Mindfulness: A movement?

“Thirty years ago, ‘mindfulness’ was a Buddhist principle mostly obscure to the West,” Jeff Wilson writes in Mindful America. Today, however, it has managed to reach nearly every institution of American society (a tendency that is growing in Europe as well, although more slowly). How did this happen?

In Mindful America, Wilson explores the origin of the mindfulness movement. The book offers one of the first critical descriptions of the movement, which is focused on more that the movement’s practices. A key point is that mindfulness could only grow by distancing itself from Buddhism as a religion. This process took place in the 1980s through magazines, films, TV programs and, in particular, through bringing mindfulness into a medical context, where it later would open up a completely new field of research. Whether Buddhism really is a religion is something that has been debated before the era of mindfulness, but it is true that mindfulness (or the Mindfulness-Based Stress Reduction or MBSR-program of Jon Kabat-Zinn) would probably not be a part of more than 700 medical schools, hospitals, and health care programs worldwide if it were “sold” as religion.

Wilson wants to be neutral in his study, but this is difficult for him. “I do happen to be a Buddhist but am drawn to study mindfulness because of its prominence in the United States,” he writes. Being a Buddhist is both an advantage and disadvantage in his work. Wilson knows what he writes about, but it colors his perception at times. For example, he can’t help but see mindfulness as a second-rate Buddhist practice. He sees the maneuver of bringing mindfulness from Buddhism into a non-Buddhist context as problematic—a purely business practice; he fails to notice the extent to which it actually has contributed to something such as wellbeing.

Wilson favors a certain kind of origin of mindfulness as if there were only one right way to practice Buddhism. A bit similar if one were to criticize contemporary American pragmatics like Robert B. Brandom or Cheryl Misak because they diverge from the founding fathers Charles Sander Peirce and William James. Evolution is creative. Furthermore, the Dalai Lama looks positively on the matter of how Buddhism or aspects of Buddhism may contribute to reducing suffering in the West.

Having said the above, I still believe that Wilson has written a book that was highly needed. As with all things when they become popular, mindfulness attracts people who are mindful for the sake of money, not for the potential liberation of one’s mind. For example, one so-called mindfulness author writes, “mindfulness helps you fall in love,” while another writes, “what can that moment-to-moment awareness do for our sex lives” and “another bonus of eating mindfully is that it improves self-esteem.” Of course, by targeting sex and food, mindfulness is stretched to fit a need among white middle-class people. In addition, the focus on self-esteem (and worse, on identity) is problematic since among the more serious teachers of mindfulness, the “self” is a process. After all everything changes; everything is impermanent.

The critique that Wilson raises can be raised for the majority of the self-help industry. It targets people who seem to be existentially frustrated, perhaps even bored, rather than those that suffer socially or financially. A title like The Monk Who Sold His Ferrari, for example, tells us all we need to know about whom the book is targeting.

Mindful America does a very good job in exploring the mindfulness movement. In its transition from a Buddhist practice strictly for monks to a practice for mainstream Americans, it has had some ups—but mostly downs. The book is not an introduction to mindfulness; rather, it locates this transition in a sociological and cultural setting. It that sense, the need for mindfulness tells us more about the times we live in than about the actual practice itself. Sometimes it can be attractive to become what you’re not.

As Wilson says, “Today mindfulness is, quite simply, everywhere.” This assertion is both true and false. As a commercial concept it is indeed everywhere, but as a practice, it is not. If it were, the world would be a little bit more caring. Actually, if people were mindful then they wouldn’t buy books about mindfulness and sex and shopping and accounting, but simply be mindful.

This review was published in Metapsychology (Volume 19, Issue 32).

Er du opmærksom?

Fornylig var jeg i Zürich for at undervise i sportspsykologi og mindfulness. En regnfuld eftermiddag, søgte jeg på vej tilbage til mit hotel i læ i en større boghandel. Denne modtog mig med en stabel af bøger om mindfulness. Mindfulness og sex, mad, opdragelse, stress, parforhold og så videre og så videre. Der var flere end 50 titler.

