Hver eneste forbandet ting er vigtig

»Og helvede?,« spørger journalisten Mónica Maristain den chilenske forfatter Roberto Bolaño, og han svarer: »Det er ligesom Ciudad Juárez, vores forbandelse og spejl, en foruroligende refleksion af vores frustrationer, og af vores berygtede fortolkning af frihed og af vores begær.«

I Bolaños mammutroman 2666 hedder den mexicanske by ikke Juárez, men Santa Teresa. Byen gik tidligere under navnet Paso del Norte. Det er en by, der kontrolleres af narkohandler, politiet er korrupt politi, de fleste er fattige, kriminaliteten er udbredt og, det er byen, der er berygtet for de mange uopklarede mord på især unge piger. De fleste af ofrene har været udsat for seksuelle overgreb og tortur. Flere mener der er tale om femicides, en omskrivning af begrebet homocides. Femicides beskriver kvinder, der myrdes af mænd, fordi de er kvinder. I sin roman beskriver Bolaño flere steder udbredelsen af en machokultur, hvor kvinder rangerer så lavt, at det reelt ikke er en gåde at så mange myrdes. Kvinder er mest af alt råstof for gode vittigheder blandt romanens detektiver.

Læs videre i Atlas Magasin.

March 9, 2015

Litterære grupperinger

Hvem har brug for litterære grupperinger, spørger Politikens litteraturanmelder Lillian Munk Rösing. Ingen, selvfølgelig. Slet ikke de sexistiske, som Rösing med god grund harcelererer over. Identiteter og grupperinger er omklamrende og utålelige, uanset hvilken sammenhæng de anvendes i. Alligevel er det lidt trættende af lytte til Rösings indignation, for er der noget som kvindekønnet ikke er i dansk litteratur, så er det undertrykt og underrepræsenteret p.t. Og det er dejligt. Tværtimod er kvindekønnet ofte meget fremme på dets eget køns vegne, hvilket også er fint, men lidt bagstræberisk, da de kvindelige danske forfattere ikke er underrepræsenteret p.t. Skulle Rösing være i tvivl, kunne hun se på kønnet af de forfattere hun selv anmelder. Her er kvinder ikke i undertal. Og dette skal ses i lyset af, at Rösing, som bekendt, er en af de mest magtfulde anmeldere i Danmark. Men okay, måske er det vigtigt at minde andre om, at kønnet ikke er vigtigt, som andet end et biologisk reproduktionsorgan. Ikke desto mindre kan Rösing ikke lade være med at – godt nok spørgende – at antyde, at kvinden er bedre til at indleve sig i de andre end manden. Det burde hun jo vide er en kliche, der er så tåbelig, at den ikke engang bør nævnes, end ikke spørgende. Hun burde vide bedre, da hun sikkert også læser bøger af mandlige forfattere. Ellers sender jeg hende gerne en liste.

Trykt i Politiken 8. marts 2015

Apropos den 8. marts, som er kvindernes kampdag – sågar en fornem dansk opfindelse – kunne det være interessant at udvide kampzone. Gad vide hvordan det er at være kvinde i Spanien, hvor hustruvold er udbredt? Eller i Indien og flere lande i Mellemøsten og Afrika, hvor kvinden slet ikke betragtes som et menneske. Den danske debat er for de privilegerede, dvs. ofte socialt velstillede kvinder der kalder sig feminister. Hvordan står det til med de kvindelige forfattere, eller blot forfattere i mange andre lande? Kommer de tvekønnede til orde? Samtidig skal man passe på ikke at reproducere naive kønsteorier, fx at det ene køn er mere empatisk end det andet, når feltet reelt hedder kønsstudier. Og det hedder kønsstudier, fordi der ikke er en teori om kønnet, der passer med virkeligheden. Mænd og kvinder kommer i alle farver og former.

March 8, 2015

Frie ord

Som udenlandsdansker bosiddende i Barcelona har jeg haft svært ved at fornemme det følelsesmæssige kaos, som terrorangrebet afstedkom i København. Heldigvis råder Weekendavisen den 20. februar bod på det med nogle personlige, indsigtsfulde og modige artikler.

