Smagen af en følelse

En af mine gamle venner yndede at sige, at man skal høre sandheden fra børn og fulde folk. Det hører med til historien, at han drak, og han sagde, mange sande ting.

Jeg tænkte på ham fornylig, da jeg deltog i et seks-dages meditationsretreat på et kloster ved Costa Brava kysten. Her refererede underviseren – i et af hans Buddhistiske causerier – til filmen Inside Out. En tegnefilm! Det slog mig, at der vitterligt er noget om klicheen: sandheden, fuldskab og børn. Børn er sjældent fulde, men de udfordrer deres forældre. Dagligt. De modner dem.

Nu har jeg set Inside Out. Og den er ganske interessant (om end midten føles lidt lang). Den viser, hvordan følelser interagerer og kæmper om kontrollen i vores mentale kontrolrum. Glæde. Væmmelse. Vrede. Tristhed. Frygt.

images

Filmen handler om pigen Riley, der er 11-12 år. Hun flytter med sine forældre til San Fransisco, hvorved hele hendes følelsesliv sættes på en prøve. I filmen udspiller dette sig ved, at følelsen Glæde ønsker at være den dominerende. Uanset hvad der sker. Glæde har altså svært ved at træde til side, selv når andre følelser synes at virke mere passende i forhold til situationen, fx vrede, frygt eller tristhed på grund af flytning, ny skole, nye venner, tab af venner, osv. På den måde hæmmes et mere modent forhold til følelser.

Følelser er svære, fordi de synes uden klare grænser. Det kan dog være givende at være opmærksom på følelser, når de opstår. Hvad forårsager dem?

Følelser er forbipasserende gæster i ens liv. I Buddhismen lærer man ikke at identificere sig med disse. Gradvist kan man opleve forskellen mellem ”jeg er vred” og ”det er vrede.” Det er svært, men frigørende. Som alt andet forandrer følelser sig også. Selv en forelskelse forandrer sig og bliver til kærlighed og hårdt arbejde. En anden måde at se dette på, kan man ved hjælp af en af hjerneforskningens mere interessante opdagelser, nemlig begrebet neural plasticitet eller den plastiske hjerne. Denne opdagelse understreger, at vores hjerne forandrer sig gennem hele livet. Af samme grund er det også muligt, at blive bedre til at håndtere eller navigere i forbindelse med de følelser, som suser igennem en.

Nyere studier viser, at glæde og lykke i stor grad hænger sammen med evnen til at ”smage” på følelser, fx smage en positiv oplevelse, og derved lade denne smag gennemtrænge ens aktiviteter. Smagen kan ligeledes imprægnere tidligere aktiviteter i skæret af denne. Som et ordsprog siger: det er aldrig for sent, at få en bedre barndom. Denne ”smag” hænger sammen med, hvordan man kan kultivere ens velvære. Det vil sige, at man giver slip på følelser som grådighed og had, mens man prøver at kultivere gavmildhed, medfølelse og kærlighed. Man accepterer ærligt ens motiver, mens man oprigtigt prøver at fremme mere af det, som fremmer velvære, fx gavmildhed.

Modning eller visdom drejer sig om at blive mere bevidst omkring, hvad der foregår i ens mentale kontrolrum. Lytte til den indre stemme.

En af forskellene mellem depressive og ikke-depressive personer er bl.a. forbundet med en fastholdelse af ”smagen” af glæde. Hos den depressive er denne aktivering forbigående, hvorfor hjernen ikke for alvor når at ”smage” følelsen. Jagten på lykke bliver flad og stressende og, af samme grund, deprimerende. Personer der besidder denne kapacitet formår derimod at forblive eller forlænge aktiviteter i denne region af hjernen.

