Tag: opmærksomhedens filosofi

Opmærksomhedens filosofi

Hvordan vi kan etablere en mere kærlig forbindelse med verden og hinanden

Ved ph.d. Finn Janning

Opmærksomhed er forudsætningen for enhver erkendelse. Men det kan være vanskeligt at give en fremstilling af begrebet opmærksomhed, for uanset om vi vælger et videnskabeligt, et metafysisk, et etisk, et æstetisk eller et spirituelt aspekt, synes de at være forbundet. Vi har derfor brug for en filosofi om opmærksomheden, både den som retter sig indad mod selvet og den som retter sig udad mod verden (f.eks. Opmærksomhedens filosofi). 

Forelæsningerne introducerer til og diskuterer elementer af det, der i dag ofte omtales som ’mindfulness’ samt især to vestlige filosoffer, der har beskæftiget sig indgående med begrebet opmærksomhed: Franske Simone Weil og irske Iris Murdoch. De forstår begge opmærksomhed som en handling, der tilsidesætter vores ego og etablerer en ikkedømmende forbindelse med verden – ’unselfing’, som Murdoch kalder det.

Fundamentet for forelæsningerne er filosofisk, men de vil også indeholde eksempler fra sportens og kunstens verden. Og der vil blive foretaget enkelte korte opmærksomhedsøvelser.

Opmærksomhedsfilosofi handler grundlæggende om det simple ønske om at komme i berøring med virkeligheden for bedre at kunne engagere sig i verden. Når dette lykkes, vækkes en umiddelbar livslyst og glæde. Om det så vil lykkes henover disse to mandage, må tiden vise.

1. undervisningsgang
Mandag d. 24. februar 2025 Kl. 16:15 – 18:00

2. undervisningsgang
Mandag d. 3. marts 2025 Kl. 16:15 – 18:00

Tilmelding her

Reading is sexy

“Reading is sexy” står der på en plakat i min lokale boghandel. På plakaten er der et billede af skuespilleren James Dean, iført læsebriller, mens han læser digteren James Whitcomb Riley. Der findes versioner af samme plakat med andre ikoner såsom Marilyn Monroe. Det har altid været sexet at læse. Der er intet nyt i det. Det nye er, at bogen er blevet et artefakt. Mens vægten tidligere lå på læsningen, er det nu selve bogen, der er sexet. Bogen er ikke længere et monument, men en skulptur.

Den irske filosof Iris Murdoch skriver, at læsning er det mest fundamentale aspekt af kulturel visdom. Glem alle moderne virksomhedskurser om kulturelle forskelle, tolerance og inklusion; glem alt om påtaget dybsindighed, fordi David Foster Wallaces Infinite Jest står på din reol. Pointen er, at du skal sætte dig ned og læse – Shakespeare, Cervantes, Virginia Woolf og de andre store forfattere. Det er gennem litteraturen, at vi lærer, hvordan andre mennesker ser sig selv og verden i forskellige situationer. Det er gennem litteraturen, at vi bliver klogere på os selv. Det er gennem litteraturen, at vi skærper vores opmærksomhed – på verden og os selv. At læse er både en udadvendt og en indadvendt aktivitet, hvor det ikke længere handler om mig.

De fleste er forelskede i deres eget store, fede ego, som Murdoch kaldte det. Et ego, der altid står i vejen for, at virkeligheden for alvor kan udvide mig. At egoet er et problem, kan være svært for mange at forstå – især hvis de bilder sig ind, at det er sexet at blive set med Tove Ditlevsens Det tidlige forår på deres profil. Det er det ikke. Det er derimod sexet, hvis du har læst bogen og nu ved, at Istedgade er barndommens gade – ikke kun de prostitueredes og pushernes. Det sexede er forbundet med anstrengelsen, langsommeligheden, tålmodigheden og den uselviske opmærksomhed, som Murdoch kaldte unselfing. Disse dyder passer ikke ind i samtiden.

I dag handler det om at lade som om – fake it till you make it er det ynkelige mantra. Det ses dagligt, når folk hævder deres moralske overlegenhed, fordi de vælger ikke at se fodbold, ikke at drikke Coca-Cola, ikke at omgås bestemte mennesker. Eller når de pludselig render rundt med bestemte halstørklæder. Det hele er selvfølgelig blot en del af kapitalismens selvprofilering, solgt som moralsk dybde – ligesom de veltrimmede kendisser, der pludselig klamrer sig til en bog.