Jeppe Matzen beskriver, helt tæt, hvad der skete i Krudttønden: bragende, frygten, flugten, Femens talskvinde Inna Shevschensko, der stiller sine højhælede sko for at kunne løbe hurtigere. Han citerer hende for at citere Voltaire: ”Hvis du vil vide, hvem der hersker over dig, så tænk på, hvem du ikke har lov at kritisere i dag?” Hun svarer selv: ”Det religiøse institutioner og dogmer.” Inna Shevschenko håber, at alle vil deltage, hvorved Charlie Hebdo, Lars Vilks, Femen og andre ikke bliver så synlige.

Et andet sted i avisen kan man læse Helle Merete Brix’ miniportræt af Lars Vilks, ham som gerningsmanden formodentligt gik efter. Han fremstår ikke som en utilregnelige provokatør, men en rar og eftertænksom mand, der har mange venner og støtter. ”Bare ikke særligt mange blandt kunstnere og intellektuelle. I hvert ikke nogen der gør det offentligt.” Shevschenskos analyse passer tilsyneladende. Vilks er meget synlig.

I samme sektion, skriver lektor Dennis Meyhoff Brink indlevende og modigt om sine egne oplevelser fra mødet, om sin frygt for at deltage i fremtidige debatarrangementer. ”Forsamlingsfrihed, ytringsfrihed og religionsfrihed er en del af vores kulturellearv fra oplysningstiden,” skriver han. ”Vi er oppe imod kræfter, som bekæmper selve ideen om oplysning.”

Sandheden er ikke givet, men er konstant til diskussion i en social og åben praksis. Det er et angreb, der reelt kan gøre os dummere.

Nanna Goul beskriver, hvor hysterisk hendes sanseapparat reagerer på alt, da hun bevæger sig ud i Københavns gader mandag morgen. Frygten er trængt ind i kroppen, som en bodylotion, som hun præcist skriver.

Der er noget på spil for os alle sammen.

Alle artikler formår at skabe konkrete erfaringsrum, som er indiskutable. Det er ikke kun et spørgsmål om teoretiske øvelser for eller imod ytringsfrihed. Selve denne debat er truet. Det er en livsform, der er truet; en livsform, der nysgerrigt engagerer sig i de andre gennem debat, diskussion og humor.

Det er svært at fremme empati og medfølelse, hvis ingen tør eller kan tale, skrive og leve sammen uden frygt. Jeg sidder i Barcelona og læser ord, der fremmer min forståelse. Det kan kun lade sig gøre, fordi det er muligt at skrive frit. Tak for ordene.

Trykt i Weekendavisen den 6. marts 2015.

March 7, 2015

Strøtanker

Den norske filosof Arne Næss formulerede i bogen En del elementære logiske emner seks principper for saglig og etisk kommunikation. De lyser således:

Undgå tendentiøst udenomssnak – Såsom personkarakteristikker, påstande om modpartens motiver, årsagsforklaringer til argumentet.

Undgå tendentiøse gengivelser – Gengivelsen må være neutral med tanke på stridsspørgsmål.

Undgå tendentiøs flertydighed – Flertydigheden gør at argumentet kan tilpasses kritikken.

Undgå tendentiøs brug af stråmænd – Tilføj ikke din modstanders standpunkt et indhold han eller hun ikke står inde for.

Undgå tendentiøse originalfremstillinger – Information som lægges frem, må ikke være usand, ufuldstændig, skæv og/eller tilbageholde relevant information.

Undgå tendentiøse tilberedelser af indlæg – Såsom ironi, sarkasme, skældsord, overdrivelser eller trusler.

Formålet med disse principper er at sikre fairness. Principperne kan sikkert inspirere mange for tiden.

Ifølge Næss besidder alle former for liv en iboende værdi. Næss selv kalder det et aksiom. Det betyder nu ikke, at et aksiom er forkert, hvis ikke det kan retfærdiggøres – at tro sådan er lig med en brist i ens opdragelse, sagde Aristoteles. Eksempelvis har træet en værdi i sig selv, og ikke kun værdifuldt som en mulig stol eller noget at tisse opad. Denne værdi kommer til udtryk i hver tings forhold til noget, som ikke er den. Relationerne er givende i kraft af de forskelligheder, som i sig selv er værdifulde. Alt er relationer. Det betyder også, at mennesket er ikke centrum for alt livet. Sådan tænker de fleste ellers. Dernæst – for blot at gøre slemt værre – tænker mange, at visse mennesker er vigtigere og mere værd. Her er kriteriet ofte religiøst, politisk, titel eller køns bestemt. Altså ideologisk og normativt.

