Overcome Stress: Workshop for Creative Minds

This workshop reveals strategies to overcome stress and burnout, with a focus on overcoming creative blocks. 

Through brief playful, reflective and meditative exercises, participants gain simple yet effective tools to restore openness, focus, creativity, and overall well-being. 

The session is ideal for creative individuals, such as artists, designers, architects, writers, and entrepreneurs, who seek to reconnect with passion and joy in a supportive environment. Everyone is welcome.

When: Friday, October 24, from 4:00 – 5:00 pm
Where: Geneva Business School, Barcelona Campus, Carrer de Rivadeneyra 4, Ciutat Vella, 08002 Barcelona

I’m delighted to contribute to Healing Arts Barcelona 2025 with this workshop, generously hosted by Geneva Business School.

All are welcome.

Rethinking Ethics in Psychology

Ethics is always about values. In psychology, as in most professions, students are often taught to approach ethics through three frameworks: 

  1. Virtue ethics (What kind of person should I be?)
  2. Deontology (What duties must I follow?)
  3. Utilitarianism (What outcome will maximize the good?)

Each offers a way of defining “the good.” These approaches remain useful, helping psychologists clarify responsibilities, make difficult decisions, and justify their reasoning. Yet each framework risks being used as a strategic, rhetorical tool to back a predetermined position. The same action can be rationalized as duty, optimal outcome, or virtue, shifting the focus from genuine ethics to self-justification. 

What if we made attention—the genuine act of perceiving and staying present in situations—the starting point of ethics, rather than rules or outcomes?

Ethics as Attention

The philosopher Simone Weil wrote, “Attention is the rarest and purest form of generosity.” For Weil, paying attention is already an ethical act. It means suspending assumptions long enough to notice what is truly happening. This matters as much in the consulting room as in the classroom. 

A psychologist who pays close attention can tell when silence means something, when irritation masks fear, or when something important goes unsaid. No code of ethics tells you how to respond in these moments. Paying attention is the ethical act. In contrast, when we rely too heavily on abstract frameworks, we risk skipping over this important stage of perception. We rush to categorize, justify, or resolve. Ethics then becomes about defending an action rather than sensing what a situation is calling for. 

To clarify the distinction: morality is about judgment—applying universal principles consistently. Ethics, as I am proposing, focuses on responsiveness—actively perceiving a specific situation and considering how best to respond. Morality asks, “What should I do in general?” Ethics asks, “What is happening here, and how can I respond now?” This shift seems small, but it is significant. Morality gives answers and often shuts down possibilities. Ethics, as attention, keeps things open and starts with not knowing. Psychologists need this, because much of their work happens in situations without easy answers.

The Problem of Comparison

Professional psychology education often focuses on outcomes and comparisons: Who has the most clients? Whose intervention is “evidence-based”? Who secures the most funding? Accountability matters, but this culture of comparison can narrow our focus. We start to value what is visible, measurable, and ranked. This comes at the expense of the subtler textures of human life. In therapy, this pressure can lead clinicians to measure “progress” only by symptom checklists. They may miss the more fragile forms of growth—such as trust, presence, and shared silence—that defy easy measurement. When ethics becomes only compliance or output, it grows too thin. It cannot handle the complexity of real psychological life.

article continues after advertisement

Small Practices of Ethical Attention

What might it look like to cultivate ethics as attention in psychology? Here are some simple practices:

  • Reflective journaling: After sessions, clinicians can note what was said, what they felt, what they avoided, or what unsettled them. Attention grows by noticing what escapes immediate explanation.
  • Naming subtle ruptures: Instead of ignoring the slight withdrawal of a client or the tension in a supervision meeting, name it gently: “I noticed some silence after I said that—what was it like for you?”
  • Suspending judgment: Rather than deciding too quickly what a behavior “means,” stay with the ambiguity: “Something feels important here, but I’m not sure yet what it is.”

These are not alternatives to ethical codes. They are complements. Codes set the minimum. Attention sustains the depth.

Becoming Present

For psychologists, ethics means more than preventing harm or avoiding misconduct. It means being present with the people and situations you face. It means noticing when something matters, even if no rule was broken. 

Ethics is about more than compliance; it is about who we are becoming. It challenges us to ask not just “What should I do?” but “Who am I becoming through my actions?”

