A Scientific Buddha?

”… this belief in essences that must be destroyed in order to bring an end to suffering and rebirth.” – D.S. Lopez, The Scientific Buddha

Donald S. Lopez has written a clear book on Buddhism called The Scientific Buddha. Although it aims to critically scrutinize the notion of “The Scientific Buddha,” it comes across as a positive and very stimulating read, placed somewhere between science and religion.

The Scientific Buddha is based on several lectures, which gives the book a cozy feel. It begins with an introduction to Buddhism and from there, it moves on to the birth of the scientific Buddha. The problem, for Lopez, is that “some even went as far as to declare that Buddhism was not a religion at all, but was itself a science of the mind.” The author tries to convince the reader that Buddhism really is a religion. Partly he succeeds.

The debate is not new, but due to the increased focus on Buddhism and mindfulness in the West, many are trying to locate the real Buddha. Perhaps to gain authority. Personally, I don’t share this need for locating an origin, so in part, I am not convinced that it is such a big problem. And perhaps for this reason, I don’t find his argument that effective. After all, Buddhism may or may not be a religion (many scholars agree and disagree), but it has never been a religion in a Christian or Muslim sense. For example, the Dalai Lama has beautifully stated, “My religion is kindness.” The Buddha responded to life, not some transcendent demands. Furthermore, science can become a religion for some as well. So for me there is plenty of room for the Buddha somewhere in the middle.

The historical Buddha was a prince born into wealth and decadence, until he one day left his castle and experienced life in its full, that is, as suffering.He then began a journey, that was either religious or scientific, to create a way out of suffering. This journey he later shared as his teachings. Thus, the Buddha as scientist requires that the Buddha really was once a man called Gautama Siddhartha before he woke up under the Bodi tree.

Lopez shows how some have tried to place Buddhism in various scientific contexts, for example, evolutionary theory. While I agree that these contexts don’t make much sense, it doesn’t make the Buddha more religious either. However, once Lopez started talking about the problem with karma, mediation and the contemporary use/misuse of Buddhism, it became obvious that he knows his Buddha from the depth of his heart to the tips of his fingers writing this book. This embedded knowledge of Buddhism makes the book a very enlighten read.

From the third chapter onwards, Lopez goes more directly into the heart of Buddhism. ”The cause of the world is karma.” He discusses about the four noble truths, the cultivation of seeds, the three forms of sufferings, how nirvana is the end of rebirth, and how truth is something we have lost and now must find again. He mentions this to emphasize his point that the Buddha is religious, not a scientist, and yet it seems like the real Buddha is neither of the two extremes. There is an element of experimentation in Buddhism. Whoever the Buddha was and is – real or abstract – there is something in the practice related to his name that makes both religion and science too rigid or limited to grasp. He appears to more like a philosopher, for example, like Pierre Hadot understands “philosophy as a way of life,” not some abstract exercises.

Regardless of the debate whether Buddhism is religion or science, there has been a tendency to overemphasize the positive elements of Buddhism without paying enough attention to the role of suffering, including the suffering caused by some Buddhists. For example, the process of cultivation also means that creation goes hand in hand with destruction. Recently, the Buddhist majority in Myanmar has been critiqued for discriminating against the Muslim minority. Thus, perhaps not all Buddhists show loving-kindness and compassion.

Still, the reader may ask: Was the Buddha a scientist or a God? This either-or thinking is what causes suffering, I think. Following the French philosopher Gilles Deleuze, I would rather ask, “What does the Buddha make possible?”

Let me give an example. If mindfulness is the heart of Buddhism, then, at least, it shows that the heart of the Buddha was pure. That, however, does not suggest that all teachers of mindfulness are pure rather than strategic business consultants; it just means that such forms of “mindfulness” only leads to mindlessness. A few rotten apples don’t cause a heart failure. In light of this, then, I am most comfortable with the Buddha being neither a scientist nor a God, but an extraordinary human being. He, or his followers, showed what the human being is also capable of doing. That’s enough.

What kind of book is it? The Scientific Buddha debates the role of the Buddha, but it also serves as a very clear introduction to Buddhism. And it does so exemplarily. It opens a debate further. Yet, although Lopez tries to convince me wrong, I am not converted. I think the problem with extraordinary human beings being put into categories is that so many have a need for a God or a Guru in their life. There are no God’s only different forms of life.

When Stupidity Rules

Most of the fathers in my six-year-old son’s class use an instant messaging service called WhatsApp. The idea was to share information regarding school issues, but in reality it became a way of passing on jokes and pictures of women. In the beginning, the pictures were harmless, that is to say, no nudity. However, the other day, a father, who by the way is the father of two girls, sent a photo that was pure porn…

… read the rest of the essay in THE TRANSNATIONAL: A Literary Magazine

Everything is fucking

The second season of True Detective, written by Nic Pizzolatto, is about caring and being fucked. To put it simply, only those who care survive, but the survivors need to run away to avoid being fucked. The rest—that is the non-caring—well, they all get fucked, sooner or later.

So in a way the moral is sad, and no less sad in that it’s a pretty accurate picture of contemporary capitalist society. Corruption, loneliness, fights for possessions—whether land, kids, property, even fights for the right to deal or not deal with one’s past.

