Det sande liv

“Én kvinde er altid i sig selv det jordiske bevis på, at Gud ikke eksisterer, at Gud ikke behøver eksistere.” – Alain Badiou, Det sande liv

Den franske filosof Alain Badious bog Det sande liv – opfordring til ungdommen er filosofisk let, men ikke uden dybde.

Badiou tilhører den store generation af franske filosoffer, der efterfulgte Sartre og de Beauvoir m.fl., hvor vi finder navne som Michel Foucault og Gilles Deleuze, og som stadigvæk tæller Michel Serres (en anden gigant).

”Hvad er et sandt liv? Det er filosofiens unikke spørgsmål,” siger Badiou. Han revitaliserer Platons filosofi, hvilket bl.a. sker ved hjælp af begreberne sandhed og væren; begreber, som Foucault, Deleuze og Serres, eksempelvis, er mere skeptiske overfor.

Skulle man være uenig med Badious præmis, er det i grunden ligegyldigt, da Det sande liv ikke er en filosofisk afhandling, men et debatterende essay, der er relevant læsning for alle studerende, deres undervisere og forældre.

Badiou vil ”fordærve ungdommen.” Det vil sige, vække den fra dens åndelige dvaletilstand, hvorved den (læs: ungdommen) blindt følger den slagne vej. Filosoffen forsøger at vise – eller overbevise – ungdommen, ”at der er et falsk liv, et ødelagt liv, som er det liv, der er tænkt og udøves som en vild kamp om magt, om penge.”

Det falske liv er domineret af kapitalismens idealer og normer. Sandheden for Badiou er tættere på Marx end neoliberalisten Milton Friedman, hvilket man nu ikke behøver være filosof for at se det indlysende i.

Og dog! Hvorfor har de unge så svært ved at anerkende muligheden af det sande liv?

De unge baserer deres liv på et falsk fundament, siger Badiou, der kommer til udtryk i to former for lidenskab.

Lidenskaben for det umiddelbare liv, fx kortvarige forhold, spil og fornøjelser.
Lidenskaben for succes, fx drømmen om at blive rig og magtfuld

At leve for fornøjelser alene kan de fleste nok se det overfladiske i, men mange vil nok mene, at drømmen om rigdom er fornuftig, fordi den fremmer en lydighed overfor den eksisterende sociale orden. Det er studenten, der fortsætter på universitetet eller handelshøjskolen, mens hun skæver til hvilke jobs, der rummer mest prestige (læs: magt og penge). Begge er falske og nihilistiske. Den ene uden fremtid, den anden med en naiv tro på det forløsende i karriere og penge. Begge lidenskaber mangler en overordnet ide.

For Badiou – som for Platon – må det sande liv guides af en overordnet ide, fx kærlighed.

De to indre fjender er dog ikke de unges eneste problem. De har svært ved at ville vokse op, da de netop hyldes, fordi de er unge. At være ung er blevet et attraktivt ideal. Ungdommen lever endvidere under en større frihed, forstået som ” fraværet af visse forbud”, ”en negativ frihed…” Endelige mangler de unge symbolske ritualer, der kan hjælpe – især drengen/manden – med at blive voksne, fx værnepligt.

Det betyder, at de unge fortsætter en tilværelse af uendelig ungdom, der er kendetegnet ved en nærmest infantil adfærd, hvor det vigtigste synes at være indkøbet af legetøj. Legetøjsbilen bliver til en rigtig bil. Dukkehuset bliver til en lejlighed på Mallorca. Plastik telefonen til den nye iphone.

Badiou er nok lidt moraliserende, men han er ikke nostalgiker eller konservativ. Han efterlyser ikke den gamle autoritære mand. Nej, han vil vække de unges evne til at spørge: Hvad er det sande liv? Eller i det mindste: Hvilket liv er også muligt?

Efter at have opridset problemerne, vender Badiou sig nu mod de unge drenge og piger. Hvad kan filosofien sige til ungdommen?

