Tag: ledelse

Status stress

At komme igen efter et stressforløb er bare blevet endnu en statusmarkør.

Vi fejrer dem, der har været helt nede og ligge i jagten på succes og som nu er kommet ud på den anden side af en stresssygemelding. Men i stedet for at søbe i individhistorierne burde vi fokusere på, hvad der skal til for at indrette et samfund, som ikke gør os syge.

D​et siges, at tiden er cyklisk. Den gentager sig selv, som når det hvert år bliver sommer, selvom sommeren aldrig er den samme. Jeg tænkte på dette princip for nyligt, da jeg læste om en ung politiker, der var gået ned med stress. De skete også for 10-15 år siden. Faktisk har stress været på dagsordenen i snart tyve år.

Men mens stress tidligere – frem til 90’erne – var forbeholdt de svageste grupper i samfundet: de lavtlønnede, de arbejdsløse, de lavt uddannede og de syge, er stress i dag, ifølge medierne, forbeholdt de mere privilegerede. De svageste og udsatte er stadigvæk stressede, men af andre grunde. De svageste i samfundet er stressede, fordi de kæmper for overlevelse, mens flere og flere privilegerede borgere bliver stressede, fordi de kæmper om status, magt og prestige.​

​Stressen har​ bredt sig eksplosivt blandt de privilegerede samtidig med udbredelsen af selvhjælpsbøger og anti-selvhjælpsbøger, er vokset. Fælles for begge boggenrer er, at de primært taler til den privilegerede del af samfundet. Det har så skabt et nyt fænomen, nemlig at der i dag er status i have gennemlevet stressen, hvorved ’overleveren’ bliver den moderne helt/heltinde. Der er nærmest opstået et tvedelt samfund i kølvandet, hvor en gruppe skriver til og underviser hinanden i at komme igennem stressen, og nøjes med en sjælden gang, at lade en bekymret bemærkning falde om den mindre priviligerede, men også ganske stressede, del af befolkningen.

Et køligt tilbageblik på de sidste tyve års debat, gør det svært at vurdere, hvad der kom først: diagnosen eller den lukrative forretningsmodel.

Den græske filosofi kan rammesætte lidt af stress-diskursen. Aristoteles opererede i sin etik med fire tilstande: 1) ’Fortrinlig karakter’ – den tilstand, hvor en person, der ønsker at handle passende, gør det uden nogen som helst indre friktion eller tvivl; 2) ’Viljestyrke’ – den tilstand, hvor en person, der ønsker at handle upassende, får (tvinger eller disciplinerer) sig selv til at handle passende; 3) ’Viljesvaghed’ – den tilstand, hvor en person, der ønsker at handle upassende, prøver at få sig selv til at handle passende, men fejler; 4) ’Ond karakter’ – den tilstand, hvor en person, der ønsker at handle upassende, tænker, at det er en glimrende idé, og derfor handler helt uden nogen som helst indre friktion eller tvivl. ​

​Det er interessant​, at den fortrinlige karakter, der frivilligt handler passende, sjældent favoriseres i selvhjælpslitteraturen – eller i medierne. Her er det derimod den person, som udviser en stærk viljestyrke, der prises. For eksempel den person, som efter tyve år i hamsterhjulet, ti år med druk og misbrug vender rundt og begynder at løbe og meditere. Et eksempel kunne være politikeren, erhvervslederen eller kunstneren, der gør kometkarriere, men brænder ud og efterlades med en følelse af tomhed på toppen. Et andet de personer, der fortæller hvordan de har lært at sige fra, hvilket jo ret beset forudsætter, at de er i en økonomisk position, hvorfra de kan tillade sig at sige fra.

For Aristoteles er den etiske helt den, der vil det gode, og som gør det gode, fordi det åbenlyst er godt, hvad han, hun eller det, gør. Et godt menneske simpelthen. ​

​Der findes ​uden tvivl særligt vise spirituelle lærere, filosoffer og religiøse mennesker, der formår at leve op til Aristoteles’ ideal, men de skal heller ikke, som de fleste af os andre, leve blandt alle de andre mennesker, der er middelmådige som os selv. Dalai Lama skal formodentlig ikke pleje sit forhold til sin kone (eller mand), opdrage og elske sine børn, smøre sunde madpakker, nå i supermarkedet efter arbejde, deltage i børnefødselsdage, lappe cykel, få økonomien til at hænge sammen og så videre. Den tibetanske munk vil dog med sikkerhed fortælle os, at det handler om at organisere vores liv bedst muligt, alt efter omgivelserne. Det er rigtigt, men glem nu ikke, at vi ikke alle lever i de samme omgivelser. ​

​De fleste af​ os kan finde måder at optimere eller ændre vores levevis, fordi vi erfarer større eller mindre skønhedsfejl i vores tilgang til livet. Det behøver ikke handle om status, men om at blive bedre forældre, også uden nødvendigvis at fortælle andre om, hvordan vi blev bedre forældre. De fleste stresshistorier, der florerer i medierne p.t., handler desværre ompersonen, hvordan vedkommende har udviklet sig fra at besidde en ’svagere karakter’ – en svag vilje – til at udvikle en stærkere vilje og karakter. På den måde bliver fortællingen på paradoksal vis en del af en ond cirkel. Egoet er hele tiden i centrum.

Spørgsmålet, ’Hvem er jeg?’ kan ikke adskilles fra spørgsmålet: ’Hvilket samfund lever jeg i?’ Eller sagt anderledes, som filosoffen Iris Murdoch pointerede, problemet er vores store fede ego. Af samme grund talte hun om ’unselfing’, evnen til at undslippe vores ego. Murdoch sagde, overvind dit ego og kom i kontakt med det, der sker.

Det, der sker er, at mange er stressede. Men hvad med dem, der aldrig har været stressede og som formår at leve relativt ubemærket? Sådanne mennesker findes, men de færreste af dem, ønsker af blive fundet. I stedet for at lede efter dem, kunne medierne droppe den personlige fortælling om at overvinde stressen, som bare giver os endnu et jagt på status. I stedet bør vi fokusere på, hvordan vi skaber et samfund, hvor samfundet, planeten og menneskers ve og vel er i fokus.

For ingen af os vinder, når det bliver de individfokuserede statusfortællinger der styrer. Dem der er ovre et stressforløb har alligevel sjælden anden visdom at dele en, hvad der kan skrives på en sticker og sættes i bagruden af en bil.

Bragt i Politiken, lørdag den 25. februar.

Længe leve lederen!

Forleden fortalte en ledelseskonsulent mig, at jo mere erfaren en leder er, desto mere efterspørger han eller hun filosofi. Det kunne være fristende at sige, at lederne ønsker at tænke, men enhver ved, at ikke kun filosoffer tænker. 

Det, der derimod kendetegner filosoffen er, hans eller hendes danseegenskaber, idet at tænke er at træde til siden, vige pladsen for noget, som er større end en selv. 

Det, som lederen efterlyser, er ikke blot refleksion – det håber jeg i hvert fald ikke – men evnen til at give plads til erkendelsens – til tider – smertefulde tilblivelse. Det kunne være erkendelsen af, at den gren, som vi alle sammen så mageligt sidder på, har vi snart savet over. 

Grenen kunne vi for nemheds skyld kalde planeten. 

Status og greenwashing

Lige nu værner meget få mennesker om livet – inklusive ledere. De værner om deres ego, deres karriere, deres status – en status, som endda kan vokse, hvis du lader som om, at du bekymre dig om planeten. 

Denne bekymrende velvilje er desværre mere knyttet til lederens identitet, end vedkommendes reelle handlinger.

Lederen – som alle andre levende væsener – bevæger sig mellem væren og intet. Et mellemrum fuld af angst, idet lederen ikke kun kan risikere at miste sin prestige og magt, men tabe livet. 

