Tag: unselfing

Reading is sexy

“Reading is sexy” står der på en plakat i min lokale boghandel. På plakaten er der et billede af skuespilleren James Dean, iført læsebriller, mens han læser digteren James Whitcomb Riley. Der findes versioner af samme plakat med andre ikoner såsom Marilyn Monroe. Det har altid været sexet at læse. Der er intet nyt i det. Det nye er, at bogen er blevet et artefakt. Mens vægten tidligere lå på læsningen, er det nu selve bogen, der er sexet. Bogen er ikke længere et monument, men en skulptur.

Den irske filosof Iris Murdoch skriver, at læsning er det mest fundamentale aspekt af kulturel visdom. Glem alle moderne virksomhedskurser om kulturelle forskelle, tolerance og inklusion; glem alt om påtaget dybsindighed, fordi David Foster Wallaces Infinite Jest står på din reol. Pointen er, at du skal sætte dig ned og læse – Shakespeare, Cervantes, Virginia Woolf og de andre store forfattere. Det er gennem litteraturen, at vi lærer, hvordan andre mennesker ser sig selv og verden i forskellige situationer. Det er gennem litteraturen, at vi bliver klogere på os selv. Det er gennem litteraturen, at vi skærper vores opmærksomhed – på verden og os selv. At læse er både en udadvendt og en indadvendt aktivitet, hvor det ikke længere handler om mig.

De fleste er forelskede i deres eget store, fede ego, som Murdoch kaldte det. Et ego, der altid står i vejen for, at virkeligheden for alvor kan udvide mig. At egoet er et problem, kan være svært for mange at forstå – især hvis de bilder sig ind, at det er sexet at blive set med Tove Ditlevsens Det tidlige forår på deres profil. Det er det ikke. Det er derimod sexet, hvis du har læst bogen og nu ved, at Istedgade er barndommens gade – ikke kun de prostitueredes og pushernes. Det sexede er forbundet med anstrengelsen, langsommeligheden, tålmodigheden og den uselviske opmærksomhed, som Murdoch kaldte unselfing. Disse dyder passer ikke ind i samtiden.

I dag handler det om at lade som om – fake it till you make it er det ynkelige mantra. Det ses dagligt, når folk hævder deres moralske overlegenhed, fordi de vælger ikke at se fodbold, ikke at drikke Coca-Cola, ikke at omgås bestemte mennesker. Eller når de pludselig render rundt med bestemte halstørklæder. Det hele er selvfølgelig blot en del af kapitalismens selvprofilering, solgt som moralsk dybde – ligesom de veltrimmede kendisser, der pludselig klamrer sig til en bog.

Havde flere læst bøger, ville de vide, at de moralske valg beror på allerede eksisterende idealer og normer, som vi vælger til og fra på samme måde som en beklædningsgenstand. Virkelige moralske beslutninger gør dog ondt, fordi de rummer en ubehagelig selverkendelse af, at jeg ikke er den, jeg bildte mig ind at være. Der findes ikke et moralsk blik, men der findes en opmærksom undersøgelse af virkeligheden. Forskellen er, at det første – forestilling om at besidde et moralsk blik – altid fremhæver egen moralske overlegenhed på bekostning af andre. På den måde er vi alle sammen moralsk gode – så længe vi kan finde et eksempel på nogen, der opfører sig værre end os selv. Dette er dog intet andet end narcissismens hellige rus.

Det moralske arbejde foregår hele tiden. Her handler det ikke om at tilegne sig en identitet, men om at blive klogere på livet, mens vi bestræber os på at overkomme vores ego, vores egne præferencer og behovet for at tilhøre en bestemt gruppe.

En uselvisk kontakt med virkeligheden er svær at opnå, men de gode romaner kan hjælpe os. Det er derfor, det kan være sexet at komme hjem til en person, du dater, og se deres bogsamling. Men det kan også være en turnoff, hvis det bliver klart, at bøgerne kun er til pynt – som IKEA-møbler. Det er læsningen, der er sexet – ikke bogen. 

Så, får du for lidt sex, så begynd at læs i sengen!

Bragt i Politiken den 23. februar 2025

Stress as a Status Symbol

It’s said that time is cyclical, repeating patterns like the annual arrival of summer—though each summer is different. When I read about a young politician who succumbed to stress, this cyclical principle came to mind. The cyclical nature of time, with its recurring patterns, can be seen in the way stress has been a societal issue for nearly two decades, with cases similar to the young politician’s emerging 10–15 years ago.

