Tag: fodbold

Why I love football

No one knows for sure why so many people love football. Football is a mixture of nothing and everything. Most the latter, I will argue.

Trying to make sense of football, I am aware, there is a risk of overintellectualising the game, of ‘reading’ it metaphorically, symbolically or addressing all kinds of psychological, political and philosophical aspects of life. Nevertheless, all these aspects are part of what makes football special. There are, after all, numerous way of how and why football plays a major role in many people’s lives.

As long as I can remember, football has been a part of my life, from playing, to watching it as a neutral spectator or a fan, to selling beer and sausages at a stadium in Denmark’s best league, to being a father of children who play football in Spain.

“Football is a simple game. Twenty-two men [or women] chase a ball for 90 minutes and at the end, the Germans always win,” the English captain Gary Lineker once said. He was wrong, of course, and he knew it. In 1986, Lineker and England lost in the World Cup quarter-final to Argentina due to Maradona’s two famous goals: one with the help of God, the other godlike. In 1992, Denmark beat German in the European Cup Final.

Perhaps, football is not that simple.

Unlike many other games, it’s played at a particular time and place and for a certain time and the players change clothes before playing.

Time. Place. Clothing.

Read the rest of the essay in The Football Pink

The Changing Pace of Football: Coaching in Focus

I moved to Barcelona in January 2008, six months before Josep Guardiola took over as the head coach of FC Barcelona. It was the beginning of four years of tika-taka. Although I have always liked Real Madrid more than their rivals, I was somewhat seduced by the style of football played by the Catalans, especially Messi, Iniesta and Xavi; the latter in that period deserved to win one of Messi’s Ballon d’Or.

After a year of watching tika-taka, I grew tired of the often pointless sideways passing of the ball. The worse part was that, at times, it seemed as if Barcelona were unable to change their tactics, as a growing number of opponents had learned how to play them. I started to wonder whether Guardiola’s rigid belief in ‘one-system-fits-all’ was not only ruining the extraordinary players’ freedom but also showing a lack of tactical skills.

Then, one day, I read an interview with Guardiola that he gave after he had left the club. In the interview, he admitted that he was not an exceptional coach and that he had only won with Barcelona because of the players – Messi, Xavi, Iniesta, Puyol. Of course, such a statement can be perceived as a show of false humility; however, the interview led me to study whether Guardiola’s team was better than Johan Cruyff’s ‘Dream Team’ during the early 90s, which comprised players such as Michael Laudrup, Ronald Koeman, Romario and Hristo Stoichkov.

It was while I was comparing those two successful periods that I noticed how Laudrup played in slow motion compared to Messi. It made me think: If the game is much faster today than it was twenty years ago, how does that affect the role of the coaches?

Read the rest in The Football Pink

Dancing with your sister

‘It’s like dancing with your sister’, said Luis Enrique, the Spanish national team coach, referring to how it is to play football without spectators. However, due to the COVID-19 pandemic, all sports activities were put on pause, including the football leagues. At present, a few months later, most countries are playing or planning to play again, but this time without spectators. It can be seen as the return to a new normality.

Read the rest in The Football Pink

Sportsfilosofi

Sportsfilosofi – når filosofi bliver en sport

Kære potentielle læser

Velkommen til Sportsfilosofi – et laboratorium om sporten i filosofien og filosofien i sporten.

Filosofien besidder en kærlig eller venskabelig tilgang til visdom. Dette kommer til udtryk i måden hvorpå filosofien bekymrer sig om, undersøger, udforsker, gransker og eksperimenterer med alle facetter af livet, idet livets visdom er en integreret del af verden. 

Filosofi er en kærlighedsaffære med livet – i al dets spraglede rigdom.

Sporten, der oprindeligt betyder “adspredelse”, “distraktion” eller “tidsfordriv” er en oplagt arena for filosofiske refleksioner, kritiske tanker og argumentation. Ikke kun fordi sporten er en del af verden på samme måde, som litteratur, politik og økonomi er det. Snarere fordi, at de få gange et menneske virkelig tænker, eller får en såkaldt “lys ide”, ødsler vedkommende gerne med sin tid. Det vil sige, at vedkommende er distraheret med hensyn til dagligdagens mange strategiske og opportunistiske gøremål. 

Det er klart, at sport også handler om konkurrence, ligesom sporten i stigende grad er blevet kapitaliseret. En vare. Ikke desto mindre er det sportens legende element, der fascinerer mig. Det er min klare overbevisning, at legen er frigørende, fordi den er et mål i sig selv. Modsat arbejde, der altid er et middel til noget andet: status, prestige, magt, rigdom. 

