Der diskuteres og skrives meget om coaching. Nogen er for, andre imod. På den måde er selve debatten om coaching selv et billede på den tvedeling, som coaching er baseret på. 

Coaching mener at besidde en metode, hvor coachen vha. spørgsmål formår at udfolde det enkelte menneskes potentiale, som rummede mennesket et dybere og mere oprindeligt selv. I denne simple, men forkerte antagelse, foretager coachingen typisk to fejl. Den ene er, at potentialet – som er en ukendt kraft – kan virkeliggøres på én bestemt måde. Den anden fejl er, at coachingen rent faktisk mener, at den stiller spørgsmål. Normalt når man stiller spørgsmål, sker det, fordi man er nysgerrig og ønsker at vide noget, som man i forvejen ikke ved, hvad er. Det vil sige, at en del af et potentiale – det ukendte – muligvis virkeliggøres, det viser sig. 

Når coaching ikke handler om udvikling, så skyldes det, at spørgsmålene udspringer fra nogle prædefinerede mål, som er givet i kraft af nogle normer og værdier i samfundet. Det betyder reelt, at coachingen ikke stiller spørgsmål, men blot giver svar gennem nogle pseudo-spørgsmål, der former og styrer den spurgte. Der er altså intet galt med at tale sammen, være nysgerrig og interesseret i sine medmennesker; der er heller intet galt med personligudvikling og skabelse; men coaching har intet med nævnte at gøre. 

Det største problem mht. coaching er ikke, at dette er svært at indse. Snarere at mange enten er for dovne til at se det i øjnene. Eller simpelthen vælger at spille spillet, fordi det er det nemmeste. Det spil, hvor det handler om at tage sig bedst ud i forhold til nogle prædefinerede mål for succes, prestige og status. 

Coaching er med andre ord den nemme løsning, der tydeliggør, hvordan flere og flere mennesker anvender deres liv. Livet er blevet et spil, hvor det handler om at komme hurtigst muligt i mål. På kortest tid, desværre. Derfor er coaching også tiltagende, da tid stadigvæk er penge; i en tid, hvor det at udsende de rigtige signaler og egenskaber – som kun er rigtige, fordi de er defineret på forhånd – er vigtigere end nysgerrighed, interesse samt lysten og modet til at skabe. 

Coaching handler ikke kun om ensretning af mennesker, men – værre endnu – om, at vi er blevet bange for at leve uden sikkerhedsnet. Måske er det derfor, at coaching handler om at skabe fremtiden på fortidens mål. Det går nedad bakke, skønt vi coaches i alle livets faser!

Første gang bragt i Information 27. februar 2008