Is this the right way?

Late one August evening in a small provincial town, a woman steps out her front door. In her hand, she holds a slim leather briefcase, probably containing a laptop. When she steps down from the small landing in front of the door, a mild breeze fills the air, gently tousling her long blond tresses. She tries to pull her hair back behind her ears without any luck. From the back pocket of her jeans she pulls out a bandeau and ties those unruly locks into a simple ponytail. Now, with no hair interrupting her vision, she looks first to the right and then to the left before turning around to lock the door behind her. After checking twice that the door really is locked, she rotates to face the street for the second time. 

This time she looks to the left first. Actually, at this point, her whole body shifts as she evaluates the possibility of going in that direction. 

Is this the right way? 

Read the rest of the essay in Terse Journal.

A note on identity politics

I concur with the point that, sometimes, the treatment of certain groups can be so cruel and unfair that you need to confront the opponent head-on, for example, the manner in which women (and men) are confronting the patriarchal culture that does not only characterize the business and academic worlds, but also, and to a greater extent, religious societies. This point is, indeed, urgent and highly welcomed.

Still, I think that the concept of identity politics is problematic. In A Thousand Plateaus, Deleuze and Guattari use the concept of the rhizome to illuminate the distinctiveness and connectivity of the multiple factors that constitute reality. “A rhizome has no beginning or end; it is always in the middle, between things, interbeing, intermezzo. The tree is filiation, but the rhizome is alliance, uniquely alliance,” they write. This concept helps us view our lives as assemblages or a mixture of words, institutions, social movements, and countless other things that, while related, are also distinct.

For example, in The Trouble with Unity, the philosopher Cristina Beltrán uses Deleuze’s concept of the rhizome to address some of the problems with identity politics. Using a simple example, she mentions the conception of Latinidad, i.e., the notion that all people from Latin America share the same group identity and cultural consciousness. She notes that many commentators tend to assume that Latinos represent a collective identity. Really? Didn’t people read Edward Said’s work? (e.g. his book Orientalism)

A similar appraisal can be observed for various minority groups, which are assumed to be special or unique instead of the more accurate assertion that we are all different people. The problem with identity politics is that it is tantamount to arborescent thinking. At its worst, arborescent thinking can suppress any other identity: men versus women, white versus black, and vegetarian versus non-vegetarian. Identity politics can also create a culture of victimization—something I often witness in Catalonia, Spain. For more than a generation, schools and politicians in Catalonia have fed the people the idea that they are not part of Spain, that Spain steals from them, and that all problems are caused by Spain. The result is that very few Catalan separatists (not Catalans per se) are prepared to take responsibility or are held accountable for their own actions, as Spain is used as a scapegoat.

Critical thinking and self-reflection, therefore, are arguably rare among people who cling to certain identities as a moral refuge. This is probably related to how convenient a certain position or identity can appear, as if by being feminist, existentialist, Catalan, black, or homosexual, we are, in any way, morally better.

Personally, I believe that Deleuze’s concept of the rhizome can help us find and create value in what takes place without being placed into fixed boxes of identity. I urge for a  more humble and inclusive approach. After all, all identities are prisons hindering us to think freely. Or as Michel Foucault once said: What does it matter who is speaking? It only matters because of hierarchies, domination, and a simple lack of equality and imagination.

What is needed is not more identity politics, but what Deleuze called non-communication, “circuit breakers” that may elude communicative control, whereby people blindly say and do what they do because this is what other people do. There is a scary herd mentality among people who cling onto certain identities.

In short: I can’t really identify 100 percent with any particular identity; however, I can empathize and care for all people.

Originally posted as a comment on the APA Philosophy Blog — (you may wish to check out the link for references to articles on identity politics, and other interesting stuff).

Coaching som problem

Med afsæt i den filosofi, som er forbundet med filosoffen Gilles Deleuze og psykiateren Félix Guattaris fælles forfatterskab, vil jeg rejse to spørgsmål i dette essay. Det første spørgsmål er: Hvad skal vi forstå ved et problem? I forlængelse heraf spørger jeg: Hvilket problem er coaching løsningen på? Disse to spørgsmål fører videre til mit egentlige ærinde, nemlig at belyse nogle problematiske sider af coaching og herunder vise, hvor coaching reelt fungerer.