Havde flere læst bøger, ville de vide, at de moralske valg beror på allerede eksisterende idealer og normer, som vi vælger til og fra på samme måde som en beklædningsgenstand. Virkelige moralske beslutninger gør dog ondt, fordi de rummer en ubehagelig selverkendelse af, at jeg ikke er den, jeg bildte mig ind at være. Der findes ikke et moralsk blik, men der findes en opmærksom undersøgelse af virkeligheden. Forskellen er, at det første – forestilling om at besidde et moralsk blik – altid fremhæver egen moralske overlegenhed på bekostning af andre. På den måde er vi alle sammen moralsk gode – så længe vi kan finde et eksempel på nogen, der opfører sig værre end os selv. Dette er dog intet andet end narcissismens hellige rus.

Det moralske arbejde foregår hele tiden. Her handler det ikke om at tilegne sig en identitet, men om at blive klogere på livet, mens vi bestræber os på at overkomme vores ego, vores egne præferencer og behovet for at tilhøre en bestemt gruppe.

En uselvisk kontakt med virkeligheden er svær at opnå, men de gode romaner kan hjælpe os. Det er derfor, det kan være sexet at komme hjem til en person, du dater, og se deres bogsamling. Men det kan også være en turnoff, hvis det bliver klart, at bøgerne kun er til pynt – som IKEA-møbler. Det er læsningen, der er sexet – ikke bogen. 

Så, får du for lidt sex, så begynd at læs i sengen!

Bragt i Politiken den 23. februar 2025

Algoritmer og kulturjournalistik

Forleden skrev en kulturjournalist på Politiken, at han havde svært ved at koncentrere sig om at læse en bog. Det kan lyde bekymrende, men han fandt – ganske belejligt – årsagen i internettets algoritmer. 

Siden 2016 har en algoritme overtaget kronologien med hensyn til, hvad brugerne mødes med på internettet. Før 2016 blev vi mødt med senest nyt, efter 2016 bliver vi mødt med det, som algoritmen synes, vi skal have. 

Algoritmerne er klassisk business. En spansk sociolog sagde, meget apropos, at kultur er blevet noget brugbart for markedet.

Der er intet eksistentielt på spil, når en algoritme arbejder; det er ikke et spørgsmål om liv eller død

Kunsten gør dog typisk det modsatte. Det betyder ikke, at den nødvendigvis beskriver ekstreme situationer. Snarere at den tør dvæle ved dagligdagens myriader af oplevelser, som den forholder sig forundrende til. Der er tale om en sansemæssig stemthed eller resonans, som måske kan vække yderligere eftertænksomhed. Pirre med nye spørgsmål.

Af samme grund er selvsamme algoritme måske også grunden til, at samtidsromanen aldrig handler om internettet. Noget som Politikens kulturjournalist tænker på, måske, fordi Weekendavisens anmelder Linea Maja Ernst tænkte på det for et par år siden. 

Internettets algoritmer er ligeglade

Men hvad kendetegner internettet? Er det reelt noget, som en roman kan handle om, eller blot være en del af tekstens drive, som i Swipe Right af Levi Lusko eller Modern Romance af Aziz Ansari?

Den chilenske forfatter Benjamin Labatut skriver i essayet ”Galskabens sten” (La piedra de la locura, 2009), at vores verden ikke er virkelig. Den er surreal. 

Algoritmerne giver altså en falsk forestilling om, at vi kan vælge

Med afsæt i matematikerens Kurt Gödels ufuldstændighedssætninger skriver Labatut, at ethvert formelt og modsigelsesfrit system (eller verdensbillede) er ukomplet. Det kan ikke bevise sig selv ud fra sine egne præmisser. I praksis betyder det, at selv meget små variationer kan have store konsekvenser. Problemet, som Labatut konstaterer, er, at ”vi ved, at vores verden, denne solide klippemasse, som vi bebor, ikke er virkelig sand.” 