I Inside Out erkender følelsen Glæde, at følelsen Tristhed ikke er skadelig i små doser. Tværtimod. Den kan slå os omkuld, men også lære os at komme på fode igen. Tristheden fremmer refleksion og styrker ens værdier. Hvad er vigtigt? Hvem kan hjælpe? Selvfølgelig kan tristhed igennem længere tid udvikle depression, men i mindre doser vækker den ofte gavmildhed eller generøsitet hos den anden (sågar en selv, såfremt man evner at tage vare på sig selv). Jørgen Leth er eksempelvis kendt for at have et lettere deprimeret sind, hvorfor han bl.a. bor afsondret og mindre forstyrret på Haiti, men han er også en generøs digter. Han digter plads til det, som er i færd med at blive. Dette evner han, fordi han er opmærksom og nærværende – måske ikke hele tiden – men i hvert fald med en imponerende styrke i dele af sit liv.

Det er altså Tristheden, som bringer pigen Riley tilbage til hendes forældre. Tristheden overtager styringen. Det sker i det øjeblik hun tør blotte sig, og vise sin sorg på grund af alt det tabte. I dette øjeblik møder hun – heldigvis – forældrenes rummelighed.

Tanken er vel, eller kald det filmens morale, at vi alle sammen til tider støder ind i nogle – måske endda os selv – som har det svært. Ligesom os, vil enhver anden, gerne leve et liv, der er mindre lidende og utilfredsstillende. Det de mangler for at kunne komme videre, er ikke en neoliberalistisk peptalk om hvorvidt den stærkeste overlever, men omsorg og medfølelse.

Apropos medfølelse. I går afsluttede jeg et kursus i Filosofisk vejledning med en ”loving-kindness”-meditation. Lider de studerende? Ja. Kedsomhed. Usikkerhed. Tvivl. Plus alt det andet: sygdom, død, tab osv. Flere af de studerende smilte efterfølgende. Mere end de plejer. En enkelt sagde, ”What the fuck?”

Ja, what the fuck. Det er jo bare et liv. Og et liv, der ikke undersøges og afprøves, er, som bekendt, ikke værd at leve. Det mente Sokrates i hvert fald.

Mindfulness: A movement?

“Thirty years ago, ‘mindfulness’ was a Buddhist principle mostly obscure to the West,” Jeff Wilson writes in Mindful America. Today, however, it has managed to reach nearly every institution of American society (a tendency that is growing in Europe as well, although more slowly). How did this happen?

In Mindful America, Wilson explores the origin of the mindfulness movement. The book offers one of the first critical descriptions of the movement, which is focused on more that the movement’s practices. A key point is that mindfulness could only grow by distancing itself from Buddhism as a religion. This process took place in the 1980s through magazines, films, TV programs and, in particular, through bringing mindfulness into a medical context, where it later would open up a completely new field of research. Whether Buddhism really is a religion is something that has been debated before the era of mindfulness, but it is true that mindfulness (or the Mindfulness-Based Stress Reduction or MBSR-program of Jon Kabat-Zinn) would probably not be a part of more than 700 medical schools, hospitals, and health care programs worldwide if it were “sold” as religion.

Wilson wants to be neutral in his study, but this is difficult for him. “I do happen to be a Buddhist but am drawn to study mindfulness because of its prominence in the United States,” he writes. Being a Buddhist is both an advantage and disadvantage in his work. Wilson knows what he writes about, but it colors his perception at times. For example, he can’t help but see mindfulness as a second-rate Buddhist practice. He sees the maneuver of bringing mindfulness from Buddhism into a non-Buddhist context as problematic—a purely business practice; he fails to notice the extent to which it actually has contributed to something such as wellbeing.

Wilson favors a certain kind of origin of mindfulness as if there were only one right way to practice Buddhism. A bit similar if one were to criticize contemporary American pragmatics like Robert B. Brandom or Cheryl Misak because they diverge from the founding fathers Charles Sander Peirce and William James. Evolution is creative. Furthermore, the Dalai Lama looks positively on the matter of how Buddhism or aspects of Buddhism may contribute to reducing suffering in the West.