Læs: Coaching som problem.

Essayet er oprindeligt publiceret i bogen Coaching i nyt perspektiv redigeret af K. Gørtz og T. Gaihede, Hans Reitzels Forlag, 2014.

Se endvidere:

Coaching – et moderne pyramidespil

Coaching – et symptom på angst

Kunsten at arbejde

Move to Mars

In The Practice of the Wild, the poet Gary Snyder writes, ”The world is our conscious, and it surrounds us. There are more things in mind, in imagination, than ‘you’ can keep track of – thoughts, memories, images, angers, delights, rise unbidden.”

We are formed by the world. It resembles the mystery of our minds. Still, the world is suffering: Water shortage. Climate chaos. Mass poverty. Mass migration. Terrorism. Financial greed. And so forth.

What to do? In the same essay, Snyder stresses, ”An ethical life is one that is mindful.” Becoming mindful is the challenge.

Of course, we all know it. The world — our planet — needs our care to survive. Yet, it seems as if the planet is wrapped more in sweet and symbolic words than actual concrete actions. Saving the planet has become a moralistic quest. We have forgotten, “the shared ground of our common biological being,” as Snyder writes, that is to say; you have more in common with a lion than what differentiates you from it.

Saving the planet is our responsibility, some say. Some even wants to save it, because they feel guilty. They are concerned about the fear of suffering from future guilt, as when our kids or our friends kids confront us, “Why didn’t you do anything?” However, guilt, fear, and responsibility … I am not sure that it works. At least it doesn’t seem like it’s working. Instead, I suggest that we save the planet out of love.

It’s that simple. We need the planet because we love the sun, the rain, and the wind. We need the planet because we love how we are connected with every being that breathes. We need the planet because we live here; our memories, love stories and miseries are embedded here. We don’t love the planet because we need it for something as vague as career, status or prestige.

Out of love. That’s the best intention for everything. Out of love we plant small seeds, then we nurture them, take care of them, and we do so because deep down we know that survival of the fittest doesn’t rule the world (only capitalism works that way). On the contrary, in life it’s compassion, care, and love that rules. It’s because I care that some life will go on living.

Do you care?

An ethical life is mindful, well, a mindful life is one that tries to live here and now in our bodies. Here and now is also how Gilles Deleuze and Félix Guattari defined utopia in What Is Philosophy?, ”Utopia does not split off from infinite movement: etymologica1ly it stands for absolute deterritorialization but always at the critical point at which it is connected with the present relative milieu, and espe­cially with the forces stifled by this milieu, Erewhon, the word used by Samuel Butler, refers not only to no-where but also to now-here.”

Utopia. Nowhere is always now and here. We don’t need more contemplation, not even higher ideals or moral categories. Rather we need to connect with the present. Becoming more mindful. Mindfulness of the body, for example, can be practiced by watching the breath when goes in and out, listening to the sounds, noticing the smells in the air, becoming aware of what we put in our mouth. Awareness is the key, not judgment. Mind and body are indistinguishable like Alberto Contador and his bike.

To love is not an intellectual project. Don’t your lips shiver when you kiss your lover? Do you love your kids out of responsibility? Out of guilt? No, because that’s not love. You love them because you love them.

Don’t you love the place where you live? If not … move to Mars.

For more on mindful philosophy, I have published the essay “Philosophy of Everyday Life” in the Journal of Philosophy of Life.

Strøtanker

Den norske filosof Arne Næss formulerede i bogen En del elementære logiske emner seks principper for saglig og etisk kommunikation. De lyser således:

  1. Undgå tendentiøst udenomssnak – Såsom personkarakteristikker, påstande om modpartens motiver, årsagsforklaringer til argumentet.
  1. Undgå tendentiøse gengivelser – Gengivelsen må være neutral med tanke på stridsspørgsmål.
  1. Undgå tendentiøs flertydighed – Flertydigheden gør at argumentet kan tilpasses kritikken.
  1. Undgå tendentiøs brug af stråmænd – Tilføj ikke din modstanders standpunkt et indhold han eller hun ikke står inde for.
  1. Undgå tendentiøse originalfremstillinger – Information som lægges frem, må ikke være usand, ufuldstændig, skæv og/eller tilbageholde relevant information.
  1. Undgå tendentiøse tilberedelser af indlæg – Såsom ironi, sarkasme, skældsord, overdrivelser eller trusler.

