Min krop er min hjerne, dette kunne være mottoet for denne kommentar. Min krop guider mig gennem livet. Skærper mit nærvær …

I bogen Out of Our Heads: Why You Are Not Your Brain, and Other Lessons from the Biology of Consciousness , forsøger den amerikanske filosof Alva Noe, at gøre op med hjernens altoverskyggende rolle i stort set alle facetter af livet. Der går en alt lige linje fra Cognitive Science til Cognitive Economy.

Noes tese er: ”Bevidsthed er ikke noget, som finder sted indeni os. Det er noget vi gør … eller bedre: det er noget vi opnår.”

Mennesket er altså ikke dets hjerne. Vi lever ikke i et lukket rum, der består af vores egne ideer og fornemmelser. Bevidsthed er – som livet – en verdens-involverende og dynamisk proces. Vi er bogstaveligt ude af vores hoveder. Sagt anderledes: Min bevidsthed – lige her og nu – afhænger ikke kun af, hvad der sker i min hjerne, men i lige så høj grad af min historie, min nuværende situation og interaktion med verden omkring mig.  Bevidst er mere end ren og skær fordøjelse. Hjernen er en del af mig, en del af hvem jeg er, ja, men jeg er ikke min hjerne. Det er derfor computeren, som metafor for hjernen er dårlig – eller direkte forkert. Tænk for eksempel følgende: Hvis du bliver stresset, så kan du ikke som Nero i filmen The Matrix bare downloade et nyt program, der kan gøre dig bedre til at håndtere livets udfordringer. Det at tænke andeledes hænger sammen med at leve anderledes.

Okay, lad mig tage et eksempel fra bogen: Når jeg ser en appelsin hos frugthandleren, hvor ved jeg så fra, at appelsinen har en bagside? På grund af det faktum, at jeg på en både kropslig og praktisk måde ved, at jeg kan bevæge mig, hvorved jeg kan bringe appelsinens bagside ind i mit synsfelt. At se er at tro, da det at tro, er at se. Det vil sige, at se er en interagerende evne med de ting, som vi ser. Af samme grund er opmærksomhed og nærhed i nuet vigtige for den menneskelige erkendelse, hvilket filosofien altid har understreget. Noe kalder det for ”livet i tanken” – en ide, som Noe har fra Evan Thomson’s Mind in Life. En åbenhed i mødet med verden er af samme grund vigtig.

Hjerneforskning fundament er ikke nyt (at vi er vores hjerne). Det minder om Descartes’, der ligeledes opererede med en dualisme mellem kroppen og tanken. Denne dualisme er for længst smuldret, i hvert fald i filosofiens verden, men Noe viser, hvordan flere hjerneforskere gentager Descartes’ ideer, som var der tale om nyt stof. Desværre overser de (læs: flertallet af hjerneforskerne, dog er der undtagelser, fx Damasio), at livet lægger an på os, hvorved det er mere end hjernens tanker (som var det hjernen og tanken det samme!). Noe selv refererer til den franske filosof Maurice Merleau-Ponty, der sagde, at vores bevidsthed altid finder sted i nogle omgivelser, et miljø eller kontekst, fx gulvet, væggene, støjen, det der sker ude foran vores åbne vindue – alt sammen noget, som udgør baggrunden for det vi nu engang er i færd med, fx bage eller læse. Nærheden er virtuel, lidt som når du kære læser, nu sidder og læser dette, så er vi socialt engageret. Nogle finder det måske trist, men det er ikke anderledes end jeg også erindrer i nuet, hvorved visse ting igen blive nære.

Konklusionen er, at hjerne, krop og verden former en proces af dynamiske interaktioner, hvori vi selv bliver til. Verden er ikke vores konstruktion, den er allerede tilstede for os, vi er i den – og sker med den. Noes svageste punkt, er, at han ikke helt formår at tænke bevægelsen, som bevægelse (han er nok for fænomenologisk til mig). Altså, at vi bevæger os for at interagere med verden fra forskellige vinkler (jf. appelsinen), men verden bevæger os også – sidste punkt overser han. Vi påvirker og påvirkes. Det vil sige, at vi foldes med verden, på en måde som gør det svært, at adskille. Det hele smelter sammen. Men, ikke desto mindre er det en fin og klar tekst, der bryder den kedelig ”hjerne mig her og der-tendens”.

Hvad betyder alt dette for mit forhold til verden, til livet? Verden er ikke en tekst (eller en bog), som vi skal tolke. Meningen er relationel. Hvis vi er åbne og modtagelige, så støder vi sammen med verdens virtuelle kræfter. Og det betyder, at vi ikke er passive modtagere af eksterne påvirkninger, men derimod skabninger, der modtager indflydelse fra noget, som vi selv er indlejret i.

De tanker og følelser, som vi hver især har, er også de tanker og følelser, som vi hver især har fortjent på baggrund af vores forhold livet. Dette får mig til at tænke på Andy Warhol, som engang spurgte: ”Hvad får mennesker til at bruge tid på at være trist, når de kunne blive glade?” Filosofien kan stadigvæk lære os mere om det gode liv end en hjernes forskellige farver på en MRI-scanning. Heldigvis er tværfagligheden indenfor dette felt voksende, idet ikke kun filosoffer, men også antropologer og psykologer, kan give hjerneforskningen et sundt og tiltrængt modspil.