Category: Anmeldelser

The Spirit of Meditation

In recent years, there has been a growing interest in Buddhism and mindfulness meditation as well as some new-age philosophies that are often nothing more than pale imitations of Buddhist techniques. The interest is obvious. We live in an achievement-orientated, performance based culture and we are constantly forced, and even force ourselves to do something, and to set new goals and so forth. The result is that we become less aware and experience more narcissism, stress and depression.

In Sarah Shaw’s The Spirit of Buddhist Meditation we are told “When the mind is restless, that it is time to develop the factor of awakening that is tranquility, the factor of awakening that is concentration and the factor of awakening that is equanimity.”

Meditation can in other words, help us to become more mindful. “Mindfulness is the true refuge of the mind, mindfulness is manifested as protection, and there is no exerting or restraining of the mind without mindfulness.”

After I finished reading this book I didn’t know whether I should be impressed by or doubtful of all those people who claim to be mindful, because it requires diligence and self-control. It’s certainly hard work.

For those who are interested in Buddhism it can — especially for newcomers — be difficult to separate the wheat from the chaff (such as much of New Age thinking). As Shaw stresses, “a good tradition, teacher and friends, along with text, are the best ways of finding out about meditation for oneself.” Shaw is a knowledgeable teacher and a caring friend.

She deals solely with the Buddhist tradition, although that doesn’t mean that she is critical towards the important contribution to mindfulness made by Jon Kabat-Zinn and others, it is simply that her focus lies elsewhere. Shaw wants to show us how the texts have always been an important part of sharing Buddhist practices. In addition, she attempts to illustrate that Buddhism compared to other religions is less dogmatic. Rather it consists of good advice that comes from experience, or to put it differently: if one wants to wake up, then it is not enough to believe, one must act, and for example, meditate.

The Spirit of Buddhist Meditation can, therefore, be viewed as a rich introduction to the multiplicity of Buddhism, but also — and perhaps more likely — as a thorough guide for the more experienced meditators, or those who are already familiar with the philosophy of Buddhism. The book is littered with illuminating phrases, such as “What is required is that we try to live here and now ‘in our bodies'” — “You breathe in and out all day and night, but you are never mindful of it, you never for a second concentrate your mind on it. Now you are going to do just this” — “if we cannot control our minds, it will be impossible to control our actions and speech.”

A wide range of Buddhist writings on meditation are investigated and those already familiar with reading original Buddhist texts will appreciate the mixture of anecdotes, practical tips and endless repetitions within the same text. Sometimes this repetition can become a little boring unless, of course, one really pays attention to the minor differences that the text unfolds. Perhaps, the texts are written like that on purpose to cultivate our awareness.

Another reason for the repetition is that many of the texts come from an oral culture where the teacher would chant aloud. This of course explains why the reading can, at times, be a challenge. It is like listening to a love song on the stereo. Without the instruments, the rhythm and pauses, the experience can often seem more flat.

The Spirit of Buddhist Meditation explains the eight fold path of meditation, how meditation is practiced (sitting, standing, walking) and provides instructions on how to breathe, explaining why breathing is the foundation of a spiritual practice. (I may add that the word spirit comes from the Latin spiritus, which is a translation of the Greek pneuma, meaning breath). We also learn why there is no sane reason for clinging on to anything. The goal of Buddhism is to release one from the cycle of existence (Nibbána) and here the meditator enters a sphere of nothingness where, if you believe it, birth is caused by death. However, if you don’t believe in reincarnation, and I am skeptical; then you can still be open-minded and admit that we do not know for sure what happens when we die. For most meditators though, the experience of death may be beyond reach unless a life lived in retreats is desired. Despite this, with some practice and guidance it may be possible to experience that “space is infinite”, even though this concept can make most people feel dizzy thinking about it. If this is possible, then we may also understand that “consciousness is infinite.”

Everything is interconnected but this is not only a Buddhist idea as it can also be found in ecological thinking, or in the works of Spinoza or Deleuze. We may cultivate an experience through meditations. Again, the point of Shaw’s study is not the engage with other philosophies or psychological traditions, but to show the richness within the Buddhist tradition.

The Spirit of Buddhist Meditation will most likely attract people who already meditate, or those who would like to do so. However, it can also serve as a useful introduction to Buddhism in general, as well as act as an inspiration for people who work in the growing service industry, helping people recover from the negative effects of modern day capitalism.

41+3KAc1LmL._SX301_BO1,204,203,200_

Published in Metapsychology (Volume 19, Issue 23).

Posthumanism

Once upon a time the human was at the center of the universe. Now, the unified and autonomous human subject is a myth. “There is no more a sovereign subject,” Pramod K. Nayer writes in Posthumanism. Humanism has reached its end. A new era has emerged. It’s called posthumanism. It has to do with coexistence, that is, the relationship between human and nonhumans … Read the rest of the review  here.

Social frihed

I 1958 udgav Isaiah Berlin det nu berømte essay Two Concepts of Liberty. De to begreber om frihed, som titlen refererer til er henholdsvis en negativ og positiv frihed.

Den negative defineres som fraværet af forhindringer, barrierer og indskrænkninger. Den handler om den individuelles ret til at udfolde hans eller hendes naturlige instinkter og drifter. Vi er eksempelvis frie til at følge vores drifter hele vejen hen til swinger klubben.

Den negative frihed er stort set synonym med den juridiske frihed, hvor loven sikrer at folk kan blive skilt, eller at børn eller minoriteters rettigheder ikke indskrænkes.

Den positive frihed indtræder for alvor med Rousseau, men er dog stærkest udfoldet af Kant. Her styres friheden af rationelle og universelle argumenter. Den positive frihed kan ses gennem to nøglebegreber: Autonomi og autenticitet, fx den romantiske ide om at leve autentisk i forhold til ens selv.

De to former for frihed er udgangspunktet for den tyske filosof Axel Honneths bog Freedom’s Right: The Social Foundations of Democratic Life (Retten til frihed). I denne bog vil han udvide vores frihedsforståelse. Den negative og positive er ikke dækkende. De mangler begge det sociale element.

Honneth anerkender den individuelle frihed som et normativt fundament, fx friheden til at ytre sig. Al retfærd og solidaritet er dog ikke midler til den enkeltes frihed alene, men snarere møntet på en social frihed, hvor alle – uanset køn, alder, religion etc. har mulighed for at udtrykke sig (og blive hørt!). De tre former for frihed hænger sammen, men kun den sociale understreger, at vi hver især også bliver frie i kraft af de andre.

Friheden vælter, når den kun står på to individualistiske ben.

