Algoritmer og kulturjournalistik

Forleden skrev en kulturjournalist på Politiken, at han havde svært ved at koncentrere sig om at læse en bog. Det kan lyde bekymrende, men han fandt – ganske belejligt – årsagen i internettets algoritmer. 

Siden 2016 har en algoritme overtaget kronologien med hensyn til, hvad brugerne mødes med på internettet. Før 2016 blev vi mødt med senest nyt, efter 2016 bliver vi mødt med det, som algoritmen synes, vi skal have. 

Algoritmerne er klassisk business. En spansk sociolog sagde, meget apropos, at kultur er blevet noget brugbart for markedet.

Der er intet eksistentielt på spil, når en algoritme arbejder; det er ikke et spørgsmål om liv eller død

Kunsten gør dog typisk det modsatte. Det betyder ikke, at den nødvendigvis beskriver ekstreme situationer. Snarere at den tør dvæle ved dagligdagens myriader af oplevelser, som den forholder sig forundrende til. Der er tale om en sansemæssig stemthed eller resonans, som måske kan vække yderligere eftertænksomhed. Pirre med nye spørgsmål.

Af samme grund er selvsamme algoritme måske også grunden til, at samtidsromanen aldrig handler om internettet. Noget som Politikens kulturjournalist tænker på, måske, fordi Weekendavisens anmelder Linea Maja Ernst tænkte på det for et par år siden. 

Internettets algoritmer er ligeglade

Men hvad kendetegner internettet? Er det reelt noget, som en roman kan handle om, eller blot være en del af tekstens drive, som i Swipe Right af Levi Lusko eller Modern Romance af Aziz Ansari?

Den chilenske forfatter Benjamin Labatut skriver i essayet ”Galskabens sten” (La piedra de la locura, 2009), at vores verden ikke er virkelig. Den er surreal. 

Algoritmerne giver altså en falsk forestilling om, at vi kan vælge

Med afsæt i matematikerens Kurt Gödels ufuldstændighedssætninger skriver Labatut, at ethvert formelt og modsigelsesfrit system (eller verdensbillede) er ukomplet. Det kan ikke bevise sig selv ud fra sine egne præmisser. I praksis betyder det, at selv meget små variationer kan have store konsekvenser. Problemet, som Labatut konstaterer, er, at ”vi ved, at vores verden, denne solide klippemasse, som vi bebor, ikke er virkelig sand.” 

De store fortællingers tid er for længst forbi. Dette adskiller sig fra tidligere, hvor små variationer, fejltagelser eller problemer blev opslugt af den store kollektive fortælling, der skulle skabe orden.

Læs hele essayet i POV International

Bolaño salvaje

Den chilenske forfatter Roberto Bolaño (1953-2003) udråbes i en antologi til at være den p.t. mest indflydelsesrige Latinamerikanske forfatter.

Han indtager denne plads efter prominente navne som digteren Pablo Nerudo, forfatteren Jorge Luis Borges og forfatteren Gabriel Garcia Márquez. Nu er det Bolaños tur!

Om sit virke, siger Bolaño, at skrive er ikke en profession, men en måde at leve på. Og denne måde er farlig, fordi forfatteren må sætte noget på spil. Han er ikke karriere-forfatter, hvilket ellers er blevet ganske populært.

Bolaño salvaje (2008) hedder en nyere bog om hans forfatterskab. I en verden uden fremtid, står der, har Bolaño skabt et værk i erindringen. Der skabes et ekstra-territorium. Noget, som ikke hører sted, ét sted, men alle steder. En omvendt utopi måske. Et sted, hvor der er plads til alle os outsidere.

I en internationaliseret og globaliseret verden, er forfatteren altid i eksil, står der. Måske. Det passer i hvert fald på ham, Bolaño. Det poetiske hos Bolaño ligger blandt andet i hans evne til at skabe plads til livet uanset, hvordan det tager sig ud. Han er generøs.

Siden David Foster Wallaces Infinite Jest har der ikke været nogen, der har sat livet, ét liv, så markant på dagsordenen. Bolaño gør det bare … jeg ved det ikke: lettere, tror jeg. Han er nok den forfatter, som har ramt mig hårdest-med en kærlig kraft, vel og mærke.

Litteratur er mere end et spørgsmål om stil eller form. Det er som mesteren selv spørger og svarer: Hvad er en forfatter med kvalitet? Det har altid været, siger han, en fornemmelse af at vide, hvordan du stikker hovedet ud i mørket, vide hvordan du hopper ud i intet, vide at litteratur er et farligt arbejde.

Løb på kanten af klippen, siger han. På den ene side er afgrunden uden bund, og på den anden side er ansigterne på dem du elsker; de smilende ansigter på dem du elsker, bøgerne, vennerne og maden.

Det er smukt.

Blog at WordPress.com.

Up ↑