The affair happened more than ten years ago. We worked together on a project with four other colleagues. She was married and had two small children …
Read the rest of this story in the Talking Soup Magazine.
Coaching som problem
Med afsæt i den filosofi, som er forbundet med filosoffen Gilles Deleuze og psykiateren Félix Guattaris fælles forfatterskab, vil jeg rejse to spørgsmål i dette essay. Det første spørgsmål er: Hvad skal vi forstå ved et problem? I forlængelse heraf spørger jeg: Hvilket problem er coaching løsningen på? Disse to spørgsmål fører videre til mit egentlige ærinde, nemlig at belyse nogle problematiske sider af coaching og herunder vise, hvor coaching reelt fungerer.
Læs: Coaching som problem.
Essayet er oprindeligt publiceret i bogen Coaching i nyt perspektiv redigeret af K. Gørtz og T. Gaihede, Hans Reitzels Forlag, 2014.
Se endvidere:
Coaching – et moderne pyramidespil
Philosopher or Meditator?
“The artist is a seer, a becomer,” wrote the philosopher Gilles Deleuze and the psychiatrist Félix Guattari in their 1996 book, What Is Philosophy.
I thought of this quote the other day, when a student of mine asked me, “What are you: a meditator or a philosopher?”
I’m not sure whether there is—or has to be—a difference, I told her, “I’m a philosopher who meditates. I guess like a carpenter, schoolteacher or football player sometimes does that, too.”
“So to philosophize is, in a way, to meditate,” she said.
“Yes.”
… read the rest of the essay here
De cyklende munke
”Cykelryttere er mennesker, der bruger meget tid alene,” skriver Daniel Dencik i bogen Sportshjerte. Det samme kan man sige om mennesker, der bruger meget tid på at meditere. Det skriver Jes Bertelsen om i bogen Dejlig er jorden.
De to bøger er begge letlæselige og vedkommende essays. Det ene handler om en forfatters passion for cykelsporten; den anden en forfatters passion for at redde jorden. Jeg deler begge passioner.
I forrige weekend var jeg et smut i Danmark, hvor jeg købte de to bøger, som jeg derefter læste næsten simultant. Og her slog det mig, at cykelsporten er mere mystisk og spirituel, end Bertelsen, som ellers er en meget erfaren meditationslære ved Vækstcentret, der ligger et sted i Jylland.
Ok, jorden er dejlig, men den er under et kraftigt eksistentielt pres. Der er behov for en bæredygtig udvikling, der forudsætter en spirituel transformation af os selv og vores organisationer, skriver FN i en rapport, som Bertelsen citerer. Problemerne med hensyn til forurening, grådighed og egoisme er velkendte, mere uvist er, hvad vi kan gøre, samt hvordan vi kan gøre det.
Den amerikanske forfatter Terry Tempest Williams har engang sagt, at det ikke er de stærkeste, der overlever. Snarere er det de meste medfølende. Bertelsen vil sandsynligvis være enig, selvom hans nøglebegreb er empati. ”Men empati for andre end de nærmeste vokser ikke ud som hår og skæg,” skriver han. Empati må trænes. Ligesom ingen rytter nogensinde har vundet Tour de France ved hjælp af præstationsfremmende stoffer alene. De træner. Hver dag. (Og ja, Armstrong og Riis vandt – se mere her, hvis du er i tvivl.)
En måde at træne empati på kan ske ved at kultivere fem sider af menneskets nærvær og bevidsthed. Bertelsen tager udgangspunkt i en femkant, som han har udviklet. Femkanten refererer til fem naturlige færdigheder: Åndedrættet, kroppen, hjertet, kreativiteten og bevidstheden.
Herefter inviterer den mediterende jyde med til træning af disse fem kompetencer, der handler om at udvide horisonten for bevidst nærvær. Det hele fremmer evnen til at tænke over det at tænke. Meditation er en slags meta-tænkning. Eller en ”evne til at være vidne til det, man føler eller oplever.” En ”vidnefunktion,” som det så smukt nævnes.
Nogle af de samme ting kan styrkes ved at betragte cykelsporten. ”Ingen anden sportsgren opviser så ærlige menneskeportrætter,” står der. En af Denciks styrker er, at han giver plads til rytterne, idet han lader dem være vidner, fx siger Jacob Fuglsang et sted: ”Der behøver ikke ske noget andet hele tiden. Det er vildt nok at sidde her og drikke en tår kaffe fra den kop. Hvis den da eksisterer.”
