Character as moral fiction

There is a growing interest in virtue ethics. For example, studies with Positive Psychology and Leadership often use the term virtuousness to refer to a kind of high performance or excellence. Mark Alfano’s book; Character as Moral Fiction places itself within this ongoing debate that has roots going back to Aristotle’s.

In short Alfano’s thesis is as follows: if you tell a person that he or she is honest or respectful, the person will be motivated to act in accordance herewith. His idea is strongly related to the self-fulfilling prophecies that we associate with the placebo effect, where the belief involved in placebos is that “they are true because they are announced, not announced because they are true.”

Alfano’s argument is, therefore, not utilitarian, i.e. because it produces good consequences; nor deontological, i.e. because it is based on an absolute rule of moral behavior. Instead Alfano injects moral philosophy with the idea that fictional inventions can improve us morally. What Alfano does is that he quite ingeniously takes a well-known phenomenon that words can create belief or even obedience to certain virtues, e.g. something similar is seen in personal selection, appreciative inquiry, and recognition management. The point is that a description (or postulate, even) can affect us.

To begin with Alfano distinguishes between normative theory (e.g. what is good and virtuous), moral psychology (e.g. describing and explaining human conduct), and moral technology that “attempts to bridge the gap between moral psychology and normative theory by proposing ways in which we … can become more as we should be.” Thus, Alfano doesn’t interfere with the moral categories or the definitions of moral virtuous. Instead he presents us with a moralizing pep-talk that shows that we can do more of what is already defined as being virtuous. It’s an optimistic book.

A large part of the book reads like a dense literature study that also aims at defending his thesis — especially against the challenge of the situation. Alfano’s contribution to this debate is that he tries to change the relative strength between the agent, the social environment, and the environment as such. Instead of letting a specific situation or context affect us, it is better to create individual expectations that would affect the outcome. Hereby he also adds to the triad within social psychology. Philip Zimbardo, for example, refers to the individual, the situation and the system. To put is simple: Zimbardo tries to avoid vicious behavior by creating a virtuous situation, whereas Alfano tries to overcome a potential bad situation by stimulating the individual towards doing good by saying that he or she already is good — it is here fiction can play a role since the positive characteristic of the person may only be an invention.

Alfano defines a “factious virtue” as a creative making or calibration. For example, a person “may not be virtuous in fact“; however, a “tactically deployed fictions result in factitious virtue.” The idea is very attractive. Yet, I still think that Alfano is too limited in his use of fiction and the potential to create new experiences, perhaps even provide us with new concepts by which to live.

Let us imagine a young academic. Just like anyone else, he or she is subjected to the slogans of positive thinking that dictates more efficiency and personal growth, just because he or she can. Based on Alfano’s thesis the young academic will live up to this positive description of his or her factitious virtuous, yet these virtuous might also be the ones that will lead the same person straight to depression, anxiety, and stress. Our young academic might not be doing what he or she really can, because he or she is being persuaded or motivated into playing the role of being good according to the ideals defined by someone else, i.e. efficient according to what objectives; growth according to what ideals?

The problem with the thesis, therefore, is not whether being honest and generous are attractive characteristics, but how one might live out these virtues even if they contrast with the ideals of the majority, i.e. with the norms of our present performance society. This debate is absent in Alfano’s work.

Thus, the core challenge for Alfano is, as I see it, whether we actually know what is good beforehand or not. Alfano assumes that we do know beforehand. However, What if the context is not given? What if lying actually is the only way for a person to remain generous? His use of fiction is restricted by what is already defined as being good, right and virtuous. Yet, the most serious moral and ethical challenges today are so due to their uncertainties.

Regardless of my interventions, this book is what both moral psychology and normative theory needs: a fresh and courageous approach. It is especially enriching for students of moral psychology, because the author generously refers to so many studies, but it could also serve the vast theory within management and organizational studies that tries to convert people.

Alfano’s “factious virtue” proposes how we might become more as we should be. He wants to guide us, but as with any guide, one should be courteous in respect of the objectives.

First published in Metapsychology, 2014.

