March 2015 – FINN JANNING

I just released a new book. It’s called The Happiness of Burnout.

A proper philosophical question is: Which life is worth living? The questions invites a plurality of answers from different perspectives. This plurality leads towards an affirmative practice that asks: How might one live a flourishing and happy life without any transcendent guidance?

The Happiness of Burnout deals with these questions. It tells the case story of the Danish artist Jeppe Hein’s burnout. The material for this book is based on more than 100 hours of interviews with Jeppe Hein.

A book launch will take place the 4th of June in Berlin. For more info see Press Release.

»Og helvede?,« spørger journalisten Mónica Maristain den chilenske forfatter Roberto Bolaño, og han svarer: »Det er ligesom Ciudad Juárez, vores forbandelse og spejl, en foruroligende refleksion af vores frustrationer, og af vores berygtede fortolkning af frihed og af vores begær.«

I Bolaños mammutroman 2666 hedder den mexicanske by ikke Juárez, men Santa Teresa. Byen gik tidligere under navnet Paso del Norte. Det er en by, der kontrolleres af narkohandler, politiet er korrupt politi, de fleste er fattige, kriminaliteten er udbredt og, det er byen, der er berygtet for de mange uopklarede mord på især unge piger. De fleste af ofrene har været udsat for seksuelle overgreb og tortur. Flere mener der er tale om femicides, en omskrivning af begrebet homocides. Femicides beskriver kvinder, der myrdes af mænd, fordi de er kvinder. I sin roman beskriver Bolaño flere steder udbredelsen af en machokultur, hvor kvinder rangerer så lavt, at det reelt ikke er en gåde at så mange myrdes. Kvinder er mest af alt råstof for gode vittigheder blandt romanens detektiver.

Læs videre i Atlas Magasin.

Hvem har brug for litterære grupperinger, spørger Politikens litteraturanmelder Lillian Munk Rösing. Ingen, selvfølgelig. Slet ikke de sexistiske, som Rösing med god grund harcelererer over. Identiteter og grupperinger er omklamrende og utålelige, uanset hvilken sammenhæng de anvendes i. Alligevel er det lidt trættende af lytte til Rösings indignation, for er der noget som kvindekønnet ikke er i dansk litteratur, så er det undertrykt og underrepræsenteret p.t. Og det er dejligt. Tværtimod er kvindekønnet ofte meget fremme på dets eget køns vegne, hvilket også er fint, men lidt bagstræberisk, da de kvindelige danske forfattere ikke er underrepræsenteret p.t. Skulle Rösing være i tvivl, kunne hun se på kønnet af de forfattere hun selv anmelder. Her er kvinder ikke i undertal. Og dette skal ses i lyset af, at Rösing, som bekendt, er en af de mest magtfulde anmeldere i Danmark. Men okay, måske er det vigtigt at minde andre om, at kønnet ikke er vigtigt, som andet end et biologisk reproduktionsorgan. Ikke desto mindre kan Rösing ikke lade være med at – godt nok spørgende – at antyde, at kvinden er bedre til at indleve sig i de andre end manden. Det burde hun jo vide er en kliche, der er så tåbelig, at den ikke engang bør nævnes, end ikke spørgende. Hun burde vide bedre, da hun sikkert også læser bøger af mandlige forfattere. Ellers sender jeg hende gerne en liste.

Trykt i Politiken 8. marts 2015

Apropos den 8. marts, som er kvindernes kampdag – sågar en fornem dansk opfindelse – kunne det være interessant at udvide kampzone. Gad vide hvordan det er at være kvinde i Spanien, hvor hustruvold er udbredt? Eller i Indien og flere lande i Mellemøsten og Afrika, hvor kvinden slet ikke betragtes som et menneske. Den danske debat er for de privilegerede, dvs. ofte socialt velstillede kvinder der kalder sig feminister. Hvordan står det til med de kvindelige forfattere, eller blot forfattere i mange andre lande? Kommer de tvekønnede til orde? Samtidig skal man passe på ikke at reproducere naive kønsteorier, fx at det ene køn er mere empatisk end det andet, når feltet reelt hedder kønsstudier. Og det hedder kønsstudier, fordi der ikke er en teori om kønnet, der passer med virkeligheden. Mænd og kvinder kommer i alle farver og former.

Som udenlandsdansker bosiddende i Barcelona har jeg haft svært ved at fornemme det følelsesmæssige kaos, som terrorangrebet afstedkom i København. Heldigvis råder Weekendavisen den 20. februar bod på det med nogle personlige, indsigtsfulde og modige artikler.

Jeppe Matzen beskriver, helt tæt, hvad der skete i Krudttønden: bragende, frygten, flugten, Femens talskvinde Inna Shevschensko, der stiller sine højhælede sko for at kunne løbe hurtigere. Han citerer hende for at citere Voltaire: ”Hvis du vil vide, hvem der hersker over dig, så tænk på, hvem du ikke har lov at kritisere i dag?” Hun svarer selv: ”Det religiøse institutioner og dogmer.” Inna Shevschenko håber, at alle vil deltage, hvorved Charlie Hebdo, Lars Vilks, Femen og andre ikke bliver så synlige.

Et andet sted i avisen kan man læse Helle Merete Brix’ miniportræt af Lars Vilks, ham som gerningsmanden formodentligt gik efter. Han fremstår ikke som en utilregnelige provokatør, men en rar og eftertænksom mand, der har mange venner og støtter. ”Bare ikke særligt mange blandt kunstnere og intellektuelle. I hvert ikke nogen der gør det offentligt.” Shevschenskos analyse passer tilsyneladende. Vilks er meget synlig.

I samme sektion, skriver lektor Dennis Meyhoff Brink indlevende og modigt om sine egne oplevelser fra mødet, om sin frygt for at deltage i fremtidige debatarrangementer. ”Forsamlingsfrihed, ytringsfrihed og religionsfrihed er en del af vores kulturellearv fra oplysningstiden,” skriver han. ”Vi er oppe imod kræfter, som bekæmper selve ideen om oplysning.”

Sandheden er ikke givet, men er konstant til diskussion i en social og åben praksis. Det er et angreb, der reelt kan gøre os dummere.

Nanna Goul beskriver, hvor hysterisk hendes sanseapparat reagerer på alt, da hun bevæger sig ud i Københavns gader mandag morgen. Frygten er trængt ind i kroppen, som en bodylotion, som hun præcist skriver.

Der er noget på spil for os alle sammen.

Alle artikler formår at skabe konkrete erfaringsrum, som er indiskutable. Det er ikke kun et spørgsmål om teoretiske øvelser for eller imod ytringsfrihed. Selve denne debat er truet. Det er en livsform, der er truet; en livsform, der nysgerrigt engagerer sig i de andre gennem debat, diskussion og humor.

Det er svært at fremme empati og medfølelse, hvis ingen tør eller kan tale, skrive og leve sammen uden frygt. Jeg sidder i Barcelona og læser ord, der fremmer min forståelse. Det kan kun lade sig gøre, fordi det er muligt at skrive frit. Tak for ordene.

Trykt i Weekendavisen den 6. marts 2015.

Month: March 2015

The Happiness of Burnout

Hver eneste forbandet ting er vigtig

Litterære grupperinger

Frie ord