Mellem Guldkampene

Guldkampen var en fodboldkamp spillet den 16. november 1980 foran mere end 20.000 tilskuere. Næstved mødte KB i en episk duel om det danske mesterskab.

I sommeren 1992 vinder det danske herrelandshold den ultimative guldkamp mod Tyskland og bliver Europamestre.

Guldkampen er også en roman – en fortælling, der udspiller sig mellem disse to historiske kampe. En roman om drømme, nederlag, vold og det spil, der altid er større end selve kampen.

En roman, hvor Preben Elkjær og Diego Maradona optræder side om side med Madonna og Guns N’ Roses.

Læs lektørudtalelsen her.

Poetic Philosophy vs Algorithmic Constraints

AI shapes how we experience the world—but does it help us become more? My latest paper explores how poetic philosophy can counteract the algorithmic constraints of social media, fostering creativity, connection, and freedom. Instead of more regulation, what if we embraced difference and unpredictability?

Read more here

Opmærksomhedens filosofi

Hvordan vi kan etablere en mere kærlig forbindelse med verden og hinanden

Ved ph.d. Finn Janning

Opmærksomhed er forudsætningen for enhver erkendelse. Men det kan være vanskeligt at give en fremstilling af begrebet opmærksomhed, for uanset om vi vælger et videnskabeligt, et metafysisk, et etisk, et æstetisk eller et spirituelt aspekt, synes de at være forbundet. Vi har derfor brug for en filosofi om opmærksomheden, både den som retter sig indad mod selvet og den som retter sig udad mod verden (f.eks. Opmærksomhedens filosofi)

Forelæsningerne introducerer til og diskuterer elementer af det, der i dag ofte omtales som ’mindfulness’ samt især to vestlige filosoffer, der har beskæftiget sig indgående med begrebet opmærksomhed: Franske Simone Weil og irske Iris Murdoch. De forstår begge opmærksomhed som en handling, der tilsidesætter vores ego og etablerer en ikkedømmende forbindelse med verden – ’unselfing’, som Murdoch kalder det.

Fundamentet for forelæsningerne er filosofisk, men de vil også indeholde eksempler fra sportens og kunstens verden. Og der vil blive foretaget enkelte korte opmærksomhedsøvelser.

Opmærksomhedsfilosofi handler grundlæggende om det simple ønske om at komme i berøring med virkeligheden for bedre at kunne engagere sig i verden. Når dette lykkes, vækkes en umiddelbar livslyst og glæde. Om det så vil lykkes henover disse to mandage, må tiden vise.

1. undervisningsgang
Mandag d. 24. februar 2025 Kl. 16:15 – 18:00

2. undervisningsgang
Mandag d. 3. marts 2025 Kl. 16:15 – 18:00

Tilmelding her

Reading is sexy

Reading is sexy” står der på en plakat i min lokale boghandel. På plakaten er der et billede af skuespilleren James Dean, iført læsebriller, mens han læser digteren James Whitcomb Riley. Der findes versioner af samme plakat med andre ikoner såsom Marilyn Monroe. Det har altid været sexet at læse. Der er intet nyt i det. Det nye er, at bogen er blevet et artefakt. Mens vægten tidligere lå på læsningen, er det nu selve bogen, der er sexet. Bogen er ikke længere et monument, men en skulptur.

Den irske filosof Iris Murdoch skriver, at læsning er det mest fundamentale aspekt af kulturel visdom. Glem alle moderne virksomhedskurser om kulturelle forskelle, tolerance og inklusion; glem alt om påtaget dybsindighed, fordi David Foster Wallaces Infinite Jest står på din reol. Pointen er, at du skal sætte dig ned og læse – Shakespeare, Cervantes, Virginia Woolf og de andre store forfattere. Det er gennem litteraturen, at vi lærer, hvordan andre mennesker ser sig selv og verden i forskellige situationer. Det er gennem litteraturen, at vi bliver klogere på os selv. Det er gennem litteraturen, at vi skærper vores opmærksomhed – på verden og os selv. At læse er både en udadvendt og en indadvendt aktivitet, hvor det ikke længere handler om mig.