Formålet med disse principper er at sikre fairness. Principperne kan sikkert inspirere mange for tiden.

Ifølge Næss besidder alle former for liv en iboende værdi. Næss selv kalder det et aksiom. Det betyder nu ikke, at et aksiom er forkert, hvis ikke det kan retfærdiggøres – at tro sådan er lig med en brist i ens opdragelse, sagde Aristoteles. Eksempelvis har træet en værdi i sig selv, og ikke kun værdifuldt som en mulig stol eller noget at tisse opad. Denne værdi kommer til udtryk i hver tings forhold til noget, som ikke er den. Relationerne er givende i kraft af de forskelligheder, som i sig selv er værdifulde. Alt er relationer. Det betyder også, at mennesket er ikke centrum for alt livet. Sådan tænker de fleste ellers. Dernæst – for blot at gøre slemt værre – tænker mange, at visse mennesker er vigtigere og mere værd. Her er kriteriet ofte religiøst, politisk, titel eller køns bestemt. Altså ideologisk og normativt.

En mere simpel måde at skitsere de seks principper på, er, at skabe et rum, hvor samtalen med de andre er upartisk og præcis. Hvordan er man så det?

Mara Lee har fornylig udgivet bogen Når andre skriver. Den handler bl.a. om identitet som noget hæmmende, fx du er kvinde eller mand. Af samme grund skrev Deleuze og Guattari om kvindeblivelsen, dyreblivelsen etc. som en proces, der aldrig ender. Ingen bliver nogensinde kvinden per se. Der er ikke nogen ideel kvinde, måske en, der i så fald kun er det for mig. Den eneste ene er en romantisk, tør jeg skrive, ”utopi”?

Lee skriver om ikke at ville påtage sig en bestemt identitet, men ikke desto mindre prøve at forstå de andre, som har placeret en i denne. Skismaet er, at ”jeg” ikke vil være ”kvinde” eller ”mand”, sådan som normen har defineret disse. Men enhver ved jo godt, at han eller hun er henholdsvis mand eller kvinde, hvilket medfører en vis solidaritet med denne gruppe – til trods for dens ulidelige karikatur. Jeg er nok ikke den eneste mand, der ikke drømmer om at blive kvinde, men som heller ikke er mand på den måde, som en ”rigtig” mand er. Hverken slatten er pumpet. Den ”rigtige” mand er en konstruktion.

Lee skriver, at de andre ligeledes er defineret af normen. Det betyder reelt, at normen negligerer empatiens mulighed for ikke at agere strategisk. Det er svært at bryde igennem en norm. Udfordringer bliver at tilegne eller solidariserer sig med de andre, hvilket sker ved at forstå de andre, som de andre, forstår sig selv. Kan du rumme X, mens X er i færd med at blive Y? Det er spørgsmålet, og ikke, hvorvidt X passer ind, som en brik i et puslespil – i et allerede defineret identitet.

Undgå tendentiøse gengivelser, er, at gengive de andre, som de andre. Det er svært at forholde sig neutralt til dette princip p.t., hvor nogle satiretegnere er ofre for overgreb og mord. Spørgsmålet er om satiretegningerne gengiver Muhammed, som han vitterligt er, eller om Muhammed karikeres? På den måde er det ikke selve tegningerne, ej heller billedforbuddet, der er afgørende. Snarere den konkrete tegning. Kan man med sikkerhed vide om den ene eller den anden tegning er forkert i sin gengivelse? Det kan man ikke, hvis man mener at enhver identitet er et fængsel. Det vil sige, hvis man mener at enhver altid er en anden. Blivende. Derimod kan man sagtens mene det, hvis man argumenterer ud fra en forestilling om at vide – med sikkerhed – hvad der er rigtigt og forkert, hvad der er ”normen.” Det er normer, der skaber krig og terror. Af samme grund bliver erfaringen også vigtigere end universelle etiske regler. Den, der besidder en empatisk evne, vil også føle og tænke med de andre, have forståelse for de andre, hvorved det kan være nemmere at handle konstruktivt.

