Den virkelige verden?

Hvorfor har så få forfattere gjort internettet til en selvfølgelig del af deres fiktion, når den del fylder meget i den virkelige verden? spørger Lasse Winther Jensen i WA #26.

Passer det, at internettet ikke er en del af den virkelige verden? Er de erkendelser, tanker eller følelser, som et menneske gør sig på internettet, mindre virkelige end dem, som han eller hun gør sig på gaden? Er virkeligheden ikke mere kompleks end denne dualisme?

Den spanske forfatter Agustin Fernández Mallo anvender aktivt internettet i sine værker. I romanen La trilogía de la guerra (Krigens trilogi) fra 2018, deltager en navnløs hovedperson i en internetkonference på den galliske ø San Simon, hvor der under den spanske borgerkrig var en koncentrationslejr. Da hovedpersonen ser sig selv gengivet på en skærm, bliver han ikke fremmedgjort – som var internettet en sekundær virkelighed – men han får adgang til et andet blik, han ser mere. Internettet bliver på denne måde en intensivering af livet.

Et andet sted leger han med den argentinske forfatter Jorge Luis Borges’ idé om spejlet som en metafor for universet og om, hvorvidt denne metafor er realiseret ved hjælp af Google Earth. I romanen La trilogía de la guerra anvender hovedpersonen Google Earth, når han skal orientere sig, hvorved dette hjælpemiddel bliver lige så virkeligt, som beskrev hovedpersonen selv den gade, som han stod på i New York.

I essayet La mirada imposible (Det umulige blik) fra 2021 beskriver Fernández Mallo umuligheden af at se verden fra ét privilegeret sted. Forestillingen om en selvskabt identitet er en egoistisk hallucination, idet vores identitet gives af vores omgivelser. Der er ikke længere nogen alvidende enhed, der styrer og kontrollerer de millioner af data, der udgør og artikulerer, hvad hver enkelt af os er.

Det er fiktionens opgave at fornærme eller krænke dén virkelighed, som hæmmer og kontrollerer os, skriver Fernández Mallo. Hvilket vil sige: se internettet som en del af virkeligheden.

Først bragt i Weekendavisen fredag den 13. august, 2021.

Kærlig indoktrinering

Det er et faktum, at kvinder bliver slået, kvalt eller voldtaget efter at have afvist tilnærmelser fra mænd. Men selvom frygten for fysisk vold er reel, skriver Cecilie Cronwald i kommentaren »Selvforsvar« (Ideer, 23. juli), er det ikke den eneste grund til, at kvinder ikke siger fra over for visse mænd. Hun nævner flere psykologiske muligheder såsom at generobre kontrollen eller undgå skamfølelse.

Jeg er enig med hende, men mangler i denne debat et mere kritisk syn på manden. Mere præcist den type mand, som på trods af afvigelser og afslag tyer til vold. En del af disse mænd er uden tvivl mentalt syge – psykopater, der mangler empati og medfølelse. De er ekstreme narcissister, der kun evner at elske deres eget falske billede af sig selv.

Spørgsmålet er dog, om denne mandstype er uden for enhver form for erkendelsesmæssig rækkevidde? En del af dem er. Desværre. De tilhører den samme gruppe af mænd, der har ulideligt ondt af sig selv, føler, at de intet har at tabe, og som derfor har set sig vrede på resten af verden. Sådanne mænd undgår sjældent en fysisk konfrontation – med andre mænd og kvinder.

Der er dog også mænd, som hurtigt indser, at det voldelige og respektløse er forkert. Det skyldes sjældent Hobbes idé om »alles kamp mod alle«, hvor der sandsynligvis altid findes en, der er stærkere og mere brutal end en selv. Snarere hænger ændringen af ens adfærd sammen med en erkendelse. En erkendelse af, at volden ikke skaber andet end frygt og mistillid, hvilket altid gør relationer usikre. Spørgsmålet om, hvorvidt hun er sammen med mig på grund af frygt og ikke kærlighed, dukker unægtelig op. Desværre dulmer sådanne mænd tvivlen ved at skabe mere frygt, hvorved de reelt blot skaber en tykkere mur mellem deres eget usikre selv og de andre. Frygten – eksempelvis frygten for at blive afvist, afsløret som uinteressant – bliver til vrede, aggression og vold.

