Litteraturen kan forberede os

”I dag døde mor. Eller måske i går, jeg ved det ikke.” Sådan åbner Albert Camus romanen Den fremmede. 

Hvis sætningen er grusom, skyldes det læserens forventning om, at en såkaldt ”normal” person må vide, hvornår hans eller hendes mor døde. Forvent ingenting, siger Camus, og supplerer: Bevar et åbent forhold til døden, inklusive din egen. 

Gør det overhovedet nogen forskel? I dag eller i går, min mor er jo død! 

Jeg tænkte på denne åbning, da jeg læste Lars Theil Münster essay i WA, hvor han påpeger, at litteraturen ikke kan redde verden. Måske, men den kan forberede os. 

Tag nu Camus’ roman, her bliver hovedpersonen Meursault, hvis mor er død, ikke mindre absurd, da han fremstår upåvirket under sin mors begravelse. Tværtimod. Han bliver under ceremonien forelsket i en pige. Bagefter tager de på stranden, hvor de elsker og bader. Pigen vil gifte sig med Meursault, hvortil han svarer, at det ikke er så vigtigt, men hvis hun gerne vil, så lad gå. 

I dag eller i går, gifte sig eller lade være … Intet er for alvor vigtigt for Meursault. 

Det minder om noget, der minder om livet med covid-19.

Status efter et år med corona er følgende: 1) Lidelse er en del af livet, 2) Alt er uforudsigeligt. 

I Den fremmede begår hovedpersonen Meursault senere et mord på en araber. Dette mord begrundes ikke, fordi et mord slet ikke kan begrundes, hvorved Camus indirekte udstiller læserens egen moral. Mener du, at et mord kan begrundes?

Titlen Den fremmede refererer til en identitet, som påføres den anden eller de andre, som på en eller anden facon adskiller sig fra mig eller mit ideal. Meursault er den fremmede, men det samme er araberen og pigen. Intet forbinder dem for alvor. 

I livet med covid-19 er meget blevet fremmed. Det normale er unormalt, og omvendt. Døden er så præsent, at ingen længere kigger på dagen eller datoen. Meursualt er ikke længere så underlig.

Dødens daglige nærvær er en anledning til ikke at udsætte det, som er vigtigt: at værdsætte, og leve livet opmærksomt. 

Camus fortæller i Den fremmede, at de mennesker som er os mest fremmede, altid er dem, der står os nærmest – inklusive vores mor og os selv. Måske vil jeg heller ikke græde, når min mor dør. Måske vil jeg heller ikke huske, hvilken dag? Hvem kan forudsige sin egen opførsel i ekstreme situationer?

Camus viser, at vi alle sammen rummer nogle mindre kønne sider. Som når vi midt i al lidelsen både har lyst til at elske og destruere. Han forbereder mig på, at jeg kunne ende som Meursault. 

Heldigvis har jeg læst romanen, hvorved jeg måske kan undgå min egen skæbne. 

Litteraturen er ikke helt uden potentiale.

Finn Janning er Ph.d. i filosofi og forfatter til romanen Stakkels Jim (2020). 

Indlægget bragt i WEA Bøger.

Understanding Edward Munch: The Artist Behind The Scream

Who was the man behind The Scream, the iconic painting that expresses the anguish of the twentieth century? 

Sue Prideaux raises this question in her biography Edward Munch: Behind the Scream about the Norwegian painter Edward Munch (1863–1944). The biography is not only the story of the painter’s emergence, but also a description of the intellectual climate in Oslo during his time. Prideaux succeeds in establishing an intimate relationship between the reader and its subject: Munch. We—the readers—get to know him.

A few times, she quotes Munch as saying, “Just as Leonardo da Vinci studied human anatomy and dissected corpses, so I was trying to dissect souls.” Although Munch mentions da Vinci, he was more inspired by the Russian writer Dostoevsky’s psychological knowledge. Perhaps for this reason, Munch also comes out as an existential painter who enlarges how we might experience the world. After all, he does not paint what he sees, but how he experience things. 

