De fleste har sikkert deres egne strategier, de griber til, når verden bliver alt for meningsløs og absurd. Selv søger gerne jeg hjælp hos mænd og kvinder, der er klogere end jeg selv. Således også nu, mens krigen mellem Israel og Hamas udfolder sig i Gaza på sit mest sindsoprivende. Som så ofte før, er det den franske forfatter og filosof Albert Camus, jeg søger hjælp hos.

Albert Camus (1913 – 1960) blev født og opvoksede i Algeriet, indtil han i 1938 flyttede til Frankrig, hvor han snart markerede sig som toneangivende intellektuel. Ganske som sin ‘eksistentialistiske’ kollega, filosoffen Jean-Paul Sartre, sluttede Camus sig efter krigen til den modstandsbevægelse, der kæmpede imod Frankrigs koloniherredømme i Algeriet.

Men – og dette er et vigtigt men: Modsat Sartre var Camus imod enhver form for vold.

I forbindelse med udgivelsen af den revolutionære forfatter Frantz Fanons bog Fordømte her på jorden – i hvilken Fanon retfærdiggør anvendelsen af vold med den begrundelse, at kolonisatorerne jo også selv anvender vold – skrev Sartre et berømt (eller berygtet) forord. En ofte citeret sætning herfra lyder: ”at dræbe en europæer er at slå to fluer med et smæk og på samme tid eliminere en undertrykker og en undertrykt, så det, der bliver tilbage, er en død mand og en fri mand”.

Vold kan ikke befri

Camus afviste den vold, Sartre ophøjede. For Camus var der intet befriende i volden. Aldrig. Snarere så Camus det som sin moralske pligt, at fordømme enhver form for vold – uanset om den blev udøvet af en algerisk partisain eller af en fransk soldat.

Camus kan i den forstand minde lidt om den Israelske intellektuelle Yuval Noah Harari, der har skrevet flere begavede indlæg efter Hamas’ terrorangreb i Israel. Udover at kritisere en facilt moraliserende venstrefløj for at undlade at fordømme Hamas’ angreb i sin travlhed med at fordømme Israels brutale modsvar, taler Harari om behovet for at tænke i muligheder for fredelig sameksistens mellem israelere og palæstinenser. Han nævner specifikt behovet for at få bistand fra neutrale intellektuelle, der ikke vælger side efter instinkt, men som mere fintfølende og pluralistisk undersøger mulige veje til at bilægge konflikten og forsone parterne.

Samme håb nærede Camus, men hensyn til algeriere og de franske ‘bosættere’ i Algeriet. Camus vidste udmærket, at den franske tilstedeværelse for de fleste blev betragtet som illegitim kolonisering. Alligevel talte han om en forståelse for, at både algeriere og franskmænd burde kunne ‘føle sig hjemme’ på det samme sted. Det afgørende var at vælge side mellem dem, ”som i nødsfald accepterer at være mordere, og dem, som af alle kræfter vægrer sig herimod,” som Camus skriver i artikelsamlingen Hverken ofre eller bødler.

Frankrig vanærer sig selv

Betød det så, at Camus ikke var kritisk over for Frankrig? Slet ikke. I flere artikler skriver han, hvordan Frankrig har bragt sig selv vanære gennem dets brug af vold og tortur. Han skriver: ”Man ønsker, at vi skal elske eller afsky det og det land eller det og det folk. Men vi er nogle stykker, som føler, at vi ligner alle andre mennesker og derfor ikke kan acceptere et sådant valg.”

Ulykkeligvis er kærligheden og hadet for mange forbeholdt et land, et folk, en kultur. Men denne udskilning underminerer det faktum, at alle mennesker ligner hinanden.

I stedet for mord, vold, tortur og had, forsøger Camus at fremme en realitetssans. Han beskriver, som ”den kunst at tage hensyn til nutid og fremtid på én og samme tid, og at opnå så meget som muligt, mens man ofrer så lidt som muligt.”

Camus taler om en dialog, der foregår på tværs af grænser – lande, nationer, ideologier og religioner – hvor det ikke handler om at opbygge en ny ideologi, men om at skabe en ny livsholdning, der værner om livet ved slet ikke at acceptere mord, vold og terror.

