Tag: woke

Hvem skal bestemme Ks køn?

Er den olympiske bokser Imane Khelif en kvinde eller en mand?

Spørgsmålet stilles p.t. ikke kun af boksere og andre atleter, idet flere meningsdannere og politikere har meldt sig ind i debatten – mest prominent den italienske statsminister Giorgi Meloni og forfatteren J.K. Rowling. Og de gør det, fordi kønsdebatten de seneste år er blevet politisk.

Køn er blevet et ideologisk anliggende, hvor der kæmpes om, hvem der har retten (og typisk magten) til at definere sandheden. Altså, i dette tilfælde: Hvem skal bestemme Khelifs køn!

Læs resten her eller i Politiken her.

Lighedsprincip med modsat effekt?

“Fodboldens fokus på at fremme mangfoldighed og inklusion udspringer af gode intentioner, siger Finn Janning (i et interview med DR sport).

Han er filosof og forfatter til bogen “Opmærksomhedens filosofi – frihed, kærlighed og fodbold”.

Man bør dog også have for øje, at det samtidig kan ende med at blive et angreb på de lighedsprincipper, som er blandt elitesportens grundpiller.

– Hvis der skal være lige fordeling af spillere med forskellige hudfarver, skal de så ikke også have samme spilletid? Hvor går grænserne?, spørger filosof Finn Janning.

Han forestiller sig, at Danmarks herrelandstræner, Kasper Hjulmand, behandler sine spillere med samme værdighed og respekt, men at kometen Rasmus Højlund får flere spilleminutter end de andre angribere, fordi han er bedre.

– Der ligger altså en retfærdiggørelse, der beror på kvaliteten af spilleren, hvorimod det andet vil bero på kvaliteter, som ikke har noget med spillet på banen at gøre, siger Finn Janning.

Filosoffen mener, at hvis vi en dag lander et sted, hvor holdkort sættes ud fra en række diversitetskrav, så ødelægges konkurrenceelementet.

– De fleste atleter vil gerne spille mod de bedste, for at kunne vise, hvor gode de selv er. Der kan man risikere at fjerne det element ved at spille med det hold, der er moralsk mest rigtigt. Det, der starter med et lighedsprincip, kan ende med det stik modsatte, siger Finn Janning.

– Det sker jo som en form for kompensation, fordi Arsenal er bange for at have handlet uretfærdigt tidligere, og så vil de gerne imødekomme kritikken. Men den kompensation er jo det, der underminerer hele lighedstanken.”

Læs hele artiklen på her

Life is not personal

What if life is impersonal?

In the book The Identity Trap, political scientist Yascha Mounk argues how some ideas (or his interpretations hereof) are causing new forms of polarization, separatism, control, and even repression.

The identity trap, according to Mounk, refers to those people and institutions that prioritize identity over universalism–especially when specific identity categories like race, gender, and sexual orientation are favored. 

The book is filled with illustrative examples from the US of “progressive separatism” and “strategic essentials”, claiming to be for equality while not treating all people as equals.

Yet, some of Mounk’s claims regarding the cause of the emergence of identity politics require a comment.

Foucault & Deleuze

For example, Mounk writes: “Many postcolonial scholars were especially aghast when Foucault, in his exchange with Deleuze, argued that the oppressed do not need intellectuals to speak on their behalf.”

Mounk refers to the French philosophers Michel Foucault and Gilles Deleuze, who in 1972 discussed the struggles of women, homosexuals, and prisoners, as well as the relationship between theory, practice, and power.

In their conversation, they try to break away from the idea that the intellectual “spoke the truth to those who had yet to see it, in the name of those who were forbidden to speak the truth,” as Foucault says. Instead of claiming to speak the truth or have privileged access to it as intellectuals, Foucault and Deleuze discuss “the necessity” for individuals “to speak for themselves.” In continuation, Deleuze stresses: “Who speaks and acts? It is always a multiplicity, even within the person who speaks and acts… Representation no longer exists.”

Representation no longer exists, how should this postulate be understood?

First, each human being is never one fixed being or belongs to one identity group but is a multiplicity. Therefore, a focus on identity that is too rigid is a trap because it imprisons thought. In continuation, no one can speak on behalf of a person or a group because each person or group already is a multiplicity; or, if you should speak on behalf, you speak in several voices, precisely what identity-based politics rarely master, for example, due to strategic essentialism.

In his philosophy, Deleuze operates with an ontology of difference and repetition, where identity manifests after encounters. Deleuze would find it imprisoning to want a particular identity–that is, to restrict thinking to essential forms of being, whether referring to races, ethnicities, sexualities, etc. Thus, he, too, would be against the identity trap, although with different arguments.

