Den gavmilde digter har forlængst fået sit eget liv. Lige nu mænger den sig blandt årets fagbøger 2014. Se mere her.
Og det er vigtigt
To bøger venter på at blive omtalt. Den første: Non-Violence. Challenges and Prospects, redigeret af Bidyut Chakrabarty. Det er en antologi om ikkevold og Gandhi. Den anden: Nietzsche on Art & Life, redigeret af Daniel Came.
For et par år siden var jeg økonomisk på røven, men læselysten. Jeg kontaktede et par forlag. De sendte, jeg omtalte. Det har været en fin ordning. Tingene er i dag ikke meget anderledes, men bøgerne vil ikke blive omtalt. Hellere ikke når de er læst. Tiden er nu en anden.
Det fortælles at enhver slutning er en ny begyndelse. Hvis dette er sandt, befinder vi os altid i en mellemfase, hvor noget lige er ved at slutte, eller netop er sluttet, mens noget nyt snart vil begynde, eller netop er begyndt. Den norske forfatter Karl Ove Knausgårds åbner Min kamp i sådan en mellemfase eller zone. Det er faderens død, som sender han både fysisk og mentalt tilbage i sit eget liv.
Det fortælles ligeledes, at vi hele tiden er i gang med at revidere historien – både den store historie, såvel som vores egen. Fortællinger er ophold i tiden. Et forsøg på at få fodfæste i en porøs mellemzone. I praksis sker det, når vi slår vores klapstole ud og begynder med spørgsmålet: Hvad var det, som skete?
Spørgsmålet stilles, fordi der er noget – måske noget uklart – som vi ikke ønsker at miste, ikke ønsker at glemme; noget, som vi finder det nødvendigt at bevare. Hos Knausgård er dette skisma hele drivkraften – ikke kun i Min Kamp, men også i de to foregående romaner. Der er tydeligvis ting, som han ikke vil glemme, såvel som der er ting, som han ikke ønsker at bevare.
Denne balancegang er en frigørelsesproces, som finder sted mellem modstand og skabelse. Der er visse erindringer, som ikke skal fortrænges, men som arkiveres som mindre vigtige (indtil de en dag, måske, aktiveres igen). Ligeledes er der erindringer, som man ønsker at bevare, men som der endnu ikke har skabt et rum for. Fiktionen formår at overskride de herskende eller dominerende ideologier og normer, som præger vores egen revidering af vores levede liv. Og denne overskridelse sker i kraft af en kreativ vilje til at skabe nye erfaringsrum. Knausgårds projekt er et forsøg på at skabe et rum, hvor der er plads til et mangefold af jeg’er.
Passer det, at vi fortæller for at bevare eller destruere, det vil sige revidere historien – inklusiv vores egen? Uanset svar, så minder denne praksis påfaldende meget om den, som den chilenske forfatter Roberto Bolaño beskriver et sted i romanen 2666: at skrive ikke er et spørgsmål om vilje eller stil. Snarere er det at skrive en øvelse i fortielse eller hemmeligholdelse. Der er ingenting indeni den, som skriver. Forfatteren tager i stedet for diktat, som var han eller hun hypnotiseret af noget. Det er denne erkendelse, som gradvist er trådt frem i den roman der hedder 2014.
I begyndelsen er forfatteren forfængelig. Han værner om noget, et selvskabt ideal; men løbende spolereres dette. Det er som om at arbejdet med ham selv bringer ham videre – udover sig selv. Denne tanke er Nietzscheansk. Han overvinder sig selv.
En god filosof eller forfatter er ikke en, som værner om egne ideer og holdninger, men derimod en som formår at give plads til det, som lægger an på vedkommende med en insisterende, nærmest stædig kraft. Forfængeligheden må fordufte. Det drejer sig om at blive fri. Ingen fødes jo fri (sorry, Rousseau!). Det er netop noget man bliver … måske.