En mere simpel måde at skitsere de seks principper på, er, at skabe et rum, hvor samtalen med de andre er upartisk og præcis. Hvordan er man så det?

Mara Lee har fornylig udgivet bogen Når andre skriver. Den handler bl.a. om identitet som noget hæmmende, fx du er kvinde eller mand. Af samme grund skrev Deleuze og Guattari om kvindeblivelsen, dyreblivelsen etc. som en proces, der aldrig ender. Ingen bliver nogensinde kvinden per se. Der er ikke nogen ideel kvinde, måske en, der i så fald kun er det for mig. Den eneste ene er en romantisk, tør jeg skrive, ”utopi”?

Lee skriver om ikke at ville påtage sig en bestemt identitet, men ikke desto mindre prøve at forstå de andre, som har placeret en i denne. Skismaet er, at ”jeg” ikke vil være ”kvinde” eller ”mand”, sådan som normen har defineret disse. Men enhver ved jo godt, at han eller hun er henholdsvis mand eller kvinde, hvilket medfører en vis solidaritet med denne gruppe – til trods for dens ulidelige karikatur. Jeg er nok ikke den eneste mand, der ikke drømmer om at blive kvinde, men som heller ikke er mand på den måde, som en ”rigtig” mand er. Hverken slatten er pumpet. Den ”rigtige” mand er en konstruktion.

Lee skriver, at de andre ligeledes er defineret af normen. Det betyder reelt, at normen negligerer empatiens mulighed for ikke at agere strategisk. Det er svært at bryde igennem en norm. Udfordringer bliver at tilegne eller solidariserer sig med de andre, hvilket sker ved at forstå de andre, som de andre, forstår sig selv. Kan du rumme X, mens X er i færd med at blive Y? Det er spørgsmålet, og ikke, hvorvidt X passer ind, som en brik i et puslespil – i et allerede defineret identitet.

Undgå tendentiøse gengivelser, er, at gengive de andre, som de andre. Det er svært at forholde sig neutralt til dette princip p.t., hvor nogle satiretegnere er ofre for overgreb og mord. Spørgsmålet er om satiretegningerne gengiver Muhammed, som han vitterligt er, eller om Muhammed karikeres? På den måde er det ikke selve tegningerne, ej heller billedforbuddet, der er afgørende. Snarere den konkrete tegning. Kan man med sikkerhed vide om den ene eller den anden tegning er forkert i sin gengivelse? Det kan man ikke, hvis man mener at enhver identitet er et fængsel. Det vil sige, hvis man mener at enhver altid er en anden. Blivende. Derimod kan man sagtens mene det, hvis man argumenterer ud fra en forestilling om at vide – med sikkerhed – hvad der er rigtigt og forkert, hvad der er ”normen.” Det er normer, der skaber krig og terror. Af samme grund bliver erfaringen også vigtigere end universelle etiske regler. Den, der besidder en empatisk evne, vil også føle og tænke med de andre, have forståelse for de andre, hvorved det kan være nemmere at handle konstruktivt.

Måske er det ikke selve tegningen, som gør udslaget, men gengivelsen af denne gengivelse. Tegningen læses i lyset af den ene eller anden norm. I stedet for at hænge sig i normer, må vi nærer tiltro til de andre, til deres oprigtighed, mens vi oprigtigt, ikkestrategisk og empatisk forsøger at forstå de andre, som de andre. Det kræver mod. Det er som at stå på en meget tynd is, mens man tisser på den. Vil isen smelte på grund af min varme stråle?

Dette kan også siges anderledes: Bliver demokratiet mere eller mindre gæstfrit på grund af disse tegninger? Er der andre måder, hvorpå man kan invitere alle til at deltage, som andet end en brik i et puslespil, der afbilleder en pengeseddel?

February 19, 2015

Posthumanism

Once upon a time the human was at the center of the universe. Now, the unified and autonomous human subject is a myth. “There is no more a sovereign subject,” Pramod K. Nayer writes in Posthumanism. Humanism has reached its end. A new era has emerged. It’s called posthumanism. It has to do with coexistence, that is, the relationship between human and nonhumans … Read the rest of the review here.

February 17, 2015

Anonymiser kønnet i kunsten

Skal man være mand for at sælge kunst? Svaret er ja. Og det er selv om, at kønnet ikke burde have nogen indflydelse.