Det, der adskiller filosofien fra sociologi eller psykologi er, at den har blik for det, som er i færd med at blive. Det, som er i sin vorden. Det, som fortrænges eller forsømmes, hvis man lever falsk, det vil sige blot kæmper imod det bestående (uden at skabe alternativer), eller blot gentager fortidens succeshistorier, det som en virksomheder kalder ”best practice”.

Fremtiden for nutidens drenge ser mørkere ud end pigernes. Det er efterhånden velkendt, at manden er fremtidens taber. Drengen har mere end pigen brug for ritualer eller indvielser, der kan vække manden i ham (ikke karikaturens Rambo). Disse mangler. I stedet for har drengen udsigt til, hvad Badiou kalder ”den perverterede krop, ”den ofrede krop” eller ”den meriterende krop.” Den piercerede og tatoverede revolte eller søgen efter identitet; den politiske selvmordsbomber, der ofrer sig for politisk eller religiøs tomhed og den lydige krop, der har fundet sig et arbejde.

Fremtiden for pigerne er lysere, sandsynligvis fordi deres fortid generelt har været mørkere. Dog, ser Badiou ikke det store potentiale i den dominerende ”borgerlige femisme”, hvorved kvinden reduceres til at blive én, nemlig karrierekvinden. En tro kopi af manden stereotypologi.

Det store problem er kapitalismen. Den fastholder drengene i en infantilt stagnation. Mens fraværet af en ydre markering, fx (ægteskab eller en mand, som tidligere) medfører at pigerne bliver kvinder for tidligt.

Badiou tilføjer ny energi til den ”borgerlige feminismes” lidt trættende positioneringskamp, der – ganske uambitiøst – handler om at fratvinge manden hans position, selvom dette reelt er en reduktion af kvindens potentielle. Kvinden er en proces, ikke en position. Manden er fastlåst i én position – historisk – som lovens garant, men når nu Gud ikke eksisterer, er der frit spil.

Historisk er kvinden blevet betragtet som farlig, fordi hun reelt rummer to positioner (eller To-positionel, som matematikeren Badiou skriver). Husmoderen er ”kun kvinde, hvis hun virtuelt dubleres af forførersken, forførersken er kun magtfuld, fordi hun færdes på kærlighedens bredder …” Kvinden er altid to-positionel ”noget, som udspiller sig mellem to positioner … Man forstår ikke meget af alt dette, hvis man ikke er overbevist om, at Gud ikke eksisterer, og dermed at ’Faderens Navn’ som En-positionel ikke længere eksisterer. En kvinde er processen i denne ikke-væren, som konstituerer det En-positionelle hele væren.”

Manden har undertrykt (og undertrykker (visse steder!)) kvinden for at bevare sin position, som den En-positionelle magt og lov. Af samme grund spærrer mange religioner kvinden inde i et sort boks eller gemmer hende af vejen.

Heldigvis – hvilket Badiou ikke nævner – vil de fleste unge mænd i Vesten ikke reducere kvinden til noget som helst (ej heller ophøje sig selv, fordi du tilfældigvis er født mand). (Et muligt problem er, at Badiou skriver med sine sønner in mente, men disse er angiveligt i slutningen af fyrrene (eller mere), da Badiou er næsten 80 år, hvorfor han heller ikke helt har blik for det, som er i sin vorden blandt de lidt yngre, hvor manden også kan rumme flere positioner).

Det overordnede problem er nu, at kvinderne har et ansvar overfor menneskeheden. Enhver kvinden bærer potentielt fremtiden i sit skød (en mands sæd kan blot fryses ned). ”Enhver kvinde kan være en pige uden noget ønske om moderskab. At det er en mulighed, er fuldt ud legitimt. Men man må indrømme, at det ikke kan være en regel.”

En regels universelle konsekvenserne skal nemlig altid undersøges, og en universel afvisning af moderskabet betyder slet og ret menneskeracens endeligt. Ergo: Det er en dårlig regel, fordi den ødelægger spillet.

