About Byung-Chul Han

Today, we live in a society organized mainly around capitalism. Not only are making money and, to some extents, having a career objectives that guide many people’s lives, but prestige, status, and social identity also are typically measured within a capitalistic mindset. Even when corporations claim that “people come first,” they refer to their employees’ skills and experiences as “human capital” or “cultural capital.” Everything we do has monetary value attached to it.

According to the philosopher Byung-Chul Han, this tendency is part of today’s achievement society, which can be seen starkly in digital communication, including social media, changing us from citizens to consumers. Han’s latest book, In The Swarm, is a wakeup call to action, declaring that it’s time for citizens to care more about society’s welfare than their own egos. “Responsibility for the community defines citizens. Consumers lack responsibility, above all,” he writes.

Han was born in Seoul in 1959. He studied metallurgy in Korea before moving to Germany in his early 20s to study philosophy, German, and theology. Today, Han is a professor at the University der Künste in Berlin. His initial fame sprang up mainly after publication of his book Mudigkeitsgesellschaft, which, directly translated, means “the fatigue society.” However, in English, this was cleverly translated to The Burnout Society. He is the author of more than 20 books, which have been translated into many languages and are well-read among socially and philosophically aware readers.

Han’s philosophy dovetails with French philosopher Gilles Deleuze’s idea about seeing our current achievement society as a “control society.” Unlike Michel Foucault’s disciplinary society, in which people know that their freedom is limited, people in a control society actually–and very falsely–believe that they are free. It’s a shift from disciplining the body to controlling the mind in a seductive way. The consequence is that people tend to exploit themselves aggressively until they burn out, collapse, or suffer from depression. Usually “exploitation” entails someone being exploited by someone else, Han claims that we actually do it to ourselves. “The crisis we are now experiencing follows from our blindness and stupefaction,” Han writes in In The Swarm. By “crisis,” he refers to at least two things: First our democratic crisis caused by the shallowness of digital communication, social media, information overload, etc., which he says undermines critical thinking, respect, trust, etc. Second the consequences it has on a personal level cf. stress, depression, burnout, suicides, etc.

Han is part of a growing number of sociologists and philosophers who conduct social analyses. Similar ideas can be found elsewhere among theorist related to the Frankfurter school, but also among other critical psychologist, spiritual teachers and so forth. Some of these ideas are how a too-rigid positivity is destructive, especially when it comes to self-development; how technology makes everything accelerate; and how we are always at work. Still, Han contributes to this debate not so much by adding new idea, but by presenting clearer, almost poetic descriptions of what’s going on. His books advance the idea that philosophy is for everyone. His postulating and concrete style always forces the reader to reflect, to wit: “Digital devices have mobilized work itself. The workplace is turning into a portable labor camp from (which) there is no escape.” Do we live in a labor camp?

He also asserts that freedom has become a constraint. “Exhausted achievement-subject(s) can rest only in the same way that a leg falls asleep.”

Han’s main claim is that today’s neoliberal psycho-political power appears to be invisible and imperceptible unless we pay very careful attention. But–and this is the problem–we rarely pay attention because that which works as an invisible or imperceptible power is also what prevents us frompaying attention, e.g., Twitter and Facebook. Therefore, a traditional critique of capitalism is not sufficient. The point really is that we must understand that our daily lives and our ideas about freedom have become nothing but cogs in the machinery of capitalism.

One of the reasons for this is that a digital culture is based on counting. “In contrast, history means recounting.” On Twitter or Facebook, one counts followers, likes, retweets, or friends, whereas real friendship, Han says, “is an account, a narrative.” Digital culture is also tied to the mantra of transparency found in modern political and corporate-governance literature, which only diminishes trust while monitoring and controlling every click we make online.

“Transparency is ruled by presence and the present tense,” Han claims. However, to think, we need distance — physical and mental — that is what constitutes the public sphere. It is from distance that we learn to respect, reflect, and analyze. “A society without respect, without the pathos of distance, paves the way for the society of scandal.” Still, some may ask, couldn’t we use these same media outlets — YouTube, Twitter, Facebook, etc., — to activate a critical awareness, bringing academia out of the ivory tower and into the broader society?