“[T]here is no outside to the world market: the entire globe is its domain,” Michael Hardt and Toni Negri wrote in Empire. The two writers stress that there is no outside to capitalism, that there is no other world we can refer to as being better, more beautiful, more righteous, and so on. A possible change of an ethical approach in business comes from within as a kind of counter-actualization of something overlooked or neglected, for example from the few human beings who have the capacity to care for life not money.

In True Detective a missing girl says – as a reply to the question whether she shouldn’t aim for more in life than just fucking: “Everything is fucking.”

It is, since everything is business, and is cool and calculated transactions. Fucking is not making love; it is just one’s person assumed right to use another person to fulfill his or her desires. And here, True detective shows us that it apparently is more acceptable when men fuck than when women do.

The sadness of gender inequality is still here in 2015!

“I support feminism, mostly for having body image issues,” says detective Ray Velcoro to his female colleague, Antigone. This can be interpreted in many ways, but women are under more pressure from men, society, and, perhaps, themselves to live up to a sexy ideal, whereas men, apparently, can still be old, fat, and ugly and be sexy, as long as they have money or power. Also, many men can’t avoid seeing the body rather than the person when they speak with a woman. Of course, this is black and white; but in the end, it seems like Pizzolatto puts all the blame on capitalism, not men per se.

It makes you wonder: Will business corrupt women, like it did with the men?

Let me draw a parallel between death, capitalism, and sex. Climbing Mount Everest, one will at one point enter “the death zone” (above 8,000 kilometers). In this zone, the level of oxygen is so low that only very experienced mountaineers can survive with this level of oxygen. And common for many human beings in “the death zone” is that they become much more selfish. There are many stories of people passing dead bodies, or passing people asking for help but are left because the others are so seduced by their objective: to reach the top. Capitalism is similar to the death zone. Most people forget all about moral responsibility; they focus on the ends not the means. To be rich is to be on the top of the world. And sex… it has always been a good business—just see how the porn industry helped establish the Internet, together with the military. Sex and war—there you have it. Once upon a time, it was war and peace.

What happened with peace of mind?

And it doesn’t stop there. To add another moral: those who are capable of confronting their own nightmares—in the second season, related to past experiences of solitude or abuse—learn to care and then move on. The positive moral is that moving on and caring go hand in hand. We are offered a way out. However, caring is something more than self-compassion; rather, caring as in having compassion for others.

Nic Pizzolatto knows—or I assume he knows—that each of us is always secondary to life. Life came before us, and it will still be here when we are gone. It is ‘others’ who make us alive, and in that sense we all need one another. Those who care as elements of their own interests and egoism, like Ray and Paul (custody of his son and less heterosexual pressure), here fate catch up with them.

The caring element is one of two things that ties the second season with the first (see more of this here: True Detective: Pessimism, Buddhism or Philosophy?). A true detective cares . The other element that ties the seasons together is one of the many celebrated statements from Rust Cohle, that the “world needs bad men to keep the other bad men from the door.” It still does. Now, however, the world is just getting worse and worse, so it is not just a job for bad men but also for bad women to clean out. Thus, we need bad men and women. Paul, Ray, and Frank can’t do it alone; they need Jordan and Antigone.

Perhaps there is a reason why only the women survive, not the men. Is it because no one gets away with anything? Do men always fuck up?

The second season is about karma, the Buddhist concept that emphasizes our actions bring results. Each moment we plant seeds, those seeds will bear fruits depending on various circumstances. One can’t control the outcome, only one’s motive for planting this seed. Therefore, one’s intention becomes important.

The last and most important moral of True Detective: try to bring a moment of awareness and reflection to your actions, basically to make wise choices.

Is it wise of Paul to hide his sexuality? Apparently not.

Is it wise of Frank to want to kill everyone and get all the money before he escapes? Apparently not.

Is it wise of Ray first to abandon his kid and then to return and say good-bye while being on the run? Apparently not.

Is it wise of Antigone to share her story with another, like sharing the responsibility to make one’s own burden lighter? Apparently so.

No one survives alone (was that yet another moral?).

Ray Velcoro dies out in nature under a big tree, the Bodhi spot. He dies peacefully, perhaps because we are told that he already lived many lives and that he is tired. Frank dies in the desert. Often we associate the desert as being a limitless space, a kind of freedom. But those are just delusions: deserts are full of sand and have a lot of heat, but are devoid of water and people; nothing but death. Frank was already dead. He already died a long time ago, when he decided to enter the business world where legitimate businessmen can’t be distinguished from illegitimate. Business is entering “the death zone.”

Antigone is the only true detective in the second season. Next time, we need both bad men and women to keep the bad men and women from our doors. In the end, if everything is fucking, then not only men fuck.

true-detective

Earning to Give

In The Most Good You Can Do, philosopher Peter Singer tells us how we can all do better through “effective altruism”, which he describes as a solidly ethical way of living.

For those who are unfamiliar with Singer, he is a prominent ethicist, a utilitarian who has written about animal liberation and practical ethics, which is the practice of applying ethics to our daily decisions.