Fuglsang fremstår som noget så unik, som mindful atlet.
Rasmus Quaade siger om den berygtede enkeltstart, at der ikke er plads til nogen tanker, mens man træder i pedalerne. Ingenting – ikke forstået som noget dybt, men som noget frigørende. ”At køre mig selv ud er for mig det ultimative, det er kernen i, hvem jeg er. Det er så svært at beskrive, hvad der sker i hovedet på en enkeltstart. Fordi der sker nemlig ikke noget. Men du har samtidig nogle vilde oplevelser. Især af smerte. Det er ligesom at meditere …” siger Quaade.
Selv filosoferer Dencik, så jeg var helt i tvivl om jeg sad med Bertelsens bog, når han siger: ”At vi vil udforske vores inderste, men samtidig blive høje af noget andet og større. Det er sandt, at underkastelsen kan være formet som en kærlighedserklæring til verden.”
Bertelsen taler flere gange om at arbejde kontemplativ med at fremme en global empati, fx ved at iagttage billedet af vores planet, eller forholde sig til, hvad der sker andre steder i verden af lidelser, eller give bevidst afkald på al det gøgl, som vi ikke har brug for. Meditation og cykelløb handler om gradvist at erfare, hvordan alt er forbundet. Eksempelvis kan ingen se det hele af et cykelløb. ”Indimellem må man bare nyde, at man går glip af noget,” skriver Dencik. Transmissionen af et løb begynder typisk, når der allerede er kørt mange kilometer. Ligesom ingen bliver bevidste før de allerede er godt i gang med livet.
Cykelryttere er nutidens munke. De lever asketisk, som enkelte meditative udøver også gør. Begge – hvis vi tager bøgernes ord for gode vare – gør det ikke for deres eget egos skyld. Det er ”ikke fordi jeg vil i historiebøgerne,” siger Fuglsang, ”men fordi det er et eventyr.” Det er derfor rytterne træner – hele tiden. Det er derfor nogen mediterer. Meditation er heller ikke at nå en destination, men – jeg ved det lyder som en kliche – en eventyrlige rejse i sindet.
Bertelsen siger endvidere, at det ”er en stor illusion at tro, at det er nok at almengøre idealistiske og fornuftige principper. Det skal implementeres. Og der skal en viljeshandling til, for man skal øve sig i empati.”
At blive vidne til det, der sker i en og omkring en. Det kræver, at vi udvider vidden for vores vågenhed, skriver Bertelsen, såvel som vores evne til at fokusere. Til tider kræver det individuelt arbejde at gøre noget gavnlig for fællesskabet. Eller som Dencik skriver med Rousseau i baghjulet: ”Ensomhed eksisterer ikke kollektivt, snarere kan der opstå en følelse af samhørighed i ensomheden, som langt kan overstige ethvert fællesskabs bånd.”
Bøgerne er oplagte partnere i sofaen, måske mens Jørgen Leth gavmildt fortæller os, hvordan et cykelløb rummer mere end op- og nedture. Det afgørende sker altid i mellemrummet, mellem startlinjen og slutlinjen, mellem fødsel og død.
The Boy in the Classroom
It begins with a boy who was not born a nationalist and ends with a nationalist who was never a boy.
At least, that is a possible beginning and end. In the words of Aristotle, we now only lack the middle to have a complete story.
So now that we know it begins with a boy, let’s move towards the middle, where we can place him geographically in Barcelona, Spain …
Read the rest of the essay “The Boy in the Classroom“, or read the entire literary magazine Loud Zoo.
Transparenssamfundet
Filosoffen Byung-Chul Han er en filosofisk pendant til den danske psykolog Svend Brinkmann. De er begge to dygtige og kamplystne; de er begge to vigtige stemmer, der går imod neoliberalismens uendelige positivitet, hvor kritikken ikke har været fraværende, men nok bare er blevet mere folkelig.
Han udfordrer i sine bøger flere af tidens tendenser – inklusiv dem, som nogle ynder at lovprise. Begrebet ”transparens” er netop et af tidens positive slagord. Jo mere gennemsigtighed, desto bedre, synes moralen at være.
Det er denne floskel, som Han angriber i bogen Transparenssamfundet.
Som de fleste af Hans bøger er Transparenssamfundet et mindre essay, det vil sige mere en pamflet end en bog. Og som alle hans bøger – jeg har vel læst seks-syv af dem på dansk, tysk og spansk (se her, her og her)– er også denne givende. De bedste er dog endnu ikke oversat til dansk!