Two guiding concepts work as analytical tools for Han in all his books: freedom and power.

Freedom, according to Han, is both a problem and a possibility. It is becoming, as Deleuze would say, emphasizing that we become by combining courage to stand up against dominating ideals and norms with the belief that things could be different. Freedom is becoming whatever, i.e., in some way disobeying power. Real freedom is socially anchored, as he says in Psychopolitics. “Freedom is a synonym for the community that succeeds.”

But today, we are not free, Han claims in In The Swarm: “Information fatigue includes symptoms that characterize depression. Above all, depression is a narcissistic malady,” he writes. We, or many of us, only hear the echoes of ourselves, for example, when we cry with joy when strangers follow us on Twitter, or when our tweets are retweeted. At the same time, this freedom to constantly polish and refine social profiles–and gain more “cultural capital” while others comment, like, or retweet–creates more pressure. “As such, it marks the end of freedom…The achievement subject exploits itself until it collapses.”

Although there is a tendency toward redundancy in Han’s many books, his critiques of concepts such as freedom, power, control, and transparency are highly relevant.

In In The Swarm, however, one might detect something old-fashioned in Han’s philosophy–or perhaps even wrong–in some of his claims. For example, he writes “the mass is power” because it shares an ideology, whereas the digital swarm is narcissistic and is not unified. “They do not march.” This, of course, is wrong. After the election of U.S. President Donald Trump, one of the most encouraging things has been how people marched in the streets. First, there was the women’s march in January, then marches this month against recent white-supremacist activity in Charlottesville. Furthermore, do we really need a new ideology against the online swarm to overcome another (i.e., capitalism)?

Han operates with a romantic ideal about authenticity and truth, yet perhaps we just need to push the underlying idea of the Internet further. Allow it to have no roots, no control, no editing. Instead, view it as a rhizome that grows horizontally without a beginning or end. Pure becoming. When nothing is given, one is free to harmonize his or her life with reality, to change according to the rhythms of existence–no longer caring whether what he or she is doing would fit into a neoliberal mindset.

Critical voices might say that the downsides of neoliberalism—and especially of the Internet–that Han discusses have been explored before. However, Han focuses on something else. Basically, he not only raises questions regarding the condition of our current society, but also asserts that the real problem is that we don’t raise such questions. He is part of a growing choir claiming that many of us are becoming the kind of easily malleable citizens that totalitarian dictators dream about.

Han’s philosophical encourages us to think, and I view that as a good enough reason to read his books.

Published in Metapsychology, Volume 21, Issue 35.

For more on Byung-Chul Han, please see my portrait The Philosophy of Byung-Chul Han,

Or my essay, Which dish of noodles are your life worth?

Or my review of, Saving beauty.

In Danish: anmeldelse af Transparenssamfundet , I Sværmen & Træthedssamfundet

September 13, 2017

Transparenssamfundet

Filosoffen Byung-Chul Han er en filosofisk pendant til den danske psykolog Svend Brinkmann. De er begge to dygtige og kamplystne; de er begge to vigtige stemmer, der går imod neoliberalismens uendelige positivitet, hvor kritikken ikke har været fraværende, men nok bare er blevet mere folkelig.

Han udfordrer i sine bøger flere af tidens tendenser – inklusiv dem, som nogle ynder at lovprise. Begrebet ”transparens” er netop et af tidens positive slagord. Jo mere gennemsigtighed, desto bedre, synes moralen at være.

Det er denne floskel, som Han angriber i bogen Transparenssamfundet.

Som de fleste af Hans bøger er Transparenssamfundet et mindre essay, det vil sige mere en pamflet end en bog. Og som alle hans bøger – jeg har vel læst seks-syv af dem på dansk, tysk og spansk (se her, her og her)– er også denne givende. De bedste er dog endnu ikke oversat til dansk!

Transparenssamfundet, skriver Han manifesterer sig primært som et positivsamfund. Her er alt glat og gennemsigtigt, hvilket gør den ”transparente tid” en ”skæbne- og begivenhedsløs tid.” Hvis nogle skulle være i tvivl om, hvad Han mener med en begivenhedsløs tid, så fastslår han dette med sætningen: ”Transparenssamfundet er et helvede af det samme.”