I USA er mindfulness alle steder; i Europa synes tendensen at være den samme, om end udviklingen er lidt bagefter. Det er på sin vis forståeligt, da der er tale om en attraktiv måde at være i verden på, men det er også en udvikling, hvor noget populært kommercialiseres. Men selvom mindfulness nok er alle steder, betyder det langt fra at alle er fuldt tilstede. Det ville svare til at alle, der går rundt i en Messi fodboldtrøje, spiller fodbold ligesom ham. Moralen må være: brug din sunde fornuft, når du orienterer dig i dette felt.

Siden firserne har der været et stadigvæk stigende fokus på mindfulness i en vestlig medicinsk sammenhæng, der dog først for alvor kulminerede i 2000’erne. Den amerikanske biolog Jon Kabat-Zinn har været en katalysator for at fremme mindfulness i en ikke-buddhistisk kontekst. Han er skaberen af Mindfulness-Based Stress Reduction (MBSR-program) tilbage i 1979. MBSR er i dag institutionaliseret på mere end 700 medicinske universiteter, hospitaler og sundhedssystemer rundt i verden. I Danmark kan man eksempelvis uddannes i MBSR på Århus Universitet. Dette program er udførligt beskrevet i Kabat-Zinns bog Full Catastrophe Living. Det handler blandt andet om at genskabe en balance mellem ens krop og sind, hvilket sker gennem kropskanninger, yoga og meditation. I de seneste år har der været flere psykologiske forskningsresultater, der viser at mindfulness har en healende effekt på stress, smerte og andre mentale lidelser. Faktisk er Kabat-Zinn så populær (sammen med en voksende skare af mindfulness-forskere og alverdens mindfulness-programmer), at buddhistiske munke refererer til ham, når de skal fortælle om meditationens lyksaligheder.

Mindfulness er en psykisk- eller mentalintervention, hvor den enkelte træner sindet. Den vigtigste del af mindfulness er meditation. I Waking, Dreaming, Being refererer filosoffen Evan Thompson til flere studier, hvor EEG skanninger viser, at meditation kan forandre hjernen. Sådanne EEG skanninger siger selvfølgelig intet om selve kvaliteten heraf, blot at der sker nogle elektroniske aktiviteter i hjernen, når vi gør forskellige ting. Ens hjerne ændrer sig også, hvis du tømmer en flaske gin.

61uJ7oDfQJL._SX329_BO1,204,203,200_Meditation er en unik form for mentaltræning. Der findes forskellige former for meditation, men indenfor mindfulness opererer man ofte med to former – og gerne en kombination. Den ene fokuserer på at styrke ens koncentrationsevne. Her fokuserer man på et objekt, fx hvordan ens åndedrag passerer ens næsebor. Ind og ud, ind og ud. De fleste vil her opleve, at ens tanker lige så stille (eller hurtigt) driver væk fra ens næsebor. Distraheret af mere interessante tanker eller følelser. Når personen, der mediterer bliver opmærksom på at han eller hun ikke længere er fokuseret på vejrtrækningen, er vedkommende instrueret til at bringe sindet tilbage til åndedraget. Dette sker venligt og – meget vigtigt – uden at dømme ens manglende evne til at forblive koncentreret for mere end et halvt minut. Gradvist styrkes ens koncentrationsevne. Den anden form for meditation forsøger, at kultivere ens generelle opmærksomhed. Denne praksis kaldes bl.a. ”valgfri opmærksom”, ”åben opmærksomhed” eller ”åbent nærvær”. Her er den mediterende opmærksom på det, der nu engang måtte dukke op. Vedkommende accepterer dette, fx tanker og følelser, hvorefter vedkommende giver slip og vender tilbage til en åben opmærksomhed. Der er ingen forventninger. Den, der mediterer er åben for alt.