Reading Prideaux’s writing about a famous Norwegian, I could not help but think about another one: the writer Karl Ove Knausgaard. In his novel The Struggle, he examines his own life, using fiction to create a space where he can explore his memories while telling them to himself or discussing them (and their validity) with others. Everything is of equal importance to Knausgaard—an argument with his wife is described with the same care as a brand of cereal. Some critics have seen Knausgaard’s project as either the renewal of the novel or a very long suicide note. Yet, what he kills is understood as a fixed self. 

Similarly, Munch seems to literally kill the artist to make the painting vibrate with life—often the darker sides of life. The power of The Scream comes from its anonymity. It could represent all of us. A silent scream that we cannot block out. 

Furthermore, the titles of Munch’s paintings are illustrative: Deathbed, Melancholy, Anxiety, The Scream, Death in the Sickroom, etc. Of course, the titles are one thing, but even more significant are the paintings themselves (and the book is full of illustrations). I found it remarkable how many of Munch’s paintings depict a person holding his or her hands up to his or her head. Incapable of finding peace in this world. Incapable of coping with what is happening. Incapable of holding on to his or her mind. 

Munch was an extremely powerful and strong painter because of his fragility. 

“I believe,” he wrote, “that each painting is an individual trying to achieve something on its own … My art, is self-confession. Through it, I seek to clarify my relationship to the world. This could be called egoism. However, I have always thought and felt that my art might be able to help others to clarify their own search for truth.” 

Prideaux’s book helps me see this. 

Published in Metapsychology.

As equals

Somewhere, I read that Black Lives Matter (BLM) is all about love. I like that. I think it’s true—all kinds of discrimination, hate and suffering can only be destroyed by love.

In her book All About Love: New Visions, the philosopher Bell Hooks (or, as she prefers, bell hooks) defines love as the will to extend or expand oneself for the purpose of allowing the spiritual self to flourish—including the selves of others. According to the existential philosopher Søren Kierkegaard, love is edifying. Love is a verb; it does something. But that is not all! In a letter to his then-fiancée Regine Olsen, Kierkegaard wrote, “Freedom is the element of love.”

Love requires freedom. Or only free people can love.

I propose an understanding of freedom as being with friends. Freedom is the manifestation of a complete or meaningful relationship. Every relationship always assumes something that is not oneself. Love cannot therefore be reduced to self—love is, rather, an external force that arouses joy.

Seen in this light, I believe that the BLM movement shows a will to love, as it tries to overcome the devastating sadness that comes in the face of exploitation, discrimination, abuse of power, violence and death.

Read the rest of the essay here.

Om Agustín Fernández Mallo og den komplekse realisme

Da jeg flyttede til Spanien i 2008, kunne jeg ikke ét ord spansk. En måned senere – i en blanding af begejstret optimisme og naivitet – købte jeg bogen Nocilla Dream; den første af forfatteren Agustín Fernández Mallos Nocilla-trilogi.

Jeg prøvede at læse den med ordbogen i hånden, men måtte give op midt i andet kapitel, hvilket vil sige på side 2.

Der gik mange år, før jeg var i stand til at læse den – og flere af hans andre bøger. Det var ventetiden værd.

Fernández Mallo er født i 1967 i den galiciske by La Coruña, der er placeret helt oppe i venstre hjørne af Spanien. Han er uddannet fysiker, men begyndte i 2000 – ved siden af sit arbejde på et hospital på Mallorca – at arbejde med at udforske forbindelsen mellem kunsten og videnskaben, hvilket siden er sket gennem en lind strøm af digte, romaner, essays og film – samt en masse debatter.

