Sport & What Makes a Life Worth Living

Sport is a fertile field for talking about what makes a life worth living.

For example, is a meaningful life also a valuable life? Or is it not rather that a meaningful life presupposes a distinction between more or less valuable ways of spending one’s time?

In his book This Life, the philosopher Martin Hägglund argues that the only thing we humans really have at our disposal is time. Our use of it gives rise to meaning. Those who spend a lot of time on sports, either as athletes, fans, or in connection with work, will no doubt find an abundance of different things meaningful in this regard. But often, people with no interest in sports will think or say that these “crazy sports people” are wasting their time, meaning, they are wasting their lives.

However, I believe that they overlook the fact that a good life is not so much about meaning as it is about value. There is not necessarily a normative element associated with something meaningful. Opinions depend on the desires of the individual, while the normative element is associated with what is valuable.

It is clear that there can be a coincidence between something meaningful and something valuable, but existentially, it is not about living meaningfully versus meaninglessly. Meaningful activities require some degree of autonomy, self-expression, and purpose, but such activities are not necessarily compassionate, generous, or loving.

Meaning is created. For example, by being a part of something, or establishing a relationship with something, meaning arises for the individual in regard to that. And the meaningful becomes valuable in itself is when that from which the meaning and value arises is not the egoistic self, i.e. “me”. A life gains meaning and value by connecting with others or something other than oneself.

I think a lot of people look to sports because they want to be a part of something meaningful, whether it is togetherness, joy, commitment, self-expression, competition, playfulness, etc. This search is both commendable and understandable, as it sometimes gives the individual insight into what really gives life value, that is, what makes life worth living.

In the world of sports, it is rarely the rigid division between winners and losers that is crucial, but the joy of being involved —as a player, fan, or researcher.

In addition, sports also cultivate our capacity to pay attention. For example, this can happen when a cyclist has to be vigilant so as not to crash, or when football fans are so deeply engrossed in a match, with such intensity and passion, that what happens to the players almost happens to them, too. Often, there is an immediate empathic response to the athletes’ suffering and joy—a recent example is when the Danish football player Cristian Eriksen suffered a cardiac arrest and 9 months later, returned.

What makes sport not only meaningful, but valuable is the fact that a game can never be played without the participation of others. We learn what is valuable from being a part of something bigger, than ourselves.

Finn Janning, PhD, is a philosopher who teaches in Sport Ethics, Sport Psychology and Sport Coaching at Geneva Business School and UIBS in Barcelona, Spain.

First published in The Sport Digest.

Love holds the potential for political change

“Loving people is the only thing worth living for.” – Søren Kierkegaard

I believe that all kinds of discrimination, hate and suffering can only be destroyed by love.

In her book All About Love: New Visions, the philosopher Bell Hooks (or, as she prefers, bell hooks) defines love as the will to extend or expand oneself for the purpose of allowing the spiritual self to flourish—including the selves of others. According to the existential philosopher Søren Kierkegaard, love is edifying. Love is a verb; it does something. But that is not all! In a letter to his then-fiancée Regine Olsen, Kierkegaard wrote, “Freedom is the element of love.”

Love requires freedom. Or only free people can love.

I propose an understanding of freedom as being with friends. Freedom is the manifestation of a complete or meaningful relationship. Every relationship always assumes something that is not oneself. Love cannot therefore be reduced to self—love is, rather, an external force that arouses joy.

Seen in this light, I believe that a will to love—fundamentally—tries to overcome the devastating sadness that comes in the face of exploitation, discrimination, abuse of power, violence and death.

Works of Love, Kierkegaard argues that only love is edifying.Not anger. In connection with the religious injunction to love your neighbour as yourself, he emphasizes that the term neighbour does  not refer to your race, your gender or your nation, but all people. Anyone, he writes. All people should be loved as equals (not necessarily loved equally).

That is, treated equally. Treated with the same respect and rights.

With Kierkegaard’s call to love all human beings as equals, he turns love into a political concept that destroys the damning group identity politics of the time. Love possesses such a liberating potential. It confirms the wisdom of Hannah Arendt, when she said that evil is the result of our thoughtlessness, our reluctance to think well and thoroughly.

Mindlessness is associated with a lack of attention, an inability to love.

Love is the vitality with which all critical thinking begins. It’s like a friendly bond that can make you and me wiser. That which is part of life in all its complexity: everything that breathes, shits and dies.

