Hvorfor lære at læse, skrive og regne, hvis man ikke kan tænke?

Jeg har længe været af den overbevisning, at filosofi bør udbydes som et selvstændigt fag i folkeskolen. Ikke kun for at fastholde det nysgerrige, legende og fantasifulde, men i lige så høj grad for at fremme en kritisk sans. 

Den usikkerhed, som flere forbinder med at leve i en præstationskultur eller en postfaktuel (eller pandemisk) verden, synes nemlig også at have fremmet en moralsk relativisme, til tider en nærmest resignerende ligegyldighed. 

Det er, som om ingen helt ved eller bekymrer sig om, hvad der længere er passende og upassende. Eller også mener de – helt modsat – at have patent på den rigtige og ekskluderende ideologiske sandhed.

Læs resten af kronikken i Politiken

Et mindre mesterværk

“»Stakkels Jim« er et mindre mesterværk. Slet og ret. Basta bum!”

Berlingske Tidende gav fem stjerner til “Stakkels Jim”, selvom: “fem stjerner næsten synes at være i underkanten.”

I anmeldelsen står der endvidere:

“Og for at det ikke skal være løgn, så svinger sproget faktisk – som en skøn og velsmagende blanding af dybtsindig poetik og hårdtslående Gajol-pakke-punchlines – hele vejen frem til bogens allersidste side, hvor man i øvrigt bliver præsenteret for noget, der minder om en cliffhanger.”

Læs hele anmeldelsen fra her

Køb bogen her

Tvangstrøjen

Det burde handle om Amanda Gormans digt ”The Hill We Climb”, som digteren læste op ved Joe Bidens præsidentindvielse i Washington. I stedet for handler det om, hvem der  oversætte digtet. 

Sophus Helle skriver i Weekendavisen, at ethvert valg er et fravalg, hvorved et valg af en hvid oversætter netop er et fravalg af en sort. Men selvfølgelig kan et valg også betragtes som et tilvalg, hvorved et valg af en bestemt oversætter er et valg af en særlig digterisk kvalitet.

Debatten om hvem der bør og  oversætte digtet, handler desværre ikke om digtets kvaliteter eller en eventuel oversætters evner, men ene og alene om hudfarve og køn. Dette blev tydeligt, da den hollandske aktivist Janice Deul, fandt det uforståeligt, at der ikke var valgt ”en spokenword-kunstner, ung og stolt sort.” I stedet havde det hollandske forlag valgt forfatteren Marieke Lucas Rijneveld, der sidste år vandt den internationale Booker-pris for sin første roman, og som er hvid. Eller rettere, som hverken er hvid eller sort, da forfatteren definerer sig selv, som ikke-binær. 

Valget af Rijnevelds var ellers blevet godkendt af Amanda Gorman. Jeg formoder ud fra vedkommendes kunstneriske kvalifikationer. Ikke desto mindre satte Deul spørgsmålstegn ved Gormans kriterier.

Sophus Helle vil gerne tolke – eller oversætte – Deuls spørgsmål til ikke at handle om, hvorvidt hvide må oversætte sorte digtere, men hvorfor sorte ikke bliver bedt om det. Pointen er sympatisk – og relevant – men ikke desto mindre var det Deuls ærinde, at oversætterens identitet er afgørende: Hudfarve, køn og seksualitet kommer før digteriske kvaliteter. 

Deuls ytringer er blot et eksempel på, at kunsten for længst er blevet politisk, mens politikken længe har været moraliserende.

Hun er også et eksempel på, at samtiden mangler både empati og fantasi. Det er til synladende svært for mange at begribe, hvordan en sort kan sætte sig ind i en hvid dames værk, eller omvendt. Hvordan en homoseksuel kan forstå en heteroseksuel. Fortsætter tendensen, kan vi i fremtiden ikke bede mandlige anmeldere, anmelde kvindelige forfatters bøger, og omvendt. Niels Lyngsøs roste oversættelse af Marcel Proust bør kaldes tilbage, da han hverken er sengeliggende eller tilstrækkeligt homoseksuel. Journalist på Politiken Kim Skotte har engang skrevet Haikudigte, hvilket jo er utilgiveligt, da han slet ikke er japansk. Selvom Iben Hasselbalch formåede at oversætte den chilenske forfatter Roberto Bolaño gadesprog perfekt, så skulle hun aldrig have været valgt af Gyldendal, da hun som bekendt er kvinde og Bolaño mand. 

I god litteratur anslås en stemme eller en tone, der ikke kan reduceres til et køn, race eller seksualitet.