Ideen med at give slip er vigtig, da mange har en tilbøjelighed til at fastholde tanker og følelser, fx at identificerer sig med sine følelser, selvom følelser aldrig er andet end gæster i ens liv. Grundpræmissen i buddhismen er, at intet er permanent. Ofte lider vi, fordi vi krampagtig prøver at holde fast i en illusion, fx den at vores kroppe ikke ældes, at vores forældre ikke dør, at vi ikke selv dør, at vores mave ikke er slatten, osv. Dette skyldes bl.a. at vores sind ikke ældes proportionalt med vores manglende hårpragt.

I Waking, Dreaming, Being beskæftiger filosoffen Thompson sig med hjerneforskning, meditation og filosofi. Han er en befriende guide i dette skæringsfelt, idet han er vidende om alle tre felter, men han oversælger ikke en meditationspraksis som løsningen på alle verdens lidelser. Snarere forholder han sig åbent til de erfaringer, som mere end 2500 meditationspraksis har generet. Men han konfronterer også disse med de sidste 100 års vestlige hjerneforskning og psykologi. En simpel, men vigtig pointe er, at hvordan vi er opmærksomme konditionerer, hvad vi er opmærksomme på. Vi kan eksempelvis være opmærksomme på, hvordan vores gerninger her og nu, påvirker vores fremtidige handlemuligheder. Min skjorte lugter rigtig sløjt, fordi jeg ikke har været i bad i tre dage, end ikke skiftet tøj. Et andet eksempel er miljøet. Hvordan vi behandler naturen i dag har betydning for næste generation. Så såre simpelt. Ikke desto mindre er der mange, der ikke er opmærksomme på, hvordan de er opmærksomme, fordi de blindt fokuserer på, hvad de mener, der er værd at være opmærksom på, fx titler, status, prestige, magt og, selvfølgelig, penge.

Tilsvarende hænger vores måde at være opmærksomme på også sammen med tidens opskruethed. I dag har ingen tid til at læse David Foster Wallaces Infinite Jest. Dette er en synd (såfremt ikke-religiøse kan anvende denne term?)! Af samme grund skal man selvfølgelig også være påpasselig med ikke at gøre mindfulness til en del af kapitalismen vækstlogik, hvor vi hele tiden føler skyld (et andet religiøst begreb!), fordi vi ikke mediterer nok (ligesom vi måske heller ikke dyrker nok motion, spiser nok salat, drikker nok vand …). Pointen er, at ingen bør meditere, læse Wallace eller noget tredje på grund af skyld, men fordi de er motiveret af en kærlighed til livet.

Ewans skriver et sted, at Vispassaná meditation (også kaldet insight meditation) kan ændre den rytmiske måde, hvorpå hjernen organiserer sansninger. Intensiv vispassaná meditation kan ændrer hjernens hang til at fortabe sig – ”mind wandering”. I stedet for kan den fastholde koncentrationen i diskrete erkendelsesøjeblikke. Hjernen bliver bedre rustet til at kunne rumme, hvad der end måtte komme i næste øjeblik. Pointen er, at meditation styrker den enkeltes sansemæssige erkendelse, ligesom meditation styrker ens evne til at fastholde ens fokus på et givent objekt – fra det ene nu til det næste. For nogle er det motivation nok. For andre er den kolde Estrella øl endnu ikke væltet af pinden.

Waking, Dreaming, Being kommer vidt omkring: drømme, død, bevidsthed og en masse personlige anekdoter. Selvet er en proces, ikke noget statisk. Når jeg drømmer, er “jeg’et” i drømmen mig, men ikke desto mindre er “jeg” en anden. Alt sammen er ganske glimrende fortalt. Det er svært ikke at blive lidt klogere sammen med Evan Thompson. Apropos bøger, så er det for mange kutyme, at købe en bog i en boghandel. Jeg købte nu ingen bøger i Zürich, da ingen kunne fastholde min koncentration. I stedet for købte jeg en ny stor notesbog, som jeg skrev disse ord i.

Philosophy for Everyday Life

I published the essay “Philosophy for Everyday Life” in Journal of Philosophy of Life.

