"Write your way out of it." – J.D. Salinger
“Dét, der gør et liv værd at leve, er kærligheden, fordi den er meningsskabende. Men kærlighed kan kun eksistere, hvis der er frihed, hvorfor kun frie mennesker kan elske. Ufrie mennesker bilder sig selv ind, at de slår, undertrykker eller dræber af kærlighed, selvom de reelt blot er voldelige. De, der har følt sig truet af Salman Rushdies ord har aldrig været frie, de har aldrig elsket,” skriver forfatter ph.d. i filosofi, Finn Janning.
Læs resten af kronikken her.
Skal der være plads til at alle kan ytre sig – også de dumme? Filosof og forfatter Finn Janning har fulgt voldsomme demonstrationer i sin hjemby Barcelona til fordel for catalanske rapper Pablo Hasél, der har fornærmet ekskongen. Lytter du efter, viser det sig, at Hasél blot fremstår som en tarvelig voldsmand – og så rammer sagen et ømtåleligt punkt.
Læs resten af artiklen her.
De catalanske seperatisters adfærd er sadistisk, mens de ekstreme højre-kræfter i Spanien er masochister. Og modsat , hvad nogen tror, så er sadisten ikke interesseret i masochisten og omvendt.
Drengen er ni år gammel. Når han synger, kan man se, at han mangler to tænder, og allerede har tre plomber. Jeg stirrer ind i den åbne mund, mens han brøler “som gent pacifica”, hvilket er catalansk, og betyder “vi er et pacifistisk folk.”
Drengen har, som så mange andre børn – også yngre – været til demonstrationer med sine forældre. Nogle gange kun den ene part, hvis den anden part ikke er separatist.
Sådan er dagligdagen i den spanske region Catalonien – både politiseret og polariseret. Flere lærere bærer synlige politiske symboler, og de lærere, som ikke ønsker at deltage i en demonstration, mister anseelse blandt de andre. Hele tiden dette mentale pres.
En lærer fra mine børns skole, hvor hovedparten af forældrene er tilhængere af uafhængighed, fortæller mig, at børnene i skolegården leger politi mod personer, en variant af politiet mod røverne. Blandt tilhængere af uafhængighed er politiet de slemme. Der er altid denne klare dikotomi i regionen. Intet er til debat, der er ingen tvivl eller usikkerhed. Spanien er de onde, mens selvstændighed er løsningen.
Læs resten af kronikken i Berlingske.
Kronikken var åbenbart mere end “la Generalitat de Catalunya” (Den nordiske delegation), kunne klare. De valgte i hvert fald at kontakte Berlingske for at fortælle, at mine eksempler ikke bare var forkerte, simple og trivielle, men også, at de, selvfølgelig kunne være avisen behjælpelige med de “rigtige” fakta. Et glimrende eksempel på, hvordan politiske institutioner prøver at manipulere, hvilket svarer til hvad filosoffen Gilles Deleuze kaldte “kontrolsamfundet.” Eller hvad mange blot vil kalde patetisk ynk!
Som udenlandsdansker bosiddende i Barcelona har jeg haft svært ved at fornemme det følelsesmæssige kaos, som terrorangrebet afstedkom i København. Heldigvis råder Weekendavisen den 20. februar bod på det med nogle personlige, indsigtsfulde og modige artikler.
Jeppe Matzen beskriver, helt tæt, hvad der skete i Krudttønden: bragende, frygten, flugten, Femens talskvinde Inna Shevschensko, der stiller sine højhælede sko for at kunne løbe hurtigere. Han citerer hende for at citere Voltaire: ”Hvis du vil vide, hvem der hersker over dig, så tænk på, hvem du ikke har lov at kritisere i dag?” Hun svarer selv: ”Det religiøse institutioner og dogmer.” Inna Shevschenko håber, at alle vil deltage, hvorved Charlie Hebdo, Lars Vilks, Femen og andre ikke bliver så synlige.
Et andet sted i avisen kan man læse Helle Merete Brix’ miniportræt af Lars Vilks, ham som gerningsmanden formodentligt gik efter. Han fremstår ikke som en utilregnelige provokatør, men en rar og eftertænksom mand, der har mange venner og støtter. ”Bare ikke særligt mange blandt kunstnere og intellektuelle. I hvert ikke nogen der gør det offentligt.” Shevschenskos analyse passer tilsyneladende. Vilks er meget synlig.
I samme sektion, skriver lektor Dennis Meyhoff Brink indlevende og modigt om sine egne oplevelser fra mødet, om sin frygt for at deltage i fremtidige debatarrangementer. ”Forsamlingsfrihed, ytringsfrihed og religionsfrihed er en del af vores kulturellearv fra oplysningstiden,” skriver han. ”Vi er oppe imod kræfter, som bekæmper selve ideen om oplysning.”
Sandheden er ikke givet, men er konstant til diskussion i en social og åben praksis. Det er et angreb, der reelt kan gøre os dummere.
Nanna Goul beskriver, hvor hysterisk hendes sanseapparat reagerer på alt, da hun bevæger sig ud i Københavns gader mandag morgen. Frygten er trængt ind i kroppen, som en bodylotion, som hun præcist skriver.
Der er noget på spil for os alle sammen.
Alle artikler formår at skabe konkrete erfaringsrum, som er indiskutable. Det er ikke kun et spørgsmål om teoretiske øvelser for eller imod ytringsfrihed. Selve denne debat er truet. Det er en livsform, der er truet; en livsform, der nysgerrigt engagerer sig i de andre gennem debat, diskussion og humor.
Det er svært at fremme empati og medfølelse, hvis ingen tør eller kan tale, skrive og leve sammen uden frygt. Jeg sidder i Barcelona og læser ord, der fremmer min forståelse. Det kan kun lade sig gøre, fordi det er muligt at skrive frit. Tak for ordene.
Trykt i Weekendavisen den 6. marts 2015.
Siden de tragiske timer i Paris, hvor 17 mennesker mistede livet og flere blev såret, har det handlet om frihed. Mere bestemt ytringsfrihed. Retten til at ytre sig.
Den ene fraktion appellerer til det, politologen Isaiah Berlin døbte »den negative frihed.« Denne siger, at ingen menneskers naturlige drifter bør indskrænkes. Heller ikke, hvis disse eventuelt støder nogle.
Den anden fraktion appellerer til »den positive«, eller hvad den tyske filosof Axel Honneth kalder den »refleksive frihed.« Her er mennesket autonomt og selvrealiserende, det kan selv bestemme, hvilke mål det vil leve efter.
Den første form for frihed styres af vores drifter, mens den anden er styret af fornuften – en universel fornuft ifølge filosoffen Kant.
Det kritiske spørgsmål er selvfølgelig, hvor autonomt mennesket er, samt hvor universel fornuften er. Sagt anderledes: Jeg tvivler på, at mennesket er så fornuftigt, som det bilder sig ind. Snarere er vi konstrueret af de normer og ideologier, som gennemsyrer samfundet.
Læs videre her.
FINN JANNING 