“Reading is sexy” står der på en plakat i min lokale boghandel. På plakaten er der et billede af skuespilleren James Dean, iført læsebriller, mens han læser digteren James Whitcomb Riley. Der findes versioner af samme plakat med andre ikoner såsom Marilyn Monroe. Det har altid været sexet at læse. Der er intet nyt i det. Det nye er, at bogen er blevet et artefakt. Mens vægten tidligere lå på læsningen, er det nu selve bogen, der er sexet. Bogen er ikke længere et monument, men en skulptur.

Den irske filosof Iris Murdoch skriver, at læsning er det mest fundamentale aspekt af kulturel visdom. Glem alle moderne virksomhedskurser om kulturelle forskelle, tolerance og inklusion; glem alt om påtaget dybsindighed, fordi David Foster Wallaces Infinite Jest står på din reol. Pointen er, at du skal sætte dig ned og læse – Shakespeare, Cervantes, Virginia Woolf og de andre store forfattere. Det er gennem litteraturen, at vi lærer, hvordan andre mennesker ser sig selv og verden i forskellige situationer. Det er gennem litteraturen, at vi bliver klogere på os selv. Det er gennem litteraturen, at vi skærper vores opmærksomhed – på verden og os selv. At læse er både en udadvendt og en indadvendt aktivitet, hvor det ikke længere handler om mig.

De fleste er forelskede i deres eget store, fede ego, som Murdoch kaldte det. Et ego, der altid står i vejen for, at virkeligheden for alvor kan udvide mig. At egoet er et problem, kan være svært for mange at forstå – især hvis de bilder sig ind, at det er sexet at blive set med Tove Ditlevsens Det tidlige forår på deres profil. Det er det ikke. Det er derimod sexet, hvis du har læst bogen og nu ved, at Istedgade er barndommens gade – ikke kun de prostitueredes og pushernes. Det sexede er forbundet med anstrengelsen, langsommeligheden, tålmodigheden og den uselviske opmærksomhed, som Murdoch kaldte unselfing. Disse dyder passer ikke ind i samtiden.

I dag handler det om at lade som om – fake it till you make it er det ynkelige mantra. Det ses dagligt, når folk hævder deres moralske overlegenhed, fordi de vælger ikke at se fodbold, ikke at drikke Coca-Cola, ikke at omgås bestemte mennesker. Eller når de pludselig render rundt med bestemte halstørklæder. Det hele er selvfølgelig blot en del af kapitalismens selvprofilering, solgt som moralsk dybde – ligesom de veltrimmede kendisser, der pludselig klamrer sig til en bog.

Havde flere læst bøger, ville de vide, at de moralske valg beror på allerede eksisterende idealer og normer, som vi vælger til og fra på samme måde som en beklædningsgenstand. Virkelige moralske beslutninger gør dog ondt, fordi de rummer en ubehagelig selverkendelse af, at jeg ikke er den, jeg bildte mig ind at være. Der findes ikke et moralsk blik, men der findes en opmærksom undersøgelse af virkeligheden. Forskellen er, at det første – forestilling om at besidde et moralsk blik – altid fremhæver egen moralske overlegenhed på bekostning af andre. På den måde er vi alle sammen moralsk gode – så længe vi kan finde et eksempel på nogen, der opfører sig værre end os selv. Dette er dog intet andet end narcissismens hellige rus.

Det moralske arbejde foregår hele tiden. Her handler det ikke om at tilegne sig en identitet, men om at blive klogere på livet, mens vi bestræber os på at overkomme vores ego, vores egne præferencer og behovet for at tilhøre en bestemt gruppe.

En uselvisk kontakt med virkeligheden er svær at opnå, men de gode romaner kan hjælpe os. Det er derfor, det kan være sexet at komme hjem til en person, du dater, og se deres bogsamling. Men det kan også være en turnoff, hvis det bliver klart, at bøgerne kun er til pynt – som IKEA-møbler. Det er læsningen, der er sexet – ikke bogen. 

Så, får du for lidt sex, så begynd at læs i sengen!

Bragt i Politiken den 23. februar 2025