Guldkampen

Ny roman: Guldkampen – udkommer den 3. april.

I 1980 flytter Peder fra København til Næstved med sin familie. Kort tid efter taber Næstved Guldkampen til KB. Men kan man bo i Næstved og stadig være KB-fan? Et simpelt spørgsmål – men for Peder bliver det begyndelsen på en eksistentiel nedtur.

Hvorfor forlader hans far familien? Hvorfor går tingene skævt? Hvorfor begynder en forsvarsspiller som Peder at uddele skaller? Hvad gør et fængselsophold ved en fodboldspiller?

“Du skal skrive,” siger fru Weise, hans vise gymnasielærer. “At skrive er at lære at læse – ordene løber i forvejen, de er klogere end dig selv.”

Guldkampen er en roman om fodbold, vold, skyld, straf, kærlighed og familie. Det er en fortælling om at finde fodfæste, både på banen og i livet.

A Philosophy of Attention for Authentic Performance

This study presents a philosophy of attention that promotes authentic performance. As described here, attention is about training outgoing and ingoing attention skills, which can ultimately connect an individual to others and the world. This ability can help the individual remain focused and receptive to what happens while at the same time accepting their thoughts, feelings, and experiences. The ability to pay attention is crucial to performing and living authentically, regardless of the person’s area of expertise. The philosophy of attention presented here is rooted in existential philosophy, flow psychology, mindfulness, and acceptance-based psychology. It aims to help individuals and organizations examine what they can do and how they can actualize their potential more freely and with greater clarity. This results in better performance and increased existential meaningfulness and joy, leading to a more dignified life.

Read the entire paper in Meta: Research in Hermeneutics, Phenomenology, and Practical Philosophy.

All I Want for Christmas Is …

Yes, Santa Claus exists, though perhaps not in the way many might initially think. The word “illusion” need not be understood as something false or deceitful. Rather, I propose that illusions are not false but instead possess a reality within their influence.

Allow me to clarify. I do not believe the world is a fixed, given entity. Nor do I believe in unchangeable certainties, aside from the inevitable reality of death. I challenge the reduction of empiricism to only what can be observed, weighed, or measured—to objects like chairs or tables, or distances calculated between them. Instead, I align with the French philosopher Gilles Deleuze, who argued that what we call “empirical” encompasses not only physical entities but also subjective phenomena: thoughts, hallucinations, or images. In this sense, illusions operate as forces within the real, enhancing and enriching our world.

Consider this perspective: Harry Potter, Santa Claus, unicorns, or flying dragons exist. Their existence is not confined to their physical presence but is affirmed by their capacity to shape understanding and evoke imagination. Harry Potter is as real as black holes. Or take money—a seemingly mundane piece of paper or a digital figure in your bank account. It derives its power from belief. I can exchange a five-Euro note for six beers or three roses because society collectively agrees upon its value. In this way, money is as real as Santa Claus. For many children, writing a letter to Santa Claus or waking to find gifts under the tree validates his presence. By participating in these rituals, parents indirectly confirm his existence.

The question of whether the world is an illusion taps into metaphysical considerations—a metaphysics of being versus one of becoming. As philosopher Karl Popper suggested, metaphysical questions cannot be conclusively proven. Instead, they are answered in ways that are more or less convincing, based on experience—an experience that can include illusions or hallucinations as valid phenomena.

article continues after advertisement

Practically speaking, our metaphysical stance has consequences. A rigid belief in a fixed, predetermined world often fosters a binary mindset: true versus false, right versus wrong. This rigidity may contribute to the divisive tendencies we observe in identity politics, moral exclusivity, and ideological fanaticism.

In contrast, a metaphysics of becoming is more dynamic and humble. It recognizes that potential, movement, hallucinations, and illusions are integral to shaping reality. They actualize possibilities, offering new ways to see and understand the world. Illusions, in this framework, are as impactful as science in driving change and innovation. For example, envisioning a flying car or a utopian society begins with imagining the seemingly impossible.

If life cannot be fully owned or grasped—as I believe—then our task is to create space for that which enriches and animates existence. Illusions, then, are not distractions or deceptions. They are vital forces that compel us to question, explore, and expand what is real.

So, when Mariah Carey sings, “Santa, won’t you bring me the one I really need?”she touches on something profound. It’s not merely a plea for love; it’s an invocation of the transformative power of belief. Santa Claus, like love, hope, and imagination, is as real as we allow him to be. He exists not in the fixed world of objects but in the dynamic realm of possibilities. Through such illusions, we shape our world and make it brighter, fuller, and richer.

First published in Psychology Today

Stress as a Status Symbol

It’s said that time is cyclical, repeating patterns like the annual arrival of summer—though each summer is different. When I read about a young politician who succumbed to stress, this cyclical principle came to mind. The cyclical nature of time, with its recurring patterns, can be seen in the way stress has been a societal issue for nearly two decades, with cases similar to the young politician’s emerging 10–15 years ago.