Historically, stress was primarily associated with society’s most vulnerable groups—those with low incomes, the unemployed, the less educated, and the ill. However, according to media portrayals today, stress has shifted to more privileged groups. The vulnerable are still stressed, but for different reasons: they struggle for survival, while many privileged individuals experience stress and anxiety, due to competition for status, power, and prestige.

This explosion of stress among the privileged coincides with the proliferation of self-help and anti-self-help books, both of which primarily target the more affluent. This has led to a new phenomenon: Stress survivors are now celebrated as modern heroes…

… The question is about why stress persists and what our stress narratives say about society. To explore this, we can turn to Aristotle’s ethical framework and Iris Murdoch’s concept of “unselfing.”

Read the rest in Psychology Today.

Life is not personal

What if life is impersonal?

In the book The Identity Trap, political scientist Yascha Mounk argues how some ideas (or his interpretations hereof) are causing new forms of polarization, separatism, control, and even repression.

The identity trap, according to Mounk, refers to those people and institutions that prioritize identity over universalism–especially when specific identity categories like race, gender, and sexual orientation are favored. 

The book is filled with illustrative examples from the US of “progressive separatism” and “strategic essentials”, claiming to be for equality while not treating all people as equals.

Yet, some of Mounk’s claims regarding the cause of the emergence of identity politics require a comment.

Foucault & Deleuze

For example, Mounk writes: “Many postcolonial scholars were especially aghast when Foucault, in his exchange with Deleuze, argued that the oppressed do not need intellectuals to speak on their behalf.”

Mounk refers to the French philosophers Michel Foucault and Gilles Deleuze, who in 1972 discussed the struggles of women, homosexuals, and prisoners, as well as the relationship between theory, practice, and power.

In their conversation, they try to break away from the idea that the intellectual “spoke the truth to those who had yet to see it, in the name of those who were forbidden to speak the truth,” as Foucault says. Instead of claiming to speak the truth or have privileged access to it as intellectuals, Foucault and Deleuze discuss “the necessity” for individuals “to speak for themselves.” In continuation, Deleuze stresses: “Who speaks and acts? It is always a multiplicity, even within the person who speaks and acts… Representation no longer exists.”

Representation no longer exists, how should this postulate be understood?

First, each human being is never one fixed being or belongs to one identity group but is a multiplicity. Therefore, a focus on identity that is too rigid is a trap because it imprisons thought. In continuation, no one can speak on behalf of a person or a group because each person or group already is a multiplicity; or, if you should speak on behalf, you speak in several voices, precisely what identity-based politics rarely master, for example, due to strategic essentialism.

In his philosophy, Deleuze operates with an ontology of difference and repetition, where identity manifests after encounters. Deleuze would find it imprisoning to want a particular identity–that is, to restrict thinking to essential forms of being, whether referring to races, ethnicities, sexualities, etc. Thus, he, too, would be against the identity trap, although with different arguments.

To become with life

For example, part of the current focus on identity is trying to undermine the old dominant social order, or what Deleuze and Guattari would call the majority of being “white, male, adult, ‘rational,’ etc.; in short, the average European, the subject of enunciation.” Still, Deleuze and Guattari don’t tear down a dominant system by changing one ideal or one dominating identity with another. The problem is not that it is a man who is white, etc., but that a specific identity is favored over another, that some forms of life are worth more than others. Mounk addresses this problem and shows how the US, in several contexts, favors non-whites, i.e., discriminates. (He gives examples of the distribution of COVID-19 medicine, access to some schools, and certain groups having access to startup help). 

The problem, however, is not male versus female or black versus white, according to Deleuze and Guitar, because everyone should be equally treated, just as there ought to be room for all life forms. The problem is that we think and add authority to specific identities. Add authority to particular identities. Therefore, they suggest becoming imperceptible and impersonal–or simply forgetting about all these identity markers that become a prison. The current urge to seek an identity hinders people’s capacity to think for themselves. Hindering people to become with life.

For Deleuze, what is strange and unfamiliar makes a person think. For example, in the 1970s, Deleuze was active in the early French gay rights movement. He was a member of the group FHAR (Front Homosexuel d’action Révolutionnaire). For some, it might appear strange that a husband and father of two would care for other people’s rights, but why? Due to empathy, imagination, and selflessness, connecting with people different from yourself is possible. For example, you can fight for education even if you have no children or health care, even if you are not sick. This is trivial, yet for some, unfortunately, it is not due to selfishness or progressive separatism (nationalism is an example).

Another argument in favor of Deleuze is that his philosophy moves away from a philosophy of being towards one of becoming. Yet, becoming is not about the point from which something originates or the point at which it arrives. With this, Deleuze would agree with Mounk’s critique against “strategic essentialism” and “progressive separatism.”