Singer describes “good” as a world with less suffering and more happiness. If you’re happy and you know it clap your hands…the more people clappinimages-1g, the better.

In The Most Good You Can Do, Singer takes on the roles of preacher, salesman and philosopher. The book is not about philosophy; instead, Singer writes to inspire people to become more qualified philanthropists. He wants to convince us that we should earn more money so we can donate more money. The premise is that living a fully ethical life involves doing the most good we can.

What is the most good? Effective altruists think more about the number of people they can help than about helping particular individuals. The numbers are reflected in their donations; they give money to those organizations which they believe will do the most good. Effective altruism is ethical investment where the return on investment is the greater good of the many.

Singer mentions several individuals who are effective altruists and lists organizations that can help one decide where and how much money to donate. His message is that it is ethically good to earn to give, and one should use one’s reason more than one’s emotions when deciding where to donate.

“Earning to give is a distinctive way of doing good,” Singer writes. When I read that I can’t help thinking of the Catalonia region of Spain. Around 50 percent of the voting Catalans seek independence from Spain because, for example, the region pays 10 percent of its gross national product to the rest of Spain. Few mention that the rest of Spain is less fortunate compared with Catalonia, with its attractive Costa Brava coastline, numerous museums and frequent great football games. Sharing with non-Catalans doesn’t seem to be an attractive option.

Another way of illustrating this involves different forms of empathy, such as:

Empathic concern– the tendency to experience feelings of warmth and compassion for other people.

Personal distress– feelings of personal unease and discomfort in reaction to the emotions of others.

Perspective taking– tendency to adopt the point of view of other people.

Fantasy– tendency to imagine oneself experiencing the feelings of other people.

The first two terms refer to emotional empathy, or one’s manner of feeling about others. The last two refer to cognitive empathy, or “knowing what something is like for another being.”

Emotional empathy can be related to Catalans who want to become an independent country; they still seem traumatized by the Spanish Civil War, and define themselves negatively, as not Spanish. They feel warm toward full-blooded Catalans, but have varying degrees of discomfort about the rest.

Singer contrasts emotional empathy with cognitive empathy. This is where numbers affect us more than the individuals with whom we identify. For example, a cognitive empathizer would recognize that during the Spanish Civil War, the entire country suffered. The war was not a football match. Spain bled, not just one region.

Singer quotes psychologist Paul Bloom: “Our best hope for the future is not to get people to think of all humanity as family–that’s impossible. It lies, instead, in an appreciation of the fact that, even if we don’t empathize with distant strangers, their lives have the same value as the lives of those we love.”

Singer argues convincingly in favor of reason over emotion, but reason and emotion are not necessarily contradictory. Let me use Catalonia again as an example. Communism did not work worldwide because it was not based on compassion and love; it was based on class struggle and dictatorial control, which in the end failed, as the Dalai Lama once pointed out. Similarly, the Catalan project is based more on financial greed than compassion. If the Catalans were effective altruists they would still be proud of their industrious attitude, but only because they could do good with their money, for example, donating to regions in greater need. More developed empathy–all four varieties–combined with reason would make Catalans less protective. More generous.

Altruism, Singer writes, is contrasted with egoism. However, altruism does not require unrealistic self-sacrifice. One may realize that it is possible to share one’s fortune with those less fortunate. Perhaps, one might even realize how everything is interconnected.

Thomas Aquinas was quoted as saying “It is not theft, properly speaking, to take secretly and use another’s property in a case of extreme need, because that which he takes for the support of his life becomes his own property by reason of that need.”

In that vein, Aquinas would not likely have thought it wrong of anybody to take what they need from Singer’s book, particularly if it meant learning how to help others. If you would like to see whether Singer’s book has something in it for you, visit these homepages:

http://www.effectivealtruism.org/

http://www.givewell.org/

Smagen af en følelse

En af mine gamle venner yndede at sige, at man skal høre sandheden fra børn og fulde folk. Det hører med til historien, at han drak, og han sagde, mange sande ting.

Jeg tænkte på ham fornylig, da jeg deltog i et seks-dages meditationsretreat på et kloster ved Costa Brava kysten. Her refererede underviseren – i et af hans Buddhistiske causerier – til filmen Inside Out. En tegnefilm! Det slog mig, at der vitterligt er noget om klicheen: sandheden, fuldskab og børn. Børn er sjældent fulde, men de udfordrer deres forældre. Dagligt. De modner dem.

Nu har jeg set Inside Out. Og den er ganske interessant (om end midten føles lidt lang). Den viser, hvordan følelser interagerer og kæmper om kontrollen i vores mentale kontrolrum. Glæde. Væmmelse. Vrede. Tristhed. Frygt.

images

Filmen handler om pigen Riley, der er 11-12 år. Hun flytter med sine forældre til San Fransisco, hvorved hele hendes følelsesliv sættes på en prøve. I filmen udspiller dette sig ved, at følelsen Glæde ønsker at være den dominerende. Uanset hvad der sker. Glæde har altså svært ved at træde til side, selv når andre følelser synes at virke mere passende i forhold til situationen, fx vrede, frygt eller tristhed på grund af flytning, ny skole, nye venner, tab af venner, osv. På den måde hæmmes et mere modent forhold til følelser.