Having said the above, I still believe that Wilson has written a book that was highly needed. As with all things when they become popular, mindfulness attracts people who are mindful for the sake of money, not for the potential liberation of one’s mind. For example, one so-called mindfulness author writes, “mindfulness helps you fall in love,” while another writes, “what can that moment-to-moment awareness do for our sex lives” and “another bonus of eating mindfully is that it improves self-esteem.” Of course, by targeting sex and food, mindfulness is stretched to fit a need among white middle-class people. In addition, the focus on self-esteem (and worse, on identity) is problematic since among the more serious teachers of mindfulness, the “self” is a process. After all everything changes; everything is impermanent.

The critique that Wilson raises can be raised for the majority of the self-help industry. It targets people who seem to be existentially frustrated, perhaps even bored, rather than those that suffer socially or financially. A title like The Monk Who Sold His Ferrari, for example, tells us all we need to know about whom the book is targeting.

Mindful America does a very good job in exploring the mindfulness movement. In its transition from a Buddhist practice strictly for monks to a practice for mainstream Americans, it has had some ups—but mostly downs. The book is not an introduction to mindfulness; rather, it locates this transition in a sociological and cultural setting. It that sense, the need for mindfulness tells us more about the times we live in than about the actual practice itself. Sometimes it can be attractive to become what you’re not.

As Wilson says, “Today mindfulness is, quite simply, everywhere.” This assertion is both true and false. As a commercial concept it is indeed everywhere, but as a practice, it is not. If it were, the world would be a little bit more caring. Actually, if people were mindful then they wouldn’t buy books about mindfulness and sex and shopping and accounting, but simply be mindful.

This review was published in Metapsychology (Volume 19, Issue 32).

Kan vi se vores liv med nye øjne?

”Når vi udvider kapaciteten til at regulere vores opmærksomhed, vores aktivering og vores følelser, øger vi vores evne til at være opmærksomt nærværende i mere udfordrende situationer.” – Salvesen & Wästlund, Mindfulness og medfølelse

Mindfulness og medfølelse er en træningsbog skrevet af de to norske forfattere Katinka Thorne Salvesen og Malin Wästlund. Den handler om hvordan mennesker, der har været udsat for traumatiske hændelser, kan træne deres opmærksomme nærvær, hvilket kan have en healende effekt. Det er en praktisk bog. Ifølge forfatterne henvender bogen sig til mennesker med traumer, men den er også nyttigt for alle de mennesker, der arbejder med at forstå, hjælpe og lindre den smerte, som er forbundet med traumatiske hændelser.

Der er to naturlige egenskaber, som forstyrres ved traumatisering. Den ene er evnen til at være opmærksomt til stede. Den anden er at kunne behandle sig selv med omsorg og venlighed. Mindfulness og medfølelse. Præmissen for bogen er, at vi alle har en iboende evne til selvhealing, det vil sige der findes naturlige processer, som læger vores psykiske og fysiske sår. Og her tænker de to forfattere ikke på at tiden læger alle sår, hvilket den ikke nødvendigvis gør, men at vi kan ændre vores forhold til vores tanker og følelser.

Mindfulness handler om at forstå og anerkende ens følelser, hvorved man bedre kan regulere dem. ”Kunnskap gir makt til å forandre, og det kan gi mot til å prøve noe nytt,” skriver de. Sådanne ændringer tager.

Der findes to former for traumer. Den ene med stort T, den anden med lille t. Traumer med stort T er hændelser, der aktiverer vores overlevelsesinstinkt, fx overgreb. Det er et spørgsmål om liv eller død. Traumer med et lille t er den slags, som dagligdagen desværre er fuld af: mobning, følelser af utilstrækkelighed, manglende hjælp eller synlighed, etc. Det menneskelige overlevelsesforsvar kommer til udtryk i flere varianter, fx tilknytningsråbet (barnet der skriger på sin far), flugt (når vi møder bjørnen i skoven), kamp (når bjørnen løber efter os, og vi til sidst vender os om med knyttede næver), underkastelse (når vi spiller død, og håber at bjørnen vil lade os være i fred).