Et eksempel kan understrege dette. Mange ynder at sige, at ægteskabet eller børn er lig med enden på friheden. Det er den negative frihed, der taler, skønt friheden ofte øges i samvær og samarbejde med andre. Det er netop en af Honneths gennemgående pointer, som han har fra sociologen Durkheim: Mennesker komplementerer hinanden, hvorved de andre rent faktisk gør det muligt at forfølge mere individuelle mål.

Honneth taler om en kooperativ realiseret frihed. Han vil bevæge friheden fra en ensidig fokusering på ”jeg” hen imod et ”vi”. Dette er stærkt tiltrængt i et neoliberalt præstationssamfund, hvor alt for mange har glemt at den negative frihed også gør det muligt at sige NEJ. Trække sig tilbage. Det er okay ikke at præstere hele tiden.

Honneths projekt er sympatisk og inspirerende. Bogen er en kolos, der blander sociologi, idehistorie og filosofi, hvorigennem han empirisk viser, hvordan friheden er blevet institutionaliseret. En simpel, men vigtig pointe er, at friheden ikke sikres oppefra, fx ved hjælp af juridiske regler. Snarere etableres den fra neden, fra det sociale virvar af kræfter, hvor forskellige former for liv eksperimentere. De juridiske rettigheder kommer bagefter. Det er ikke sådan at homoseksuelle og lesbiske begyndte at danne par, fordi det blev legalt. Det har det altid gjort. Den store græske kriger Achilles nedkæmpede den spartanske kriger Hektor, fordi denne havde slået Achilles elsker ihjel. Homoseksualitet var tidligere åbenlyst udbredt blandt soldater, fordi deres kærlighed betød at de ville gå i døden for hinanden. Er det stadigvæk sådan? I dag hedder det godt nok bodies, og hæren lider vist nok lidt af homofobi.

Det naturlige og unaturlige findes ikke. Der er ikke noget oprindeligt kun praksisser, som enten er blevet underlagt forbud, fx homoseksualitet. Tilsvarende er utroskab ikke noget som blev opfundet, da det blev juridisk muligt at blive skilt.

Honnet taler om sociale kampe for anerkendelse, fx kvindernes kamp for at blive set som andet end en afvigelse fra manden (vel og mærke en mand, der ligeledes var (og er) en konstruktion, som lignende alle vi mænd Jesus!).

Den sociale frihed forudsætter at alle er lige, det vil sige behandles med samme rettigheder. Samme respekt. Samme muligheder. Den forudsætter at de mål, som vi i fællesskab arbejder hen imod også er vedtaget i fællesskab. Ingen tvang. Sagt anderledes: Det er muligt at være uenig, da uenigheden kan medføre diskussioner og ændringer, som kan fremme de fælles mål.

Hegel er med hele vejen. Og det smager af amerikansk pragmatisme.

Gensidighed skaber tillid. Solidaritet skaber forståelse med de andres synspunkter. Når vi komplementerer hinanden balancerer vi bedre i livet. Den sociale frihed er en slags syntese mellem tesen (den negative frihed) og antitesen (den positive eller refleksive frihed).

Okay. Time-out. Honneth tillægger det enkelte subjekt en suveræn position, som ikke eksisterer. Hvem ytrer sig, når vi ytrer os? Mennesket er ikke verdens centrum. Mennesket lever snarere i en co-evolutionær symbiose af organiske og ikke-organiske kræfter, fx dyr og maskiner. Mennesket er et sammensurium af disse. Dette er en posthuman tankegang, men mennesket eksisterer ikke forud for alle disse prisværdige demokratiske diskurser. Det er umuligt at træde udenfor eller placere sig i en “sundere” position. Derimod er vi bevidst og ubevidst underlagt og formet af disse praksisser. Honneth har ikke et skarpt blik for magtrelationerne.Eller underkender dem.

Tilbage. Honneth ser familien, venskabet og kærlighedsforholdet, som demokratiets vugger. Ikke den gamle patriarkalske familie, men den hvor mor og mor, mor og far eller far og far er lige. Han ser – anderledes forfriskende – et oprindeligt potentielle i markedet, idet udbud og efterspørgsmål i teorien burde baserer sig på en gensidighed. Men desværre går forbrug ofte hånd i hånd med ideen om identitetsskabelse, hvorved jeg’et ikke forbindes med vi’et. Sociologen Eva Illouz har vist, hvordan forbrugsgoder anvendes som spejl for ens kærlighed. Et Rolex betyder jeg elsker dig mere end et Casio. Ak skæbne! Kan fattige mennesker ikke elske hinanden? Skal kærlighed sammenlignes? Tilsvarende kan de velstillede økologiske forbruger være med til at presse prisen op på økologiske varer, hvorved økologi bliver en statusvare forbeholdt de få, hvilket måske ikke er i fællesskabets interesse.

Afslutningsvis taler Honneth meget om mediernes rolle. Det er et interessant afsnit med afsæt i Deweys tanker. Er medierne objektive? Nej. Og det kan de heller aldrig blive. Er de upartiske? Til tider. Og det burde de blive.

Tag for eksempel en litteraturanmelder. Her er det klart, at der er nogle anmeldere, der står i et gensidigt forhold til de forfattere, de anmelder. Alle danske aviser henter såkaldte neutrale anmeldere ind for at gæsteanmelde, når avisens egne journalister udkommer med bøger. Det er en praksis, der er fuld af magtrelationer. Der er ligeledes anmeldere, som altid anmelder de samme forfattere. Som altid hader de samme forfattere. Der er sikkert nogle, der anmelder deres kærester uden at meddele dette?

Foucault ville sige at en del af den danske kritikerstab har nået et niveau, hvor regulariteten er markant. Læs: forudsigelighed. Kritikerne værner lige så meget om deres egen identitet, som de værner om at formidle bogen på bogens præmisser. Journalistikken er dog generelt blevet bedre, mere kritisk. Der er bare så megen mere dårlig journalistik i omløb, at det kan overskygge.

Den kritiske pointe er, at samfundet i dag er fuld af mennesker, der agerer i det sociale, men som ikke partout arbejder hen imod et fælles mål (fx frihed), men snarere værner om deres identitet og den magt, som følger med denne. Det er indlysende, men enhver identitet er et fængsel, der hæmmer ens muligheder for tilblivelse. Det hæmmer udviklingen. For alle.