Følelser er svære, fordi de synes uden klare grænser. Det kan dog være givende at være opmærksom på følelser, når de opstår. Hvad forårsager dem?

Følelser er forbipasserende gæster i ens liv. I Buddhismen lærer man ikke at identificere sig med disse. Gradvist kan man opleve forskellen mellem ”jeg er vred” og ”det er vrede.” Det er svært, men frigørende. Som alt andet forandrer følelser sig også. Selv en forelskelse forandrer sig og bliver til kærlighed og hårdt arbejde. En anden måde at se dette på, kan man ved hjælp af en af hjerneforskningens mere interessante opdagelser, nemlig begrebet neural plasticitet eller den plastiske hjerne. Denne opdagelse understreger, at vores hjerne forandrer sig gennem hele livet. Af samme grund er det også muligt, at blive bedre til at håndtere eller navigere i forbindelse med de følelser, som suser igennem en.

Nyere studier viser, at glæde og lykke i stor grad hænger sammen med evnen til at ”smage” på følelser, fx smage en positiv oplevelse, og derved lade denne smag gennemtrænge ens aktiviteter. Smagen kan ligeledes imprægnere tidligere aktiviteter i skæret af denne. Som et ordsprog siger: det er aldrig for sent, at få en bedre barndom. Denne ”smag” hænger sammen med, hvordan man kan kultivere ens velvære. Det vil sige, at man giver slip på følelser som grådighed og had, mens man prøver at kultivere gavmildhed, medfølelse og kærlighed. Man accepterer ærligt ens motiver, mens man oprigtigt prøver at fremme mere af det, som fremmer velvære, fx gavmildhed.

Modning eller visdom drejer sig om at blive mere bevidst omkring, hvad der foregår i ens mentale kontrolrum. Lytte til den indre stemme.

En af forskellene mellem depressive og ikke-depressive personer er bl.a. forbundet med en fastholdelse af ”smagen” af glæde. Hos den depressive er denne aktivering forbigående, hvorfor hjernen ikke for alvor når at ”smage” følelsen. Jagten på lykke bliver flad og stressende og, af samme grund, deprimerende. Personer der besidder denne kapacitet formår derimod at forblive eller forlænge aktiviteter i denne region af hjernen.

I Inside Out erkender følelsen Glæde, at følelsen Tristhed ikke er skadelig i små doser. Tværtimod. Den kan slå os omkuld, men også lære os at komme på fode igen. Tristheden fremmer refleksion og styrker ens værdier. Hvad er vigtigt? Hvem kan hjælpe? Selvfølgelig kan tristhed igennem længere tid udvikle depression, men i mindre doser vækker den ofte gavmildhed eller generøsitet hos den anden (sågar en selv, såfremt man evner at tage vare på sig selv). Jørgen Leth er eksempelvis kendt for at have et lettere deprimeret sind, hvorfor han bl.a. bor afsondret og mindre forstyrret på Haiti, men han er også en generøs digter. Han digter plads til det, som er i færd med at blive. Dette evner han, fordi han er opmærksom og nærværende – måske ikke hele tiden – men i hvert fald med en imponerende styrke i dele af sit liv.

Det er altså Tristheden, som bringer pigen Riley tilbage til hendes forældre. Tristheden overtager styringen. Det sker i det øjeblik hun tør blotte sig, og vise sin sorg på grund af alt det tabte. I dette øjeblik møder hun – heldigvis – forældrenes rummelighed.

Tanken er vel, eller kald det filmens morale, at vi alle sammen til tider støder ind i nogle – måske endda os selv – som har det svært. Ligesom os, vil enhver anden, gerne leve et liv, der er mindre lidende og utilfredsstillende. Det de mangler for at kunne komme videre, er ikke en neoliberalistisk peptalk om hvorvidt den stærkeste overlever, men omsorg og medfølelse.

Apropos medfølelse. I går afsluttede jeg et kursus i Filosofisk vejledning med en ”loving-kindness”-meditation. Lider de studerende? Ja. Kedsomhed. Usikkerhed. Tvivl. Plus alt det andet: sygdom, død, tab osv. Flere af de studerende smilte efterfølgende. Mere end de plejer. En enkelt sagde, ”What the fuck?”

Ja, what the fuck. Det er jo bare et liv. Og et liv, der ikke undersøges og afprøves, er, som bekendt, ikke værd at leve. Det mente Sokrates i hvert fald.

Mindfulness: A movement?

“Thirty years ago, ‘mindfulness’ was a Buddhist principle mostly obscure to the West,” Jeff Wilson writes in Mindful America. Today, however, it has managed to reach nearly every institution of American society (a tendency that is growing in Europe as well, although more slowly). How did this happen?