Transparenssamfundet, skriver Han manifesterer sig primært som et positivsamfund. Her er alt glat og gennemsigtigt, hvilket gør den ”transparente tid” en ”skæbne- og begivenhedsløs tid.” Hvis nogle skulle være i tvivl om, hvad Han mener med en begivenhedsløs tid, så fastslår han dette med sætningen: ”Transparenssamfundet er et helvede af det samme.”
Tænk på sociale medier som Facebook eller Twitter, hvor der re-tweetes igen og igen. Mere af det samme. De færreste læser eller forholder sig minimalt til det, som de sender videre, enten fordi de er bange for at skabe gnidninger, det vil sige gøre kommunikationen mindre gnidningsfri, eller også fordi det, som kommunikeres, ikke inviterer til andet et ”likes” og venlige, men ligegyldige, nik.
”Et nyt ord for ensretning: transparens.”
Det, som Han efterlyser er det begivenhedsrige, det spontane, det legende, det narrative og friheden. Alle disse tillader ingen transparens, siger den tyske filosof.
Transparensen mangler respekten og nænsomheden overfor det fremmede, det anderledes; det, som ikke lader sig eliminere fuldstændig. Et eksempel kunne være de personer, der siger: ”Jeg kan godt lide dig, fordi du ligner mig.” Her er eventuelle forskelle udglattet. Intet er på spil.
Transparens tåler heller ikke huller. I stedet for er kravet, at du hele tiden skal opdatere, kommunikere, være en del af informationsstrømmen, men det betyder også at inspirationen forsvinder. Nye tanker og ideer kræver tid, altså en form for tomrum. Det er netop på grund af fraværet af pauser eller tomrum, at vi konstant zapper rundt i en positiv suppe af åndsløshed.
”Ånden er langsom, fordi den dvæler ved det negative og bearbejder det.”
Hans østlige rødder præger hans filosofiske tilgang. Den berører klassisk kritisk teori med referencer til Hegel, Nietzsche og Heidegger, men den er også beslægtet med mindfulness og zen, idet han konstant plæderer for at være opmærksom på det, som sker. Det er i kraft af vores opmærksomhed, at vi kan stille kritiske spørgsmål til, hvorvidt transparens reelt beriger vores liv.
Dette kommer til udtryk, når Han taler om hvordan transparens underminerer ethvert tomrum, hvor ”tomrum” refererer til det buddhistiske begreb intet eller tomhed, hvor det ikke handler om væren, men om tilblivelse.
I tomrummet kan man undslå sig enhver definition, hvorved man bedre kan følge livet, derhen, hvor det nu engang tager en. Heri ligger der også en kreativ og opfind gestus, idet man forsøger at komme på omgangshøjde eller i samklang med livet. Der ligger også noget frigørende, idet friheden ikke defineres (hvorved den ville blive mindre fri), men snarere er skabende og blivende.
Modsat er transparens blot et udslag af tidens manglende tillid. Det er, fordi jeg ikke tror på dig, at jeg vil have fuld gennemsigtighed. Når politikere beder danskere om at overvåge eller holde øje med hinanden, så underminerer dette den tillid, som reelt holder samfundet sammen. Transparens modvirker, at mennesker kan møde hinanden, som to fremmede mennesker, der kan vække hinandens nysgerrighed. I stedet for opfordrer transparenstanken os til at blotte os overfor hinanden, men altid på en genkendelig måde. Selv når folk er mest intime, lyder de som et ekko af naboen.
Transparens optimerer det allerede eksisterende, som når politikere og ledere er underlagt krav om transparens, hvorved de ikke kan tage svære, men nødvendige beslutninger. Det vil sige, beslutninger som ikke kan efterleve konsulentens naive forestilling om ”win-win” forsømmes eller udskydes.
Nogle gange gør det bare ondt, at tage en beslutning.
”Transparens og sandhed er ikke identiske.”
Transparenssamfundet er endvidere en del af pornosamfundet, hvor alt skal udstilles for derefter at blive udbyttet. Har man først set en pornofilm, bliver det pludseligt svært at skelne det ene kønsorgan fra det andet. Det er også her, at et af Hans yndlingsbilleder dukker op: vi er både gerningsmand og offer. Vi udstiller os selv, fordi vi bilder os ind at være frie, men sandheden er at vi ofrer os selv. ”Narcissisten, som er blevet depressiv, drukner i sin grænseløse intimitet med sig selv. Intet tomrum og fravær distancerer narcissisten fra sig selv.”