Honneth er sidste skud på stammen af Frankfurter skolens imponerende række af tænkere: Adorno, Hockheimer, Marcuse… (Eller er Habermas last man standing?). Han er deskriptiv og kritisk. Han er normativ i sin kritik, ikke kreativ. Han fortæller, at der andre måder at leve og tænke på, som vi overser, fordi vi har forsømt eller glemt den sociale frihed. Den frihed, som Hegel, Marx, Dewey og digteren Whitman talte om. Han har blik for de sociale patologier, som præger dagens præstationssamfund, fx når selvudvikling bliver til selvbesættelse. Eller, som en anden tysker Byung-Chul Han har vist i sine arbejder, når positiviteten medfører en ukritisk ”jeg elsker jer alle sammen-attitude”. Denne positivitet er reelt narcissistisk, fordi ”jeg” er blevet forelsket i min egen godhed, hvorved jeg reelt ikke relaterer mig til de andre. Jeg græder, fordi jeg græder over hvor stærkt jeg berøres, når de andre lider. Jeg’et folder sig om sig selv. Det er tragisk, ikke komisk.

Moralen hos Honneth er, at vi hver især må yde noget for demokratiet for at kunne nyde. Det kan lyde lidt a la ”noget for noget”, og det er det, men pointen er at de demokratiske mål er etableret i fællesskab. De er foranderlige qua en vedvarende diskussion. Honneths bog er et vigtigt bidrag.

Lad mig slutte med et citat fra Byung-Chul Hans bog Agonie des Eros. ”Eros river subjektet ud af sig selv og rækker det mod den anden. Depressionen, derimod, kaster det ind i sig selv.”

Jo mere social frihed, desto mindre depression.

Og det er vigtigt

To bøger venter på at blive omtalt. Den første: Non-Violence. Challenges and Prospects, redigeret af Bidyut Chakrabarty. Det er en antologi om ikkevold og Gandhi. Den anden: Nietzsche on Art & Life, redigeret af Daniel Came.

For et par år siden var jeg økonomisk på røven, men læselysten. Jeg kontaktede et par forlag. De sendte, jeg omtalte. Det har været en fin ordning. Tingene er i dag ikke meget anderledes, men bøgerne vil ikke blive omtalt. Hellere ikke når de er læst. Tiden er nu en anden.

Det fortælles at enhver slutning er en ny begyndelse. Hvis dette er sandt, befinder vi os altid i en mellemfase, hvor noget lige er ved at slutte, eller netop er sluttet, mens noget nyt snart vil begynde, eller netop er begyndt. Den norske forfatter Karl Ove Knausgårds åbner Min kamp i sådan en mellemfase eller zone. Det er faderens død, som sender han både fysisk og mentalt tilbage i sit eget liv.

Det fortælles ligeledes, at vi hele tiden er i gang med at revidere historien – både den store historie, såvel som vores egen. Fortællinger er ophold i tiden. Et forsøg på at få fodfæste i en porøs mellemzone. I praksis sker det, når vi slår vores klapstole ud og begynder med spørgsmålet: Hvad var det, som skete?

Spørgsmålet stilles, fordi der er noget – måske noget uklart – som vi ikke ønsker at miste, ikke ønsker at glemme; noget, som vi finder det nødvendigt at bevare. Hos Knausgård er dette skisma hele drivkraften – ikke kun i Min Kamp, men også i de to foregående romaner. Der er tydeligvis ting, som han ikke vil glemme, såvel som der er ting, som han ikke ønsker at bevare.

Denne balancegang er en frigørelsesproces, som finder sted mellem modstand og skabelse. Der er visse erindringer, som ikke skal fortrænges, men som arkiveres som mindre vigtige (indtil de en dag, måske, aktiveres igen). Ligeledes er der erindringer, som man ønsker at bevare, men som der endnu ikke har skabt et rum for. Fiktionen formår at overskride de herskende eller dominerende ideologier og normer, som præger vores egen revidering af vores levede liv. Og denne overskridelse sker i kraft af en kreativ vilje til at skabe nye erfaringsrum. Knausgårds projekt er et forsøg på at skabe et rum, hvor der er plads til et mangefold af jeg’er.

Passer det, at vi fortæller for at bevare eller destruere, det vil sige revidere historien – inklusiv vores egen? Uanset svar, så minder denne praksis påfaldende meget om den, som den chilenske forfatter Roberto Bolaño beskriver et sted i romanen 2666: at skrive ikke er et spørgsmål om vilje eller stil. Snarere er det at skrive en øvelse i fortielse eller hemmeligholdelse. Der er ingenting indeni den, som skriver. Forfatteren tager i stedet for diktat, som var han eller hun hypnotiseret af noget. Det er denne erkendelse, som gradvist er trådt frem i den roman der hedder 2014.

I begyndelsen er forfatteren forfængelig. Han værner om noget, et selvskabt ideal; men løbende spolereres dette. Det er som om at arbejdet med ham selv bringer ham videre – udover sig selv. Denne tanke er Nietzscheansk. Han overvinder sig selv.

En god filosof eller forfatter er ikke en, som værner om egne ideer og holdninger, men derimod en som formår at give plads til det, som lægger an på vedkommende med en insisterende, nærmest stædig kraft. Forfængeligheden må fordufte. Det drejer sig om at blive fri. Ingen fødes jo fri (sorry, Rousseau!). Det er netop noget man bliver … måske.

Filosofi handler om frihed. Det vil sige at enhver filosofi bevæger sig i mellemrummet mellem modstand og skabelse, fx i form af en modstand overfor herskende normer, idealer og dogmer, såvel som en kreativ eller opfindsom evne, der formår at skabe plads til det, som er i færd med at blive, men som altså ikke passer ind i de gamle billeder.

Denne tese udspringer af en linje, som Søren Kierkegaard skrev i en brev til sin forlovede Regine Olsen. Der står: ”Friheden er kærlighedens element.”

Det betyder, at det er friheden som gør et menneske i stand til at elske. Eller omvendt, uden frihed ingen kærlighed; uden frihed ingen forbindelser. Uden frihed ingen filosofi, som jo netop værner om kærligheden.

Sandheden er, at sandheden ikke sætter nogen som helst fri, men et frit menneske vil i små øjeblikke erfare noget, som han eller hun ikke kan betvivle. De bliver en anden, upersonlig, som var de i bund og grund ingen.

Jeg er fri til ikke at skrive, selvom jeg kan. Det betyder ikke, at jeg ikke vil, claro que no, blot at jeg er fri. Det er et vigtigt skridt for en, som har klamret sig til en blyant og en notesbog i mere end tyve år. Jeg er fri nok til at lade mig drive i en anden retning. Der, hvor skriften nu engang bevæger sig hen. Og det betyder, helt konkret, at de omtalte bøger ikke vil blive yderligere omtalt, men nu er de om ikke andet nævnt. Så jeg holder mit ord. Og det er vigtigt.