Skal en leders filosofiske erkendelse udvikle sig til andet end en pirrende eftermiddag på et kursus, kræver det en accept af tabet: at noget er uerstatteligt. 

Enhver form for erkendelse – inklusive selverkendelsen – kan være grusom. Den blotter vores individuelle og kollektive begrænsninger og konfronterer os med vores egen hang til selvbedrag. 

Et sådan selvbedrag kunne lyde: tingene ordner sig nok. 

Troen på videnskaben

En anden form for selvbedrag kunne være, at videnskaben nok skal redde os. 

Videnskaben er nyttig, men den er ude af stand til at identificere meningen med livet. Erfare tabet. Filosofi er ikke noget ubrugeligt, men lige præcis det, der frigør mennesket fra frygt, usikkerhed og hjælpeløshed. Giver det kraft til at handle. 

At dagens erfarne ledere efterspørger filosofi, hænger sammen med, at filosofien alt for længe har været marginaliseret. Men denne marginalisering har ikke just gjort verden bedre. Tværtimod. Når filosofien er fraværende, trives dumheden. 

Meningen er i filosofien ikke noget givet, men noget som gradvist skabes, idet det enkelte menneske alene – og sammen med andre – kritisk undersøger og udforsker livets uanede muligheder, hvorved vedkommende løbende finder ud af, hvad der er vigtigt, og hvorfor det er det. 

Det kaldes visdom. 

En mere praktisk visdom er at værne om ens eget hjem: planeten. Ikke fordi vi skal, men ene og alene fordi vi elsker den, uden den vil ingen vide, hvad det vil sige at være levende, uden den ville ingen kunne tale om frihed, erfaret kærligheden eller spillet fodbold. 

Nietzsche, sagde engang, at »den, der ved, hvorfor han lever, kan tåle et hvilket som helst hvordan«.

Det er dette ’hvorfor’, som gør, at mange ledere efterspørger filosofi. De har glemt, hvorfor de gør, som de gør. Den dybere mening. Den såkaldte mening med livet. 

Ifølge den franske filosof Michel Serres, består det at erkende i »at antage en form, der er analog med den, vi erkender«. Det vil sige, at for at erkende livets mangfoldighed, må jeg blive et med livet. Jeg må smide alle mine ideer, normer og forventninger i skraldespanden og bogstaveligt talt blotte mig over for livets kræfter. Jeg må ofre min status og prestige, idet jeg viger pladsen for de livskræfter, der presser sig på – give dem plads. 

Jeg må erkende, at livet kun er til låns. Og, at alt levende er forbundet, hvorved mit velbefindende er forbundet med dit, og omvendt. 

I dag taler mange konstant om, hvad vi kunne gøre, og hvordan vi kunne gøre det, som om vi endnu ikke havde et klart ’hvorfor’ at leve for. 

Ingen udsættelse

Tabet af livet – af planeten – kan ikke udsættes med ord og strategiske planlægninger. Livets overlevelse kræver, at vi sætter livet før vores eget ego. 

Hvis vi lever for livets skyld. Ikke magt, penge, sex eller en lind strøm af likes, ved vi så ikke, hvad vi skal gøre, og hvordan vi skal gøre det? 

Filosofi er altså yderst nyttig. Den kan hjælpe dig og mig og alle de andre med at leve og endda overleve. Det er ikke en disciplin, hvor den enkelte skal tilegne sig en masse informationer og begreber, fordi de sælger på direktionsgangene, men en konkret og brutal modstandsøvelse mod alt, der forsøger at ødelægge friheden, kærligheden og den mellemmenneskelige værdighed. 

Ja, alt det der ødelægger det eneste sted, hvor mennesket nogensinde har følt sig hjemme og derfor lykkelig: Planeten. 

Alt for længe har vi i Vesten, i hvert fald, ignoreret døden, som om det var noget, der ikke vedkom os. 

Spørgsmålet er nu, om den endnu igangværende pandemi har fået os til at indse vores skrøbelighed. Erkende, at vi er endelige. Fortolkningen af døden bestemmer vores holdning til tilværelsen – til livet. 

Dette er en klassisk filosofisk erkendelse. 

Fortabte ledere

Filosoffen Ludwig Wittgenstein sagde, at et filosofisk problem svarer til at føle sig fortabt. Mange ledere efterspørger filosofien, fordi de er fortabte. De har tabt kampen om planeten, de kan mærke, at de i fremtiden bliver hjemløse. 

Selv om de nok mere frygter, at blive arbejdsløse og miste status! 

Febrilsk prøver de at opruste sig moralsk, selv om det de reelt burde er, at nedruste kapitalen. 

Grådighed, opportunisme, egoisme, narcisisme, stress og depressioner er i dag ikke individuelle diagnoser, men sociale patologier. Vi mennesker – alle sammen og ikke kun lederne, selv om de selvfølgelig er mere ansvarlige qua ledere – har fejlet. 

Moralen er nemlig denne: Hvis resultatet af vores handlinger er, at planeten snart dør, hvad fortæller det så om de valg og beslutninger, der ligger til grund for vores handlinger? Hvad fortæller det om de vaner, overbevisninger, værdier og antagelser, som har formet vores beslutninger? 

Det fortæller, at livet aldrig har været første prioritet. 

Vi har ledt os selv i fordærv. Lederen er død, længe leve lederen.

Artiklen blev først gang bragt i Klimamonitor

Humanisme og kapitalisme – til døden jer skiller

Der er de senere år sket en kapitalisering af humanismen. En kapitalisering der i stadig højere grad gennemstrømmer det moderne menneskes måde at tænke og begrebsliggøre verden og eksistensen. På trods af de mange fordele ved partnerskabet advarer Finn Janning i denne artikel mod en yderligere applicering af den kapitalistiske model på menneskelivet. I takt med den kapitalistiske models fortsatte applicering på livet, udgrænses nemlig nogle af de allermest fundamentale mulighedsbetingelser for udvikling og liv.

Fra opposition til parløb

Noget af det første, man lægger mærke til ved arbejdsmarkedet, er, at det er præget af kontrol. Den menneskelige kapacitet sættes i systemer, hvor den kan måles og vejes som en ressource. Der sker en kapitalisering af det humane.

Normalt ville de fleste nok karakterisere humanisme og kapitalisme som et umage par. Hvor humanismen forbindes med en frigørende menneskelig dannelse, forbindes kapitalen med en regulerende, styrende og kontrollerende mekanik. Det paradoksale er dog, at humanisme og kapitalisme i dag fremstår som et glimrende par. Humanismen er blevet kapitaliseret. Alt lige fra uddannelse henover arbejde til kærlighed og sex skal i dag kunne betale sig. Vi kan alene se det på det sprogbrug, vi anvender om sociale og eksistentielle emner, fx når vi investerer i et kærlighedsforhold. Samtidig tillægges kapitalen sit eget liv, fx når flere og flere ønsker mere luft i økonomien. Frihed er blevet lig med økonomisk frihed. Alt hvad vi gør, motiveres af penge, fordi vi med penge kan erhverve alle de ting som dominerer os: computere, biler, status og magt.

Denne kapitalisering af humanismen er tæt forbundet med to gensidigt forstærkende fænomener: Det ene er kapitalen, som ønsker kontrol, ro og orden; det andet, skyldes at angsten er blevet livets vejleder. Vi er i stigende grad blevet bange for ikke at kunne slå til på kapitalens domæne, nemlig arbejdsmarkedet. På den måde er nysgerrigheden, det afvigende, imaginationen og det uforudset blevet forsøgt homogeniseret. Vi har ikke råd til, at et helt livs tilpasning til arbejdsmarkedet gennem alverdens institutioner, spoleres af mulige kættere.

