Author: Finn Janning

PhD, a writer and a philosopher.

Tegnmaskinen

Den italienske sociolog og filosof Maurizio Lazzarato, der bl.a. er kendt for sit arbejde med immaterielt arbejde, har fornyligt udgivet bogen Signs and Machines: Capitalism and the Production of Subjectivity. (Den franske tekst er skrevet i 2010). Bogen udstiller ganske raffineret flere af kapitalismens iboende problemer.

Modsat mange andre kritiske tilgange til kapitalismens systematiske forsnævring af menneskets eksistensmuligheder, er Lazzarato mere deskriptiv end normativ. Den subjektivering, som finder sted i kapitalismen, er en vedvarende proces. Det enkelte menneske formes af en gennemtrængende kapitalistisk diskurs, der ifølge Lazzarato gennemsyrer samfundet. Eksempelvis den, der handler om arbejde versus ikke-arbejde. Magtfulde beslutningstager og medgørlige medier har haft succes med at forme en fortælling, hvor samtidens største problem er, hvorvidt folk arbejder eller ikke arbejder. Det betyder, at Lazzarato ikke spørger, hvordan kapitalismen former os mennesker, som subjekter, men om dens kategorier, fx arbejde versus ikke-arbejde overhovedet fungerer. Giver det mening af se alt gennem kapitalismens optik?

Lazzarato svarer – fra et eksistentielt perspektiv – at de dominerende kapitalistiske mekanismer reducerer menneskets erfaringsdannelse – især det kapitalistiske sprog.

Bogen tænker i forlængelse af Félix Guattaris psykologisk-filosofiske tanker. Disse kan godt være lidt komplicerede, fx hvornår det maskinelle er frigørende henholdsvis reproducerende og mekanisk. Lazzarato støtter sig også til Gilles Deleuze og Michel Foucault, men vender til gengæld ryggen til Alain Badiou og Jacques Ranciere. Han er ret udtalt i sin kritik af disse, såvel som af Judith Butler og hendes (mis)forståelse af performancebegrebet.

Det, der især gør Lazzarato vedkommende er, at han modsat mange andre af samtidens teoretikere, ikke refererer til litteratur eller kunst for at understøtte sine pointer. Han er empirisk velbevandret i de politiske – til dels også i forretningslivet.

Fra Foucault har vi lært, at de liberale styringsformer, altid er en styring af befolkningen. Begrebet biopolitik refererer, fx til fødselsreguleringer og død, demografi styring, regulering af produktion og risici. Han viser også, hvordan de liberale styringsformer kontrollerer den offentlige mening. Politikere og medier anvender samme plotrige dramaturgi, hvorved de plotter samfundsmæssige problemer frem (jf. arbejde versus ikke-arbejde). Lazzarato skriver: ”Indeed, scholars and experts, ’are thus forced to become journalist if they want to conform to the norm’ of modern-day communication.” Dagbladet Information ”uddanner” eksempelvis yngre forskere i medietræning. Jeg har hørt, at flere danske højere læreanstalter har en tavle hængende, hvor hver forsker kan se, hvor meget han eller hun er blevet citeret i medierne. Medierne kan være forførende, men også hæmmende på grund af dens trang til at sælge budskaber, der kan vække velkendte følelser og forargelse, som kan generere flere historier til medierne. Lazzarato beskriver også, hvordan et medie som fjernsynet (uanset program, skriver han) konstruerer intervieweren, som et subjekt af udsagn, såvel som subjekt til en maskine, der gradvist overtager den interviewede talestrøm, mens den guider denne i retning af de dominerende ytringer. Dette ses fx når medierne gerne vil tegne et velkendt billede, som den interviewede gradvist føres ind i. Det er ganske naturligt, rent kunstnerisk, at Peter Høeg foretrækker at leve tilbagetrukket for ikke at blive distraheret.

Udfordringen er, skriver Lazzarato, at ”move beyond both language and semiotic.” Det vil sige, komme i kontakt med det ikke verbale. Dette kan bl.a. ske ved at skærpe ens blik for de betydningsfulde erfaringer, som ikke kan rummes i de herskende narrativer. Og dette kan være svært i en medieret virkelighed. Medierne kan trods alt putte ens navn på den hvide tavle, som den mest citerede. Samtidig udgør medierne også virkeligheden for mange mennesker. For mange eksisterer der ikke verden udenfor den, som medierne skildrer.

Hvordan kommer vi ud af denne hæmsko?