Filosofi handler om frihed. Det vil sige at enhver filosofi bevæger sig i mellemrummet mellem modstand og skabelse, fx i form af en modstand overfor herskende normer, idealer og dogmer, såvel som en kreativ eller opfindsom evne, der formår at skabe plads til det, som er i færd med at blive, men som altså ikke passer ind i de gamle billeder.
Denne tese udspringer af en linje, som Søren Kierkegaard skrev i en brev til sin forlovede Regine Olsen. Der står: ”Friheden er kærlighedens element.”
Det betyder, at det er friheden som gør et menneske i stand til at elske. Eller omvendt, uden frihed ingen kærlighed; uden frihed ingen forbindelser. Uden frihed ingen filosofi, som jo netop værner om kærligheden.
Sandheden er, at sandheden ikke sætter nogen som helst fri, men et frit menneske vil i små øjeblikke erfare noget, som han eller hun ikke kan betvivle. De bliver en anden, upersonlig, som var de i bund og grund ingen.
Jeg er fri til ikke at skrive, selvom jeg kan. Det betyder ikke, at jeg ikke vil, claro que no, blot at jeg er fri. Det er et vigtigt skridt for en, som har klamret sig til en blyant og en notesbog i mere end tyve år. Jeg er fri nok til at lade mig drive i en anden retning. Der, hvor skriften nu engang bevæger sig hen. Og det betyder, helt konkret, at de omtalte bøger ikke vil blive yderligere omtalt, men nu er de om ikke andet nævnt. Så jeg holder mit ord. Og det er vigtigt.
Grumset catalansk nationalisme
Den 11. september 1714 blev Barcelona besejret af den spanske hær; en hær, der blev ledet af den spanske konge Philip den V.
Siden denne skæbnevanger dag har den 11. september været Cataloniens nationaldag. Skønt Catalonien ikke er en nation. Endnu.
Cataloniens historie er fuld af krige. Regionen har været underlagt Rom, muslimer og Spanien.
I 1137 blev Catalonien en del af det spanske rige. I de følgende mange år var Catalonien en spansk region med særlige rettigheder.
I 1701 udbrød der krig om den kongelige spanske arvefølge. Her valgte Catalonien at heppe på Østrig, hvilket var en strategisk dårlig beslutning. Eventyret sluttede for alvor i 1714, hvor regionen mistede sin særstatus.
Kigger man nærmere på historien, er det dog ikke sådan, at Catalonien ikke selv har udlevet imperialistiske drømme.
Eksempelvis tales der catalansk visse steder i Frankrig, Spanien, Andorra og Italien. Catalonierne truede de steder befolkningen med fængsel eller døden, hvis de ikke talte catalansk.
Faktisk er der steder i Sicilien, hvor forældre siger til deres uartige børn: »Opfør dig ordentligt ellers kommer catalonierne.«
Historien er altid mere grumset end en fodboldkamp.
Den spanske borgerkrig, der hærgede i landet fra 1936 til 1939, var eksempelvis ikke en kamp mellem Madrid og Barcelona. Sådan bliver det nogle gange udlagt – måske især af F.C. Barcelonas fodboldtilhængere, der dermed overser at Madrid var den sidste by der faldt for Francos tropper.
Borgerkrigen var en lidelse for mennesker alle steder i Spanien.
Spoles tiden frem til Catalonien anno 2014, er historien ligeledes kompliceret. Det skyldes til dels at historien altid er til debat qua kilder og metoder, men også at historien ofte anvendes politisk.
Der er eksempler på konferencer, hvor historikere, som er fagligt uenige med hensyn til den catalanske nations undfangelsesdato, ikke er blevet inviteret. Der var altså ikke tale om forskning, men om propaganda, idet resultatet var givet på forhånd.
Fornylig holdt museet og kulturinstitutionen CCCB i Barcelona en debataften, der handlede om den catalanske selvstændighed og identitetsdannelse. Her var alle de inviterede talere enige om, at det var det rigtige at blive en selvstændig nation.
Flere, som jeg talte med, virkede frustreret over den manglende debat i CCCB.