De fleste er forelskede i deres eget store, fede ego, som Murdoch kaldte det. Et ego, der altid står i vejen for, at virkeligheden for alvor kan udvide mig. At egoet er et problem, kan være svært for mange at forstå – især hvis de bilder sig ind, at det er sexet at blive set med Tove Ditlevsens Det tidlige forår på deres profil. Det er det ikke. Det er derimod sexet, hvis du har læst bogen og nu ved, at Istedgade er barndommens gade – ikke kun de prostitueredes og pushernes. Det sexede er forbundet med anstrengelsen, langsommeligheden, tålmodigheden og den uselviske opmærksomhed, som Murdoch kaldte unselfing. Disse dyder passer ikke ind i samtiden.

I dag handler det om at lade som om – fake it till you make it er det ynkelige mantra. Det ses dagligt, når folk hævder deres moralske overlegenhed, fordi de vælger ikke at se fodbold, ikke at drikke Coca-Cola, ikke at omgås bestemte mennesker. Eller når de pludselig render rundt med bestemte halstørklæder. Det hele er selvfølgelig blot en del af kapitalismens selvprofilering, solgt som moralsk dybde – ligesom de veltrimmede kendisser, der pludselig klamrer sig til en bog.

Havde flere læst bøger, ville de vide, at de moralske valg beror på allerede eksisterende idealer og normer, som vi vælger til og fra på samme måde som en beklædningsgenstand. Virkelige moralske beslutninger gør dog ondt, fordi de rummer en ubehagelig selverkendelse af, at jeg ikke er den, jeg bildte mig ind at være. Der findes ikke et moralsk blik, men der findes en opmærksom undersøgelse af virkeligheden. Forskellen er, at det første – forestilling om at besidde et moralsk blik – altid fremhæver egen moralske overlegenhed på bekostning af andre. På den måde er vi alle sammen moralsk gode – så længe vi kan finde et eksempel på nogen, der opfører sig værre end os selv. Dette er dog intet andet end narcissismens hellige rus.

Det moralske arbejde foregår hele tiden. Her handler det ikke om at tilegne sig en identitet, men om at blive klogere på livet, mens vi bestræber os på at overkomme vores ego, vores egne præferencer og behovet for at tilhøre en bestemt gruppe.

En uselvisk kontakt med virkeligheden er svær at opnå, men de gode romaner kan hjælpe os. Det er derfor, det kan være sexet at komme hjem til en person, du dater, og se deres bogsamling. Men det kan også være en turnoff, hvis det bliver klart, at bøgerne kun er til pynt – som IKEA-møbler. Det er læsningen, der er sexet – ikke bogen. 

Så, får du for lidt sex, så begynd at læs i sengen!

Bragt i Politiken den 23. februar 2025

En europæisk renæssance

Psykologen Svend Brinkmann sendte for nylig et uventet frisk pust afsted. Det handlede om at gå til kamp mod Donald Trump – men ikke med våben eller politik, men med kultur, historie og idéer. Den handlekraft, som ofte giver amerikanerne deres dynamik, stammer netop fra det faktum, at de ingen historie har.

Hvis skismaet mellem USA og Europa kan reduceres til én grundlæggende forskel, er det denne: Europa har en forestilling om det gode. Gennem historien har vi forstået det gode på forskellig vis – hos Platon eksisterer det i en idéverden, hos Aristoteles udvikles det i menneskelig karakter og praksis, hos Kierkegaard er det kærlighedens mysterium. Men fælles for dem er, at det gode er noget, vi søger, ikke blot noget, vi afgør ved flertal eller debat.

Heroverfor står USA, hvor der ingen tradition findes for det gode – ikke engang som en utopisk forestilling. USA handler ikke om det gode, men om rightness – hvem der har ret. Rigtighed er noget, man kæmper om i den offentlige debat, hvor idéer støder sammen i en battle of opinions. Historisk set har dette været en styrke: en fri markedsplads for idéer, hvor ytringsfriheden har gjort det muligt for mennesker at brydes, udvikle tanker og måske komme tættere på sandheden.

Men hvad sker der, når idéernes markedsplads ikke længere er bundet til en forståelse af det gode? Når debat reduceres til vindere og tabere, og når sandhed gøres til et spørgsmål om loyalitet?