Abstract: The aim of this essay is two-sided. The first is to illustrate to what extent philosophy can contribute to our everyday living. The second is to illustrate how. The implicit thesis that I try to unfold in this experimental essay is that these two sides—what and how—constantly intermingle. Although the philosophical approach takes its inspiration from the French philosophers Gilles Deleuze and Michel Serres, as well as from modern secular mindfulness, the main consideration in any philosophy that contributes to our life must be the coherency of our approach to life. Philosophy is a way of relating to life, which, among other things, requires awareness. This essay, therefore, does not present a single way of living that is beneficial but instead advocates a form of life that is philosophical.

You can read the complete essay here.

Move to Mars

In The Practice of the Wild, the poet Gary Snyder writes, ”The world is our conscious, and it surrounds us. There are more things in mind, in imagination, than ‘you’ can keep track of – thoughts, memories, images, angers, delights, rise unbidden.”

We are formed by the world. It resembles the mystery of our minds. Still, the world is suffering: Water shortage. Climate chaos. Mass poverty. Mass migration. Terrorism. Financial greed. And so forth.

What to do? In the same essay, Snyder stresses, ”An ethical life is one that is mindful.” Becoming mindful is the challenge.

Of course, we all know it. The world — our planet — needs our care to survive. Yet, it seems as if the planet is wrapped more in sweet and symbolic words than actual concrete actions. Saving the planet has become a moralistic quest. We have forgotten, “the shared ground of our common biological being,” as Snyder writes, that is to say; you have more in common with a lion than what differentiates you from it.

Saving the planet is our responsibility, some say. Some even wants to save it, because they feel guilty. They are concerned about the fear of suffering from future guilt, as when our kids or our friends kids confront us, “Why didn’t you do anything?” However, guilt, fear, and responsibility … I am not sure that it works. At least it doesn’t seem like it’s working. Instead, I suggest that we save the planet out of love.

It’s that simple. We need the planet because we love the sun, the rain, and the wind. We need the planet because we love how we are connected with every being that breathes. We need the planet because we live here; our memories, love stories and miseries are embedded here. We don’t love the planet because we need it for something as vague as career, status or prestige.

Out of love. That’s the best intention for everything. Out of love we plant small seeds, then we nurture them, take care of them, and we do so because deep down we know that survival of the fittest doesn’t rule the world (only capitalism works that way). On the contrary, in life it’s compassion, care, and love that rules. It’s because I care that some life will go on living.

Do you care?

An ethical life is mindful, well, a mindful life is one that tries to live here and now in our bodies. Here and now is also how Gilles Deleuze and Félix Guattari defined utopia in What Is Philosophy?, ”Utopia does not split off from infinite movement: etymologica1ly it stands for absolute deterritorialization but always at the critical point at which it is connected with the present relative milieu, and espe­cially with the forces stifled by this milieu, Erewhon, the word used by Samuel Butler, refers not only to no-where but also to now-here.”

Utopia. Nowhere is always now and here. We don’t need more contemplation, not even higher ideals or moral categories. Rather we need to connect with the present. Becoming more mindful. Mindfulness of the body, for example, can be practiced by watching the breath when goes in and out, listening to the sounds, noticing the smells in the air, becoming aware of what we put in our mouth. Awareness is the key, not judgment. Mind and body are indistinguishable like Alberto Contador and his bike.

To love is not an intellectual project. Don’t your lips shiver when you kiss your lover? Do you love your kids out of responsibility? Out of guilt? No, because that’s not love. You love them because you love them.

Don’t you love the place where you live? If not … move to Mars.

For more on mindful philosophy, I have published the essay “Philosophy of Everyday Life” in the Journal of Philosophy of Life.

The Spirit of Meditation

In recent years, there has been a growing interest in Buddhism and mindfulness meditation as well as some new-age philosophies that are often nothing more than pale imitations of Buddhist techniques. The interest is obvious. We live in an achievement-orientated, performance based culture and we are constantly forced, and even force ourselves to do something, and to set new goals and so forth. The result is that we become less aware and experience more narcissism, stress and depression.

