”Life itself is essentially determined in the act of avoiding obstacles, stating and solving a problem. The construction of the organism is both the stating of a problem and a solution” – Gilles Deleuze
”You write with a view to an unborn people that doesn’t yet have a language” – Gilles Deleuze
Filosoffen Keith Ansell Pearsons bog Germinal Life præsenterer en interessant læsning af Deleuze. En Nietzsche-Bergson inspireret læsning. Suppleret med moderne biologi og genetik. Det handler om at tænke hinsides de menneskelige betingelser. Flere steder refererer Pearson til Spinozas og Nietzsches spørgsmål: ”Hvad er en krop i stand til?” , ”Hvad skal der blive af mennesket?”
Præmissen er klar: den kreative evolution er uden slutmål. Udfordringen er, at erhverve tilstrækkeligt med selvindsigt for bedre at kunne relaterere sig til andre kroppe. Kroppe har hos Deleuze ikke en essens, men er tilblivende. Det betyder ikke, at kroppen kan alt. Derimod at dens capacitet er ukendt, idet vi endnu ikke ved hvad den kan qua den opfindsomhed og kreativitet, som opstår i mødet med noget andet. ”En kreativ evolution,” kalder Delezue dette møde.
Denne tanke relaterer Pearson til Nietzsches begreb ”den evige gentagelse”, der er en affirmativ eller bekræftende kraft, der bringer alt til dets højeste niveau af intensitet. Det betyder, at tænke hinsides mennesket ikke er det samme som at efterlade mennesket. Snarere er formålet er udfolde dets mulige erfaringshorisont eller erfaringsrum. Heri ligger også det kreative.
I Hvad er filosofi? fastslår Deleuze og Guattari, at filosofien opfinder problemer før den skaber eller konstruerer begreber. At opfinde et problem betyder ikke, at vi (filosoffen) har fundet, hvad han eller hun leder efter, men at de har opfundet det. Bragt det til live.
Et citat tydeligør det (Pearsons ord): ”The process of evolution is not only one of change but of invention, since the forms do not exist in advance. The process involves not a realization of the possible but an actualization of the virtual, in which the virtual enjoys its own ’consistency’ (consistance) as a productive power of differentiation.”
Det er de ydre kræfter der berører os på en måde, som indvirker på, hvad vi tænker, når vi tænker, at vi er. Ligesom de indvirker på, hvad vi tænker, at vi eventuelt er i stand til. Der er noget i verden, som tvinger os til at tænke (dette er en sætning, som Deleuze flere gange vender tilbage til i sine bøger). Hermed skal man ikke forstå, at det som lægger an eller gør vold på en bliver gjort til et objekt for ens erkendelse. Snarere er der tale om et fundamentalt møde. Et møde fuld af dæmoner – det er et skæbneafgørende tankeeksperiment. Kan du begribe det, som gør vold på dine hidtidige tanker? Tør du følge det?
I dette møde blomstrer en etik. En etik, der producerer nye linjer af liv – der selvfølgelig afhænger af, hvordan den enkelte udfolder livets kræfter. Her bliver Deleuzes filosofi kunstnerisk. Den enkelte skaber ikke et subjekt, eller en identitet som tilføjelsen af en ny titel på ens Facebooks profil eller ved at udskifte ens gardarobe, men ved at gøre ens liv til et kunstværk – skabe plads til et udtryk og udtrykke en skabelse. Deleuze prøver at aktivere en vilje til at ville det, som sker, imens der skabes plads til det, som er i færd med at blive. Der er meget Nietzsche på spil her, som Pearson også gør opmærksom på.
Det, som sker, kommer altid til os fra fremtiden, idet det jo er ved at tage form. Det betyder også – og meget vigtigt – at Zarathustras ”Jeg ville det” er et krigsråb, ikke en accept. Det er ikke en accept af ens fortid, men en bekræftelse af en kommende fremtid. Jeg synes det er smukt. Gøre sig værdig til det, som er i færd med at blive. Af samme grund er forfatteren en, der opfinder ukendte eller uerfarede affekter, og bringer disse til live i tilblivelsen af narrative karakterer, som udspringer af det mellemværende, som opstår i mødet mellem forskellige kræfter. At skrive er intet andet end tilblivelse, siger Deleuze og Guattari. At skrive er ikke at repræsentere, men at producerer nye linjer af liv.
”The task of the artist is one of giving existence to the event (of life and death) by going beyond the ‘perceptual states and affective transitions of the lived’. It is in this respect that the artist and novelist can be described as seers or ‘becomers’ who free perceptions and affections for a more intense.” (citatet er en blanding af D&G og Pearsons).
Det er derfor at al kunst er politisk (og ikke kun den der kalder sig politisk), fordi alt kunst bidrager til opfindelsen af et menneske.
Lad mig komme med et eksempel, som de fleste er bekendt med. I Danmark har digteren Yahya Hassan bidraget til opfindelsen af en anden type af immigrant eller invandre eller nydansker eller statsløs, som forholder sig til sin egen bagage på en kreativ måde; en måde, der desværre er svær for mange at kapere, fordi han derved ikke længere repræsenterer det, som han jo bør repræsenterer. Hvad det så end er!
Det der er på spil med Hassans digte er forskellen mellem etik og moral. Han er en etisk digter, rent Deleuziansk, som dømmes moralsk af frelste og strategiske holdnings- og meningsdannere. ”Enten giver etik ikke nogen mening overhovedet,” skriver Deleuze i Meningens logik ”eller også betyder etik det, og har intet andet at sige: ikke at være uværdig til det, som sker med os.”
Etikken bevæger sig udover det impotente, hvilket typisk er hvad moralen udfolder, når den retfærdiggør eller dømmer. Deleuze fortsætter: ‘Intet mere kan siges, intet mere er blevet sagt: at blive værdig til det, som sker med os, og derved ville og løslade begivenheden, at blive afkommet af ens egne begivenheder, og derved blive genfødt, at have en fødsel mere, og bryde med ens kødelig fødsel …”
Hassan er et afkom af sine begivenheder, ikke sine handlinger, idet hans handlinger jo aldrig er andet et begivenhedernes afkom. Digtene udspringer af et rum uden subjekt. I stedet for at acceptere sin fortid, som jeg netop nævnte, så vil han den, hvorved han giver tid til fremtiden, det vil sige plads til de forandringer som tiden jo altid er. Med Deleuze er det tydeligt at digteren digter plads til en mulig frigørelse (altså de kræfter, som var i færd med at blive), hvor netop nødvendigheden er kriteriet, og ikke holdningerne omkring kakkelbordet eller blandt de nærtagende, der elsker alt det såkaldte rigtige sålænge de ikke selv får snavs på fingrene.
Nok om det.
Pearson læser i den anden del af bogen Deleuze biologisk. (Der er reelt ikke tale om en anden del, da hele bogen er godt blandt). Her viser han bl.a., hvordan Deleuzes maskin-begreb åbner op for en mere givende måde at tænke evolution på end begrebet autopoesis. En maskine går i en, en maskine går i to, en maskine går itu … pointen er, at en maskine ikke er defineret ved hjælp af de punkter, den berører, men selve den tilblivende process. Jeg er lidt fascineret af dette begreb, og vil vende tilbage til det i et senere indlæg.
Det er en god bog, der tænker med Deleuze – og videre. Det er også en bog, som kræver at læseren er rimeligt velbevandret i Deleuze og Nietzsche, tildels også i moderne biologi. Pearson er en af de Deleuze-eksperter (der er efterhånden mange), som formår at vise Deleuzes kraft uden at det hele bare ender i trist replika. Det er stærkt.