Det er denne balancegang der p.t. er udfordringen, og som nok ikke overvindes ved at opfordre kvinderne til at tælle deres æggeløsninger. Løsningen er altså ikke pligter, men en kultivering af et fælles ansvar, som nødvendigvis må inddrage manden, hvorved omsorg, pleje og kærlighed vitterligt bliver et fælles anliggende, der udspringer af kærlighed – og ikke en frygt for at kvinderne taber eller vinder terræn på arbejdsmarked.

Til trods for sine matematiske ideer om kønnet, så virker Badiou i sine tanker en smule gammeldags. For eksempel slutter han med at spørge: ”Hvad er en kvindelig kunstner, musiker, maler, digter? … Hvad er en kvindelig filosof?”

Dette er ikke interessante spørgsmål. Her fristes jeg til at gentage Foucaults spørgsmål: Hvad betyder det for kvaliteten af det sagte, hvem der har sagt det? Ingenting. Det er indlysende, at der findes store kunstner af alle former for køn og ikke-køn.

Det kunne have været interessant, hvis han var dykket lidt ned i andre, mere progressive feministiske teorier eller posthumanismens tanker.

Selvfølgelig betyder kønnet ingenting med hensyn til god litteratur, kunst, filosofi og matematik, men kulturen, religionerne, uddannelsessystemet og fiktive kønsroller har alt for længe bildt os ind, at det er sådan.

Hvad nu hvis den italienske forfatter Elena Ferrante viser sig at være en mand? Enhver litteraturelsker, ville sige: So what?

Badious bog er ikke desto mindre vigtigt, fordi den gør de unge opmærksomme på, ”at der kunne ske noget andet end det, der sker.” En anden, mere fair og kærlig verden, er mulig. Det er ikke etableringen af position og karriere, ”der står i første række, men derimod en sand tanke.”

Det sande liv kan stimulere de unges spørgelyst, hvorved bogen til fulde tjener sit formål.

June 9, 2016

Deleuze – Badiou

Nogle køber en populærvidenskabelig bog om ledelse, når de står i lufthavnen, andre køber en filosofisk eksamination af forholdet mellem Gilles Deleuze og Alain Badiou.

Jeg skulle til en konference om Change Management. Jeg skulle præsentere et essay om Forførerens dagbog, så for et etablere et sundt modspil til al den management jargon, som måske ventede, valgte jeg en bog om Deleuze. Bogen er Clayton Crocketts Deleuze Beyond Badiou. Det var et godt valg.

Bogen er polemisk, til tider lidt for meget, men rummer til gengæld en meget overbevisende læsning af Difference and Repetition – Deleuzes hovedværk.

Ifølge Clayton – som især polemiserer mod Badious bog Deleuze: The Glamour of Being – er problemet, at Badiou ikke helt forstår, at det virtuelle og det aktuelle ikke står i et oppositionelt forhold til hinanden, selvom de godt nok er adskilt. Badiou gør det virtuelle til noget transcendent, som derved udgør en baggrund for det aktuelle. men intet er som bekendt dybere end sminken. Derudover synes Badiou, ifølge Clayton, at forveksle Enhed med enstemmighed. Deleuze skriver, at væren er enstemmig for så vidt at den bekræftes i en stemme, men det som siges er forskelligt. Der er flere af sådanne pedantiske læsninger, som jeg fandt ganske underholdende at få genopfrisket.

Clayton bruger en stor del af bogens første del til at gennemgå Difference and Repetition. At gentagelsen er vigtigere end forskellen, fordi det er denne som bekræfter denne, er velkendt. Men hans gennemgang af tidsbegrebet er meget klar – især, når han viser, hvordan de tre former for tid leder videre til skizoanalysen, som Deleuze sammen med Guattari folder ud nogle år senere. Kort kunne man beskrive de tre tider således:

Den tid, som er baseret på et levende nu.
Den tid, hvor nutiden baseres på fortiden, der bliver tilgængelig som erindring.
Den tid, som ikke er baseret på noget.