Donald Trump er ikke ophavsmanden til postfaktualitet – men han har drevet den til ekstremer. Postfaktualitet betyder, at fakta ikke længere er et fælles grundlag, men blot endnu en strategi i kampen for magt. Under Trump blev sandhed noget, der blev skabt af dem, der råbte højest eller havde de stærkeste medieplatforme.

Cancelkultur og identitetspolitik fungerer på samme præmis som Trump: det handler ikke om at argumentere bedre, men om at eliminere modstanderen. Hvis sandhed er et spørgsmål om identitet – om hvem du er snarere end hvad du siger – så betyder argumenter ingenting. Det er ikke længere det bedste argument, der vinder – men den mest magtfulde gruppe. Filosoffen Jürgen Habermas har længe advaret om dette: Når sandhed bliver et spørgsmål om magt, bliver offentlig debat meningsløs.

Det, vi risikerer at miste, er det europæiske særkende: en kultur, hvor vi værner om det gode, ikke blot det rigtige.

Men det betyder ikke, at sandheden er en uforanderlig størrelse, som hos Platon. Ligeså vel er det gode ikke nødvendigvis en ultimativ reference – et fast punkt i idéernes eller religioners univers. Pointen er ikke, at det gode og det sande er absolutte, men at disse begreber skærper vores opmærksomhed. De forudsætter en åben, undersøgende og fordomsfri tilgang til virkeligheden, langt mere end den person, der hævder allerede at vide, hvad der er rigtigt og forkert.

Her adskiller Europas idéhistorie sig fra den amerikanske tradition: Vi har været i stand til at blotte os, acceptere vores sårbarhed, vores skrøbelighed og tvivl. Vi har, gennem filosofi og kunst, arbejdet med tvivlen som en styrke frem for en svaghed.

Tvivlen lammer dem, der kun kan navigere inden for dikotomien af rigtigt og forkert. For dem bliver ethvert spørgsmål en kamp om at vinde, at have ret, at positionere sig som den moralsk overlegne. Men dem, der har et blik for det gode, danser med livet. De ved, at verden er i bevægelse, og at sandhed og godhed kræver opmærksomhed, ikke stivnede dogmer. De træder til side, når noget større, bedre eller sandere kan få plads.

Derfor har Brinkmann ret: Europa har brug for en åndelig oprustning. Ikke i form af sentimental nostalgi eller nationalistisk selvtilstrækkelighed, men i form af en genopdagelse af vores egen arv af tænkning, kunst og filosofi. Vi må genlære kunsten at skelne mellem det vigtige og det uvigtige, at erkende kompleksitet uden at falde i relativisme, og at stræbe efter sandhed uden at bruge den som et våben mod andre.

For som Churchill (måske) sagde: Hvad kæmper vi ellers for?

Kommentaren blev bragt i Berlingske Tidende, 22.02.2025

Guldkampen

Ny roman: Guldkampen – udkommer den 3. april.

I 1980 flytter Peder fra København til Næstved med sin familie. Kort tid efter taber Næstved Guldkampen til KB. Men kan man bo i Næstved og stadig være KB-fan? Et simpelt spørgsmål – men for Peder bliver det begyndelsen på en eksistentiel nedtur.

Hvorfor forlader hans far familien? Hvorfor går tingene skævt? Hvorfor begynder en forsvarsspiller som Peder at uddele skaller? Hvad gør et fængselsophold ved en fodboldspiller?

Du skal skrive,” siger fru Weise, hans vise gymnasielærer. “At skrive er at lære at læse – ordene løber i forvejen, de er klogere end dig selv.”

Guldkampen er en roman om fodbold, vold, skyld, straf, kærlighed og familie. Det er en fortælling om at finde fodfæste, både på banen og i livet.

A Philosophy of Attention for Authentic Performance

This study presents a philosophy of attention that promotes authentic performance. As described here, attention is about training outgoing and ingoing attention skills, which can ultimately connect an individual to others and the world. This ability can help the individual remain focused and receptive to what happens while at the same time accepting their thoughts, feelings, and experiences. The ability to pay attention is crucial to performing and living authentically, regardless of the person’s area of expertise. The philosophy of attention presented here is rooted in existential philosophy, flow psychology, mindfulness, and acceptance-based psychology. It aims to help individuals and organizations examine what they can do and how they can actualize their potential more freely and with greater clarity. This results in better performance and increased existential meaningfulness and joy, leading to a more dignified life.