In Sarah Shaw’s The Spirit of Buddhist Meditation we are told “When the mind is restless, that it is time to develop the factor of awakening that is tranquility, the factor of awakening that is concentration and the factor of awakening that is equanimity.”

Meditation can in other words, help us to become more mindful. “Mindfulness is the true refuge of the mind, mindfulness is manifested as protection, and there is no exerting or restraining of the mind without mindfulness.”

After I finished reading this book I didn’t know whether I should be impressed by or doubtful of all those people who claim to be mindful, because it requires diligence and self-control. It’s certainly hard work.

For those who are interested in Buddhism it can — especially for newcomers — be difficult to separate the wheat from the chaff (such as much of New Age thinking). As Shaw stresses, “a good tradition, teacher and friends, along with text, are the best ways of finding out about meditation for oneself.” Shaw is a knowledgeable teacher and a caring friend.

She deals solely with the Buddhist tradition, although that doesn’t mean that she is critical towards the important contribution to mindfulness made by Jon Kabat-Zinn and others, it is simply that her focus lies elsewhere. Shaw wants to show us how the texts have always been an important part of sharing Buddhist practices. In addition, she attempts to illustrate that Buddhism compared to other religions is less dogmatic. Rather it consists of good advice that comes from experience, or to put it differently: if one wants to wake up, then it is not enough to believe, one must act, and for example, meditate.

The Spirit of Buddhist Meditation can, therefore, be viewed as a rich introduction to the multiplicity of Buddhism, but also — and perhaps more likely — as a thorough guide for the more experienced meditators, or those who are already familiar with the philosophy of Buddhism. The book is littered with illuminating phrases, such as “What is required is that we try to live here and now ‘in our bodies'” — “You breathe in and out all day and night, but you are never mindful of it, you never for a second concentrate your mind on it. Now you are going to do just this” — “if we cannot control our minds, it will be impossible to control our actions and speech.”

A wide range of Buddhist writings on meditation are investigated and those already familiar with reading original Buddhist texts will appreciate the mixture of anecdotes, practical tips and endless repetitions within the same text. Sometimes this repetition can become a little boring unless, of course, one really pays attention to the minor differences that the text unfolds. Perhaps, the texts are written like that on purpose to cultivate our awareness.

Another reason for the repetition is that many of the texts come from an oral culture where the teacher would chant aloud. This of course explains why the reading can, at times, be a challenge. It is like listening to a love song on the stereo. Without the instruments, the rhythm and pauses, the experience can often seem more flat.

The Spirit of Buddhist Meditation explains the eight fold path of meditation, how meditation is practiced (sitting, standing, walking) and provides instructions on how to breathe, explaining why breathing is the foundation of a spiritual practice. (I may add that the word spirit comes from the Latin spiritus, which is a translation of the Greek pneuma, meaning breath). We also learn why there is no sane reason for clinging on to anything. The goal of Buddhism is to release one from the cycle of existence (Nibbána) and here the meditator enters a sphere of nothingness where, if you believe it, birth is caused by death. However, if you don’t believe in reincarnation, and I am skeptical; then you can still be open-minded and admit that we do not know for sure what happens when we die. For most meditators though, the experience of death may be beyond reach unless a life lived in retreats is desired. Despite this, with some practice and guidance it may be possible to experience that “space is infinite”, even though this concept can make most people feel dizzy thinking about it. If this is possible, then we may also understand that “consciousness is infinite.”

Everything is interconnected but this is not only a Buddhist idea as it can also be found in ecological thinking, or in the works of Spinoza or Deleuze. We may cultivate an experience through meditations. Again, the point of Shaw’s study is not the engage with other philosophies or psychological traditions, but to show the richness within the Buddhist tradition.

The Spirit of Buddhist Meditation will most likely attract people who already meditate, or those who would like to do so. However, it can also serve as a useful introduction to Buddhism in general, as well as act as an inspiration for people who work in the growing service industry, helping people recover from the negative effects of modern day capitalism.

41+3KAc1LmL._SX301_BO1,204,203,200_

Published in Metapsychology (Volume 19, Issue 23).