Den sande detektiv

”No, I don’t wonder, Marty. The world needs bad men. We keep the other bad men from the door.” – Rust Cohle, True Detective

Den franske sociolog Luc Boltanski har skrevet en sociologisk krimi – næsten. I Mysteries & Conspiracies trækker han linjer og paralleller mellem mysterier, konspirationer og undersøgelser, som de udfoldes i henholdsvis sociologien og krimi- og spionromanen. Det er ganske underholdende læsning. Han giver en litterær genre, som jeg aldrig rigtigt har læst lidt kød, mens har gør et felt mere interessant, end hvad det plejer at være.

Det, som sociologien og denne type litteratur har tilfælles er konflikten mellem REALITY versus reality – den store og lille virkelighed. Sociologi, for Boltanski, handler om at konstruere virkelighed, altså social konstruktivisme. Bogen kan derfor læses, som en vigtig bidrag til Berger og Luckmans klassiker The Social Construction of Reality (1966). Ifølge Bolstanski er virkeligheden konstrueret i kraft af et net af kausalkæder, hvorved handlinger bliver sandsynlige eller ligefrem forudsigelige. Det er denne kausalitet, som en detektiv leger med, når han eller hun bemærker hvordan noget hemmelighedsfuldt, mystisk eller overset, leder til noget andet. Denne undersøgelse kobler sig på virkeligheden eller verden (Reality), hvorved den giver denne ny værdi eller mening. Sagt anderledes: Verden sker, mens virkeligheden (reality) altid er baseret på en selektion og organisering af sikre muligheder, som verden stiller til rådighed i et givent øjeblik. En anden og mere simpel måde at forstå denne dynamik på, er, fx gennem det velkendte begrebspar kaos og orden, hvor detektiven (ligesom sociologen) bringer orden i kaos. Rent filosofisk er denne dialektisme lidt vag, især hvis man ikke ser det som filosofiens rolle at bringe orden, men snarere at udvide virkeligheden. Men lad os lade denne diskussion ligge.

Først et par definitioner. Detektiven er den, som er nidkært opmærksom på selv diminutive begivenheder, fx de begivenheder der umiddelbart kan virke meningsløse. Disse begivenheder tager karakter af et mysterium, som træder frem på en mere eller mindre velkendt baggrund. Hvorfor ligger kuglepennen i venstre bukselomme, hvis personen skriver med højre hånd? Hvorfor tager min kone altid rødt undertøj på om mandagen, hvor hun arbejder længe? Et mysterium er abnormalt, hvorved det efterlader en ridse i virkelighedens stof. Nogle mysterier er hurtigere at opklare end andre (fx mine eksempler). De lette er hverken interessante i litteraturen eller i sociologien. Det, som sociologien og detektivroman har tilfælles, er, at det netværk af kausale relationer, som holder virkeligheden sammen, testes. Holder forklaringen. Holder sammenhængskraften.

Når tingene ikke længere er som de plejer at være, ringer vi efter detektiven. Udfordringen er nu, at få tingene til at falde i hak igen. Give mening. (Og her kunne man problematisere Boltanskis social konstruktivisme, idet tingene måske ikke falder tilbage i sine vante folder, men rent faktisk efterlader et sår, som ikke kan hele, men som vi derimod må skabe plads til. Sagt anderledes: Den skabte orden er en illusion).

Jeg repeterer. En begivenhed sker. Noget uforklarligt. Det er en forbrydelse, hvor vi ikke kan placere ansvaret. Ergo, vi ringer efter detektiverne Marty Hart og Rust Cohle fra Louisianas Criminal Investigation Division fra serien True Detective (kreeret af Nic Pizzolatto). Herefter begynder Hart og Cohle at prøve kræfter med forbrydelsen. Touch darkness and darkness touches you back, lyder mottoet. Undersøgelsen tager form af spørgsmålet ”the whatness of what is”, hvadheden i hvad der er. Forbrydelsen, som de skal opklare er et makabert og tilsyneladende okkult mord; et mord, der spolerer en relativ velordnet virkelighed. Detektiverne besidder samme type af intelligens og perversitet, som den kriminelle – it takes one to know one. Ligesom detektiverne, så afprøver sociologen det skete med fakta, statistikker (til dels) og nye spørgsmål omkring, hvad der virkelig skete. I denne undersøgelse inddrages der antropologi, psykologi og filosofi. Alt sammen i håbet om at skabe et meningsfuldt narrativ. En holdbar forklaring. Der, hvor Boltanski stopper er måske der, hvor serien True Detective forstsætter. Serien viser, at det hemmelighedsfulde og mystiske, ikke så meget er selve forbrydelsen. Ikke kun den. Snarere hvordan noget påvirker og påvirkes, fx detektivernes liv. Eksempelvis er den ene detektiv Cohle interessant, som en filosofisk realist (nogle vil nok se ham som pessimistisk), mens hans partner Hart er en moralsk hykler. Og – dette er interessant rent sociologisk – fordi Hart sandsynligvis er netop den karakter, der får en virkelighed til at hænge sammen. Hart er sort-hvid med hensyn til, hvad der overordnet set er godt og skidt – overordnet, fordi han nemt kan finde en undskyldning for at gøre noget skidt, fx ødelægge sine sukkersøde familieværdier, når han knepper løs med en yngre udgave. Moralen i True Detective er, at virkeligheden opretholdes af moralske hyklere eller naive illusioner, fx den historie, hvor Jesus har hovedrollen. Eller, hvor mænd må sprøjte lidt for at kunne opretholde ro og orden. Sammenhængskraften er kunstig.

Det afgørende sociologiske spørgsmål for Boltanski er hvadhedens hvad. Det tydeliggør, hvad et samfund finder værdifult. En tese kunne være: ro og orden er mere værdifult end indsigt og erkendelse. Desværre. De værdier, der ligger til grund for de beslutninger, som en samfund tager for at genoprette ro og orden, prises. Her kan man igen se en forskel mellem serien True Detective og Boltanskis analyse, idet detektiven Cohle spørger til hvordans hvadhed, det vil sige det værende i det blivende, mens Boltanski spørger til det værendes væren. Forskellen er et spørgsmål om tid.

