It is time to pay more attention

It’s time for a pause in my teaching, which means that most of the students and I leave the lecture hall for fresh air, coffee or cigarettes. I go to the canteen and buy a coffee. Then I wait outside the lecture hall. A student approaches me and asks something about meditation. As I turn to her, another student bumps into me. I spill the coffee all over my shirt.

“Sorry, sir,” he says. “I didn’t see you. Honestly, I didn’t see you.”

… read the rest in The Mindful Word.

Mindfulness, økonomisk rentabilitet og etik

Termen Corporate Social Responsibility ( CSR) understreger, at virksomheden har et socialt ansvar. I praksis betyder det, at det primært er en virksomheds beslutningstagere, der har et ansvar. Sagt anderledes: Ansvaret placeres i toppen af organisationen. Denne tilgang fastholder CSR i en klassisk hierarkisk organisationsstruktur, som i stadig stigende grad ikke stemmer overens med samtidens mere flade organiseringsformer.

Det er med baggrund i denne simple erkendelse, at jeg de sidste par år har ændret min undervisning af MBA-studerende i CSR. Jeg har forsøgt, at løsrive CSR fra primært at fokusere på ideen om at ansvaret er placeret i toppen, hen imod en mere ligelig ansvarsfordeling hos alle virksomhedens medarbejdere. Dette mentalitetsskifte har jeg initieret ved hjælp af mindfulness.

Mindfulness kan kort defineres som en måde at være opmærksom på, i hvert øjeblik, uden at dømme eller vurdere det, som sker. Det handler om at være engageret tilstede. Nu og her.

Undervisningen, som løb hen over otte uger med tre timer i hver session, bestod af en praktisk introduktion til mindfulness. De studerende mediterede og foretog kropsskanninger, mens de også blev præsenteret for forskellige etiske teorier. Det hele blev suppleret med en masse cases omhandlende CSR-problematikker.

Undervisningen foregik på UIBS, en international business school i Barcelona. Der er tale om en mindre, men klassisk indrettet business school med knap 200 studerende. Alle sessioner blev afholdt i et almindeligt klasselokale, men uden brug af borde. Ideen var at de studerende skulle være tilstede i alle facetter af undervisningen uden at fortabe sig i noter eller brug af internet. I forbindelse med kropsskanninger og gående-meditation bedte jeg de studerende tage skoene af. Derudover foregik kropsskanningerne liggende på gulvet. Sådanne uvante aktiviteter åbner – på en ganske basal måde – for en begyndende filosofisk praksis, idet de studerende stillede spørgsmål til de mere konventionelle måder at undervise på.

I kursets første session undersøgte jeg, hvad de studerende vægtede højest. Økonomisk rentabilitet eller etisk ansvarlighed. De studerende kunne ikke argumentere for at sammenhæng mellem disse to, men måtte vælge. De to gange, som jeg har afholdt kurset har andelen af studerende der valgte økonomisk rentabilitet været markant større. Henholdsvis 77% og 83% af de studerende. Ud af en gruppe studerende på henholdsvis 23 og 25 personer, der var i alderen 23-52 år – dog med størstedelen omkring de tredive. Tilsvarende stillede jeg de studerende det samme spørgsmål i slutningen af kurset, altså otte uger senere, og her var andelen af studerende der fokuserede på økonomisk rentabilitet faldet. I den ene klasse var tallet faldet til 51 procent til fordel for økonomisk rentabilitet, mens den anden var faldet til 47 procent. Sidstnævnte var ligeledes gruppen, hvor 87 procent før vægtede den økonomiske rentabilitet højest.

Dette er selvfølgelig ikke en videnskabelig undersøgelse. Der var ingen kontrolgruppe, der ikke blev introduceret til mindfulness. En anden oplagt fejlkilde er, hvorvidt det påvirker de studerende at de spørges, som deltagere på et kursus i CSR. Desuden har Søren Kierkegaard for længst belært os om, at livet aldrig er et enten-eller. Ikke desto mindre ser jeg resultatet, som en indikation på, at etisk og økonomisk ansvarlighed er et umage par, men vel og mærke et par. Der skete et mentalitetsskifte.

Ideen med at kæde mindfulness sammen med CSR skyldes, at de fleste medarbejdere – på alle niveauer – på et eller tidspunkt vil opleve følelser af utilstrækkelighed, vrede, frygt, stress og arbejdsglæde. Jo mere hver enkelt medarbejder kan blive bevidst omkring, hvad der vækker følelser, hvilke reaktioner der vækkes, hvordan den enkelte identificerer sig med disse; desto mere kan vedkommende gradvist løsrive sig fra følelsernes overmagt. Dernæst kan mindfulness også fremme en større bevidsthed omkring – ikke kun ens følelser – men også ens tanker, handlinger og måde at kommunikere på. Etisk ansvarlighed forudsætter, at vi mennesker (eller en virksomhed) kan handle bevidst. Mindfulness er nu ikke en moraliserende terapi, der fortæller de studerende, hvordan de skal eller bør handle, tænke eller føle. Snarere er der tale om en intervenerende proces, hvorigennem den enkeltes relation eller forhold til det, som sker ændres. Grundideen er, at indsigt – bevidsthed – medfører forvandling.