De store fortællingers tid er for længst forbi. Dette adskiller sig fra tidligere, hvor små variationer, fejltagelser eller problemer blev opslugt af den store kollektive fortælling, der skulle skabe orden.

Læs hele essayet i POV International

Lighedsprincip med modsat effekt?

“Fodboldens fokus på at fremme mangfoldighed og inklusion udspringer af gode intentioner, siger Finn Janning (i et interview med DR sport).

Han er filosof og forfatter til bogen “Opmærksomhedens filosofi – frihed, kærlighed og fodbold”.

Man bør dog også have for øje, at det samtidig kan ende med at blive et angreb på de lighedsprincipper, som er blandt elitesportens grundpiller.

– Hvis der skal være lige fordeling af spillere med forskellige hudfarver, skal de så ikke også have samme spilletid? Hvor går grænserne?, spørger filosof Finn Janning.

Han forestiller sig, at Danmarks herrelandstræner, Kasper Hjulmand, behandler sine spillere med samme værdighed og respekt, men at kometen Rasmus Højlund får flere spilleminutter end de andre angribere, fordi han er bedre.

– Der ligger altså en retfærdiggørelse, der beror på kvaliteten af spilleren, hvorimod det andet vil bero på kvaliteter, som ikke har noget med spillet på banen at gøre, siger Finn Janning.

Filosoffen mener, at hvis vi en dag lander et sted, hvor holdkort sættes ud fra en række diversitetskrav, så ødelægges konkurrenceelementet.

– De fleste atleter vil gerne spille mod de bedste, for at kunne vise, hvor gode de selv er. Der kan man risikere at fjerne det element ved at spille med det hold, der er moralsk mest rigtigt. Det, der starter med et lighedsprincip, kan ende med det stik modsatte, siger Finn Janning.

– Det sker jo som en form for kompensation, fordi Arsenal er bange for at have handlet uretfærdigt tidligere, og så vil de gerne imødekomme kritikken. Men den kompensation er jo det, der underminerer hele lighedstanken.”

Læs hele artiklen på her

Status stress

At komme igen efter et stressforløb er bare blevet endnu en statusmarkør.

Vi fejrer dem, der har været helt nede og ligge i jagten på succes og som nu er kommet ud på den anden side af en stresssygemelding. Men i stedet for at søbe i individhistorierne burde vi fokusere på, hvad der skal til for at indrette et samfund, som ikke gør os syge.

D​et siges, at tiden er cyklisk. Den gentager sig selv, som når det hvert år bliver sommer, selvom sommeren aldrig er den samme. Jeg tænkte på dette princip for nyligt, da jeg læste om en ung politiker, der var gået ned med stress. De skete også for 10-15 år siden. Faktisk har stress været på dagsordenen i snart tyve år.

Men mens stress tidligere – frem til 90’erne – var forbeholdt de svageste grupper i samfundet: de lavtlønnede, de arbejdsløse, de lavt uddannede og de syge, er stress i dag, ifølge medierne, forbeholdt de mere privilegerede. De svageste og udsatte er stadigvæk stressede, men af andre grunde. De svageste i samfundet er stressede, fordi de kæmper for overlevelse, mens flere og flere privilegerede borgere bliver stressede, fordi de kæmper om status, magt og prestige.​

​Stressen har​ bredt sig eksplosivt blandt de privilegerede samtidig med udbredelsen af selvhjælpsbøger og anti-selvhjælpsbøger, er vokset. Fælles for begge boggenrer er, at de primært taler til den privilegerede del af samfundet. Det har så skabt et nyt fænomen, nemlig at der i dag er status i have gennemlevet stressen, hvorved ’overleveren’ bliver den moderne helt/heltinde. Der er nærmest opstået et tvedelt samfund i kølvandet, hvor en gruppe skriver til og underviser hinanden i at komme igennem stressen, og nøjes med en sjælden gang, at lade en bekymret bemærkning falde om den mindre priviligerede, men også ganske stressede, del af befolkningen.

Et køligt tilbageblik på de sidste tyve års debat, gør det svært at vurdere, hvad der kom først: diagnosen eller den lukrative forretningsmodel.