Identities are fiction

In A Thousand Plateaus, Deleuze and the psychoanalyst Félix Guattari write: “A becoming is always in the middle; one can only get it by the middle.” Becoming, therefore, does not represent an ideal, a norm, or a reference point. On the contrary, becoming produces new ways of living, sensibilities, and relating to things such as race, gender, or sexuality where everything intersects. No race or sexuality is prioritized for another.

To emphasize the strength of the concept of becoming, they write “becoming-imperceptible.”

The writer Chris Kraus quotes Deleuze for the sentence: “Life is not personal,” in her book, I Love Dick. That idea is incredibly liberating, which Kraus’ work illustrates because the individual life isn’t just about itself; there is always room for becoming someone else.

To put it more simply, identities are fiction.

Using Iris Murdoch’s concept, contemporary society needs a little dose of “unselfing” to improve the world. “Unselfing” means I turn my attention outward, away from myself and onto the world. As a result, I will see things as they really are and not through the lens of my selfish concerns. Unfortunately, this is difficult because many people’s vision is colored by their concern and interest, Murdoch calls it the “fat relentless ego” in The Sovereignty of Good.

The best way to avoid the identity traps is to prevent craving for one.

Status stress

At komme igen efter et stressforløb er bare blevet endnu en statusmarkør.

Vi fejrer dem, der har været helt nede og ligge i jagten på succes og som nu er kommet ud på den anden side af en stresssygemelding. Men i stedet for at søbe i individhistorierne burde vi fokusere på, hvad der skal til for at indrette et samfund, som ikke gør os syge.

D​et siges, at tiden er cyklisk. Den gentager sig selv, som når det hvert år bliver sommer, selvom sommeren aldrig er den samme. Jeg tænkte på dette princip for nyligt, da jeg læste om en ung politiker, der var gået ned med stress. De skete også for 10-15 år siden. Faktisk har stress været på dagsordenen i snart tyve år.

Men mens stress tidligere – frem til 90’erne – var forbeholdt de svageste grupper i samfundet: de lavtlønnede, de arbejdsløse, de lavt uddannede og de syge, er stress i dag, ifølge medierne, forbeholdt de mere privilegerede. De svageste og udsatte er stadigvæk stressede, men af andre grunde. De svageste i samfundet er stressede, fordi de kæmper for overlevelse, mens flere og flere privilegerede borgere bliver stressede, fordi de kæmper om status, magt og prestige.​

​Stressen har​ bredt sig eksplosivt blandt de privilegerede samtidig med udbredelsen af selvhjælpsbøger og anti-selvhjælpsbøger, er vokset. Fælles for begge boggenrer er, at de primært taler til den privilegerede del af samfundet. Det har så skabt et nyt fænomen, nemlig at der i dag er status i have gennemlevet stressen, hvorved ’overleveren’ bliver den moderne helt/heltinde. Der er nærmest opstået et tvedelt samfund i kølvandet, hvor en gruppe skriver til og underviser hinanden i at komme igennem stressen, og nøjes med en sjælden gang, at lade en bekymret bemærkning falde om den mindre priviligerede, men også ganske stressede, del af befolkningen.

Et køligt tilbageblik på de sidste tyve års debat, gør det svært at vurdere, hvad der kom først: diagnosen eller den lukrative forretningsmodel.

Den græske filosofi kan rammesætte lidt af stress-diskursen. Aristoteles opererede i sin etik med fire tilstande: 1) ’Fortrinlig karakter’ – den tilstand, hvor en person, der ønsker at handle passende, gør det uden nogen som helst indre friktion eller tvivl; 2) ’Viljestyrke’ – den tilstand, hvor en person, der ønsker at handle upassende, får (tvinger eller disciplinerer) sig selv til at handle passende; 3) ’Viljesvaghed’ – den tilstand, hvor en person, der ønsker at handle upassende, prøver at få sig selv til at handle passende, men fejler; 4) ’Ond karakter’ – den tilstand, hvor en person, der ønsker at handle upassende, tænker, at det er en glimrende idé, og derfor handler helt uden nogen som helst indre friktion eller tvivl. ​

​Det er interessant​, at den fortrinlige karakter, der frivilligt handler passende, sjældent favoriseres i selvhjælpslitteraturen – eller i medierne. Her er det derimod den person, som udviser en stærk viljestyrke, der prises. For eksempel den person, som efter tyve år i hamsterhjulet, ti år med druk og misbrug vender rundt og begynder at løbe og meditere. Et eksempel kunne være politikeren, erhvervslederen eller kunstneren, der gør kometkarriere, men brænder ud og efterlades med en følelse af tomhed på toppen. Et andet de personer, der fortæller hvordan de har lært at sige fra, hvilket jo ret beset forudsætter, at de er i en økonomisk position, hvorfra de kan tillade sig at sige fra.