Mennesket har en svaghed for hierarkier. Mennesket ynder at sætte sig selv i centrum. At se sig selv som et autonomt væsen, der rationelt kan vælge, eksempelvis hvilket kunstværk der er bedst. Denne ophøjelse af mennesket er fiktion. Og det er denne ophøjelse, som kunstverdenen – som så mange andre verdener – lider under.

Når en kritiker vurderer et værk, er det svært at forblive neutral på værkets præmisser. Hvem er det? Mand eller kvinde? Hvid eller sort? Og kender vedkommende ikke svarene, er det desværre blevet kutyme at google vedkommende. Kritikerens vurdering af værket formes derfor af allerede eksisterende holdninger og værdier eksempelvis den, at en mand er mere værd, fordi han er mand.

Gallerier, museer og kritikere både inden for kunst og litteratur kunne lade sig inspirere af forskningsverdenen, hvor forfatteren af en artikel eller et essay anonymiseres. Det ville være befriende for kunsten, for kønnet står i vejen for værket.

Trykt i Information den 11. februar 2015.

February 11, 2015

Hvordan skal Finn score …

Finn, er du vågen,« siger min mor på den måde, som får mig til at føle mig som én Finn, men ikke som Finn.

»Finn,« gentager hun. Igen på den måde, der gør det tydeligt, at jeg er al for ung til mit navn. Det er ikke længere på mode. Finn er en efternøler. Retro på en direkte ufed måde. En måde, der ikke holder her i 2003, hvor mit ungdomsliv skulle være på sit højdepunkt. Det har noget at gøre med min mors begejstring for genbrug. Det er hendes fortjeneste. Der er intet hastværk i mit navn.

Læs videre her.

February 7, 2015

Trier og kærligheden

Kærligheden sejrer altid.

Det gør den mange steder. Der er også mange steder, alt for mange, hvor den lider på grund af selvkærlighed. Selvkærlighed er ellers en umulighed. Det er derfor selvkærlighed altid medfører tristhed.

Spinoza taler om kærlighed, som en forøgelse af vores glæde. Vel og mærke en glæde, der er forbundet med vores magt til at handle, tænke og føle. Kærlighed forudsætter et møde med noget, som ikke er en selv. Noget ydre. Vi mister os selv i kærligheden, fordi kærligheden er blivende.

Hvordan kan man træne kærligheden, som en social muskelkraft? En muskelkraft, der vil øge fleres magt til at handle, og derved øge glæden. Er det muligt?

To eksempler:

I Lars von Triers Melancholia er hovedpersonen Justine (fin reference til Marquis de Sades Justine) lettere deprimeret. Dette ændrer sig, underligt nok, da jorden for alvor er ved at gå under. Jo nærmere jordens undergang, desto stærkere fremstår hun. Jordens undergang får hende til at indse, at det er hendes egen selvoptagethed, der har gjort hende depressiv. Hun er ligeglad med de andre, fx er hun på hendes bryllupsdag sammen med en anden, ikke så meget af lyst, som af kedsomhed. Hendes depression bunder i at hun hele tiden har oprettet et skel mellem sig selv og de andre. Dette skel medfører, at hun ikke kan mærke sig selv, fordi hun ikke giver plads til de andre.

I en af filmens smukkeste scener, soler en nøgen Justine sig i lyset af den brændende planet, der nærmer sig jorden med en Rayo McQueen-lignende hast. Dødens nærvær frigør hende. Har vi glemt at vi skal dø? I denne scene er hun en del af naturen. Ikke udenfor. Hun indser at ideen om autonomi er en fiktion. Hun er i kraft af de andre: de andre mennesker og naturen. Hun er blivende.

Et andet eksempel kunne være Peter Høegs seneste roman Effekten af Susan. Hovedpersonen skaber oprigtighed i sine omgivelser, fordi hun er empatisk. Desværre forholder hun sig ofte strategisk til de andres hemmeligheder. Hun tror, hun er selvbestemmende. I slutningen af bogen erkender Susan dog, at hun inderst inde ikke er andet end de andre. En tom form der formes. Heller ikke her er der nogen essens eller autonomi.