Bergson sagde, at bevidsthed ikke er om noget, men noget. Øjet er i tingen. Pasolini sagde, qua sit virke som både filminstruktør og digter, at filmens blik, ”forces him to become conscious of and to catalogue all things that a film shot contains. The writer transforms things into words … while the ’signs’ of the cinematographic system are nothing more or less than the things themselves in their materiality and reality.” Eksempelvis burde der ikke være nogen grund til, at en forfatter i interviews fortæller, hvad hendes eller hans bog handler om, hvad litteratur er og ikke er, fordi denne verbalisering minimere læserens muligheder for at møde værket i al sin stoflighed. Enhver form for diskursivpositionering skyldes kapitalismens dominans, hævder Lazzarato.

I bogens mest originale kapitel, genopdager Lazzarato Foucaults begreb ”parrhesia”, som han smeder sammen med Mikhail Bakhtins tanker om talehandling. Sproget er kun et tegnsystem blandt flere. En talehandling er en begivenhed, der skaber noget ikke determineret, fordi den åbner muligheden for et engagement, et singulært engagement, der finder sted lige her og nu. Her er rammerne ikke givet.

Parrhesia stiller Lazzarato overfor performance, som er en handling, der altid er mere eller mindre institutionaliseret. Dens effekter er kendte. Ideen om performance kendes også fra performance management, hvor en medarbejders performance vurderes ud fra nogle allerede veldefinerede mål, som medarbejderen og lederen i fællesskab forpligter sig på. Parrhesia skaber et brud, en diskontinuitet, der åbner for nye muligheder og farer. Det svarer til at en stiller sig op og sige tingene, som de er. Som en festtale i filmen Festen, hvor udfaldet på ingen måde er forudsigeligt og velkendt, fordi taleren netop ikke performer i henhold til et givet mål, der handler om lun hygge og sovsede pjatterier, men som et vidne. Sandheden forpligter den enkelte på hans eller hendes egen eksistens, ikke en institutionaliseret komfortisme.

”Life can only be understood as an event,” siger Bakhtin. Livet er et vedvarende møde med verden, som endnu ikke er fuldendt. Det er en begivenhed, der rejser nye problemer, som vi måske kan overkomme. Det er spontant. Konstant destabiliserende. Det er, hvis vi tager Lazzarato seriøst, kapitalen som har gjort mange unødigt forfængelige. Mange forføres af den prestige og status, som eksempelvis er forbundet med at være afdelingens mest citerede forsker i denne måned.

Det frigørende ligger i selve opmærksomhedens gestus. Evnen til at lade sig berøre. Det ligger i modet til at stå imod den herskende dramaturgi. Det handler om ens evne til at opfinde et rum, hvor det, som også sker, kan ske. Række noget videre; noget, som ikke nødvendigvis passer ind nogen steder. Modsat kapitalens fortælling, er livet, som en begivenhed, ikke determineret. Det sker. Det kommer bagfra. Det overrumpler en. Det tvinger en til at tænke. Og det er måske kapitalens største problem: Det tvinger ingen til at tænke.

Der er mere gods i bogen. Den er godt skrevet, fordi den er godt tænkt. Den er enkelte steder lidt svær, men besværet skærper ens blik. Lazzarato er en af samtidens store.

Etik i praksis

”Jo mere fuldkommenhed hver enkel ting har, des mere aktiv og des mindre passiv er den, og omvendt, jo mere aktiv den er, des mere fuldkommen er den.” – Spinoza, Etik

Etik i praksis er nærmest en truisme, idet etik altid er praktisk. Det er en måde at leve, tænke og føle på, som – for nogle – er baseret på et uforanderligt moralsk værdisæt. Et skræmmende aktuelt eksempel er den dødbringende virus ebola. Denne virus debatteres lystigt og gravalvorligt i Spanien.

Lad mig bringe lidt kontekst (kilde: El Pais):

Det begynder den 7. august, da to præster bringes hjem fra Liberia til Madrid. Den ene har Ebola, den anden ikke. Begge patienter installeres på hospitalet Carlos III, som ligger midt i Madrid. Den 12. august dør den smittede præst. Den 14. august udsender det spanske sundhedsministerium en protokol, der beskriver, hvordan læger og sygeplejersker skal agere med hensyn til ebola. Den 28. august udmeldes en sygeplejerske efter 21 dage i karantæne.

Herefter er der for en stund ro.