I de sidste 10-15 år er den menneskelige dannelse, nærmest blevet synonym med kapitalens interesser. På Handelshøjskolen i København har man i de sidste mange år skabt en masse passende kombinationsuddannelser (filosofi, psykologi, kommunikation kombineret med erhvervsøkonomi), som kan imødekomme erhvervslivets behov. Efterspørgslen af bestemte kompetencer styrer udbuddet af uddannelser. Dette betyder, at den menneskelige dannelse ikke længere forløber gennem alverdens umulige og indviklede alfarveje, men i en disciplineret løbebane, der på sigt vil sikre mere økonomisk velfærd. Samme tendens er vi vidner til indenfor kunsten, hvor forfattere og kunstnere ofte vurderes efter hvor meget de tjener, hvorved et værks værdi i stigende grad gøres lig med dets økonomiske indtjening.

Det urene, irrationelle og uverificerbare liv kontra det lineære, målbare livssyn

Resultatet af denne udvikling er blandt andet, at en masse aktiviteter, som bedst kan rubriceres som ikke-arbejde, ikke tillægges den enorme kreative og innovative værdi, som rent faktisk produceres. Kapitalen er slet ikke modtagelig over for den dynamik, der kommer udefra. Her tænker jeg blandt andet på de relationer og forbindelser, som ikke kan bestemmes med én identitet. Tilfældige møder på gaden, film og litteratur kan alle vække tanken fra dens slumrende hi; idet tanken er en bevægelse der samtidig er det stof, der bevæger den. Der er tale om en ikke-normativ praksis, hvor den umiddelbart udstødte på et senere tidspunkt kan bryde med det kapitalistiske system ved at udvide dette indefra. Et eksempel herpå er små forlag, hvis ukendte forfattere pludselig slår igennem. Eller tilsynekomsten af alternative livsformer, som endnu ikke er blevet paralyseret af den kapitalistiske orden. Dette kunne fx være unge medarbejdere, som ikke ønsker at blive ledere pga. de lange arbejdstider, folk der dropper karrieren i en alder af 40 år eller de alternative livsformer, som blandt andet samspillet mellem kunst og design kan åbne op for.

Måske er det passende at sammenligne kapitalen med en hysterisk rengøringsassistent, der vil have rene og klare linier, hvilket på ingen måde stemmer overens med livets spraglethed.

Livet er urent. Det er fuld af metamorfoser, minoritet og alternativer. Hvor kapitalen ensidigt satser på kvantitet, handler livet om kvalitet. Anvender vi tanken om et åbent netværk som et billede på livet, så kan vi sige, at et åbent netværk, modsat de fleste labyrinter, ikke har én privilegeret ind- eller udgang. Derimod er der tale om et kludetæppe af intersektioner, dér hvor forskellige tanker, følelser og kræfter støder sammen. I livet kan man kan begynde, hvor man vil og bevæge sig rundt i det åbne netværk ad de mange forskellige spor. Sagt anderledes: Livet er ikke at sammenligne med kapitalens klassiske forestilling om én stairway to heaven. Ifølge kapitalen skal det enkelte menneske først igennem forskellige institutioner og uddannelser for på et tidspunkt at nå dertil, hvor vedkommende kan starte som juniorkonsulent i en større virksomhed. Og her fortsætter rejsen så frem mod den lidt mere prestigefyldte rolle som seniorkonsulent, senere partner eller chef, for måske på et senere tidspunkt at ende i den jordiske himmel som administrerende direktør. En persons titel fortæller omverden, hvor meget en person endnu mangler for at komme i himlen, en mangel der altid definerer det enkelte menneske negativt. Du kan altid tjene endnu mere!

Problemet er selvfølgelig ikke, at de mennesker, der ender som direktører, ikke har gjort sig fortjent til en behørig respekt. Snarere at respekten alene er forbeholdt de personer, der ender som direktører og i anden ombæring de personer, som kæmper heroisk herfor. Hvorimod mennesker uden for arbejdsmarkedet er, hvad den italienske filosof Giorgio Agamben kalder en homo sacer, en lovløs, der er dømt. Man kan bede den arbejdsløse om hvad som helst, men samtidig har den arbejdsløse ikke mange rettigheder .

Den nye værdiledelse som kompleksitetsreducerende værktøj

Når menneskelige erfaringer, oplevelser, følelser og tanker afkodes til et spørgsmål om penge og magt, så hæmmes de menneskelige udfoldelsesmuligheder. Livets rumlige mangfoldighed reduceres til en tidslig retlinethed, hvor de forskellige delmål afspejles i titlernes medfølgende status. Modsat kunne man sige, at vi som menneske aldrig bliver færdige med fortiden, idet fortiden er en aktiv bevægelse i det enkelte menneskes arbejde med sin egen historie. På den måde er tiden ikke retlinet, men rummelig og kaotisk.

Fastholder vi billedet på livets rigdom som et åbent og fluktuerende netværk, så præsenterer de forskellige intersektioner i dette åbne netværk forskellige møder, fx mellem forskellige mennesker eller kulturer. Der er tale om møder hvis umiddelbare tilfældighed kan vise sig at kaste nødvendige og muntre erkendelser af sig. Ethvert nedslag eller møde i livets netværk er derfor ikke en svag afglans af et ideelt netværk, som det er tilfældet i kapitalens delmål på en persons ”stairway to heaven”. Derimod er disse intersektioner eller møder dele af det åbne netværk, en slags cross over, der kan fremtrylle noget nyt ved hjælp af tilsyneladende uforenelige kræfter. Det er denne udvidelse, som gør det muligt at tænke flere livsformer sammen, der er uopnåelig for det kapitalistiske retteark, et retteark som flere og flere mennesker lever efter. Det gør flere af førnævnte to grunde: Ens rolle i det kapitalistiske system, nemlig ens arbejde, er blevet det altdominerende og eneste saliggørende i dagens arbejdssamfund. Kombineres denne udvikling med angsten for at miste denne identitet og ryge udenfor, så ved vi hvorfor virksomheder har haft stort held med at fortælle os, at vi konstant må omformes, forandres, forbedres og rettes til. Dette er selvsagt problematisk, idet ét liv forudsætter flertal; dét er en mængde uden struktur. Noget som kapitalen konstant strukturerer og gør enfoldigt.

Såfremt det humane, mennesket og livet i flertal ikke skal kapitaliseres fuldstændigt, så må vi vedkende os, at livets mangfoldighed har en ontologisk status. Det mangfoldige er, før der er én. Kapitalen forsøger hele tiden at tænke livet i ental, som én enhed her og én mangfoldighed der. Jeg vil prøve at præcisere dette yderlige gennem et eksempel.

Vi har et menneske, og vi har et arbejdsmarked. Ifølge den traditionelle kapitalistiske opfattelse er et menneske enten medlem af arbejdsmarkedet eller ikke med. Men mellem enten-eller, inde eller ude i forhold til arbejdsmarkedet, er der en uendelighed af værdier. Det vil sige, at grænserne mellem arbejde og ikke-arbejde er flydende. Og det er hele dette mellemliggende spektrum mellem arbejde og ikke-arbejde, mellem at være en del af arbejdsmarkedet eller ikke, som kapitalen slet ikke kan håndtere, ej heller betragter. Produktiviteten finder reelt sted alle steder. Dikotomien mellem arbejde og ikke-arbejde er i den immaterielle økonomi blevet uskelnelig, selv når vi er på toilettet tænker vi stort. Mon det var dét Marcel Duchamp ville gøre os opmærksom på med sin Fontain?

Duchamp lærte os at selv de mest ydmyge steder eller genstande, besidder træk og egenskaber, som vi desværre sjældent er opmærksomme på. Relaterer vi dette til produktivitet, så betyder det at alle kan lære af hinanden, alle steder.