Boltanskis analyse fordrer en lineær tidsforståelse, mens Cohle er mere Nietzsche-agtig, når han taler om tidens cirkularitet. Hos Nietzsche leder det ene ikke partout til det andet, men ofte fanges vi et loop, fordi vi ikke formår at gentage det, som er værd at gentage (det, der udvider vores virkelighed). Livet bliver et trivielt trummerum. Det, som er værd at gentage, er ikke allerede fastlagte værdier (læs: en fastlagt orden eller Reality). Derimod det, som giver plads til det, som også er i færd med at blive. Hermed er vi også tilbage til selve grundindstillingen mellem sociologien og filosofien hos henholdsvis Boltanski og Rust, den grundindstilling, som jeg ellers sagde, at jeg ville lade ligge.

Hvad man kan udlede heraf? For det første, at der er visse ting, som jeg ikke kan lade ligge. For det andet, og vigtigere, at man ikke nødvendigvis skal resignere, hvilket Cohle til dels foreslår, men ikke helt efterlever. Snarere synes opfordringen eller prøvelsen at gå ud på, at lade sig blive med det blivende. Opløses. Og det er netop, hvad Cohle gør, når han udfører alternativ ægteskabsrådgivning, jager forbryder, mens hans digter og viser, at skelnet mellem reality og Reality slet ikke er så klart, som de flest tror – og måske ønsker. Han bliver et vidne med hensyn til, hvad virkeligheden også er.

Boltanskis bog kan anbefales (måske mens man ser True Detective). Den formår ved hjælp af simple begreber hentet fra spion og krimiromanen, at fortælle noget om sociologiens styrker. Udover at være et glimrende bidrag til social konstruktivismen, er den også velegnet som en god introduktion til sociologien.

Detektiven, som vi kender ham (og i stigende grad hende) fra bøgerne, opstår i begyndelsen af det tyvende århundrede samtidig med sociologien. Begge beskæftiger sig med en social virkelighed, som noget der består af fakta eller natur. Den sociale realitet eksisterer før den menneskelige vilje, det vil sige at vi fødes ind i styringssystemer, lønrammer, arbejdstid, juridiske praksisser og regler, osv. Et samfund. Og som detektiven – nok snarere spionen – så tester sociologen virkelighedens virkelighed, hvorved sociologien kan tilføje værdi i kraft af dennes forklaringer. Der, hvor den kommer til kort, er, når mysterierne ikke lader sig forklare ved hjælp af fakta eller natur, fx det spirituelle eller Twin Peaks.

Boltanski påpeger af samme grund, at det er vigtigt at have blik for de paranoide, det vil sige de mennesker, som lystigt problematiserer virkeligheden. Nogle sjældne gange er disse paranoide vitterligt seende eller visionære. Andre gange – og oftest – er de syge. Derfor ser man også i det tyvende århundrede opfindelsen af flere mentale sygdomme og lidelser, hvorved de personer, der stiller spørgsmålstegn ved den herskende orden enten er naive, dumme eller syge. De, der rent faktisk formår at udvide virkeligheden, er fåtallige. Det kræver en originalitet, som er de færreste af os forundt.

Konklusionen er, som Boltanski skriver: ”Vi ved ikke, og vi skal aldrig vide, hvad der skete.” Der er stadigvæk plads til at udvide virkeligheden. Husk det nu. Ikke alt kan eller skal forklares.

Moralske stammer

”Vi skal simpelthen prøve at gøre verden så lykkelig som mulig.” – Joshua Greene

Den amerikanske filosof Joshua Greene har skrevet et vigtigt bidrag til vores forståelse af moralens psykologi. I bogen Moral Tribes viser han, hvordan enhver forståelse af moral kræver to ting. For det første, selve ”strukturen af moderne moralske problemer,” dvs. problemer der sandsynligvis adskiller sig fra dem, som vores hjerne blev skabt til at løse. Greene er nu ikke en af disse evolutionære sovepudeetikker, der altid refererer til en savanne fuld af farer. For det andet, må vi ”forstå strukturen i vores moralske hjerne.”

Det, der gør Greenes bog vedkommende og relevant er ikke, at han har et ben i filosofien og hjerneforskningens verden, men at han kan bruge hjerneforskningen til at stramme sine filosofiske argumenter. Det er altså ikke hjernescanninger som sådan, der fortæller os, hvad der er rigtigt eller forkert. Men de kan nuancere et velkendt moralsk problem, fx gabet mellem følelse og fornuft.

Vores følelser gør os til sociale dyr, som gør at ”Jeg” bliver til ”Os” – hvorved en stamme skabes, fx F.C. Barcelona versus Real Madrid – og når først en stamme er skabt, skabes der ligeledes en forskel mellem ”Os” og ”Dem.” De fleste mennesker ønsker at have et socialt tilhørsforhold. Desværre kan dette behov fremme en stigmatisering af den anden (fx når visse catalonierne stigmatiserer resten af Spanien).

På baggrund af denne indsigt, søger Greene en metamoral, en slags før-moral, der kan udgøre en dommer blandt flere forskellige moralske stammer. En uangribelig logik af en art. Her træder han selvfølgelig ud på en pergamenttynd is, og selvom jeg personligt ikke er tilhænger af en sådan metamoral, er ambitionen forståelig. Greene gør det godt i sit forsvar, måske fordi han er pragmatiker, ”deep pragmatism”. Han forpligter sig på at gøre ”whatever works best”, uanset hvad, dvs. uanset om det strider mod ens egen stammes værdier. Faktisk opererer han ikke med en transcendens, idet utilitarisme er tæt forbundet med den menneskelige praktiske fornuft. Utilitarisme, skriver han, ”ask only that we push ourselves to be morally better, to care more than we do …” I stedet for at appellere til Gud, Fornuften eller Videnskaben, er han pragmatisk. Erfaringen udgør centrum.

En metamorals opgave er, at sikre trade-off mellem konkurrerende stammers værdier. Det kunne være de stereotypier, der eksisterer mellem cataloniere og spaniere, fx at cataloniere er arrogante og pengegriske, mens spaniere er dovne. Før dette kan ske, må han finde en fælles moralskmøntenhed, et system, der kan afveje værdier. Heldigvis, for ham, findes dette system: utilitarisme.

Utilitarisme er en nyttemoral, men en nyttemoral er ikke det samme, som rigdom. Flere penge giver ikke nødvendigvis mere nytte – ligesom penge heller ikke giver mere lykke, når først der er kommet mad på bordet. Greene argumenterer sagligt mod Rawls kritik af utilitarisme, fx hvorvidt slaveri kan medføre mere nytte (eller lykke), eller hvorvidt det er fair at reducere nogle menneskers lykke af hensyn til flertallets. Modargumentet er simpelt. Greene henviser ikke til rettigheder, men til veldokumenterede erfaringer, fx at slaveri forvolder en uacceptabel smerte. Og med hensyn til svækkelsen af nogle menneskers lykke, er dette bl.a. ideen bag en progressiv beskatning, hvor meget rige mennesker betaler en smule mere, hvorved de med en foie gras mindre i bugen kan gøre en masse godt for samfundet.