Tænk på sociale medier som Facebook eller Twitter, hvor der re-tweetes igen og igen. Mere af det samme. De færreste læser eller forholder sig minimalt til det, som de sender videre, enten fordi de er bange for at skabe gnidninger, det vil sige gøre kommunikationen mindre gnidningsfri, eller også fordi det, som kommunikeres, ikke inviterer til andet et ”likes” og venlige, men ligegyldige, nik.

”Et nyt ord for ensretning: transparens.”

Det, som Han efterlyser er det begivenhedsrige, det spontane, det legende, det narrative og friheden. Alle disse tillader ingen transparens, siger den tyske filosof.

Transparensen mangler respekten og nænsomheden overfor det fremmede, det anderledes; det, som ikke lader sig eliminere fuldstændig. Et eksempel kunne være de personer, der siger: ”Jeg kan godt lide dig, fordi du ligner mig.” Her er eventuelle forskelle udglattet. Intet er på spil.

Transparens tåler heller ikke huller. I stedet for er kravet, at du hele tiden skal opdatere, kommunikere, være en del af informationsstrømmen, men det betyder også at inspirationen forsvinder. Nye tanker og ideer kræver tid, altså en form for tomrum. Det er netop på grund af fraværet af pauser eller tomrum, at vi konstant zapper rundt i en positiv suppe af åndsløshed.

”Ånden er langsom, fordi den dvæler ved det negative og bearbejder det.”

Hans østlige rødder præger hans filosofiske tilgang. Den berører klassisk kritisk teori med referencer til Hegel, Nietzsche og Heidegger, men den er også beslægtet med mindfulness og zen, idet han konstant plæderer for at være opmærksom på det, som sker. Det er i kraft af vores opmærksomhed, at vi kan stille kritiske spørgsmål til, hvorvidt transparens reelt beriger vores liv.

Dette kommer til udtryk, når Han taler om hvordan transparens underminerer ethvert tomrum, hvor ”tomrum” refererer til det buddhistiske begreb intet eller tomhed, hvor det ikke handler om væren, men om tilblivelse.

I tomrummet kan man undslå sig enhver definition, hvorved man bedre kan følge livet, derhen, hvor det nu engang tager en. Heri ligger der også en kreativ og opfind gestus, idet man forsøger at komme på omgangshøjde eller i samklang med livet. Der ligger også noget frigørende, idet friheden ikke defineres (hvorved den ville blive mindre fri), men snarere er skabende og blivende.

Modsat er transparens blot et udslag af tidens manglende tillid. Det er, fordi jeg ikke tror på dig, at jeg vil have fuld gennemsigtighed. Når politikere beder danskere om at overvåge eller holde øje med hinanden, så underminerer dette den tillid, som reelt holder samfundet sammen. Transparens modvirker, at mennesker kan møde hinanden, som to fremmede mennesker, der kan vække hinandens nysgerrighed. I stedet for opfordrer transparenstanken os til at blotte os overfor hinanden, men altid på en genkendelig måde. Selv når folk er mest intime, lyder de som et ekko af naboen.

Transparens optimerer det allerede eksisterende, som når politikere og ledere er underlagt krav om transparens, hvorved de ikke kan tage svære, men nødvendige beslutninger. Det vil sige, beslutninger som ikke kan efterleve konsulentens naive forestilling om ”win-win” forsømmes eller udskydes.

Nogle gange gør det bare ondt, at tage en beslutning.

”Transparens og sandhed er ikke identiske.”

Transparenssamfundet er endvidere en del af pornosamfundet, hvor alt skal udstilles for derefter at blive udbyttet. Har man først set en pornofilm, bliver det pludseligt svært at skelne det ene kønsorgan fra det andet. Det er også her, at et af Hans yndlingsbilleder dukker op: vi er både gerningsmand og offer. Vi udstiller os selv, fordi vi bilder os ind at være frie, men sandheden er at vi ofrer os selv. ”Narcissisten, som er blevet depressiv, drukner i sin grænseløse intimitet med sig selv. Intet tomrum og fravær distancerer narcissisten fra sig selv.”