True Detective

I have published the essay, True Detective: Pessimism, Buddhism or Philosophy?
The aim of this essay is to raise two questions. The first question is: How is pessimism related to Buddhism (and vice versa)? The second question is: What relation does an immanent philosophy have to pessimism and Buddhism, if any? Using True Detective, an American television crime drama, as my point of departure, first I will outline some of the likenesses between Buddhism and pessimism. At the same time, I will show how the conduct of one of the main characters in True Detective resembles the paths of Buddhism and pessimism, even though he is ethical in a strictly non-pessimistic and non-Buddhist fashion. Last, I will try to place these findings in perspective through the French philosopher Gilles Deleuze’s thoughts. Hereby, I hope to illustrate that joy, not suffering, is basic to human existence, and how human beings may overcome a spiritual pessimism.
Read more here.

Stillhet

Today I am out with a small booklet entitled “Stillhet” (Silence). It’s a philosophical essay written after a twenty day pilgrimage that I took with the artist Jeppe Hein this year in Norway.

The essay is a sidekick for the main event: Hein’s exhibition at Galleri Nicolai Wallner. See more here.

The essay (with illustrations by Jeppe Hein) can be downloaded here.

Stillhet

Sant Jordi – den legemliggjorte

Det fortælles at ridderen Sant Jordi red videre efter at have reddet prinsessen fra dragen. Hvor hen, ved ingen. Nogle hævder dog, at han blev hængende, og fik det halve kongerige, som det hører sig til i eventyrene. Jeg ved det ikke. Der er noget heroisk i begge historier.

Sant Jordi også kaldet Sankt Jørgen er mere end ridderen, som redder hele byen – og prinsessen – fra den modbydelige drages gab. I den spanske region Catalonien er han den symbolske figur per se. Han bekæmper ikke kun dragen, men undertykkelse og frygt. Sant Jordi er ridderen, der vil Cataloniens selvstændighed. Han er en del af løsrivelsesprocessen. Efter at have spiddet dragen med sit spyd, dyppede han sine fingre i dens varme blod, og kørte fire blodige fingre henover ørkenens gule sand. Resultat: Fire røde striber på en gul baggrund, nøjagtigt som i det catalanske flag. Senere voksede en masse smukke roser op.

Hvorfor nu Sant Jordi? Skal det handle om eventyr? Nej, i hvert fald ikke mere end det plejer.

Dagen i dag er også bøgernes dag. Det er dagen, hvor selveste romanens fader Cervantes blev født, hvor Shakespeare døde (eller blev født, er lidt i tvivl). Det er dagen, hvor alle skoler i Catalonien afholder en poesi-konkurrence. Det er dagen, hvor mændene køber en rose til pigerne, mens damerne køber en bog til drengene. Det lyder sikkert sexistisk og meget forkert, men byen dufter af roser og er fuld af bøger. Det er ikke en kun en dag, hvor en forfatter kan være glad, men alle, der kan lide at læse og dufte og se på noget smukt, bliver berørt – især, når solen så også skinner.

Sant Jordi legemliggør den catalanske frihedskamp. Det er dog ikke den politiske debat, som jeg vil berøre, men begrebet legemliggøre.

I bogen The Embodied Mind foretager forfatterne Francisco Varela, Evan Thompson og Eleanor Rosch en af de første filosofiske læsninger af buddhismen. De sætter filosofisk ”kød” på begrebet mindfulness, som de definerer mere eller mindre som opmærksomhed. Mindfulness er et begreb, der desværre har det med at blive misbrugt i management og selvhjælpslitteratur, fordi opmærksomheden pludselig bliver strategisk. Opmærksom på noget.

Bogens filosofiske udgangspunkt er Merleau-Ponty, der definerer begrebet legemliggørelse (eller inkarnation), som noget der både omfatter kroppen, som en levet og eksperimenterende struktur, og kroppen, som konteksten for ens kognitive mekanismer. Sagt anderledes: Livet sætter sig i kødet på os. Afhængigt af konteksten.

