The Myth of Instant Knowledge

For decades, economics has been about distributing scarce resources: first labor, then knowledge—both could be capitalized and turned into value. But what happens when knowledge is no longer scarce? When artificial intelligence, with a single click, offers answers to almost anything?

We are standing at the threshold of a new era—one that challenges not just the foundations of economics but also the role of time, creativity, and humanity itself. If everything can be answered instantly, what happens to the questions that require time, depth, and reflection?

AI is often celebrated as a catalyst for creativity and innovation. But in psyhotherapy, I frequently witness the opposite: clients losing touch with the patience and vulnerability required to think clearly, to heal, and to change. Even though AI may make us more knowledgeable, it does not make us wiser.

Instead, it amplifies the illusion of control and distances us from our very humanness, our vulnerability—that same vulnerability that reminds us of our mortality and opens the door to wisdom. Wisdom is born of experience, missteps, and the time it takes for insight to mature. It cannot be rushed—only lived and felt.

Ironically, artificial intelligence reveals an ancient truth: All intelligence is, in some sense, artificially crafted, shaped, and directed. Intelligence is not something we possess, but something we participate in. It’s not a static ability, but a dynamic process that unfolds through time, attention, and experience.

So, what can AI do, and what does it do to us?

AI can expand our horizons, but also reduce us to what the algorithm permits. Social media promises connection but often breeds division. It promises community, yet isolates us in echo chambers. Algorithms reflect our habits and emotions, reinforcing what we already know and closing us off to the unknown, the foreign, and the different.

The French sociologist Pierre Bourdieu called this habitus—the invisible structures that govern our dispositions and everyday choices. Algorithms intensify this mechanism, locking us deeper into our own patterns. When data takes over our emotions, we risk losing the freedom to think anew, feel differently, and act otherwise.

Here, philosophy offers an alternative: a poetic form of thinking that disrupts the obvious. Originally bound to poetry, philosophy generates the new. As Friedrich Nietzsche reminds us, the self is not a fixed core but an interpretation in constant motion. The poetic lies in the courage to challenge, in doubt, in the unexpected.

In fact, I would go so far as to say that therapy is a poetic practice—a sharing of what is not shared. Therapy, much like democracy, lives through difference, conflict, and creativity. But algorithms often reduce this beautiful complexity to predictability and profit. They undermine democracy (and mental health) not just by stripping us of the ability to reflect and choose but also by eroding the habits that once nurtured our freedom to doubt.

One of the greatest threats AI poses is not just its speed but also the loss of time that questions need to ripen.

British social psychologist Graham Wallas once described the stages of creativity: preparation, incubation, illumination, and verification. The second stage—incubation—is when a question or problem rests quietly in the dark. It grows beneath the surface unconsciously. But we live in a culture where everything must happen now, and patience has vanished.

AI gives us answers but doesn’t teach us to ask better questions, to live with uncertainty, or to trust the unknown. As a teacher, I see how students grow accustomed to every problem being solvable with a click. They’ve forgotten how to let a question simmer, to sit with doubt. More than once, I’ve seen students become paralyzed by uncertainty. For them, frustration is no longer a creative force but an unbearable discomfort.

Philosophy doesn’t aim to simplify or remove life’s complexity—it asks us to embrace it. It’s about learning from encounters with the unknown and the other. It’s about discovering wisdom in the courage to stand exposed, open, and vulnerable.

What Western philosophy has always sought to protect—like a newborn—is freedom. Simone de Beauvoir wrote in her  Ethics of Ambiguity: “Freedom is the source from which all meaning and value spring.” This freedom is the foundation of both love and creativity. Only free people can love. Only free people can resist AI’s directives, because they can imagine another answer.

Philosophy interrupts the habits that keep us locked in the status quo—and opens us to life’s chaos, richness, and plurality. Where algorithms create surfaces, poetry weaves connections. Philosophy is a poetic force transforming our way of being—how we think, feel, and act.

In the face of algorithmic control, we lack more efficiency and resistance. The ability to resist the ideals that govern us is crucial. Algorithms may shape our habits and predict our choices, but they prevent us from transforming ourselves and inventing new ways of living.

