanaticism, terrorism.” This quote illustrates the strength of Singer. He refers to many different—I am tempted to say “universal”—sources in order to make his argument stronger.
Singer’s utilitarian approach in One World is founded on both political and economic theories (though perhaps more so on the former). He aims for democratic solutions, emphasizing that, once we realize we are in this together, the more we will willingly share and uphold common values. This assumption is true. Still, it seems like the author of One World believes that many people do not understand our fundamental interconnectedness. I agree with him again. This lack of understanding our interconnectedness is one of the hurdles that Singer tries to overcome, for example, with the aforementioned UN report quote. However, if the UN report quote is read critical, it may teeters on the delicate balance between altruism and egoism. Utilizing the motivation of the latter may seem cruel, but the bottom-line of utilitarianism is that “I” should care for the happiness of all, because their unhappiness affects “me.” Hereby a classical dilemma is touched upon—one that also exists in corporate social responsibility; for example, if a company acts morally due to monetary self-interest, is it then truly good?
A utilitarian would regard such a situation based on the consequences, not the motive of the decision-makers.
Thus, despite my appreciation of the good intentions of Singer’s humanistic philosophy, I long for a deeper, existential understanding of the human being who, not only is morally responsible for the well-being of others, but is also responsible to pursue personal freedom and happiness. For example, Simone de Beauvoir argued that ethical freedom comes from resisting what represses one’s freedom. In theory it could be global institutions. Similar to Beauvoir, Simone Weil addressed the problems with universal right and laws that are—at times—contrary to one’s personal obligations. For example, when universal norms and ideals carry the inherent risk that each one of us may lose contact with one another. Or, we might forget or ignore that what is happening is also our own responsibility, not just the decision-makers.
Let me reframe my concern in another way. Twenty years ago, Michael Jackson wrote a beautiful song to benefit the starving people of Africa, titled We Are the World. Today we can still sing along. Not much has changed. This paradox is perfectly illustrated in the life of Bill Gates, who generously donates many of his millions, yet, at the same time, grows wealthier and wealthier. Living morally by donating money becomes another kind of investment; the show goes on and on and on. We need to change the way we think. Singer is probably right to spend so much time in One World convincing his readers that everything is interconnected. However, even after reading Singer’s book, we are left with ethical dilemmas.
Let me be even clearer. According to Gilles Deleuze, our style of thinking is related to our ethic—how we affirm certain things as we encounter them. But since no ethical issue can have privilege over another (for example, human starvation in Africa versus human suffering caused by an earthquake in Afghanistan), we have to cultivate our awareness of what takes place, how and why it takes places. What we affirm—according to Deleuze—are the differences between ethical issues, we explore and test; rather than counting “heads” to see which intervention will make the most people happy. Relying on a principle minimizes our capacity to think and to be affected by an ethical issue. For example, does our intervention depend on whether the problem is humanly manufactured, a natural disaster, or caused by political or financial factors, etc.? Utilitarianism may help us make decisions, but predicting an outcome is often difficult. For example, who would had known that the car today is not just a mean of transportation, but also a place where individuals can be alone and listen to music or an audio book? In other words, the car is for many a stress free zone, and, as most of us know, stress cost the society a lot of money. Furthermore, car users may pollute the environment (bad for all of us), but they may also be able to get home faster to their children (good for the family, but also good for the caring investment in future citizens, that is, the society).
In continuation, a person who donates 2 euros out of every 10 he or she earns is not morally better than another individual who donates only 1 euro or none at all. The issue is not related to redistribution, but to the idea of ownership, the economy, and economical freedom, which actually touch on Singer’s foundational belief that everything is interconnected, but from a different angle. The reason why some people have much give financially is because there is an imbalance to begin with. In other words, the ethical problem sticks deeper. This principle can also be viewed through the lens of Aristotle’s distinction between moral excellence and strength of will. I believe that monetary donation may display strength of will, but moral excellence can be seen in the one who never asks for more than what is necessary.
I am skeptical, yet positive towards Singer. I do recommend his book for decision-makers, but also for students of philosophy, political science, and business administration. One World is a wonderful resource to instigate constructive debates, and it is full of ideas of how to enact social change. Despite my reservations, the book’s mantra, that we—all of us—are in this together, is a message that I believe is worth sharing.
First published in Metapsychology, Volume 21, Issue 8
See also the review of Peter Singer’s The Most Good You Can Do.
In Either/Or: A Fragment of life, the Danish philosopher Søren Kierkegaard wrote, “Of all ridiculous things the most ridiculous seems to me, to be busy.” In this talk, I will argue why I agree with Kierkegaard but will also—perhaps more importantly—illustrate why it is so difficult to not live ridiculously. Lastly, I will show a way out by (slowly) cultivating a will to love.