Et eksempel: Lige nu hyperventilerer jeg. Det er underligt, idet jeg sidder ned. Havde jeg derimod lige været ude og løbe, ville konteksten have været anderledes. Selvfølgelig kan min åndedragsfrekvens også skyldes for meget kaffe, at jeg skal undervise på spansk, at jeg lige har set Zlatan nøgen i en reklame … kontekst. Hvordan er hvad muligt?

Mindfulness betyder at kroppen er nærværende i legemliggjorte erfaringer.

I bogen kæder forfatterne, som nævnt, ideen om mindfulness tæt sammen med opmærksomhed. Apropos opmærksomhed, så sagde Henry Miller at opmærksomhed var den bedste etik, ligesom det var den vigtigste kapacitet for en forfatter. Jeg er enig. Flere kunne nævnes, men ikke her. Pay attention. Når vi er opmærksomme, bliver vi mindful, det vil sige vi erfarer, hvad sindet eller vores tanker gør, mens den gør det. Det handler om at blive nutidig eller nærværende i ens tanke. Det handler altså ikke om refleksion eller abstraktion. Det handler ikke om tankens tanke. Det handler ikke om at træde ud af sine tanker og evaluere disse i forhold til et ideal. Det handler i bund og grund om at bringe kroppen og tanken sammen. ”To be mindful of the mind as it takes its own course,” som de så smukt skriver.

En anden måde at forstå mindfulness på er ved at relatere det til Descartes berømte udsagn: Jeg tænker, derfor er jeg. Problemet for buddhisten er, at Descartes konkluderer, det vil sige at han træder ud af tanken i stedet for at blive i processen. Noget tænker. Basta. Tilsvarende kunne man sige, at bevidsthed er noget, og ikke om noget. Det er også her at selvet forsvinder. Buddhismen fortæller dog ikke, at du ikke må tro, at du besidder et selv eller ej. Ingen er stædige. Snarere påpeger de, at ens ekstreme opmærksomhed tydeliggør, at der ikke er et anker, en essens for hvad ”jeg” tænker. Selvet er noget blivende, noget som sker. Det er ikke mig, som tænker, men noget som lægger an på mig. Jeg er noget tænkt. Jeg formes.

At tænke er en måde at blive mere opmærksom på. Uden andet formål end opmærksomhed på det, som finder sted. Det er blandt andet det, som skriften kan. Den findes. Den bevæger sig. Udvikler sig. Den ånder. Nogle gange kan den præcist levendegøre noget, hvorved det bliver muligt at dele erfaringer, idet der skabes rum for ens erfaringsdannelse i kraft af sproget. Sproget er opmærksomt.

Det hele er ifølge bogens forfattere et spørgsmål om sansning. Tanken er den sjette sans. Det er ikke kun kvinder, som besidder en sjette sans. (Med mindre man mener, at kun kvinder tænker). Det gør alle, som tænker. Tanken er afhængig af kontakt. Sant Jordis blodige hånd smelter sammen med jorden. Han berøres og røres; påvirkes og påvirker. Det tørre sand befrugtes med det mest livgivende: blod. Sant Jordi rækker livet videre. Han ser, hører, smager, lugter og rør, men han tænker også. Tanken er den erfaring, som rækkes videre. Den erfaring som siger, at kun kærligheden kan matche døden, at kærligheden er den eneste mulige protest mod dødeligheden. Sant Jordi legemliggør livet.

Det fortælles dog ikke, at Sant Jordi af samme grund også er større end det catalanske projekt. I hvert fald symbolsk.

Bogen er en fin indføring i mindfulness i en filosofisk kontekst. Enkelte steder er den lidt outdated, fx i afsnittene om kognition. At den halter lidt er dog ikke bogens skyld, men min. Min omtale af bogen er outdated, The Embodied Mind udkom i 1991. Dengang havde jeg ikke hørt om Merleau-Ponty eller budisme, men ikke desto mindre indset, at jeg er min krop.

Blog at WordPress.com.

Up ↑