Morderisk messianisme

Det der hindrer en ikkevoldelige dialog, er flere ting. Den ene er, at dialoger skal befries fra politiske ideologier og fra, hvad Camus kalder ”enhver messiaslære.” Dialogen forudsætter, at ingen deltager ønsker at se sig selv, som ofre eller bøddel. Ingen skal altså lukrere på medlidenhed eller på dårlig samvittighed. Dialogen kræver, at alle deltagende stopper med at leve i en verden, ”hvor mord er legitimeret”. Dialogen må tage afstand fra det princip, som anvendes af både israelere og palæstinensere, nemlig at ”målet helliger midlerne.” Uanset mål, så må alle deltagere i meningsfuld dialog tage afstand fra visse midler, nemlig mord og vold.

Camus nævner, at vi i dag må stille os to spørgsmål: ”Ja eller nej, ønsker De, direkte eller indirekte, at blive dræbt eller voldtaget? Ja eller nej, ønsker De, direkte eller indirekte, at dræbe eller voldtage?” Alle de, som vil svare nej til disse to spørgsmål, må uvægerligt forandre deres måde at tænke politik og forandringer på, fordi forandringer ikke længere kan tvinges igennem ved hjælp af fysisk styrke, men ene og alene på baggrund af den menneskelige fornuft.

Det betyder, skal vi følge Camus, så ikke, at en kamp for palæstinensisk selvstændighed er illegitim. Men kampen kan og må foregå værdigt og menneskeligt. ”Gandhi viste, at du kunne kæmpe for dit folk og vinde uden at holde op med at være en anstændig person. Uanset hvilken sag der forsvares, vil den altid blive vanæret af det vilkårlige drab på en uskyldig skare, hvor morderen på forhånd ved, at han vil ramme kvinden og barnet.”

I forordet til en artikel citerer Camus filosoffen Friedrich Nietzsche: ”Det er bedre at dø end at hade og frygte; det er bedre at dø to gange, end at gøre sig hadet og frygtet; det må en dag blive den vigtigste grundsætning i ethvert politisk samfund.”

Det er bedre at lide uretfærdigheder end at begå dem. Det er dog væsentlig svære, end det lyder. De fleste kan sagtens forstå palæstinenserne og israelernes vrede, hvorfor neutrale intellektuelle også er nødvendige for at fremme en fredsskabende dialog.

Desværre synes hver enkelt nation og gruppe af individer opsatte på at retfærdiggøre egne forfærdeligheder ved at fortælle om den andens forbrydelser. Offeret bliver til bøddel og omvendt. Alt for mange bruger deres intellektuelle ressourcer på at legitimere egen anvendelse af mord og vold. Lyt blot til Hamas og Israel – og deres respektive heppekor.

Ensidig fordømmelse er modproduktiv

Det værste der kan ske er, at én slags vold retfærdiggøres eller undskyldes, mens en anden fordømmes. En sådan tilgang kan aldrig fremme andet end mere vold. Desuden underminerer den erfaringen af, at alle mennesker er lige og forbundne.

Ifølge Camus var det den intellektuelles rolle, ”udelukkende at arbejde for pacificering, hvorved fornuften igen kan finde vej.”

Krigen mellem Algeriet og Frankrig kostede en million menneskeliv, før Algeriet fik selvstændighed i 1962. Det oplevede Camus aldrig, da han døde i 1960.

Enkelte ville måske sige, at målet helligede midlerne, men ikke Camus. Fremtidig fred og sameksistens skabes nu og her, men aldrig gennem mord og vold, kun gennem dialog, hvor ens modstander ikke nedgøres og umenneskeliggøres, men det stik modsatte:

Humanisér din modstander, se ham eller hende, som et menneske med følelser, drømme og håb.

Det formår de færreste israelere og palæstinensere uden tvivl i den aktuelle blodrus, og derfor er det så meget desto mere magtpåliggende ikke at forfalde til intellektuel dovenskab, reducere konfliktens kompleksistet og tage entydigt parti.

Alles liv har værdi, jøders, israeleres, araberes, palæstinenseres.

Krøniken blev bragt i Information den 3. november.