Selvom visse mænd sandsynligvis er uden for anden rækkevidde end den, som loven og fængselsvæsenet opstiller, er der forbedringsmuligheder til stede for nogle af disse mænd.

Det er en gammel filosofisk idé, at kun en ignorant person foretager dumme og uhensigtsmæssige handlinger. Moralen er følgende: Straks en person bliver opmærksom på det rigtige, vil vedkommende også handle i overensstemmelse hermed. Dette kan lyde optimistisk, men det er sådan, meget opdragelse finder sted – og med god grund.

Lad os nu videreføre denne idé til vores genstandsfelt: de voldelige mænd, der ikke respekterer et afslag. Hvis vi antager, at enkelte af de mænd, der slår, kvæler og voldtager kvinder, rent faktisk ønsker en kærlig relation, afslører deres handlinger, at de er for dumme til at indse, at kærlige relationer forudsætter tillid, respekt, omsorg.

De har ikke lært at elske. Enten fordi de ikke for alvor har erfaret kærlighed – lighed, mellemmenneskelig respekt, tillid, retfærdighed og omsorg i familien eller i skolen. Kærligheden, som Søren Kierkegaard sagde, er opbyggelig, fordi den er forpligtet på at elske alle mennesker som værende lige meget værd – hvilket ikke betyder, at alle elskes lige meget.

Med hensyn til, hvordan den enkelte familie opdrager sine børn, har samfundet og staten et mindre råderum. Men hvis små drenge (og piger) kommer i skole og viser en klar voldelig, misogyn eller racistisk adfærd og tankegang, bør deres tanker og adfærd rettes.

Det kan måske lyde ubehageligt, men alle former for opdragelse rummer en snert af indoktrinering. Det, som vi i Danmark bør sikre, er, at alle børn lærer at forstå, hvorfor lighed, respekt og tillid mellem alle – uanset køn, race eller seksualitet – er det rigtige. Som samfund må vi aspirere efter et kærligt og frit samfund. At opføre sig ordentlig bør altså ikke være til debat – og selvom vi kan og bør debattere, hvad der rigtigt og forkert, bør ingen være i tvivl om, at overgreb altid er uacceptabelt. Skulle der være tvivl om dette, så må der altså strammes op på undervisningen med hensyn til, hvordan et ordentligt menneske opfører sig.

Bragt i Weekendavisen. fredag den 13. august, 2021

Against revenge

“The world needs bad men. We keep the other bad men from the door,” says the character Rust Cohle in the American crime-series, True Detectives. I thought of this sentence when I read Agnes Callard’s opening essay in the book On Anger (Boston Review Forum, 2020), which ends with the words: “We can’t be good in a bad world.” 

The underlying premise of her argument is that the world is bad. And it’s because the world is bad—tattered, for example, by inequality, racism, sexism, greedy capitalism, abuse of power, hunger, fatigue, etc.—that there is moral value in anger. Social movements such as #Metoo and Black Lives Matter emphasize this point. 

Perhaps more controversially, Callard claims that “once you have reason to be angry, you have reason to be angry forever. This is the Argument for Grudges.” Resentment of this type is often seen as being impotent, as Nietzsche claimed, and yet Callard present us with “the Argument for Revenge” where she tries to make a person’s desire for revenge something rational: she says, “revenge is how we hold one another morally responsible.” 

But before I go any further, let me pause to present the writer: Callard is an Associate Professor of Philosophy at the University of Chicago; she is also a columnist for The Point Magazine and The New York Times. 

Returning to her essay On Anger: Callard develops her postulation further when she writes that doing wrong—through revenge—doesn’t make you a worse person than when you were being wronged. In other words: “the victims of injustice are not as innocent as we would like to believe.” 

Thus, if I am wronged and I get angry, it is my moral responsibility to act on that anger and to seek revenge. Callard doesn’t present us with what would be an appropriate form of revenge. One reason for this is that she doesn’t operate with a clear moral guideline as to what is right and wrong. Instead, she seems to base such normative judgments on the individual’s feelings. “Anger,” she writes, “feels exactly as you would expect, if it were true that my moral accountability was a matter of you seeing what’s good for you in terms of what’s bad for me.”