Den tredje tid er den tid, som er i os. Tiden er ikke underlagt rummet. Tiden er derimod den mest radikale form for forandring, men selve forandringen forandrer sig ikke. Tiden forandrer sig ikke, men den gør noget ved os. Det er fx den tid, som får Karl Ove Knausgård til at spørge i, et sted i Min kamp, hvorfra eller hvordan han har fået alle sine rynker.

I den tredje tid gentages forskellen, hvilket betyder at kun det, som er blivende kommer igen. Vi dør en lille smule, når vi gentager.

Hvad mere … Clayton behandler fint tredje kapitel i Difference and Repetition, som Deleuze ligeledes selv fremhæver i det engelske forord. Det er kapitlet om tankes billede. Filosofien er mulig, siger Deleuze, når den frigøres fra herskende billeder og vaner, fx commonsense og den gode fornuft. Deleuze er mere interesseret i non-sense. Det er nemlig denne, som konfronterer os med vores stupiditet, idet et møde med verden tvinger os til at tænke. Vi kan ikke længere lukrerer på vores vante billeder.

Dernæst følger et par afsnit om Badious tre store arbejder: Theory of the Subject, Being and Event og Logics of Worlds. Ifølge Clayton er Badiou tættere på en mere dynamisk ontologi a la Deleuze i Theory of the Subject og Logics of Worlds, mens Being and Event forsømmer subjektet. Det er svært for mig at vurdere, da jeg kun har læst Being and Event af disse tre. I sin gennemgang vender Clayton tilbage til Badious kritik af Deleuze, hvor han ligeledes hævder at Deleuze er en tænker, der dvæler i fortiden og fremtiden uden blik for nuet, etc. Badiou fremstår, som en dårlig læser, der mest af alt bruger Deleuze som afsæt for sin egen promovering. Sådan fremstilles forholdet til tider af Clayton. Det polemiske bliver lidt trættende at læse. Det bliver lidt et spørgsmål om, hvis far der er stærkest.

Mere skub kommer der igen i bogen, når Clayton forsøger at vise, at Deleuze har et politisk og revolutionært projekt – noget som Badiou og Zizek hævder, at han ikke har. Clayton hiver blandt andet fat i Deleuzes filmbøger – specielt bog nummer to: Time-Image. Her skriver Deleuze fx, hvordan film fra den tredje verden kan være med til at give plads til mennesket, det menneske, som holdes ude. I samme bog hævder Deleuze, at kunsten kan redde verden. Kunstneren er en skaber af sandhed, da sandheden ikke opnås, formes eller reproduceres; den må skabes. Det er smukt. Udfordringen er, at skabe en tro på denne verden, selvom den er fuld af tosser og idioter, men der ikke andre verdener, som vi kan referer til. Utopien er ikke det gode sted, som aldrig finder sted; men et her og nu.

Det faktum, at der er mennesket som er forvundet, det vil sige mennesker hvis stemmer som konsekvent negligeres, er lig med demokratiets død. Hvilket måske hænger sammen med, at demokratiet mere og mere virker som en redningskrans for markedsøkonomien end en sikring af alles ret til at have en stemme. Politik er blevet økonomistyring. Men, sådan ser Clayton det, måske er det forsvundne menneske også demokratiet eneste mulig, fx når disse oversete og overhørte stemmer optager og genskaber en verden med plads til alle.

Min dom: Lidt for polemisk, men ellers flere steder en meget inspirerende bog. Apropos det polemiske, så havde jeg ingen grund til at frygte min konference. Da jeg spiste frokost, fortalte en tysk forsker mig, at han to gange havde hørt Inger Christensen læse sine digte op. ”Hun fik dansk til lyde, som det smukkeste sprog,” sagde han. Heldigvis talte vi engelsk sammen, ellers ville jeg nok have spoleret hans smukke erindring om det danske sprog, men hans kommentar fik mig samtidig til at tænke på Deleuzes forståelse af tiden.

Hvilken tid er der tale om: 1, 2 eller 3?

Kan du ikke svare, så læs bogen.