Den 20. september annoncerer regeringen i Spanien, at de vil bringe en anden spansk præst hjem fra Sierra Leona. Den 22 september ankommer denne præst til Madrid, og tre dage senere dør han. Den 27. september går en af sygeplejerskerne, der behandlede præsten til lægen, som anbefaler smertestillende piller. De næste par dage udvikler hun feber. Hun ringer til vagtlægen, besøger sin private læge, men undlader begge steder at fortælle, at hun har plejet en ebola-patient (hun ved ikke om hun reelt er smittet). Den 5. oktober ringer hun igen til skadestuen. Samme dag indlægges hun. Og dagen efter diagnosticeres hun med ebola.

Senest er omkring 80 personer, primært lægeligt personale under observation og nogle i karantæne på Carlos III i Madrid.

Debatten går nu på, hvorvidt det var moralsk ansvarligt at bringe en dødelig syg person til Spanien. Til et hospital midt i landets hovedstad, hvor der bor mere end tre millioner.

Spørgsmålet rejser dilemmaet: At redde et menneske versus muligvis smitte mange. Hvad nytter det? Der er tale om en utilitaristisk argument, hvor en moralsk god beslutning er til nytte for flest mulige mennesker.

Et andet dilemma vedrører pligten til at hjælpe. Denne er måske ikke i modstrid med den utilitaristiske, men den utilitaristiske konfronterer pligten til at hjælpe, idet den spørger: Hvor, hvordan, hvem?

Sådanne spørgsmål skaber flere spørgsmål, såsom hvorvidt protokollen for at transportere en smittet ebola-patient er blevet overholdt? Hvorvidt hospitalet har kapacitet til at håndtere ebola? Hvorfor det tog en uge før en protokol blev kommunikeret ud fra sundhedsministeriet til landets hospitaler og praktiserende læger?

Nogle vil have sundhedsministerens til at gå af. Nogle bebrejder sygeplejersken, idet hun har konsulteret sin egen privatlæge og været sammen med sin familie, selvom hun havde feber. Skønt hun uden tvivl handlede ud fra den viden og de informationer, som hun havde angående symptomer m.v. Det er naivt (og belejligt) at antage, at hun er ond eller uansvarlig.

Hele miseren er tragisk. Og den viser, at når vi står midt i et etisk kaos, er det sjældent nok at lytte til banaliterne omkring, hvorvidt man må stjæle eller ej, begære sin nabo eller ej. Det er svært. Risikabelt.

Hvad er den rigtige beslutning? Baseret på hvilke forudsætninger, fx videnskabelige viden. Er argumentet utilistisk, så er det altid utilitarisme, der bør lægge til grund for ens beslutninger med mindre man vil ende i dobbeltmoral. Er det pligten til at hjælpe … gælder samme princip.

En mere immanent tilgang, det vil sige en der er inspireret af Deleuze og Spinoza, vil hævde, at ens forståelse ikke har mere magt til at vide end, fx Ebola-virussen, har magt til at eksistere og handle. Det betyder, at selve virussen tillægges en natur. Selvom ebola er dødelig, handler virussen stadigvæk naturligt, som ebola. Smitten har behov for nye mennesker for at kunne overleve. Denne tilgang er givende, mener jeg.

Udfordringen bliver derfor, hvordan den spanske regering kan vende magtforholdet om. Der er tale om en kamp mellem to former for natur. Som det ser ud lige nu, bliver der ”handlet med” regeringen i Spanien, fx ud fra nationale følelser om ”at redde” en statsborger, som har forsøgt at hjælpe. Tænk, hvis der havde været tale om en dansk læge, præst eller sygeplejerske. Men naturen tager ikke hensyn til nationale følelser. Sagt anderledes, at bringe en syg mand hjem, som man ikke kan heldbrede, hæmmer ens muligheder for at handle, mere end det øger ens muligheder. Eksempelvis er flere kompetente læger og sygeplejersker i karantæne, hvor de ikke kan gøre deres arbejde. Flere pårørende er nervøse. Stemningen er intens og stresset. Regeringen skal bruge ressourcer på at forklare sig.

Spørgsmålet er altså, hvorvidt handlingen øger regeringens magt til at handle, eller reelt minimerer regeringens magt til at handle.

Som nævnt virker det som om, at regeringen har minimeret sin magt ved at bringe præsterne hjem. Lige nu er de på bagkant, fordi de handlede over evne. De troede, at de kunne magte ebola uden at have respekt for dens natur, det vil sige uden at have forståelse for dens naturlige magt. Ebola er noget, som får den menneskelige maskine til at gå itu.