Måske er det ikke selve tegningen, som gør udslaget, men gengivelsen af denne gengivelse. Tegningen læses i lyset af den ene eller anden norm. I stedet for at hænge sig i normer, må vi nærer tiltro til de andre, til deres oprigtighed, mens vi oprigtigt, ikkestrategisk og empatisk forsøger at forstå de andre, som de andre. Det kræver mod. Det er som at stå på en meget tynd is, mens man tisser på den. Vil isen smelte på grund af min varme stråle?

Dette kan også siges anderledes: Bliver demokratiet mere eller mindre gæstfrit på grund af disse tegninger? Er der andre måder, hvorpå man kan invitere alle til at deltage, som andet end en brik i et puslespil, der afbilleder en pengeseddel?

Tegnmaskinen

Den italienske sociolog og filosof Maurizio Lazzarato, der bl.a. er kendt for sit arbejde med immaterielt arbejde, har fornyligt udgivet bogen Signs and Machines: Capitalism and the Production of Subjectivity. (Den franske tekst er skrevet i 2010). Bogen udstiller ganske raffineret flere af kapitalismens iboende problemer.

Modsat mange andre kritiske tilgange til kapitalismens systematiske forsnævring af menneskets eksistensmuligheder, er Lazzarato mere deskriptiv end normativ. Den subjektivering, som finder sted i kapitalismen, er en vedvarende proces. Det enkelte menneske formes af en gennemtrængende kapitalistisk diskurs, der ifølge Lazzarato gennemsyrer samfundet. Eksempelvis den, der handler om arbejde versus ikke-arbejde. Magtfulde beslutningstager og medgørlige medier har haft succes med at forme en fortælling, hvor samtidens største problem er, hvorvidt folk arbejder eller ikke arbejder. Det betyder, at Lazzarato ikke spørger, hvordan kapitalismen former os mennesker, som subjekter, men om dens kategorier, fx arbejde versus ikke-arbejde overhovedet fungerer. Giver det mening af se alt gennem kapitalismens optik?

Lazzarato svarer – fra et eksistentielt perspektiv – at de dominerende kapitalistiske mekanismer reducerer menneskets erfaringsdannelse – især det kapitalistiske sprog.

Bogen tænker i forlængelse af Félix Guattaris psykologisk-filosofiske tanker. Disse kan godt være lidt komplicerede, fx hvornår det maskinelle er frigørende henholdsvis reproducerende og mekanisk. Lazzarato støtter sig også til Gilles Deleuze og Michel Foucault, men vender til gengæld ryggen til Alain Badiou og Jacques Ranciere. Han er ret udtalt i sin kritik af disse, såvel som af Judith Butler og hendes (mis)forståelse af performancebegrebet.

Det, der især gør Lazzarato vedkommende er, at han modsat mange andre af samtidens teoretikere, ikke refererer til litteratur eller kunst for at understøtte sine pointer. Han er empirisk velbevandret i de politiske – til dels også i forretningslivet.

Fra Foucault har vi lært, at de liberale styringsformer, altid er en styring af befolkningen. Begrebet biopolitik refererer, fx til fødselsreguleringer og død, demografi styring, regulering af produktion og risici. Han viser også, hvordan de liberale styringsformer kontrollerer den offentlige mening. Politikere og medier anvender samme plotrige dramaturgi, hvorved de plotter samfundsmæssige problemer frem (jf. arbejde versus ikke-arbejde). Lazzarato skriver: ”Indeed, scholars and experts, ’are thus forced to become journalist if they want to conform to the norm’ of modern-day communication.” Dagbladet Information ”uddanner” eksempelvis yngre forskere i medietræning. Jeg har hørt, at flere danske højere læreanstalter har en tavle hængende, hvor hver forsker kan se, hvor meget han eller hun er blevet citeret i medierne. Medierne kan være forførende, men også hæmmende på grund af dens trang til at sælge budskaber, der kan vække velkendte følelser og forargelse, som kan generere flere historier til medierne. Lazzarato beskriver også, hvordan et medie som fjernsynet (uanset program, skriver han) konstruerer intervieweren, som et subjekt af udsagn, såvel som subjekt til en maskine, der gradvist overtager den interviewede talestrøm, mens den guider denne i retning af de dominerende ytringer. Dette ses fx når medierne gerne vil tegne et velkendt billede, som den interviewede gradvist føres ind i. Det er ganske naturligt, rent kunstnerisk, at Peter Høeg foretrækker at leve tilbagetrukket for ikke at blive distraheret.