Propaganda og kontrol er der nok af. Eksempelvis har den catalanske præsident Artur Mas, som har regeret siden 2010, bedt det lokale styre – la Generalitat – straffe tre lokale radiostationer med en bøde, fordi de ikke reklamerede for proforma valget den 9. november.
De fleste nærer en vis sympati for en sag, når de hører, at den handler om frihed. Frihed er et positivt begreb – om end et begreb, der kan være svært at definere uden at ødelægge begrebets kraft.
Catalonien vil gerne blive fri fra Spanien. Faktisk er hele den catalanske identitet knyttet op på ikke at være Spanien.
Catalonien er ikke Spanien, står der på bannere, når Barcelona spiller vigtige fodboldkampe. Det er en negativ identitet, som – sådan vurderer de fleste iagttagere – kan mønstre cirka halvdelen af Cataloniens befolkningen. Regionen er tvedelt.
Proforma valget den 9. November gav et klart ja til selvstændighed, men valgprocenten var lav – omkring 32%. Den lave valgdeltagelse skyldes angiveligt, at valget ingen juridisk eller demokratisk kraft havde.
Så frihedskampen fortsætter. Præsidenten Artur Mas har satset hele sit karriere på selvstændighed. Han er stædig.
Uagtet, hvorvidt et flertal ønsker selvstændighed eller ej, går projektet ud på at blive en selvstændig nation.
Den anerkendte spanske og catalanske filosof Victoria Camps har udtalt i avisen El Diario, at »det største problem ikke er flaget, men pengene.« Selvstændighedskampen er motiveret af penge.
Catalonien er Spaniens rigeste region. Et industrielt og turistmæssigt lokomotiv. Når vi i Danmark – nok mest i sjov – siger om spanierne, at de altid siger: Mañana mañana, så gælder det ikke catalonierne.
I hvert fald ikke ifølge catalonierne selv. De siger nemlig det samme om spanierne. Siesta er ligeledes et spansk fænomen. Tid er som bekendt penge, og penge er vigtige i Catalonien.
Catalonien er den region i Europa, hvor udbredelsen af private uddannelser er størst, fx privatskoler. Andelen af privatskoler er på mere end 40 procent.
Når friheds- og selvstændighedstrangen er motiveret af penge, hænger det blandt andet sammen med at regionen betaler flere penge end andre regioner i Spanien til Madrid, som derefter distribuerer dette beløb til resten af Spanien, fx til de mindre rige regioner.
Det irriterer flere cataloniere – især nu, hvor der har været finansiel tørke. Og det bekymrer dem, fordi de ikke føler nogen solidaritet med resten af Spanien. Tværtimod. Der er flere som føler, at Catalonien er okkuperet af Spanien.
På den catalanske nationaldag i år, mødte jeg en mor fra min søns klasse. Hun var højgravid. Henover sin udspændte mave stod der: »Jeg håber, at vokse op i et frit land.«
Det kan være svært at tage helt seriøst, hvis begrebet frihed skal have nogen mening. Catalonien er ikke just Afghanistan (og Afghanistan er ellers ikke Spanien, hvorfor netop dette land ifølge den catalanske definition burde være frit, som alle andre lande, der ikke er Spanien).
Som de fleste ved blomstrer retorikken lystigt i politik. Desværre overser mange, at sproget farver vores blik og tanker. Jeg spurgte hende, hvad hun helt præcist mente, hvortil at hun svarede: »Det hele er meget kompliceret og følsomt.«
Sådan svarer de fleste. Der er ikke en decideret debatkultur i Spanien. I hvert fald siges tingene typisk så tilpas vagt, at ingen reelt ved, hvad der siges.
Victoria Camps siger det dog klart: »Uafhængighedsprocessen er styret af noget indre mere end dømmekraften.« Det er kompliceret.
Jeg har talt med ældre i Barcelona, som med tårer i øjnene mindes, hvordan de blev kaldt rotter, fordi de talte catalansk. Ligesom jeg har talt med ældre, som på trods af borgerkrigens rædsler også havde et positivt billede af General Franco, fx hans stærke katolicisme og familieværdier, sågar hans forbedringer af sundhedssystem.