Den græske filosofi kan rammesætte lidt af stress-diskursen. Aristoteles opererede i sin etik med fire tilstande: 1) ’Fortrinlig karakter’ – den tilstand, hvor en person, der ønsker at handle passende, gør det uden nogen som helst indre friktion eller tvivl; 2) ’Viljestyrke’ – den tilstand, hvor en person, der ønsker at handle upassende, får (tvinger eller disciplinerer) sig selv til at handle passende; 3) ’Viljesvaghed’ – den tilstand, hvor en person, der ønsker at handle upassende, prøver at få sig selv til at handle passende, men fejler; 4) ’Ond karakter’ – den tilstand, hvor en person, der ønsker at handle upassende, tænker, at det er en glimrende idé, og derfor handler helt uden nogen som helst indre friktion eller tvivl. ​

​Det er interessant​, at den fortrinlige karakter, der frivilligt handler passende, sjældent favoriseres i selvhjælpslitteraturen – eller i medierne. Her er det derimod den person, som udviser en stærk viljestyrke, der prises. For eksempel den person, som efter tyve år i hamsterhjulet, ti år med druk og misbrug vender rundt og begynder at løbe og meditere. Et eksempel kunne være politikeren, erhvervslederen eller kunstneren, der gør kometkarriere, men brænder ud og efterlades med en følelse af tomhed på toppen. Et andet de personer, der fortæller hvordan de har lært at sige fra, hvilket jo ret beset forudsætter, at de er i en økonomisk position, hvorfra de kan tillade sig at sige fra.

For Aristoteles er den etiske helt den, der vil det gode, og som gør det gode, fordi det åbenlyst er godt, hvad han, hun eller det, gør. Et godt menneske simpelthen. ​

​Der findes ​uden tvivl særligt vise spirituelle lærere, filosoffer og religiøse mennesker, der formår at leve op til Aristoteles’ ideal, men de skal heller ikke, som de fleste af os andre, leve blandt alle de andre mennesker, der er middelmådige som os selv. Dalai Lama skal formodentlig ikke pleje sit forhold til sin kone (eller mand), opdrage og elske sine børn, smøre sunde madpakker, nå i supermarkedet efter arbejde, deltage i børnefødselsdage, lappe cykel, få økonomien til at hænge sammen og så videre. Den tibetanske munk vil dog med sikkerhed fortælle os, at det handler om at organisere vores liv bedst muligt, alt efter omgivelserne. Det er rigtigt, men glem nu ikke, at vi ikke alle lever i de samme omgivelser. ​

​De fleste af​ os kan finde måder at optimere eller ændre vores levevis, fordi vi erfarer større eller mindre skønhedsfejl i vores tilgang til livet. Det behøver ikke handle om status, men om at blive bedre forældre, også uden nødvendigvis at fortælle andre om, hvordan vi blev bedre forældre. De fleste stresshistorier, der florerer i medierne p.t., handler desværre ompersonen, hvordan vedkommende har udviklet sig fra at besidde en ’svagere karakter’ – en svag vilje – til at udvikle en stærkere vilje og karakter. På den måde bliver fortællingen på paradoksal vis en del af en ond cirkel. Egoet er hele tiden i centrum.

Spørgsmålet, ’Hvem er jeg?’ kan ikke adskilles fra spørgsmålet: ’Hvilket samfund lever jeg i?’ Eller sagt anderledes, som filosoffen Iris Murdoch pointerede, problemet er vores store fede ego. Af samme grund talte hun om ’unselfing’, evnen til at undslippe vores ego. Murdoch sagde, overvind dit ego og kom i kontakt med det, der sker.

Det, der sker er, at mange er stressede. Men hvad med dem, der aldrig har været stressede og som formår at leve relativt ubemærket? Sådanne mennesker findes, men de færreste af dem, ønsker af blive fundet. I stedet for at lede efter dem, kunne medierne droppe den personlige fortælling om at overvinde stressen, som bare giver os endnu et jagt på status. I stedet bør vi fokusere på, hvordan vi skaber et samfund, hvor samfundet, planeten og menneskers ve og vel er i fokus.

For ingen af os vinder, når det bliver de individfokuserede statusfortællinger der styrer. Dem der er ovre et stressforløb har alligevel sjælden anden visdom at dele en, hvad der kan skrives på en sticker og sættes i bagruden af en bil.