Et andet eksempel på kapitalens moraliserende reduktion af ét liv, er vi vidner til i forbindelse med nogle de ledelsesmæssige tiltag, som blev foretaget i firserne og halvfemserne. Her begyndte mange virksomheder at fokusere på etik og værdier. Jeg tænker blandt andet på værdiledelse og mangfoldighedsledelse. Skønt de humanistiske intentioner så har det vist sig, at værdierne har vist sig mest værdifulde som en eksklusionsmekanisme og som kompleksitetsreducerende. Denne angst for kompleksitet er ganske synonym for kapitalen, endskønt jo mere komplekst vi kan tænke, desto væsentligere vil vores forslag eller forbedringer være. Lidt firkantet kunne vi sige, at jo mere virksomheder leder efter værdier, desto mindre forstår virksomheden. Værdiledelse er en måde, hvorpå virksomheder begrænser deres eget manøvrerum for ikke at virke inkompatible. Dette er én måde, hvorpå kapitalen har været med til at gøre angsten til et livsvilkår eller en livsvejleder for mange. Med vores ensidige fokusering på penge og profit, minimerer vi vores tro på, at uforudsete afvigelser kan berige os. Vi minimerer vores tro på denne ene verden, fordi vi udsætter troen herpå til næste lønningsdag.

Den manglende tro på dét der er, bliver endnu mere tydelig i forbindelse med mangfoldighedsledelse, hvor det mangfoldige er blevet til et spørgsmål om kvantitet, ikke kvalitet. Penge taler tilsyneladende et sprog, hvis forførende kraft end ikke digtere og forfattere kan matche. Virksomhederne vil gerne signalere mangfoldighed med ansættelser af kvindelige ledere, medarbejdere med forskellig etnisk og religiøs baggrund, så længe alle blot tænker det samme. Der er tale om en strategisk omsorg, ikke en interesseret og solidarisk inkorporering af et større og mere rummeligt ”vi”. Devisen er klar: Bliv som OS og VI kan lide dig. Så længe der reelt ikke er handlefrihed og tankefrihed, så nytter camouflagedragten ikke. Modsat ville jeg ønske, at virksomheder ville kunne inkorporere det, som eksisterer udenfor grænserne for det, de normalt accepterer, det som eksisterer udenfor de kendte kategorier og tanker. En bevægelse hinsides kapitalens grænser ved at inkorporere et alternativ, som kunne sprænge dennes rammer indefra. Det ville blandt andet betyde, at virksomhederne kunne blive til urene organisationer fulde af divergerende livsformer og tanker. En sådan uren organisation producerer nye værdier, som kapitalens begrebsapparat ikke kan begribe.

Den ubetingede gæstfrihed

Jaques Derrida har i sine skrifter plæderet for en ubetinget gæstfrihed, hvilket netop er et brud med denne form for lokumshumanisme, som førnævnte ledelsesteorier repræsenterer. Derrida taler om en gæstfrihed, hvor man ikke kun inviterer nogen på betingelse af, at vedkommende underkaster sig alt, hvad vi siger og gør. Han siger i et interview: ”Ægte og ubetinget gæstfrihed, gæstfriheden selv, åbner sig eller er på forhånd åben over for den, som hverken er ventet eller inviteret, over for hvem som helst, der ankommer som en absolut fremmed besøgende, som en nyankommen, ikke-identificerbar og uforudsigelig, kort sagt som den helt anden.”(Filosofi i terrorens tid).

En måde, hvorpå vi kan humanisere kapitalen, kan ske gennem en relancering eller revitalisering af kærligheden. En kærlighed til livets singulære kræfter, som hverken negeres eller reduceres. Kærligheden kan give mennesket dets mangfoldighed tilbage. Hvorfor elsker jeg netop hende, fordi, fordi, fordi… hvorfor elsker mit arbejde mig, fordi jeg skaber merværdi.

Det smukke ved kærligheden er, at den aldrig blomstrer på betingelse af, men altid på trods af. Den er uafhængig af den andens gengældelse. Det er gennem kærlighedens imødekommende gæstfrihed, at nye møder opstår, møder som kan vise sig at medføre givende og lærerige forandringer. Det handler derfor om at give plads til den anden, som en anden. Faktisk er kærlighed det eksakt modsatte af hele den kapitalistiske ide om noget for noget, som desværre gennemsyrer hele den vestlige verden. Kærlighed handler snarere om noget for noget andet. Hvor noget for noget altid forudsætter, at noget er betinget af noget bestemt, fx at virksomheden kerer for sine medarbejder, fordi de besidder visse rentable kompetencer, eller regeringen tilbyder dansk statsborgerskab, fordi vedkommende kan tjene penge og arbejde, så forudsætter kærlighedens noget for noget andet, intet. Kærligheden er intet andet end sig selv.

Måske er kærligheden en fiktiv følelse eller en følende fiktion, et brud på de gængse regler, hvorved der hele tiden opstår nye forbindelser imellem kræfter på tværs af grænser og klasser. Kærligheden hæfter sig ikke ved grænsernes kategoriseringer, men skaber mere virkelighed ved at virkeliggøre livets potentiale. Erkendelse er derved den gestus, der rækker kærligheden og derved skønheden videre. Kærligheden forventer intet til gengæld. Der er tale om et GRATIS gode; en uforpligtende gave. Det er trods alt altid kærligheden, der bringer os videre – aldrig pengene, som blot låser os fast i dyre boliger og lån.

At prise kærligheden er at prise menneskets ukrænkelighed; kærlighed er nemlig summen af alt humant. Kærligheden undfanges i og af det humane, og det humane forøges gennem kærligheden. Hvornår mon vi lærer, at kærlighedens pris blot er at prise den?

Trykt i tidsskriftet Turbulens.net, april 2006.


Mindfulness, økonomisk rentabilitet og etik

Termen Corporate Social Responsibility ( CSR) understreger, at virksomheden har et socialt ansvar. I praksis betyder det, at det primært er en virksomheds beslutningstagere, der har et ansvar. Sagt anderledes: Ansvaret placeres i toppen af organisationen. Denne tilgang fastholder CSR i en klassisk hierarkisk organisationsstruktur, som i stadig stigende grad ikke stemmer overens med samtidens mere flade organiseringsformer.

Det er med baggrund i denne simple erkendelse, at jeg de sidste par år har ændret min undervisning af MBA-studerende i CSR. Jeg har forsøgt, at løsrive CSR fra primært at fokusere på ideen om at ansvaret er placeret i toppen, hen imod en mere ligelig ansvarsfordeling hos alle virksomhedens medarbejdere. Dette mentalitetsskifte har jeg initieret ved hjælp af mindfulness.

Mindfulness kan kort defineres som en måde at være opmærksom på, i hvert øjeblik, uden at dømme eller vurdere det, som sker. Det handler om at være engageret tilstede. Nu og her.

Undervisningen, som løb hen over otte uger med tre timer i hver session, bestod af en praktisk introduktion til mindfulness. De studerende mediterede og foretog kropsskanninger, mens de også blev præsenteret for forskellige etiske teorier. Det hele blev suppleret med en masse cases omhandlende CSR-problematikker.

Undervisningen foregik på UIBS, en international business school i Barcelona. Der er tale om en mindre, men klassisk indrettet business school med knap 200 studerende. Alle sessioner blev afholdt i et almindeligt klasselokale, men uden brug af borde. Ideen var at de studerende skulle være tilstede i alle facetter af undervisningen uden at fortabe sig i noter eller brug af internet. I forbindelse med kropsskanninger og gående-meditation bedte jeg de studerende tage skoene af. Derudover foregik kropsskanningerne liggende på gulvet. Sådanne uvante aktiviteter åbner – på en ganske basal måde – for en begyndende filosofisk praksis, idet de studerende stillede spørgsmål til de mere konventionelle måder at undervise på.