Utilitarisme er ikke perfekt, men den kan imødekomme vores basale menneskelige behov og motivationer, uden at virke alt for krævende. Ikke desto mindre taler den for vise reformer af menneskets selviske vaner.

Greene anvender en masse eksempler. Nogle af dem gentages lige lovligt meget, selvom de tjener et pædagogisk formål. Han viser, at hjernen er dobbeltsporet. Den rummer en manuel modus og en automatisk. Ifølge forfatterens forskningsresultater (og andres), konkluderer han, at vores manuelle maskineri deles af størstedelen, fx det givende i at fremme positive erfaringer. Modsat er den menneskelige automatisk stærkt afvigende. Jobbet for den manuelle modus er derfor, at realisere mål, dvs. at producere de ønskede konsekvenser.

Hvad er så de optimale eller ønskelige konsekvenser? Svaret er en upartisk eller uvildig lykke, dvs. positive erfaringer.

I stedet for rettigheder, som aldrig er andet end rationaliseret selvføleri, søger han en fælles værdienhed baseret på erfaring. Dette er vigtigt. Erfaringen er nemlig, at de fleste beslutninger cirkulerer omkring lykke og lidelse, glæde og tristhed. Her kan vi anvende vores egne erfaringer, men, men, men supplere disse med ”Den gyldne regel”: Din lykke (eller glæde) betyder, hverken mere eller mindre end enhver andens.

Greene er qua sin omgang med pragmatikerne meget mere fokuseret på erfaringsbegrebet. Jeg finder dette positivt, selvom hans erfaringsbegreb er vagt. I bund og grund er han fortaler for en adfærdsfilosofi, der – for mig at se – forsømmer det, som Nietzsche, Deleuze og Spinoza (og angiveligt mange flere) beskæftigede sig med: etik, som en opmærksomhedens gestus. Det er altså ikke min vilje til at stræbe efter lykke, som er afgørende, men min opmærksomhed på de møder i livet, som skaber glæde eller lykke. Dog adskiller Greene sig ikke meget fra disse, der er inspiration at hente.

Moral Tribes lever op til de mange lovprisninger, den har fået. Den er for alle etisk interesserede. Den er pædagogisk. Fuld af eksemplar. Mange steder skarp. Velskrevet. Engageret. Lidt for gentagende, men ikke desto mindre en bog, som enhver ville ønske at Lars Løkke ville læse.

Kære Lars, alle mennesker ser sig selv som specielle. Heldigvis er der også mange som indser, at dette netop betyder, at de fleste af os sjældent er særligt specielle. Der er altså intet, der gør mine interesser, behov og målsætninger vigtigere end andre menneskers. Tænk på det næste gang, du skider på fællesskabet og tænder en cigaret i et ikke-ryger værelse.

Ja, ja, ja, det har selvfølgelig noget med empati at gøre: evnen til at føle, hvad andre føler. Og her virker det som om, at LL intet føler.

Empati og medfølelse er vigtige værdier, som også Greene påpeger, fordi vi i kraft af disse sandsynligvis kan tage mere upartiske beslutninger, der tilgodeser flertallet. Af samme grund er bogen hermed anbefalet til alle dem, der tager beslutninger. Utilitarismen har fået ny energi.

I do good, therefore I feel good

In Patti Smith’s memoir, Woolgathering, she writes that the “only thing you can count on is change.” Not change as a going from A to B. Rather as an ongoing movement: the world is constantly changing.

Graham Music, who is a Consultant Child and Adolescent Psychotherapist, pleads in his book, The Good Life, for a change. Unlike Smith, his metaphysical foundation is not that everything is changing or becoming. Instead, his approach favors that some things are not changing, e.g. what is good and bad. He is a moral Platonist.

Read the rest of the review here.

Tegnmaskinen

Den italienske sociolog og filosof Maurizio Lazzarato, der bl.a. er kendt for sit arbejde med immaterielt arbejde, har fornyligt udgivet bogen Signs and Machines: Capitalism and the Production of Subjectivity. (Den franske tekst er skrevet i 2010). Bogen udstiller ganske raffineret flere af kapitalismens iboende problemer.

Modsat mange andre kritiske tilgange til kapitalismens systematiske forsnævring af menneskets eksistensmuligheder, er Lazzarato mere deskriptiv end normativ. Den subjektivering, som finder sted i kapitalismen, er en vedvarende proces. Det enkelte menneske formes af en gennemtrængende kapitalistisk diskurs, der ifølge Lazzarato gennemsyrer samfundet. Eksempelvis den, der handler om arbejde versus ikke-arbejde. Magtfulde beslutningstager og medgørlige medier har haft succes med at forme en fortælling, hvor samtidens største problem er, hvorvidt folk arbejder eller ikke arbejder. Det betyder, at Lazzarato ikke spørger, hvordan kapitalismen former os mennesker, som subjekter, men om dens kategorier, fx arbejde versus ikke-arbejde overhovedet fungerer. Giver det mening af se alt gennem kapitalismens optik?

Lazzarato svarer – fra et eksistentielt perspektiv – at de dominerende kapitalistiske mekanismer reducerer menneskets erfaringsdannelse – især det kapitalistiske sprog.

Bogen tænker i forlængelse af Félix Guattaris psykologisk-filosofiske tanker. Disse kan godt være lidt komplicerede, fx hvornår det maskinelle er frigørende henholdsvis reproducerende og mekanisk. Lazzarato støtter sig også til Gilles Deleuze og Michel Foucault, men vender til gengæld ryggen til Alain Badiou og Jacques Ranciere. Han er ret udtalt i sin kritik af disse, såvel som af Judith Butler og hendes (mis)forståelse af performancebegrebet.

Det, der især gør Lazzarato vedkommende er, at han modsat mange andre af samtidens teoretikere, ikke refererer til litteratur eller kunst for at understøtte sine pointer. Han er empirisk velbevandret i de politiske – til dels også i forretningslivet.