Læs resten her

Frihedens bånd

“Det er klart, at den enkeltes følelser og grænser bør respekteres. Eksempelvis er det uacceptabelt, hvis den samme person – gentagne gange – skal have at vide, at hans adfærd er uønsket. Dog er der minimum to grunde til, at det ikke bør bero på den krænkedes opfattelse alene. For det første, fordi det lige nu er uklart, hvad vi som samfund forstår med ordene ”upassende”, ”krænkelser” og ”seksuelle overgreb,”” skriver filosof Finn Janning i denne kronik om #Metoo, frihedsbegreberne og krænkelseskulturen.

I 1958 udgav filosoffen Isaiah Berlin essayet Two Concepts of Liberty, hvor han argumenterer for, at der findes to former for frihed: En negativ og en positiv.

Helt basalt er den negative frihed en frihed fra noget, mens den positive frihed er en frihed tilnoget. Den negative frihed kunne referere til fraværet af forhindringer, barrierer og indskrænkninger. Det kunne være forskellige former for statslig tvang.

Den form for frihed handler om den individuelles ret til at udfolde hans eller hendes naturlige instinkter og drifter. Vi er eksempelvis frie til at følge vores drifter hele vejen hen til swinger-klubben. Den negative frihed er stort set synonym med den juridiske frihed, hvor loven sikrer, at folk kan blive skilt, eller at børn eller minoriteters  rettigheder ikke indskrænkes, såvel som grundlæggende negative frihedsrettigheder som religions- og ytringsfrihed.

Læs resten af kronikken her

Fodboldens sportidiotiske morale

Hvad er det, som gør fodbolden værd at beskæftige sig som mere og andet end underholdning, spørger forfatter og filosof Finn Janning i forlængelse af Platon, Camus, Borges og Barthes. Er der en sportsidiotisk morale? Noget essentielt på spil?

”Fodbold er populær, fordi stupiditet er populær,” sagde den argentinske forfatter Jorges Luis Borges. En anden, og lige så kendt forfatter, den franske Albert Camus, sagde modsat: ”Alt hvad jeg ved om moral og forpligtelse, skylder jeg fodbolden.”

Betyder det, at moralen i fodbold er populær og stupid? Nej, nok snarere, at Borges intet vidste om fodbold. Det fortælles i hvert fald, at Borges – der døde kort forinden den argentinske fodboldspillers Diego Maradonas famøse ”guddommelige” mål mod England i 1986 – slet ikke vidste, hvem Maradona var. Alligevel er jeg enig med Borges: Stupiditet er populær. Den er allevegne.

Jeg vil faktisk gå så vidt at påstå, at folk, der bruger tid på fodbold, reelt ikke er dummere end folk, der bruger uanede mængder tid på nyheder eller politik. Fodbold er kun ikke underholdning, men også godt for vores empati og retfærdighedssans.

Lidt forsigtigt tænker jeg, at fodbold uden tilskuere, svarer til et demokrati uden borgerinddragelse. Det er denne kætterske påstand, jeg vil undersøge.

Læs resten af essayet her.

Ikke alting er et spørgsmål om køn

I en artikel bragt Information (den 3. juli, 2019), skrev jeg følgende:

“Adfærd er altså ikke partout kønsbestemt, men snarere tegn på, at en person er mere eller mindre velfungerende.

Mine egne erfaringer til trods ser jeg ikke mig selv som offer. Jeg er snarere et menneske, der har erfaret livet på godt og ondt.”

Det var på baggrund af denne artikel, at TV2 News kontaktede mig onsdag den 16. september 2020, og spurgte om jeg ville medvirke i Go’ Morgen Danmark, den 17. september.

I interviewet, genkalder jeg et par episoder, der ligger omkring tyve år tilbage (og ikke 10-12 år, som jeg får sagt). De stammer fra forskellige arbejdspladser i DK. Pointen med mit bidrag var, at upassende adfærd ikke partout er kønsbestemt – en ganske banal pointe (jf. min kommentar i Information).