This is a recording of my talk entitled “To Love Slowly“, which I presented at the Doing Deceleration Symposium at Notthingham Contemporary, July 2017.
Den chilenske forfatter Roberto Bolaño har sagt, at det er umuligt ikke at blive påvirket af det, som sker udenfor ens vindue. Udenfor mit vindue i Barcelona udspiller der sig et politisk spil om frihed, magt, kontrol og økonomi; et spil, som reelt ikke kun vedkommer Spanien, men også resten af Europa. Er der grænser for friheden?
”Det er en lidelseshistorie, ” fortæller den spanske filosof Victoria Camps mig en solrig sommerdag i Sant Cugat. Vi mødes for at tale om ”det catalanske problem”, eller det, som andre kalder ”det spanske problem.”
Det drejer sig om den spanske region Cataloniens uafhængighedsprojekt. Et ønske om at blive en selvstændig nation.
Det er et problem, som ikke kun adskiller cataloniere og spaniere, men også cataloniere internt. Ikke alle i Catalonien drømmer om at blive en selvstændig nation. Mange cataloniere ser sig selv som spaniere.
Det catalanske uafhængighedsprojekt er primært knyttet op på ikke at være Spanien. Det er en negativ identitet, som kan mønstre knap halvdelen af Cataloniens befolkningen. Regionen er tvedelt. Alligevel ynder den nuværende præsident Charles Puigdemont (ligesom den forrige Artur Mas), at lade som om, at de taler på alle cataloniernes vegne, når de siger ”vi” vil være selvstændige.
”Det er ikke sandt,” siger Camps. ”Politiken i Catalonien har de seneste år været præget af et monotema,” uddyber hun, ”som forsømmer mange af de andre politiske gøremål i regionen.”
Ifølge Camps begyndte hele uafhængighedsbevægelsen primært under Jordi Pujols præsidentembede, der løb fra 80 til 2003. Han ville opbygge en nationalitetsfølelse, som samtidig skulle udslette enhver forbindelse med Spanien. Dette projekt indførte han blandt andet i skolerne, hvor båndene til Spanien blev udvisket. Undervisningen blev ændret. Både med hensyn til undervisningssprog – fra spansk og catalansk til udelukkende at foregå på catalansk – og indhold. I de seneste år har Pujols eftermæle været præget af flere korruptionsskandaler, fx bankkonti i udlandet, hvidvaskning af penge, nepotisme, etc.
Camps understreger, at selvstændighedskampen er motiveret af penge. Regionen er Spaniens rigeste. Et industrielt og turistmæssigt lokomotiv. Dog overser flere cataloniere, at infrastruktur, uddannelse, politisk og forretningsmæssig good will også er forbundet med Spanien. Dette fokus på penge gjorde, at uafhængighedsprojektet først for alvor fik tilslutning i 2008, da Spanien blev ramt af finanskrisen. Denne krise var for mange i Catalonien ene og alene Spaniens skyld.
Når pengene spiller så en stor rolle hænger det blandt andet sammen med at regionen betaler flere penge end andre regioner i Spanien til Madrid, som derefter distribuerer dette beløb til de mindre rige regioner. ”En mere fair fordelingspolitik, ville uden tvivl tilfredsstille flere uafhængighedstilhængere,” udtaler Camps. En sådan fordelingspolitik har det dog svært, fordi både de catalanske og spanske politikere simpelthen er for smålige til at agere på folkets, og ikke egne interesser. Der mangler storsind i begge lejre.
Uafhængighedsprojektet er national romantisme. Måske sågar kapitalistisk. Marx og Engells sagde i Det kommunistiske manifest, at enhver kritik af kapitalen kræver, at man frasiger sig privat ejendomsret og ideen om en national stats. Dette kan end ikke de såkaldte mere socialistiske tilhængere, da de tror på national kontrol er lig med social velfærd. Det er protektionisme, der minder om Brexit og Trump.
Nationer er per definition egoistiske, påpeger Camp, og understreger: ”Den form for nationalisme, som prægede Franco er nu overtaget af de cataloniere, der vil uafhængigheden.”
Denne hårde kritik er hun ikke alene med. Den catalanske forfatter Nuria Amat har i avisen El Pais sagt undskyld til George Orwell. Orwell beskrev i bogen Homage to Catalonia situationen i Barcelona under borgerkrigen. Han hyldede frihedskampen og arbejderklassens sammenhold. Tingene har ændret sig. Markant. Amats konklusion er, at det catalanske selvstændighedsprojekt har nået nationalistiske, ja, nærmest fascistiske højder. Det er ikke et arbejderklasse projekt.
De nationalistiske separatister har forsømt at læse Orwell, skriver hun.