In Mindful America, Wilson explores the origin of the mindfulness movement. The book offers one of the first critical descriptions of the movement, which is focused on more that the movement’s practices. A key point is that mindfulness could only grow by distancing itself from Buddhism as a religion. This process took place in the 1980s through magazines, films, TV programs and, in particular, through bringing mindfulness into a medical context, where it later would open up a completely new field of research. Whether Buddhism really is a religion is something that has been debated before the era of mindfulness, but it is true that mindfulness (or the Mindfulness-Based Stress Reduction or MBSR-program of Jon Kabat-Zinn) would probably not be a part of more than 700 medical schools, hospitals, and health care programs worldwide if it were “sold” as religion.

Wilson wants to be neutral in his study, but this is difficult for him. “I do happen to be a Buddhist but am drawn to study mindfulness because of its prominence in the United States,” he writes. Being a Buddhist is both an advantage and disadvantage in his work. Wilson knows what he writes about, but it colors his perception at times. For example, he can’t help but see mindfulness as a second-rate Buddhist practice. He sees the maneuver of bringing mindfulness from Buddhism into a non-Buddhist context as problematic—a purely business practice; he fails to notice the extent to which it actually has contributed to something such as wellbeing.

Wilson favors a certain kind of origin of mindfulness as if there were only one right way to practice Buddhism. A bit similar if one were to criticize contemporary American pragmatics like Robert B. Brandom or Cheryl Misak because they diverge from the founding fathers Charles Sander Peirce and William James. Evolution is creative. Furthermore, the Dalai Lama looks positively on the matter of how Buddhism or aspects of Buddhism may contribute to reducing suffering in the West.

Having said the above, I still believe that Wilson has written a book that was highly needed. As with all things when they become popular, mindfulness attracts people who are mindful for the sake of money, not for the potential liberation of one’s mind. For example, one so-called mindfulness author writes, “mindfulness helps you fall in love,” while another writes, “what can that moment-to-moment awareness do for our sex lives” and “another bonus of eating mindfully is that it improves self-esteem.” Of course, by targeting sex and food, mindfulness is stretched to fit a need among white middle-class people. In addition, the focus on self-esteem (and worse, on identity) is problematic since among the more serious teachers of mindfulness, the “self” is a process. After all everything changes; everything is impermanent.

The critique that Wilson raises can be raised for the majority of the self-help industry. It targets people who seem to be existentially frustrated, perhaps even bored, rather than those that suffer socially or financially. A title like The Monk Who Sold His Ferrari, for example, tells us all we need to know about whom the book is targeting.

Mindful America does a very good job in exploring the mindfulness movement. In its transition from a Buddhist practice strictly for monks to a practice for mainstream Americans, it has had some ups—but mostly downs. The book is not an introduction to mindfulness; rather, it locates this transition in a sociological and cultural setting. It that sense, the need for mindfulness tells us more about the times we live in than about the actual practice itself. Sometimes it can be attractive to become what you’re not.

As Wilson says, “Today mindfulness is, quite simply, everywhere.” This assertion is both true and false. As a commercial concept it is indeed everywhere, but as a practice, it is not. If it were, the world would be a little bit more caring. Actually, if people were mindful then they wouldn’t buy books about mindfulness and sex and shopping and accounting, but simply be mindful.

This review was published in Metapsychology (Volume 19, Issue 32).

Kan vi se vores liv med nye øjne?

”Når vi udvider kapaciteten til at regulere vores opmærksomhed, vores aktivering og vores følelser, øger vi vores evne til at være opmærksomt nærværende i mere udfordrende situationer.” – Salvesen & Wästlund, Mindfulness og medfølelse

Mindfulness og medfølelse er en træningsbog skrevet af de to norske forfattere Katinka Thorne Salvesen og Malin Wästlund. Den handler om hvordan mennesker, der har været udsat for traumatiske hændelser, kan træne deres opmærksomme nærvær, hvilket kan have en healende effekt. Det er en praktisk bog. Ifølge forfatterne henvender bogen sig til mennesker med traumer, men den er også nyttigt for alle de mennesker, der arbejder med at forstå, hjælpe og lindre den smerte, som er forbundet med traumatiske hændelser.

Der er to naturlige egenskaber, som forstyrres ved traumatisering. Den ene er evnen til at være opmærksomt til stede. Den anden er at kunne behandle sig selv med omsorg og venlighed. Mindfulness og medfølelse. Præmissen for bogen er, at vi alle har en iboende evne til selvhealing, det vil sige der findes naturlige processer, som læger vores psykiske og fysiske sår. Og her tænker de to forfattere ikke på at tiden læger alle sår, hvilket den ikke nødvendigvis gør, men at vi kan ændre vores forhold til vores tanker og følelser.

Mindfulness handler om at forstå og anerkende ens følelser, hvorved man bedre kan regulere dem. ”Kunnskap gir makt til å forandre, og det kan gi mot til å prøve noe nytt,” skriver de. Sådanne ændringer tager.

Der findes to former for traumer. Den ene med stort T, den anden med lille t. Traumer med stort T er hændelser, der aktiverer vores overlevelsesinstinkt, fx overgreb. Det er et spørgsmål om liv eller død. Traumer med et lille t er den slags, som dagligdagen desværre er fuld af: mobning, følelser af utilstrækkelighed, manglende hjælp eller synlighed, etc. Det menneskelige overlevelsesforsvar kommer til udtryk i flere varianter, fx tilknytningsråbet (barnet der skriger på sin far), flugt (når vi møder bjørnen i skoven), kamp (når bjørnen løber efter os, og vi til sidst vender os om med knyttede næver), underkastelse (når vi spiller død, og håber at bjørnen vil lade os være i fred).

