"Write your way out of it." – J.D. Salinger
The connection between writing and traveling – more specifically, traveling by train – has been on my mind for a while. This connection addresses the relationship between stillness and movement. I guess it has to do with the change of the pace of society.
Read the rest of the in Backstage Talks
Skal der være plads til at alle kan ytre sig – også de dumme? Filosof og forfatter Finn Janning har fulgt voldsomme demonstrationer i sin hjemby Barcelona til fordel for catalanske rapper Pablo Hasél, der har fornærmet ekskongen. Lytter du efter, viser det sig, at Hasél blot fremstår som en tarvelig voldsmand – og så rammer sagen et ømtåleligt punkt.
Læs resten af artiklen her.
I spent the final year delivering online classes to students of sport psychology, philosophical leadership, critical thinking, and mindfulness in organizations.
A few times, I did record a session (or more likely: a part of a session) for those students, who – for various reasons – couldn’t attend. Some of these, I’ve decided to share. I hope you will join me.
Filosoffen Rasmus Ugilt kommer i Berlingske med den meget tvivlsomme påstand, at »inderst inde foragter vi #metoo-ofrene og beundrer krænkerne.« Som filosof burde han vide bedre end at tale på vegne af et generaliserende »vi.« Tværtimod, så fremstår krænkerne som personer uden selverkendelse, indsigt og nogen som helst fornemmelse for andre mennesker. Så nej, jeg tror meget få mennesker beundrer disse mænd, fordi der intet er at beundre. Dernæst passer det ikke, at mennesker beundrer magt og foragter smerte og lidelse. Argumentet kunne nemt vendes om.
Eksempelvis dvæler hele selvhjælpslitteraturen i smerte og lidelse. Religioner og spirituelle retninger påpeger, at livet er fuld af lidelse og prøvelser. Meget litteratur handler netop om faldet fra storheden eller livets iboende smerte. Ja, megen kritisk teori foragter ligefrem magten. Endelig kunne Ugilt også, rent empirisk, have kigget rundt i samfundet og bemærket, at flere mænd har mistet positioner og titler samtidig med, at flere kvinder, der har stået frem, står stærkere.
Bragt i Berlingske Tidende, januar 2021
”I dag døde mor. Eller måske i går, jeg ved det ikke.” Sådan åbner Albert Camus romanen Den fremmede.
Hvis sætningen er grusom, skyldes det læserens forventning om, at en såkaldt ”normal” person må vide, hvornår hans eller hendes mor døde. Forvent ingenting, siger Camus, og supplerer: Bevar et åbent forhold til døden, inklusive din egen.
Gør det overhovedet nogen forskel? I dag eller i går, min mor er jo død!
Jeg tænkte på denne åbning, da jeg læste Lars Theil Münster essay i WA, hvor han påpeger, at litteraturen ikke kan redde verden. Måske, men den kan forberede os.
Tag nu Camus’ roman, her bliver hovedpersonen Meursault, hvis mor er død, ikke mindre absurd, da han fremstår upåvirket under sin mors begravelse. Tværtimod. Han bliver under ceremonien forelsket i en pige. Bagefter tager de på stranden, hvor de elsker og bader. Pigen vil gifte sig med Meursault, hvortil han svarer, at det ikke er så vigtigt, men hvis hun gerne vil, så lad gå.
I dag eller i går, gifte sig eller lade være … Intet er for alvor vigtigt for Meursault.
Det minder om noget, der minder om livet med covid-19.
Status efter et år med corona er følgende: 1) Lidelse er en del af livet, 2) Alt er uforudsigeligt.
I Den fremmede begår hovedpersonen Meursault senere et mord på en araber. Dette mord begrundes ikke, fordi et mord slet ikke kan begrundes, hvorved Camus indirekte udstiller læserens egen moral. Mener du, at et mord kan begrundes?