Philosophy does not advocate for a life without error or a world without friction. It insists on freedom to imagine, love, and grow. A society without freedom cannot love. So we must ask: Do algorithms use love as control or inspiration?

Philosophy is not a solution. It is a practice—a counterweight to algorithmic streamlining. It reminds us that what makes us human is not speed or efficiency but the ability to fail, doubt, and recreate ourselves—the ability to love despite everything.

How do we become worthy of what happens, especially when what happens is often… nothing?

And yet, before the silence of the end, we experience love and loss, the uncertainty of choice, and the fear of the unknown. We experience grief and joy, bodily sensations we will never fully understand unless we learn to trust our own judgment.

Who needs a step counter, a sleep tracker, or a heart rate monitor—if they’ve lost touch with themselves?

AI may know everything. But it will never understand death—and its silence. Love—and its radiant joy of living. That’s why we must remember: Intelligence without wisdom isn’t human. It’s only artificial.

And if we forget this, we risk losing what makes us human: the experience of being alive.

This reflections was first publihsed in Psychology Today.

References:

Janning, Finn (2025) “Poetic Philosophy and the Moralization of Social Networks,”Emancipations: A Journal of Critical Social Analysis: Vol. 4: Iss. 1, Article 2.

Inklusion må ikke betyde kapitulation

Når vi lever mere opmærksomt, opstår en erfaring af, at mennesker – ja, alt levende – hænger sammen. En medfølende samhørighed opstår, hvor andres velbefindende også bliver mit. Søren Kierkegaard kaldte det kærlighed eller næstekærlighed: at elske alle lige – ikke favorisere min race, religion eller seksualitet, skriver Finn Janning.

Jeg har i de seneste år undervist i diversity, equity and inclusion (DEI). Jeg har lært meget med hensyn til samtidens paradokser og blindgyder. Det store spørgsmål er ikke, om vi skal inkludere forskellighed – det skal vi – men hvordan vi gør det uden at miste det, vi forsøger at beskytte: retssikkerhed, seksuel frihed, respekt og lighed.

Læs resten af kronikken i Jyllands-Posten (eller send mig en besked).

Mellem Guldkampene

Guldkampen var en fodboldkamp spillet den 16. november 1980 foran mere end 20.000 tilskuere. Næstved mødte KB i en episk duel om det danske mesterskab.

I sommeren 1992 vinder det danske herrelandshold den ultimative guldkamp mod Tyskland og bliver Europamestre.

Guldkampen er også en roman – en fortælling, der udspiller sig mellem disse to historiske kampe. En roman om drømme, nederlag, vold og det spil, der altid er større end selve kampen.

En roman, hvor Preben Elkjær og Diego Maradona optræder side om side med Madonna og Guns N’ Roses.

Læs lektørudtalelsen her.

Poetic Philosophy vs Algorithmic Constraints

AI shapes how we experience the world—but does it help us become more? My latest paper explores how poetic philosophy can counteract the algorithmic constraints of social media, fostering creativity, connection, and freedom. Instead of more regulation, what if we embraced difference and unpredictability?

Read more here

Bruddet mellem USA og Europa

En kamp om frihed, kærlighed og opmærksomhed

Bruddet mellem USA og Europa kan tolkes politisk, økonomisk og historisk. Men måske afslører det noget dybere: en forskel i, hvad vi mener med frihed. Når noget går i stykker, ser vi ofte kun tabet. Men et brud kan også være en mulighed – en lejlighed til at se klart på det, vi tidligere tog for givet.

Frihed har længe været et fundamentalt begreb i både Europa og USA, men måden, vi forstår det på, er ikke ens. I USA har frihed traditionelt været knyttet til individets rettigheder og økonomisk succes, mens Europa har forbundet frihed med etisk ansvar og åbenhed mod verden.

Europas frihed: En åbenhed mod verden

Den vestlige filosofi er europæisk, født i det antikke Grækenland, hvor frie borgere – primært mænd – spekulerede over verdens beskaffenhed. Ja, der var undertrykkelse og slaveri, men der opstod også en radikal idé: At tænke frit var en værdi i sig selv.