I bogen anvender Salvesen og Wästlund billedet ”tolerancevinduet” til at tydeliggøre biologiens og psykologens overlevelsessamspil. Tolerancevinduet repræsenterer muligheden for at reflektere og føle, mens man lærer nye måder at engagere sig i det, som sker. Udenfor vinduets rammer, er man enten overaktiveret (kamp, flugt, panik, høj puls, angst), eller underaktiveret (underkastelse, handlingslammelse, håbløshed, skam). ”Vi må være innenfor vinduet for å kunne lære noe nyt,” skriver de.

Udenfor vinduet fjerner vi os fra healingsprocessen. Det er her mindfulness eller opmærksomt nærvær kan hjælpe, da denne evne kan gøre os bedre i stand til at rumme og håndtere vanskelige føleler i stedet for at undgå dem. ”Evnen til å regulere følelser og aktivering må da bygges opp over tid.” Sagt anderledes: Så kan mindfulness hjælpe en med at gøre ens tolerancevindue større. Man kan bogstaveligt talt rumme mere uden at stikke af eller ”spille død.”
Det er med afsæt i dette vindue, at bogen forvandler sig til en træningsmanual fuld af simple, kortvarige og konkrete øvelser, der henvender sig til personer udsat for traumatiske hændelser.

Øvelserne falder i 15 sessioner. De ti første har til hensigt at træne ”opmærksomhedsmuskelen.” Når man træner, skriver de, bevæger man sig rundt i en opmærksomhedscirkel: 1) opmærksomhed på et valgt fokus, fx et stearinlys eller ens åndedrag; 2) sindet vandrer (distraktion); 3) opdager at sindet har vandret (selvobservation); 4) giver slip (på distraktionen; 5) orienterer sig tilbage til ens valgte fokusobjekt. Efter lidt tid – tager de fleste sikkert en tur mere rundt i cirklen.

Kropsskanning eller ”kropsrejse”, som det kaldes her, er et eksempel på en måde, hvorpå man kan styrke ens opmærksomhed. Det er måde at ”flytte hjem til seg selv på.” En kropsrejse svarer til at tage et langsomt S-tog rundt i hele ens krop. Fra storetå til hoved og tilbage igen. Her, som i andre steder i bogen, udviser forfatterne stor nænsomhed, idet de hele tiden understreger, at øvelserne er invitationer, ikke krav. For nogle, fx voldsofre, kan der være dele af kroppen som det kan være svært at dvæle ved. Det er generelt en af bogen store styrker, at Salvesen og Wästlund skriver ud fra en erfaring med at arbejde med mennesker, der er hæmmet eller føler skam på grund af traumatiske oplevelser. Det, som alle mennesker deler, er vores sårbarhed. Dette understreges flere gange.

Udover at træne opmærksomheden, åbner de ti første øvelser også vejen for medfølelse. Eksempelvis er det vigtigt, at den enkelte ikke fordømmer sig selv, hvis man let distraheres (og bliver rundtosset i opmærksomhedscirklen). Derimod er opmærksomhedsøvelserne også øvelser i at blive venlig mod en selv. ”Det observerende selvet er en form for dobbel oppmerksomhet som gjør oss i stand til å være vitne til det som skjer i sinnet og se oss selv i perspektiv.” Pointen er selvfølgelig, at vi skal være i stand til at rumme vores egne tanker og følelser – også de ubehagelige – hvis vi skal kunne blive bedre til at rumme de andres smerte.

Selvom bogen er mere praksisorienteret end teoretisk, så formår de to forfattere at redegøre fint for mindfulness og medfølelse. Eksempelvis understreger de, hvordan empati er grundlaget eller forudsætningen for medfølelse. En ting er at have kontakt med de andres smerte, træde ind i den anden (empati); en anden er et ønske om at lindre denne smerte (medfølelse). Psykopater er ofte ganske empatiske mennesker, men de anvender sjældent denne evne til at forstå den andens smerte – eller hjælpe dem. Tværtimod.