Unlike a moral philosopher such as Iris Murdoch, Callard doesn’t aim to overcome “the big fat ego” that Murdoch believed to be the problem in moral improvement. In contrast, Callard centers on the person’s feelings, despite the fact that most people have been seduced or manipulated to “feel” inappropriate things. It is quite possible that a person will become angry due to a mistake, a misunderstanding, or even due to pure ignorance. 

Callard’s essay is followed by nine responses. Some of these merely repeat her argument, although others demonstrate the extent to which a true philosophical discussion is a mixture of humility and courage: while I acknowledge that I may be wrong, I nevertheless have the courage to present my ideas despite the risk of being wrong and having to think it all through again. 

Among the more significant responses is that of Elizabeth Bruenig, who argues in favor of forgiveness, saying that “it may be a necessary ingredient for peace as we know it.” Bruenig goes on to stress that forgiveness is not “something one does for oneself, as pop psychologists and wellness coaches often [would have it].” Although it may bring healing, forgiving is also painful because you’re “being asked to sacrifice for some higher good: peace or egalitarian order.” This approach tries to overcome Callard’s more individual moral evaluation from a transcendent perspective. 

Continuing with this theme, Misha Cherry argues, with the support of James Baldwin, about the need “to examine the context that gave birth to them [the crimes].” Here, Cherry is redirecting our attention away from a focus on the person, the egocentric individual, which is so typical in US political debate. One only has to think how convenient it was to be angry at Donald Trump and to ignore the culture or context that brought a person with such ideas and values to power. It is because we tend to focus on egos that we often ignore the context. 

Rachel Achs challenges Callard’s argument that “anyone who is wronged does have some reason to retaliate.” On reading this, I found myself thinking about the mafia and drug cartels who have their own reasons for being angry—which problematizes the claim that all anger is morally reasonable. While paying tax might make some people in Denmark angry, taking revenge by not paying tax while still benefiting from the welfare system, would not only be an example of unreasonable anger but also of plain stupidity. 

Oded Naáman asks whether revenge is the best option for moral improvement. Instead of revenge, an angry person or society might strive to change people’s mindsets and practical norms through new laws (e.g. to secure consent before sexual interaction), or through a better educational system that brings equality, justice and freedom to all—regardless of gender (including nonbinary persons and trans-persons), race, ethnicity, or sexual preference. 

The small book ends with a comment to the responses from Callard where she writes: “we need help to become the people we want to be—we are not already, ‘best’.” While it’s obvious that we need others because they can help us understand who we are and who we might become, it’s less obvious whether revenge is helpful. For example, does the other help due to his or her altruistic interest or just well-camouflaged selfishness? Also, I am skeptical about whether all people really know whom they want to be, that is, if what they want is truly their own desire, or whether they are being subtly seduced by political narratives or social media. 

After reading Callard’s essay and the responses, I am still left with the question: Why the need for revenge? I can easily understand and sympathize with the anger, but not with the need for revenge. I think one possible answer is that revenge is fueled by our own anger towards something we can’t let go of. It’s easy to get stuck in the past instead of “just” learning from it and then trying to overcome it. There is a need to make sure that it will not repeat itself, and this may be achieved through social experiments, education, new norms and values, etc.  

Thus, while anger can be productive and morally beneficial, it is only so, I believe, when it doesn’t lead to never-ending bitterness, self-righteousness and revenge. For example, Callard claims that once you have reason to be angry, you have reason to be angry forever, but I do not find her argument and examples convincing, and I also believe she is wrong.

Overcoming problems doesn’t necessarily require revenge; it calls rather, for a more creative approach that starts to build foundations for a future where people can experience equality, justice, and peace, while freely experimenting with different ways of living. 

With Nietzsche, I see revenge as resignation or resentment, which contrasts with trying to create new values, for example, through critical and innovative thinking. Critical thinking is a constructive example of the value of anger: a critique is actually something joyous because it has the potential to make us a little bit wiser, provided it is based on facts and convincing argument rather than on feelings and opinions. 

In her final reply to all the responses, Callard writes that anger is not only in one’s own self-interest. For example, I can be angry when other people suffer. And yet, despite this claim, it appears to me that the revenge she speaks of is always personal. Even when she proposes that “Love is a kind of attachment,” as in loving people who embody justice or equality, I fear that this too can easily lead to an attachment to one’s personal feelings about what constitutes equality and justice. Vanity, egoism, and narcissism are close by. 