Fra Foucault har vi lært, at de liberale styringsformer, altid er en styring af befolkningen. Begrebet biopolitik refererer, fx til fødselsreguleringer og død, demografi styring, regulering af produktion og risici. Han viser også, hvordan de liberale styringsformer kontrollerer den offentlige mening. Politikere og medier anvender samme plotrige dramaturgi, hvorved de plotter samfundsmæssige problemer frem (jf. arbejde versus ikke-arbejde). Lazzarato skriver: ”Indeed, scholars and experts, ’are thus forced to become journalist if they want to conform to the norm’ of modern-day communication.” Dagbladet Information ”uddanner” eksempelvis yngre forskere i medietræning. Jeg har hørt, at flere danske højere læreanstalter har en tavle hængende, hvor hver forsker kan se, hvor meget han eller hun er blevet citeret i medierne. Medierne kan være forførende, men også hæmmende på grund af dens trang til at sælge budskaber, der kan vække velkendte følelser og forargelse, som kan generere flere historier til medierne. Lazzarato beskriver også, hvordan et medie som fjernsynet (uanset program, skriver han) konstruerer intervieweren, som et subjekt af udsagn, såvel som subjekt til en maskine, der gradvist overtager den interviewede talestrøm, mens den guider denne i retning af de dominerende ytringer. Dette ses fx når medierne gerne vil tegne et velkendt billede, som den interviewede gradvist føres ind i. Det er ganske naturligt, rent kunstnerisk, at Peter Høeg foretrækker at leve tilbagetrukket for ikke at blive distraheret.

Udfordringen er, skriver Lazzarato, at ”move beyond both language and semiotic.” Det vil sige, komme i kontakt med det ikke verbale. Dette kan bl.a. ske ved at skærpe ens blik for de betydningsfulde erfaringer, som ikke kan rummes i de herskende narrativer. Og dette kan være svært i en medieret virkelighed. Medierne kan trods alt putte ens navn på den hvide tavle, som den mest citerede. Samtidig udgør medierne også virkeligheden for mange mennesker. For mange eksisterer der ikke verden udenfor den, som medierne skildrer.

Hvordan kommer vi ud af denne hæmsko?

Bergson sagde, at bevidsthed ikke er om noget, men noget. Øjet er i tingen. Pasolini sagde, qua sit virke som både filminstruktør og digter, at filmens blik, ”forces him to become conscious of and to catalogue all things that a film shot contains. The writer transforms things into words … while the ’signs’ of the cinematographic system are nothing more or less than the things themselves in their materiality and reality.” Eksempelvis burde der ikke være nogen grund til, at en forfatter i interviews fortæller, hvad hendes eller hans bog handler om, hvad litteratur er og ikke er, fordi denne verbalisering minimere læserens muligheder for at møde værket i al sin stoflighed. Enhver form for diskursivpositionering skyldes kapitalismens dominans, hævder Lazzarato.

I bogens mest originale kapitel, genopdager Lazzarato Foucaults begreb ”parrhesia”, som han smeder sammen med Mikhail Bakhtins tanker om talehandling. Sproget er kun et tegnsystem blandt flere. En talehandling er en begivenhed, der skaber noget ikke determineret, fordi den åbner muligheden for et engagement, et singulært engagement, der finder sted lige her og nu. Her er rammerne ikke givet.

Parrhesia stiller Lazzarato overfor performance, som er en handling, der altid er mere eller mindre institutionaliseret. Dens effekter er kendte. Ideen om performance kendes også fra performance management, hvor en medarbejders performance vurderes ud fra nogle allerede veldefinerede mål, som medarbejderen og lederen i fællesskab forpligter sig på. Parrhesia skaber et brud, en diskontinuitet, der åbner for nye muligheder og farer. Det svarer til at en stiller sig op og sige tingene, som de er. Som en festtale i filmen Festen, hvor udfaldet på ingen måde er forudsigeligt og velkendt, fordi taleren netop ikke performer i henhold til et givet mål, der handler om lun hygge og sovsede pjatterier, men som et vidne. Sandheden forpligter den enkelte på hans eller hendes egen eksistens, ikke en institutionaliseret komfortisme.

”Life can only be understood as an event,” siger Bakhtin. Livet er et vedvarende møde med verden, som endnu ikke er fuldendt. Det er en begivenhed, der rejser nye problemer, som vi måske kan overkomme. Det er spontant. Konstant destabiliserende. Det er, hvis vi tager Lazzarato seriøst, kapitalen som har gjort mange unødigt forfængelige. Mange forføres af den prestige og status, som eksempelvis er forbundet med at være afdelingens mest citerede forsker i denne måned.

Det frigørende ligger i selve opmærksomhedens gestus. Evnen til at lade sig berøre. Det ligger i modet til at stå imod den herskende dramaturgi. Det handler om ens evne til at opfinde et rum, hvor det, som også sker, kan ske. Række noget videre; noget, som ikke nødvendigvis passer ind nogen steder. Modsat kapitalens fortælling, er livet, som en begivenhed, ikke determineret. Det sker. Det kommer bagfra. Det overrumpler en. Det tvinger en til at tænke. Og det er måske kapitalens største problem: Det tvinger ingen til at tænke.

Der er mere gods i bogen. Den er godt skrevet, fordi den er godt tænkt. Den er enkelte steder lidt svær, men besværet skærper ens blik. Lazzarato er en af samtidens store.

Helten

“Fuck it all, of course I overestimate myself, if I didn’t I wouldn’t be where I am.” – Roberto Bolaño

Chris Andrew har oversat en stor del af Roberto Bolaños bøger fra spansk til engelsk. Han har gjort det godt. Sammen med Natasha Wimmer, som bl.a. har oversat de to store værker, 2666 og The Savage Detectives, har han beriget mange mennesker, som ikke kan læse spansk. Oversættere gør en stort arbejde i at sprede litteraturen, da de færreste af os kan læse mere end to-tre sprog. Tak for det.

Der var engang, hvor litterater læste, mens de ledte med lys og lygte efter, hvad meningen med det skrevne måtte være. Det bildte sig ind, at en tekst partout måtte have en dybere mening. Sådan er der heldigvis færre og færre, der læser bøger. I stedet for spørger de, hvad en tekst åbner for, hvad den muliggør, hvilke tanker og følelser og erkendelser, som den bringer frem. Andrew er en affirmativ læser af Roberto Bolaño. Jeg vil påstå, at det er svært at være andet, da det ligger i Bolaños måde at skrive på: skriften er aldrig konkluderende, men åben og generøs.

Andrews bog, Roberto Bolaño’s Fiction: An Expanding Universe, er et fornemt eksempel på en læsning af et forfatterskab, der udvider dette forfatterskabs univers, angiveligt, fordi forfatterskabet netop selv er ekspansivt.

Kardinaldyderne hos Bolaño er mod og gavmildhed. Han er ikke fanatisk tilhænger af kunst for kunstens egen skyld. Det betyder ikke, at kunsten skal tjene nogen som helst ideologi. Kunst har som bekendt ingen herre. Snarere at når ens mor ligger for døden, eller ens gode ven har problemer, så bliver kunsten sekundær. Forfatteren rejser sig fra skrivepulten.