Bragt i Politiken, lørdag den 25. februar.

Jeg skal se fodbold

At slukke for mit fjernsyn er ikke en etisk handling, blot ren og skær symbolisme.

​Skal du se VM​ i herrefodbold i Qatar? Sådan spørger mange hinanden for tiden. Hele beslutningsprocessen og sagen vedrørende afholdelsen af VM i Qatar er etisk interessant.

For det første på grund af dødelige arbejdsforhold for immigranter, overtrædelse af basale menneskerettigheder og almindelig korruption. Problemerne, der har været der længe.

For det andet på grund af konteksten fodbold, der er den mest populære sportsgren, hvilket nemt bringer følelser og interesser i kog. Fodbolden er en oplagt arena for at promovere ens egen moralske overlegenhed, men også en arena, hvor det bliver tydeligt, at der kan være langt mellem ord og handling. Fairplay og respekt er værdier, som sporten ofte pryder sig selv med, men sjældent rækker de længere end håndtrykket før og efter kampen.

Dødelige arbejdsforhold, overtrædelse af menneskerettigheder og korruption er ikke noget unikt, der kun forekommer i fodboldens verden og i Qatar. Er vores etiske holdninger interessestyrede? Er vi kun etiske, når andre– helst mange – kan se, hvor korrekte og moralsk gode vi er?

For det tredje er der alle de smukke antagelser, der bevæger sig fra forestillingen om at en flok festende, halvfulde fodboldfans, vil ændre kulturen i Qatar. Det minder om den hvide mands byrde. Henover en forundring over, hvorfor vesten altid tror, at andre lande ønsker at blive som dem. Eller, hvorvidt nogle reelt tror, at Qatar overhovedet er interesseret i at ændre sin etiske kultur og værdigrundlag.

For det fjerde er der opblomstret en moralsk pragmatisme, idet mange vælger at se fodbold, men med et såkaldte forbehold. Hvad forbeholdet eller forbeholdene er, og hvordan de kan fremme en moralsk dannelse, er uvist. Måske undlader folk at juble, hvis deres hold vinder?

​

​For det femte​ vidner debatten om et generelt strukturelt problem i samfundet. Det er nemt og attraktivt at dømme andres moralske skavanker, så længe det ikke kræver en ændring af ens adfærd. De fans, der har besluttet ikke at ville se fodbold, vil sandsynligvis – ganske belejligt – ændre standpunkt, hvis deres nation kommer i finalen. Eller se en kamp i smug, hvis ingen andre ser det. Bliver verden bedre af, at Paris og andre storbyer ikke sætter storskærm op? Bliver den bedre af at Hummel kamuflerer deres logo (eller modtager de billige point, der kan sælge flere dyre trøjer)?

Meget af protesten mod VM i Qatar minder om fordømmelsen af Amazon og andre populære virksomheder og deres miserable behandling af medarbejdere, hvorefter kunderne alligevel køber gennem Amazon, fordi … Det belejlige og komfortable har altid været etikkens store udfordring.

For det sjette har al opmærksomheden omkring Qatar gjort det tvivlsomt, hvorvidt landet overhovedet er lykkedes med at renvaske deres image. I dag er der mange flere, der ved, hvor uacceptabelt kvinder, homoseksuelle og immigranter behandles dér. Samtidig – det må tiden vise – hvorvidt øget opmærksomhed rent faktisk ændrer noget; eller hvorvidt vores opmærksomhed blot springer fra den ene populære sag til den anden, uden noget for alvor ændres.

For det syvende, er de fleste mennesker slet ikke særlig selvstændige og ansvarlige, idet de tilsyneladende har behov for at fodboldspillere skal agere moralske forbilleder. Fodboldspillere kan sagtens være rollemodeller, når det drejer sig om fodbold, men hvorfor skulle de være rollemodeller, når det drejer sig om, hvad moralskdannelse og et godt liv er? Det er vigtigt ikke at forveksle dem, der har indflydelse med dem, der burde have det.

​

​Jeg skal selv​ se fodbold på grund af spillet, spillerne og trænerne. Det sker uden forbehold, idet jeg ikke er overbevist om – rent etisk – hvorvidt det har nogen som helst betydning, hvis jeg undlader at se fodbold.