Another way to define love could be by relating it to freedom—that is by being unattached and open to the continual process of becoming someone else. Søren Kierkegaard once wrote in a letter that “freedom is the element of love.” A simplistic interpretation of this could be that it is only unfree people who seek revenge. This is because it is only free people who are ready to set their egos aside and go where the truth takes them. 

I have dealt mostly with Callard’s essay, but the real strength of this book comes not only from her essay but also from all the responses. On Anger is an example of how rich and beneficial it can be to participate in a philosophical discussion—even if you, like me, are sitting on a bench in a park. 

Finn Janning, PhD, a writer and a philosopher. 

First published in Metapsychology, Vol. 25, No. 32

The rites of play

“Play, not work, is the end of life. To participate in the rites of play is to dwell in the Kingdom of Ends. To participate in work, career, and the making of history is to labor the Kingdom of Means.” – Michael Novak, The Joy of Sports (1976)

Byung-Chul Han is a Korean-born professor of philosophy and cultural studies at the University of the Arts in Berlin as well as a popular contemporary social analyst. During the last two decades, he has published numerous book-length essays dissecting contemporary society. Han uses several catchy terms to define contemporary society, including  burnout, tired, positive, pornographic, intimate, transparent, control and information society to name a few.

His essays draw a dualistic map, that is good vs. bad, and the distinction can, at times, have an either–or character, for example, seduction versus porn, knowledge versus information, negative versus positive, consumers versus users, etc. In his newest book, titled The Disappearance of Rituals, Han turns to rituals to overcome the erosion of community. As symbolic acts, Han suggests that rituals can bring closure. Han also looks to rituals to “stabilize life” and make “life last.”

According to Han, closure and stability are needed because everything has been “colonized by the economic.” He observes that “in consuming emotions we do not relate to things but to ourselves. What we seek is emotional authenticity. Thus, the consumption of emotions strengthens the narcissistic relationship with ourselves.” Thus, the corrosion of community is related to narcissism. 

Han illustrates the ever-present narcissism that can be found even in so-called positive movements or slogans that focus on change: change yourself by doing this, change the world by buying or consuming this product. The problem is two-sided: to walk around in a vegan t-shirt or shoes requires money, and second, all that matters is the symbolic value. However, having a Buddha statue in your garden does not really bring people together or bring you any closer to having true insight. The problem is that some symbols have become shallow. They don’t “establish relations, only connections.” 

Han doesn’t use the concept of authenticity in an existential way but sees it as a neoliberal concept of production. “You exploit yourself voluntarily in the belief that you are realizing yourself.” Or, when everyone “is producing him- or herself in order to garner more attention … the compulsion of self-production leads to a crisis of community.” The crisis is characterized by “echo chambers,” where people mainly hear the voices of those who share their beliefs and opinions.

Thus, communication without community is compulsive and narcissistic, whereas rituals consist of “narrative processes.” Another way of describing the corrosion of communities is that contemporary rituals have become “as-if-rituals,” in other words, shallow. 

The rituals that Han refers to aim to stabilize identity, to make one “at home in the world.” He refers to the Hungarian writer Péter Nádas who describes a village with an ancient pear tree at the centre, which for Han is an example of “a ritually closed place”. Under the pear tree the villagers gather and contemplate silently. In his work, Nádas unfolds a collective consciousness that “creates a community without communication.”  

Han is aware that his ideas are closely related to modern-day nationalism, but with the help of Hegel, he claims that the “spirit is a closure, an enclosing power which, however, incorporates the other” but without changing the culture that Han sees as something original, fixed and even sacred. For the same reason, he postulates that societies seek closure, or a clear identity, which for him is a “society of rules,” where such “rules rest on agreement.” Yet he doesn’t explore the difficulties in establishing rules in societies inhabited by narcissistic cultural, racial, gender, and other group identities. He paints his critique with broad strokes and, equally vaguely, states: “We must defend an ethics of beautiful forms.” 

The kind of rituals that Han proposes are rituals of closure, for example, religious festivals. For the same reason, he claims that culture unfortunately has been made profane. For Han, “culture is a form of closure, and so founds an identity.” 