Begreberne tomrum og fravær berører den buddhistiske tanke om ”ikke-selv”, det vil sige at alt hænger sammen, der er ingen distinkte grænser mellem dig og mig. Vi formes løbende i kraft af en myriade af faktorer. Jeg er altså ikke andet end en foranderlig proces, som formes af alt det, som ikke er mig. Men alt det, som er mig fremmed møder jeg sjældent i dagens transparenssamfund, hvorfor jeg også bliver mindre og mindre.
Har det kapitalistiske samfund ensrettet os, hvorved vi ikke er andet end en flok næsten identiske cv’er, der per definition altid er kedelige at læse, fordi de sjældent er narrative, men blot en opremsning af en persons uimodståelige målbare bedrifter?
I al for lang og dårlig haiku-stil kan Hans konklusion opsummeres:
Den digitale kommunikation er gennemsigtig
ren transparens
en glat strøm uden hængsler
Den digitale kommunikation er uden moral
den har intet på hjerte
intet andet end sig selv
Den digitale kommunikation er gennemlyst
som en scene i en pornofilm
er den ikke oplysende
Den digitale kommunikation er opmærksomhedshungrende
her udstiller man sig selv, mens man fængsler sig selv
– friheden er blevet kontrollerende
Eller: ”Nietzsche ville sige, at vi ikke har afskaffet Gud, så længe vi endnu tror på transparensen.”
A Philosophy of Mindfulness
A Philosophy of Mindfulness is out!
In this book, I argue that we need a “new” philosophy because we—many of us, at least—are blind. We see rather little of that which surrounds us.
By mixing mindfulness with the affirmative philosophy of Gilles Deleuze, I unfold a philosophy of mindfulness. A philosophy that makes us less blind but also ethically responsible in relation to what we experience. Hereby, I move mindfulness from the sphere of psychology into philosophy, or from being primarily an inward-turned practice to an out-turned one.
A Philosophy of Mindfulness puts emphasis on experience, experiment, and actualization or affirmation. Each experience matters; life is the experience of making contact or being connected with what is in the midst of becoming—that is, life—and then passing it on to the next generations.
To Think Philosophically?
”If philosophy did not exist, we cannot guess the level of stupidity [there would be]. Philosophy prevents stupidity from being as enormous as it would be were there no philosophy. That’s philosophy’s splendor, we have no idea what things would be like … So when we say ”to create is to resist,” it’s effective, positive, I mean.” – Deleuze, L’Abécédaire de Gilles Deleuze.
What does it means to think philosophically?
I don’t think that only philosophers think or reflect. Rather, philosophers do so in a distinctive way by creating concepts that can help us see things we weren’t aware of before. It can be the way Simone de Beauvoir made many readers aware of the problematic assumption that men were the first sex and women were merely a diversion. It reminds me of how Deleuze and Guattari, years later, said that for far too long, the hegemonic ideal has been a white, 33 year old heterosexual man called Jesus, which not only discriminates, but also hinders our thinking. In a broader sense, be open toward other ways of living. This is also why solely giving advice, potentially, takes away the responsibility from each of us to be accountable for our actions.
So while we all – or most of us – think daily about what to eat, wear, do, etc. (especially if you have children who need healthy lunches and clean clothes), thinking philosophically requires that we pay attention to the present moment — that we critically reflect on what is happening, including evaluating our own behavior. It emphasizes that philosophy can’t teach you what to think or give you clear steps to attaining peace of mind. However, it can nurture critical thinking that can help us evaluate various forms of thinking. Instead of telling us what to think, philosophers can help us clarify how thinking is possible and perhaps even show us what philosophical thinking looks like.
For example, today it seems rather convenient to say that people who voted for Brexit or Trump can’t think, but here we might just be showing our own arrogant tendency for moralizing, i.e., judging. Instead, differences in opinions are an invitation to confront our own possible lack of understanding. Why do they believe that this is right? Once we get a better grab of their life-situation and moral reasoning, then we might show how the arguments behind these votes exhibit incoherent thinking. Thus, empathy for difference is not a blind acceptance but an ongoing process of questioning.