De fleste læsere at Erhvervsfilosofi er uden tvivl bekendt med, at filosofi er en græsk oprindelse, der betoner kærligheden (philo) og visdommen (sophia). Filosoffen er forelsket i visdommen. Af samme grund er filosofien – for en stor del af dens udøvere – en praktisk og eksperimenterende afprøvning af, hvilket liv der er værd at leve. Lykke har ikke været fremmed for filosofien siden Aristoteles gjorde det til omdrejningspunktet i sin Etik. I denne sammenhæng er det interessant, at en del nyere psykologisk forskning viser, at de fleste vurderer deres liv, som mere rigt og lykkeligt, når de kan bidrage konstruktivt og meningsfyldt til omverdenen. Og noget af det mest meningsfulde er, at være sig bevidst omkring de beslutninger, som man nu engang tager. At være tilstede. Enhver beslutning er altid forankret i nuet. Alligevel tages alt for mange beslutninger, mens beslutningstagernes tanker er placeret i fortiden eller fremtiden. Måske fordi de prøver at løbe fra fortiden, eller haste mod et fremtidigt drømmescenarium.

Hvorvidt mine små undervisningseksperimenter, mindfulness og filosofisk dannelse kan fremme en større ansvarlighed på alle niveauer, er uvist. Hertil kræves der reel forskning. Men jeg har svært ved at forestille mig en anden konklusion, end at vise mennesker, det vil sige modne mennesker handler mere ansvarligt end umodne. Vise mennesker er bevidste omkring, hvorvidt det, de gør, tænker, siger og føler hænger sammen.

Jeg tror, at CSR i fremtiden vil inkludere alle, ikke kun toppen, midten eller bunden af virksomheden. Moralen synes at være: Enten er alle medarbejdere i en virksomhed ved fuld bevidsthed, eller også handler virksomheden ikke særligt længe. Når alle er afhængige af hinanden og handler derefter, er der tale om bæredygtighed.

Denne tekst blev til på opfordring af magasinet Erhvervsfilosofi, hvor den ligeledes er bragt, se: Erhvervsfilosofi.dk

Towards an Immanent Business Ethics?

I just published the paper “Towards an Immanent Business Ethics?” in Asian Journal of Humanities and Social Studies.

Abstract – The aim of this paper is to explore the possibilities for an immanent ethics for business. The paper has three parts. In the first part, I make some general and critical comments about the nature of business ethics. In the second part, I outline the immanent ethics as presented by the French philosopher Gilles Deleuze. Then, I positioning immanent ethics within business, primarily in relation to the terms “best practice” and “best fit.” The main claim here is that an immanent ethics encourages a shift from a merely reactive approach toward an active. This shift opens up the field for an affirmative practice that aims at enlarging the discussion within business ethics as such.

The paper can be read here.

 

Glæden ved børn

Fornylig skrev Anne Glad, strategisk direktør for Envision: “Når forældre er mest stressede på de tidspunkter, hvor de er sammen med børnene, er der noget mere fundamentalt bekymrende for familiens fremtid.” Ja, det er et problem. Ikke desto mere debatteres det sjældent, hvorvidt de, der får børn, reelt orker at være sammen med dem.

Jeg tror, at alt for mange får børn, fordi de keder sig …

Læs videre i Politiken.

 

Dear all

It’s tempting to write down all the examples of injustice, discrimination and abuse that a woman suffers from, only because she is born a woman. The problem is that this blog is far too little for such a list.

Why does so many men still think that they are superior human beings just because they were born with a penis?

Of course, the job for all human beings is to stop being bystanders and act. The wise person acts, whereas the fool reacts. In other words, don’t pass on today’s problems to future generations because you’re too weak to stop it.

This video is called “Dear dad”, but it could also have been called “Dear all.”

See it here.

 

Empati er betingelse for at underminere terror

Empati et kraftfuldt redskab til at fremme en forståelse for de andre. Og er der noget, som verden i dag mangler er det en gensidig forståelse af vores forskelligheder. Der mangler empati og medfølelse.

Empati er kunsten at træde i en anden persons krop og sind. Forstå den andens følelser, tanker og perspektiver. Denne indsigt om den anden eller de andre, kan fortælle os noget om de andre, set fra deres ståsted.

Empati fremmer indsigt. Det adskiller empati fra sympati, hvor man føler medlidenhed med de andre. Eller ligefrem har ondt af de andre.

Læs resten af essayet  her.

When Stupidity Rules

Most of the fathers in my six-year-old son’s class use an instant messaging service called WhatsApp. The idea was to share information regarding school issues, but in reality it became a way of passing on jokes and pictures of women. In the beginning, the pictures were harmless, that is to say, no nudity. However, the other day, a father, who by the way is the father of two girls, sent a photo that was pure porn…

… read the rest of the essay in THE TRANSNATIONAL: A Literary Magazine

Everything is fucking

The second season of True Detective, written by Nic Pizzolatto, is about caring and being fucked. To put it simply, only those who care survive, but the survivors need to run away to avoid being fucked. The rest—that is the non-caring—well, they all get fucked, sooner or later.