I bogen anvender Salvesen og Wästlund billedet ”tolerancevinduet” til at tydeliggøre biologiens og psykologens overlevelsessamspil. Tolerancevinduet repræsenterer muligheden for at reflektere og føle, mens man lærer nye måder at engagere sig i det, som sker. Udenfor vinduets rammer, er man enten overaktiveret (kamp, flugt, panik, høj puls, angst), eller underaktiveret (underkastelse, handlingslammelse, håbløshed, skam). ”Vi må være innenfor vinduet for å kunne lære noe nyt,” skriver de.

Udenfor vinduet fjerner vi os fra healingsprocessen. Det er her mindfulness eller opmærksomt nærvær kan hjælpe, da denne evne kan gøre os bedre i stand til at rumme og håndtere vanskelige føleler i stedet for at undgå dem. ”Evnen til å regulere følelser og aktivering må da bygges opp over tid.” Sagt anderledes: Så kan mindfulness hjælpe en med at gøre ens tolerancevindue større. Man kan bogstaveligt talt rumme mere uden at stikke af eller ”spille død.”
Det er med afsæt i dette vindue, at bogen forvandler sig til en træningsmanual fuld af simple, kortvarige og konkrete øvelser, der henvender sig til personer udsat for traumatiske hændelser.

Øvelserne falder i 15 sessioner. De ti første har til hensigt at træne ”opmærksomhedsmuskelen.” Når man træner, skriver de, bevæger man sig rundt i en opmærksomhedscirkel: 1) opmærksomhed på et valgt fokus, fx et stearinlys eller ens åndedrag; 2) sindet vandrer (distraktion); 3) opdager at sindet har vandret (selvobservation); 4) giver slip (på distraktionen; 5) orienterer sig tilbage til ens valgte fokusobjekt. Efter lidt tid – tager de fleste sikkert en tur mere rundt i cirklen.

Kropsskanning eller ”kropsrejse”, som det kaldes her, er et eksempel på en måde, hvorpå man kan styrke ens opmærksomhed. Det er måde at ”flytte hjem til seg selv på.” En kropsrejse svarer til at tage et langsomt S-tog rundt i hele ens krop. Fra storetå til hoved og tilbage igen. Her, som i andre steder i bogen, udviser forfatterne stor nænsomhed, idet de hele tiden understreger, at øvelserne er invitationer, ikke krav. For nogle, fx voldsofre, kan der være dele af kroppen som det kan være svært at dvæle ved. Det er generelt en af bogen store styrker, at Salvesen og Wästlund skriver ud fra en erfaring med at arbejde med mennesker, der er hæmmet eller føler skam på grund af traumatiske oplevelser. Det, som alle mennesker deler, er vores sårbarhed. Dette understreges flere gange.

Udover at træne opmærksomheden, åbner de ti første øvelser også vejen for medfølelse. Eksempelvis er det vigtigt, at den enkelte ikke fordømmer sig selv, hvis man let distraheres (og bliver rundtosset i opmærksomhedscirklen). Derimod er opmærksomhedsøvelserne også øvelser i at blive venlig mod en selv. ”Det observerende selvet er en form for dobbel oppmerksomhet som gjør oss i stand til å være vitne til det som skjer i sinnet og se oss selv i perspektiv.” Pointen er selvfølgelig, at vi skal være i stand til at rumme vores egne tanker og følelser – også de ubehagelige – hvis vi skal kunne blive bedre til at rumme de andres smerte.

Selvom bogen er mere praksisorienteret end teoretisk, så formår de to forfattere at redegøre fint for mindfulness og medfølelse. Eksempelvis understreger de, hvordan empati er grundlaget eller forudsætningen for medfølelse. En ting er at have kontakt med de andres smerte, træde ind i den anden (empati); en anden er et ønske om at lindre denne smerte (medfølelse). Psykopater er ofte ganske empatiske mennesker, men de anvender sjældent denne evne til at forstå den andens smerte – eller hjælpe dem. Tværtimod.

Temaerne for de 15 sessioner er følgende (hvoraf jeg kun har berørt enkelte):

1. Opmærksomt nærvær
2. Tryghed først
3. Våbenhvile
4. Nærme sig kroppen
5. Første skridt mod venlighed
6. Stabilitet
7. Tro ikke alt du tænker (slet ikke, hvis du tænker: jeg er selv skyld i det)
8. Styrk det gode
9. Øvelse gør mester
10. Tilbageblik
11. Medfølelse
12. Blokeringer for indre medfølelse
13. Medfølelse og den indre kritiker
14. Medfølelse uden at miste sig selv
15. Vejen videre.

Et sted citeres den franske forfatter Marcel Proust for ordene: ”Den sande opdagelsesrejse består ikke i at finde nye landskaber, men at se med nye øjne.” Dette citat mindede mig om et fra Herman Melvilles Moby-Dick: ”It is not down on any map; true places never are.”