Temaerne for de 15 sessioner er følgende (hvoraf jeg kun har berørt enkelte):

1. Opmærksomt nærvær
2. Tryghed først
3. Våbenhvile
4. Nærme sig kroppen
5. Første skridt mod venlighed
6. Stabilitet
7. Tro ikke alt du tænker (slet ikke, hvis du tænker: jeg er selv skyld i det)
8. Styrk det gode
9. Øvelse gør mester
10. Tilbageblik
11. Medfølelse
12. Blokeringer for indre medfølelse
13. Medfølelse og den indre kritiker
14. Medfølelse uden at miste sig selv
15. Vejen videre.

Et sted citeres den franske forfatter Marcel Proust for ordene: ”Den sande opdagelsesrejse består ikke i at finde nye landskaber, men at se med nye øjne.” Dette citat mindede mig om et fra Herman Melvilles Moby-Dick: ”It is not down on any map; true places never are.”

Igennem hele bogen anvender de to forfatterne billedet af kaptajnen. At vi hver især skal blive kaptajnen i vores eget liv; ham eller hende, der formår at navigere gennem de storme, som ethvert liv rummer. Som Proust og Melville siger, så findes der intet kort, som til fulde kan beskrive, hvordan vi hver især oplever og erfarer livets vanskeligheder. Erfaringen er det afgørende. Den enkeltes erfaring. Af samme grund er øvelserne også tænk, som en måde hvorpå den enkelte kan afprøve disse teknikker, tålmodigt og vedholdende, for at se om erfaringerne er gode.

Kan vi se vores liv med nye øjne?

Der, hvor Mindfulness og medfølelse har sin styrke er, at der ikke er tale om terapi, hvor man prøver at ændre måden, som den enkelte ser verden på. Snarere er det vores forhold eller relation til det, som vi føler og tænker, der ændres. Her rummer mindfulness også en masse interessante berøringsflader med eksistensfilosofien, men dette er en anden historie.
Salvesen og Wästlunds bog er yderst vellykket. Det er ganske rart at vide, at deroppe i Norge er der nogle, som arbejder på at fremme medfølelse, det vil sige aktivt stimulere relationer baseret på nærvær, venlighed, omsorg og kontakt.

Er du opmærksom?

Fornylig var jeg i Zürich for at undervise i sportspsykologi og mindfulness. En regnfuld eftermiddag, søgte jeg på vej tilbage til mit hotel i læ i en større boghandel. Denne modtog mig med en stabel af bøger om mindfulness. Mindfulness og sex, mad, opdragelse, stress, parforhold og så videre og så videre. Der var flere end 50 titler.

I USA er mindfulness alle steder; i Europa synes tendensen at være den samme, om end udviklingen er lidt bagefter. Det er på sin vis forståeligt, da der er tale om en attraktiv måde at være i verden på, men det er også en udvikling, hvor noget populært kommercialiseres. Men selvom mindfulness nok er alle steder, betyder det langt fra at alle er fuldt tilstede. Det ville svare til at alle, der går rundt i en Messi fodboldtrøje, spiller fodbold ligesom ham. Moralen må være: brug din sunde fornuft, når du orienterer dig i dette felt.

Siden firserne har der været et stadigvæk stigende fokus på mindfulness i en vestlig medicinsk sammenhæng, der dog først for alvor kulminerede i 2000’erne. Den amerikanske biolog Jon Kabat-Zinn har været en katalysator for at fremme mindfulness i en ikke-buddhistisk kontekst. Han er skaberen af Mindfulness-Based Stress Reduction (MBSR-program) tilbage i 1979. MBSR er i dag institutionaliseret på mere end 700 medicinske universiteter, hospitaler og sundhedssystemer rundt i verden. I Danmark kan man eksempelvis uddannes i MBSR på Århus Universitet. Dette program er udførligt beskrevet i Kabat-Zinns bog Full Catastrophe Living. Det handler blandt andet om at genskabe en balance mellem ens krop og sind, hvilket sker gennem kropskanninger, yoga og meditation. I de seneste år har der været flere psykologiske forskningsresultater, der viser at mindfulness har en healende effekt på stress, smerte og andre mentale lidelser. Faktisk er Kabat-Zinn så populær (sammen med en voksende skare af mindfulness-forskere og alverdens mindfulness-programmer), at buddhistiske munke refererer til ham, når de skal fortælle om meditationens lyksaligheder.