Læsegruppe: Tusind plateauer af Gilles Deleuze & Félix Guattari

Start: tirsdag 30. september 2025
Tid: 16.30–18.00
Varighed: 10 sessioner (med to pauser undervejs)
Pris: 950 kr.
Underviser: Finn Janning

Hvorfor læse Tusind plateauer?

Deleuze & Guattaris Tusind plateauer (1980) er en af det 20. århundredes mest radikale og udfordrende filosofiske værker. Teksten bevæger sig på tværs af filosofi, politik, psykologi, kunst og biologi – og insisterer på at tænke i bevægelse, i netværk, i forbindelser.

At læse den alene kan være overvældende. At læse den i fællesskab åbner for samtale, fortolkning og nye måder at forbinde sig til teksten på.

Struktur og form

  • Hver session begynder med et kort oplæg af Finn Janning, der introducerer dagens plateau.
  • Derefter arbejder vi i fællesskab – først evt. i mindre grupper, siden samlet.
  • Målet er ikke at nå til en endegyldig forståelse, men at åbne teksten, finde forbindelser og tænke på kryds og tværs.
  • Sessionerne optages, så du kan se eller gense, hvis du går glip af en aften.

Program

Session 1 – 30. september
Introduktion til Deleuze & Guattari + Plateau 1: Rhizome
(fri uge 7. oktober – læsetid)

Session 2 – 14. oktober
Plateau 2: 1914: En enkelt ulv eller flere
Plateau 3: 10.000 f.Kr.: Moralens geologi
(fri uge 21. oktober – læsetid)

Session 3 – 28. oktober
Plateau 4: 20 november 1923 — Lingvistikkens postulater
Plateau 5: 587 f.Kr.– Om nogle tegnregimer

Session 4 – 4. november
Plateau 6: November 28, 1947 – Hvordan laver man sig et legeme uden organer?
Plateau 7: År 0: Ansigtsmæssighed

Session 5 – 11. november
Plateau 8: 1874: Tre noveller eller ‘Hvad er der sket?´
Plateau 9: 1933: Mikropolitik og segmentaritet

Session 6 – 18. november
Plateau 10: 1730: Intensblivelse, dyreblivelse, uopfatteligblivelse!

Session 7 – 25. november
Plateau 11: 1837: Om omkvædet

Session 8 – 2. december
Plateau 12: 1227: Afhandling om nomadologi: Krisgmaskinen

Session 9 – 9. december
Plateau 13: 7000 f.Kr.: Opfangelsesapparat
Plateau 14: Det glatte og det stribede

Session 10 – 16. december
Plateau 15: Konklusion: Konkrete regler og abstrakte maskiner

  • opsamling og fælles samtale

Praktisk

  • Pris: 950 kr. for hele forløbet.
  • Tidspunkt: tirsdage kl. 16.30–18.00.
  • Sted: Via zoom.
  • Vi anvender Niels Lyngsøs oversættelse fra 2005, udgivet af Det Kongelige Danske Kunstakademi Billedkunstskoler.
  • Tilmelding: via kontaktform nedenfor

Go back

Your message has been sent

Warning
Warning
Warning
Warning.

Opmærksomhedens filosofi

Hvordan vi kan etablere en mere kærlig forbindelse med verden og hinanden

Ved ph.d. Finn Janning

Opmærksomhed er forudsætningen for enhver erkendelse. Men det kan være vanskeligt at give en fremstilling af begrebet opmærksomhed, for uanset om vi vælger et videnskabeligt, et metafysisk, et etisk, et æstetisk eller et spirituelt aspekt, synes de at være forbundet. Vi har derfor brug for en filosofi om opmærksomheden, både den som retter sig indad mod selvet og den som retter sig udad mod verden (f.eks. Opmærksomhedens filosofi)

Forelæsningerne introducerer til og diskuterer elementer af det, der i dag ofte omtales som ’mindfulness’ samt især to vestlige filosoffer, der har beskæftiget sig indgående med begrebet opmærksomhed: Franske Simone Weil og irske Iris Murdoch. De forstår begge opmærksomhed som en handling, der tilsidesætter vores ego og etablerer en ikkedømmende forbindelse med verden – ’unselfing’, som Murdoch kalder det.

Fundamentet for forelæsningerne er filosofisk, men de vil også indeholde eksempler fra sportens og kunstens verden. Og der vil blive foretaget enkelte korte opmærksomhedsøvelser.