Igennem hele bogen anvender de to forfatterne billedet af kaptajnen. At vi hver især skal blive kaptajnen i vores eget liv; ham eller hende, der formår at navigere gennem de storme, som ethvert liv rummer. Som Proust og Melville siger, så findes der intet kort, som til fulde kan beskrive, hvordan vi hver især oplever og erfarer livets vanskeligheder. Erfaringen er det afgørende. Den enkeltes erfaring. Af samme grund er øvelserne også tænk, som en måde hvorpå den enkelte kan afprøve disse teknikker, tålmodigt og vedholdende, for at se om erfaringerne er gode.

Kan vi se vores liv med nye øjne?

Der, hvor Mindfulness og medfølelse har sin styrke er, at der ikke er tale om terapi, hvor man prøver at ændre måden, som den enkelte ser verden på. Snarere er det vores forhold eller relation til det, som vi føler og tænker, der ændres. Her rummer mindfulness også en masse interessante berøringsflader med eksistensfilosofien, men dette er en anden historie.
Salvesen og Wästlunds bog er yderst vellykket. Det er ganske rart at vide, at deroppe i Norge er der nogle, som arbejder på at fremme medfølelse, det vil sige aktivt stimulere relationer baseret på nærvær, venlighed, omsorg og kontakt.

Er du opmærksom?

Fornylig var jeg i Zürich for at undervise i sportspsykologi og mindfulness. En regnfuld eftermiddag, søgte jeg på vej tilbage til mit hotel i læ i en større boghandel. Denne modtog mig med en stabel af bøger om mindfulness. Mindfulness og sex, mad, opdragelse, stress, parforhold og så videre og så videre. Der var flere end 50 titler.

I USA er mindfulness alle steder; i Europa synes tendensen at være den samme, om end udviklingen er lidt bagefter. Det er på sin vis forståeligt, da der er tale om en attraktiv måde at være i verden på, men det er også en udvikling, hvor noget populært kommercialiseres. Men selvom mindfulness nok er alle steder, betyder det langt fra at alle er fuldt tilstede. Det ville svare til at alle, der går rundt i en Messi fodboldtrøje, spiller fodbold ligesom ham. Moralen må være: brug din sunde fornuft, når du orienterer dig i dette felt.

Siden firserne har der været et stadigvæk stigende fokus på mindfulness i en vestlig medicinsk sammenhæng, der dog først for alvor kulminerede i 2000’erne. Den amerikanske biolog Jon Kabat-Zinn har været en katalysator for at fremme mindfulness i en ikke-buddhistisk kontekst. Han er skaberen af Mindfulness-Based Stress Reduction (MBSR-program) tilbage i 1979. MBSR er i dag institutionaliseret på mere end 700 medicinske universiteter, hospitaler og sundhedssystemer rundt i verden. I Danmark kan man eksempelvis uddannes i MBSR på Århus Universitet. Dette program er udførligt beskrevet i Kabat-Zinns bog Full Catastrophe Living. Det handler blandt andet om at genskabe en balance mellem ens krop og sind, hvilket sker gennem kropskanninger, yoga og meditation. I de seneste år har der været flere psykologiske forskningsresultater, der viser at mindfulness har en healende effekt på stress, smerte og andre mentale lidelser. Faktisk er Kabat-Zinn så populær (sammen med en voksende skare af mindfulness-forskere og alverdens mindfulness-programmer), at buddhistiske munke refererer til ham, når de skal fortælle om meditationens lyksaligheder.

Mindfulness er en psykisk- eller mentalintervention, hvor den enkelte træner sindet. Den vigtigste del af mindfulness er meditation. I Waking, Dreaming, Being refererer filosoffen Evan Thompson til flere studier, hvor EEG skanninger viser, at meditation kan forandre hjernen. Sådanne EEG skanninger siger selvfølgelig intet om selve kvaliteten heraf, blot at der sker nogle elektroniske aktiviteter i hjernen, når vi gør forskellige ting. Ens hjerne ændrer sig også, hvis du tømmer en flaske gin.

61uJ7oDfQJL._SX329_BO1,204,203,200_Meditation er en unik form for mentaltræning. Der findes forskellige former for meditation, men indenfor mindfulness opererer man ofte med to former – og gerne en kombination. Den ene fokuserer på at styrke ens koncentrationsevne. Her fokuserer man på et objekt, fx hvordan ens åndedrag passerer ens næsebor. Ind og ud, ind og ud. De fleste vil her opleve, at ens tanker lige så stille (eller hurtigt) driver væk fra ens næsebor. Distraheret af mere interessante tanker eller følelser. Når personen, der mediterer bliver opmærksom på at han eller hun ikke længere er fokuseret på vejrtrækningen, er vedkommende instrueret til at bringe sindet tilbage til åndedraget. Dette sker venligt og – meget vigtigt – uden at dømme ens manglende evne til at forblive koncentreret for mere end et halvt minut. Gradvist styrkes ens koncentrationsevne. Den anden form for meditation forsøger, at kultivere ens generelle opmærksomhed. Denne praksis kaldes bl.a. ”valgfri opmærksom”, ”åben opmærksomhed” eller ”åbent nærvær”. Her er den mediterende opmærksom på det, der nu engang måtte dukke op. Vedkommende accepterer dette, fx tanker og følelser, hvorefter vedkommende giver slip og vender tilbage til en åben opmærksomhed. Der er ingen forventninger. Den, der mediterer er åben for alt.