Da jeg studerede på Duke Universitet i forbindelse med mine ph.d.-studier, fortalte litteraten Fredric Jameson mig, at han en overgang fjernede for- og bagside fra de romaner, han læste, fordi han ikke ønskede at farve sin læsning på grund af forfatterens køn – eller værre endnu – de blurbs eller resumeer, der altid er at finde på bagsiden. 

Den spanske forfatter og oversætter Nuria Barrios kaldte i El Pais hele virakken omkring Amanda Gormans digte for identitetspolitikkens sejr over kreativ frihed og fantasi. Og, mere rammende, skrev hun, at ingen længere kan blive, hvem de ønsker at blive, fordi vores hud – og køn – er blevet en ”tvangstrøje.” 

Tvangstrøjen kommer sig af, at færre og færre kan forestille sig feminine mænd, hvide der føler sig sorte, etc. Faktum er, at enhver identitet, hvad enten det drejer sig om nationalitet, kultur, køn, race eller seksualitet, er en fiktion.

Faktisk virker det decideret fantasiløst, at tro at alle kvinder qua kvinder tænker, føler og lever ens, eller alle homoseksuelle qua homoseksuelle, alle sorte qua sorte, etc.

Den spanske filosof Victoria Camps skriver i hendes bog At vælge tvivlen, at mange menneskers hang til at opdele alt i en dualisme: mand versus kvinde, sort versus hvid, rigtigt versus forkert, har gjort os intellektuelt dovne. Den moralske skråsikkerhed har ikke gjort os klogere eller fremmet forståelsen mellem mennesker. Tværtimod. 

På den måde er hele debatten en sørgelig kontrast til Gormans digt.

Bragt i Weekendavisen den 31. marts 2021

To Love Everyone as Equals

Imagine you were Søren Kierkegaard, the Danish existentialist. Then there would be nothing confusing about the remark: “Love your neighbor as yourself.” 

In a letter to his fiancée, Regine Olsen, Kierkegaard wrote, “Freedom is the element of love.”

Love presupposes freedom.

All those who are free can love.

Freedom is liberation from something that is obstructive: hatred or ignorance.

The rest in Sisyphus Magazine

Dårlig opdragelse

Hvordan kan vi som samfund sikre, at alle borgere uddannes i empati, kritisk tænkning og moralsk dannelse? Hvordan kan vi i fællesskab undgå, at små søde, bløde drenge bliver til mænd, der krænker og diskriminerer? I stedet for at overlade opdragelsen af drenge til Jordan Peterson kunne vi som samfund gøre filosofien obligatorisk i folkeskolen, skriver filosof Finn Janning. Han mener, at vi som samfund bør hjælpe hinanden med at frigøre os fra alt det, som holder os fanget.

”Man fødes ikke som kvinde, man bliver det.” Sådan skriver forfatter og filosof Simone de Beauvoir i sit hovedværk Det andet køn.

Det er en ikonisk sætning, der gennem årene er blevet debatteret grundigt. Det afgørende i sætningen er verbet: ”at blive.” På den ene side er der tale om en transformationsproces, der finder sted over en periode. Du bliver pianist, læge eller blikkenslager gennem øvelse, uddannelse og praksistræning.

På den anden side er der tale om en pludselig ændring. Kvinden, der bliver mor, idet babyen fødes. Eller personen, der får stillet en diagnose og bliver kræftpatient. I denne udlægning er der en klar skillelinje mellem før og efter.

Spørgsmålet er, om en pige bliver kvinde på den ene eller anden måde: som noget gradvist eller med et fingerknips. De fleste de Beauvoir-forskere vægter den gradvise tilblivelsesproces – en tilblivelse uden et klart slutmål.

For eksistentialisterne Simone de Beauvoir og Jean-Paul Sartre handler det om, at alle mennesker – uanset køn, race eller seksualitet, skal være frie til at blive – leve – som de ønsker. Af samme grund er der mange måder at være og blive kvinde på.

Skabelsen af samtidens borgere

Problemet, som de Beauvoir belyser i sin bog, er, at samfundets strukturer – biologiske, historiske, kulturelle, psykologiske, religiøse, mytiske, etc. – har virket kontrollerende, hæmmende og diskriminerende, hvorved den enkelte pige ikke frit kunne vælge at blive den kvinde, som hun ønskede at blive.

Jeg tænkte på denne åbning, da jeg læste Isabella Miehe-Renards glimrende anmeldelse af den canadiske psykolog Jordan B. Petersons nye bog Hinsides orden – 12 nye regler for livet.