June 29, 2014

Det mentale vadested

Krise. Dette ord, som både kan betyde mulighed og destruktion – hvis man har hang til japanske symboler – hænger tungt i luften. Vi står p.t. i et åndeligt og mentalt vadested. Mulighed eller destruktion. I Danmark er den menneskelige psyke i krise, ikke psykologien. At give sidstnævnte skylden, svarer til at give træneren skylden, når fodboldholdet spiller dårligt. Det er for nemt. Alligevel har træneren jo et særligt ansvar, fordi han eller hun som træner leder holdet. Psykologerne leder imidlertid ikke en nations psyke, men man kan godt forvente at de opfanger visse symptomer …

Gør de så det? Ja.

I 2012 udgav psykologen Carsten René Jørgensen bogen Danmark på briksen, der fortæller to historier. Den om danskerne, som et af verdens lykkeligste folk. Og så den, hvor der i 2009 var omkring en halv million danskere i antidepressiv medicinsk behandling. Eller den om, hvordan antallet af drenge og unge mænd i behandling for ADHD er eksploderet inden for de seneste år, selvom ADHD mere er genetisk bestemt. Eller den, hvor flere og flere – især unge kvinder – foretager selvskadende handlinger pga. af følelsesmæssige problemer og mistrivsel. Eller den, hvor mere end en halvmillion voksne danskere har et skadeligt forbrug af alkohol. Han viser også, hvad alle der har arbejdet i hvert fald ved, at mange lider af stress og burnout-symptomer – mindst 300.000 mennesker i den arbejdsdygtige alder – er mere eller mindre permanent ’parkeret’ uden for arbejdsmarkedet. Han nævner dog ikke, som jeg vil her for perspektiveringens skyld, at cykelrytteren Alberto Contador havde 0,000000000005 gram per milliliter af stoffet Clenbuterol i blodet. Det er klart, at netop Contador vækker fordømmelse. Det er simpelt hen ikke er nok til at kunne mærke en ordentlig effekt; en effekt, som 585.000 danskere trods alt kender til pga. de væsentlig større mængder rødvin, som skvulper i blodbanen.

Flere eksempler kunne nævnes på psykologisk ansvarlighed, men pointen er klar nok. Noget er galt.

Lad mig uddybe. Lad os springe frem i tiden.

I dansk fjernsyn vises der p.t. et afkog af psykologen Philip Zimbardos berømte og berygtede Stanford Prison Experiment. Det viste, hvordan almindelige unge mænd nemt bliver påvirket af omgivelserne; den sociale situation. De faktorer, som påvirker kan være alt lige fra påklædning (tænk på soldater og uniform), briller (der skjuler øjne), roller (fx indsat versus betjent), normer (som aldrig er andet en menneskeskabt, sorry siger jeg til manden med tavlerne). Jeg har skrevet mere on dette eksperiment her: Friheden er afstressende – en socialpsykologisk tese om stress.

Zimbardo var inspireret af sin kollegas Stanley Milgram (Yale University), og hans, måske, endnu mere berømte eksperiment omkring lydighed og autoritet. Dette eksperiment viste, at almindelige mennesker ikke havde de store problemer med at give andre elektrochok, fordi en autoritet sad ved siden af i en hvid kittel, og sagde det. Eksperimentet påstod (overfor deltagerne) at handle om læring og straf, mens det reelt handlede om, hvorvidt mennesket kunne begå ondt.

Milgram var inspireret af filosoffen Hannah Arendts revolutionerende beskrivelse af den tyske bøddel Eichmann. Hun sagde – i forbindelse med retssagen, der kørte mod ham i Tel Aviv – at Eichmann ikke var ond per se, men en banal kontornusser, som ikke var i stand til at tænke; en kedelig stakkel, der kun evnede at følge ordre. Der er noget banalt forbundet med det onde, fx den fysiske og emotionelle afstand til andre mennesker, påklædningen, umenneskeliggørelsen af de andre, som ens beslutninger berører. (Læs mere om eksperimentet her)

Det banale er uden dybde. Det er det, som gør det onde så skræmmende.

Det er ikke svært at se en relation til kapitalismen, som måske ikke er ond, men i hvert fald banal. Den er så simpel, at de fleste kan se forskellen mellem profit og debet. Problemerne opstår dog, når der ikke kun betales med penge, men med ens velvære. Omkostninger ved kapitalen er med andre ord ikke kun finansielle, men i stigende grad eksistentielle.