I would disagree with him and claim that a closed cultural identity is a fiction. Cultures change, yet Han is persistent, for instance, when he sees danger in Deleuze’s and Guattaris’s concepts of becoming and rhizome. Unlike the two French philosophers, Han operates with a metaphysics of being. Again, I would disagree with Han by suggesting that the problem of today is related to an idealized or normative notion of being, and the result is that most people seek the same thing and do the same thing to gain attention, prestige and status or to gain followers and likes (cf. the echo chambers). There is a lack of critical thinking because people would rather feel protected and at home, that is, identified. Finally, when Deleuze and Guattari speak about becoming, it is never about the point from which something originates (e.g., cultural identity) or the point at which it arrives. Their concept of becoming is closer to “play,” which Han leans toward at the end of his book, perhaps to overcome the risk of appearing too nostalgic in his urge for rituals.

In Homo Ludens (1955), Johan Huizinga summarizes play as “free activity … an activity connected with no material interest … a voluntary activity.” Play is intrinsically valued. Later, with the Enlightenment, play was contrasted with work. Work was serious, play was unserious—a waste of time. Still, some philosophers suggest otherwise—and here Han could have improved his book by consulting more recent literature about sport and philosophy. 

Yet, to gain closure in Han’s argument, readers might be curious about what play can offer. “Thinking has the character of play” because there is no thinking without eros—or joy and freedom, I would add. 

Play is related to seduction, and with this concept, Han succeeds in tying play to rituals as something exterior, something that is repeated as when Kierkegaard’s seducer turns up at the same place every day in Cordelia’s life. Seduction also requires dwelling or time as duration because it requires a secret—a transparent person is never seductive—because all narratives are fed by a secret story. That secret might even be related to why so many people play, or watch other people play which, according to Novak (see epigraph), might have something to do with play being real, honest, and true.

Thus, what is the secret that brings people together? Play, rituals, seduction. 

After reading a few of Han’s books, you know what to expect: more of the same. To his credit, he adds a little extra each time to stimulate new readers. In this book, it is rituals and play, although he could have spent more time exploring these concepts, especially the latter. 

Still, Han’s books can awaken an appetite for a more critical approach to society—for both students and critically orientated citizens. 

Finn Janning, PhD, philosopher and writer – review first published in Metapsychology

Blandt de råbende var mødre!

I gamle dage hed det politisk korrekthed. I dag hedder det wokeism eller cancel culture. Fælles for alle er en ekstrem påstået moralsk korrekthed, der sjældent giver plads til tvivl, usikkerhed eller nuanceringer. 

Senest har Information brugt fodbolden, som en anledning til at plædere for moralske korrektioner. Under overskriften ”Det er tid til at ændre fodboldkulturen”, reducerer lederskribenten fodboldkulturen til én bestemt ting: noget moralsk forkastelig. 

Eksemplet lyder: ”Fisse, kusse, Schmeichel er en mur!” råbte de danske roligans tidligere denne sommer, når landsholdsmålmand Kasper Schmeichel leverede gode redninger i Parken under EM i fodbold. Blandt de råbende tilskuere var børn, unge og helt almindelige familiefædre og -mødre. Det er svært at forestille sig de samme mennesker råbe noget lignende i en hvilken som helst anden sammenhæng, fodbolden.”

Eksemplet er velvalgt, idet de jo ikke giver nogen mening. To – måske stødende – ord for det kvindelig kønsorgan, råbes sammen med efternavnet på en målmand. Jeg kan på ingen måde se sammenhængen eller relevansen – altså sammenhængen mellem en målmands evner og kønsorganer. 

Sangen ville heller ikke blive bedre, hvis navne for det mandlige kønsorgan var anvendt, eller frugter, grøntsager, bildele, etc. Sætningen er meningsløs. Men mere praktisk tydeliggør den muligvis, at det mest af alt handler om at sige noget sammen – i fællesskab.

Forargelsen er dog stor hos Information, der ser ”helt almindelige familiefædre” blandt de syngende – hvordan ser en almindelig familiefar ud? Og sågar mødre, skriver de. Mødre er som bekendt kvinder, og kvinder er som bekendt mere woke, end mænd (i hvert fald i Information). 