Historically, stress was primarily associated with society’s most vulnerable groups—those with low incomes, the unemployed, the less educated, and the ill. However, according to media portrayals today, stress has shifted to more privileged groups. The vulnerable are still stressed, but for different reasons: they struggle for survival, while many privileged individuals experience stress and anxiety, due to competition for status, power, and prestige.

This explosion of stress among the privileged coincides with the proliferation of self-help and anti-self-help books, both of which primarily target the more affluent. This has led to a new phenomenon: Stress survivors are now celebrated as modern heroes…

… The question is about why stress persists and what our stress narratives say about society. To explore this, we can turn to Aristotle’s ethical framework and Iris Murdoch’s concept of “unselfing.”

Read the rest in Psychology Today.

Hvem skal bestemme Ks køn?

Er den olympiske bokser Imane Khelif en kvinde eller en mand?

Spørgsmålet stilles p.t. ikke kun af boksere og andre atleter, idet flere meningsdannere og politikere har meldt sig ind i debatten – mest prominent den italienske statsminister Giorgi Meloni og forfatteren J.K. Rowling. Og de gør det, fordi kønsdebatten de seneste år er blevet politisk.

Køn er blevet et ideologisk anliggende, hvor der kæmpes om, hvem der har retten (og typisk magten) til at definere sandheden. Altså, i dette tilfælde: Hvem skal bestemme Khelifs køn!

Læs resten her eller i Politiken her.

Sporten rummer muligheden for det umulige

“Dér var den igen. 

Den fornemmelse af, at det utrolige kunne lade sig gøre. At afstanden mellem forventning og forløsning kunne mindskes til ingenting. At utopien kunne glide ned over verden og blive til virkelighed. 

Ja, at drømmene kunne gå i opfyldelse. 

Og dér var den igen. 

Erkendelsen af, at sejren alene eksisterede i vores forestillinger. At ideerne splintrer i mødet med realiteterne, og det, der vækker længslen i så mange, endnu er uden for rækkevidde. 

Det er den type indre bevægelser, som danskerne har kunnet observere i dem selv i denne sportens sommer.

Under et tordenvejr røg det danske herrelandshold ud af Europamesterskabet i fodbold, da Tyskland vandt 2-0 i ottendedelsfinalen. Siden røg tennisstjernen Holger Rune ud ved den legendariske Wimbledon-turnering. Om cykelrytteren Jonas Vingegaard, der to år i træk har vundet Tour de France, også vil lykkes i år, afgøres først endeligt denne søndag. Senere på sommeren skal danske atleter dyste om olympiske medaljer og hæder i Paris. 

Spørgsmålet er, hvad det er, der rejser sig i os, inden virkelighedens kamp udspiller sig. Og hvad er det så for en sandhed, der røbes om danskerne i nederlagets øjeblik? 

Det første er let at svare på, men vanskeligt at formulere, mener sportsfilosof Finn Janning, der er forfatter og ph.d. i filosofi fra CBS. Sporten rummer muligheden for det usandsynlige, der går imod alle realistiske betragtninger. På den måde er der plads til de irrationelle følelser og håb, der ellers ikke levnes meget rum i det moderne samfund. 

Samtidig findes der også ofte en længsel i forventningen, mener Finn Janning. 

“Den hårde dom er, at vi mangler noget. Noget meningsfuldt, som vi mærker i fællesskabet. Måske det at give én, man ikke kender et knus. Og så længes vi efter at se lidt af det samme, som vi har set før eller hørt om fra andre. I så høj grad, at det kan opleves som en slags kosmisk orden, der alene kommer i balance, hvis Danmark vinder,” siger han. 

Forestillingen om sejren kan være utopisk og naiv, mener han. Men det er også i den, drømmen, at sporten overhovedet finder sin bestemmelse, i tilskuernes begejstring og skuffelse, og det ville være et nådesstød at være det foruden, understreger han. 

Forklaringen er simpel, forklarer Finn Janning: 

“Uden troen på det næsten umulige, ville det ganske enkelt blive for kedeligt at se sport.”

Når drømmen så ofte knuses under præstationerne af mægtigere sportsnationer, er det ikke kun et nederlag på banen, men også et angreb mod den enkeltes forestillinger om sig selv. Det sætter sig i kødet, siger Finn Janning. Nogle bliver mere aggressive, og ifølge statistikker er der mere vold efter et nederlag, forklarer han.” 

Skrevet af journalist Tobias Bondolo, bragt i Kristeligt Dagblad den 20. juli, 2024

Sports Philosophy

I’ve opened a Substack in Sports Philosophy, an opportunity to delve into the relationship between sport and philosophy and vice versa. It will consist of mostly new writings on this relationship, but also a few select, recycled pieces that offer a unique or polemical perspective.