Psykologen Peterson fremstår som en velment pendant til vores egen danske Svend Brinkmann. Begge taler om at forpligte sig, stå fast og turde satse på noget for at skabe dybere mening.

Begge leverer nogle simple leveregler, der har godt tag i samtiden, hvad enten det drejer sig om at tage nejhatten på, eller ikke at gøre noget, du hader. En væsentlig forskel synes dog at være, at den canadiske professor har et bedre tag i de unge drenge.

Jeg tror, at en del af svaret herpå sandsynligvis kan findes i de Beauvoirs ikoniske sætning. I disse MeToo-tider vokser interessen for de Beauvoirs forfatterskab. Og med god grund.

Men i samme forbindelse kunne det være interessant, hvis hendes tanker blev anvendt mere stringent. En ting er ensidigt at klandre et patriarkalsk system for alle samtidens problemer; en anden ville være, hvis alle samfundets borgere – inklusive kvinderne – kiggede kritisk på deres rolle og ansvar i forbindelse med skabelsen af samtidens borgere – både drenge og piger.

Hvis præmissen er, at mennesket er noget blivende, så gælder dette for både kvinder og mænd.

Hvad er gået galt i opdragelsen af drengebørn?

Og her vender jeg så tilbage til Jordan Peterson, der ”opdragende” taler om at tage vare på sig selv, vælge sine venner med omhu, ikke at lyve og balancere mellem kaos og orden. Hvilket er noget, som mange mænd tilsyneladende har svært ved.

I de sidste halve år er det blevet klart, at flere magtfulde og mindre magtfulde mænd i Danmark har opført sig upassende. De har ikke respekteret andre menneskers grænser, enkelte har sågar foretaget decideret diskriminerende og voldelige overgreb.

Det undrer mig, hvordan det kan være, at flere mænd – og drenge – ikke besidder et anstændigt moralsk kompas. Eksempelvis viser en rapport fra Danske Gymnasielevers Sammenslutning, at hver fjerde kvindelige gymnasieelev har været udsat for krænkende kommentarer.

Det er uacceptabelt.

Hvordan blev umiddelbart uskyldige drenge til mænd, der ikke kan opføre sig ordenligt? Hvad er gået galt i opdragelsen af drengebørn?

Opdragelse er et anliggende for begge forældre – såfremt begge er tilstede – og for staten. Eksempelvis bør folkeskolen sikre, at børn, der opfører sig racistisk eller kvindehadsk, rettes til efter samfundets normer. Det er oplagt at spørge, om uddannelsessystemet har været for tolerant, eller blot ikke besiddet de rette værktøjer til at sætte ind overfor moralsk upassende opførsel eller holdninger?

Har seksualundervisningen været upassende? Jeg tror det.

Omvendt Ødipuskompleks

Antagelsen har sikkert været, at spørgsmål om moral og værdier bør foregå i familien. Dette er dog et sats, da ikke alle familier praktiserer lighed, frihed og retfærdighed omkring spisebordet.

Et andet underbelyst område er, hvorvidt børn – især drenge – overbeskyttes af deres mødre. Personligt – og her er jeg farvet af at være bosiddende i Spanien – tror jeg, at omfanget af overbeskyttende og ekstremt tolerante mødre er relevant at belyse.

Jeg har oplevet flere spanske mødre – også dem, der betegner sig selv som feminister – der ser igennem fingrene, når deres egen søn er involveret i upassende og diskriminerende adfærd. Jeg har sågar hørt mødre undskylde for deres sønner, ligesom jeg har hørt mødre anklage pigerne, fordi de (pigerne) har forledt deres sønner.

Endelig har jeg de sidste par år arbejdet sammen med et par psykologer, der hjælper drenge i alderen 11-14 år med at vende tilbage til folkeskolen. Historien er den samme: Faren er fraværende, drengene sidder derhjemme og spiller computerspil uden megen anden social kontakt end moderen.

Når psykologen foreslår, at drengen vender tilbage til skolen, så er det gerne moderen, der modsætter sig, fordi hun er bange for at miste kontrollen over sin søn, har psykologerne fortalt mig.

Der er tale om et omvendt Ødipus-kompleks, hvor, i dette tilfælde, moderens tiltrækning til et barn er problematisk.

Selvom der ikke er tale om et videnskabeligt bidrag, kan jeg ikke lade være med at tænke på, om der en sammenhæng mellem de ganske ukritiske mødre i Spanien, og så det skræmmende niveau af mandschauvinisme, hustruvold og drab i selvsamme land?