I kursets første session undersøgte jeg, hvad de studerende vægtede højest. Økonomisk rentabilitet eller etisk ansvarlighed. De studerende kunne ikke argumentere for at sammenhæng mellem disse to, men måtte vælge. De to gange, som jeg har afholdt kurset har andelen af studerende der valgte økonomisk rentabilitet været markant større. Henholdsvis 77% og 83% af de studerende. Ud af en gruppe studerende på henholdsvis 23 og 25 personer, der var i alderen 23-52 år – dog med størstedelen omkring de tredive. Tilsvarende stillede jeg de studerende det samme spørgsmål i slutningen af kurset, altså otte uger senere, og her var andelen af studerende der fokuserede på økonomisk rentabilitet faldet. I den ene klasse var tallet faldet til 51 procent til fordel for økonomisk rentabilitet, mens den anden var faldet til 47 procent. Sidstnævnte var ligeledes gruppen, hvor 87 procent før vægtede den økonomiske rentabilitet højest.

Dette er selvfølgelig ikke en videnskabelig undersøgelse. Der var ingen kontrolgruppe, der ikke blev introduceret til mindfulness. En anden oplagt fejlkilde er, hvorvidt det påvirker de studerende at de spørges, som deltagere på et kursus i CSR. Desuden har Søren Kierkegaard for længst belært os om, at livet aldrig er et enten-eller. Ikke desto mindre ser jeg resultatet, som en indikation på, at etisk og økonomisk ansvarlighed er et umage par, men vel og mærke et par. Der skete et mentalitetsskifte.

Ideen med at kæde mindfulness sammen med CSR skyldes, at de fleste medarbejdere – på alle niveauer – på et eller tidspunkt vil opleve følelser af utilstrækkelighed, vrede, frygt, stress og arbejdsglæde. Jo mere hver enkelt medarbejder kan blive bevidst omkring, hvad der vækker følelser, hvilke reaktioner der vækkes, hvordan den enkelte identificerer sig med disse; desto mere kan vedkommende gradvist løsrive sig fra følelsernes overmagt. Dernæst kan mindfulness også fremme en større bevidsthed omkring – ikke kun ens følelser – men også ens tanker, handlinger og måde at kommunikere på. Etisk ansvarlighed forudsætter, at vi mennesker (eller en virksomhed) kan handle bevidst. Mindfulness er nu ikke en moraliserende terapi, der fortæller de studerende, hvordan de skal eller bør handle, tænke eller føle. Snarere er der tale om en intervenerende proces, hvorigennem den enkeltes relation eller forhold til det, som sker ændres. Grundideen er, at indsigt – bevidsthed – medfører forvandling.

De fleste læsere at Erhvervsfilosofi er uden tvivl bekendt med, at filosofi er en græsk oprindelse, der betoner kærligheden (philo) og visdommen (sophia). Filosoffen er forelsket i visdommen. Af samme grund er filosofien – for en stor del af dens udøvere – en praktisk og eksperimenterende afprøvning af, hvilket liv der er værd at leve. Lykke har ikke været fremmed for filosofien siden Aristoteles gjorde det til omdrejningspunktet i sin Etik. I denne sammenhæng er det interessant, at en del nyere psykologisk forskning viser, at de fleste vurderer deres liv, som mere rigt og lykkeligt, når de kan bidrage konstruktivt og meningsfyldt til omverdenen. Og noget af det mest meningsfulde er, at være sig bevidst omkring de beslutninger, som man nu engang tager. At være tilstede. Enhver beslutning er altid forankret i nuet. Alligevel tages alt for mange beslutninger, mens beslutningstagernes tanker er placeret i fortiden eller fremtiden. Måske fordi de prøver at løbe fra fortiden, eller haste mod et fremtidigt drømmescenarium.

Hvorvidt mine små undervisningseksperimenter, mindfulness og filosofisk dannelse kan fremme en større ansvarlighed på alle niveauer, er uvist. Hertil kræves der reel forskning. Men jeg har svært ved at forestille mig en anden konklusion, end at vise mennesker, det vil sige modne mennesker handler mere ansvarligt end umodne. Vise mennesker er bevidste omkring, hvorvidt det, de gør, tænker, siger og føler hænger sammen.

Jeg tror, at CSR i fremtiden vil inkludere alle, ikke kun toppen, midten eller bunden af virksomheden. Moralen synes at være: Enten er alle medarbejdere i en virksomhed ved fuld bevidsthed, eller også handler virksomheden ikke særligt længe. Når alle er afhængige af hinanden og handler derefter, er der tale om bæredygtighed.

Denne tekst blev til på opfordring af magasinet Erhvervsfilosofi, hvor den ligeledes er bragt, se: Erhvervsfilosofi.dk

Masochisme, sadisme og Trier

Psykiateren Richard von Krafft-Ebing populariserede termerne ”sadisme” og ”masochisme” i bogen Psychopatia Sexualis fra 1886. Oprindeligt stammer de to begreber fra litteraturen, nemlig fra henholdsvis Marquis de Sades forfatterskab (i.e. sadisme), og Leopold von Sacher-Masochs forfatterskab (i.e. masochisme). Skulle nogen være i tvivl: en masochist er en person, der føler seksuel tilfredsstillelse ved at lade sig pine; sadisten opnår derimod seksuel tilfredsstillelse ved at tilføje en anden part smerte. Krafft-Ebing var den første, der anvendte disse to termer i en klinisk kontekst. Han mente – ganske oplagt – at de to begreber var komplementære, hvorfor han også smedede dem sammen til sadomasochisme.

Det var måske alligevel ikke helt så smart.

I essayet Coldness and Cruelty viser Deleuze i hvert fald, at Krafft-Ebings antagelser er forkerte. Sadisme og masochisme er ikke komplementære; de står ikke i et dialektisk forhold til hinanden. Der er tale om en semiologisk fejl, siger Deleuze. De to begreber er litterære, hvilket betyder at de ikke udsender de tegn, som Krafft-Ebing ønsker at begrebsliggøre. De Sade og Masochs er forfattere, der opfinder et nyt udtryk, idet de giver plads til nye måder at tænke, føle og tale på.

Coldness and Cruelty er et længere essay fra 1967, der skulle tjene som forord til Masochs historie Venus. I den engelske udgave får læseren lejlighed til at læse Masochs tekst, hvilket er gavnligt, da han er væsentligt mindre kendt end Marquis de Sade.

Essayet er ret interessant. Og pointen er klar. De moralske love – som ikke bør forveksles med de naturlige love – siger, at straf og nydelse ikke hænger sammen. Tænk bare på, hvordan mange virksomheder prøver at motivere sine medarbejdere til at leve op til de rigtige normer og værdier, hvilket ledelsen bl.a. gør ved hjælp af straf og nydelse (fx bonus). Hos Masochs er det omvendt: Her nyder den underdanige afstraffelsen. Denne antagelse er ikke desto mindre en smule misvisende.

Deleuze starter essayet med at opridse nogle forskelle mellem sadisme og masochisme. Sadisten ønsker ikke at overbevise og forføre, dvs. uddanne. Han er derimod interesseret i at ”demonstrere (eller bevise) at enhver begrundelse i sig selv er en slags vold, og at han [sadisten] er på voldens side uanset, hvor rolig og logisk han fremstår … selve demonstration er identisk med vold.” Forskellen mellem sadisten og masochisten, er, at den sadistiske ”instruktør” står i kontrast til den masochistiske ”uddanner”. Sagt anderledes, masochisten er interesseret i uddannelse og forførelse, men ikke forstået som tortur. Snarere er der tale om ”et offer, der søger bødlen og som har brug for uddannelse og forførelse, og som derfor slutter en alliance med bødlen.” Det vil sige, at sandhed og skyld ikke står i et entydigt forhold til hinanden. For eksempel, bør sadisten ikke føle skyld, når han forsøger at demonstrere – med pisken i hånden – hvordan en god pige bør opføre sig? Bør masochisten ikke føle skyld, når han beder konen om at slå ham i røven med hans egen squash ketcher, blot fordi han tænder så voldsomt på det?