For Spinoza og Deleuze er fremtiden ikke, hvad vi gør den til. Snarere et spørgsmål om relationer, fx hvordan forholder vi os til erfaringen af døden, som en naturlig del af enhver tilblivelse. Det liv, som vi lever og kender, kan ikke føres tilbage til en oprindelig væren, en uforanderlig norm. Hvorfor ikke? Fordi det at leve netop er, at stille spørgsmålstegn til vores viden, til det levende. Filosofien begynder aldrig med en bestemt norm (ikke den Deleuze-Spinoza-inspireret), men fra en erkendelse af, at de spørgsmål som stilles, altid stilles fra midten af livet, dér, hvor vi finder os selv. Det vil sige, debatten i Spanien er meget lidt frugtbar, når den opererer med en bestemt norm, hvorefter regeringen eller andre kan dømmes (og dømme hinanden). Det skaber en følelse af afmagt.

Den vil blive mere frugtbar, hvis regeringen kan blive aktiv, det vil sige åbne for følelser og tanker, som fremmer handling. Dette er den etiske udfordring. Den frie mand, skriver Spinoza et sted, mediterer ikke over døden, men over livet. Hvad er et samfunds forhold til livet, imens det erfarer dødens nærvær? Hvilke relationer åbnes der for? Hvilke nye alliancer og erfaringsrum genereres? Hvordan skærpes vores opmærksomhed?

Fuldkommenhed udspringer ikke partout af ens fornuft, men ens fornuft (i.e. læreproces) kan lære en, hvordan man fremmer fuldkommenhed i fremtiden. Ingen smider håndklædet i ringen. Tværtimod.

Om Den gavmilde digter

Der har været lidt, men meget positiv omtale af Den gavmilde digter.

Bibliotekernes lektørudtalelse skriver, at “Finn Janning skriver utrolig godt, finurligt og nærværende om det at leve og livsvalg.” Læs mere her

På Litteratursiden.dk kan man læse, at bogen er “indsigtsfuld, uddybende, klog og munter – og det er meget givende både i forhold til Leth som til tilværelsen selv at følges det stykke vej med Janning. En original og givende indgang til Jørgen Leth. Afgjort et godt sted at starte.” Læs mere her.

Bogsyn.dk skriver: “Det er en helt særlig bog, et essay om en gavmild digter, som lærer os at smage på det enorme udbud, vi har foran os af alting … Et fremragende værk.” Læs mere her.

Den gavmilde digter kan også fås som e-bog og (snart) lydbog. Se mere her.

God læselyst.

Demokrati skal ikke reduceres til økonomi

Det fortælles, at filosofien opstod i Grækenland for cirka 2500 år siden. Senere blev den spredt udover resten af Europa. Sandsynligvis opstod filosofien i Grækenland på grund af grækernes modtagelighed overfor de frigørende kræfter, der blæste som en kærlig vind henover Athen.

I stedet for at pakke sig ind i vindjakker – hvilket er kutyme i andre dele af Europa (især i Norden) – lod athenerne sig mærke af den salte brise, der ramte deres soltørrede ansigter. Vinden igangsatte en gylden periode i det antikke Grækenland, hvor verden så den første historiker Herodot, den første romanforfatter Homer, den første filosof Platon og selveste skaberen af demokratiet Perikles. Det er ikke uden grund, at grækerne er stolte af deres bidrag til den vestlige verdens idehistorie.

Læs videre her.

Det uærlige spil

I essayet ”Litteraturen og det onde,” beskriver Karl Ove Knausgård “den nymoralistiske bølge der for tiden går hen over Skandinavien, og hvor litterære værker i fuld alvor og med stor inderlighed bliver vurderet ud fra om det de udtrykker, er rigtigt eller forkert, godt eller dårligt, ikke i forhold til kvalitet, men i forhold til moral” (Knausgård 2014: 315-26). Denne bølge rammer ikke kun litteraturen, men hele samfundet. Flere og flere bedrifter vurderes i forhold til moral, ikke i forhold til selve præstationen. Samtiden præges af en intens stræben efter fairplay eller fairness.

I dette essay vil jeg anvende sporten som et eksempel på en konflikt. Jeg vil se nærmere på dopingproblematikken, som den har udfoldet sig i kølvandet på cykelrytteren Lance Armstrongs indrømmelser i januar 2013. Med dette eksempel vil jeg vise, at fairness er tidens ideal, og at dette ideal konstruerer flere konflikter end det løser.

Læs videre her.

Helten

“Fuck it all, of course I overestimate myself, if I didn’t I wouldn’t be where I am.” – Roberto Bolaño

Chris Andrew har oversat en stor del af Roberto Bolaños bøger fra spansk til engelsk. Han har gjort det godt. Sammen med Natasha Wimmer, som bl.a. har oversat de to store værker, 2666 og The Savage Detectives, har han beriget mange mennesker, som ikke kan læse spansk. Oversættere gør en stort arbejde i at sprede litteraturen, da de færreste af os kan læse mere end to-tre sprog. Tak for det.