Kiggede lederskribenten lidt mere indgående på kulturbegrebet, ville vedkommende bemærke, at kultur er noget foranderligt. Ingen kultur er ukrænkelig og original. Fodboldkulturen udvikles, den ændres. Det sker blandt andet, når fans bliver gjort opmærksom på noget upassende i deres opførsel. Det kunne eksempelvis være, at de bliver bevidste om, hvad de synger. Og at det sårer nogen.

Filosoffen Søren Kierkegaard sagde, at livet leves forlæns, mens forstås baglæns. Ole Fogh Kirkeby sagde, jeg ved først, hvad jeg mener, når jeg har hørt mig selv sige det (eller synge det). Os andre dødelige, ynder at sige, at vi tager ved lære. 

Jeg er sikker på at næste gang en dansk målmand skal motiveres, er kønsorganer ikke en essentiel del af peptalken. Ikke fordi ordet kusse eller fisse per defintion er problematisk – selvom de er det for nogle – men fordi det ikke giver mening. Ordene skærper ikke målmandens opmærksomhed.

Er Informations leder et eksempel på tidens herskende cowboy-moral, hvor mange skyder før de tænker?

Denne tendens peger i retning af manglende kritisk nysgerrighed, empati og forståelse for andre menneskers eksistensvilkår.  

Hvordan kan ”helt almindelige familiefædre og -mødre” have en større lyst til at være sammen om noget, selvom dette noget måske ikke er videre meningsfuldt, sågar formår at krænke enkelte? Skyldes det, at vi lever i et samfund, hvor fællesskabet er blevet en kliche? Skyldes det, at vi lever i et opportunistisk konkurrencesamfund, hvor der er gået sport i hvem, der kan være mest moralsk (læs: hvem kan ophøje sig selv, ved at fordømme de andre mest nederdrægtigt)? Skyldes det, at vi slet ikke er så åbne og tolerante, som vi bilder os ind; skyldes det, at vi ikke bryder os om ”de andre”, især når de ikke lige mener, tænker og føler som os selv. Måske det skyldes, at ingen lytter til hvad de selv (eller andre) siger, som handlede det blot om at sige noget?

Kulturændringer – som reelt hele tiden sker – forudsætter kritiske, ansvarlige og bevidste borgere. Modsat tidens moralske skråsikkerhed, forudsætter læring en kritisk perspektivisme og nysgerrig ydmyghed. Det vil i praksis sige, en løbende nuancering af ens egne antagelser om korrekthed. Det kunne være forestillingen om eksistensen af ”den almindelige familiefar”, eller ”mødrene”. 

Hvad nu, hvis vi i stedet for at observere hinanden med det formål, at dømme og forbyde de andre, observerede hinanden, fordi vi bekymrede os om hinanden, fordi vi gerne vil hjælpe andre mennesker med at blive bedre – ligesom de fleste af os håber, at de andre vil hjælpe os med at blive bedre? 

Filosofi besidder dette aspirerende element. 

Det er i bund og grund det, som er en stor del af fodboldkulturen går ud på: at hjælpe ens hold. Gode intentioner er selvfølgelig aldrig nok, men fodboldkulturen er på mange måder mere kærlig, empatisk og respektfuld, end eksempelvis den aktuelle danske politiske kultur, hvor nogle – helt bogstaveligt – gramser på eller befamler dét, som andre blot synger om. 

Det er altså ikke svært, at forestille sig noget lignende og værre, andre steder end i fodbolden, selvom lederskribenten netop påstår dette. 

I bedste Aristoteles-stil kunne jeg spørge: Hvem ville du helst lade passe din børn: En netop tilbagevendte konservativ politiker, eller en rød og hvidklædt fodboldfan, der engang sang kusse?

How do make yourself a body without organs?

I just published a paper in Ramon Llull Journal of Applied Ethics.

Here is the abstract: “The concept of “the body without organs” takes up a great part of the oeuvre of Deleuze and Guattari. Yet, it is difficult to answer their question–“How do you make yourself a body without organs?”–or to understand their answer. In this paper I propose that the body without organs is an ethical concept. To support this assertion, I relate, especially, Deleuze’s thought on the Norwegian author Karl Ove Knausgård’s auto-fictive project, My Struggle, suggesting that My Struggle can be read as a body without organs. By doing so, I aim at two things: first, to illustrate a possible application of Deleuze’s ethic, and second, to show how such an ethic may guide us regarding what we ought to do.”