Sadisten skaber en institutionel ramme, mens masochisten behøver en kontraktuel ramme; sadisten vil eje, mens masochisten vil skabe en pagt. Som Wanda siger i Venus: “I am afraid of not being capable of it, but for you, my beloved, I am willing to try”. Og senere: “ Beware, I might grow to enjoy it.”

Dog, påpeger Deleuze, at ofret i sadismen og masochisme ikke må nyde straffen til at begynde med. “Den kvindelig bøddel i masochisme er ikke sadistisk, netop fordi hun er i en masochistisk situation, som hun er en integreret del; hun realiserer den masochistiske fantasi. Hun tilhører den masochistiske verden, ikke på den måde at hun deler smag med ofret, da hendes ’sadisme’ aldrig findes hos sadisten.” Og vice versa. Sadisten er altså ikke den, som masochisten søger, fordi pagten er vigtig. Ligeledes søger sadisten ikke en villig elev, fordi denne ødelægger ideen om forholdet mellem sandhed og smerte (eller tvang). Det pirrende ved at pine forsvinder.

For sadisten er faderen chefen, mens moderen er ofret. For masochisten er det lige omvendt. Her er det den respektable mor, som må prostituere sig selv. Eksempelvis er Lars von Triers Breaking the Waves masochistisk, idet Bess må prostituere sig. I filmen, som jeg husker den, finder kvinden Bess ingen decideret seksuel glæde i at være sammen med andre mænd, men nok snarere en absurd religiøs mening i at ofre sig. Den ideelle form for prostitution i masochismen er baseret på en “privat kontrakt, hvorved masochisten overtaler sin kone til – i hendes kapacitet som god mor – at give sig hen til mænd.” Deleuze uddyber, at denne masochistiske kontrakt medfører at manden ydmyges, ikke kvinden. Det, som ydmyges hos manden “er hans lighed med sin far … det er ikke barnet, men faderen som bliver slået.”

Det er kompliceret, men ydmygelsen hænger sammen med at loven vendes på hovedet. De færreste mænd opfordrer deres kone til utroskab, men Jan i filmen Breaking the Waves føler, at han må opfordre til det. Han lider af skyld, da han ikke længere kan tilfredsstille Bess efter sit uheld på en boreplatform, hvilket han straffer sig selv for (måske også hende). Og denne skyldfølelse bliver en del af hans tilfredsstillelse af sine drifter (måske også hendes). Jan bryder med sin far, hvis vi følger Deleuzes udlægning, fordi han gør det omvendte og føler tilfredsstillelse herved. I filmen er der her tale om en absurd, frastødende eller pervers brug af loven. Loven siger, at en mand og en kvinde skal være hinanden tro. Den moralske lov, vel og mærke, ikke naturloven. Men troskab er måske ikke det kun seksuelt betinget. I hvert fald ikke ifølge naturens lov. Bess’ mand kan ikke længere levere varen, hvorfor han fralægger sig ansvar. Sagt anderledes: Jan kan ikke gøre for at hans kapacitet er, som den er, derfor bliver det hendes ansvar at straffe ham. Læses filmen på denne made, så er Bess ikke ofret, men hendes mand. Og manden er ofte ofret hos Trier, fordi kvinden står stærkest i forhold til loven – den naturlige. Det kunne det være interessant at undersøge, hvordan den moralske og naturlige lov præsenteres i Triers film. Umiddelbart ser jeg Trier som en instruktør, der viser, at kvinden er tættere på naturens love i hendes eksistens, hvorfor hun også er mere idealiseret i hans film, mens manden fremstår som en, der har skabt forskellige moralske love, der ikke tjener andet formål end at forfordele ham, hvilket på sigt gør manden svag og slatten. Det betyder også, at kvinden selvfølgelig ikke er ideal, men hun er mere attraktiv (generelt set), fordi hun er mere naturlig (som ideal). Dette kan mænd dog også blive. Ligesom kvinder kan blive unaturlige og tyranniske, når de bliver en del af de moralske love; moralske love, der mest af alt minder om økonomistyring. Nok om det.

Masochisten fornægter realiteterne, hvorved han forsøger at transformere realiteterne til en fetich eller en fantasi, som Deleuze skriver: ”Fetichen er fantasiens objekt par excellence.” Masochisten har behov for at drømme, selv når han ikke drømmer. Masochisten forholder sig ikke til, hvorvidt fantasien er mulig, dvs. realiserbar. Fantasien er nok i sig selv. Modsat sadisten, der har behov for ikke at drømme, selvom han reelt drømmer. Deleuze opsummerer fem karakteristika ved masochisme:

  1. Fantasiens betydning
  2. Suspense (kan hun klare mosten?), og venten (hvornår sker det, hvornår får jeg et slag i numsen?).
  3. En demonstrerende mere end forførende tilgang
  4. En provokerende frygt, en efterspørgsmål efter straf
  5. Kontrakten, der binder et masochistisk forhold sammen

Det er det femte punkt, som Deleuze mener at have lokaliseret i sin læsning af Sacher-Masoch. Kontrakten, skriver Deleuze, giver det masochistiske forhold reciprokke rettigheder og pligter. Frit samtykke, som der står. Kontrakten må ikke involverer en tredje part, og kan kun gælde for en vis periode. Tænk igen på Triers, Breaking the Waves. Sadismen er derimod institutionel; den er mere langsigtet, ufrivillig og fremmedgørende. Tænk på Marquis de Sades De 120 dage i Sodoma (eller Pasolinis kongeniale filmatisering). Den sadistiske institution etablerer en magt eller et autoritativt forhold, der handler imod en tredje part. Sagt anderledes: masochisten forsøger i kraft af kontrakten at skabe nye love, idet de eksisterende vendes på hovedet, fx troskab bliver til utroskab. Den tilsvarende impuls i den sadistiske litteratur er en degradering af alle love, hvilket bl.a. sker gennem institutionaliseringen af en overlegen magt (fx faderen), der opererer hinsides loven, de naturlige lov.

De løsninger, som Sade foreslår for at overkomme ideen om institutionelle love, mener Deleuze skal læses ironisk, men seriøst (hvad det så end betyder!). Sade plæderer for ingen love overhovedet. Det kunne ske ved at gøre ateisme institutionel, dvs. undervise i ateisme; det kunne ske ved at institutionalisere bagtalelse, tyveri, prostitution, incest, sodomi og mord. Bagtalelse, tyveri og prostitution synes allerede at være ganske godt institutionaliseret i politikkens verden. Hos Masoch er det ikke ironien, men derimod humoren som skal redde os.

Med hensyn til humor hos Masoch har Deleuze ikke mange overbevisende eksempler. Han næver derimod Kafka som eksempel på humor, en slags modstand overfor lovens absurditet, fx i Dommen. Samme absurditet er tilstede hos Camus, som Deleuze nu ikke nævner.

Det er lidt svært: humor og ironi. Personligt finder jeg også Sades værker ganske humoristiske. Der er noget absurd i at banke god opførsel in di kroppen på folk. Det humoristiske hos Masoch findes i de nye lov, som et masochistisk par skaber, fordi de overskrider de traditionelle dyder, fx faderens rolle som autoritet fordufter. Når magtens mænd bider i en tennisbold, mens den prostituerede svinger pisken, så er det humor, men også tragisk og trist.