Similar, Trump voters, for example, seem to fear women, blacks, Mexicans, homosexuals, etc. He discriminates and represses what scares him, but more importantly, he does so based on irrational feelings of fear. He acts stupid. Yet, we should still ask whether Trump is the main problem, or whether it’s the ideology created him and later put him in power. There is, of course, no evidence that shows that men, in general, are better than women at anything, no evidence that Caucasians are better than blacks, etc. His value judgments, therefore, are not based on facts, but ignorance. But how can ignorance seduce so many?
So, although philosophy should not be about giving advice, it can still be taught. People can learn to become more aware about their own unreasonable beliefs and recognize their blind spots, such as whether they unintentionally discriminate by how they use language, etc. Such teaching is not taking away personal responsibility, but instead giving responsibility back to the people so they can become informed citizens and think for themselves.
Another example may illustrate this. Today, the media talk a lot about “fake news.” (I wonder whether all this talk is true or an example of how the concept of fake news can be used strategically.) People seem to ask: Who is responsible? Who should control it? However, instead of blaming Facebook or any other medium, I think it is troubling that so few people apparently are capable of critically questioning the news they receive — the sources, motives, agendas, and how the news is framed. Also, it seems as if many believe that objective journalists exist, even though everything is subjective. The truth is not out there, but created through our engagement with the world. Even journalists who strive to deliver well-researched news are still colored by their career objectives, personal beliefs and ideas, editors’ input, etc.
Therefore, if people really can’t think for themselves, then teaching them how to think becomes a social responsibility for all of us — mostly through schools.
Luckily, I have seen a growing trend, which I embrace, in which philosophy is being taught to children. I think that going forward, teaching philosophy is the best way to combat future sexism, racism, and other discrimination, the sad consequences of not being able to think philosophically. I stress best way because teaching people how to think won’t necessarily guarantee that they don’t repress, discriminate or violate other human beings, still self-knowledge tend to minimize self-deception in most sane people.
Plato’s Academy, Athens: Philosophy was from the beginning open to the world, in direct relation with the world – in the streets, parks, etc. Philosophy for all!
Åndens medium er stilheden
”Det narcissistisk-depressive subjekt hører kun ekkoet fra sig selv,” skriver filosoffen Byung-Chul Han i hans seneste bog I sværmen. Han fortsætter, ”Sociale medier som Twitter og Facebook skærper denne udvikling, det er narcissistiske medier.”
Vi lever i en narcissistisk tid. Og ligesom Narcissus så ”drukner” mange. Enten brænder de ud eller de bliver deprimeret, ifølge Han, er depression ”en narcissistisk sygdom.”
Buyng-Chul Han er født i Sydkorea i 1959, men rejste i sine unge år til Tyskland for at studere metallurgi. Dette studie var nu ikke andet end et røgslør, som Han brugte overfor sine forældre, så de ville lade ham rejse. I stedet for metallurgi påbegyndte han en anden karriere: filosofi. Han kunne hverken læse eller tale tysk på daværende tidspunkt, men ikke desto mindre er han i dag professor i filosofi og kulturvidenskab ved Universität der Künste Berlin.
I 2010 fik Han sit kommercielle gennembrud, da han udgav bogen Træthedssamfundet. Som titlen indikerer er der noget udmattende i tidsånden (læs mere her). Siden har han udgivet mere end ti bøger bl.a. Transparenssamfundet, der ligeledes er oversat til dansk. Størsteparten af Hans bøger er små hæfter med skarpslebne læsninger og tolkninger af samtiden. Han henter sin filosofiske inspiration hos Heidegger, Hegel, Nietzsche, Arendt Foucault, Barthes, Blanchot m.fl. som han applicerer på helt konkrete dagligdags emner, såsom internettet, informationstræthed, positivitetens ulyksaligheder, eksistentiel udmattelse, dræbende narcissisme, transparens, kommunikation, magt, psykopolitik og så videre.
I sværmen berøres alle disse emner, men bogen tager primært udgangspunkt i internettets sværm af informationer, ”likes” og billeder, der påvirker vores måde at tænke og føle på.