Titlen Den fremmede refererer til en identitet, som påføres den anden eller de andre, som på en eller anden facon adskiller sig fra mig eller mit ideal. Meursault er den fremmede, men det samme er araberen og pigen. Intet forbinder dem for alvor.
I livet med covid-19 er meget blevet fremmed. Det normale er unormalt, og omvendt. Døden er så præsent, at ingen længere kigger på dagen eller datoen. Meursualt er ikke længere så underlig.
Dødens daglige nærvær er en anledning til ikke at udsætte det, som er vigtigt: at værdsætte, og leve livet opmærksomt.
Camus fortæller i Den fremmede, at de mennesker som er os mest fremmede, altid er dem, der står os nærmest – inklusive vores mor og os selv. Måske vil jeg heller ikke græde, når min mor dør. Måske vil jeg heller ikke huske, hvilken dag? Hvem kan forudsige sin egen opførsel i ekstreme situationer?
Camus viser, at vi alle sammen rummer nogle mindre kønne sider. Som når vi midt i al lidelsen både har lyst til at elske og destruere. Han forbereder mig på, at jeg kunne ende som Meursault.
Heldigvis har jeg læst romanen, hvorved jeg måske kan undgå min egen skæbne.
Litteraturen er ikke helt uden potentiale.
Finn Janning er Ph.d. i filosofi og forfatter til romanen Stakkels Jim (2020).
Indlægget bragt i WEA Bøger.
Who was the man behind The Scream, the iconic painting that expresses the anguish of the twentieth century?
Sue Prideaux raises this question in her biography Edward Munch: Behind the Scream about the Norwegian painter Edward Munch (1863–1944). The biography is not only the story of the painter’s emergence, but also a description of the intellectual climate in Oslo during his time. Prideaux succeeds in establishing an intimate relationship between the reader and its subject: Munch. We—the readers—get to know him.
A few times, she quotes Munch as saying, “Just as Leonardo da Vinci studied human anatomy and dissected corpses, so I was trying to dissect souls.” Although Munch mentions da Vinci, he was more inspired by the Russian writer Dostoevsky’s psychological knowledge. Perhaps for this reason, Munch also comes out as an existential painter who enlarges how we might experience the world. After all, he does not paint what he sees, but how he experience things.
Reading Prideaux’s writing about a famous Norwegian, I could not help but think about another one: the writer Karl Ove Knausgaard. In his novel The Struggle, he examines his own life, using fiction to create a space where he can explore his memories while telling them to himself or discussing them (and their validity) with others. Everything is of equal importance to Knausgaard—an argument with his wife is described with the same care as a brand of cereal. Some critics have seen Knausgaard’s project as either the renewal of the novel or a very long suicide note. Yet, what he kills is understood as a fixed self.
Similarly, Munch seems to literally kill the artist to make the painting vibrate with life—often the darker sides of life. The power of The Scream comes from its anonymity. It could represent all of us. A silent scream that we cannot block out.
Furthermore, the titles of Munch’s paintings are illustrative: Deathbed, Melancholy, Anxiety, The Scream, Death in the Sickroom, etc. Of course, the titles are one thing, but even more significant are the paintings themselves (and the book is full of illustrations). I found it remarkable how many of Munch’s paintings depict a person holding his or her hands up to his or her head. Incapable of finding peace in this world. Incapable of coping with what is happening. Incapable of holding on to his or her mind.
Munch was an extremely powerful and strong painter because of his fragility.
“I believe,” he wrote, “that each painting is an individual trying to achieve something on its own … My art, is self-confession. Through it, I seek to clarify my relationship to the world. This could be called egoism. However, I have always thought and felt that my art might be able to help others to clarify their own search for truth.”
Prideaux’s book helps me see this.
Published in Metapsychology.
Somewhere, I read that Black Lives Matter (BLM) is all about love. I like that. I think it’s true—all kinds of discrimination, hate and suffering can only be destroyed by love.