Frihed er fundamentalt for den europæiske filosofi af to grunde:

  1. Frihed er en radikal åbenhed mod verden. Den frie ser uden filter, fordi han eller hun ikke er bundet af dogmer eller frygt. Det er frihed som et åndeligt rum, hvor vi kan udforske virkeligheden uden at blive begrænset af vore egne forudindtagede holdninger.
  2. Frihed er kærlighedens element. Kun den, der er fri, kan elske uden betingelser. Ikke romantisk kærlighed, men kærlighed til verden og sandheden. Det kristne begreb næstekærlighed er et eksempel på den form for kærlighed, der strækker sig ud mod andre. Eller som den irske filosof og forfatter Iris Murdoch skriver, er kærlighed “den svære erkendelse af, at noget andet end én selv er virkeligt.”

Opmærksomhed: At se klart uden illusioner

Opmærksomhed spiller en central rolle i den europæiske filosofiske tradition. For Aristoteles var sansning og tænkning vejen til selvbevidsthed. For Simone Weil var opmærksomhed en radikal etisk praksis – en måde at møde verden på uden forudindtagede holdninger eller egoistiske projekter.

Weil beskriver opmærksomhed som en form for tomhed – en evne til at lade sig gennemtrænge af virkeligheden uden straks at forsøge at forme den efter ens egne ønsker. Hun skriver: “Vi opnår ikke de mest værdifulde gaver ved at opsøge dem, men ved at vente på dem.”

Murdoch supplerer denne tanke ved at hævde, at etik ikke er et spørgsmål om vilje, men om at se klart. Hvis vi virkelig ser et andet menneske – uden at forvride det gennem vores egne behov eller begær – kan vi handle retfærdigt.

Den amerikanske illusion af frihed

Den moderne opfattelse af frihed, som vi ser den i USA – og særligt i tech-industrien – er noget helt andet. Når Elon Musk og Donald Trump taler om frihed, er det ikke frihed i Murdochs eller Weils forstand. Det er ikke en frihed, der åbner op for verden, men en afvisning af alle begrænsninger.

De ønsker frihed uden ansvar. Men denne angst for begrænsninger netop gør deres frihed indskrænket. De frygter det ukontrollerbare – det flertydige, det relationelle – og søger derfor at reducere frihed til dominans.

I de sociale medier, som Musk er med til at forme, ser vi en ekstrem forenkling af virkeligheden. Algoritmerne understøtter en binær tænkning: For eller imod; ven eller fjende; sort eller hvid.

Som Søren Kierkegaard allerede påpegede, er denne enten-eller tænkning en illusion, en forsvarsmekanisme mod angst – angst for friheden, for det åbne, for det ubekendte. Denne angst for friheden er en central drivkraft bag figurer som Musk og Trump. De har svært ved at rumme forskellighed, og de ser ikke nødvendigvis verden som en kompleks og sammenkoblet helhed, men som noget, der skal underlægges deres kontrol.

Hvad vi kan lære af bruddet

Bruddet mellem USA og Europa er ikke nødvendigvis en katastrofe. Tværtimod kan det være en anledning til at genoverveje, hvad der er unikt ved den europæiske tradition. Måske kan vi genfinde en filosofisk dybde, en opmærksomhed på verden, som den amerikanske effektivitet ofte overser.

Den tyske filosof Arthur Schopenhauer, inspireret af buddhismen, beskrev medfølelse som den eneste relevante etik. Når vi lever opmærksomt, begynder hjertet at fylde mere. Når hjertet – kærligheden, venligheden og omsorgen – opleves som noget virkeligt, hænger det sammen med, at vi mennesker er forbundne. Mit velbefindende afhænger af de andres.

Forskellen mellem den europæiske filosofi og den amerikanske mentalitet ligger her:

Inderst inde i den vise europæer findes alle de andre mennesker og hele verden. Inderst inde i Trump, Musk og deres ligesindede findes kun en lille narcissistisk figur.

Derfor behøver bruddet med USA ikke være så slemt. I stedet for at drukne i en frihed, der blot er en jagt på magt, kan vi genopdage friheden som en øvelse i opmærksomhed, ansvar og kærlighed.

