Præstationskulturen – FINN JANNING

I medierne kan man til tider læse, at folkeskolens elever er stressede, angste og urolige. Nogle foreslår mindfulness som en løsning på problemet, mens andre mener, at mindfulness ikke er andet end et plaster på en syg præstationskultur.

Jeg er enig i, at præstationskulturen er syg, men uenig i, hvorvidt mindfulness blot er et plaster. Faktisk mener jeg, at mindfulness sagtens kan bidrage til udfoldelsen og vedligeholdelsen af pædagogik baseret på en kærlig tilgang til læring i stedet for absurde præstationsidealer.

Kigger vi nærmere på kritikken af mindfulness, er den ofte ganske paradoksal. Enten er mindfulness for religiøst, eller også er den for lidt i kontakt med den smukke buddhistiske livsfilosofi.

Så hvad er mindfulness i grunden?

Læs resten af kronikken i Information

I essayet ”Litteraturen og det onde,” beskriver Karl Ove Knausgård “den nymoralistiske bølge der for tiden går hen over Skandinavien, og hvor litterære værker i fuld alvor og med stor inderlighed bliver vurderet ud fra om det de udtrykker, er rigtigt eller forkert, godt eller dårligt, ikke i forhold til kvalitet, men i forhold til moral” (Knausgård 2014: 315-26). Denne bølge rammer ikke kun litteraturen, men hele samfundet. Flere og flere bedrifter vurderes i forhold til moral, ikke i forhold til selve præstationen. Samtiden præges af en intens stræben efter fairplay eller fairness.

I dette essay vil jeg anvende sporten som et eksempel på en konflikt. Jeg vil se nærmere på dopingproblematikken, som den har udfoldet sig i kølvandet på cykelrytteren Lance Armstrongs indrømmelser i januar 2013. Med dette eksempel vil jeg vise, at fairness er tidens ideal, og at dette ideal konstruerer flere konflikter end det løser.

Læs videre her.

Tag: Præstationskulturen

Mindfulness og skolen

Det uærlige spil