Sporten besidder altså en modstand, som kan være eksistentielt frigørende. 

Sportsfilosofi er for alle, der er interesseret i sport, men som gerne vil perspektivere, nuancere, kritisere eller erkende mere af dette bemærkelsesværdige fænomen: Sport. 

Eller Sportsfilosofi er for alle dem, der søger en mere sporty tilgang til filosofien. 

Sportsfilosofi har reelt været på banen længe, men tog sin form i forbindelse med coronakrisen. Det er ideen, at indlæggene vil udkomme relativt struktureret, hvilket vil sige med et indlæg cirka hver anden eller tredje uge. Om der er tale om et COVID19-projekt, hvilket vil sige, hvorvidt jeg lukker ned, når samfundet lukker op, er endnu uvist. 

Tænk med her!

VM i moral

Jeg har skrevet en kronik. Den fortæller nogle af de moralske historier, som VM i fodbold er fuld af. Læs mere her.

Superliga og mangfoldighed

Så sker det endelig. Superligaen går igen i gang. Fodbold…denne simple sport kan på mange måder fortælle os lidt om livets mangfoldigheder. Tag bare C-tribunen i Parken. Her står jeg hver anden søndag sammen med en masse andre FCK’ere og hepper på de hvide drenge. Netop det faktum at vi holder med byens hold gør, at vi har noget tilfælles, hvilket i mange tilfælde også er det eneste. Der er plads til forskelligheder: Nogle synger med, andre ikke; de fleste synger falsk, nogle ikke; de fleste har hvide trøjer på, enkelte har ikke osv. Et er sikkert, vi holder med det samme hold, på hver sin måde. 

Tænkt nu hvis man også kunne være dansker på hver sin måde, og ikke kun på regeringens eller Pia Kjærsgaards måde. Danskere er om muligt en endnu mere diversificeret gruppe end fansene på FCKs C-tribune. Alligevel fremstår disse fodboldtosser væsentlig mere humane, end førnævnte politikere. Ingen holder jo med FCK på den præcis samme måde eller af en overskyggende grund, som skal gælde for alle. Nej, f.eks. holder jeg med FCK, fordi det er min klub, det var der jeg sparkede min første inderside, det er dem med det fedeste stadion, de sejeste spilledragter, de bedste spillere – og så bor jeg i København. Andre vil måske komme med andre begrundelser, og det er der plads til. Desværre er der i Danmark kun plads til den strømlinede borgere, der arbejder dagen lang, og som skal kunne recitere årstal og kende til bøger, jeg aldrig har hørt om. I Danmark smider vi folk ud, hvis de kvajer sig. I parken smider man kun folk ud, som holder med Brøndby, hvilket trods alt også nærmest er et svensk hold. 

Derfor når fodboldsæsonen nu starter og de fleste såkaldte intellektuelle tager sig til deres sparsomme hår, så tænk på, at de fleste fodboldfans er tolerante og uhøjtidelige. Vi er sammen på hver sin måde, hver søndag. Og skulle FCK – imod al forventning – tabe en kamp, så er der altid en ny om en uge. Der er tale om en lethed, som et selvhøjtideligt Danmark desværre har glemt. I sportens verden siger man gerne, at ingen er bedre end deres sidste kamp. De sidste par kampe, som den danske regering har spillet på den internationale scene, har mildest talt været miserable. Udskiftning og trænerfyring ville være kutyme. Faktisk er Danmark så sløje til alt det internationale, at vores fodboldhold fremstår betydeligt bedre internationalt end dansk politik. Folk med kendskab til fodbold ved godt, hvor det placerer Danmark. I røven af tredje division. 

Noget så simpelt som fodbold kan faktisk lære os om kærlighed, fordi der på lægderne er plads til alle livsformer. Uanset hvor forskellige vores naboer kan synes at være, så er der altid noget der binder os sammen. Nogle gange er det sport, andre gange religion, politik eller seksuel observans.

Måske skal vi lære af fodbolden og tage udgangspunkt i det, der binder os sammen, og ikke det, som adskiller os. Når fodboldkulturen er blevet mere rummelig end nationens generelle kulturelle strømninger, så er det jeg bliver glad for, at superligaen starter på ny.

Første gang bragt i Information 13. marts 2006

Blog at WordPress.com.

Up ↑