Den europæiske filosofi tilbyder ikke enkle løsninger, men den insisterer på vigtigheden af at se klart. At tage sig tid. At lade sig berøre af virkeligheden. At give plads til de andre. Og at forstå, at kærlighed og frihed ikke kun er ideer – de er noget, der leves, og det kræver opmærksomhed.

Måske er det netop denne tankegang, vi har brug for i en verden, der alt for ofte forveksler hastighed med sandhed – eller er så optaget af militær magt, at vi glemmer, hvad der reelt er værd at kæmpe for. For i sidste ende kan frihed og kærlighed ikke beskyttes med våben. De kan kun overleve ved at blive levet.

Kampen er eksistentiel.

Opmærksomhedens filosofi

Hvordan vi kan etablere en mere kærlig forbindelse med verden og hinanden

Ved ph.d. Finn Janning

Opmærksomhed er forudsætningen for enhver erkendelse. Men det kan være vanskeligt at give en fremstilling af begrebet opmærksomhed, for uanset om vi vælger et videnskabeligt, et metafysisk, et etisk, et æstetisk eller et spirituelt aspekt, synes de at være forbundet. Vi har derfor brug for en filosofi om opmærksomheden, både den som retter sig indad mod selvet og den som retter sig udad mod verden (f.eks. Opmærksomhedens filosofi). 

Forelæsningerne introducerer til og diskuterer elementer af det, der i dag ofte omtales som ’mindfulness’ samt især to vestlige filosoffer, der har beskæftiget sig indgående med begrebet opmærksomhed: Franske Simone Weil og irske Iris Murdoch. De forstår begge opmærksomhed som en handling, der tilsidesætter vores ego og etablerer en ikkedømmende forbindelse med verden – ’unselfing’, som Murdoch kalder det.

Fundamentet for forelæsningerne er filosofisk, men de vil også indeholde eksempler fra sportens og kunstens verden. Og der vil blive foretaget enkelte korte opmærksomhedsøvelser.

Opmærksomhedsfilosofi handler grundlæggende om det simple ønske om at komme i berøring med virkeligheden for bedre at kunne engagere sig i verden. Når dette lykkes, vækkes en umiddelbar livslyst og glæde. Om det så vil lykkes henover disse to mandage, må tiden vise.

1. undervisningsgang
Mandag d. 24. februar 2025 Kl. 16:15 – 18:00

2. undervisningsgang
Mandag d. 3. marts 2025 Kl. 16:15 – 18:00

Tilmelding her

Reading is sexy

“Reading is sexy” står der på en plakat i min lokale boghandel. På plakaten er der et billede af skuespilleren James Dean, iført læsebriller, mens han læser digteren James Whitcomb Riley. Der findes versioner af samme plakat med andre ikoner såsom Marilyn Monroe. Det har altid været sexet at læse. Der er intet nyt i det. Det nye er, at bogen er blevet et artefakt. Mens vægten tidligere lå på læsningen, er det nu selve bogen, der er sexet. Bogen er ikke længere et monument, men en skulptur.

Den irske filosof Iris Murdoch skriver, at læsning er det mest fundamentale aspekt af kulturel visdom. Glem alle moderne virksomhedskurser om kulturelle forskelle, tolerance og inklusion; glem alt om påtaget dybsindighed, fordi David Foster Wallaces Infinite Jest står på din reol. Pointen er, at du skal sætte dig ned og læse – Shakespeare, Cervantes, Virginia Woolf og de andre store forfattere. Det er gennem litteraturen, at vi lærer, hvordan andre mennesker ser sig selv og verden i forskellige situationer. Det er gennem litteraturen, at vi bliver klogere på os selv. Det er gennem litteraturen, at vi skærper vores opmærksomhed – på verden og os selv. At læse er både en udadvendt og en indadvendt aktivitet, hvor det ikke længere handler om mig.

De fleste er forelskede i deres eget store, fede ego, som Murdoch kaldte det. Et ego, der altid står i vejen for, at virkeligheden for alvor kan udvide mig. At egoet er et problem, kan være svært for mange at forstå – især hvis de bilder sig ind, at det er sexet at blive set med Tove Ditlevsens Det tidlige forår på deres profil. Det er det ikke. Det er derimod sexet, hvis du har læst bogen og nu ved, at Istedgade er barndommens gade – ikke kun de prostitueredes og pushernes. Det sexede er forbundet med anstrengelsen, langsommeligheden, tålmodigheden og den uselviske opmærksomhed, som Murdoch kaldte unselfing. Disse dyder passer ikke ind i samtiden.