September 13, 2013

En lille etik

Det store problem for mange etikker, er, at de skaber et lidende subjekt. De gør mennesket til et regulært offer. Heroverfor stiller den franske filosof Alain Badiou et skabende menneske. Det gør han i sin lille, men meget interessante bog Ethics: An essay on the understanding of evil. Handling versus resignation. Det er befriende læsning.

De fleste etiske principper vurderer alt ud fra en statisk doktrin, som truer med at hæmme enhver form for tænkning. I stedet for at forbinde etik med abstrakte kategorier, fx Mennesket, Retten, den Anden vil Badiou henføre det til situationer. I stedet for at gøre etik til en dimension af medlidenhed – som leder til mange kedelige sympatistrategier, a la ”Armstrong made me do it” – vil Badiou gøre det til en holdbar maksime for singulære processer. I stedet for at det kun er den konservative gode samvittighed, der står på spil, skal det gælde skabernes skæbne.

Sagt anderledes. I dag er mennesket alt for optaget af, hvorvidt der findes imperative krav, der kan fremstilles formelt, og som ikke skal underordnes empiriske undersøgelser. Disse imperativer vedrører fx ideen om ”det Onde”. Etik opfattes typisk, som en Kantiansk a priori evne til at få øje på ”det Onde”. Samtiden bærer nærmest præg af en regulær stræben efter “det Onde”, som kan få ens egen levevis til at fremstå god. I den moderne etiks sprogbrug kommer ”det Onde” først. Det antages, at der en konsensus om, hvad der er barbarisk. Det svarer lidt til at man først ved, hvad kærlighed er, efter at fået sine testikler klemt i en skruetvinge.

Det, som sker, når etikken indordnes ophøjede og ukrænkelige idealer, er, at subjektet underordnes en såkaldt universel erkendelse af ”det Onde”. Det er her, at etikken definerer mennesket som et offer. Dog er der mennesker, som ikke vil gøres til et offer. De kæmper imod. Det kræver en uhørt anstrengelse, der senere hyldes af de andre, fordi modstanden netop understreger, at et menneske er et menneske. Et menneske adskiller sig ved dets stædige vilje til at forblive det, det er, nemlig noget andet end et offer, noget andet end dødeligt. Et menneske bliver udødeligt, når det skiller sig ud fra livets grådige strøm. Når det evner at skabe plads til noget, som kan leve videre, fordi det overkommer et veladresseret problem. Nietzsche gav eksempelvis plads til en vilje til magt, forstået som en vilje til at skabe, der kunne overkomme tidens nihilisme. Og han, Nietzsche altså, lever jo i bedste velgående. Jeg talte med han i forgårs!

Badiou forholder sig også kritisk overfor kultursociologens moralisering om at anerkende den anden, især når nu ”den anden kun er acceptabel, hvis han eller hun er en god anden”, hvilket betyder ”den samme som os”. Denne hygge-moral medfører, at vi partout SKAL respektere forskelle, men kun for så vidt at den afvigende er demokrat, feminist, økolog og buddhist. Ergo, som Badiou polemisk skriver: ”Jeg respekterer forskellene, men kun i den udstrækning at det, der er anderledes, præcist som mig selv, respekterer de nævnte forskelle.” Han bryder sig ikke om den selvgode moralisme.

Et interessant spørgsmål, hos Badiou, er spørgsmålet om anerkendelsen af det samme. Den uendelige afvigethed eller anderledeshed er simpelthen det, der er. Enhver erfaring er en uendelig udfoldelse af uendelige forskelle, skriver han. Det vil sige, at selv den såkaldte refleksive erfaring af mig selv er på ingen måde en intuition om en enhed, men en labyrint af differentieringer. Je est un autre, citerer han Rimbaud for. Enhver er mange. Hvem bliver ikke en smule skizofren til tider?