Begreberne tomrum og fravær berører den buddhistiske tanke om ”ikke-selv”, det vil sige at alt hænger sammen, der er ingen distinkte grænser mellem dig og mig. Vi formes løbende i kraft af en myriade af faktorer. Jeg er altså ikke andet end en foranderlig proces, som formes af alt det, som ikke er mig. Men alt det, som er mig fremmed møder jeg sjældent i dagens transparenssamfund, hvorfor jeg også bliver mindre og mindre.

Har det kapitalistiske samfund ensrettet os, hvorved vi ikke er andet end en flok næsten identiske cv’er, der per definition altid er kedelige at læse, fordi de sjældent er narrative, men blot en opremsning af en persons uimodståelige målbare bedrifter?

I al for lang og dårlig haiku-stil kan Hans konklusion opsummeres:

Den digitale kommunikation er gennemsigtig

ren transparens

en glat strøm uden hængsler

Den digitale kommunikation er uden moral

den har intet på hjerte

intet andet end sig selv

Den digitale kommunikation er gennemlyst

som en scene i en pornofilm

er den ikke oplysende

Den digitale kommunikation er opmærksomhedshungrende

her udstiller man sig selv, mens man fængsler sig selv

– friheden er blevet kontrollerende

Eller: ”Nietzsche ville sige, at vi ikke har afskaffet Gud, så længe vi endnu tror på transparensen.”

May 3, 2017

Åndens medium er stilheden

”Det narcissistisk-depressive subjekt hører kun ekkoet fra sig selv,” skriver filosoffen Byung-Chul Han i hans seneste bog I sværmen. Han fortsætter, ”Sociale medier som Twitter og Facebook skærper denne udvikling, det er narcissistiske medier.”

Vi lever i en narcissistisk tid. Og ligesom Narcissus så ”drukner” mange. Enten brænder de ud eller de bliver deprimeret, ifølge Han, er depression ”en narcissistisk sygdom.”

Buyng-Chul Han er født i Sydkorea i 1959, men rejste i sine unge år til Tyskland for at studere metallurgi. Dette studie var nu ikke andet end et røgslør, som Han brugte overfor sine forældre, så de ville lade ham rejse. I stedet for metallurgi påbegyndte han en anden karriere: filosofi. Han kunne hverken læse eller tale tysk på daværende tidspunkt, men ikke desto mindre er han i dag professor i filosofi og kulturvidenskab ved Universität der Künste Berlin.

I 2010 fik Han sit kommercielle gennembrud, da han udgav bogen Træthedssamfundet. Som titlen indikerer er der noget udmattende i tidsånden (læs mere her). Siden har han udgivet mere end ti bøger bl.a. Transparenssamfundet, der ligeledes er oversat til dansk. Størsteparten af Hans bøger er små hæfter med skarpslebne læsninger og tolkninger af samtiden. Han henter sin filosofiske inspiration hos Heidegger, Hegel, Nietzsche, Arendt Foucault, Barthes, Blanchot m.fl. som han applicerer på helt konkrete dagligdags emner, såsom internettet, informationstræthed, positivitetens ulyksaligheder, eksistentiel udmattelse, dræbende narcissisme, transparens, kommunikation, magt, psykopolitik og så videre.

I sværmen berøres alle disse emner, men bogen tager primært udgangspunkt i internettets sværm af informationer, ”likes” og billeder, der påvirker vores måde at tænke og føle på.

”Den digitale kommunikation nedbryder generelt alle distancer,” skriver Han. Hermed refererer han ikke kun til de fysiske distancer, som når jeg kommunikerer med min ven i Berlin, men også de mentale. ”Fraværet af distance fører til, at det offentlige og private sammenblandes.” Det private rum – dér, hvor jeg ikke er et objekt – forsvinder. Alt synes nemlig at blive et objekt midt i internettets sværmeri. Anonymiteten fordufter lige så stille. Det samme gør respekten, der netop forudsætter en vis anonymitet. Nogle vil måske hævde, at de ikke er anonyme, men derimod en del af et netværk af venner. Måske. Men ifølge Han, så udvikler disse virtuelle relationer aldrig et ”vi.” Vi er aldrig andet end narcissistiske øer. Internettet og dens digitale kommunikation, finder sted, nu, nu, nu. Dette fremmer mere kommunikation. Hele tiden. Hurtigere. Uden fordybelse. Internettet inviterer os til at oprette en profil, som vi derefter uophørligt optimerer. Jo flere ”likes” eller ”retweets”, desto bedre. Vi profilerer os hele tiden, som kåde hunde i løbetid.