The paper can be read here – enjoy!

Opmærksomhedens filosofi

Den 17. juni udkommer jeg med bogen Opmærksomhedens filosofi – frihed, kærlighed og fodbold.

Den, der tænker klart, lever klart…

Med Opmærksomhedens filosofi stiller Finn Janning spørgsmålet: Hvordan kan vi etablere en mere kærlig forbindelse med verden og hinanden? 

Janning viser med afsæt i fodbold og cykling hvorledes det enkelte menneske kan udforske eksistensens muligheder og gradvist blive klogere – på sig selv og de andre. Denne filosofiske visdom er eksistentielt klargørende, idet den, der tænker klart, lever klart. 

Hvordan klarheden optrænes, giver Janning flere bud på, men først og fremmest handler det om en empatisk og intuitiv indfølingsevne, der gør den enkelte i stand til at rumme dét, som sker. Netop her er fodbolden eksemplarisk, fordi det som sker med en spiller, også sker med tilskueren. 

I bogen præsenteres en poetisk filosofi. En særlig tilgang eller indstilling til verden, der er opmærksom, åben, problematiserende, beslutsom og frigørende. En tilgang, der sætter mennesket fri til at elske. 

Ud over sporten henter bogen inspiration hos blandt andre Ludwig Wittgenstein, Albert Camus, Simone Weil, Gilles Deleuze og Iris Murdoch. 

Den kan forudbestille her.

At spille på grænsen

For nogle er sporten et spejlbillede af samfundet, mens den for andre er noget – eller nok – i sig selv. Jeg tilhører den gruppe, der mener, at sporten og livet sagtens kan holde sig selv oprejst.

Der, hvor sporten ofte kan få en samfundsmæssig relevans, er, når den genererer nye ideer eller forståelser omkring, hvad kroppen og teknologien kan, hvad køn og race er og ikke bør være. Eller når sporten tydeligvis bliver politisk. 

Det skyldes nu ikke, at sporten afspejler samfundet, men snarere, at dens simple regler og store tiltrækningskraft kan gøre nogle problematikker vedkommende på en meget konkret måde. 

Hvor mange skal dø, før du ikke vil se VM fodbold? 

Sport går helt til grænsen

Sporten beskæftiger sig altid med grænser. Atleter lever på grænsen af deres ydeevne, mens sportens beslutningstagere ofte leder på grænsen af loven. 

Lige for tiden er fodboldens status til forhandling. Siden 1990’erne, hvor Premiere League blev oprettet i England, har den øgede medieinteresse muliggjort køb og salg af spillere. Størstedelen af de penge, som fodbolden har akkumuleret, ender dog sjældent i klubbernes pengekasse, men går primært til lønninger af spillere, trænere og agenter. Af samme grund forsøgte 12 europæiske storklubber for nylig at søsætte en lukrativ Super League. 

De riges klub liga vakte hurtigt stor modstand. Samme modstand er også til stede – i hvert fald i Danmark – når det drejer sig om en eventuel boykot af VM i Qatar. Nogle har kaldt Qatar for fodboldens #MeToo eller dens arabiske forår. Det kan lyde som pastosfyldt sportsjournalistik, men faktum er, at fodbolden lider. Den lider økonomisk og moralsk. 

Eksempelvis gider de unge ikke længere se fodboldkampe. De nøjes i stedet for med resumeerne på YouTube. De voksne midaldrende mænd og kvinder ser også mindre fodbold. Det skyldes nu ikke manglede interesse. Snarere er billetpriserne er steget, men også – og vigtigere – at de tv-kanaler, der udbyder fodbold, er dyre. 

Etiske argumenter for boykot

Kunne DBU hyre en håndfuld kunstnere og etikere, der kunne initiere en moralsk vækkelse? 

Min tvivl har også været knyttet til, hvorfor vi bør boykotte VM uden samtidig at boykotte en masse andet. Jeg tænker rent principielt. Hvis ethvert menneskeliv betyder noget, hvilket det burde, så burde Danmark og de mange danske forbrugere vel også undlade at handle med, forbruge produkter fra og rejse til mange lande.