Det er grumset. Og derfor vælger mange – desværre – at undlade samtalen eller debatten. Det hele bliver enten-eller.
Victoria Camps udtaler i samme interview, at selvstændighed, nationalisme og eksklusion er en tendens, der florerer i Europa, hvor immigranter blandt andet holdes ude. Nationer er per definition egoistiske, siger hun.
Det betyder blandt andet, at de catalanske politikere (og medier, hvoraf flere er kontrolleret af politikerne, fx TV3) ikke beskæftiger sig med meget andet end dette spørgsmål. Det minimerer muligheden for en dialog internt i Catalonien, men også i Spanien, hvor det hele reduceres til for eller imod.
Selvstændighedsprojektet er altså ikke en fortsættelse af de røde rebelers frihedskamp mod nogle fasister, der sidder i Madrid og styrer det hele.
Historien gentager sig til dels, men med omvendt fortegn.
Den catalanske forfatter Nuria Amat har i et længere indlæg i avisen El Paissagt undskyld til George Orwell.
Orwell beskrev i bogen Homage to Catalonia [Hyldest til Catalonien] situationen i Barcelona under borgerkrigen. Han hylder frihedskampen og arbejderklassens sammenhold.
Tingene har ændret sig. Amats konklusion er, at det catalanske selvstændighedsprojekt har nået nationalistiske, ja, nærmest fascistiske højder. Det er et patriotisk projekt.
De nationalistiske separatister har forsømt at læse Orwell, skriver hun.
Er Catalonien blevet et eksempel på hvad George Orwell i et senere værk kaldte »dobbelttænkning«? Taler man om fasisme og manglende frihed, mens man selv er ekskluderende?
Er der tale om »newspeak«, når Madrid kaldes korrupt, mens den tidligere catalanske præsident gennem 19 år, Jordi Pujol er Senor Corrupción per se? Ikke desto mindre sidder han i en fin lejlighed, og ikke i et fængsel. Hvad er Artus Mas rolle?
Der snakkes i krogene med lav røst, hvilket selvfølgelig hænger sammen med den manglende tillid til systemet.
Mistroen hænger også sammen med det, som den franske filosof Gilles Deleuze betonede, da han sagde at minoriteten ikke er et spørgsmål om antal, men om magt og kontrol.
I Catalonien er det spanske sprog en minoritet. Tilhængere af Spanien er en minoritet, selvom forholdet er cirka 50/50 for og imod.
Sproget, det catalanske, anvendes strategisk. De, der taler spansk i stedet for catalansk – især, hvis de reelt kan tale catalansk – må forklare sig.
Medierne er ikke neutrale. Det catalanske flag blafrer fra balkoner, avisstandere, biler og rundkørsler i hele regionen. Ingen er i tvivl: Dette er ikke Spanien.
En anden forfatter, den berømte og interessante Javier Cercas, taler i tidsskriftet Letres Libres om, hvordan hans generation, det vil sige generation X eller den generation, hvis forældre og bedsteforældre var involveret i borgerkrigen, har opført sig uansvarligt. De har undgået samtalen.
Der er korruption – både blandt spanske og catalanske politikere, påpeger han. Der peges fingre, siger han.
Cataloniens finansielle krise er Spaniens skyld, ikke Cataloniens, siger catalonierne. Denne uansvarlighed har ingen ende, skriver Cercas. I Frankrig er det Bruxelles skyld. I Danmark er det Sveriges skyld. Der mangler en form for selvkritik i den catalanske region.
Det er igen den manglende dialog; den manglende evne til at se sig selv i øjnene uden at de løber i vand af selvtilfredshed.
Antropologen Maria Teresa Giménez Barbat, ligeledes i Letre Libres, beskriver hvordan hun er bekymret for denne hang til nation-dannelse.
Hendes tese er, at der er belæg for at sige, at der i dag er færre krige i verden på grund af en reduktion af nationer.