For Aristoteles er den etiske helt den, der vil det gode, og som gør det gode, fordi det åbenlyst er godt, hvad han, hun eller det, gør. Et godt menneske simpelthen. ​

​Der findes ​uden tvivl særligt vise spirituelle lærere, filosoffer og religiøse mennesker, der formår at leve op til Aristoteles’ ideal, men de skal heller ikke, som de fleste af os andre, leve blandt alle de andre mennesker, der er middelmådige som os selv. Dalai Lama skal formodentlig ikke pleje sit forhold til sin kone (eller mand), opdrage og elske sine børn, smøre sunde madpakker, nå i supermarkedet efter arbejde, deltage i børnefødselsdage, lappe cykel, få økonomien til at hænge sammen og så videre. Den tibetanske munk vil dog med sikkerhed fortælle os, at det handler om at organisere vores liv bedst muligt, alt efter omgivelserne. Det er rigtigt, men glem nu ikke, at vi ikke alle lever i de samme omgivelser. ​

​De fleste af​ os kan finde måder at optimere eller ændre vores levevis, fordi vi erfarer større eller mindre skønhedsfejl i vores tilgang til livet. Det behøver ikke handle om status, men om at blive bedre forældre, også uden nødvendigvis at fortælle andre om, hvordan vi blev bedre forældre. De fleste stresshistorier, der florerer i medierne p.t., handler desværre ompersonen, hvordan vedkommende har udviklet sig fra at besidde en ’svagere karakter’ – en svag vilje – til at udvikle en stærkere vilje og karakter. På den måde bliver fortællingen på paradoksal vis en del af en ond cirkel. Egoet er hele tiden i centrum.

Spørgsmålet, ’Hvem er jeg?’ kan ikke adskilles fra spørgsmålet: ’Hvilket samfund lever jeg i?’ Eller sagt anderledes, som filosoffen Iris Murdoch pointerede, problemet er vores store fede ego. Af samme grund talte hun om ’unselfing’, evnen til at undslippe vores ego. Murdoch sagde, overvind dit ego og kom i kontakt med det, der sker.

Det, der sker er, at mange er stressede. Men hvad med dem, der aldrig har været stressede og som formår at leve relativt ubemærket? Sådanne mennesker findes, men de færreste af dem, ønsker af blive fundet. I stedet for at lede efter dem, kunne medierne droppe den personlige fortælling om at overvinde stressen, som bare giver os endnu et jagt på status. I stedet bør vi fokusere på, hvordan vi skaber et samfund, hvor samfundet, planeten og menneskers ve og vel er i fokus.

For ingen af os vinder, når det bliver de individfokuserede statusfortællinger der styrer. Dem der er ovre et stressforløb har alligevel sjælden anden visdom at dele en, hvad der kan skrives på en sticker og sættes i bagruden af en bil.

Bragt i Politiken, lørdag den 25. februar.

Dialog efterlyses

Den offentlige debat er præget af mennesker, der ikke lytter til hinanden og i stedet forkuserer på krænkelser. Men der er en anden vej. Dialogens vej. At læse den afdøde britiske forfatter Iris Murdoch er en god start.

Det – og mere – har jeg skrevet en kronik om, som Politiken bragte henover julen.

Den kan læses her eller her

Opmærksomhedens filosofi

Den, der tænker klart, lever klart …

Med Opmærksomhedens filosofi – frihed, kærlighed og fodbold stiller Finn Janning spørgsmålet: Hvordan kan vi etablere en mere kærlig forbindelse med verden og hinanden? 

Janning viser med afsæt i fodbold og cykling hvorledes det enkelte menneske kan udforske eksistensens muligheder og gradvist blive klogere – på sig selv og de andre. Denne filosofiske visdom er eksistentielt klargørende, idet den, der tænker klart, lever klart. 

Hvordan klarheden optrænes, giver Janning flere bud på, men først og fremmest handler det om en empatisk og intuitiv indfølingsevne, der gør den enkelte i stand til at rumme dét, som sker. Netop her er fodbolden eksemplarisk, fordi det som sker med en spiller, også sker med tilskueren. 

I bogen præsenteres en poetisk filosofi. En særlig tilgang eller indstilling til verden, der er opmærksom, åben, problematiserende, beslutsom og frigørende. En tilgang, der sætter mennesket fri til at elske. 

Ud over sporten henter bogen inspiration hos blandt andre Ludwig Wittgenstein, Albert Camus, Simone Weil, Gilles Deleuze og Iris Murdoch. 