Det er sjovt, at to kunstnere deler en fælles ide om kærlighed, men lader den komme til udtryk på så forskellig vis. Trier er svært tilgængelig i forhold til Høeg, hvis morale er mere veludtalt. Derfor er den ene ikke partout mere dyb end den anden. Det er snarere et spørgsmål om stil og kraft. Eksempelvis har begge en forkærlighed for kvinden, som en arketypisk og romantisk figur, fx når kvinden er moderjord eller naturen selv. Kvinden er trods alt bare et menneske født med andre kønsorganer end manden, hvilket hverken gør hende mere hysterisk eller empatisk, heller ikke mindre konkurrencelysten eller modig. Og mennesket er trods alt bare et dyr blandt så mange andre.

Når der klippes og klistres med kønsorganerne i Antichrist, er der så tale om dyreblivelse?

I Nymphomaniac sidder manden Seligman, og lytter til nymfomanen Joes fortælling. Hun har haft mange og meget varierede forhold til mænd. Seligman perspektiverer hendes gøren og laden, hvorved hendes historie bliver en del af noget større. Desværre kan Seligman ikke holde sig tilbage, da Joe er færdig med at fortælle. Han tror, at en kvinde med mange seksualpartnere, er en villig luder. Hun skyder ham. Det er ærgerligt for plottet, at Seligman ikke kan holde sig tilbage, fordi Trier hermed fastholder manden i en lige så konstrueret rolle, som den kvinden er blevet fastholdt i. Denne type af mænd findes, det er klart, men han er ligeledes en konstruktion – og en uddødende race.

Vigtigere viser Trier dog to ting. For det første, Seligman besidder ingen empati og medfølelse. Han formår kun at akademisere Joes fortælling. Han connecter ikke. For det andet, kvindens frigørelse handler om andet end sex. Det er filmens pointer. Ligesom frihed handler om andet end retten til at sprøjte til højre og venstre. Faktisk bliver Joe fri, fordi hun får fortalt sin historie. Nogen lytter til hende. Der er en glæde forbundet med denne befrielse, som er en anden end den lettelse, der kan indtræffe efter at ens lyster er blevet forløst. Joe befrier sig selv, fordi hun ved at fortælle sin historie fralægger sig den identitet, som hun selv har tillagt sig. Hun er ikke en nymfoman. Hun bliver storyteller. Hun bliver killer. Hun bliver.

Der er meget sex hos Trier, men altid som en baggrund for en vigtigere fortælling. Sex er bare sex. Trier vil ødelægge de hierarkier, som vi alt for ofte putter kvinden og manden ind i. Han fremme medfølelsen for det, som kan være svært at forstå.

Konklusionen er denne: Er vi besatte af os selv, det vil sige kigger vi for meget på vores egen Facebook-profil, så ender vi som Narkissos, der faldt i vandet og druknede, da han sad og savlede over sig selv. Den menneskelig natur er en konstruktion. Inklusiv den identitet, som vi selv ynder at pakke os ind i. Der er ingen essen. Et virvar af forskelle, som lægger an på os, gør os til dem vi er i færd med at blive. Vi er porøse. Vi bliver med de andre. Det er værd at vise omsorg for de andre, fordi de er vores eneste chance for at blive klogere på formningen af os selv.

Er det ikke medfølelse, som Justine viser i slutningen af Melancholia, da jorden går under? Hvem ville ikke gerne sidde i hendes favn, når det hele falder sammen?

Måske er det vejen mod en mere kærlig verden: kunsten.

Skam den (eller de), der engang sagde, at Trier ikke er opbyggelig!

January 29, 2015

Social frihed

I 1958 udgav Isaiah Berlin det nu berømte essay Two Concepts of Liberty. De to begreber om frihed, som titlen refererer til er henholdsvis en negativ og positiv frihed.

Den negative defineres som fraværet af forhindringer, barrierer og indskrænkninger. Den handler om den individuelles ret til at udfolde hans eller hendes naturlige instinkter og drifter. Vi er eksempelvis frie til at følge vores drifter hele vejen hen til swinger klubben.

Den negative frihed er stort set synonym med den juridiske frihed, hvor loven sikrer at folk kan blive skilt, eller at børn eller minoriteters rettigheder ikke indskrænkes.

Den positive frihed indtræder for alvor med Rousseau, men er dog stærkest udfoldet af Kant. Her styres friheden af rationelle og universelle argumenter. Den positive frihed kan ses gennem to nøglebegreber: Autonomi og autenticitet, fx den romantiske ide om at leve autentisk i forhold til ens selv.