Mindfulness er en psykisk- eller mentalintervention, hvor den enkelte træner sindet. Den vigtigste del af mindfulness er meditation. I Waking, Dreaming, Being refererer filosoffen Evan Thompson til flere studier, hvor EEG skanninger viser, at meditation kan forandre hjernen. Sådanne EEG skanninger siger selvfølgelig intet om selve kvaliteten heraf, blot at der sker nogle elektroniske aktiviteter i hjernen, når vi gør forskellige ting. Ens hjerne ændrer sig også, hvis du tømmer en flaske gin.

61uJ7oDfQJL._SX329_BO1,204,203,200_Meditation er en unik form for mentaltræning. Der findes forskellige former for meditation, men indenfor mindfulness opererer man ofte med to former – og gerne en kombination. Den ene fokuserer på at styrke ens koncentrationsevne. Her fokuserer man på et objekt, fx hvordan ens åndedrag passerer ens næsebor. Ind og ud, ind og ud. De fleste vil her opleve, at ens tanker lige så stille (eller hurtigt) driver væk fra ens næsebor. Distraheret af mere interessante tanker eller følelser. Når personen, der mediterer bliver opmærksom på at han eller hun ikke længere er fokuseret på vejrtrækningen, er vedkommende instrueret til at bringe sindet tilbage til åndedraget. Dette sker venligt og – meget vigtigt – uden at dømme ens manglende evne til at forblive koncentreret for mere end et halvt minut. Gradvist styrkes ens koncentrationsevne. Den anden form for meditation forsøger, at kultivere ens generelle opmærksomhed. Denne praksis kaldes bl.a. ”valgfri opmærksom”, ”åben opmærksomhed” eller ”åbent nærvær”. Her er den mediterende opmærksom på det, der nu engang måtte dukke op. Vedkommende accepterer dette, fx tanker og følelser, hvorefter vedkommende giver slip og vender tilbage til en åben opmærksomhed. Der er ingen forventninger. Den, der mediterer er åben for alt.

Ideen med at give slip er vigtig, da mange har en tilbøjelighed til at fastholde tanker og følelser, fx at identificerer sig med sine følelser, selvom følelser aldrig er andet end gæster i ens liv. Grundpræmissen i buddhismen er, at intet er permanent. Ofte lider vi, fordi vi krampagtig prøver at holde fast i en illusion, fx den at vores kroppe ikke ældes, at vores forældre ikke dør, at vi ikke selv dør, at vores mave ikke er slatten, osv. Dette skyldes bl.a. at vores sind ikke ældes proportionalt med vores manglende hårpragt.

I Waking, Dreaming, Being beskæftiger filosoffen Thompson sig med hjerneforskning, meditation og filosofi. Han er en befriende guide i dette skæringsfelt, idet han er vidende om alle tre felter, men han oversælger ikke en meditationspraksis som løsningen på alle verdens lidelser. Snarere forholder han sig åbent til de erfaringer, som mere end 2500 meditationspraksis har generet. Men han konfronterer også disse med de sidste 100 års vestlige hjerneforskning og psykologi. En simpel, men vigtig pointe er, at hvordan vi er opmærksomme konditionerer, hvad vi er opmærksomme på. Vi kan eksempelvis være opmærksomme på, hvordan vores gerninger her og nu, påvirker vores fremtidige handlemuligheder. Min skjorte lugter rigtig sløjt, fordi jeg ikke har været i bad i tre dage, end ikke skiftet tøj. Et andet eksempel er miljøet. Hvordan vi behandler naturen i dag har betydning for næste generation. Så såre simpelt. Ikke desto mindre er der mange, der ikke er opmærksomme på, hvordan de er opmærksomme, fordi de blindt fokuserer på, hvad de mener, der er værd at være opmærksom på, fx titler, status, prestige, magt og, selvfølgelig, penge.