Tilsvarende er masochisten også en lidt for banal modmagt, idet faderens magt erstattes af moderens. At blive en mand, skriver Deleuze, handler om en genfødsel. Enhver lighed med faderen eller arketypen af en mand skal destrueres. På den måde viser Deleuze også, at loven hænger sammen med myterne, fx myterne om kvinden som empatisk og kærlig overfor manden, som hård og konkurrerende. Men dette er netop en myte.

Titlen på Deleuze essay Coldness and Cruelty refererer til de to afgørende symptomer, som adskiller sadisten og masochisten. Den sadistiske apati eller grusomhed overfor masochistens kulde. De to forfattere er kritiske, ikke kliniske. Eventuelle læser kan fx vælge og se Triers Breaking the Waves og Pasolinis Sala – De 120 dage i Sadoma, og se, at det interessante ikke er hvorfor de gør, som de gør. Snarere de tanker og følelser, som de to film muliggør. Jeg kan selv bekræfte, at jeg siden Idioterne har brækket mig hver gang jeg har set en film af Lars von Trier. De efterlader mig i en tilstand af svimmelhed. De tvinger mig til at tænke anderledes. På den måde vækker Trier noget masochistisk, men det gør ham ikke til sadist, blot en dygtig kunstner. Jeg brækker mig undtagelsesvis med glæde.

 

Det mentale vadested

Krise. Dette ord, som både kan betyde mulighed og destruktion – hvis man har hang til japanske symboler – hænger tungt i luften. Vi står p.t. i et åndeligt og mentalt vadested. Mulighed eller destruktion. I Danmark er den menneskelige psyke i krise, ikke psykologien. At give sidstnævnte skylden, svarer til at give træneren skylden, når fodboldholdet spiller dårligt. Det er for nemt. Alligevel har træneren jo et særligt ansvar, fordi han eller hun som træner leder holdet. Psykologerne leder imidlertid ikke en nations psyke, men man kan godt forvente at de opfanger visse symptomer …

Gør de så det? Ja.

I 2012 udgav psykologen Carsten René Jørgensen bogen Danmark på briksen, der fortæller to historier. Den om danskerne, som et af verdens lykkeligste folk. Og så den, hvor der i 2009 var omkring en halv million danskere i antidepressiv medicinsk behandling. Eller den om, hvordan antallet af drenge og unge mænd i behandling for ADHD er eksploderet inden for de seneste år, selvom ADHD mere er genetisk bestemt. Eller den, hvor flere og flere – især unge kvinder – foretager selvskadende handlinger pga. af følelsesmæssige problemer og mistrivsel. Eller den, hvor mere end en halvmillion voksne danskere har et skadeligt forbrug af alkohol. Han viser også, hvad alle der har arbejdet i hvert fald ved, at mange lider af stress og burnout-symptomer – mindst 300.000 mennesker i den arbejdsdygtige alder – er mere eller mindre permanent ’parkeret’ uden for arbejdsmarkedet. Han nævner dog ikke, som jeg vil her for perspektiveringens skyld, at cykelrytteren Alberto Contador havde 0,000000000005 gram per milliliter af stoffet Clenbuterol i blodet. Det er klart, at netop Contador vækker fordømmelse. Det er simpelt hen ikke er nok til at kunne mærke en ordentlig effekt; en effekt, som 585.000 danskere trods alt kender til pga. de væsentlig større mængder rødvin, som skvulper i blodbanen.

Flere eksempler kunne nævnes på psykologisk ansvarlighed, men pointen er klar nok. Noget er galt.

Lad mig uddybe. Lad os springe frem i tiden.

I dansk fjernsyn vises der p.t. et afkog af psykologen Philip Zimbardos berømte og berygtede Stanford Prison Experiment. Det viste, hvordan almindelige unge mænd nemt bliver påvirket af omgivelserne; den sociale situation. De faktorer, som påvirker kan være alt lige fra påklædning (tænk på soldater og uniform), briller (der skjuler øjne), roller (fx indsat versus betjent), normer (som aldrig er andet en menneskeskabt, sorry siger jeg til manden med tavlerne). Jeg har skrevet mere on dette eksperiment her: Friheden er afstressende – en socialpsykologisk tese om stress.

Zimbardo var inspireret af sin kollegas Stanley Milgram (Yale University), og hans, måske, endnu mere berømte eksperiment omkring lydighed og autoritet. Dette eksperiment viste, at almindelige mennesker ikke havde de store problemer med at give andre elektrochok, fordi en autoritet sad ved siden af i en hvid kittel, og sagde det. Eksperimentet påstod (overfor deltagerne) at handle om læring og straf, mens det reelt handlede om, hvorvidt mennesket kunne begå ondt.

Milgram var inspireret af filosoffen Hannah Arendts revolutionerende beskrivelse af den tyske bøddel Eichmann. Hun sagde – i forbindelse med retssagen, der kørte mod ham i Tel Aviv – at Eichmann ikke var ond per se, men en banal kontornusser, som ikke var i stand til at tænke; en kedelig stakkel, der kun evnede at følge ordre. Der er noget banalt forbundet med det onde, fx den fysiske og emotionelle afstand til andre mennesker, påklædningen, umenneskeliggørelsen af de andre, som ens beslutninger berører. (Læs mere om eksperimentet her)

Det banale er uden dybde. Det er det, som gør det onde så skræmmende.

Det er ikke svært at se en relation til kapitalismen, som måske ikke er ond, men i hvert fald banal. Den er så simpel, at de fleste kan se forskellen mellem profit og debet. Problemerne opstår dog, når der ikke kun betales med penge, men med ens velvære. Omkostninger ved kapitalen er med andre ord ikke kun finansielle, men i stigende grad eksistentielle.

Det, som de social psykologiske studier har vist, er, at det enkelte menneske sjældent er lige så robust, som vedkommende forestiller sig. ”Det vil aldrig ske for mig,” siger de fleste, selvom de mange studier viser, at mellem 60-80 procent er villige til at give elektrochok. Det er interessant, at der forskelle mellem kulturer, men ikke mellem køn, fx er kvinder per definition ikke bedre eller venligere, måske har de historisk bare været situationelt forskånet, hvilket de ikke længere er.

Pointen er, at tilhørsforhold, normer, gruppepres, identitetspres, ideologisk pres, autoritativt pres og så videre betyder noget.

Vender vi tilbage til Zimbardo, så opererer han med tre begreber i hans bog The Lucifer Effect (obligatorisk læsning for alle, der har ansvar for mere end deres egen morgenbarbering eller menstruation).

1) Individet med dets genmasse, dets personlighed og karaktertræk;

2) Situation (eller kulturen);

3) Systemet.

Systemet er de ledere, som fastholder eller ændrer kulturen eller situationen; det vil sige den situation, som påvirker individet. Et simpelt eksempel. Mange vil gerne gøre cykelrytteren og individet Lance Armstrong til den stygge mand i cykelsporten, men faktum er, at han var en del af en cykelkultur, som anvendte doping; en kultur, som blev opretholdt af cykelsportens ledere, som var blevet overbragt til ham og hans generation af hans forgængere. Måske sker der noget her. Det ser i hvert fald ud til det.

Videre. Et andet sted i Danmark fortæller Peter Gøtzsche, direktør ved Det Nordiske Cochrane Center ved Rigshospitalet, at psykofarmaka skal tages af markedet. Alt for mange popper piller, som var der tale om pastiller mod dårlig ånde. Hele pharma-industrien har ændret, hvad der er normalt og ikke-normalt. Men ikke ud fra et psykologisk blik, men fra et forretningsmæssigt perspektiv.

Okay. Flere spiser grønne og gule piller. Skyldes det, at det enkelte menneske er blevet mere sårbart, eller skyldes det omgivelserne? Hvorfor bliver flere diagnosticeret i dag end tidligere? Hvorfor er der flere depressive, stressramte og udbrændte i dag end tidligere?