Eksempelvis har det catalanske styre ihærdigt fremmet en nationalidentitet i skolesystemet ved gradvist er eliminere det spanske sprog. I stedet for at få tosprogede børn, uddanner Catalonien i dag børn i catalansk. Første andetsprog er engelsk. Dernæst spansk.
Relationen til Spanien ødelægges bevidst, fordi den catalanske identitet er negativt defineret. Eller i hvert fald fremstår sådan. Desværre.
Uanset om man er for, imod eller neutral med hensyn til catalansk selvstændighed, kan man kun håbe, at 2015 vil bringe mere debat og dialog. Det vil give projektet en mere positiv positionering, men også fremme forståelsen og minimere de mange misforståelser.
Spanien, som Catalonien stadigvæk er en del, er en såret nation, der trænger til at blive helet. Catalonien, som stadigvæk er spansk, er en region fuld af ressentiment.
Finn Janning er forfatter og filosof bosat i Barcelona.
Artiklen blev oprindeligt bragt i Modkraft den 12. december 2014.
Den gavmilde læser
Et uddrag af Den gavmilde digter kan høres her.
Stillhet
Today I am out with a small booklet entitled “Stillhet” (Silence). It’s a philosophical essay written after a twenty day pilgrimage that I took with the artist Jeppe Hein this year in Norway.
The essay is a sidekick for the main event: Hein’s exhibition at Galleri Nicolai Wallner. See more here.
The essay (with illustrations by Jeppe Hein) can be downloaded here.
Etik i praksis
”Jo mere fuldkommenhed hver enkel ting har, des mere aktiv og des mindre passiv er den, og omvendt, jo mere aktiv den er, des mere fuldkommen er den.” – Spinoza, Etik
Etik i praksis er nærmest en truisme, idet etik altid er praktisk. Det er en måde at leve, tænke og føle på, som – for nogle – er baseret på et uforanderligt moralsk værdisæt. Et skræmmende aktuelt eksempel er den dødbringende virus ebola. Denne virus debatteres lystigt og gravalvorligt i Spanien.
Lad mig bringe lidt kontekst (kilde: El Pais):
Det begynder den 7. august, da to præster bringes hjem fra Liberia til Madrid. Den ene har Ebola, den anden ikke. Begge patienter installeres på hospitalet Carlos III, som ligger midt i Madrid. Den 12. august dør den smittede præst. Den 14. august udsender det spanske sundhedsministerium en protokol, der beskriver, hvordan læger og sygeplejersker skal agere med hensyn til ebola. Den 28. august udmeldes en sygeplejerske efter 21 dage i karantæne.
Herefter er der for en stund ro.
Den 20. september annoncerer regeringen i Spanien, at de vil bringe en anden spansk præst hjem fra Sierra Leona. Den 22 september ankommer denne præst til Madrid, og tre dage senere dør han. Den 27. september går en af sygeplejerskerne, der behandlede præsten til lægen, som anbefaler smertestillende piller. De næste par dage udvikler hun feber. Hun ringer til vagtlægen, besøger sin private læge, men undlader begge steder at fortælle, at hun har plejet en ebola-patient (hun ved ikke om hun reelt er smittet). Den 5. oktober ringer hun igen til skadestuen. Samme dag indlægges hun. Og dagen efter diagnosticeres hun med ebola.
Senest er omkring 80 personer, primært lægeligt personale under observation og nogle i karantæne på Carlos III i Madrid.
Debatten går nu på, hvorvidt det var moralsk ansvarligt at bringe en dødelig syg person til Spanien. Til et hospital midt i landets hovedstad, hvor der bor mere end tre millioner.
Spørgsmålet rejser dilemmaet: At redde et menneske versus muligvis smitte mange. Hvad nytter det? Der er tale om en utilitaristisk argument, hvor en moralsk god beslutning er til nytte for flest mulige mennesker.
Et andet dilemma vedrører pligten til at hjælpe. Denne er måske ikke i modstrid med den utilitaristiske, men den utilitaristiske konfronterer pligten til at hjælpe, idet den spørger: Hvor, hvordan, hvem?
