”Det 21. århundredes samfund er ikke længere et disciplinærsamfund, men et præstationssamfund,” skriver det tysk-koreanske filosof Byung-Chul Han i Træthedssamfundet. Den franske filosof Michel Foucaults disciplinærsamfund, der talte om biopolitik og lydighedssubjekter, hører en anden tid til. I dag er politikken blevet psykisk eller mental. Vi er blevet ”præstationssubjekter” i en fangelejr, hvor vi er både fange, fangevogter og gerningsmand. End ikke det en anden fransk filosof Gilles Deleuze kaldte for kontrolsamfundet, kan favne samtiden. Fælles for både disciplinær- og kontrolsamfundet er, at de rummer for meget negativitet.

Samtidens neoliberale præstationssamfund præges af ”et overmål af positivitet” – befriet fra det negative. Der er tale om en bevægelse væk fra det disciplinerende forbud: du må ikke, henover det mere kontrollerende påbud: du skal, frem mod præstationssamfundets motiverende: du kan. En konsekvens af denne terroriserende positivitet er stress, burnout, depressioner og fiaskoer. Der ligger et enormt pres i ”at kunne”, fordi logikken synes at være: hvis du kan, så skal du! ”Depressionen er først og fremmest en træthed i henseende til at frembringe og at kunne.” Depressionen er en narcissistisk sygdom.

Byung-Chul Han har de seneste år udgivet flere essayistiske bøger, der kritisk og originalt belyser samtidens neoliberale forfald. På dansk er udkommet Træthedssamfundet; en bog, som for alvor gjorde Han populær. Han tænker i forlængelse af den kritiske tradition i tysk filosofi. Dog er han ikke en del af Frankfurterskolens mere normative projekt. Snarere er han mere beslægtet med filosoffen Martin Heidegger, om hvem han også skrev disputats, især, når denne er mere poetisk i sin tænkning.

I Træthedssamfundet forsøger Han, at overskride tidens dominerende positivitet, hvilket blandt andet sker med reference til Buddhisme. ”I zen-meditationen forsøger man eksempelvis at nå frem til den rene negativitet i ikke-at, dvs. man søger tomheden, idet man befrier sig selv for det fremmasende noget, der trænger sig på.”

Præstationskulturens store problem er den omklamrende positivitet, der altid er knyttet til det ens, hvorved det negative, det fremmede, det andet eller anderledes, fx det ”ikke at gøre noget” fortrænges. ”Det er en illusion at tro,” skriver Han, ”at man er desto frier, jo mere aktiv man er.”

Når Han taler om et muligt Træthedssamfund, er det primært fordi ”den fundamentale træthed” rummer en livskraft. Den fundamentale træthed er ikke lig med den udmattelse, som præger præstationssamfundet. Tværtimod. Den er inspirerende. ”Den lader ånden genopstå,” skriver Han.

Med reference til forfatteren Peter Handke, som er fast følge i flere af Hans bøger, plæderer Byung-Chul Han for en ”inspirerende træthed”, ”en træthed i negativ potens, nemlig ikke-at.” Det er den form for træthed, som gemmer sig i fjumreåret, som danske politikere er så bekymrede for.

Han efterlyser en mellemtid, en tid til leg og fordybelse. Desværre har mange alt for travlt til at tænke, hvorved samtiden præges af åndeligt dovenskab. Han efterlyser at mennesket finder sin takt med livet, ikke kapitalens vækst- paradigme. Træthedssamfundet er stadigvæk aktuel. Mange forsømmer at være tilstede i livet, fordi de konstant føler sig tvunget til at gøre noget and at leve.

Trykt i Atlas Bogtillæg, maj 2015.