I dag handler det om at lade som om – fake it till you make it er det ynkelige mantra. Det ses dagligt, når folk hævder deres moralske overlegenhed, fordi de vælger ikke at se fodbold, ikke at drikke Coca-Cola, ikke at omgås bestemte mennesker. Eller når de pludselig render rundt med bestemte halstørklæder. Det hele er selvfølgelig blot en del af kapitalismens selvprofilering, solgt som moralsk dybde – ligesom de veltrimmede kendisser, der pludselig klamrer sig til en bog.

Havde flere læst bøger, ville de vide, at de moralske valg beror på allerede eksisterende idealer og normer, som vi vælger til og fra på samme måde som en beklædningsgenstand. Virkelige moralske beslutninger gør dog ondt, fordi de rummer en ubehagelig selverkendelse af, at jeg ikke er den, jeg bildte mig ind at være. Der findes ikke et moralsk blik, men der findes en opmærksom undersøgelse af virkeligheden. Forskellen er, at det første – forestilling om at besidde et moralsk blik – altid fremhæver egen moralske overlegenhed på bekostning af andre. På den måde er vi alle sammen moralsk gode – så længe vi kan finde et eksempel på nogen, der opfører sig værre end os selv. Dette er dog intet andet end narcissismens hellige rus.

Det moralske arbejde foregår hele tiden. Her handler det ikke om at tilegne sig en identitet, men om at blive klogere på livet, mens vi bestræber os på at overkomme vores ego, vores egne præferencer og behovet for at tilhøre en bestemt gruppe.

En uselvisk kontakt med virkeligheden er svær at opnå, men de gode romaner kan hjælpe os. Det er derfor, det kan være sexet at komme hjem til en person, du dater, og se deres bogsamling. Men det kan også være en turnoff, hvis det bliver klart, at bøgerne kun er til pynt – som IKEA-møbler. Det er læsningen, der er sexet – ikke bogen. 

Så, får du for lidt sex, så begynd at læs i sengen!

Bragt i Politiken den 23. februar 2025

En europæisk renæssance

Psykologen Svend Brinkmann sendte for nylig et uventet frisk pust afsted. Det handlede om at gå til kamp mod Donald Trump – men ikke med våben eller politik, men med kultur, historie og idéer. Den handlekraft, som ofte giver amerikanerne deres dynamik, stammer netop fra det faktum, at de ingen historie har.

Hvis skismaet mellem USA og Europa kan reduceres til én grundlæggende forskel, er det denne: Europa har en forestilling om det gode. Gennem historien har vi forstået det gode på forskellig vis – hos Platon eksisterer det i en idéverden, hos Aristoteles udvikles det i menneskelig karakter og praksis, hos Kierkegaard er det kærlighedens mysterium. Men fælles for dem er, at det gode er noget, vi søger, ikke blot noget, vi afgør ved flertal eller debat.

Heroverfor står USA, hvor der ingen tradition findes for det gode – ikke engang som en utopisk forestilling. USA handler ikke om det gode, men om rightness – hvem der har ret. Rigtighed er noget, man kæmper om i den offentlige debat, hvor idéer støder sammen i en battle of opinions. Historisk set har dette været en styrke: en fri markedsplads for idéer, hvor ytringsfriheden har gjort det muligt for mennesker at brydes, udvikle tanker og måske komme tættere på sandheden.

Men hvad sker der, når idéernes markedsplads ikke længere er bundet til en forståelse af det gode? Når debat reduceres til vindere og tabere, og når sandhed gøres til et spørgsmål om loyalitet?

Donald Trump er ikke ophavsmanden til postfaktualitet – men han har drevet den til ekstremer. Postfaktualitet betyder, at fakta ikke længere er et fælles grundlag, men blot endnu en strategi i kampen for magt. Under Trump blev sandhed noget, der blev skabt af dem, der råbte højest eller havde de stærkeste medieplatforme.