My thesis asserts that sports inherently embody a profound philosophy, a form of life wisdom that is worth engaging with and holds profound significance. As a form of human play, sports offer existential rewards for participants and spectators, making them more than just a pastime. 

Feel free to join.

To exist is to play

The writer and philosopher Albert Camus was known for his existentialist essays, novels, and love of football. Every intellectually curious football fan is probably grateful for this. I know I am. In this essay, I argue that Camus’s love for football corresponds to his existentialist love for living joyfully and free.

In his unfinished autobiographical novel The First Man, Camus writes about how the protagonist overcame his shame of wearing old clothes in the classroom and “on the playground, where football was his kingdom. But that kingdom was prohibited because the playground was made of cement, and soles would be worn out so quickly that his grandmother had forbidden Jacques to play football.” 

Of course, Camus played – even if the punishment meted out by his grandmother’s ox whip was harsh. He was driven by a hungry love of life; as the protagonist says: “I’ve loved life, I’m hungry for it. At the same time, life seems horrible to me; it seems inaccessible. That is why I am a believer, out of skepticism. Yes, I want to believe; I want to live forever.”

Camus’s hunger for life was based primarily on his love for his mother, but also on the simpler joys of life, such as football. It is natural to ask: What is the relationship between the game of football, love for life, and philosophy? Camus himself pointed out – in an article dealing with his younger years as a goalkeeper for the club Racing Universitaire d’Alger (RUA) – that “what I know most surely in the long run about morality and obligations, I owe to football.”

To some, this may sound too romantic, even blasphemous, as it may seem that linking sports – in this case, football – and philosophy is like mixing oil and water. For example, the Argentine writer Jorge Luis Borges commented, “Football is popular because stupidity is popular.” If this statement is compared with Camus’s, it is tempting to ask whether football is both educational and stupid. My answer is no, although I agree with Borges that stupidity is widespread. Stupidity can be found everywhere, including in football, but football is also much more than a game. For example, football might be a place to learn important truths such as that freedom is a crucial element of love.

Read the rest of the essay at Daily Philosophy

Algoritmer og kulturjournalistik

Forleden skrev en kulturjournalist på Politiken, at han havde svært ved at koncentrere sig om at læse en bog. Det kan lyde bekymrende, men han fandt – ganske belejligt – årsagen i internettets algoritmer. 

Siden 2016 har en algoritme overtaget kronologien med hensyn til, hvad brugerne mødes med på internettet. Før 2016 blev vi mødt med senest nyt, efter 2016 bliver vi mødt med det, som algoritmen synes, vi skal have. 

Algoritmerne er klassisk business. En spansk sociolog sagde, meget apropos, at kultur er blevet noget brugbart for markedet.

Der er intet eksistentielt på spil, når en algoritme arbejder; det er ikke et spørgsmål om liv eller død

Kunsten gør dog typisk det modsatte. Det betyder ikke, at den nødvendigvis beskriver ekstreme situationer. Snarere at den tør dvæle ved dagligdagens myriader af oplevelser, som den forholder sig forundrende til. Der er tale om en sansemæssig stemthed eller resonans, som måske kan vække yderligere eftertænksomhed. Pirre med nye spørgsmål.

Af samme grund er selvsamme algoritme måske også grunden til, at samtidsromanen aldrig handler om internettet. Noget som Politikens kulturjournalist tænker på, måske, fordi Weekendavisens anmelder Linea Maja Ernst tænkte på det for et par år siden. 

Internettets algoritmer er ligeglade

Men hvad kendetegner internettet? Er det reelt noget, som en roman kan handle om, eller blot være en del af tekstens drive, som i Swipe Right af Levi Lusko eller Modern Romance af Aziz Ansari?

Den chilenske forfatter Benjamin Labatut skriver i essayet ”Galskabens sten” (La piedra de la locura, 2009), at vores verden ikke er virkelig. Den er surreal. 

Algoritmerne giver altså en falsk forestilling om, at vi kan vælge

Med afsæt i matematikerens Kurt Gödels ufuldstændighedssætninger skriver Labatut, at ethvert formelt og modsigelsesfrit system (eller verdensbillede) er ukomplet. Det kan ikke bevise sig selv ud fra sine egne præmisser. I praksis betyder det, at selv meget små variationer kan have store konsekvenser. Problemet, som Labatut konstaterer, er, at ”vi ved, at vores verden, denne solide klippemasse, som vi bebor, ikke er virkelig sand.” 

De store fortællingers tid er for længst forbi. Dette adskiller sig fra tidligere, hvor små variationer, fejltagelser eller problemer blev opslugt af den store kollektive fortælling, der skulle skabe orden.

Læs hele essayet i POV International

Blog at WordPress.com.

Up ↑