Tilsvarende hænger vores måde at være opmærksomme på også sammen med tidens opskruethed. I dag har ingen tid til at læse David Foster Wallaces Infinite Jest. Dette er en synd (såfremt ikke-religiøse kan anvende denne term?)! Af samme grund skal man selvfølgelig også være påpasselig med ikke at gøre mindfulness til en del af kapitalismen vækstlogik, hvor vi hele tiden føler skyld (et andet religiøst begreb!), fordi vi ikke mediterer nok (ligesom vi måske heller ikke dyrker nok motion, spiser nok salat, drikker nok vand …). Pointen er, at ingen bør meditere, læse Wallace eller noget tredje på grund af skyld, men fordi de er motiveret af en kærlighed til livet.

Ewans skriver et sted, at Vispassaná meditation (også kaldet insight meditation) kan ændre den rytmiske måde, hvorpå hjernen organiserer sansninger. Intensiv vispassaná meditation kan ændrer hjernens hang til at fortabe sig – ”mind wandering”. I stedet for kan den fastholde koncentrationen i diskrete erkendelsesøjeblikke. Hjernen bliver bedre rustet til at kunne rumme, hvad der end måtte komme i næste øjeblik. Pointen er, at meditation styrker den enkeltes sansemæssige erkendelse, ligesom meditation styrker ens evne til at fastholde ens fokus på et givent objekt – fra det ene nu til det næste. For nogle er det motivation nok. For andre er den kolde Estrella øl endnu ikke væltet af pinden.

Waking, Dreaming, Being kommer vidt omkring: drømme, død, bevidsthed og en masse personlige anekdoter. Selvet er en proces, ikke noget statisk. Når jeg drømmer, er “jeg’et” i drømmen mig, men ikke desto mindre er “jeg” en anden. Alt sammen er ganske glimrende fortalt. Det er svært ikke at blive lidt klogere sammen med Evan Thompson. Apropos bøger, så er det for mange kutyme, at købe en bog i en boghandel. Jeg købte nu ingen bøger i Zürich, da ingen kunne fastholde min koncentration. I stedet for købte jeg en ny stor notesbog, som jeg skrev disse ord i.

Philosophy for Everyday Life

I published the essay “Philosophy for Everyday Life” in Journal of Philosophy of Life.

Abstract: The aim of this essay is two-sided. The first is to illustrate to what extent philosophy can contribute to our everyday living. The second is to illustrate how. The implicit thesis that I try to unfold in this experimental essay is that these two sides—what and how—constantly intermingle. Although the philosophical approach takes its inspiration from the French philosophers Gilles Deleuze and Michel Serres, as well as from modern secular mindfulness, the main consideration in any philosophy that contributes to our life must be the coherency of our approach to life. Philosophy is a way of relating to life, which, among other things, requires awareness. This essay, therefore, does not present a single way of living that is beneficial but instead advocates a form of life that is philosophical.

You can read the complete essay here.

Move to Mars

In The Practice of the Wild, the poet Gary Snyder writes, ”The world is our conscious, and it surrounds us. There are more things in mind, in imagination, than ‘you’ can keep track of – thoughts, memories, images, angers, delights, rise unbidden.”

We are formed by the world. It resembles the mystery of our minds. Still, the world is suffering: Water shortage. Climate chaos. Mass poverty. Mass migration. Terrorism. Financial greed. And so forth.

What to do? In the same essay, Snyder stresses, ”An ethical life is one that is mindful.” Becoming mindful is the challenge.