Cancelkultur og identitetspolitik fungerer på samme præmis som Trump: det handler ikke om at argumentere bedre, men om at eliminere modstanderen. Hvis sandhed er et spørgsmål om identitet – om hvem du er snarere end hvad du siger – så betyder argumenter ingenting. Det er ikke længere det bedste argument, der vinder – men den mest magtfulde gruppe. Filosoffen Jürgen Habermas har længe advaret om dette: Når sandhed bliver et spørgsmål om magt, bliver offentlig debat meningsløs.

Det, vi risikerer at miste, er det europæiske særkende: en kultur, hvor vi værner om det gode, ikke blot det rigtige.

Men det betyder ikke, at sandheden er en uforanderlig størrelse, som hos Platon. Ligeså vel er det gode ikke nødvendigvis en ultimativ reference – et fast punkt i idéernes eller religioners univers. Pointen er ikke, at det gode og det sande er absolutte, men at disse begreber skærper vores opmærksomhed. De forudsætter en åben, undersøgende og fordomsfri tilgang til virkeligheden, langt mere end den person, der hævder allerede at vide, hvad der er rigtigt og forkert.

Her adskiller Europas idéhistorie sig fra den amerikanske tradition: Vi har været i stand til at blotte os, acceptere vores sårbarhed, vores skrøbelighed og tvivl. Vi har, gennem filosofi og kunst, arbejdet med tvivlen som en styrke frem for en svaghed.

Tvivlen lammer dem, der kun kan navigere inden for dikotomien af rigtigt og forkert. For dem bliver ethvert spørgsmål en kamp om at vinde, at have ret, at positionere sig som den moralsk overlegne. Men dem, der har et blik for det gode, danser med livet. De ved, at verden er i bevægelse, og at sandhed og godhed kræver opmærksomhed, ikke stivnede dogmer. De træder til side, når noget større, bedre eller sandere kan få plads.

Derfor har Brinkmann ret: Europa har brug for en åndelig oprustning. Ikke i form af sentimental nostalgi eller nationalistisk selvtilstrækkelighed, men i form af en genopdagelse af vores egen arv af tænkning, kunst og filosofi. Vi må genlære kunsten at skelne mellem det vigtige og det uvigtige, at erkende kompleksitet uden at falde i relativisme, og at stræbe efter sandhed uden at bruge den som et våben mod andre.

For som Churchill (måske) sagde: Hvad kæmper vi ellers for?

Kommentaren blev bragt i Berlingske Tidende, 22.02.2025

Guldkampen

Ny roman: Guldkampen – udkommer den 3. april.

I 1980 flytter Peder fra København til Næstved med sin familie. Kort tid efter taber Næstved Guldkampen til KB. Men kan man bo i Næstved og stadig være KB-fan? Et simpelt spørgsmål – men for Peder bliver det begyndelsen på en eksistentiel nedtur.

Hvorfor forlader hans far familien? Hvorfor går tingene skævt? Hvorfor begynder en forsvarsspiller som Peder at uddele skaller? Hvad gør et fængselsophold ved en fodboldspiller?

“Du skal skrive,” siger fru Weise, hans vise gymnasielærer. “At skrive er at lære at læse – ordene løber i forvejen, de er klogere end dig selv.”

Guldkampen er en roman om fodbold, vold, skyld, straf, kærlighed og familie. Det er en fortælling om at finde fodfæste, både på banen og i livet.

A Philosophy of Attention for Authentic Performance

This study presents a philosophy of attention that promotes authentic performance. As described here, attention is about training outgoing and ingoing attention skills, which can ultimately connect an individual to others and the world. This ability can help the individual remain focused and receptive to what happens while at the same time accepting their thoughts, feelings, and experiences. The ability to pay attention is crucial to performing and living authentically, regardless of the person’s area of expertise. The philosophy of attention presented here is rooted in existential philosophy, flow psychology, mindfulness, and acceptance-based psychology. It aims to help individuals and organizations examine what they can do and how they can actualize their potential more freely and with greater clarity. This results in better performance and increased existential meaningfulness and joy, leading to a more dignified life.

Read the entire paper in Meta: Research in Hermeneutics, Phenomenology, and Practical Philosophy.

Blog at WordPress.com.

Up ↑