Det, som de social psykologiske studier har vist, er, at det enkelte menneske sjældent er lige så robust, som vedkommende forestiller sig. ”Det vil aldrig ske for mig,” siger de fleste, selvom de mange studier viser, at mellem 60-80 procent er villige til at give elektrochok. Det er interessant, at der forskelle mellem kulturer, men ikke mellem køn, fx er kvinder per definition ikke bedre eller venligere, måske har de historisk bare været situationelt forskånet, hvilket de ikke længere er.

Pointen er, at tilhørsforhold, normer, gruppepres, identitetspres, ideologisk pres, autoritativt pres og så videre betyder noget.

Vender vi tilbage til Zimbardo, så opererer han med tre begreber i hans bog The Lucifer Effect (obligatorisk læsning for alle, der har ansvar for mere end deres egen morgenbarbering eller menstruation).

1) Individet med dets genmasse, dets personlighed og karaktertræk;

2) Situation (eller kulturen);

3) Systemet.

Systemet er de ledere, som fastholder eller ændrer kulturen eller situationen; det vil sige den situation, som påvirker individet. Et simpelt eksempel. Mange vil gerne gøre cykelrytteren og individet Lance Armstrong til den stygge mand i cykelsporten, men faktum er, at han var en del af en cykelkultur, som anvendte doping; en kultur, som blev opretholdt af cykelsportens ledere, som var blevet overbragt til ham og hans generation af hans forgængere. Måske sker der noget her. Det ser i hvert fald ud til det.

Videre. Et andet sted i Danmark fortæller Peter Gøtzsche, direktør ved Det Nordiske Cochrane Center ved Rigshospitalet, at psykofarmaka skal tages af markedet. Alt for mange popper piller, som var der tale om pastiller mod dårlig ånde. Hele pharma-industrien har ændret, hvad der er normalt og ikke-normalt. Men ikke ud fra et psykologisk blik, men fra et forretningsmæssigt perspektiv.

Okay. Flere spiser grønne og gule piller. Skyldes det, at det enkelte menneske er blevet mere sårbart, eller skyldes det omgivelserne? Hvorfor bliver flere diagnosticeret i dag end tidligere? Hvorfor er der flere depressive, stressramte og udbrændte i dag end tidligere?

Mulige svar er følgende. I dag er psykologer og læger – som alle andre faggrupper (spørg skolelæren, sygeplejersken, hjemmeplejen, forskeren) – under pres, hvorved de (som alle andre) ofte må gå på kompromis med deres faglighed. Sørgeligt, men sandt. Dernæst medfører en diagnose en form for prædikat, som gør at den enkelte kan sættes op på en hylde og skubbes videre hen ad samfundets effektive samlebånd. Der er tale om en Tayloriske organisering af mennesket, der er effektiv, men umenneskelig. Endelig giver en diagnose mange en vis tryghed, fordi det giver mening, det vil sige at følelsen af at være uden funktion, får en årsag. I forlængelse heraf bliver diagnosen let en sovepude for enkelte. Det er her de socialpsykologiske resultater bruges negativt. Hvem har ikke hørt: ”Ingen vil have mig og mine kvalifikationer,” eller: ”Jeg er en særling.” Moralen for alle synes at være: Hellere lidt syg på en smart og moderne måde end normal og arbejdsløs. Der er dog intet smart i stress eller burnout. Stress eller burnout er ikke forbeholdt særlige faggrupper (tidligere var der en sådan tendens), men i dag rammer den alle. Symptomerne kan opstå, når presset er for stort. Uanset om dette pres er et resultatet af at følelse sig udenfor, hvilket blandt andet opstår blandt ældre eller arbejdsløse; eller, fordi man er presset til at performe bedre og hurtigere, hvilket er gældende for stort set alle erhvervsgrupper; eller, fordi alle samfundets normer og idealer tvinger en ned i træningscenteret, i swingerklubben, presser en til at blive mere sund, mere lækker, mere sexet, mere spirituel og så videre.