Of course, we all know it. The world — our planet — needs our care to survive. Yet, it seems as if the planet is wrapped more in sweet and symbolic words than actual concrete actions. Saving the planet has become a moralistic quest. We have forgotten, “the shared ground of our common biological being,” as Snyder writes, that is to say; you have more in common with a lion than what differentiates you from it.

Saving the planet is our responsibility, some say. Some even wants to save it, because they feel guilty. They are concerned about the fear of suffering from future guilt, as when our kids or our friends kids confront us, “Why didn’t you do anything?” However, guilt, fear, and responsibility … I am not sure that it works. At least it doesn’t seem like it’s working. Instead, I suggest that we save the planet out of love.

It’s that simple. We need the planet because we love the sun, the rain, and the wind. We need the planet because we love how we are connected with every being that breathes. We need the planet because we live here; our memories, love stories and miseries are embedded here. We don’t love the planet because we need it for something as vague as career, status or prestige.

Out of love. That’s the best intention for everything. Out of love we plant small seeds, then we nurture them, take care of them, and we do so because deep down we know that survival of the fittest doesn’t rule the world (only capitalism works that way). On the contrary, in life it’s compassion, care, and love that rules. It’s because I care that some life will go on living.

Do you care?

An ethical life is mindful, well, a mindful life is one that tries to live here and now in our bodies. Here and now is also how Gilles Deleuze and Félix Guattari defined utopia in What Is Philosophy?, ”Utopia does not split off from infinite movement: etymologica1ly it stands for absolute deterritorialization but always at the critical point at which it is connected with the present relative milieu, and espe­cially with the forces stifled by this milieu, Erewhon, the word used by Samuel Butler, refers not only to no-where but also to now-here.”

Utopia. Nowhere is always now and here. We don’t need more contemplation, not even higher ideals or moral categories. Rather we need to connect with the present. Becoming more mindful. Mindfulness of the body, for example, can be practiced by watching the breath when goes in and out, listening to the sounds, noticing the smells in the air, becoming aware of what we put in our mouth. Awareness is the key, not judgment. Mind and body are indistinguishable like Alberto Contador and his bike.

To love is not an intellectual project. Don’t your lips shiver when you kiss your lover? Do you love your kids out of responsibility? Out of guilt? No, because that’s not love. You love them because you love them.

Don’t you love the place where you live? If not … move to Mars.

For more on mindful philosophy, I have published the essay “Philosophy of Everyday Life” in the Journal of Philosophy of Life.

Doing Business with Deleuze?

I just published the essay “Doing Business with Deleuze?” in Kritike.
Abstract: This essay has two parts. The first part gives a brief overview of the foundation of economics. The second part contains a broader outline of the way in which philosopher Gilles Deleuze thinks of ethics. In the second part, I also explore the potential connections between Deleuze’s thoughts and economics. Especially, I focus on the concepts of “human capital,” “empowerment,” and more fruitful, the concept of “power-with” as proposed by organizational theorist, Mary Parker Follett. By doing so, I try to minimize the gap between economics and ethics as presented here. Finally, I determine whether it is possible to do business with Deleuze.
Read the full essay here.

Kierkegaard’s Quest: How Not to Stop Seducing

I just published the paper “Kierkegaard’s Quest: How Not to Stop Seducing” in Philosophy of Management.

Abstract

Change has traditionally been perceived as something to be avoided in favor of stability. This can be witnessed in both individual and organizational approaches to change. In this paper, change as a process of becoming is analyzed. The author relates change to seduction to introduce new perspectives to the concept. The principal idea is that the process of change is a seductive experience. This assumption highlights the positive aspects of becoming, growing, and changing. In doing so, reference is made to the philosophy of Gilles Deleuze, as well as the humanistic psychology of Carl Rogers, to analyze seduction, as presented in The Seducer’s Diary by the philosopher Søren Kierkegaard. The qualification of this claim is based on this reading. Finally, a conclusion is offered through brief comments on the relationship between seduction, personal growth, and self-actualization.

Read the entire paper here: Kierkegaard’s Quest- How Not to Stop Seducing

Blog at WordPress.com.

Up ↑