Det er fristende at spørge, hvorvidt Catalonien er blevet et eksempel på hvad Orwell i et senere værk kaldte »dobbelttænkning«? Taler tilhængerne om facisme og manglende frihed, mens man selv er ekskluderende?
Artiklen blev bragt i Netudgaven (der nu er lukket), august 2017.
Martin Luther King Jr. once said: “Only when it’s dark enough can you see the stars.”
I like this quote; it consists of several interesting elements. Most obvious is the ambiguity of stars: they can both guide us and blind us. I’ll get back to that.
We live in dark times, where terrorism, fascism, racism, sexism, and rigid nationalism seem to flourish everywhere. In addition, I am not even mentioning the environment, that is, how we treat this lovely earth that we are lucky enough to inhabit for a time. We live in a time where egoism has hindered us—that is, all sentient beings—from seeing how we are all interrelated.
Just a few days ago, the city where I live, Barcelona in Spain, suffered an awful terror attack, like so many cities before it. It happened in La Rambla, a commercial and touristic area characterized by its openness.
People come and go; even the locals that tend to avoid it have to pass through or by it, stroll along for a while when they go to the theater, the market, the museums, bookstores, cinemas, etc. It’s an intersection where all paths in Barcelona are fated to pass, once in a while. What happened in Barcelona was, of course, just one of far too many murderous attacks on innocent people, which has happened, and continues to happen, all around the world.
But let me step away from the street and over to an important and relevant book in these dark times. Hannah Arendt’s The Origins of Totalitarianism opens with a German quote from Karl Jaspers. In my English translation, it says something like: “Don’t give in to the past or the future. Be entirely present is all that matters.” Or, “What matters is to be entirely present.”
The moral is clear: to pay attention to the present moment, that is, to what happens right now. Totalitarianism emerges because of our ignorance, our lack of awareness of what is taking place right here and now.
This Jasper quote makes me recall the story of Oedipus, who, after realizing that he had killed his father and made love to his mother, tears out his own eyes. He couldn’t take or carry the pain. For me, philosophy is about trying to become capable of carrying, that is, live on with pain. In Barcelona, like so many other places, people screamed, “We are not afraid!” I share this but yet, I am afraid … afraid that we don’t learn to see better, that this act of terror will not sharpen our senses, afraid that we will still neglect to deepen our questions about ourselves, involve ourselves. I’m also afraid that this tragic event might be used strategically by Catalan nationalists …
If Oedipus were a philosopher, he would not have blinded himself but looked the fear and pain right in the eyes.
Let’s return to Dr. King’s quote emphasizing how we ought to look into the dark, perhaps to reflect why we didn’t notice the stars before it became so dark. Apparently, terrorism, racism, fascism, hatred, stupidity, etc. were already there; yet, how come we didn’t see them, just ignored them? Yes, many of the elements on my list have been very overt in many places in recent times, and still, how come so many didn’t notice the hate? Here, of course, the stars don’t refer to anything heroic—quite the contrary: they blind some, they seduce some with their too naïve logic. No one is born hating another person because of the color of her skin, as Barack Obama once said. It is easy to stigmatize. They appeal – those hateful ideologies – because they don’t require the hard work related to thinking, analyzing, etc.
A simple example is how changes in society happen gradually. Some people use diminishing and hateful words to describe other forms of life; some make jokes about minorities. And people let these pass. “It’s nothing,” they say. And yet, gradually what began with us not paying attention to how people use language strangles us.
On a more positive note, when it is dark we can see the stars, referring to those who are already fighting back, resisting stupidity. Those stars guide, inspire, or challenge us to think. It can be through demonstration (recall the women’s march soon after the election of Trump), humor, as well as serious and thorough in-depth journalism that allow readers to sharpen their vision. Those who meet hate with hate are not the stars. Hate is too easy. Instead, the stars are those who are capable of creating alternative ways of living, who are open to more compassionate and loving paths, who establish sustainable futures where we all can live together without being reduced to the same. We must take direct action. Question the dominant worldview in our culture such as neoliberalism, white supremacy, sexism, rigid religious interpretations, etc.
So, in dark times, like in all times, we need philosophy. Luckily, philosophy is for all. No discrimination here (see more here). Furthermore, love and thinking have always walked hand in hand in philosophy; if you’re not capable of loving, you’re not capable of thinking. That is why you find no convincing philosophy among political and religious terrorists, fascists, sexists, or racists. Socrates, one of the first philosophers, interacted with people out of love, and he cared for their reasoning, as if he knew that depression, unhappiness, or feelings of inferiority were symptoms of mental illness.
It is as if people who can’t think are responsible for what we call “evil.”
FINN JANNING 