De to former for frihed er udgangspunktet for den tyske filosof Axel Honneths bog Freedom’s Right: The Social Foundations of Democratic Life (Retten til frihed). I denne bog vil han udvide vores frihedsforståelse. Den negative og positive er ikke dækkende. De mangler begge det sociale element.

Honneth anerkender den individuelle frihed som et normativt fundament, fx friheden til at ytre sig. Al retfærd og solidaritet er dog ikke midler til den enkeltes frihed alene, men snarere møntet på en social frihed, hvor alle – uanset køn, alder, religion etc. har mulighed for at udtrykke sig (og blive hørt!). De tre former for frihed hænger sammen, men kun den sociale understreger, at vi hver især også bliver frie i kraft af de andre.

Friheden vælter, når den kun står på to individualistiske ben.

Et eksempel kan understrege dette. Mange ynder at sige, at ægteskabet eller børn er lig med enden på friheden. Det er den negative frihed, der taler, skønt friheden ofte øges i samvær og samarbejde med andre. Det er netop en af Honneths gennemgående pointer, som han har fra sociologen Durkheim: Mennesker komplementerer hinanden, hvorved de andre rent faktisk gør det muligt at forfølge mere individuelle mål.

Honneth taler om en kooperativ realiseret frihed. Han vil bevæge friheden fra en ensidig fokusering på ”jeg” hen imod et ”vi”. Dette er stærkt tiltrængt i et neoliberalt præstationssamfund, hvor alt for mange har glemt at den negative frihed også gør det muligt at sige NEJ. Trække sig tilbage. Det er okay ikke at præstere hele tiden.

Honneths projekt er sympatisk og inspirerende. Bogen er en kolos, der blander sociologi, idehistorie og filosofi, hvorigennem han empirisk viser, hvordan friheden er blevet institutionaliseret. En simpel, men vigtig pointe er, at friheden ikke sikres oppefra, fx ved hjælp af juridiske regler. Snarere etableres den fra neden, fra det sociale virvar af kræfter, hvor forskellige former for liv eksperimentere. De juridiske rettigheder kommer bagefter. Det er ikke sådan at homoseksuelle og lesbiske begyndte at danne par, fordi det blev legalt. Det har det altid gjort. Den store græske kriger Achilles nedkæmpede den spartanske kriger Hektor, fordi denne havde slået Achilles elsker ihjel. Homoseksualitet var tidligere åbenlyst udbredt blandt soldater, fordi deres kærlighed betød at de ville gå i døden for hinanden. Er det stadigvæk sådan? I dag hedder det godt nok bodies, og hæren lider vist nok lidt af homofobi.

Det naturlige og unaturlige findes ikke. Der er ikke noget oprindeligt kun praksisser, som enten er blevet underlagt forbud, fx homoseksualitet. Tilsvarende er utroskab ikke noget som blev opfundet, da det blev juridisk muligt at blive skilt.

Honnet taler om sociale kampe for anerkendelse, fx kvindernes kamp for at blive set som andet end en afvigelse fra manden (vel og mærke en mand, der ligeledes var (og er) en konstruktion, som lignende alle vi mænd Jesus!).

Den sociale frihed forudsætter at alle er lige, det vil sige behandles med samme rettigheder. Samme respekt. Samme muligheder. Den forudsætter at de mål, som vi i fællesskab arbejder hen imod også er vedtaget i fællesskab. Ingen tvang. Sagt anderledes: Det er muligt at være uenig, da uenigheden kan medføre diskussioner og ændringer, som kan fremme de fælles mål.

Hegel er med hele vejen. Og det smager af amerikansk pragmatisme.

Gensidighed skaber tillid. Solidaritet skaber forståelse med de andres synspunkter. Når vi komplementerer hinanden balancerer vi bedre i livet. Den sociale frihed er en slags syntese mellem tesen (den negative frihed) og antitesen (den positive eller refleksive frihed).

Okay. Time-out. Honneth tillægger det enkelte subjekt en suveræn position, som ikke eksisterer. Hvem ytrer sig, når vi ytrer os? Mennesket er ikke verdens centrum. Mennesket lever snarere i en co-evolutionær symbiose af organiske og ikke-organiske kræfter, fx dyr og maskiner. Mennesket er et sammensurium af disse. Dette er en posthuman tankegang, men mennesket eksisterer ikke forud for alle disse prisværdige demokratiske diskurser. Det er umuligt at træde udenfor eller placere sig i en “sundere” position. Derimod er vi bevidst og ubevidst underlagt og formet af disse praksisser. Honneth har ikke et skarpt blik for magtrelationerne.Eller underkender dem.