Det er denne evige kamp om at blive nogen, som ”udvikler tvang med hensyn til præstation, selvoptimering og selvudbytning … Mere frihed betyder dermed mere tvang,” som Han skriver. Dette er ét af nutidens store paradokser, da tvang og frihed traditionelt ikke ynder at holde hinanden i hånden. Men faktum er: ”Nutidens præstationssubjekt er gerningsmand og offer på en og samme tid.”

I stedet for marxismens ide om klasser og efterfølgende kapitalens udbytning af os, udbytter vi i stigende grad os selv. Det er mere effektivt, fordi vi gør det, mens vi bilder os ind, at vi er frie. ”Det nye menneske fingererer i stedet for at handle. Det vil kun lege og nyde.”

Internettets sværmeri spolerer ikke bare vores naive antagelse om at være frie. Den gør os åndeligt mindre. Når intet selekteres, det vil sige, når alt blot konsumeres, produceres og distribueres på en og samme tid, så forsvinder det eksklusive. Sproget bliver eksempelvis fladere og fladere. Enten er det pil op eller pil ned, et smil eller fem tommeltotter. Ligeledes medfører kravet om transparens – gennemsigtighed – at alt fortroligt minimeres. Fuld transparens gøre politikere og andre beslutningstager mindre vovede. Det handler jo om at få mange likes – her og nu. Og ikke at ændre verden.

De, der nærer stor tiltro til internettets demokratiske muligheder, vil måske miste lidt af deres optimisme efter at have læst Han. For ham er internettet proppet med ligegyldig støj. Og som Han slår fast: ”Åndens medium er stilheden.”

Moralen er, at internettet gør os dummere, ikke smartere (apropos den falske varebetagelse af smartphones). Den digitale kommunikation forstyrrer. Den er additiv, ikke narrativ. På nettet handler det ikke om fortælle, hvorledes noget hænger sammen, hvorfor noget er mere sandsynligt end noget andet. Snarere handler det om at tælle. Antallet af følgere, venner, likes, retweets, etc.

Internettet giver selvfølgelig kendskab til alle mulige ting, men det fremmer ikke vores erkendelse. Enhver erkendelse er forbundet med noget smerteligt, noget negativt – og med tidens omklamrende positivitet er snart ingen erkendelse mulig. Hermed ikke sagt, at folk partout skal falde sammen med stress for at gøre sig nogle erkendelser omkring, hvad der er vigtigt i livet. Selve tilegnelse af viden, det at gøre sig nye erkendelser, kræver ikke bare mod, men også en masse hårdt – og til tider – smertefuldt arbejde. Er du i tvivl, så sæt dig ned og læs i Kierkegaards værker, eller læs David Foster Wallaces Infinite Jest.

Jeg kan kun anbefale Han. I sværmen inspirerer til lidt kritisk tænkning, men rummer også forløsning. Det er nemlig muligt, at stå imod samtidens udvikling, der i stigende grad reducerer os til smilende, lettere dumme, forbrugere.

Selvom bogen er kort, anbefaler jeg at tage den i et par bider. På den måde kan du selv teste og vurdere, om Hans ideer og tanker passer. Hive ham lidt modstand. Et sted skriver Han: ”Det er ikke ’næstekærligheden,’ men narcissismen, der behersker den digitale kommunikation.” Hvor mange tommelfingre, vil du give sådan en sætning?

Andetsteds har jeg skrevet om stress ud fra en socialpsykologisk tese, altså hvor samfundets idealer og normer har en stor del af “æren” for nutidens stressepidemi: Kan læses her. Moralen er, at det individuelle og sociale kan ikke adskilles.

March 14, 2017