“Thinking is an activity that must be performed over and over again in order to keep it alive.” – Richard J. Bernstein

I filosofiens verden er èt liv i fokus. Ikke forstået biologisk eller juridisk, men etisk. Hvilke måder tænker, føler og ånder det på? Hvorledes kan det udfolde sig? Hvilke rammer og strukturer lever det under? Er det underlagt trusler om vold? Yder det modstand? Er det frit? Engageret? Revolutionært?

Et godt eksempel på denne praksis udføres af den amerikanske filosof Richard Bernstein. I bogen Violence filosoferer han med lige dele pragmatisk snilde og hermeneutisk grundighed, hvorved han formår at hænge fem forskellige tænkeres tanker om vold op på en kompetent narrativ snor. Bernstein er en god fortæller, fordi han er en god tænker. De fem tænkere som han beskæftiger sig med er: Carl Schmitt, Walter Benjamin, Hannah Arendt, Frantz Fanon og Jan Assmann. Alle fem essays er læseværdige, selvom jeg fandt hans introduktion, Arendt-essayet og Fanon-essayet mest oplysende. 

Et par nedslag. Bernstein viser, hvordan Arendt argumenterer for at revolution ikke har noget som helst med vold at gøre. Tværtimod. Formålet med en revolution er folkets frihed, og vold kan ikke skabe frihed, kun destruere. Bernstein hiver blandt andet fat i Arendts definitioner af begreberne magt, styrke og kraft. Med disse viser hun nemlig, at magt ikke er magt over. Magt er ellers noget, som de fleste er vant til at forbinde med noget vertikalt. Eksempelvis: politik er et magtspil, hvor den ultimative form for magt er vold. Eller: magt, som når A kan få B til at gøre noget, som B ellers ikke ville gøre (igen vold, fx verbal vold). Hos Arendt er der dog tale om noget horisontalt. Hun taler om med-magt (eller empowerment), som noget der opnås, når mennesker handler i samklang. Denne form for magt er baseret på samarbejde, forførelse, undersøgelse, deling af viden, en vedvarende test af ideer og meninger – ikke vold. Denne forståelse  hænger sammen med Arendts forståelse af politik. Et sted siger hun at målet for modstand er en frigørelse fra undertrykkelse, mens målet for en revolution, som sagt, er frihedens fundament.

Det er pudsigt, at nogle af de mest interessante tanker omkring magt i det tyvende  århundrede kommer fra to kvinder. Udover Arendt har ledelses- og organisationsteoretikeren Mary Parker Follet (som oplever en mindre renæssance p.t.) ligeledes talt om med-magt (ikke magt til) og sam-magt, som noget der udfoldes i et fællesskab; et fællesskab, hvor den enkeltes singularitet ikke reduceres. Skyldes det at nogle mænd ikke kan adskille styrke og magt fra hinanden? Skyldes det at nogle mænd holder fast i det romantiske billede af den ensomme ulv, a.k.a. John Wayne, selvom de fleste ensomme ulve reelt stikker af, fordi de ikke kan begå sig i en socialitet? Ja, selv ulve jager i flok.

Bernstein slår dog ned på Arendts bløde punkter. Han viser blandt andet, hvordan hun argumenterer for en retfærdiggørelse af vold, fx som voldelig modstand til nazisternes undertrykkelse af jøderne. Hun siger, at det er på sin plads at yde modstand, sågar vold, som jøde, fordi man er undertrykt som jøde. Problemet for Bernstein er ikke retfærdiggørelsen af vold per se, men kriteriet for hvornår en undertrykkelse retfærdiggør vold. Arendt er ikke klar.

Her dukker meget passende en ny tænker op. Fanon argumenterer eksempelvis for at vold kan retfærdiggøres, når et land koloniserer et andet. Problemet er dog, siger Fanon, når en koloniseret mentalitet underminerer revolutionens mål, nemlig frihed. Ofte sker der det, at en undertrykkelse erstattes af en anden. De færreste besidder en tilgivende og fremtidsorienteret mentalitet, som Nelson Mandela.

Bernstein anvender Fanon for at understrege, at vold nogle gange er retfærdig. Imidlertid understreger Bernstein, at der aldrig kan og må være principielle regler for, hvornår dette gælder. Det er demokratiets opgave, at debattere åbent og kritisk. Intet argument kan stå alene. Som pragmatisk filosof ved han, at intet er givet, at der ikke findes et urokkeligt og sikkert fundament. Med andre ord: “There is no escape from risky political judgments.”

Apropos vold og debat. I de seneste år er Spanien begyndt at debattere hustruvold mere aktivt. About time! I 2011 døde 60 kvinder pga. voldelige mænd. Det er mere end et dødsfald om ugen! Spanien er på nogle områder modbydeligt patriarkalsk, men noget er heldigvis begyndt at røre på sig. Dog er der desværre endnu tilbageskridt for kvinderne, fx i forbindelse med abort (se mere her).

I essayet der handler om Jan Assmann, som har forsket i religiøs vold beskriver Bernstein, hvordan det aldrig er monoteisme, der fører til vold og mord ophøjet eller retfærdiggjort i en sand guds navn. Derimod er det politisk misbrug af monoteisme, der leder til vold. Dette leder læseren tilbage til Benjamin-essayet, hvor Bernstein – ganske interessant – læser med og mod Simon Critley og Judith Butler, når de hævder at “divine violence” er op til den enkeltes dømmekraft. Pointen er, at Benjamin hævder at det religiøse bud: ”Du må ikke slå ihjel”, ikke er en kategorisk lov, men en form for guide. Konklusionen bliver derfor, at ens forpligtelse på ikke-vold kan eksistere sammen med en retfærdiggørelse af vold. Hvornår vold er acceptabel er, ifølge Critley og Butler, en individuel beslutning. Dette kan Bernstein selvfølgelig ikke acceptere. Man skal ikke beslutte sig for at anvende vold i ensomhed. Det er den beslutning simpelthen for vigtig til.

Politiske vurderinger og beslutninger er altid fuld af risici, men en ordentlig udførelse af politik afhænger af hvordan offentligheden engageres til at debattere. Ingen offentlighed er ufejlbarlig. Men problemerne opstår, når offentligheden manipuleres af ydre interesser, hvorved den engagerede debat uddør. Uden debat er der intet andet tilbage end voldens triumf.

Bernstein er en fortaler for at udforskning af, hvad det vil sige at være menneske. Det vil sige, hvordan man frit kan ytre sig, teste sine ideer og meninger uden frygt for liv og lemmer. Undervejs i denne samling siger han mange interessante ting, og foretager oplysende og interessante læsninger. Bernstein er en kompetent guide rundt i voldens teoretikere.

Vold eller ikke-vold … bogen er hermed varmt anbefalet.