In her book All About Love: New Visions, the philosopher Bell Hooks (or, as she prefers, bell hooks) defines love as the will to extend or expand oneself for the purpose of allowing the spiritual self to flourish—including the selves of others. According to the existential philosopher Søren Kierkegaard, love is edifying. Love is a verb; it does something. But that is not all! In a letter to his then-fiancée Regine Olsen, Kierkegaard wrote, “Freedom is the element of love.”
Love requires freedom. Or only free people can love.
I propose an understanding of freedom as being with friends. Freedom is the manifestation of a complete or meaningful relationship. Every relationship always assumes something that is not oneself. Love cannot therefore be reduced to self—love is, rather, an external force that arouses joy.
Seen in this light, I believe that the BLM movement shows a will to love, as it tries to overcome the devastating sadness that comes in the face of exploitation, discrimination, abuse of power, violence and death.
Read the rest of the essay here.
Da jeg flyttede til Spanien i 2008, kunne jeg ikke ét ord spansk. En måned senere – i en blanding af begejstret optimisme og naivitet – købte jeg bogen Nocilla Dream; den første af forfatteren Agustín Fernández Mallos Nocilla-trilogi.
Jeg prøvede at læse den med ordbogen i hånden, men måtte give op midt i andet kapitel, hvilket vil sige på side 2.
Der gik mange år, før jeg var i stand til at læse den – og flere af hans andre bøger. Det var ventetiden værd.
Fernández Mallo er født i 1967 i den galiciske by La Coruña, der er placeret helt oppe i venstre hjørne af Spanien. Han er uddannet fysiker, men begyndte i 2000 – ved siden af sit arbejde på et hospital på Mallorca – at arbejde med at udforske forbindelsen mellem kunsten og videnskaben, hvilket siden er sket gennem en lind strøm af digte, romaner, essays og film – samt en masse debatter.
Læs resten her
I 1958 udgav filosoffen Isaiah Berlin essayet Two Concepts of Liberty, hvor han argumenterer for, at der findes to former for frihed: En negativ og en positiv.
Helt basalt er den negative frihed en frihed fra noget, mens den positive frihed er en frihed tilnoget. Den negative frihed kunne referere til fraværet af forhindringer, barrierer og indskrænkninger. Det kunne være forskellige former for statslig tvang.
Den form for frihed handler om den individuelles ret til at udfolde hans eller hendes naturlige instinkter og drifter. Vi er eksempelvis frie til at følge vores drifter hele vejen hen til swinger-klubben. Den negative frihed er stort set synonym med den juridiske frihed, hvor loven sikrer, at folk kan blive skilt, eller at børn eller minoriteters rettigheder ikke indskrænkes, såvel som grundlæggende negative frihedsrettigheder som religions- og ytringsfrihed.
Læs resten af kronikken her
”Fodbold er populær, fordi stupiditet er populær,” sagde den argentinske forfatter Jorges Luis Borges. En anden, og lige så kendt forfatter, den franske Albert Camus, sagde modsat: ”Alt hvad jeg ved om moral og forpligtelse, skylder jeg fodbolden.”
Betyder det, at moralen i fodbold er populær og stupid? Nej, nok snarere, at Borges intet vidste om fodbold. Det fortælles i hvert fald, at Borges – der døde kort forinden den argentinske fodboldspillers Diego Maradonas famøse ”guddommelige” mål mod England i 1986 – slet ikke vidste, hvem Maradona var. Alligevel er jeg enig med Borges: Stupiditet er populær. Den er allevegne.
Jeg vil faktisk gå så vidt at påstå, at folk, der bruger tid på fodbold, reelt ikke er dummere end folk, der bruger uanede mængder tid på nyheder eller politik. Fodbold er kun ikke underholdning, men også godt for vores empati og retfærdighedssans.
Lidt forsigtigt tænker jeg, at fodbold uden tilskuere, svarer til et demokrati uden borgerinddragelse. Det er denne kætterske påstand, jeg vil undersøge.
Læs resten af essayet her.
FINN JANNING 