Det meste af den nutidige etik gør en dyd ud af kulturforskelle. Det sker ud fra et ideal om fredelig sameksistens. Ifølge Badiou bør man hellere fastholde, at disse forskelle ikke har nogen interesse for tænkningen. De udgør blot menneskeracens indlysende mangfoldighed. Den nutidige etik er turistagtig i sin fascination af sæderne, skikkene og trosretningernes mangfoldighed. Dagens etik minder om ”Turen går til …” Denne form for etik kommer fra en vulgær sociologi, der er direkte nedarvet fra kolonialismens forundring over for de vilde – eller nutidens forundring overfor alkoholikeren, stofmisbrugeren, luderen, den lille sorte pige.

Så vidt så godt. Senere i samme bog udfolder Badiou provisorisk sin filosofi om begivenheden, sandheden, situationer m.v. Her kan bogen tjene, som en rimelig klar indgang til nogle begreber, som kan være lidt komplicerede. Eksempelvis påpeger han, at ”det Samme” ikke er det, der er (i.e. forskellenes uendelige mangefold), men det, der sker. Det, som ”det Samme” står i relation til er en sandhed, fordi en sandhed er ligeglad med forskellene. En sandhed er den samme for alle, står der.

Når talen falder på Sandheden, er jeg selv lidt skeptisk, hvilket jo berør på forskellige filosofiske inspirationskilder. Men for Badiou er udødeligheden knyttet til et persons evne til sandhed, hvilket vil sige være det, som en sandhed henviser til i sin “sammehed.” Her opererer Badiou med fire kategorier: kærlighed, politik, videnskab og kunst, som for ham er universelle betegnelser, hvor under sandheden titter frem. Det er svært at afgøre om Badiou erstatter en form for universalitet med en anden. Eller hvorfor han ikke bare forholder sig til et liv, og ikke disse fire domæner. Personligt finder jeg intet interessant i “det universelle”, som aldrig er andet end et dogme.

Badious grundtanke medfører, at han taler om en sandhedernes etik. Det vil sige, at etikken findes ikke, som sådan, men den viser sig i det arbejde, som gør nogle sandheder mulige i henholdsvis kærlighedens, politikkens, videnskabens og kunstens domæne. Badiou taler endvidere om en slags subjektive typer, eller arketyper, fx den politiske, videnskabelige, kunstneriske og elskende. Ethvert menneske indskriver sig i ved at deltage i en sandhed i en af de fire subjektive typer.

Det afgørende spørgsmål bliver, hvornår en sandhedsproces forekommer. Det gør den, når et subjekt ikke kan undslå sig at forholde sig til en situation på en anden måde. Begivenheden, som finder sted, har ændret eller tilføjet noget til situationen, som ingen kan fraskrive sig. Det afgørende er derfor, at besidde en ’troskab’, det vil sige være tro overfor det, der sker, som netop bryder med situationens normalitet. Denne sandhedsproces tvinger ligeledes den enkelte, subjektet, til at skabe nye måder at leve og tænke på. Af samme grund er det filosofiens formål at ende ethvert endemål, da et endemål ellers vil forhindre en i at opfinde nye måder at være på, hvorved sandheden (eller sandhederne!) heller ikke vil ske. En begivenhedstroskab er et reelt brud i den særlige politiske, forelskende, kunstneriske eller videnskabelige orden, hvori begivenheden har fundet sted.