To become with life

For example, part of the current focus on identity is trying to undermine the old dominant social order, or what Deleuze and Guattari would call the majority of being “white, male, adult, ‘rational,’ etc.; in short, the average European, the subject of enunciation.” Still, Deleuze and Guattari don’t tear down a dominant system by changing one ideal or one dominating identity with another. The problem is not that it is a man who is white, etc., but that a specific identity is favored over another, that some forms of life are worth more than others. Mounk addresses this problem and shows how the US, in several contexts, favors non-whites, i.e., discriminates. (He gives examples of the distribution of COVID-19 medicine, access to some schools, and certain groups having access to startup help). 

The problem, however, is not male versus female or black versus white, according to Deleuze and Guitar, because everyone should be equally treated, just as there ought to be room for all life forms. The problem is that we think and add authority to specific identities. Add authority to particular identities. Therefore, they suggest becoming imperceptible and impersonal–or simply forgetting about all these identity markers that become a prison. The current urge to seek an identity hinders people’s capacity to think for themselves. Hindering people to become with life.

For Deleuze, what is strange and unfamiliar makes a person think. For example, in the 1970s, Deleuze was active in the early French gay rights movement. He was a member of the group FHAR (Front Homosexuel d’action Révolutionnaire). For some, it might appear strange that a husband and father of two would care for other people’s rights, but why? Due to empathy, imagination, and selflessness, connecting with people different from yourself is possible. For example, you can fight for education even if you have no children or health care, even if you are not sick. This is trivial, yet for some, unfortunately, it is not due to selfishness or progressive separatism (nationalism is an example).

Another argument in favor of Deleuze is that his philosophy moves away from a philosophy of being towards one of becoming. Yet, becoming is not about the point from which something originates or the point at which it arrives. With this, Deleuze would agree with Mounk’s critique against “strategic essentialism” and “progressive separatism.”

Identities are fiction

In A Thousand Plateaus, Deleuze and the psychoanalyst Félix Guattari write: “A becoming is always in the middle; one can only get it by the middle.” Becoming, therefore, does not represent an ideal, a norm, or a reference point. On the contrary, becoming produces new ways of living, sensibilities, and relating to things such as race, gender, or sexuality where everything intersects. No race or sexuality is prioritized for another.

To emphasize the strength of the concept of becoming, they write “becoming-imperceptible.”

The writer Chris Kraus quotes Deleuze for the sentence: “Life is not personal,” in her book, I Love Dick. That idea is incredibly liberating, which Kraus’ work illustrates because the individual life isn’t just about itself; there is always room for becoming someone else.

To put it more simply, identities are fiction.

Using Iris Murdoch’s concept, contemporary society needs a little dose of “unselfing” to improve the world. “Unselfing” means I turn my attention outward, away from myself and onto the world. As a result, I will see things as they really are and not through the lens of my selfish concerns. Unfortunately, this is difficult because many people’s vision is colored by their concern and interest, Murdoch calls it the “fat relentless ego” in The Sovereignty of Good.

The best way to avoid the identity traps is to prevent craving for one.

Dialog efterlyses

Den offentlige debat er præget af mennesker, der ikke lytter til hinanden og i stedet forkuserer på krænkelser. Men der er en anden vej. Dialogens vej. At læse den afdøde britiske forfatter Iris Murdoch er en god start.

Det – og mere – har jeg skrevet en kronik om, som Politiken bragte henover julen.

Den kan læses her eller her

Blandt de råbende var mødre!

I gamle dage hed det politisk korrekthed. I dag hedder det wokeism eller cancel culture. Fælles for alle er en ekstrem påstået moralsk korrekthed, der sjældent giver plads til tvivl, usikkerhed eller nuanceringer. 

Senest har Information brugt fodbolden, som en anledning til at plædere for moralske korrektioner. Under overskriften ”Det er tid til at ændre fodboldkulturen”, reducerer lederskribenten fodboldkulturen til én bestemt ting: noget moralsk forkastelig. 

Eksemplet lyder: ”Fisse, kusse, Schmeichel er en mur!” råbte de danske roligans tidligere denne sommer, når landsholdsmålmand Kasper Schmeichel leverede gode redninger i Parken under EM i fodbold. Blandt de råbende tilskuere var børn, unge og helt almindelige familiefædre og -mødre. Det er svært at forestille sig de samme mennesker råbe noget lignende i en hvilken som helst anden sammenhæng, fodbolden.”