Derimod håber jeg, at ’sagen’ får betydning, så listen over dårlige beslutninger ikke fortsætter. Om det sker, altså at andre mere etisk orienterede mennesker kommer til magten i de styrende organer, hvorved mellemmenneskelig respekt og værdighed favoriseres, er tvivlsomt.

Min tvivl skyldes ikke blot fodbolden, men i højere grad at samfundet er etisk sygt. Kuren er ikke moralisme, men snarere at overkomme samtidens fravær af etiske handlinger. At slukke for mit fjernsyn er ikke en etisk handling, blot ren og skær symbolisme.

Måske skulle den næste værtsnation gøre sig fortjent til værtskabet, ikke ved at vinde mesterskabet, som i Melodigrandprix, men ud fra nogle etiske kriterier, hvis efterlevelse skal kunne verificeres. Den mest etisk mønsteragtige nation tildeles værtskabet, og kan denne nation ikke selv stå for organiseringen heraf, bidrager de andre fodboldnationer med finansieringen og andre ressourcer. Alle indtægter og udgifter deles mellem nationerne, hvorved penge vil have en mindre chance for at tilsidesætte etikken.

Fodbolden – og andre sportsdiscipliner – bør aldrig blive et middel, men et mål i sig selv.

Bragt i Politiken, 15. november

Foredrag

Jeg er blevet inviteret til at holde et foredrag på Københavns universitet. Jeg accepterede.

Fordraget har jeg givet det titlen “Opmærksomhedens filosofi – en dialog mellem frihed og kærlighed.”

Det finder sted tirsdag den 27. september fra klokken 16-17.30 (se mere nedenfor). Alle er velkomne og det er gratis.

Oplægget er følgende:

”Jeg tror på lidelsens værdi, så længe den enkelte gør sig enhver (legitim) anstrengelse for at slippe af med den.” – Simone Weil.

Der er især to filosoffer, der har beskæftiget sig indgående med begrebet opmærksomhed, som også kan have stor betydning i coaching og andre dialogformer. Den ene er den franske Simone Weil, den anden den engelske Iris Murdoch. Fælles for begge gælder, at de forstår opmærksomhed som en handling, der tilsidesætter vores ego. Opmærksomhed er forbundet med evnen til at tilegne sig eller indoptage livets dybder. Iris Murdoch siger meget passende, at: ”Opmærksomhed belønnes med en erkendelse af virkeligheden.”

I foredraget vil Finn Janning vise, hvordan eksistentielle lidelser er forbundet med at leve uopmærksomt. Eksistentielle lidelser bunder i en manglende frihed, som umuliggør kærligheden. Opmærksomhed er med andre ord forudsætningen for at blive fri, og friheden er kærlighedens element.

Finn vil med eksempler fra sportens verden vise, hvordan en opmærksom og problematiserende tilgang til livet kan fremme bæredygtige beslutninger, der er frigørende. Opmærksomhedens filosofi er en eksistentiel praksis, hvor det drejer sig om at involvere sig i den løbende dialog mellem frihed og kærlighed, hvorved menneskets evne til at elske og leve frit perspektiveres og nuanceres. 

Når denne dialog lykkes, vækkes en umiddelbar livslyst og glæde.

Forelæsningen finder sted i Karnapsalen, Institut for Idræt og Ernæring, Nørre Allé 53, 2200 København N. Klokken 16-17.30

Tilmelding Deltagelse er gratis, men tilmelding er nødvendig. Tilmelding sker ved udfyldelse af denne formular.

Uden frihed er der ingen kærlighed

“Dét, der gør et liv værd at leve, er kærligheden, fordi den er meningsskabende. Men kærlighed kan kun eksistere, hvis der er frihed, hvorfor kun frie mennesker kan elske. Ufrie mennesker bilder sig selv ind, at de slår, undertrykker eller dræber af kærlighed, selvom de reelt blot er voldelige. De, der har følt sig truet af Salman Rushdies ord har aldrig været frie, de har aldrig elsket,” skriver forfatter ph.d. i filosofi, Finn Janning.

Læs resten af kronikken her.

Blog at WordPress.com.

Up ↑