Så, for Badiou er sandhed en proces af troskab mod begivenheden, det vil sige det, som troskaben frembringer i situationen. Der er tale om et brud, fordi det, der gør en sandhedsproces mulig – begivenheden – hverken var i situationens skikke eller kunne tænkes med den etablerede viden. Begivenheden tværer ens ignorance ud i fjæset på en. Et eksempel kunne være cykelrytteres brug af doping, som blev offentligheden kendt i 1998 i forbindelse med Festina-skandalen, her må mange efterfølgende forsøge at tænke og praktisere en troskab over to sammenfiltrede begivenheder, nemlig hvordan videnskaben og økonomien påvirker eller er en del af sporten. Efter denne begivenhed er det umuligt – såfremt man er tro mod det, der skete – at forstå sport, som noget der foregår uafhængigt af samfundet. Tværtimod, viste Festina-skandalen at sport og politik, sport og moral, sport og videnskab, sport og kærlighed … hang sammen. Det etiske spørgsmål er om den enkelte evner, at forblive tro mod utroskaben. Og dette gælder, som bekendt, ikke kun i sportens verden. Selve evnen til at tage det, som sker, på sig. For Badiou udgør subjektet grundlaget for troskaben, idet subjektet ikke findes før processen. Subjektet er et resultat af sandhedsprocessen, hvilket understreger at enhver relation altid er ydre, som Deleuze yndede at påpege. Det svarer til at subjektet i en kunstnerisk proces ikke er kunstneren, men værket. Tilsvarende sagde Sartre engang: Jeg er mine karakterer, men karaktererne er ikke mig.

Interessant bog, som jeg genfandt, da jeg endelig fik flyttet en kommode. Det kaldes handlekraft! Men jeg lader alligevel Badiou få det sidste ord: ”Grib det i din væren, der har grebet og sprængt dig.”

July 27, 2013

Den gode kosmopolit

”Cosmopolitanism … starts with what is human in humanity.”

En af de ting som en kosmopolit deler, ifølge filosoffen Kwama Anthony Appiah, er, at lokal loyalitet aldrig kan overskygge det ansvar, som ethvert menneske har overfor hinanden. Det drejer sig om, hvordan mennesker kan leve sammen uden at reducere hinandens forskelligheder. Det humane er vigtigere end nationale interesser.

Appiahs ide er simpel, men rimeligt godt fortalt i bogen Cosmopolitanism: Ethics in a World of Strangers. Det handler om forståelse, ikke konsensus.

Som så mange andre der skriver i dette felt, fokuserer Appiah på det, som er fælles for alle mennesker. Appiah nævner bl.a. at mange antropologer tidligere har haft et alt for stort behov for at skitsere forskelle, når de har fortalt om de erfaringer de har gjort sig i mødet med ’de andre’. Selvfølgelig er det et resultat af at noget skal have en vis nyhedsværdi, men som forfatteren påpeger, er det sjældent at der fokuseres på al det fælles, fx guder, mad, sprog, dans, ritualer, medicin, vittigheder, etc. Det er oplagt at indvende, at antropologerne netop gør det, idet de fortæller om andre former for mad, guder, danse og ritualer. I forlængelse heraf er det måske bogens største problem, at forfatteren nogle gange retter en lidt vag kritik, hvilket der for så vidt ikke er behov for, da bogen sagtens kan klare sig uden. Derudover er der nogle af hans pointer, der pakkes unødigt ind i lange personlige erindringer og anekdoter. Der, hvor bogen dog til gengæld er glimrende er i behandlingen af værdier, dens kritisk af positivisme og frelst donationsetik. Og det hele i en let tilgængelig form.

Det, som positivismen mangler, er en fornemmelse af at folks overbevisninger og intuition, ikke nødvendigvis udspringer af noget konkret, et faktum. Appiah nævner det ikke, men han er her ret tæt på Alain Badiou, når denne taler om situationer eller det møde, hvor sandheden viser sig. Men mest af alt er Appiah pragmatikker, idet det drejer sig om gradvist at blive klogere. Mennesket er ikke perfekt. Et eksempel: Lad os tage begrebet ’venlig’. En positivist vil måske hævde, at venlighed bør være en universel værdi, fordi venlighed er godt. Det er et faktum. Problemet er dog at selve begrebet ’venlighed’ er værdiladet, hvorfor det allerede er godt. Det faktuelle er med andre ord til stede i begrebet, ikke en eventuel erfaring. Intet siges. Appiah synes at være mere praktisk i sin tilgang. For ham er sproget et værktøj, der kan favne forskellige menneskers tilgang til verden. Disse forskellige tilgange er eksempler på værdier. Det vil sige, værdier skabes i den situation, hvor jeg fortæller min ven Sune, at Lars von Triers film Melancolia er god, fordi … Pointen er, at Sune ikke behøver være enig (selvom han er), men at han i kraft af denne samtale kan få indsigt i, hvad jeg tillægger værdi samt hvorfor og hvordan. Det interessante er især HVAD og HVORFOR ifølge Appiah. Jeg kan fx sagtens være enig med min overbo med hensyn til at kærlighed, som begreb er det smukkeste, mens vi samtidig afvigere med hensyn til hvorfor det hænger sådan sammen. Her er vi angiveligt uenige. Hun er dybt religiøs, det er jeg ikke. Begrundelserne vil uden tvivl afvige.