So in a way the moral is sad, and no less sad in that it’s a pretty accurate picture of contemporary capitalist society. Corruption, loneliness, fights for possessions—whether land, kids, property, even fights for the right to deal or not deal with one’s past.

“[T]here is no outside to the world market: the entire globe is its domain,” Michael Hardt and Toni Negri wrote in Empire. The two writers stress that there is no outside to capitalism, that there is no other world we can refer to as being better, more beautiful, more righteous, and so on. A possible change of an ethical approach in business comes from within as a kind of counter-actualization of something overlooked or neglected, for example from the few human beings who have the capacity to care for life not money.

In True Detective a missing girl says – as a reply to the question whether she shouldn’t aim for more in life than just fucking: “Everything is fucking.”

It is, since everything is business, and is cool and calculated transactions. Fucking is not making love; it is just one’s person assumed right to use another person to fulfill his or her desires. And here, True detective shows us that it apparently is more acceptable when men fuck than when women do.

The sadness of gender inequality is still here in 2015!

“I support feminism, mostly for having body image issues,” says detective Ray Velcoro to his female colleague, Antigone. This can be interpreted in many ways, but women are under more pressure from men, society, and, perhaps, themselves to live up to a sexy ideal, whereas men, apparently, can still be old, fat, and ugly and be sexy, as long as they have money or power. Also, many men can’t avoid seeing the body rather than the person when they speak with a woman. Of course, this is black and white; but in the end, it seems like Pizzolatto puts all the blame on capitalism, not men per se.

It makes you wonder: Will business corrupt women, like it did with the men?

Let me draw a parallel between death, capitalism, and sex. Climbing Mount Everest, one will at one point enter “the death zone” (above 8,000 kilometers). In this zone, the level of oxygen is so low that only very experienced mountaineers can survive with this level of oxygen. And common for many human beings in “the death zone” is that they become much more selfish. There are many stories of people passing dead bodies, or passing people asking for help but are left because the others are so seduced by their objective: to reach the top. Capitalism is similar to the death zone. Most people forget all about moral responsibility; they focus on the ends not the means. To be rich is to be on the top of the world. And sex… it has always been a good business—just see how the porn industry helped establish the Internet, together with the military. Sex and war—there you have it. Once upon a time, it was war and peace.

What happened with peace of mind?

And it doesn’t stop there. To add another moral: those who are capable of confronting their own nightmares—in the second season, related to past experiences of solitude or abuse—learn to care and then move on. The positive moral is that moving on and caring go hand in hand. We are offered a way out. However, caring is something more than self-compassion; rather, caring as in having compassion for others.

Nic Pizzolatto knows—or I assume he knows—that each of us is always secondary to life. Life came before us, and it will still be here when we are gone. It is ‘others’ who make us alive, and in that sense we all need one another. Those who care as elements of their own interests and egoism, like Ray and Paul (custody of his son and less heterosexual pressure), here fate catch up with them.

The caring element is one of two things that ties the second season with the first (see more of this here: True Detective: Pessimism, Buddhism or Philosophy?). A true detective cares . The other element that ties the seasons together is one of the many celebrated statements from Rust Cohle, that the “world needs bad men to keep the other bad men from the door.” It still does. Now, however, the world is just getting worse and worse, so it is not just a job for bad men but also for bad women to clean out. Thus, we need bad men and women. Paul, Ray, and Frank can’t do it alone; they need Jordan and Antigone.

Perhaps there is a reason why only the women survive, not the men. Is it because no one gets away with anything? Do men always fuck up?

The second season is about karma, the Buddhist concept that emphasizes our actions bring results. Each moment we plant seeds, those seeds will bear fruits depending on various circumstances. One can’t control the outcome, only one’s motive for planting this seed. Therefore, one’s intention becomes important.

The last and most important moral of True Detective: try to bring a moment of awareness and reflection to your actions, basically to make wise choices.

Is it wise of Paul to hide his sexuality? Apparently not.

Is it wise of Frank to want to kill everyone and get all the money before he escapes? Apparently not.

Is it wise of Ray first to abandon his kid and then to return and say good-bye while being on the run? Apparently not.

Is it wise of Antigone to share her story with another, like sharing the responsibility to make one’s own burden lighter? Apparently so.

No one survives alone (was that yet another moral?).

Ray Velcoro dies out in nature under a big tree, the Bodhi spot. He dies peacefully, perhaps because we are told that he already lived many lives and that he is tired. Frank dies in the desert. Often we associate the desert as being a limitless space, a kind of freedom. But those are just delusions: deserts are full of sand and have a lot of heat, but are devoid of water and people; nothing but death. Frank was already dead. He already died a long time ago, when he decided to enter the business world where legitimate businessmen can’t be distinguished from illegitimate. Business is entering “the death zone.”

Antigone is the only true detective in the second season. Next time, we need both bad men and women to keep the bad men and women from our doors. In the end, if everything is fucking, then not only men fuck.

true-detective

Blog at WordPress.com.

Up ↑