Ideen med at give slip er vigtig, da mange har en tilbøjelighed til at fastholde tanker og følelser, fx at identificerer sig med sine følelser, selvom følelser aldrig er andet end gæster i ens liv. Grundpræmissen i buddhismen er, at intet er permanent. Ofte lider vi, fordi vi krampagtig prøver at holde fast i en illusion, fx den at vores kroppe ikke ældes, at vores forældre ikke dør, at vi ikke selv dør, at vores mave ikke er slatten, osv. Dette skyldes bl.a. at vores sind ikke ældes proportionalt med vores manglende hårpragt.

I Waking, Dreaming, Being beskæftiger filosoffen Thompson sig med hjerneforskning, meditation og filosofi. Han er en befriende guide i dette skæringsfelt, idet han er vidende om alle tre felter, men han oversælger ikke en meditationspraksis som løsningen på alle verdens lidelser. Snarere forholder han sig åbent til de erfaringer, som mere end 2500 meditationspraksis har generet. Men han konfronterer også disse med de sidste 100 års vestlige hjerneforskning og psykologi. En simpel, men vigtig pointe er, at hvordan vi er opmærksomme konditionerer, hvad vi er opmærksomme på. Vi kan eksempelvis være opmærksomme på, hvordan vores gerninger her og nu, påvirker vores fremtidige handlemuligheder. Min skjorte lugter rigtig sløjt, fordi jeg ikke har været i bad i tre dage, end ikke skiftet tøj. Et andet eksempel er miljøet. Hvordan vi behandler naturen i dag har betydning for næste generation. Så såre simpelt. Ikke desto mindre er der mange, der ikke er opmærksomme på, hvordan de er opmærksomme, fordi de blindt fokuserer på, hvad de mener, der er værd at være opmærksom på, fx titler, status, prestige, magt og, selvfølgelig, penge.

Tilsvarende hænger vores måde at være opmærksomme på også sammen med tidens opskruethed. I dag har ingen tid til at læse David Foster Wallaces Infinite Jest. Dette er en synd (såfremt ikke-religiøse kan anvende denne term?)! Af samme grund skal man selvfølgelig også være påpasselig med ikke at gøre mindfulness til en del af kapitalismen vækstlogik, hvor vi hele tiden føler skyld (et andet religiøst begreb!), fordi vi ikke mediterer nok (ligesom vi måske heller ikke dyrker nok motion, spiser nok salat, drikker nok vand …). Pointen er, at ingen bør meditere, læse Wallace eller noget tredje på grund af skyld, men fordi de er motiveret af en kærlighed til livet.

Ewans skriver et sted, at Vispassaná meditation (også kaldet insight meditation) kan ændre den rytmiske måde, hvorpå hjernen organiserer sansninger. Intensiv vispassaná meditation kan ændrer hjernens hang til at fortabe sig – ”mind wandering”. I stedet for kan den fastholde koncentrationen i diskrete erkendelsesøjeblikke. Hjernen bliver bedre rustet til at kunne rumme, hvad der end måtte komme i næste øjeblik. Pointen er, at meditation styrker den enkeltes sansemæssige erkendelse, ligesom meditation styrker ens evne til at fastholde ens fokus på et givent objekt – fra det ene nu til det næste. For nogle er det motivation nok. For andre er den kolde Estrella øl endnu ikke væltet af pinden.

Waking, Dreaming, Being kommer vidt omkring: drømme, død, bevidsthed og en masse personlige anekdoter. Selvet er en proces, ikke noget statisk. Når jeg drømmer, er “jeg’et” i drømmen mig, men ikke desto mindre er “jeg” en anden. Alt sammen er ganske glimrende fortalt. Det er svært ikke at blive lidt klogere sammen med Evan Thompson. Apropos bøger, så er det for mange kutyme, at købe en bog i en boghandel. Jeg købte nu ingen bøger i Zürich, da ingen kunne fastholde min koncentration. I stedet for købte jeg en ny stor notesbog, som jeg skrev disse ord i.

Philosophy for Everyday Life

I published the essay “Philosophy for Everyday Life” in Journal of Philosophy of Life.

Abstract: The aim of this essay is two-sided. The first is to illustrate to what extent philosophy can contribute to our everyday living. The second is to illustrate how. The implicit thesis that I try to unfold in this experimental essay is that these two sides—what and how—constantly intermingle. Although the philosophical approach takes its inspiration from the French philosophers Gilles Deleuze and Michel Serres, as well as from modern secular mindfulness, the main consideration in any philosophy that contributes to our life must be the coherency of our approach to life. Philosophy is a way of relating to life, which, among other things, requires awareness. This essay, therefore, does not present a single way of living that is beneficial but instead advocates a form of life that is philosophical.

You can read the complete essay here.

Blog at WordPress.com.

Up ↑