Det er svært at undslå sig dette pres. Uden funktion, ingen mening. Uden mening, en trist liv. Det vil sige, heller være en ond fængselsbetjent med en funktion end ingenting.

Følger man Zimbardos tredeling kunne man spørge: Hvordan påvirker visse situationer mennesket? Det kunne være situationer, hvor mennesket konstant skal måles og vejes, hvor mennesket konstant skal sammenlignes med andre, hvor mennesket konstant konkurrerer om at få anerkendelse, identitet og accept. Det kunne være en situation, hvor mennesket kun anerkendes på grund af deres målbare meriter. Man kunne ligeledes spørge: Hvem fastholder eller forsøger at ændre sådanne situationer?

Jeg ved ikke om særligt mange forsøger at ændre situationen, konteksten eller kulturen. Enkelte gør. Jeg ved dog, at ansvaret ligger hos beslutningstagerne, det vil sige politikerne og andre ledende figurer i samfundet.

Okay. Hvordan hænger hele møget sammen. Et sidste eksempel. Zimbardo har vist, at de uhyrligheder som fandt sted i Abu Graib fængslet i Irak, ikke kun var forårsaget af enkelte rådne medarbejdere, det vil sige enkelte rådne individer. I lige så høj grad var overgrebne forårsaget af systemet. Han understreger, at han ikke ønsker at fjerne ansvaret fra den enkelte, men at perspektivere forestillingen om det enkelte onde individ, hvorved han også vil inddrage ledelsen.

Hvad så han i Abu Graib? Han så at torturingen af fanger, de nedværdigende billeder, de seksuelle udskejelser og så videre primært foregik om natten. Han så, at om natten var fangevogterne ikke uddannet til at håndtere krigsfanger. Om natten var fængslet kontrolleret af et dårligt uddannet personale, der ikke magtede denne opgave. Samtidig så han, at ledelsen ikke førte samme opsyn med fængslet og dets personale om natten, som om dagen. Pointen er selvfølgelig, at der er tale om dårlig organisering af kompetencer, dårligt tilsyn og sparring med personale, som derfor kunne gøre, hvad de ville. Det er ledelsens ansvar at organisere og sikre, at visse principper og etiske retningslinjer opretholdes. Fængselspersonalet var ikke onde per se, selvom det altid er belejligt for en ledelse at se det sådan. De kedede sig om natten. Den ene lille forsømmelse ledte til den næste. Der går gradvist konkurrence i ondskaben. Tingene eskalerer. Ingen siger stop. Ingen råber nej. Og dog, heldigvis er der næsten altid en helt. Helten var her en mening soldat, som sendte billederne videre i systemet. Helten findes altså.

Desværre synes mange andre ting at eskalere i Danmark (og andre steder).

Det hele sker gradvist. Ligesom alt andet. Det er nemt at overse. Idealerne ændres. Arbejdets normative rolle forstærkes. Uden arbejde = ingen identitet, ingen rolle, ingen funktion, intet liv. Kontrollen strammes. Det, som ikke kan måles, eksisterer ikke. Af samme grund har kærligheden det så svært.

Ingen kan helt holde styr på, hvornår det begyndte, men pludselig begynder almindelige danskere at falde fra. De bliver deprimeret. De får stress og brænder ud. Ingen stiller spørgsmålstegn til systemet, fx kapitalismen, som jo ikke stopper for noget som helst. Tværtimod. Systemet forsøger selv at overkomme alle de grimme tilfælde af langsommelighed. Ikke ved at ændre sig selv, men ved at optimere på de små mekaniske fjolser, som også kaldes mennesker. De fyldes med piller. Alle dem, som ikke passer ind, forsøger en hel industri at få til at passe ind. De fyldes dog ikke kun med piller, men også med ligegyldig selvhjælpslitteratur. Problemerne vokser. Sygdommen er blevet en industri.

Der er penge i diagnoserne.

Noget må ske. Hvis ikke, så virker det næsten som om, at mennesket er det eneste dyr, der slet ikke bryder sig om selv sig.

Noget sker. En debat har i hvert fald fået ny energi. Det håber jeg. Enten vader vi videre i det psykiske og mentale vadested, eller vi kommer videre.