Helt kort, er det sprogets stoflighed, der binder mennesker sammen. Eller, gør det stik modsatte. Men når samtale bliver til strid skyldes det ofte at folk er loyale overfor en bestemt ide eller norm, hvorfor de heller ikke erkender egen fejlbarlighed, som jo er en betingelse for at blive klogere. De blive rigide i deres påståelighed. Tilsvarende, handler det for Appiah selvsagt ikke om relativisme, da relativisten, fx blot hævder at han er inspireret, og hvis du ikke ser det samme som ham, er det helt ok. Relativisten er en grund til at lukke i. Relativisten mangler jo netop en åbenhed og nysgerrighed. Ja, mangler sågar modet til at ytre sig og – måske – erkende manglende indsigt (fj. fallibilism).

Bogen understreger ligeledes sammenhængen mellem svagere regeringer og institutioner, noget som også økonomen Amartya Sen har vist, fx er det sjældent at et demokrati lider af hungersnød. Det, som fremmer visse former for samfund, er ifølge Appiah åbenhed, dialog og en vedvarende test af ideer og tanker. Endnu engang er pointen at dialog og samtale ikke skal føre til enighed, men forståelse og indsigt. Ambitionen er, at vi hver især vænner os til alle de mennesker, som vi ikke er enige med. Badiou, for at vende tilbage til ham, ville sige noget i retning af, at vi skal elske det vi ikke kan forstå, fordi det netop kan lære os noget. Hvis vi kun synes at et andet menneske er godt, fordi vedkommende ligner os, så er vi reelt ikke nysgerrige, men blot imperialister.

Det er klart, at der skal en hel del vilje til at fremme forståelse, da det kan være svært at kommunikere på tværs af kulturer. Der kan være simple sprogvanskeligheder og definitionsforskelle af begreber m.v. Men et godt sted at starte ifølge Appiah er ved det, som mennesket har fælles. Som han skriver: ”Once we have found enough we share, there is the further possibility that we will be able to enjoy discovering things we do not yet share. That is one of the payoffs of cosmopolitan curiosity. We can learn from one another; or we can simply be intrigued by alternative ways of thinking, feeling, and acting.”

Formålet er, at gøre det fremmede til noget konkret, et menneske med værdi, tanker og følelser. Når først det fremmede ikke er noget imaginært, men et menneske i kød og blod, som vi måske ikke bryder os om, så er det muligt at skabe mening. Konteksten er med andre ord at vi alle er mennesker, men nogle af os kan bedst lide vores eget køn, nogle af os tror på voodoo, nogle af os … Udfordringen er at fremme de værdier, som bekræfter det livagtige i livet. Og acceptere, at der er flere af den slags end lige netop dine egne.

Forståelsen er den primære kraft i denne udgave. Og den begynder der, hvor det ikke længere virker strengt og moralsk nødvendigt, fx at donere penge til Afrika, men derimod at forstå hvorfor vi har gjort det i tyve år. Her bevæger Appiah sig væk fra den velkendte jule-hygge-moral, hvor vi donerer julehjerter i en hel måned, hvorefter vi i de efterfølgende elleve måneder kan græde over vores egen godhed, mens vi reelt lever som vi plejer at gøre (vi ved trods alt at julemanden kommer igen til næste år en ny raslebøsse). Lidt polemik rummer bogen, men ellers spiller den mest af alt på violin.

January 11, 2013