Sådanne spørgsmål skaber flere spørgsmål, såsom hvorvidt protokollen for at transportere en smittet ebola-patient er blevet overholdt? Hvorvidt hospitalet har kapacitet til at håndtere ebola? Hvorfor det tog en uge før en protokol blev kommunikeret ud fra sundhedsministeriet til landets hospitaler og praktiserende læger?
Nogle vil have sundhedsministerens til at gå af. Nogle bebrejder sygeplejersken, idet hun har konsulteret sin egen privatlæge og været sammen med sin familie, selvom hun havde feber. Skønt hun uden tvivl handlede ud fra den viden og de informationer, som hun havde angående symptomer m.v. Det er naivt (og belejligt) at antage, at hun er ond eller uansvarlig.
Hele miseren er tragisk. Og den viser, at når vi står midt i et etisk kaos, er det sjældent nok at lytte til banaliterne omkring, hvorvidt man må stjæle eller ej, begære sin nabo eller ej. Det er svært. Risikabelt.
Hvad er den rigtige beslutning? Baseret på hvilke forudsætninger, fx videnskabelige viden. Er argumentet utilistisk, så er det altid utilitarisme, der bør lægge til grund for ens beslutninger med mindre man vil ende i dobbeltmoral. Er det pligten til at hjælpe … gælder samme princip.
En mere immanent tilgang, det vil sige en der er inspireret af Deleuze og Spinoza, vil hævde, at ens forståelse ikke har mere magt til at vide end, fx Ebola-virussen, har magt til at eksistere og handle. Det betyder, at selve virussen tillægges en natur. Selvom ebola er dødelig, handler virussen stadigvæk naturligt, som ebola. Smitten har behov for nye mennesker for at kunne overleve. Denne tilgang er givende, mener jeg.
Udfordringen bliver derfor, hvordan den spanske regering kan vende magtforholdet om. Der er tale om en kamp mellem to former for natur. Som det ser ud lige nu, bliver der ”handlet med” regeringen i Spanien, fx ud fra nationale følelser om ”at redde” en statsborger, som har forsøgt at hjælpe. Tænk, hvis der havde været tale om en dansk læge, præst eller sygeplejerske. Men naturen tager ikke hensyn til nationale følelser. Sagt anderledes, at bringe en syg mand hjem, som man ikke kan heldbrede, hæmmer ens muligheder for at handle, mere end det øger ens muligheder. Eksempelvis er flere kompetente læger og sygeplejersker i karantæne, hvor de ikke kan gøre deres arbejde. Flere pårørende er nervøse. Stemningen er intens og stresset. Regeringen skal bruge ressourcer på at forklare sig.
Spørgsmålet er altså, hvorvidt handlingen øger regeringens magt til at handle, eller reelt minimerer regeringens magt til at handle.
Som nævnt virker det som om, at regeringen har minimeret sin magt ved at bringe præsterne hjem. Lige nu er de på bagkant, fordi de handlede over evne. De troede, at de kunne magte ebola uden at have respekt for dens natur, det vil sige uden at have forståelse for dens naturlige magt. Ebola er noget, som får den menneskelige maskine til at gå itu.
For Spinoza og Deleuze er fremtiden ikke, hvad vi gør den til. Snarere et spørgsmål om relationer, fx hvordan forholder vi os til erfaringen af døden, som en naturlig del af enhver tilblivelse. Det liv, som vi lever og kender, kan ikke føres tilbage til en oprindelig væren, en uforanderlig norm. Hvorfor ikke? Fordi det at leve netop er, at stille spørgsmålstegn til vores viden, til det levende. Filosofien begynder aldrig med en bestemt norm (ikke den Deleuze-Spinoza-inspireret), men fra en erkendelse af, at de spørgsmål som stilles, altid stilles fra midten af livet, dér, hvor vi finder os selv. Det vil sige, debatten i Spanien er meget lidt frugtbar, når den opererer med en bestemt norm, hvorefter regeringen eller andre kan dømmes (og dømme hinanden). Det skaber en følelse af afmagt.
