En af mine gamle venner yndede at sige, at man skal høre sandheden fra børn og fulde folk. Det hører med til historien, at han drak, og han sagde, mange sande ting.

Jeg tænkte på ham fornylig, da jeg deltog i et seks-dages meditationsretreat på et kloster ved Costa Brava kysten. Her refererede underviseren – i et af hans Buddhistiske causerier – til filmen Inside Out. En tegnefilm! Det slog mig, at der vitterligt er noget om klicheen: sandheden, fuldskab og børn. Børn er sjældent fulde, men de udfordrer deres forældre. Dagligt. De modner dem.

Nu har jeg set Inside Out. Og den er ganske interessant (om end midten føles lidt lang). Den viser, hvordan følelser interagerer og kæmper om kontrollen i vores mentale kontrolrum. Glæde. Væmmelse. Vrede. Tristhed. Frygt.

Filmen handler om pigen Riley, der er 11-12 år. Hun flytter med sine forældre til San Fransisco, hvorved hele hendes følelsesliv sættes på en prøve. I filmen udspiller dette sig ved, at følelsen Glæde ønsker at være den dominerende. Uanset hvad der sker. Glæde har altså svært ved at træde til side, selv når andre følelser synes at virke mere passende i forhold til situationen, fx vrede, frygt eller tristhed på grund af flytning, ny skole, nye venner, tab af venner, osv. På den måde hæmmes et mere modent forhold til følelser.

Følelser er svære, fordi de synes uden klare grænser. Det kan dog være givende at være opmærksom på følelser, når de opstår. Hvad forårsager dem?

Følelser er forbipasserende gæster i ens liv. I Buddhismen lærer man ikke at identificere sig med disse. Gradvist kan man opleve forskellen mellem ”jeg er vred” og ”det er vrede.” Det er svært, men frigørende. Som alt andet forandrer følelser sig også. Selv en forelskelse forandrer sig og bliver til kærlighed og hårdt arbejde. En anden måde at se dette på, kan man ved hjælp af en af hjerneforskningens mere interessante opdagelser, nemlig begrebet neural plasticitet eller den plastiske hjerne. Denne opdagelse understreger, at vores hjerne forandrer sig gennem hele livet. Af samme grund er det også muligt, at blive bedre til at håndtere eller navigere i forbindelse med de følelser, som suser igennem en.

Nyere studier viser, at glæde og lykke i stor grad hænger sammen med evnen til at ”smage” på følelser, fx smage en positiv oplevelse, og derved lade denne smag gennemtrænge ens aktiviteter. Smagen kan ligeledes imprægnere tidligere aktiviteter i skæret af denne. Som et ordsprog siger: det er aldrig for sent, at få en bedre barndom. Denne ”smag” hænger sammen med, hvordan man kan kultivere ens velvære. Det vil sige, at man giver slip på følelser som grådighed og had, mens man prøver at kultivere gavmildhed, medfølelse og kærlighed. Man accepterer ærligt ens motiver, mens man oprigtigt prøver at fremme mere af det, som fremmer velvære, fx gavmildhed.

Modning eller visdom drejer sig om at blive mere bevidst omkring, hvad der foregår i ens mentale kontrolrum. Lytte til den indre stemme.

En af forskellene mellem depressive og ikke-depressive personer er bl.a. forbundet med en fastholdelse af ”smagen” af glæde. Hos den depressive er denne aktivering forbigående, hvorfor hjernen ikke for alvor når at ”smage” følelsen. Jagten på lykke bliver flad og stressende og, af samme grund, deprimerende. Personer der besidder denne kapacitet formår derimod at forblive eller forlænge aktiviteter i denne region af hjernen.

I Inside Out erkender følelsen Glæde, at følelsen Tristhed ikke er skadelig i små doser. Tværtimod. Den kan slå os omkuld, men også lære os at komme på fode igen. Tristheden fremmer refleksion og styrker ens værdier. Hvad er vigtigt? Hvem kan hjælpe? Selvfølgelig kan tristhed igennem længere tid udvikle depression, men i mindre doser vækker den ofte gavmildhed eller generøsitet hos den anden (sågar en selv, såfremt man evner at tage vare på sig selv). Jørgen Leth er eksempelvis kendt for at have et lettere deprimeret sind, hvorfor han bl.a. bor afsondret og mindre forstyrret på Haiti, men han er også en generøs digter. Han digter plads til det, som er i færd med at blive. Dette evner han, fordi han er opmærksom og nærværende – måske ikke hele tiden – men i hvert fald med en imponerende styrke i dele af sit liv.

Det er altså Tristheden, som bringer pigen Riley tilbage til hendes forældre. Tristheden overtager styringen. Det sker i det øjeblik hun tør blotte sig, og vise sin sorg på grund af alt det tabte. I dette øjeblik møder hun – heldigvis – forældrenes rummelighed.

Tanken er vel, eller kald det filmens morale, at vi alle sammen til tider støder ind i nogle – måske endda os selv – som har det svært. Ligesom os, vil enhver anden, gerne leve et liv, der er mindre lidende og utilfredsstillende. Det de mangler for at kunne komme videre, er ikke en neoliberalistisk peptalk om hvorvidt den stærkeste overlever, men omsorg og medfølelse.

Apropos medfølelse. I går afsluttede jeg et kursus i Filosofisk vejledning med en ”loving-kindness”-meditation. Lider de studerende? Ja. Kedsomhed. Usikkerhed. Tvivl. Plus alt det andet: sygdom, død, tab osv. Flere af de studerende smilte efterfølgende. Mere end de plejer. En enkelt sagde, ”What the fuck?”

Ja, what the fuck. Det er jo bare et liv. Og et liv, der ikke undersøges og afprøves, er, som bekendt, ikke værd at leve. Det mente Sokrates i hvert fald.