”Jo mere fuldkommenhed hver enkel ting har, des mere aktiv og des mindre passiv er den, og omvendt, jo mere aktiv den er, des mere fuldkommen er den.” – Spinoza, Etik
Etik i praksis er nærmest en truisme, idet etik altid er praktisk. Det er en måde at leve, tænke og føle på, som – for nogle – er baseret på et uforanderligt moralsk værdisæt. Et skræmmende aktuelt eksempel er den dødbringende virus ebola. Denne virus debatteres lystigt og gravalvorligt i Spanien.
Lad mig bringe lidt kontekst (kilde: El Pais):
Det begynder den 7. august, da to præster bringes hjem fra Liberia til Madrid. Den ene har Ebola, den anden ikke. Begge patienter installeres på hospitalet Carlos III, som ligger midt i Madrid. Den 12. august dør den smittede præst. Den 14. august udsender det spanske sundhedsministerium en protokol, der beskriver, hvordan læger og sygeplejersker skal agere med hensyn til ebola. Den 28. august udmeldes en sygeplejerske efter 21 dage i karantæne.
Herefter er der for en stund ro.
Den 20. september annoncerer regeringen i Spanien, at de vil bringe en anden spansk præst hjem fra Sierra Leona. Den 22 september ankommer denne præst til Madrid, og tre dage senere dør han. Den 27. september går en af sygeplejerskerne, der behandlede præsten til lægen, som anbefaler smertestillende piller. De næste par dage udvikler hun feber. Hun ringer til vagtlægen, besøger sin private læge, men undlader begge steder at fortælle, at hun har plejet en ebola-patient (hun ved ikke om hun reelt er smittet). Den 5. oktober ringer hun igen til skadestuen. Samme dag indlægges hun. Og dagen efter diagnosticeres hun med ebola.
Senest er omkring 80 personer, primært lægeligt personale under observation og nogle i karantæne på Carlos III i Madrid.
Debatten går nu på, hvorvidt det var moralsk ansvarligt at bringe en dødelig syg person til Spanien. Til et hospital midt i landets hovedstad, hvor der bor mere end tre millioner.
Spørgsmålet rejser dilemmaet: At redde et menneske versus muligvis smitte mange. Hvad nytter det? Der er tale om en utilitaristisk argument, hvor en moralsk god beslutning er til nytte for flest mulige mennesker.
Et andet dilemma vedrører pligten til at hjælpe. Denne er måske ikke i modstrid med den utilitaristiske, men den utilitaristiske konfronterer pligten til at hjælpe, idet den spørger: Hvor, hvordan, hvem?
Sådanne spørgsmål skaber flere spørgsmål, såsom hvorvidt protokollen for at transportere en smittet ebola-patient er blevet overholdt? Hvorvidt hospitalet har kapacitet til at håndtere ebola? Hvorfor det tog en uge før en protokol blev kommunikeret ud fra sundhedsministeriet til landets hospitaler og praktiserende læger?
Nogle vil have sundhedsministerens til at gå af. Nogle bebrejder sygeplejersken, idet hun har konsulteret sin egen privatlæge og været sammen med sin familie, selvom hun havde feber. Skønt hun uden tvivl handlede ud fra den viden og de informationer, som hun havde angående symptomer m.v. Det er naivt (og belejligt) at antage, at hun er ond eller uansvarlig.
Hele miseren er tragisk. Og den viser, at når vi står midt i et etisk kaos, er det sjældent nok at lytte til banaliterne omkring, hvorvidt man må stjæle eller ej, begære sin nabo eller ej. Det er svært. Risikabelt.
Hvad er den rigtige beslutning? Baseret på hvilke forudsætninger, fx videnskabelige viden. Er argumentet utilistisk, så er det altid utilitarisme, der bør lægge til grund for ens beslutninger med mindre man vil ende i dobbeltmoral. Er det pligten til at hjælpe … gælder samme princip.
En mere immanent tilgang, det vil sige en der er inspireret af Deleuze og Spinoza, vil hævde, at ens forståelse ikke har mere magt til at vide end, fx Ebola-virussen, har magt til at eksistere og handle. Det betyder, at selve virussen tillægges en natur. Selvom ebola er dødelig, handler virussen stadigvæk naturligt, som ebola. Smitten har behov for nye mennesker for at kunne overleve. Denne tilgang er givende, mener jeg.
Udfordringen bliver derfor, hvordan den spanske regering kan vende magtforholdet om. Der er tale om en kamp mellem to former for natur. Som det ser ud lige nu, bliver der ”handlet med” regeringen i Spanien, fx ud fra nationale følelser om ”at redde” en statsborger, som har forsøgt at hjælpe. Tænk, hvis der havde været tale om en dansk læge, præst eller sygeplejerske. Men naturen tager ikke hensyn til nationale følelser. Sagt anderledes, at bringe en syg mand hjem, som man ikke kan heldbrede, hæmmer ens muligheder for at handle, mere end det øger ens muligheder. Eksempelvis er flere kompetente læger og sygeplejersker i karantæne, hvor de ikke kan gøre deres arbejde. Flere pårørende er nervøse. Stemningen er intens og stresset. Regeringen skal bruge ressourcer på at forklare sig.
Spørgsmålet er altså, hvorvidt handlingen øger regeringens magt til at handle, eller reelt minimerer regeringens magt til at handle.
Som nævnt virker det som om, at regeringen har minimeret sin magt ved at bringe præsterne hjem. Lige nu er de på bagkant, fordi de handlede over evne. De troede, at de kunne magte ebola uden at have respekt for dens natur, det vil sige uden at have forståelse for dens naturlige magt. Ebola er noget, som får den menneskelige maskine til at gå itu.
For Spinoza og Deleuze er fremtiden ikke, hvad vi gør den til. Snarere et spørgsmål om relationer, fx hvordan forholder vi os til erfaringen af døden, som en naturlig del af enhver tilblivelse. Det liv, som vi lever og kender, kan ikke føres tilbage til en oprindelig væren, en uforanderlig norm. Hvorfor ikke? Fordi det at leve netop er, at stille spørgsmålstegn til vores viden, til det levende. Filosofien begynder aldrig med en bestemt norm (ikke den Deleuze-Spinoza-inspireret), men fra en erkendelse af, at de spørgsmål som stilles, altid stilles fra midten af livet, dér, hvor vi finder os selv. Det vil sige, debatten i Spanien er meget lidt frugtbar, når den opererer med en bestemt norm, hvorefter regeringen eller andre kan dømmes (og dømme hinanden). Det skaber en følelse af afmagt.
Den vil blive mere frugtbar, hvis regeringen kan blive aktiv, det vil sige åbne for følelser og tanker, som fremmer handling. Dette er den etiske udfordring. Den frie mand, skriver Spinoza et sted, mediterer ikke over døden, men over livet. Hvad er et samfunds forhold til livet, imens det erfarer dødens nærvær? Hvilke relationer åbnes der for? Hvilke nye alliancer og erfaringsrum genereres? Hvordan skærpes vores opmærksomhed?
Fuldkommenhed udspringer ikke partout af ens fornuft, men ens fornuft (i.e. læreproces) kan lære en, hvordan man fremmer fuldkommenhed i fremtiden. Ingen smider håndklædet i ringen. Tværtimod.
FINN JANNING 