Et sted citerer Andrews en anonym læser, der siger: “Hos Bolaño er litteraturen hjælpeløs, uværdig, og ikke en speciel rar tvangshandling, ligesom rygning.” Af samme grund bryder Bolaño sig heller ikke om den type forfattere, der ser dette arbejde, som et karrierevalg. Noget som pludselig bliver en fiks ide efter at vedkommende har konsulteret Politikens “Hvad kan jeg blive”. Hos forfatteren er logikken omvendt: Han bliver det, som han kan bære. Der er med andre ord intet prætentiøst i at skrive. “Writing was easy, because all he needed was a notebook and a pencil.”

Det afgørende spørgsmål er mere om man er åben, dvs. om man kan give plads til det, som lægger an på en, også selvom konsekvenserne kan være barske. Det er den type mod, som Bolaño holder af. Når skriverierne bliver til kunst, hænger det sammen med, hvordan forfatteren vælger at komponere stoffet, som han eller hun har modtaget. At skrive er hårdt arbejde, så hårdt at ingen vælger det frivilligt.

Andrews opridser flere grunde til at Bolaño er blevet så populær (selv i Danmark har Gyldendal fået øjnene relativt hurtigt op). Her er nogle af dem: Bolaño skriver exceptionelt godt, at han kan oversættes og, at der er mange myterne forbundet med hans person, fx hvorvidt han var narkoman og fængslet i Chile under Pinochet-styret. Sandheden er nok den, at Kim Leine tager væsentlig flere stoffer i den fremragende Kalak, end Bolaño nogensinde har gjort.

Jeg skal ikke gøre mig til dommer, da jeg blot er en læser, men ja, gu fanden skriver han da godt. Han skriver anderledes, på en rå og fortættet måde. Han er også lige læselig, hvad enten han læses på engelsk, spansk eller dansk.

Andrew berører Bolaños fiktive systematik. Han viser sirligt, måske lidt pedantisk, hvordan Bolaño genbruger personer fra en bog i en anden. Han bygger videre på dem. Udvider dem. Andrew viser ligeledes, at i en tid, hvor det er blevet populært ikke at have et plot, der rummer Bolaños fortællinger altid to historier. Den synlige og den usynlige. Der kommer ikke nogen åbenbaring, men hans historier er fuld af suspense og plot, selvom disse typisk er lettere skjulte. Bolaño sidder ikke og filer og pudser på et erindringsglimt, hvorved denne til sidst bliver så idealiseret og køn, at den mangler liv. Faktisk kan jeg huske, at jeg for et års tid siden så en større udstilling om ham på CCCB i Barcelona. Her kunne man se, hvordan teksterne i hans notesbøger stort set ikke blev udsat for nogen redigering. Ren kraft. I dag er der flere forlagsredaktører, der fungerer som professionelle soldater, idet de prøver at få forfatteren (især de unge) til at udleve redaktørens idealer.

Ganske interessant, hives filosoffens Galen Strawsons ideer om det diakrone og episodiske selv frem. Strawson bryder med den dominerende ide om at et fyldestgørende narrativ, dvs. et narrativ der rummer ens fortidige og fremtidige selv, er nødvendigt for et sprudlende liv. Det passer ikke, siger han. Hos Bolaño finder man begge typer, men flest af de episodiske. Faktisk er det netop disse drivere, vandrere, vagabonder og eksistenser uden et egentligt mål, som tænder mig voldsomt. Angiveligt, fordi jeg kan forbinde mig med disse outsidere. Derudover er det at skabe et narrativ ofte alt for let, sågar en smule søgt. Det minder lidt om David Beckham, når han fortæller, at alle hans tatoveringer har en betydning, idet de fortæller en lille historie. Nuvel, og hvis ikke, så kan enhver jo snildt opfinde en historie alt efter om det er ens barn, der spørger; eller den enlige kvinde i baren.

Bolaño kan lide det tragiske og det romantiske, hvilket jeg også nærer stor veneration for. “To be brave, knowing beforehand that you’ll be defeated, and go out and fight: that’s literature.” Det er både pessimistisk og optimistisk, idet du kæmper med hvad du har, selvom det sikkert ikke er nok. På den måde rummer Bolaño også noget atletisk. Som en Alberto Contador opfinder han nye etaper, der kan vende et slag; eller han dør med støvlerne på. Jeg kan godt lide denne form for heroisme. Jeg er klar over, at den er romantisk, men ikke desto mindre heroisk. Og det er vel og mærke muligt, er påstanden, at selv om man måske ikke lykkedes, kan man sagtens leve meningsfuldt, måske fordi vedkommende netop prøvede at vælte Hitler, prøvede at skrive en god bog osv. Hvad vil det i grunden sige at lykkes?

Bogens sidste kapitel, A Sense of What Matters, trækker fint det hele sammen. Der bindes – helt i Bolaños ånd – ingen knude, men en af den slags sløjfer, man konstant skal bukke sig ned og gentage. Bolao er modig, gavmild og åben for at skifte gear, hvis underlaget tilsiger en et gearskifte.

Bolaño slog sent igennem. Han var ikke en mand, der var afhængig af netværk og litterære tilhørsforhold, hvilket ellers er almindeligt. Han skrev, fordi det at skrive var en etisk fordring for ham.

To ting er værd at nævne til sidst, såfremt dette indlæg skal tjene som en slags anmeldelse. For det første, jeg kan huske mit første møde med Bolaño. Det skete på den store togstation midt i Rom. Her fandt jeg hans netop oversatte bog, The Savage Detectives. I flyveren havde jeg – helt tilfældigt – læst en omtale af denne bog i The New York Times. Efter at have læst denne bog, læste jeg flere af hans kortere historier, som en forberedelse til den monstrøse 2666. Det jeg siger, er blot: Soy un apasionado de Bolaño. For det andet, bogen ikke er en indgang eller introduktion til Bolaño. Den kræver, at man er rimeligt belæst i hans forfatterskab – især 2666, De vilde detektiver, Fjern stjerne, Om natten i Chile og Amulet henvises der lystigt til. Og netop her er danske læsere velsignet, idet de fleste af disse bøger netop findes på dansk.

Hvorfor læse Andrew? Hmmm. Sorry mate. Hans bog er rigtig god. Den fortjener et langt liv. Ikke desto mindre: Læs Bolaño. Kunst er det, som gør livet mere interessant end kunst. Der er liv i Bolaños bøger.

Blog at WordPress.com.

Up ↑