Der var engang, hvor litterater læste, mens de ledte med lys og lygte efter, hvad meningen med det skrevne måtte være. Det bildte sig ind, at en tekst partout måtte have en dybere mening. Sådan er der heldigvis færre og færre, der læser bøger. I stedet for spørger de, hvad en tekst åbner for, hvad den muliggør, hvilke tanker og følelser og erkendelser, som den bringer frem. Andrew er en affirmativ læser af Roberto Bolaño. Jeg vil påstå, at det er svært at være andet, da det ligger i Bolaños måde at skrive på: skriften er aldrig konkluderende, men åben og generøs.

Andrews bog, Roberto Bolaño’s Fiction: An Expanding Universe, er et fornemt eksempel på en læsning af et forfatterskab, der udvider dette forfatterskabs univers, angiveligt, fordi forfatterskabet netop selv er ekspansivt.

Kardinaldyderne hos Bolaño er mod og gavmildhed. Han er ikke fanatisk tilhænger af kunst for kunstens egen skyld. Det betyder ikke, at kunsten skal tjene nogen som helst ideologi. Kunst har som bekendt ingen herre. Snarere at når ens mor ligger for døden, eller ens gode ven har problemer, så bliver kunsten sekundær. Forfatteren rejser sig fra skrivepulten.

Et sted citerer Andrews en anonym læser, der siger: “Hos Bolaño er litteraturen hjælpeløs, uværdig, og ikke en speciel rar tvangshandling, ligesom rygning.” Af samme grund bryder Bolaño sig heller ikke om den type forfattere, der ser dette arbejde, som et karrierevalg. Noget som pludselig bliver en fiks ide efter at vedkommende har konsulteret Politikens “Hvad kan jeg blive”. Hos forfatteren er logikken omvendt: Han bliver det, som han kan bære. Der er med andre ord intet prætentiøst i at skrive. “Writing was easy, because all he needed was a notebook and a pencil.”

Det afgørende spørgsmål er mere om man er åben, dvs. om man kan give plads til det, som lægger an på en, også selvom konsekvenserne kan være barske. Det er den type mod, som Bolaño holder af. Når skriverierne bliver til kunst, hænger det sammen med, hvordan forfatteren vælger at komponere stoffet, som han eller hun har modtaget. At skrive er hårdt arbejde, så hårdt at ingen vælger det frivilligt.

Andrews opridser flere grunde til at Bolaño er blevet så populær (selv i Danmark har Gyldendal fået øjnene relativt hurtigt op). Her er nogle af dem: Bolaño skriver exceptionelt godt, at han kan oversættes og, at der er mange myterne forbundet med hans person, fx hvorvidt han var narkoman og fængslet i Chile under Pinochet-styret. Sandheden er nok den, at Kim Leine tager væsentlig flere stoffer i den fremragende Kalak, end Bolaño nogensinde har gjort.

Jeg skal ikke gøre mig til dommer, da jeg blot er en læser, men ja, gu fanden skriver han da godt. Han skriver anderledes, på en rå og fortættet måde. Han er også lige læselig, hvad enten han læses på engelsk, spansk eller dansk.

Andrew berører Bolaños fiktive systematik. Han viser sirligt, måske lidt pedantisk, hvordan Bolaño genbruger personer fra en bog i en anden. Han bygger videre på dem. Udvider dem. Andrew viser ligeledes, at i en tid, hvor det er blevet populært ikke at have et plot, der rummer Bolaños fortællinger altid to historier. Den synlige og den usynlige. Der kommer ikke nogen åbenbaring, men hans historier er fuld af suspense og plot, selvom disse typisk er lettere skjulte. Bolaño sidder ikke og filer og pudser på et erindringsglimt, hvorved denne til sidst bliver så idealiseret og køn, at den mangler liv. Faktisk kan jeg huske, at jeg for et års tid siden så en større udstilling om ham på CCCB i Barcelona. Her kunne man se, hvordan teksterne i hans notesbøger stort set ikke blev udsat for nogen redigering. Ren kraft. I dag er der flere forlagsredaktører, der fungerer som professionelle soldater, idet de prøver at få forfatteren (især de unge) til at udleve redaktørens idealer.