Love can only flourish when we—all of us—recognize that none of us own life, but rather, that it is on loan. It is the manifold powers of life that we cherish, not our ego, race or territory.

Love holds the potential for political change. It happens when all people are loved, as equals.

Living by Courage, Generosity & Wisdom

Finn Janning says empathy and compassion are necessary for our thriving and even our survival.

“Mother died today. Or maybe yesterday. I can’t be sure.” These are the opening lines from Albert Camus’ novel The Stranger (1942). If these words seem gruesome, it is because the reader has an expectation that a ‘normal’ person simply has to know when his or her mother died. Expect this not, says Camus. Or perhaps he is saying, keep an open relationship with death. The French writer may also be asking: Does it make any difference? Today, or yesterday – my mother is dead!

However, it doesn’t get any better with regard to the reader’s possible expectations when the novel’s protagonist Meursault – the one whose mother is dead – does not seem to grieve at her funeral. On the contrary, he falls in love with a girl during the ceremony. Afterwards they go to the beach, where they bathe, and subsequently make love. The girl wants to marry Meursault, and he tells her that it is of no consequence, but if she really wants to, he will go along with it.

You can read the rest of the essay in Philosophy Now, Issue 148: February/March 2022

Dialog efterlyses

Den offentlige debat er præget af mennesker, der ikke lytter til hinanden og i stedet forkuserer på krænkelser. Men der er en anden vej. Dialogens vej. At læse den afdøde britiske forfatter Iris Murdoch er en god start.

Det – og mere – har jeg skrevet en kronik om, som Politiken bragte henover julen.

Den kan læses her eller her

Længe leve lederen!

Forleden fortalte en ledelseskonsulent mig, at jo mere erfaren en leder er, desto mere efterspørger han eller hun filosofi. Det kunne være fristende at sige, at lederne ønsker at tænke, men enhver ved, at ikke kun filosoffer tænker. 

Det, der derimod kendetegner filosoffen er, hans eller hendes danseegenskaber, idet at tænke er at træde til siden, vige pladsen for noget, som er større end en selv. 

Det, som lederen efterlyser, er ikke blot refleksion – det håber jeg i hvert fald ikke – men evnen til at give plads til erkendelsens – til tider – smertefulde tilblivelse. Det kunne være erkendelsen af, at den gren, som vi alle sammen så mageligt sidder på, har vi snart savet over. 

Grenen kunne vi for nemheds skyld kalde planeten. 

Status og greenwashing

Lige nu værner meget få mennesker om livet – inklusive ledere. De værner om deres ego, deres karriere, deres status – en status, som endda kan vokse, hvis du lader som om, at du bekymre dig om planeten. 

Denne bekymrende velvilje er desværre mere knyttet til lederens identitet, end vedkommendes reelle handlinger.

Lederen – som alle andre levende væsener – bevæger sig mellem væren og intet. Et mellemrum fuld af angst, idet lederen ikke kun kan risikere at miste sin prestige og magt, men tabe livet. 

Skal en leders filosofiske erkendelse udvikle sig til andet end en pirrende eftermiddag på et kursus, kræver det en accept af tabet: at noget er uerstatteligt. 

Enhver form for erkendelse – inklusive selverkendelsen – kan være grusom. Den blotter vores individuelle og kollektive begrænsninger og konfronterer os med vores egen hang til selvbedrag. 

Et sådan selvbedrag kunne lyde: tingene ordner sig nok. 

Troen på videnskaben

En anden form for selvbedrag kunne være, at videnskaben nok skal redde os. 

Videnskaben er nyttig, men den er ude af stand til at identificere meningen med livet. Erfare tabet. Filosofi er ikke noget ubrugeligt, men lige præcis det, der frigør mennesket fra frygt, usikkerhed og hjælpeløshed. Giver det kraft til at handle. 

At dagens erfarne ledere efterspørger filosofi, hænger sammen med, at filosofien alt for længe har været marginaliseret. Men denne marginalisering har ikke just gjort verden bedre. Tværtimod. Når filosofien er fraværende, trives dumheden. 

Meningen er i filosofien ikke noget givet, men noget som gradvist skabes, idet det enkelte menneske alene – og sammen med andre – kritisk undersøger og udforsker livets uanede muligheder, hvorved vedkommende løbende finder ud af, hvad der er vigtigt, og hvorfor det er det. 