Jeg kalder mine erfaringer upassende, da jeg på ingen måde vil klassificere dem, som overgreb eller krænkelser, men snarere små ubehageligheder, der – for mit vedkommende – skabte momenter af forlegenhed (pga. arbejdskontekst og stor aldersforskel).

Der er i dag en tendens til, at alt reduceres til et spørgsmål om køn, hvorved feminismens frigørende kamp ødelægges.  Eksempelvis, ønskede den franske filosof, forfatter og feminist Simone de Beauvoir ikke en verden, der er der er feminin. Snarere plæderede hun for en verden, hvor intet menneske (læs: intet køn, race eller seksualitet) er noget i sig selv, men altid står i et forhold til de andre. Hun ville ikke have meget til overs for nogle af nutidens mediefeminister, der opererer med et mandligt versus et kvindeligt princip, hvor manden repræsenterer en aggressiv gøren, mens kvinden er en samhørig væren, der modsat manden har sans for nærhed og omsorg. Kvindelighed er intet i sig selv, sagde hun, fordi alle mennesker er forbudne. Som Beauvoir skrev i Om alderdommen, ”et liv har værdi, så længe det tilskriver værdi til de andres liv, ved hjælp af kærlighed, venskab, indignation og medfølelse.”

Beauvoirs eksistentielle feminisme er en påmindelse om, at alle mennesker stræber efter frihed, hvorfor vi også bør hjælpe hinanden med at frigøre os fra alt det, som holder os fanget. Det, som blandet andet holder os fanget, er bl.a. dumme generaliseringer. Det, som vi har behov for er netop en kultivering af kærlighed, medfølelse og venlighed; en accept af at vi alle sammen er forbudne, gensidigt afhængige.

Af samme grund er feminisme også i højere grad et politisk projekt, end et filosofisk.

Jeg har tidligere skrevet om #Metoo, medfølelse og kultur her.

Om fodboldspilleren Cristiano Ronaldo, sexisme og misogyni her.

Om feminisme her

En skæbnefortælling

“En psykologisk interessant og tankevækkende skæbnefortælling,
fortalt med et humoristisk tvist. Den lægger op til debat om, hvad
kunst er og kan samt om mediernes rolle. Jim er totalt grænseløs,
der er en del sex i romanen, og sproget skifter fra det direkte til
det mere filosofiske. Dagbogsoptegnelserne viser Jims
komplekse sind, og selv om Iggys fortælling viser vej til en
forståelse af Jim, kan det være krævende læsning.”

Sådan skriver Birgit Sloth i lektørudtalelsen fra DBC om Stakkels Jim.

Stakkels Jim kan købes her – eller lånes på dit lokale bibliotek.

Et mindre mesterværk

“»Stakkels Jim« er et mindre mesterværk. Slet og ret. Basta bum!”

Berlingske Tidende gav fem stjerner til “Stakkels Jim”, selvom: “fem stjerner næsten synes at være i underkanten.”

I anmeldelsen står der endvidere:

“Og for at det ikke skal være løgn, så svinger sproget faktisk – som en skøn og velsmagende blanding af dybtsindig poetik og hårdtslående Gajol-pakke-punchlines – hele vejen frem til bogens allersidste side, hvor man i øvrigt bliver præsenteret for noget, der minder om en cliffhanger.”

Læs hele anmeldelsen fra her

Køb bogen her

The Britpop of football

“And then dance and drink and screw
Because there’s nothing else to do.”

– Pulp, Common People

The nineties gave birth to both the Britpop scene with bands such as Blur, Oasis and Pulp as well as Premier League Football – a sublime mixture of partying and playing. Before the nineties, things were completely different; it was another world. To illustrate how and why things changed so drastically, I will recall to mind, football memories where the stadium plays a crucial role in both tying a strong ritualistic community together and hosting a collective tragedy.

Read the rest of the essay in The Football Pink

Blog at WordPress.com.

Up ↑