Ganske interessant, hives filosoffens Galen Strawsons ideer om det diakrone og episodiske selv frem. Strawson bryder med den dominerende ide om at et fyldestgørende narrativ, dvs. et narrativ der rummer ens fortidige og fremtidige selv, er nødvendigt for et sprudlende liv. Det passer ikke, siger han. Hos Bolaño finder man begge typer, men flest af de episodiske. Faktisk er det netop disse drivere, vandrere, vagabonder og eksistenser uden et egentligt mål, som tænder mig voldsomt. Angiveligt, fordi jeg kan forbinde mig med disse outsidere. Derudover er det at skabe et narrativ ofte alt for let, sågar en smule søgt. Det minder lidt om David Beckham, når han fortæller, at alle hans tatoveringer har en betydning, idet de fortæller en lille historie. Nuvel, og hvis ikke, så kan enhver jo snildt opfinde en historie alt efter om det er ens barn, der spørger; eller den enlige kvinde i baren.

Bolaño kan lide det tragiske og det romantiske, hvilket jeg også nærer stor veneration for. “To be brave, knowing beforehand that you’ll be defeated, and go out and fight: that’s literature.” Det er både pessimistisk og optimistisk, idet du kæmper med hvad du har, selvom det sikkert ikke er nok. På den måde rummer Bolaño også noget atletisk. Som en Alberto Contador opfinder han nye etaper, der kan vende et slag; eller han dør med støvlerne på. Jeg kan godt lide denne form for heroisme. Jeg er klar over, at den er romantisk, men ikke desto mindre heroisk. Og det er vel og mærke muligt, er påstanden, at selv om man måske ikke lykkedes, kan man sagtens leve meningsfuldt, måske fordi vedkommende netop prøvede at vælte Hitler, prøvede at skrive en god bog osv. Hvad vil det i grunden sige at lykkes?

Bogens sidste kapitel, A Sense of What Matters, trækker fint det hele sammen. Der bindes – helt i Bolaños ånd – ingen knude, men en af den slags sløjfer, man konstant skal bukke sig ned og gentage. Bolao er modig, gavmild og åben for at skifte gear, hvis underlaget tilsiger en et gearskifte.

Bolaño slog sent igennem. Han var ikke en mand, der var afhængig af netværk og litterære tilhørsforhold, hvilket ellers er almindeligt. Han skrev, fordi det at skrive var en etisk fordring for ham.

To ting er værd at nævne til sidst, såfremt dette indlæg skal tjene som en slags anmeldelse. For det første, jeg kan huske mit første møde med Bolaño. Det skete på den store togstation midt i Rom. Her fandt jeg hans netop oversatte bog, The Savage Detectives. I flyveren havde jeg – helt tilfældigt – læst en omtale af denne bog i The New York Times. Efter at have læst denne bog, læste jeg flere af hans kortere historier, som en forberedelse til den monstrøse 2666. Det jeg siger, er blot: Soy un apasionado de Bolaño. For det andet, bogen ikke er en indgang eller introduktion til Bolaño. Den kræver, at man er rimeligt belæst i hans forfatterskab – især 2666, De vilde detektiver, Fjern stjerne, Om natten i Chile og Amulet henvises der lystigt til. Og netop her er danske læsere velsignet, idet de fleste af disse bøger netop findes på dansk.

Hvorfor læse Andrew? Hmmm. Sorry mate. Hans bog er rigtig god. Den fortjener et langt liv. Ikke desto mindre: Læs Bolaño. Kunst er det, som gør livet mere interessant end kunst. Der er liv i Bolaños bøger.

Coaching som problem

Jeg har bidraget med essayet “Coaching som problem” til antologien Coaching i nyt perspektiv, redigeret af Tine Gaihede og Kim Gørtz (Hans Reitzels).

(Fra 2007 og et par år frem, skrev jeg flere kritiske kronikker om coaching og selvhjælpsbølgen. Se mere her.) 

Bogen rummer det meste om coaching: historie, metoder, erfaringer og kritik. Se mere her

How to lead ethically

This paper proposes an alternative approach towards ethical leadership. Recent research tells us that socioeconomic and cultural differences affect moral intuition, making it difficult to locate a guiding organizational principle. Nevertheless, in this paper I attempt to open an alternative path towards an ethics that might serve as a guide for leaders – especially leaders who are leading a highly professionalized workforce. Using the Chilean writer Roberto Bolaño and the French philosopher Gilles Deleuze as points of reference, I develop an ethical form of leadership that is based on a continuous ‘poetic’ dialogue between creation and affirmation. The nature of this dialogue requires a leadership approach that plays both a courageous and imaginative role in liberating its workforce. Last, I develop a frame which provides the constituent principles of leading in the direction of an ethical organization.

Read more here.