Den vil blive mere frugtbar, hvis regeringen kan blive aktiv, det vil sige åbne for følelser og tanker, som fremmer handling. Dette er den etiske udfordring. Den frie mand, skriver Spinoza et sted, mediterer ikke over døden, men over livet. Hvad er et samfunds forhold til livet, imens det erfarer dødens nærvær? Hvilke relationer åbnes der for? Hvilke nye alliancer og erfaringsrum genereres? Hvordan skærpes vores opmærksomhed?
Fuldkommenhed udspringer ikke partout af ens fornuft, men ens fornuft (i.e. læreproces) kan lære en, hvordan man fremmer fuldkommenhed i fremtiden. Ingen smider håndklædet i ringen. Tværtimod.
Om Den gavmilde digter
Der har været lidt, men meget positiv omtale af Den gavmilde digter.
Bibliotekernes lektørudtalelse skriver, at “Finn Janning skriver utrolig godt, finurligt og nærværende om det at leve og livsvalg.” Læs mere her
På Litteratursiden.dk kan man læse, at bogen er “indsigtsfuld, uddybende, klog og munter – og det er meget givende både i forhold til Leth som til tilværelsen selv at følges det stykke vej med Janning. En original og givende indgang til Jørgen Leth. Afgjort et godt sted at starte.” Læs mere her.
Bogsyn.dk skriver: “Det er en helt særlig bog, et essay om en gavmild digter, som lærer os at smage på det enorme udbud, vi har foran os af alting … Et fremragende værk.” Læs mere her.
Den gavmilde digter kan også fås som e-bog og (snart) lydbog. Se mere her.
God læselyst.
Demokrati skal ikke reduceres til økonomi
Det fortælles, at filosofien opstod i Grækenland for cirka 2500 år siden. Senere blev den spredt udover resten af Europa. Sandsynligvis opstod filosofien i Grækenland på grund af grækernes modtagelighed overfor de frigørende kræfter, der blæste som en kærlig vind henover Athen.
I stedet for at pakke sig ind i vindjakker – hvilket er kutyme i andre dele af Europa (især i Norden) – lod athenerne sig mærke af den salte brise, der ramte deres soltørrede ansigter. Vinden igangsatte en gylden periode i det antikke Grækenland, hvor verden så den første historiker Herodot, den første romanforfatter Homer, den første filosof Platon og selveste skaberen af demokratiet Perikles. Det er ikke uden grund, at grækerne er stolte af deres bidrag til den vestlige verdens idehistorie.
Læs videre her.
Det uærlige spil
I essayet ”Litteraturen og det onde,” beskriver Karl Ove Knausgård “den nymoralistiske bølge der for tiden går hen over Skandinavien, og hvor litterære værker i fuld alvor og med stor inderlighed bliver vurderet ud fra om det de udtrykker, er rigtigt eller forkert, godt eller dårligt, ikke i forhold til kvalitet, men i forhold til moral” (Knausgård 2014: 315-26). Denne bølge rammer ikke kun litteraturen, men hele samfundet. Flere og flere bedrifter vurderes i forhold til moral, ikke i forhold til selve præstationen. Samtiden præges af en intens stræben efter fairplay eller fairness.
I dette essay vil jeg anvende sporten som et eksempel på en konflikt. Jeg vil se nærmere på dopingproblematikken, som den har udfoldet sig i kølvandet på cykelrytteren Lance Armstrongs indrømmelser i januar 2013. Med dette eksempel vil jeg vise, at fairness er tidens ideal, og at dette ideal konstruerer flere konflikter end det løser.
Læs videre her.
Coaching som problem
Jeg har bidraget med essayet “Coaching som problem” til antologien Coaching i nyt perspektiv, redigeret af Tine Gaihede og Kim Gørtz (Hans Reitzels).
(Fra 2007 og et par år frem, skrev jeg flere kritiske kronikker om coaching og selvhjælpsbølgen. Se mere her.)
Bogen rummer det meste om coaching: historie, metoder, erfaringer og kritik. Se mere her