Opmærksomhedsfilosofi handler grundlæggende om det simple ønske om at komme i berøring med virkeligheden for bedre at kunne engagere sig i verden. Når dette lykkes, vækkes en umiddelbar livslyst og glæde. Om det så vil lykkes henover disse to mandage, må tiden vise.

1. undervisningsgang
Mandag d. 24. februar 2025 Kl. 16:15 – 18:00

2. undervisningsgang
Mandag d. 3. marts 2025 Kl. 16:15 – 18:00

Tilmelding her

Guldkampen

Ny roman: Guldkampen – udkommer den 3. april.

I 1980 flytter Peder fra København til Næstved med sin familie. Kort tid efter taber Næstved Guldkampen til KB. Men kan man bo i Næstved og stadig være KB-fan? Et simpelt spørgsmål – men for Peder bliver det begyndelsen på en eksistentiel nedtur.

Hvorfor forlader hans far familien? Hvorfor går tingene skævt? Hvorfor begynder en forsvarsspiller som Peder at uddele skaller? Hvad gør et fængselsophold ved en fodboldspiller?

Du skal skrive,” siger fru Weise, hans vise gymnasielærer. “At skrive er at lære at læse – ordene løber i forvejen, de er klogere end dig selv.”

Guldkampen er en roman om fodbold, vold, skyld, straf, kærlighed og familie. Det er en fortælling om at finde fodfæste, både på banen og i livet.

All I Want for Christmas Is …

Yes, Santa Claus exists, though perhaps not in the way many might initially think. The word “illusion” need not be understood as something false or deceitful. Rather, I propose that illusions are not false but instead possess a reality within their influence.

Allow me to clarify. I do not believe the world is a fixed, given entity. Nor do I believe in unchangeable certainties, aside from the inevitable reality of death. I challenge the reduction of empiricism to only what can be observed, weighed, or measured—to objects like chairs or tables, or distances calculated between them. Instead, I align with the French philosopher Gilles Deleuze, who argued that what we call “empirical” encompasses not only physical entities but also subjective phenomena: thoughts, hallucinations, or images. In this sense, illusions operate as forces within the real, enhancing and enriching our world.

Consider this perspective: Harry Potter, Santa Claus, unicorns, or flying dragons exist. Their existence is not confined to their physical presence but is affirmed by their capacity to shape understanding and evoke imagination. Harry Potter is as real as black holes. Or take money—a seemingly mundane piece of paper or a digital figure in your bank account. It derives its power from belief. I can exchange a five-Euro note for six beers or three roses because society collectively agrees upon its value. In this way, money is as real as Santa Claus. For many children, writing a letter to Santa Claus or waking to find gifts under the tree validates his presence. By participating in these rituals, parents indirectly confirm his existence.

The question of whether the world is an illusion taps into metaphysical considerations—a metaphysics of being versus one of becoming. As philosopher Karl Popper suggested, metaphysical questions cannot be conclusively proven. Instead, they are answered in ways that are more or less convincing, based on experience—an experience that can include illusions or hallucinations as valid phenomena.

article continues after advertisement

Practically speaking, our metaphysical stance has consequences. A rigid belief in a fixed, predetermined world often fosters a binary mindset: true versus false, right versus wrong. This rigidity may contribute to the divisive tendencies we observe in identity politics, moral exclusivity, and ideological fanaticism.

In contrast, a metaphysics of becoming is more dynamic and humble. It recognizes that potential, movement, hallucinations, and illusions are integral to shaping reality. They actualize possibilities, offering new ways to see and understand the world. Illusions, in this framework, are as impactful as science in driving change and innovation. For example, envisioning a flying car or a utopian society begins with imagining the seemingly impossible.

If life cannot be fully owned or grasped—as I believe—then our task is to create space for that which enriches and animates existence. Illusions, then, are not distractions or deceptions. They are vital forces that compel us to question, explore, and expand what is real.

So, when Mariah Carey sings, “Santa, won’t you bring me the one I really need?”she touches on something profound. It’s not merely a plea for love; it’s an invocation of the transformative power of belief. Santa Claus, like love, hope, and imagination, is as real as we allow him to be. He exists not in the fixed world of objects but in the dynamic realm of possibilities. Through such illusions, we shape our world and make it brighter, fuller, and richer.

First published in Psychology Today

Sporten rummer muligheden for det umulige

“Dér var den igen. 