Udfordringen er, skriver Lazzarato, at ”move beyond both language and semiotic.” Det vil sige, komme i kontakt med det ikke verbale. Dette kan bl.a. ske ved at skærpe ens blik for de betydningsfulde erfaringer, som ikke kan rummes i de herskende narrativer. Og dette kan være svært i en medieret virkelighed. Medierne kan trods alt putte ens navn på den hvide tavle, som den mest citerede. Samtidig udgør medierne også virkeligheden for mange mennesker. For mange eksisterer der ikke verden udenfor den, som medierne skildrer.

Hvordan kommer vi ud af denne hæmsko?

Bergson sagde, at bevidsthed ikke er om noget, men noget. Øjet er i tingen. Pasolini sagde, qua sit virke som både filminstruktør og digter, at filmens blik, ”forces him to become conscious of and to catalogue all things that a film shot contains. The writer transforms things into words … while the ’signs’ of the cinematographic system are nothing more or less than the things themselves in their materiality and reality.” Eksempelvis burde der ikke være nogen grund til, at en forfatter i interviews fortæller, hvad hendes eller hans bog handler om, hvad litteratur er og ikke er, fordi denne verbalisering minimere læserens muligheder for at møde værket i al sin stoflighed. Enhver form for diskursivpositionering skyldes kapitalismens dominans, hævder Lazzarato.

I bogens mest originale kapitel, genopdager Lazzarato Foucaults begreb ”parrhesia”, som han smeder sammen med Mikhail Bakhtins tanker om talehandling. Sproget er kun et tegnsystem blandt flere. En talehandling er en begivenhed, der skaber noget ikke determineret, fordi den åbner muligheden for et engagement, et singulært engagement, der finder sted lige her og nu. Her er rammerne ikke givet.

Parrhesia stiller Lazzarato overfor performance, som er en handling, der altid er mere eller mindre institutionaliseret. Dens effekter er kendte. Ideen om performance kendes også fra performance management, hvor en medarbejders performance vurderes ud fra nogle allerede veldefinerede mål, som medarbejderen og lederen i fællesskab forpligter sig på. Parrhesia skaber et brud, en diskontinuitet, der åbner for nye muligheder og farer. Det svarer til at en stiller sig op og sige tingene, som de er. Som en festtale i filmen Festen, hvor udfaldet på ingen måde er forudsigeligt og velkendt, fordi taleren netop ikke performer i henhold til et givet mål, der handler om lun hygge og sovsede pjatterier, men som et vidne. Sandheden forpligter den enkelte på hans eller hendes egen eksistens, ikke en institutionaliseret komfortisme.

”Life can only be understood as an event,” siger Bakhtin. Livet er et vedvarende møde med verden, som endnu ikke er fuldendt. Det er en begivenhed, der rejser nye problemer, som vi måske kan overkomme. Det er spontant. Konstant destabiliserende. Det er, hvis vi tager Lazzarato seriøst, kapitalen som har gjort mange unødigt forfængelige. Mange forføres af den prestige og status, som eksempelvis er forbundet med at være afdelingens mest citerede forsker i denne måned.

Det frigørende ligger i selve opmærksomhedens gestus. Evnen til at lade sig berøre. Det ligger i modet til at stå imod den herskende dramaturgi. Det handler om ens evne til at opfinde et rum, hvor det, som også sker, kan ske. Række noget videre; noget, som ikke nødvendigvis passer ind nogen steder. Modsat kapitalens fortælling, er livet, som en begivenhed, ikke determineret. Det sker. Det kommer bagfra. Det overrumpler en. Det tvinger en til at tænke. Og det er måske kapitalens største problem: Det tvinger ingen til at tænke.

Der er mere gods i bogen. Den er godt skrevet, fordi den er godt tænkt. Den er enkelte steder lidt svær, men besværet skærper ens blik. Lazzarato er en af samtidens store.