Det kaldes visdom. 

En mere praktisk visdom er at værne om ens eget hjem: planeten. Ikke fordi vi skal, men ene og alene fordi vi elsker den, uden den vil ingen vide, hvad det vil sige at være levende, uden den ville ingen kunne tale om frihed, erfaret kærligheden eller spillet fodbold

Nietzsche, sagde engang, at »den, der ved, hvorfor han lever, kan tåle et hvilket som helst hvordan«.

Det er dette ’hvorfor’, som gør, at mange ledere efterspørger filosofi. De har glemt, hvorfor de gør, som de gør. Den dybere mening. Den såkaldte mening med livet. 

Ifølge den franske filosof Michel Serres, består det at erkende i »at antage en form, der er analog med den, vi erkender«. Det vil sige, at for at erkende livets mangfoldighed, må jeg blive et med livet. Jeg må smide alle mine ideer, normer og forventninger i skraldespanden og bogstaveligt talt blotte mig over for livets kræfter. Jeg må ofre min status og prestige, idet jeg viger pladsen for de livskræfter, der presser sig på – give dem plads. 

Jeg må erkende, at livet kun er til låns. Og, at alt levende er forbundet, hvorved mit velbefindende er forbundet med dit, og omvendt. 

I dag taler mange konstant om, hvad vi kunne gøre, og hvordan vi kunne gøre det, som om vi endnu ikke havde et klart ’hvorfor’ at leve for. 

Ingen udsættelse

Tabet af livet – af planeten – kan ikke udsættes med ord og strategiske planlægninger. Livets overlevelse kræver, at vi sætter livet før vores eget ego. 

Hvis vi lever for livets skyld. Ikke magt, penge, sex eller en lind strøm af likes, ved vi så ikke, hvad vi skal gøre, og hvordan vi skal gøre det? 

Filosofi er altså yderst nyttig. Den kan hjælpe dig og mig og alle de andre med at leve og endda overleve. Det er ikke en disciplin, hvor den enkelte skal tilegne sig en masse informationer og begreber, fordi de sælger på direktionsgangene, men en konkret og brutal modstandsøvelse mod alt, der forsøger at ødelægge friheden, kærligheden og den mellemmenneskelige værdighed. 

Ja, alt det der ødelægger det eneste sted, hvor mennesket nogensinde har følt sig hjemme og derfor lykkelig: Planeten. 

Alt for længe har vi i Vesten, i hvert fald, ignoreret døden, som om det var noget, der ikke vedkom os. 

Spørgsmålet er nu, om den endnu igangværende pandemi har fået os til at indse vores skrøbelighed. Erkende, at vi er endelige. Fortolkningen af døden bestemmer vores holdning til tilværelsen – til livet. 

Dette er en klassisk filosofisk erkendelse. 

Fortabte ledere

Filosoffen Ludwig Wittgenstein sagde, at et filosofisk problem svarer til at føle sig fortabt. Mange ledere efterspørger filosofien, fordi de er fortabte. De har tabt kampen om planeten, de kan mærke, at de i fremtiden bliver hjemløse. 

Selv om de nok mere frygter, at blive arbejdsløse og miste status! 

Febrilsk prøver de at opruste sig moralsk, selv om det de reelt burde er, at nedruste kapitalen. 

Grådighed, opportunisme, egoisme, narcisisme, stress og depressioner er i dag ikke individuelle diagnoser, men sociale patologier. Vi mennesker – alle sammen og ikke kun lederne, selv om de selvfølgelig er mere ansvarlige qua ledere – har fejlet. 

Moralen er nemlig denne: Hvis resultatet af vores handlinger er, at planeten snart dør, hvad fortæller det så om de valg og beslutninger, der ligger til grund for vores handlinger? Hvad fortæller det om de vaner, overbevisninger, værdier og antagelser, som har formet vores beslutninger? 

Det fortæller, at livet aldrig har været første prioritet. 

Vi har ledt os selv i fordærv. Lederen er død, længe leve lederen.

Artiklen blev først gang bragt i Klimamonitor

Unikt essay om filosofi og sport

Så er lektørudtalelsen kommet for Opmærksomhedens filosofi, der står blandt andet:

“Fremragende tankeprovokerende essay, som suverænt kobler sportens verden til filosofiens verden på en ny og forfriskende måde.”