Den fornemmelse af, at det utrolige kunne lade sig gøre. At afstanden mellem forventning og forløsning kunne mindskes til ingenting. At utopien kunne glide ned over verden og blive til virkelighed. 

Ja, at drømmene kunne gå i opfyldelse. 

Og dér var den igen. 

Erkendelsen af, at sejren alene eksisterede i vores forestillinger. At ideerne splintrer i mødet med realiteterne, og det, der vækker længslen i så mange, endnu er uden for rækkevidde. 

Det er den type indre bevægelser, som danskerne har kunnet observere i dem selv i denne sportens sommer.

Under et tordenvejr røg det danske herrelandshold ud af Europamesterskabet i fodbold, da Tyskland vandt 2-0 i ottendedelsfinalen. Siden røg tennisstjernen Holger Rune ud ved den legendariske Wimbledon-turnering. Om cykelrytteren Jonas Vingegaard, der to år i træk har vundet Tour de France, også vil lykkes i år, afgøres først endeligt denne søndag. Senere på sommeren skal danske atleter dyste om olympiske medaljer og hæder i Paris. 

Spørgsmålet er, hvad det er, der rejser sig i os, inden virkelighedens kamp udspiller sig. Og hvad er det så for en sandhed, der røbes om danskerne i nederlagets øjeblik? 

Det første er let at svare på, men vanskeligt at formulere, mener sportsfilosof Finn Janning, der er forfatter og ph.d. i filosofi fra CBS. Sporten rummer muligheden for det usandsynlige, der går imod alle realistiske betragtninger. På den måde er der plads til de irrationelle følelser og håb, der ellers ikke levnes meget rum i det moderne samfund. 

Samtidig findes der også ofte en længsel i forventningen, mener Finn Janning. 

“Den hårde dom er, at vi mangler noget. Noget meningsfuldt, som vi mærker i fællesskabet. Måske det at give én, man ikke kender et knus. Og så længes vi efter at se lidt af det samme, som vi har set før eller hørt om fra andre. I så høj grad, at det kan opleves som en slags kosmisk orden, der alene kommer i balance, hvis Danmark vinder,” siger han. 

Forestillingen om sejren kan være utopisk og naiv, mener han. Men det er også i den, drømmen, at sporten overhovedet finder sin bestemmelse, i tilskuernes begejstring og skuffelse, og det ville være et nådesstød at være det foruden, understreger han. 

Forklaringen er simpel, forklarer Finn Janning: 

“Uden troen på det næsten umulige, ville det ganske enkelt blive for kedeligt at se sport.”

Når drømmen så ofte knuses under præstationerne af mægtigere sportsnationer, er det ikke kun et nederlag på banen, men også et angreb mod den enkeltes forestillinger om sig selv. Det sætter sig i kødet, siger Finn Janning. Nogle bliver mere aggressive, og ifølge statistikker er der mere vold efter et nederlag, forklarer han.” 

Skrevet af journalist Tobias Bondolo, bragt i Kristeligt Dagblad den 20. juli, 2024

About transparency

In this week’s main essays in The New Yorker:

“Finn Janning, a Danish philosopher based in Barcelona, studies the gap between self-knowledge and self-deception. Under the guise of transparency, he told me, we can deceive ourselves, reasoning that we are good because we are open about what we are doing. (Modern-day-autocrats often present themselves as “transparent.”) He also noted that transparency is not necessarily a positive motivating force. “Transparency does not lead to you acting better,” Janning said. “On the contrary, you try to fit into the norm. You act in a predictable way.”

Read the whole essay here.

Kunsten at bokse med hjertet

Samme uge som min far døde, meldte jeg mig ind i et af dens slags centre, hvor du lærer at slå andre folk til tælling. Der er mange måde at bearbejde sorgen på. Jeg kunne vælge mellem følgende metoder: boksning, Kick Boxing, MMA, Muay Thai, Krav Maga. Min plan var at begynde med MMA, men da jeg dukkede op for at melde mig ind, havde de kun boksning på programmet. Så jeg ændrede min plan.

Det vidste sig at være heldigt. Jeg genfandt min livsrytme gennem boksningen.

Min far havde problemer med hjertet. I samme uge, som jeg meldte mig ind i boksecentret, havde jeg erfaret, at jeg skulle have en hjerteoperation på grund af samme defekt: Mitralklapsutæthed.

Læse resten af kronikken her eller i Politiken her

Blog at WordPress.com.

Up ↑