Mulige svar er følgende. I dag er psykologer og læger – som alle andre faggrupper (spørg skolelæren, sygeplejersken, hjemmeplejen, forskeren) – under pres, hvorved de (som alle andre) ofte må gå på kompromis med deres faglighed. Sørgeligt, men sandt. Dernæst medfører en diagnose en form for prædikat, som gør at den enkelte kan sættes op på en hylde og skubbes videre hen ad samfundets effektive samlebånd. Der er tale om en Tayloriske organisering af mennesket, der er effektiv, men umenneskelig. Endelig giver en diagnose mange en vis tryghed, fordi det giver mening, det vil sige at følelsen af at være uden funktion, får en årsag. I forlængelse heraf bliver diagnosen let en sovepude for enkelte. Det er her de socialpsykologiske resultater bruges negativt. Hvem har ikke hørt: ”Ingen vil have mig og mine kvalifikationer,” eller: ”Jeg er en særling.” Moralen for alle synes at være: Hellere lidt syg på en smart og moderne måde end normal og arbejdsløs. Der er dog intet smart i stress eller burnout. Stress eller burnout er ikke forbeholdt særlige faggrupper (tidligere var der en sådan tendens), men i dag rammer den alle. Symptomerne kan opstå, når presset er for stort. Uanset om dette pres er et resultatet af at følelse sig udenfor, hvilket blandt andet opstår blandt ældre eller arbejdsløse; eller, fordi man er presset til at performe bedre og hurtigere, hvilket er gældende for stort set alle erhvervsgrupper; eller, fordi alle samfundets normer og idealer tvinger en ned i træningscenteret, i swingerklubben, presser en til at blive mere sund, mere lækker, mere sexet, mere spirituel og så videre.

Det er svært at undslå sig dette pres. Uden funktion, ingen mening. Uden mening, en trist liv. Det vil sige, heller være en ond fængselsbetjent med en funktion end ingenting.

Følger man Zimbardos tredeling kunne man spørge: Hvordan påvirker visse situationer mennesket? Det kunne være situationer, hvor mennesket konstant skal måles og vejes, hvor mennesket konstant skal sammenlignes med andre, hvor mennesket konstant konkurrerer om at få anerkendelse, identitet og accept. Det kunne være en situation, hvor mennesket kun anerkendes på grund af deres målbare meriter. Man kunne ligeledes spørge: Hvem fastholder eller forsøger at ændre sådanne situationer?

Jeg ved ikke om særligt mange forsøger at ændre situationen, konteksten eller kulturen. Enkelte gør. Jeg ved dog, at ansvaret ligger hos beslutningstagerne, det vil sige politikerne og andre ledende figurer i samfundet.

Okay. Hvordan hænger hele møget sammen. Et sidste eksempel. Zimbardo har vist, at de uhyrligheder som fandt sted i Abu Graib fængslet i Irak, ikke kun var forårsaget af enkelte rådne medarbejdere, det vil sige enkelte rådne individer. I lige så høj grad var overgrebne forårsaget af systemet. Han understreger, at han ikke ønsker at fjerne ansvaret fra den enkelte, men at perspektivere forestillingen om det enkelte onde individ, hvorved han også vil inddrage ledelsen.

Hvad så han i Abu Graib? Han så at torturingen af fanger, de nedværdigende billeder, de seksuelle udskejelser og så videre primært foregik om natten. Han så, at om natten var fangevogterne ikke uddannet til at håndtere krigsfanger. Om natten var fængslet kontrolleret af et dårligt uddannet personale, der ikke magtede denne opgave. Samtidig så han, at ledelsen ikke førte samme opsyn med fængslet og dets personale om natten, som om dagen. Pointen er selvfølgelig, at der er tale om dårlig organisering af kompetencer, dårligt tilsyn og sparring med personale, som derfor kunne gøre, hvad de ville. Det er ledelsens ansvar at organisere og sikre, at visse principper og etiske retningslinjer opretholdes. Fængselspersonalet var ikke onde per se, selvom det altid er belejligt for en ledelse at se det sådan. De kedede sig om natten. Den ene lille forsømmelse ledte til den næste. Der går gradvist konkurrence i ondskaben. Tingene eskalerer. Ingen siger stop. Ingen råber nej. Og dog, heldigvis er der næsten altid en helt. Helten var her en mening soldat, som sendte billederne videre i systemet. Helten findes altså.

Desværre synes mange andre ting at eskalere i Danmark (og andre steder).

Det hele sker gradvist. Ligesom alt andet. Det er nemt at overse. Idealerne ændres. Arbejdets normative rolle forstærkes. Uden arbejde = ingen identitet, ingen rolle, ingen funktion, intet liv. Kontrollen strammes. Det, som ikke kan måles, eksisterer ikke. Af samme grund har kærligheden det så svært.

Ingen kan helt holde styr på, hvornår det begyndte, men pludselig begynder almindelige danskere at falde fra. De bliver deprimeret. De får stress og brænder ud. Ingen stiller spørgsmålstegn til systemet, fx kapitalismen, som jo ikke stopper for noget som helst. Tværtimod. Systemet forsøger selv at overkomme alle de grimme tilfælde af langsommelighed. Ikke ved at ændre sig selv, men ved at optimere på de små mekaniske fjolser, som også kaldes mennesker. De fyldes med piller. Alle dem, som ikke passer ind, forsøger en hel industri at få til at passe ind. De fyldes dog ikke kun med piller, men også med ligegyldig selvhjælpslitteratur. Problemerne vokser. Sygdommen er blevet en industri.

Der er penge i diagnoserne.

Noget må ske. Hvis ikke, så virker det næsten som om, at mennesket er det eneste dyr, der slet ikke bryder sig om selv sig.

Noget sker. En debat har i hvert fald fået ny energi. Det håber jeg. Enten vader vi videre i det psykiske og mentale vadested, eller vi kommer videre.

Jeg ser frem til at følge slaget fra Barcelona, mens jeg vil lave formålsløse aktiviteter, såsom at skrive.

Filosofi, kunst og lederskab

Filosoffen Ole Fogh Kirkeby var hovedvejleder på mit Ph.d-projekt, hvor jeg anvendte den norske forfatter Jan Kjærstads trilogi Forføreren, Erobreren og Opdageren i et forsøg på, at belyse forskellige aspekter af moderne arbejde og ledelse. Ideen var – som den franske filosof Gilles Deleuze skriver: “at vække kræfter i tanken, som ikke er genkendelsens kræfter (fx ledelsesteoriens), men kræfter der relaterer sig til en helt anden model, til et aldrig genkendt eller genkendeligt terra incognita.”

Afhandlingen A Different Story – Seduction, Conquest and Discovery forsvarede jeg i slutningen af 2005.

Efterfølgende, mens jeg drev lidt rundt, sagde Kirkeby: “Det er vigtigt, at et projekt, hvis ikke, bliver du sindsyg.”

Mit første projekt var denne samtalebog med Kirkeby.

Bagsideteksten lyder:

“I fem perspektiverende samtaler med filosoffen Finn Janning, fortæller Ole Fogh Kirkeby, hvordan den røde tråd i hans virke altid har været filosofiens og en insisteren på at gøre det gode, det smukke, det sande og retfærdige.”

De fem samtaler er: Poetisk filosofi, Bevægelsens nødvendighed, Filosoffen, Filosofiens kunst, At tænke på grænsen, At lede normativt.

I lektørudtalelsen står der: “En “poetisk filosofi” er filosoffen Finn Jannings karakteristik af OFK’s projekt i indledningen til disse fem samtaler, der mere en en introduktion til OFK’s tænkning i snæver forstand, er en dialog mellem to ligeværdige samtalepartnere.” (Jens Hjøllund)

Bogen kan hentes her.

Blog at WordPress.com.

Up ↑