Den italienske sociolog og filosof Maurizio Lazzarato, der bl.a. er kendt for sit arbejde med immaterielt arbejde, har fornyligt udgivet bogen Signs and Machines: Capitalism and the Production of Subjectivity. (Den franske tekst er skrevet i 2010). Bogen udstiller ganske raffineret flere af kapitalismens iboende problemer.

Modsat mange andre kritiske tilgange til kapitalismens systematiske forsnævring af menneskets eksistensmuligheder, er Lazzarato mere deskriptiv end normativ. Den subjektivering, som finder sted i kapitalismen, er en vedvarende proces. Det enkelte menneske formes af en gennemtrængende kapitalistisk diskurs, der ifølge Lazzarato gennemsyrer samfundet. Eksempelvis den, der handler om arbejde versus ikke-arbejde. Magtfulde beslutningstager og medgørlige medier har haft succes med at forme en fortælling, hvor samtidens største problem er, hvorvidt folk arbejder eller ikke arbejder. Det betyder, at Lazzarato ikke spørger, hvordan kapitalismen former os mennesker, som subjekter, men om dens kategorier, fx arbejde versus ikke-arbejde overhovedet fungerer. Giver det mening af se alt gennem kapitalismens optik?

Lazzarato svarer – fra et eksistentielt perspektiv – at de dominerende kapitalistiske mekanismer reducerer menneskets erfaringsdannelse – især det kapitalistiske sprog.

Bogen tænker i forlængelse af Félix Guattaris psykologisk-filosofiske tanker. Disse kan godt være lidt komplicerede, fx hvornår det maskinelle er frigørende henholdsvis reproducerende og mekanisk. Lazzarato støtter sig også til Gilles Deleuze og Michel Foucault, men vender til gengæld ryggen til Alain Badiou og Jacques Ranciere. Han er ret udtalt i sin kritik af disse, såvel som af Judith Butler og hendes (mis)forståelse af performancebegrebet.

Det, der især gør Lazzarato vedkommende er, at han modsat mange andre af samtidens teoretikere, ikke refererer til litteratur eller kunst for at understøtte sine pointer. Han er empirisk velbevandret i de politiske – til dels også i forretningslivet.

Fra Foucault har vi lært, at de liberale styringsformer, altid er en styring af befolkningen. Begrebet biopolitik refererer, fx til fødselsreguleringer og død, demografi styring, regulering af produktion og risici. Han viser også, hvordan de liberale styringsformer kontrollerer den offentlige mening. Politikere og medier anvender samme plotrige dramaturgi, hvorved de plotter samfundsmæssige problemer frem (jf. arbejde versus ikke-arbejde). Lazzarato skriver: ”Indeed, scholars and experts, ’are thus forced to become journalist if they want to conform to the norm’ of modern-day communication.” Dagbladet Information ”uddanner” eksempelvis yngre forskere i medietræning. Jeg har hørt, at flere danske højere læreanstalter har en tavle hængende, hvor hver forsker kan se, hvor meget han eller hun er blevet citeret i medierne. Medierne kan være forførende, men også hæmmende på grund af dens trang til at sælge budskaber, der kan vække velkendte følelser og forargelse, som kan generere flere historier til medierne. Lazzarato beskriver også, hvordan et medie som fjernsynet (uanset program, skriver han) konstruerer intervieweren, som et subjekt af udsagn, såvel som subjekt til en maskine, der gradvist overtager den interviewede talestrøm, mens den guider denne i retning af de dominerende ytringer. Dette ses fx når medierne gerne vil tegne et velkendt billede, som den interviewede gradvist føres ind i. Det er ganske naturligt, rent kunstnerisk, at Peter Høeg foretrækker at leve tilbagetrukket for ikke at blive distraheret.

Udfordringen er, skriver Lazzarato, at ”move beyond both language and semiotic.” Det vil sige, komme i kontakt med det ikke verbale. Dette kan bl.a. ske ved at skærpe ens blik for de betydningsfulde erfaringer, som ikke kan rummes i de herskende narrativer. Og dette kan være svært i en medieret virkelighed. Medierne kan trods alt putte ens navn på den hvide tavle, som den mest citerede. Samtidig udgør medierne også virkeligheden for mange mennesker. For mange eksisterer der ikke verden udenfor den, som medierne skildrer.

Hvordan kommer vi ud af denne hæmsko?

Bergson sagde, at bevidsthed ikke er om noget, men noget. Øjet er i tingen. Pasolini sagde, qua sit virke som både filminstruktør og digter, at filmens blik, ”forces him to become conscious of and to catalogue all things that a film shot contains. The writer transforms things into words … while the ’signs’ of the cinematographic system are nothing more or less than the things themselves in their materiality and reality.” Eksempelvis burde der ikke være nogen grund til, at en forfatter i interviews fortæller, hvad hendes eller hans bog handler om, hvad litteratur er og ikke er, fordi denne verbalisering minimere læserens muligheder for at møde værket i al sin stoflighed. Enhver form for diskursivpositionering skyldes kapitalismens dominans, hævder Lazzarato.

I bogens mest originale kapitel, genopdager Lazzarato Foucaults begreb ”parrhesia”, som han smeder sammen med Mikhail Bakhtins tanker om talehandling. Sproget er kun et tegnsystem blandt flere. En talehandling er en begivenhed, der skaber noget ikke determineret, fordi den åbner muligheden for et engagement, et singulært engagement, der finder sted lige her og nu. Her er rammerne ikke givet.

Parrhesia stiller Lazzarato overfor performance, som er en handling, der altid er mere eller mindre institutionaliseret. Dens effekter er kendte. Ideen om performance kendes også fra performance management, hvor en medarbejders performance vurderes ud fra nogle allerede veldefinerede mål, som medarbejderen og lederen i fællesskab forpligter sig på. Parrhesia skaber et brud, en diskontinuitet, der åbner for nye muligheder og farer. Det svarer til at en stiller sig op og sige tingene, som de er. Som en festtale i filmen Festen, hvor udfaldet på ingen måde er forudsigeligt og velkendt, fordi taleren netop ikke performer i henhold til et givet mål, der handler om lun hygge og sovsede pjatterier, men som et vidne. Sandheden forpligter den enkelte på hans eller hendes egen eksistens, ikke en institutionaliseret komfortisme.

”Life can only be understood as an event,” siger Bakhtin. Livet er et vedvarende møde med verden, som endnu ikke er fuldendt. Det er en begivenhed, der rejser nye problemer, som vi måske kan overkomme. Det er spontant. Konstant destabiliserende. Det er, hvis vi tager Lazzarato seriøst, kapitalen som har gjort mange unødigt forfængelige. Mange forføres af den prestige og status, som eksempelvis er forbundet med at være afdelingens mest citerede forsker i denne måned.

Det frigørende ligger i selve opmærksomhedens gestus. Evnen til at lade sig berøre. Det ligger i modet til at stå imod den herskende dramaturgi. Det handler om ens evne til at opfinde et rum, hvor det, som også sker, kan ske. Række noget videre; noget, som ikke nødvendigvis passer ind nogen steder. Modsat kapitalens fortælling, er livet, som en begivenhed, ikke determineret. Det sker. Det kommer bagfra. Det overrumpler en. Det tvinger en til at tænke. Og det er måske kapitalens største problem: Det tvinger ingen til at tænke.

Der er mere gods i bogen. Den er godt skrevet, fordi den er godt tænkt. Den er enkelte steder lidt svær, men besværet skærper ens blik. Lazzarato er en af samtidens store.