Kort sagt: Jeg har været i tvivl om, hvorvidt jeg blot er vidne til et belejligt moralsk hysteri, hvor mange anvender fodboldens popularitet til at pudse deres glorie, mens de stadigvæk i ignorancens navn er kyniske, når mange andre mennesker, i mange andre sammenhænge, lider og dør. 

Min tvivl til trods finder jeg dog de stærkeste etiske argumenter for en boykot. Ikke kun på grund af en forsinket mellemmenneskelig respekt over for de mange døde migrantarbejdere og en markering i forhold til de uacceptable forhold, som mange kvinder og seksuelle minoriteter lever under i Qatar. Men i lige så høj grad, fordi kapitalen har skubbet enhver moralsk anstændighed ad helvede til.

Iscenesat som folkelige

Tidligere var den moralske deroute i fodbolden forbeholdt politikerne. Eksempelvis har fodbolden været misbrugt som et instrument eller slør i fascistiske projekter: Den tidligere italienske præsident Benito Mussolini gjorde det under VM i 1934 og 1938, den spanske diktator, Francisco Franco, gjorde det under den spanske pokalturnering i 1964, den tidligere argentinske præsident Jorge Rafael Videla gjorde det under VM i 1978 – og nu gør Qatar det. 

I dag er det svært at adskille politik og business – og måske også sporten.

Det, som alle vi, der elsker fodbold, håber på, er, at fodbolden kan stå imod den politiske og kapitalistiske udnyttelse og manipulering af spillet, spillerne og de mange fans. 

Sporten har altid formået at udstille grænserne mellem fornuft og følelse, leg og alvor, patriotisme og nationalisme, egoisme og holdånd, det genuine og selviscenesættelsen. 

Det mest revolutionære i en boykot vil være, at fodbolden fortsætter – på trods. Det vil sige, at fodbolden som leg tages alvorligt, at følelserne og fornuften spiller sammen, at egoisten indser, at hans eller hendes velbefindende afhænger af de andres. 

Selv om fodbolden længe har været et sted, hvor politikere og kapitalister har iscenesat sig selv som uskyldige og folkelige, rummer fodbolden en mere autentisk erkendelse: Kun det spil, som spilles i frivillighed, er værd at spille. 

Det er derfor, fodboldens værdi ikke kan gøres op i kroner og øre – de fleste spiller trods alt spillet gratis. 

Fodbold handler i bund og grund om frihed og glæde. Og det er netop glæden, der opstår, når spillet spilles frit, som politikere og kapitalister altid har haft svært ved ikke at ville udnytte. En boykot kunne stoppe denne udnyttelse.

Finn Janning

Ph.d., filosof og underviser i sportsetik på UIBS i Barcelona. Indlægget bragt i Politiken

Hvorfor lære at læse, skrive og regne, hvis man ikke kan tænke?

Jeg har længe været af den overbevisning, at filosofi bør udbydes som et selvstændigt fag i folkeskolen. Ikke kun for at fastholde det nysgerrige, legende og fantasifulde, men i lige så høj grad for at fremme en kritisk sans. 

Den usikkerhed, som flere forbinder med at leve i en præstationskultur eller en postfaktuel (eller pandemisk) verden, synes nemlig også at have fremmet en moralsk relativisme, til tider en nærmest resignerende ligegyldighed. 

Det er, som om ingen helt ved eller bekymrer sig om, hvad der længere er passende og upassende. Eller også mener de – helt modsat – at have patent på den rigtige og ekskluderende ideologiske sandhed.

Læs resten af kronikken i Politiken

Et mindre mesterværk

“»Stakkels Jim« er et mindre mesterværk. Slet og ret. Basta bum!”

Berlingske Tidende gav fem stjerner til “Stakkels Jim”, selvom: “fem stjerner næsten synes at være i underkanten.”

I anmeldelsen står der endvidere:

“Og for at det ikke skal være løgn, så svinger sproget faktisk – som en skøn og velsmagende blanding af dybtsindig poetik og hårdtslående Gajol-pakke-punchlines – hele vejen frem til bogens allersidste side, hvor man i øvrigt bliver præsenteret for noget, der minder om en cliffhanger.”

Læs hele anmeldelsen fra her

Køb bogen her

Blog at WordPress.com.

Up ↑