“Helt unikt essay om filosofi og sport. Et filosofisk blik på fodbold finder du også her. Hvad vi tænker på når vi tænker på fodbold.”

“Guf for dig som er til livsfilosofiske bøger”

Du kan læse hele udtalelsen her.

Stakkels Jim

Stakkels Jim behøver ikke nogen omtale. Han er allerede blevet en begivenhed.

En legende simpelthen

Nu kan du købe historien om stakkel Jim til halvpris.

Jeg gentager: Du kan købe historien om stakkels Jim til halvpris!


Giv Danmark VM

Danmarks herrefodboldlandshold har kvalificeret sig til VM i Qatar. Problemet er, at Qatar står for alt det, som ingen bryder sig: død, korruption og grådighed.

Skal Danmark så boykotte?

Det er indlysende, at den moralske anstændighed er stærkt dalende, hvis ikke ligefrem forsvundet i den øverste ledelse af fodbolden, FIFA.

Men denne kynisme gælder ikke i selve sporten. Fodboldspillet og spillerne er ofte mere velopdragne end resten af samfundet. Ja, der er eksempler på voldelige fans, racisme og sexisme, men ikke mere end i andre dele af samfundet. Med hensyn til sexisme synes denne form for diskrimination at være mere udbredt på ledelsesgangene i Danmark end på græsplænen.

Ergo er problemet de ledere, der kontrollerer spillet.

Jeg har selv været moderat tilhænger af boykot, men er i dag imod. Det skyldes ikke, at Danmarks fodboldspillere er gode og har en reel chance for at vinde. Jeg er ikke opportunist. Problemet er snarere, at spillerne betaler for noget, som ikke er deres fejl.

Det svarer til, at de studerende ikke kan komme til eksamen, fordi de skal straffes for deres skoledirektørs alkoholsmisbrug. I stedet for boykot kunne Danmark og to-tre andre nationer, som har kvalificeret sig, påtage sig afholdelsen af VM. Det ville være i Kasper Hjulmands ånd. Han siger, at fodbold og samfund hænger sammen. Hjulmands kerneværdier er: holdet, tillid, ‘kort vej mellem mennesker’ og ‘hellere lille og vågen’.

Holdet betyder, at vi – alle mennesker – er forbundne. Tillid, at vi bærer hinandens liv i vores hænder. Den korteste vej mellem mennesker er glæden ved spillet, da penge altid kommer på tværs. Og hvem ville ikke foretrække et lille og vågent VM spillet på små stadions uden dyre tv-rettigheder, men hvor spillet er i fokus.

Finn Janning, PhD. filosof og underviser i sportsetik og sportspsykologi. Indlægget blev bragt i Ekstra Bladet.

Opmærksomhedens filosofi

Den, der tænker klart, lever klart …

Med Opmærksomhedens filosofi – frihed, kærlighed og fodbold stiller Finn Janning spørgsmålet: Hvordan kan vi etablere en mere kærlig forbindelse med verden og hinanden? 

Janning viser med afsæt i fodbold og cykling hvorledes det enkelte menneske kan udforske eksistensens muligheder og gradvist blive klogere – på sig selv og de andre. Denne filosofiske visdom er eksistentielt klargørende, idet den, der tænker klart, lever klart. 

Hvordan klarheden optrænes, giver Janning flere bud på, men først og fremmest handler det om en empatisk og intuitiv indfølingsevne, der gør den enkelte i stand til at rumme dét, som sker. Netop her er fodbolden eksemplarisk, fordi det som sker med en spiller, også sker med tilskueren. 

I bogen præsenteres en poetisk filosofi. En særlig tilgang eller indstilling til verden, der er opmærksom, åben, problematiserende, beslutsom og frigørende. En tilgang, der sætter mennesket fri til at elske. 

Ud over sporten henter bogen inspiration hos blandt andre Ludwig Wittgenstein, Albert Camus, Simone Weil, Gilles Deleuze og Iris Murdoch. 

Bogen kan lånes på biblioteket, købes her eller købes – lidt endnu – direkte fra forfatteren.

Opmærksomhedens filosofi – frihed, kærlighed og fodbold

Send din adresse, beløbet er inkl. forsendelse.

DKK 250.00

Blog at

Up ↑