Jeg ved det ikke.

Opdragelsen er et fælles ansvar

Til gengæld ved jeg, at mange drenge aldrig løsriver sig fra deres mødre (og omvendt). De lærer aldrig at tage ansvar for deres egne handlinger. De formår ikke at stå til regnskab for, hvad de har gjort eller gør.

De forbliver umyndige. Den tyske filosof Immanuel Kant talte om, hvordan barnet går ud af umyndigheden – går ud af hjælpeløsheden – som en modningsproces. Flere danske mænd er tilsyneladende juridisk myndige, men eksistentielt og moralsk umyndige. De besidder ikke modet til at bruge deres egen forstand, ville Kant sige. De fremstår dumme.

Betyder det så, at problemet med mænd, der krænker piger og kvinder, er kvindernes egen skyld? Nej, selvfølgelig ikke. Opdragelse er et fælles anliggende; et fælles ansvar.

Som Camus skriver i Pesten: ”Jeg levede med ideen om min egen uskyldighed, hvilket vil sige, uden nogen som helst ide.”

Det drejer sig om, hvordan vi – som samfund – sikrer, at alle borgere uddannes i empati, kritisk tænkning og moralsk dannelse. Hvordan kan vi i fællesskab undgå, at små søde bløde drenge bliver til mænd, der krænker og diskriminerer?

Set i det lys kan jeg godt forstå, at Peterson er populær blandt drenge, da mange sikkert har savnet, at der bliver opsat nogle klare regler for dem. Grænser er vigtige. Men i stedet for at overlade opdragelsen af drenge til Peterson – der i Isabella Miehe-Renards anmeldelse fremstår som en semireligiøs paternalistisk forkynder – så kunne vi som samfund gøre filosofien obligatorisk i folkeskolen.

Undersøgelsen fra gymnasierne viser, at vi som samfund skal starte tidligere. En eksistentiel feminisme er en påmindelse om, at alle mennesker stræber efter frihed, hvorfor feminisme også er i enhver tænkende mands interesse. Som samfund bør vi hjælpe hinanden med at frigøre os fra alt det, som holder os fanget: Såsom dårlig eller mangelfuld opdragelse.

Først bragt POV International

Traveling with train

The connection between writing and traveling – more specifically, traveling by train – has been on my mind for a while. This connection addresses the relationship between stillness and movement. I guess it has to do with the change of the pace of society.

Read the rest of the in Backstage Talks

Ytringsfrihed

Skal der være plads til at alle kan ytre sig – også de dumme? Filosof og forfatter Finn Janning har fulgt voldsomme demonstrationer i sin hjemby Barcelona til fordel for catalanske rapper Pablo Hasél, der har fornærmet ekskongen. Lytter du efter, viser det sig, at Hasél blot fremstår som en tarvelig voldsmand – og så rammer sagen et ømtåleligt punkt.

Læs resten af artiklen her.

Mindfulness in sports

I spent the final year delivering online classes to students of sport psychology, philosophical leadership, critical thinking, and mindfulness in organizations.

A few times, I did record a session (or more likely: a part of a session) for those students, who – for various reasons – couldn’t attend. Some of these, I’ve decided to share. I hope you will join me.

Tvivlsom påstand

Filosoffen Rasmus Ugilt kommer i Berlingske med den meget tvivlsomme påstand, at »inderst inde foragter vi #metoo-ofrene og beundrer krænkerne.« Som filosof burde han vide bedre end at tale på vegne af et generaliserende »vi.« Tværtimod, så fremstår krænkerne som personer uden selverkendelse, indsigt og nogen som helst fornemmelse for andre mennesker. Så nej, jeg tror meget få mennesker beundrer disse mænd, fordi der intet er at beundre. Dernæst passer det ikke, at mennesker beundrer magt og foragter smerte og lidelse. Argumentet kunne nemt vendes om.

Eksempelvis dvæler hele selvhjælpslitteraturen i smerte og lidelse. Religioner og spirituelle retninger påpeger, at livet er fuld af lidelse og prøvelser. Meget litteratur handler netop om faldet fra storheden eller livets iboende smerte. Ja, megen kritisk teori foragter ligefrem magten. Endelig kunne Ugilt også, rent empirisk, have kigget rundt i samfundet og bemærket, at flere mænd har mistet positioner og titler samtidig med, at flere kvinder, der har stået frem, står stærkere.

Bragt i Berlingske Tidende, januar 2021

Blog at WordPress.com.

Up ↑