”Den digitale kommunikation nedbryder generelt alle distancer,” skriver Han. Hermed refererer han ikke kun til de fysiske distancer, som når jeg kommunikerer med min ven i Berlin, men også de mentale. ”Fraværet af distance fører til, at det offentlige og private sammenblandes.” Det private rum – dér, hvor jeg ikke er et objekt – forsvinder. Alt synes nemlig at blive et objekt midt i internettets sværmeri. Anonymiteten fordufter lige så stille. Det samme gør respekten, der netop forudsætter en vis anonymitet. Nogle vil måske hævde, at de ikke er anonyme, men derimod en del af et netværk af venner. Måske. Men ifølge Han, så udvikler disse virtuelle relationer aldrig et ”vi.” Vi er aldrig andet end narcissistiske øer. Internettet og dens digitale kommunikation, finder sted, nu, nu, nu. Dette fremmer mere kommunikation. Hele tiden. Hurtigere. Uden fordybelse. Internettet inviterer os til at oprette en profil, som vi derefter uophørligt optimerer. Jo flere ”likes” eller ”retweets”, desto bedre. Vi profilerer os hele tiden, som kåde hunde i løbetid.
Det er denne evige kamp om at blive nogen, som ”udvikler tvang med hensyn til præstation, selvoptimering og selvudbytning … Mere frihed betyder dermed mere tvang,” som Han skriver. Dette er ét af nutidens store paradokser, da tvang og frihed traditionelt ikke ynder at holde hinanden i hånden. Men faktum er: ”Nutidens præstationssubjekt er gerningsmand og offer på en og samme tid.”
I stedet for marxismens ide om klasser og efterfølgende kapitalens udbytning af os, udbytter vi i stigende grad os selv. Det er mere effektivt, fordi vi gør det, mens vi bilder os ind, at vi er frie. ”Det nye menneske fingererer i stedet for at handle. Det vil kun lege og nyde.”
Internettets sværmeri spolerer ikke bare vores naive antagelse om at være frie. Den gør os åndeligt mindre. Når intet selekteres, det vil sige, når alt blot konsumeres, produceres og distribueres på en og samme tid, så forsvinder det eksklusive. Sproget bliver eksempelvis fladere og fladere. Enten er det pil op eller pil ned, et smil eller fem tommeltotter. Ligeledes medfører kravet om transparens – gennemsigtighed – at alt fortroligt minimeres. Fuld transparens gøre politikere og andre beslutningstager mindre vovede. Det handler jo om at få mange likes – her og nu. Og ikke at ændre verden.
De, der nærer stor tiltro til internettets demokratiske muligheder, vil måske miste lidt af deres optimisme efter at have læst Han. For ham er internettet proppet med ligegyldig støj. Og som Han slår fast: ”Åndens medium er stilheden.”
Moralen er, at internettet gør os dummere, ikke smartere (apropos den falske varebetagelse af smartphones). Den digitale kommunikation forstyrrer. Den er additiv, ikke narrativ. På nettet handler det ikke om fortælle, hvorledes noget hænger sammen, hvorfor noget er mere sandsynligt end noget andet. Snarere handler det om at tælle. Antallet af følgere, venner, likes, retweets, etc.
Internettet giver selvfølgelig kendskab til alle mulige ting, men det fremmer ikke vores erkendelse. Enhver erkendelse er forbundet med noget smerteligt, noget negativt – og med tidens omklamrende positivitet er snart ingen erkendelse mulig. Hermed ikke sagt, at folk partout skal falde sammen med stress for at gøre sig nogle erkendelser omkring, hvad der er vigtigt i livet. Selve tilegnelse af viden, det at gøre sig nye erkendelser, kræver ikke bare mod, men også en masse hårdt – og til tider – smertefuldt arbejde. Er du i tvivl, så sæt dig ned og læs i Kierkegaards værker, eller læs David Foster Wallaces Infinite Jest.
Jeg kan kun anbefale Han. I sværmen inspirerer til lidt kritisk tænkning, men rummer også forløsning. Det er nemlig muligt, at stå imod samtidens udvikling, der i stigende grad reducerer os til smilende, lettere dumme, forbrugere.
Selvom bogen er kort, anbefaler jeg at tage den i et par bider. På den måde kan du selv teste og vurdere, om Hans ideer og tanker passer. Hive ham lidt modstand. Et sted skriver Han: ”Det er ikke ’næstekærligheden,’ men narcissismen, der behersker den digitale kommunikation.” Hvor mange tommelfingre, vil du give sådan en sætning?
Andetsteds har jeg skrevet om stress ud fra en socialpsykologisk tese, altså hvor samfundets idealer og normer har en stor del af “æren” for nutidens stressepidemi: Kan læses her. Moralen er, at det individuelle og sociale kan ikke adskilles.
FINN JANNING 