Read the entire paper in Meta: Research in Hermeneutics, Phenomenology, and Practical Philosophy.

All I Want for Christmas Is …

Yes, Santa Claus exists, though perhaps not in the way many might initially think. The word “illusion” need not be understood as something false or deceitful. Rather, I propose that illusions are not false but instead possess a reality within their influence.

Allow me to clarify. I do not believe the world is a fixed, given entity. Nor do I believe in unchangeable certainties, aside from the inevitable reality of death. I challenge the reduction of empiricism to only what can be observed, weighed, or measured—to objects like chairs or tables, or distances calculated between them. Instead, I align with the French philosopher Gilles Deleuze, who argued that what we call “empirical” encompasses not only physical entities but also subjective phenomena: thoughts, hallucinations, or images. In this sense, illusions operate as forces within the real, enhancing and enriching our world.

Consider this perspective: Harry Potter, Santa Claus, unicorns, or flying dragons exist. Their existence is not confined to their physical presence but is affirmed by their capacity to shape understanding and evoke imagination. Harry Potter is as real as black holes. Or take money—a seemingly mundane piece of paper or a digital figure in your bank account. It derives its power from belief. I can exchange a five-Euro note for six beers or three roses because society collectively agrees upon its value. In this way, money is as real as Santa Claus. For many children, writing a letter to Santa Claus or waking to find gifts under the tree validates his presence. By participating in these rituals, parents indirectly confirm his existence.

The question of whether the world is an illusion taps into metaphysical considerations—a metaphysics of being versus one of becoming. As philosopher Karl Popper suggested, metaphysical questions cannot be conclusively proven. Instead, they are answered in ways that are more or less convincing, based on experience—an experience that can include illusions or hallucinations as valid phenomena.

article continues after advertisement

Practically speaking, our metaphysical stance has consequences. A rigid belief in a fixed, predetermined world often fosters a binary mindset: true versus false, right versus wrong. This rigidity may contribute to the divisive tendencies we observe in identity politics, moral exclusivity, and ideological fanaticism.

In contrast, a metaphysics of becoming is more dynamic and humble. It recognizes that potential, movement, hallucinations, and illusions are integral to shaping reality. They actualize possibilities, offering new ways to see and understand the world. Illusions, in this framework, are as impactful as science in driving change and innovation. For example, envisioning a flying car or a utopian society begins with imagining the seemingly impossible.

If life cannot be fully owned or grasped—as I believe—then our task is to create space for that which enriches and animates existence. Illusions, then, are not distractions or deceptions. They are vital forces that compel us to question, explore, and expand what is real.

So, when Mariah Carey sings, “Santa, won’t you bring me the one I really need?”she touches on something profound. It’s not merely a plea for love; it’s an invocation of the transformative power of belief. Santa Claus, like love, hope, and imagination, is as real as we allow him to be. He exists not in the fixed world of objects but in the dynamic realm of possibilities. Through such illusions, we shape our world and make it brighter, fuller, and richer.

First published in Psychology Today

Stress as a Status Symbol

It’s said that time is cyclical, repeating patterns like the annual arrival of summer—though each summer is different. When I read about a young politician who succumbed to stress, this cyclical principle came to mind. The cyclical nature of time, with its recurring patterns, can be seen in the way stress has been a societal issue for nearly two decades, with cases similar to the young politician’s emerging 10–15 years ago.

Historically, stress was primarily associated with society’s most vulnerable groups—those with low incomes, the unemployed, the less educated, and the ill. However, according to media portrayals today, stress has shifted to more privileged groups. The vulnerable are still stressed, but for different reasons: they struggle for survival, while many privileged individuals experience stress and anxiety, due to competition for status, power, and prestige.

This explosion of stress among the privileged coincides with the proliferation of self-help and anti-self-help books, both of which primarily target the more affluent. This has led to a new phenomenon: Stress survivors are now celebrated as modern heroes…

… The question is about why stress persists and what our stress narratives say about society. To explore this, we can turn to Aristotle’s ethical framework and Iris Murdoch’s concept of “unselfing.”

Read the rest in Psychology Today.

Blog at WordPress.com.

Up ↑