Drømmerier

Forfatteren og musikeren Patti Smith skrev for længe siden bogen Woolgathering, adspredthed eller drømmerier. Det er en lille personlig, tildels essayistisk erindringsbog. Stedvist et prosadigt. En spirituel rejse. En erfaringsbaseret erkendelse, der ender med at sige, at det eneste livet ønsker og beder om, er det, som er værd at række videre. Det er generøst. Det er kærligt.

Det er en bog, som på en måde ikke rigtigt sagde mig noget, de første sider eller kapitler, men som så pludselig havde spundet mig ind i dens egen sirlige kraft.

Den handler om bevægelsens kraft, møder, åbenhed og taknemmelighed. Erindringsbilleder. Livsstrategier, fx ”To wash away all ills so they become as a footnote,” som hun skriver et sted. Smith skriver om, hvordan den barnlige glæde skærmes af fornuftens stemme. Det handler om at gå videre. Turde gå videre. Gå ud i det ukendte. Ja, det handler om at udtrykke sine bønner, siger hun. Uanset hvilken form. På den måde kan enhver komme til at besidde dét, der er værd at beholde; det eneste, som er værd at række videre: De smukke erkendelser, som vi hver især har gjort. De erkendelser, som vi (og andre) kan bygge videre på.

”A small hand offered me a dandelion,” en mælkebøtte. Og hvad er bedre, når man lige har brændt hænderne på en brændenælde? Ingen ved, hvordan de kan slukke branden fra en brandnælde før en eller anden fortæller en, hvordan. Vi har brug for hinanden. Kald det omsorg.

Jeg rakte selv denne mælkebøtte-erkendelse videre, den selvsamme dag, som jeg læste bogen (måske var det i virkeligheden dagen før eller efter). Og for en sjælden gangs skyld kunne mine erfaringer anvendes – helt konkret. De skabte kortvarig glæde.

Brandnælden blev en fodnote midt i skovens mange andre erfaringsspor.

Forandring søges

I sangen ”Lonely Planet” synger The The, ”If you can’t change the world, change yourself.” Idehistorikeren Jes Bertelsen kender måske ikke sangen, men han kender budskabet. Hans pointe er nemlig, at vi ikke kan skabe en bedre verden, uden at ændre os selv. Det ydre og det indre hænger sammen. De er foldet om hinanden.

Få år tilbage udgav Bertelsen Et essay om indre frihed. Den indre frihed defineres her som den tilstand, der indfinder sig, når et menneske er i kontakt med sin essens. Sagt anderledes: Når et menneske har det godt og er i balance, er det frit.

Et eksempel kunne være en person, som har svært ved at begå sig i et samfund. Hun keder sig, føler sig overset og mangelfuld. Hun tager væk. Efter en tid forsvinder nyhedens interesse for de nye omgivelser. Den gamle restløshed vender tilbage. Rygsækkens pakkes på ny. Der er tale om en klassisk psykologisk mekanisme. Mange flygter, når de føler sig truet eller eksistentielt presset. Ifølge Bertelsen er denne persons problem, at vedkommende ikke evner at skabe en sund balance mellem det indre og det ydre. I stedet for kaster vedkommende sin egen restløshed, det vil sige sin egen manglende opfindsomhed over på omgivelserne, selvom de tilhører personen selv. Filosoffen Gilles Deleuze sagde engang, at hvis man er tilstrækkeligt opmærksom og kreativ, er hele verden tilstede i en kaffekop.

Bertelsen er en spirituel vejleder med psykologisk indsigt. Han er ikke forsker i traditionel forstand. Snarere deler han ud af sine egne erfaringer, som andre så måske kan finde inspiration i. Han lægger med andre ord op til, at den enkelte selv kan prøve og se, hvad der sker. Det han foreslår er, at vi kan lære af religiøse og spirituelle praksisser, fx forskellige former for bøn, åndedrætsøvelser og meditation. Og vi kan lære af disse praksisser uden nødvendigvis at konvertere. Han vil frisætte den viden, som de religiøse og mystiske praksisser besidder om bevidstheden.

I bogen skelner han mellem en religiøs ydreside: forkyndelsen, og dens inderside: mystikken, træningen, praksissen. Det indre del handler om at transcendere, det vil sige blive mere naturlig, oprindelig eller autentisk (han opererer med en ide om en menneskelig essens). Modsat handler den ydre om magt og prestige. Den indre beskæftiger sig med empati og medfølelse, mens den ydre mere handler om at sælge en forestilling.