Bogen kan lånes på biblioteket, købes her eller købes – lidt endnu – direkte fra forfatteren.

Opmærksomhedens filosofi – frihed, kærlighed og fodbold

Send din adresse, beløbet er inkl. forsendelse.

DKK 250.00

Click here to purchase.

Kig væk

Jo flere informationer, desto sværere bliver det at tage fornuftige beslutninger.

I Weekendavisens sektion Ideer (»Kultur i acceleration«, #27, 5. juli) refereres der til interessante studier foretaget af blandt andet DTU, der handler om, hvordan vi i dagens forjagede kultur har sværere ved at fastholde vores opmærksomhed. Vores nærværende tilstedeværelse bliver mere flygtig og zappende. Hele tiden er vi på jagt efter fristelser og belønninger.

En fælles præmis for studierne, der omtales, er, at opmærksomhed betragtes som en ressource. Dette stemmer glimrende overens med tankerne bag begrebet opmærksomhedsøkonomi, idet økonomi handler om allokeringen af knappe ressourcer. I dag er den knappe ressource vores opmærksomhed. Opmærksomhed er dog ikke kun en ressource, men også en erfaringsskabende kapacitet. Det kan sammenlignes lidt med det at skrive eller at male, som på den ene side er teknikker og en ressource, som kan læres, men som på den anden side også er kapacitet, der kan trænes. Nogle mennesker kan skrive i hånden i meget lang tid, fordi de øver sig dagligt, mens det for andre er en begrænset ressource.

Sagt anderledes: Opmærksomhed er en muskel, der kan trænes. Spørgsmålet er, hvorfor det er værd at træne den?

Den amerikanske filosof William James talte om vigtigheden af opmærksomhed som evnen til frivilligt at bringe et flakkende sind tilbage, hvilket han så som fundamentet for udviklingen af ens dømmekraft, karakter og vilje. Han skrev et sted, »at den uddannelse, som kan forbedre denne kapacitet, ville være en uddannelse par excellence«. En anden amerikaner, Jon Kabat-Zinn der forsker i mindfulness, som netop er en måde at træne opmærksomheden på, har beskrevet opmærksomheden som tosidig eller dobbeltrettet. Den rækker både ud og ind. Det vil sige, at jeg både er opmærksom på det, som sker, samtidig med at jeg også er opmærksom på kvaliteten af min egen opmærksomhed.

Det er især kvaliteten af ens opmærksomhed, der forbindes med erfaringen, mens den udadrettede opmærksomhed ofte ses som en ressource. Tænk blot på folkeskolelæreren, der fortæller sine studerende, at de skal være opmærksomme. På hvad og hvordan? Sådanne spørgsmål forvandler opmærksomhed til et moralsk anliggende.

Den engelske filosof Iris Murdoch forbandt opmærksomhed med kærlighed og mente af samme grund, at opmærksomhed var essentiel for at udvikle vores moralske dømmekraft. I en af hendes bøger talte hun – meget rammende i kontrast til i dag – om »unselfing«, og ikke selfies. Hendes idé var, at for at kunne deltage opmærksomt i livet må vi skubbe vores eget ego til side. Kun på den måde kan vi for alvor erfare det, som sker, og derved tage bedre del i de moralske beslutninger – til glæde for alle.

Murdoch var i høj grad inspireret af en anden filosof, nemlig den franske Simone Weil, der beskrev opmærksomhed som en neutral og direkte kontakt med virkeligheden. Det vil sige, at opmærksomheden som erfaring er uden filter. Den dømmer ikke på forhånd.

Normalt, når vi erfarer livet, sker det gennem et mere eller mindre instrumentelt eller moralsk filter, hvor vi er opmærksomme på noget bestemt, enten for at bekræfte vores antagelser eller fordi vi tror, at det lige netop er dét, som vi mangler. Vi er ifølge Murdoch egoistiske.

Det, som Weil og Murdoch opfordrede os til, var at overkomme denne instrumentelle tankegang for derved at mærke og blive mærket af livet. Det, som studierne fra DTU viser, er – lader det til – at vi i sjældnere grad mærkes af livet, men i stedet mærker os selv, idet vi hele tiden lader vores opmærksomhed flakke derhen, hvor den bekræfter eller underholder os bedst muligt.

Spørgsmålet er derfor, om en forjaget kultur derved, gradvist, gør vores verden mindre og mindre. Og, om vi derved bliver dårligere til at udvikle vores dømmekraft og vilje.

Bragt i Weekendavisen, #29, 19. juli 2019.

Blog at WordPress.com.

Up ↑