Tilbage. Honneth ser familien, venskabet og kærlighedsforholdet, som demokratiets vugger. Ikke den gamle patriarkalske familie, men den hvor mor og mor, mor og far eller far og far er lige. Han ser – anderledes forfriskende – et oprindeligt potentielle i markedet, idet udbud og efterspørgsmål i teorien burde baserer sig på en gensidighed. Men desværre går forbrug ofte hånd i hånd med ideen om identitetsskabelse, hvorved jeg’et ikke forbindes med vi’et. Sociologen Eva Illouz har vist, hvordan forbrugsgoder anvendes som spejl for ens kærlighed. Et Rolex betyder jeg elsker dig mere end et Casio. Ak skæbne! Kan fattige mennesker ikke elske hinanden? Skal kærlighed sammenlignes? Tilsvarende kan de velstillede økologiske forbruger være med til at presse prisen op på økologiske varer, hvorved økologi bliver en statusvare forbeholdt de få, hvilket måske ikke er i fællesskabets interesse.

Afslutningsvis taler Honneth meget om mediernes rolle. Det er et interessant afsnit med afsæt i Deweys tanker. Er medierne objektive? Nej. Og det kan de heller aldrig blive. Er de upartiske? Til tider. Og det burde de blive.

Tag for eksempel en litteraturanmelder. Her er det klart, at der er nogle anmeldere, der står i et gensidigt forhold til de forfattere, de anmelder. Alle danske aviser henter såkaldte neutrale anmeldere ind for at gæsteanmelde, når avisens egne journalister udkommer med bøger. Det er en praksis, der er fuld af magtrelationer. Der er ligeledes anmeldere, som altid anmelder de samme forfattere. Som altid hader de samme forfattere. Der er sikkert nogle, der anmelder deres kærester uden at meddele dette?

Foucault ville sige at en del af den danske kritikerstab har nået et niveau, hvor regulariteten er markant. Læs: forudsigelighed. Kritikerne værner lige så meget om deres egen identitet, som de værner om at formidle bogen på bogens præmisser. Journalistikken er dog generelt blevet bedre, mere kritisk. Der er bare så megen mere dårlig journalistik i omløb, at det kan overskygge.

Den kritiske pointe er, at samfundet i dag er fuld af mennesker, der agerer i det sociale, men som ikke partout arbejder hen imod et fælles mål (fx frihed), men snarere værner om deres identitet og den magt, som følger med denne. Det er indlysende, men enhver identitet er et fængsel, der hæmmer ens muligheder for tilblivelse. Det hæmmer udviklingen. For alle.

Honneth er sidste skud på stammen af Frankfurter skolens imponerende række af tænkere: Adorno, Hockheimer, Marcuse… (Eller er Habermas last man standing?). Han er deskriptiv og kritisk. Han er normativ i sin kritik, ikke kreativ. Han fortæller, at der andre måder at leve og tænke på, som vi overser, fordi vi har forsømt eller glemt den sociale frihed. Den frihed, som Hegel, Marx, Dewey og digteren Whitman talte om. Han har blik for de sociale patologier, som præger dagens præstationssamfund, fx når selvudvikling bliver til selvbesættelse. Eller, som en anden tysker Byung-Chul Han har vist i sine arbejder, når positiviteten medfører en ukritisk ”jeg elsker jer alle sammen-attitude”. Denne positivitet er reelt narcissistisk, fordi ”jeg” er blevet forelsket i min egen godhed, hvorved jeg reelt ikke relaterer mig til de andre. Jeg græder, fordi jeg græder over hvor stærkt jeg berøres, når de andre lider. Jeg’et folder sig om sig selv. Det er tragisk, ikke komisk.

Moralen hos Honneth er, at vi hver især må yde noget for demokratiet for at kunne nyde. Det kan lyde lidt a la ”noget for noget”, og det er det, men pointen er at de demokratiske mål er etableret i fællesskab. De er foranderlige qua en vedvarende diskussion. Honneths bog er et vigtigt bidrag.

Lad mig slutte med et citat fra Byung-Chul Hans bog Agonie des Eros. ”Eros river subjektet ud af sig selv og rækker det mod den anden. Depressionen, derimod, kaster det ind i sig selv.”

Jo mere social frihed, desto mindre depression.

January 28, 2015