Sagt anderledes – med reference til forfattergerningen, der jo også er en meditativ praksis (omend anderledes end dem Bertelsen referer til) – så handler det at skrive sjældent om prestige og identitet. Tværtimod. Det drejer sig om at blive ingen. At blive ren kraft. Det vil sige, at skrive er at blive noget andet end forfatter. ”Tilblivelse er ikke at opnå og antage en form (identifikation, imitation, Mimesis), men at finde en nærhedszone … således at man ikke længere kan udskille sig fra en kvinde, et dyr, et molekyle,” skriver Deleuze et sted.

Tilbage til Bertelsen. Hans tese er, at de fleste religiøse og spirituelle praksisser arbejder eller beskæftiger sig med empati og medfølelse, hvilket kan åbne op for dialog på tværs af ideologiske grænser. Der er ikke tale om en Habermas-agtig kommunikationsteori, men en slags kommen i berøring med livet som sådan – Bertelsen taler om en fællesmenneskelig essen. Han påstår, at dialogen ofte er fraværende mellem forskellige religioner (og politiske ideologier, kunne man tilføje), fordi de fleste ridser deres egen særegenhed hårdt op i et forsøg på at hverve kunder, eller skabe et unikt brand, hvorved enhver åben dialog bliver umulig. En dialog fremmes, når folk i stedet for at abonnere på en ideologi, sættes i stand til at handle i en spiritualitet, de har valgt. Dette er konstruktivt, men kan lyde som et paradoks, såfremt spiritualitet referer til en menneskelig transformation i lyset af et religiøst ideal. Hvis det skal give mening, det som han siger, må spiritualitet derimod være forbundet med en indre frihed, det vil sige en følelse af kropslig velvære. Her kunne forfatteren godt være mere klar.

Umiddelbart kan bogen virke for pædagogisk og sine steder lidt banal og vag, fx når han bevæger sig ud i de mere samfundsmæssige beskrivelser. Den rummer også nogle sproglige vanskeligheder, fordi den opererer med et – for nogle – uvant sprog, fx er hjertet en muskel, måske en lidt søgt romantisk metafor, men hos Bertelsen er hjertet et sted, hvor den indre frihed er placeret, en visdommens rede. Dog er det ikke svært at forstå, hvad han ønsker at fortælle, hvilke mulige erfaringer han forsøger at åbne for. Bogen er overvejende sympatisk.

Det er indlysende, at nutidens performance- eller konkurrencesamfund efterhånden skaber flere eksistentielle dårligdomme end goder: depression, stress, burnout, misbrug. Det betyder, at man bør være påpasselig med at placere sig selv i en ophøjet og ubøjelig position, hvor forskellige meditative – ofte buddhistiske – praksisser slås hen som noget, der er forbeholdt skaldede mænd på flugt fra en masse kinesere.

Et essay om indre frihed kan minde lidt om psykologen Nadja Præterius’ Den etiske udfordring i en global tid, der udkom sidste år. Begge er ligeledes inspireret af buddhistiske tanker. Hun foretager også en kritisk analyse af dagens konkurrencesamfund. Og foreslår også (dog mindre konkret, selvom hendes samtidsanalyse er bedre), at løsningen handler om at finde det autentiske og ægte i os selv. Bertelsen og Præterius’ tanker kan virke paradoksale, idet de foreslår at kapitalismen overvindes med individualisme, skønt kapitalismen ofte beskyldes for at skabe egoistiske og individualiserede forbruger. De vil bekæmpe ilden med ild. Det er en tiltalende, men svær øvelse. En reparationsbajer kan sagtens hjælpe på tømmermændene, men det kræver selvdisciplin ikke at nappe en mere, og en mere, hvorved reparationen blot skaber et fremtidigt behøv for flere reparationer.

Pauser, ro, åndedrætsøvelser, nærvær, empati og medfølelse kan forbedre verden, men jeg tror ikke mennesket er en essens, som den enkelte kan agere mere eller mindre autentisk i forhold til. Medfølelse handler ikke om mit forhold til mig selv, men om min evne til at vise omsorg og kærlighed overfor eksistenser, der ikke kan leve uden min omsorg. Der findes i dag mennesker, som ikke vil overleve uden andre menneskers omsorg og pleje. Det er klart, at en indre fred eller ro er en forudsætning for at kunne møde verden på en frugtbar måde, men kun fordi denne gør mig i stand til at forbinde mig med verden, hvorved jeg kan blive noget andet end mig selv. Det er fordi, jeg ikke har nogen essens, at jeg kan give plads til det, som er i færd med at blive; det, som måske aldrig tager form uden min omsorg.

Spørgsmålet, som The The efterlader os med, er, hvordan den enkelte kan forandre sig.

Blog at WordPress.com.

Up ↑