Eksemplet er velvalgt, idet de jo ikke giver nogen mening. To – måske stødende – ord for det kvindelig kønsorgan, råbes sammen med efternavnet på en målmand. Jeg kan på ingen måde se sammenhængen eller relevansen – altså sammenhængen mellem en målmands evner og kønsorganer. 

Sangen ville heller ikke blive bedre, hvis navne for det mandlige kønsorgan var anvendt, eller frugter, grøntsager, bildele, etc. Sætningen er meningsløs. Men mere praktisk tydeliggør den muligvis, at det mest af alt handler om at sige noget sammen – i fællesskab.

Forargelsen er dog stor hos Information, der ser ”helt almindelige familiefædre” blandt de syngende – hvordan ser en almindelig familiefar ud? Og sågar mødre, skriver de. Mødre er som bekendt kvinder, og kvinder er som bekendt mere woke, end mænd (i hvert fald i Information). 

Kiggede lederskribenten lidt mere indgående på kulturbegrebet, ville vedkommende bemærke, at kultur er noget foranderligt. Ingen kultur er ukrænkelig og original. Fodboldkulturen udvikles, den ændres. Det sker blandt andet, når fans bliver gjort opmærksom på noget upassende i deres opførsel. Det kunne eksempelvis være, at de bliver bevidste om, hvad de synger. Og at det sårer nogen.

Filosoffen Søren Kierkegaard sagde, at livet leves forlæns, mens forstås baglæns. Ole Fogh Kirkeby sagde, jeg ved først, hvad jeg mener, når jeg har hørt mig selv sige det (eller synge det). Os andre dødelige, ynder at sige, at vi tager ved lære. 

Jeg er sikker på at næste gang en dansk målmand skal motiveres, er kønsorganer ikke en essentiel del af peptalken. Ikke fordi ordet kusse eller fisse per defintion er problematisk – selvom de er det for nogle – men fordi det ikke giver mening. Ordene skærper ikke målmandens opmærksomhed.

Er Informations leder et eksempel på tidens herskende cowboy-moral, hvor mange skyder før de tænker?

Denne tendens peger i retning af manglende kritisk nysgerrighed, empati og forståelse for andre menneskers eksistensvilkår.  

Hvordan kan ”helt almindelige familiefædre og -mødre” have en større lyst til at være sammen om noget, selvom dette noget måske ikke er videre meningsfuldt, sågar formår at krænke enkelte? Skyldes det, at vi lever i et samfund, hvor fællesskabet er blevet en kliche? Skyldes det, at vi lever i et opportunistisk konkurrencesamfund, hvor der er gået sport i hvem, der kan være mest moralsk (læs: hvem kan ophøje sig selv, ved at fordømme de andre mest nederdrægtigt)? Skyldes det, at vi slet ikke er så åbne og tolerante, som vi bilder os ind; skyldes det, at vi ikke bryder os om ”de andre”, især når de ikke lige mener, tænker og føler som os selv. Måske det skyldes, at ingen lytter til hvad de selv (eller andre) siger, som handlede det blot om at sige noget?

Kulturændringer – som reelt hele tiden sker – forudsætter kritiske, ansvarlige og bevidste borgere. Modsat tidens moralske skråsikkerhed, forudsætter læring en kritisk perspektivisme og nysgerrig ydmyghed. Det vil i praksis sige, en løbende nuancering af ens egne antagelser om korrekthed. Det kunne være forestillingen om eksistensen af ”den almindelige familiefar”, eller ”mødrene”. 

Hvad nu, hvis vi i stedet for at observere hinanden med det formål, at dømme og forbyde de andre, observerede hinanden, fordi vi bekymrede os om hinanden, fordi vi gerne vil hjælpe andre mennesker med at blive bedre – ligesom de fleste af os håber, at de andre vil hjælpe os med at blive bedre? 

Filosofi besidder dette aspirerende element. 

Det er i bund og grund det, som er en stor del af fodboldkulturen går ud på: at hjælpe ens hold. Gode intentioner er selvfølgelig aldrig nok, men fodboldkulturen er på mange måder mere kærlig, empatisk og respektfuld, end eksempelvis den aktuelle danske politiske kultur, hvor nogle – helt bogstaveligt – gramser på eller befamler dét, som andre blot synger om. 

Det er altså ikke svært, at forestille sig noget lignende og værre, andre steder end i fodbolden, selvom lederskribenten netop påstår dette. 

I bedste Aristoteles-stil kunne jeg spørge: Hvem ville du helst lade passe din børn: En netop tilbagevendte konservativ politiker, eller en rød og hvidklædt fodboldfan, der engang sang kusse?

Blog at WordPress.com.

Up ↑