Jeg ser frem til at følge slaget fra Barcelona, mens jeg vil lave formålsløse aktiviteter, såsom at skrive.

January 18, 2014

Obedience to Authority

Most people like to see themselves in a favourable light. Most people predict that virtually all human beings will refuse to obey to authority – especially, if the authority is making you hurt other human beings. Most people, however, are wrong.

In the early ´70s, the psychologist Stanley Milgram conducted his famous “Obedience to Authority Experiment” (see the book Obedience to Authority). The experiment helps explaining why ordinary people can commit the most awful crimes, just because the crime is placed under influence of an authority. We have all heard the excuse: “I was just doing what I was told.”

The experiment: Two people come to a laboratory to take part in a study of memory and learning. One is “the teacher” and the other is “the learner”. A third person is present, “the experimenter”, who is also the authority telling “the teacher” something like “please continue” when he or she doubts the purpose of this so-called memory and learning-experiment. The real focus of the experiment is “the teacher”, because he or she is the one managing the shock-generator. For example, if “the learner” answers a question wrong, then “the teacher” should punish “the learner” with an electronic shock ranging from 15 volt to 450 volt – by the way, the electrical outlet in Denmark is 240 volt!

The purpose: “The aim of this investigation was to find when and how people would defy authority in the face of clear imperative,” Milgram writes.

The result: More than 60 percent of “the teachers” punish “the learners” all the way. Danger: Severe shock it says on the generator.

Milgram conducts many experiments (which have been repeated many times elsewhere by other psychologists); he changes the independent variables, for instance, the proximity of “the learner” to see how it might affect the dependent variable, “the teacher”. Also, this experiment tells that women are no less likely to punish than men. The situation or the circumstances affects both genders equally.

The book is a detailed description of the method, the approach, the theses and experiments, as well interesting reflections. It also describes those heroic person´s who actually have the courage to act out their beliefs. No more of this! Similar, Milgram emphasizes that the problem of obedience not only is psychological, but also reflects the form and shape of a society.

Let us turn back the time. Years before Milgram´s experiment, the world witnessed how ordinary Germans could commit the most sadistic crimes (and the world have seen it so many times afterwards: The Chinese invasion of Tibet in the fifties, to Vietnam´s My Lai, up to the abuses in the Abu Ghraib prison (for more info: see).

In 1968, the philosopher Hannah Arendt wrote a very disturbing book Eichmann in Jerusalem. Here she coined the concept “banality of evil” when she described Eichmann as a pathetic and uninspired bureaucrat, and not as a monster. Eichmann required that hundreds of people submitted to his authority. And this form of obedience he required sitting safely behind his desk. The distance between the decision-maker and the people doing the job plays an important role, as Milgram´s experiment also illustrates.

”How are we to account for the diminishing obedience as the victim is brought closer?” Some of the answers that Milgram gives: Empathy, narrowing the cognitive field (difficult to exclude one from one´s thoughts, if he is close by), reciprocal and unity experience, etc. Furthermore – to continue with Eichmann – the Holocaust was staged through an intense devaluation of the victim. Call it brainwash.

Another psychologist, Philip Zimbardo has stressed the intimate relationship between the system, situation and individual. For instance, it is the leaders and decision-makers who maintain or create a system or society that opens up for more or less dehumanizing situations (or flourishing situations). Afterwards, these situations affect the behaviour of the individual. A simple example might illustrate this: You plan not to drink more than one glass of wine before going to a party, but then at the party everything changes due to the people, the good mood, the laughs and the flirting – the situation – that all makes one forget his or her moral imperative. It is part of being human to affect and be affected.

The point of these studies is not to condemn those who obey authority. Sometimes it might be advisable to follow: Do not cross this bridge! Rather, the main point is to acknowledge the great impact that situations have on our actions. Also, to be aware when one might fall for various forms of pressure due to simple needs of belonging or identification, and how one might overcome these obeying actions from actually to happen. For me it is a matter of freedom, that is to say being free to resist the blind or habitual obedience, as well as being willing to risk something by trying to match what happens the best possible way. It is the basic courage to take the decisions that actually liberates oneself. Do today what makes it easier to live a life worth living tomorrow.

August 6, 2013